Udlændingenævnets afgørelse af 21. juni 2016 – Studie – Formodning – Ulovligt arbejde – Sagsbehandlingsklage
Udlændingenævnet fandt, at det afgørende formål med ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark som studerende på uddannelsen MBA in General Management ikke kunne anses for at være, at ansøgeren ønskede at gennemføre uddannelsen, men at formålet måtte anses for at være et ønske om længerevarende ophold i Danmark, hvorfor ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse som studerende. Udlændingenævnet lagde herved vægt på politiets e-mail fra marts 2015 og politiets bødekontors telefoniske bekræftelse fra september 2015, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i april 2013 blev sigtet for at have arbejdet mere end det tilladte, at ansøgeren i april 2013 blev meddelt et bødeforelæg, og at ansøgeren i juli 2013 betalte en bøde på 4.500 kroner herfor. Det af partsrepræsentanten anførte om, at ansøgeren havde vedtaget en bøde for det ulovlige arbejde, at dette ikke indebar en formodning for, at ansøgerens primære formål med ansøgningen ikke var at studere, idet ansøgeren studerede i 2012 og 2013, at ansøgeren havde færdiggjort sin uddannelse i januar 2014 inden indgivelsen af den nye ansøgning, og at det efter partsrepræsentantens opfattelse var uforholdsmæssigt indgribende at nægte ansøgeren at fortsætte sine studier, idet bøden vedrørende for høj indtjening var udstedt til ansøgeren på et tidspunkt, hvor ansøgeren kort tid efter blev færdiguddannet, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af forarbejderne til bestemmelsen, at en ny ansøgning normalt ville blive afgjort med et afslag, hvis den pågældende havde vedtaget en bøde for det ulovlige arbejde. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik på engelsk af ansøgerens opholdstilladelse fra oktober 2012, at ansøgeren havde ret til at arbejde 15 timer pr. uge samt fuldtid i perioden fra juni til august, så længe opholdstilladelsen var gyldig, og at såfremt ansøgeren arbejdede ulovligt – herunder arbejdede uden gyldig arbejdstilladelse eller arbejdede ud over det tilladte antal timer – ville dette kunne medføre en fortabelse af opholdsretten. Udlændingenævnet fandt desuden ikke grundlag for at tilsidesætte udgangspunktet om at meddele ansøgeren afslag på en ansøgning om opholdstilladelse, når der var vedtaget en bøde for ulovligt arbejde, idet ansøgeren i juli 2014 havde indgivet ansøgning om opholdstilladelse som studerende cirka et år efter, at ansøgeren havde erkendt at have arbejdet ulovligt, og at ansøgeren efterfølgende var fortsat med at arbejde ulovligt frem til og med januar 2016. Det forhold, at ansøgeren var overrasket over, at ansøgeren ikke havde haft ret til at arbejde siden juli 2014, at ansøgerens partsrepræsentant havde anført, at det påhvilede styrelsen at påtale dette forhold, at ansøgeren var i god tro om, at sagen var afsluttet uden yderligere konsekvenser, at ansøgeren havde en berettiget forventning om, at sagen var afsluttet med betaling af bøden, at der ikke var juridisk grundlag for at meddele ansøgeren afslag, at der var udvist passivitet fra styrelsens side, at afgørelsen var uaktuel, idet der var forløbet mere end to år, og at styrelsen på denne baggrund havde fortabt retten til at gøre yderligere retsfølger gældende overfor ansøgeren, fandt Udlændingenævnet herudover ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var tale om en førstegangsansøgning og ikke en forlængelse af en allerede eksisterende tilladelse. I en sådan situation skal udlændingen afvente, om der meddeles opholdstilladelse, og det er i givet fald den pågældendes eget ansvar at overholde reglerne. