Udlændingenævnets afgørelse af 27. august 2020 - Medfølgende familie – Til personer med opholdstilladelse på baggrund af studier
Sagens faktiske omstændigheder
I september 2018 indgav ansøgeren en ansøgning om opholdstilladelse som medfølgende familie til sin herboende ægtefælle, der havde opholdstilladelse som studerende. Styrelsen for International Rekruttering og Integration meddelte i oktober 2018 ansøgeren afslag på opholdstilladelse, idet styrelsen vurderede, at parret havde fremlagt dokumentation for forsørgelse i form af bankudskrifter, som var konstrueret med henblik på svigagtigt at opnå opholdstilladelse i Danmark. Afgørelsen blev ikke påklaget til Udlændingenævnet, og i juni 2019 indgav ansøgeren en ny ansøgning om opholdstilladelse som medfølgende familie. Styrelsen for International Rekruttering og Integration meddelte i juli 2019 afslag på ansøgningen, da styrelsen fandt, at der var alvorlig grund til at antage, at ansøgeren havde begået en lovovertrædelse, som kunne medføre udvisning, jf. udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2, og §§ 22, 23 eller 24.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder, at der ikke er holdepunkter for at antage, at der i forbindelse med ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse, er begået dokumentfalsk efter straffelovens § 171 overfor Styrelsen for International Rekruttering og Integration.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at der i forbindelse med referencens første ansøgning om opholdstilladelse indgivet i september 2018 er fremlagt dokumentation, der må anses konstrueret med det formål at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark som medfølgende familiemedlem til referencen, og at formodningen for, at der er afgivet urigtige oplysninger, ikke er blevet afkræftet i forbindelse med ansøgningen indgivet i juni 2019.
Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke kan meddeles opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem til referencen, idet referencen ikke har dokumenteret, at han kan forsørge ansøgeren, jf. studiebekendtgørelsens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. § 10, stk. 2, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det efter udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., påhviler en udlænding at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse kan meddeles. Det følger endvidere af forarbejderne til bestemmelsen, at såfremt en udlænding afgiver urigtige oplysninger eller erklæringer eller svigagtigt fortier oplysninger, kan udlændingen meddeles afslag på ansøgningen.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på oplysningerne indgivet i forbindelse med ansøgerens første ansøgning om opholdstilladelse, idet det fremgår af den kontoudskrift, som blev indleveret sammen med ansøgningen, at indeståendet på referencens konto ultimo august 2018 var 73.851,02 kr., mens det af kontobevægelserne på referencens konto i perioden fra ultimo juni 2018 til medio oktober 2018 fremgår, at referencen ultimo august 2018 havde 32.647,18 kr., stående på sin konto, at der samme dag blev overført tre beløb på henholdsvis 20.000,00 kr., 10.000,00 kr., og 7.000,00 kr. til referencens konto, således at der var et indestående på 69.647,18 kr. på referencens konto, at der samme dag blev overført to beløb på henholdsvis 10.000,00 kr., og 22.050,00 kr., fra referencens konto, således at der var et indestående på 42.354,02 kr., samt at der primo september 2018 blev overført fire beløb fra referencens konto på henholdsvis 5.000,00 kr., 10.000,00 kr., 10.000,00 kr., og 7.000,00 kr., således at der herefter var et indestående på 9.700,02 kr.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det af kontobevægelserne fremgår, at der primo oktober 2018 var et indestående på 3.507,16 kr. på referencens konto, og at der medio oktober 2018 blev overført fire beløb på henholdsvis 25.000,00 kr., 27.300,00 kr., 15.050,00 kr. og 2.200,00 kr. til referencens konto, således at der herefter var et indestående på 73.257,16 kr. på kontoen, hvilket var saldoen medio oktober 2018, hvor referencen fremsendte bankudskriften til Styrelsen for International Rekruttering og Integration.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at det ikke kan lægges til grund, at referencen reelt har haft rådighed over det krævede forsørgelsesbeløb på trods af, at referencen i forbindelse med ansøgerens anden ansøgning oplyste, at referencen i mellemtiden havde arbejdet og sparet op, således at referencen kunne indgive en ny ansøgning, ligesom referencen i forbindelse med sagen havde fremlagt kontooversigt- og udtog, hvoraf det fremgik, at referencen primo juni 2019 havde et indestående på 74.200,00 kr. på sin opsparingskonto.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at transaktionerne foretaget i forbindelse med ansøgerens første ansøgning om familiesammenføring skaber en formodning for, at referencen fortsat reelt ikke har rådighed over det krævede forsørgelsesbeløb, da der ultimo august 2018 blev overført tre beløb på henholdsvis 20.000,00 kr., 10.000,00 kr., og 7.000,00 kr. til referencens konto, således at referencen netop opfyldte det krævede forsørgelseskrav på ansøgningstidspunktet, ligesom der medio oktober 2018 blev overført fire beløb på henholdsvis 25.000,00 kr., 27.300,00 kr., 15.050,00 kr., 2.200,00 kr. til referencens konto, således at referencen opfyldte det krævede forsørgelseskrav, da referencen besvarede Styrelsen for International Rekruttering og Integrations partshøringsskrivelse.
Det til klagen anførte om, at transaktionerne skyldtes, at en ven fra referencens hjemland skyldte referencen penge, men at vennen kom i pengenød, og at referencen derfor senere overførte beløbene tilbage til vennen, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at formålet med studiebekendtgørelsens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. § 10, stk. 2, jf. afsnittet Retsregler ovenfor, er, at den studerende skal dokumentere reelt at kunne forsørge det medfølgende familiemedlem.
Udlændingenævnet har yderligere tillagt det vægt, at de i forbindelse med klagen indsendte bankudskrifter blot viser, at referencen havde en disponibel saldo på 74.972,90 kr. medio juli 2019, men ikke at der har været en løbende opsparing fra blandt andet referencens sommerjobs.
Udlændingenævnet finder på baggrund heraf, at transaktionerne på referencens konto skaber en formodning for, at der i forbindelse med ansøgerens første og seneste ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til referencen er afgivet urigtige oplysninger om referencens evne til at forsørge ansøgeren, ligesom referencen ikke har dokumenteret, at han reelt råder over de 74. 200,00 kr. som han primo juni 2019 havde indestående på sin opsparingskonto.
Udlændingenævnet finder således, at referencen ikke har dokumenteret, at han reelt kan forsørge ansøgeren.” ERH/2020/13.