Udlændingenævnet omgjorde i februar 2020 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse som studerende i Danmark til en nepalesisk statsborger.

Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren havde i perioden fra januar 2016 til juli 2017 opholdstilladelse som studerende ved et erhvervsakademi, hvorefter han fra juli 2017 til december 2017 havde et jobsøgningsophold med ret til at arbejde højst 20 timer om ugen. I juni 2018 indgav han en ny opholdstilladelse som studerende ved et dansk universitet. Styrelsen for International Rekruttering og Integration meddelte i august 2018 ansøgeren afslag, blandt andet under henvisning til at han havde arbejdet mere end det tilladte i hele jobsøgningsperioden.

Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder efter en samlet konkret og individuel vurdering af alle sagens omstændigheder grundlag for at ændre Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra august 2018 om, at der foreligger en vis formodning for, at intentionen med ansøgerens ansøgning ikke er at studere i Danmark.
Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke bør meddeles afslag under henvisning til, at ansøgerens intention med ansøgningen anses for at være et ønske om at tage længerevarende ophold i landet, jf. udlændingelovens § 9 i, stk. 1, jf. studiebekendtgørelsens § 1, stk. 1, jf. § 9.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration har begrundet afslaget med, at ansøgeren under sit tidligere ophold i Danmark arbejdede mere end det tilladte i hele jobsøgningsperioden, og at ansøgeren efter endt studie søgte om opholds- og arbejdstilladelse som software developer på positivlisten, hvilket ansøgeren fik afslag på, hvorefter ansøgeren på ny søgte om opholdstilladelse som studerende.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren ved e-mail fra februar 2018 til Styrelsen for International Rekruttering og Integration bestred, at ansøgeren havde arbejdet ulovligt i Danmark, eller at ansøgeren i øvrigt havde brudt regler under sit ophold i Danmark, og at ansøgeren på ny bestred dette forhold i klagen.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af bemærkningerne til lov nr. 228 af 7. marts 2017 (L119 af 25. januar 2017 pkt. 3.1.2.3), at hvis en udenlandsk studerende har fået inddraget sin studieopholdstilladelse på grund af ulovligt arbejde, eller hvis den studerende for en alvorlig overtrædelse er idømt en bødestraf, har vedtaget en bøde, er tildelt en indenretlig advarsel for at have arbejde ulovligt i betydeligt omfang eller over for Styrelsen for International Rekruttering og Integration har erkendt at have arbejdet ulovligt i betydelig omfang uden, at styrelsen har inddraget den studerendes opholdstilladelse, og den studerende ansøger om en ny studieopholdstilladelse, vil der være en formodning for, at den pågældendes primære formål med ansøgningen ikke er at studere. En ny ansøgning om studieopholdstilladelse vil således normalt skulle afgøres med et afslag, jf. studiebekendtgørelsens § 9.
Udlændingenævnet henviser til, at ansøgeren ikke ses at have fået inddraget sin studietilladelse på grund af ulovligt arbejde, at ansøgeren ikke er idømt bødestraf, har vedtaget en bøde eller er tildelt en indenretlig advarsel, og at der endvidere ikke er grundlag for at fastslå, at ansøgeren har erkendt at have arbejdet ulovligt i betydeligt omfang overfor Styrelsen for International Rekruttering og Integration.
Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på ansøgerens uddannelsesforløb i Danmark, idet ansøgeren i juni 2017 færdiggjorde en professionsbachelor i Web Development ved et erhvervsakademi, at ansøgeren i oktober 2017 ansøgte om opholds- og arbejdstilladelse efter positivlisten inden for sit uddannelsesområde, at ansøgeren efter at have modtaget afslag herpå i juni 2018 søgte om opholdstilladelse som studerende ved et dansk universitet på uddannelsen MSc in IT Web Communication Design, og at der således er progression i uddannelsesforløbet.
Udlændingenævnet finder således, at der ikke er grundlag for at vurdere, at ansøgerens intention med ansøgningen skulle være et ønske om at tage længerevarende ophold i landet.” ERH/2020/3.

 

Til toppen