Udlændingenævnets afgørelse af 5. juli 2024 – Studie – Formodning

Udlændingenævnet hjemviste i juli 2024 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse som studerende i Danmark til en statsborger fra Pakistan.

Sagens faktiske omstændigheder:

[Ansøgeren] indrejste i Danmark i december 2020 og fik opholdstilladelser som elev ved en højskole efter udlændingelovens § 9 i, stk. 1, og som volontør ved samme højskole efter udlændingelovens § 9 k, stk. 1, i perioden fra december 2020 til august 2023. Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) meddelte i oktober 2023 [ansøgeren] afslag på opholdstilladelse som studerende i Danmark.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet finder grundlag for at hjemvise sagen til fornyet vurdering i Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI).

Udlændingenævnet vurderer således, at [ansøgeren] ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på opholdstilladelse som studerende på uddannelsen BA (Hons) Business Management ved Niels Brock Copenhagen Business College under henvisning til, at der er en vis formodning for, at formålet med [ansøgerens] ansøgning ikke er at gennemføre en uddannelse, men at opnå et længerevarende ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 i, stk. 1, jf. studiebekendtgørelsens § 1, stk. 2, nr. 1, jf. studiebekendtgørelsens § 9.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at SIRI i afgørelsen vurderede, at alene det forhold, at [ansøgeren] tidligere ansøgte om flere på hinanden følgende opholdstilladelser som elev ved Højskolen […] skaber en formodning for, at hans intention med ansøgningen ikke er at studere, og at [ansøgeren] derfor ikke kan gives opholdstilladelse i Danmark som studerende ved Niels Brock Copenhagen Business College.

Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at formodningsafslag efter formodningsreglen i studiebekendtgørelsens § 9, nr. 1-5, anvendes i sager, hvor udlændingemyndighederne under sagsbehandlingen overvejer forskellige forhold, herunder udlændingens uddannelsesmæssige baggrund, udlændingens tidligere ansøgninger om ophold i Danmark eller i det øvrige Schengen-område (navnlig ansøgninger om asyl eller ansøgninger om familiesammenføring med herboende personer), hvorvidt udlændingen har gennemført det tidligere uddannelsesforløb, hvorvidt udlændingen tidligere har fået inddraget en studieopholdstilladelse eller fået afslag på en ansøgning om forlængelse osv., og at disse forhold kan danne grundlag for et formodningsafslag med den begrundelse og antagelse, at udlændingens intention ikke er at studere i Danmark. Det betyder, at de samlede faktorer i studiebekendtgørelsens § 9, danner grundlag for vurderingen af udlændingens intentioner bag ansøgningen om opholdstilladelse.

Udlændingenævnet bemærker, at såfremt en afgørelse beror på en skønsvurdering, har en myndighed pligt til at foretage en konkret afvejning af de saglige hensyn i sagen.

Udlændingenævnet skal endvidere henvise til studiebekendtgørelsens § 13, hvoraf det fremgår, at opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 i, stk. 1, med henblik på at deltage i et kursus på en folkehøjskole gives for højst varigheden af det pågældende kursus, dog for højst 18 måneder.

Udlændingenævnet finder på baggrund af oplysningerne, som fremgår af Højskolens hjemmeside, om at skolen tilbyder kurser for forårssemester på 26 uger og efterårssemesteret på 18 uger, at det ikke er muligt at ansøge fra starten om 18 måneders ophold hos Højskolen, som gjorde det nødvendigt, at [ansøgeren] skulle indgive flere ansøgninger om opholdstilladelse til kurser på den pågældende højskole. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at tilladelserne er givet i tidsmæssig forlængelse af hinanden. 

Det er endeligt indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren]  af SIRI blev meddelt 4 opholdstilladelser som elev og som volontør på Højskolen i perioden fra december 2020 til august 2023, at [ansøgeren] under opholdet i Danmark har overholdt opholdstilladelsernes betingelser, at hans meddelte opholdstilladelser ikke blev inddraget, og at [ansøgeren] ikke tidligere har fået afslag på opholdstilladelse her i landet, ligesom at han ikke har søgt om opholdstilladelse på baggrund af andre opholdsordninger end studieophold.

Udlændingenævnet finder således, at SIRI’s afgørelse ikke er truffet på et tilstrækkeligt oplyst grundlag, idet styrelsen ikke fyldestgørende har godtgjort, at formålet med [ansøgerens] ansøgning om opholdstilladelse som studerende ikke er at studere i Danmark.

Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til SIRI med henblik på, at styrelsen kan oplyse sagen yderligere, f.eks. ved at gennemføre et formålsinterview med [ansøgeren] med henblik på at afdække hans intentioner bag ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark som studerende ved Niels Brock Copenhagen Business College”.

ERH/2024/25


Til toppen