Udlændingenævnets afgørelse af 1. februar 2018 – Studie – Formodning
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse som studerende på Erhvervsakademiet Lillebælt i medfør af udlændingelovens 9 i, stk. 1, jf. studiebekendtgørelsens § 9. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det afgørende formål med ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark som studerende ikke var, at ansøgeren ønskede at gennemføre en Bachelor top-up in Webdevelopment på Erhvervsakademiet Lillebælt, men at formålet var at arbejde i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren under sin tidligere studietilladelse havde arbejdet mere end de tilladte 15 timer om ugen i januar, april og maj 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ved e-mail i januar 2017 til Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde erkendt, at ansøgeren havde arbejdet mere end det tilladte i januar og maj 2015. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren havde arbejdet uden arbejdstilladelse fra januar 2016 til marts 2017, hvortil kom, at ansøgeren havde arbejdet langt over de 15 timer om ugen i det meste af 2016. Udlændingenævnet bemærkede i denne sammenhæng, at studiebekendtgørelsen § 9, ikke er udtømmende, jf. bestemmelsens 2. pkt., hvoraf det fremgår, hvilke oplysninger der blandt andet kan indgå ved vurderingen af, om der er en vis formodning for, at udlændingens intention ikke er at studere i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren havde oplyst, at ansøgeren havde deltaget i et møde arrangeret af Non Resident Nepalese Association og nogle immigrationsadvokater, hvor ansøgeren havde fået oplyst, at den nye regel om, at alle studerende må arbejde 20 timer om ugen, også omfattede ansøgeren, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet det tydeligt fremgik af ansøgerens opholdstilladelse, at ansøgeren måtte arbejde 15 timer om ugen undtagen i juni, juli og august, hvor ansøgeren måtte arbejde fuldtid, og idet vejledningen ikke var blevet givet af udlændingemyndighederne. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren havde oplyst, at ansøgeren havde søgt om ny opholdstilladelse i oktober 2015, hvortil ansøgeren ikke havde fået nogen kvittering, at ansøgeren var blevet fortalt, at ansøgeren kunne blive lovligt i Danmark, indtil afgørelsen blev truffet, og at ansøgeren ikke havde modtaget nogen information om, at ansøgeren ikke måtte arbejde i Danmark under sagsbehandlingen, heller ikke kunne føre til en ændret vurdering af afgørelsen, idet ansøgeren ved brev fra oktober 2015 fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration var blevet vejledt om, at ansøgeren måtte arbejde til udløbet af ansøgerens opholdstilladelse, hvilket var i december 2015, og at ansøgeren ved brev fra juni 2016 fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration udtrykkeligt var blevet vejledt på engelsk om, at ansøgeren ikke måtte arbejde i Danmark under sagsbehandlingen af ansøgerens nye ansøgning. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgeren havde oplyst, at ansøgeren kun havde arbejdet i Danmark på grund af ansøgerens dårlige situation og for at betale ansøgerens studiegebyr og basis leveomkostninger, heller ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet ansøgeren tydeligt var blevet vejledt om, at ansøgeren ikke måtte arbejde i Danmark under sagsbehandlingen. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgeren også havde studeret ulovligt i Danmark ved at have startet på Bachelor top-up in Webdevelopment på Erhvervsakademiet Lillebælt uden en gyldig studietilladelse. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at partsrepræsentanten i marts 2017 havde oplyst til Udlændingenævnet, at ansøgeren ikke bestred rigtigheden i Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse, men at klagen primært var for at få ansøgerens udrejsedato udsat. ERH/2018/45.
Senest opdateret: 01-02-2018
Udgiver: Udlændingenævnet