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på Styrelsen for International Rekruttering og Integrations udtalelse fra december 2015, hvoraf det fremgik, at der ikke er fastsat en grænse for, i hvor lang tid erkendt ulovligt arbejde normalt skal medføre, at en udlænding skal meddeles afslag på en ny ansøgning om opholdstilladelse, jf. forarbejderne til lov nr. 572 af 31. maj 2010. Det af partsrepræsentanten anførte om, at ansøgeren uberettiget var anmeldt for overtrædelse af reglerne om arbejde, at partsrepræsentanten opfordrede Udlændingenævnet til at anmode styrelsen om at tilbagetrække politianmeldelsen, idet ansøgeren ikke havde udvist forsæt eller grov uagtsomhed i forbindelse med overtrædelsen af udlændingelovens § 59, at det fortsatte arbejde efter indgivelsen af den nye ansøgning ikke var omtalt i afgørelsen fra september 2015, og at ansøgeren siden 2012 havde iagttaget de pålagte regler, fandt Udlændingenævnet ydermere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det alene var styrelsens vurdering, om ansøgeren skulle anmeldes for overtrædelse af udlændingelovens § 59, og at Udlændingenævnet som uafhængigt domstolslignende organ ikke havde instruktionsbeføjelse overfor styrelsen. Udlændingenævnet kunne derfor ikke anmode styrelsen om at trække politianmeldelsen tilbage. Det af partsrepræsentanten anførte om, at ansøgeren havde oplevet synsforstyrrelser på venstre øje under sit studie, at det under et længere udredningsforløb fra efteråret 2014 til foråret 2015 ikke var muligt at identificere problemet, at det blev opdaget, at ansøgeren havde en operationskrævende svulst i hypofysen, at ansøgeren i juni 2015 havde gennemgået en operation herfor, at halvdelen af svulsten var fjernet på daværende tidspunkt, at ansøgeren skulle have en supplerende operation herefter, og at sygdommen ville blive behandlet bedst i Danmark, idet ansøgeren ville blive fuldstændig helbredt og ville kunne fortsætte sine studier, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne medføre en ændret vurdering af sagen, idet helbredsoplysninger ikke indgik i vurderingen af meddelelse af opholdstilladelse på baggrund af studier, jf. udlændingelovens § 9 i, stk. 1. Udlændingenævnet fandt derfor ud fra en samlet vurdering, at der ikke var oplyst om forhold, der ændrede ved formodningen for, at det afgørende ved ansøgerens ansøgning som studerende måtte anses for at være et ønske om at opnå et længerevarende ophold i Danmark. Udlændingenævnet havde anset det af partsrepræsentanten anførte om, at styrelsens afgørelse var mangelfuld, at sagen var blevet behandlet med stor forsinkelse, at situationen var opstået som følge af den langsommelige ansøgningsproces, hvilket havde bragt ansøgeren i en uhensigtsmæssig situation, at der efter partsrepræsentantens opfattelse skulle fremsendes en kopi af bødeforelæg, samt at det påhvilede styrelsen i afslagsbrevet at påtale, at ansøgeren havde arbejdet efter juli 2014, idet ansøgerens arbejds- og opholdstilladelse udløb i juli 2014, som en klage over styrelsens sagsbehandling. Udlændingenævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik overfor Styrelsen for International Rekruttering og Integration. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration ud fra sagens samlede oplysninger havde et tilstrækkeligt grundlag til at træffe afgørelse i sagen. Det forhold, at det oprindelige bødeforelæg ikke indgik i styrelsens akter, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet oplysningen om bødeforelægget fremgik af politiets e-mail fra marts 2015 og af politiets bødekontors telefoniske bekræftelse fra september 2015. Udlændingenævnet fandt, at dette kunne anses for tilstrækkelig dokumentation. Udlændingenævnet lagde endeligt vægt på, at Udlændingenævnet ikke har kompetence til at behandle klager over sagsbehandlingstiden i styrelsen eller over styrelsens vejledningspligt, jf. lovforslag nr. L 178 af 25. april 2012, afsnit 2.2.7.2, om lov om ændring af lov om udlændingeloven og lov om kommunale og regionale valg. ERH/2016/62.
Senest opdateret: 21-06-2016
Udgiver: Udlændingenævnet