Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 31. oktober 2023 - EU – primær bevægelighed – familiemedlem – afslag på tidsubegrænset opholdsret og ophør af opholdsret
Dato: 31-10-2023Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Nigeria, som tidligere havde fået udstedt EU-opholdskort som familiemedlem til en unionsborger, og som søgte om tidsubegrænset opholdsret efter EU-retten.
Sagens faktiske omstændigheder:
I februar 2018 indrejste ansøgeren i Danmark og fik udstedt EU-opholdskort som medfølgende ægtefælle til en herboende unionsborger. Ansøgeren indgav i december 2022 ansøgning om tidsubegrænset opholdsret i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsen. Det fremgik af sagens oplysninger, at ansøgeren og unionsborgeren havde ophævet deres samliv i maj 2021 og var påbegyndt processen for at blive skilt ved Familieretshuset, men at skilsmissen aldrig blev bevilget, fordi ansøgeren og unionsborgeren afbrød processen. Unionsborgeren var i juli 2021 udrejst af Danmark sammen med parrets mindreårige barn.
Udlændingenævnets afgørelse vedrørende ansøgerens ret til tidsbegrænset ophold
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra juli 2023. Ansøgerens ret til ophold som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 10, stk. 1, er derfor ophørt, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 29, stk. 1.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at ansøgeren i februar 2018 af SIRI blev meddelt opholdsret her i landet som familiemedlem til unionsborgeren, og at det derfor er en betingelse for ansøgerens opholdsret, at unionsborgeren opfylder betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-opholdsbekendtgørelsen.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det fremgår af CPR, at unionsborgeren udrejste af Danmark i juli 2021, og at det af indkomstregistreret fremgår, at unionsborgeren senest har haft lønindkomst i Danmark i juli 2021.
Endvidere har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det til sagen er oplyst, at unionsborgeren er udrejst til Cypern i juli 2021 og i en længere periode ikke har haft ophold i Danmark, og at der ikke er fremlagt dokumentation for, at unionsborgeren har opholdt sig i Danmark siden juli 2021.
Udlændingenævnet finder dermed, at ansøgerens opholdsret som familiemedlem til unionsborgeren ophørte i juli 2021, idet det på det foreliggende grundlag ikke kan lægges til grund, at unionsborgeren har opholdt sig i Danmark siden juli 2021 og opfyldt betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-opholdsbekendtgørelsen.
Det kan i den forbindelse ikke føre til en ændret vurdering, at det til sagen er oplyst, at unionsborgeren rejste til Cypern i en midlertidig periode, fordi parrets fællesbarn skulle i et behandlingsforløb, at unionsborgeren havde til hensigt at vende tilbage til Danmark og under sin udrejse var tilmeldt betaling af diverse faste udgifter i Danmark, og at ansøgeren ved indgivelsen af ansøgning om tidsubegrænset opholdsret forventede, at unionsborgeren ville vende tilbage til Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke som følge heraf er dokumenteret, at unionsborgeren efter juli 2021 reelt har haft ophold i Danmark og opfyldt betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-opholdsbekendtgørelsen.
Udlændingenævnet finder endvidere, at ansøgeren ikke kan bevare sin opholdsret efter unionsborgerens udrejse, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 16, stk. 1, idet denne bestemmelse alene finder anvendelse for unionsborgere.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at SIRI har truffet afgørelsen på et forkert grundlag, idet ansøgeren bør bevare sin opholdsret i Danmark medfør af EU-opholdsbekendtgørelsens §§ 16, stk. 2 og 17, stk. 2.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke er omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens § 16, stk. 2, idet bestemmelsen alene finder anvendelse i tilfælde af hovedpersonens død.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at EU-opholdsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, alene finder anvendelse i tilfælde af hovedpersonens og dennes ægtefælles skilsmisse eller ophør af ægteskabet ved omstødelse. Udlændingenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke er omfattet af bevarelsesbestemmelsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, idet ansøgeren og unionsborgeren fortsat er gift.
Det kan i den forbindelse ikke føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgeren og unionsborgeren i maj 2021 påbegyndte processen for at blive skilt ved Familieretshuset, idet ansøgeren og unionsborgeren valgte at stoppe processen, og at processen således ikke har ledt til, at ansøgeren og unionsborgeren faktisk er blevet skilt.
Endvidere kan det anførte om, at ansøgerens og unionsborgerens samliv må anses som ophørt i maj 2021, at de forud for samlivsophøret havde været gift i over 5 år, og at ansøgeren betaler børnebidrag til deres fællesbarn, ikke føre til, at ansøgeren er omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, idet samlivsophør ikke kan sidestilles med skilsmisse eller ophør af ægteskabet ved omstødelse.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til EU-Domstolens dom af 13. februar 1985 i sag 267/83, Diatta, hvor EU-Domstolen bl.a. fastslog, at de ægteskabelige bånd ikke kan anses for brudt, så længe ægteskabet ikke er blevet opløst ved en afgørelse fra den kompetente myndighed, hvilket ikke er tilfældet, når ægtefællerne blot har ophævet samlivet, også selv om de har til hensigt senere at lade sig skille.
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at meddelelse om ophør af ansøgerens opholdsret må antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ifølge CPR indrejste i Danmark i en alder af 32 år, hvorfor ansøgeren har tilbragt hovedparten af sit liv uden for Danmark.
Udlændingenævnet finder dertil, at det forhold, at ansøgeren har opholdt sig i Danmark i cirka 5 år og 8 måneder, og at ansøgeren har været tilknyttet det danske arbejdsmarked under sit ophold, ikke i sig selv kan føre til, at en meddelelse om ophør af ansøgerens opholdsret må antages at virke særligt belastende.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens opholdsret allerede ophørte i juli 2021, idet det herefter ikke kan konstateres, at unionsborgeren har opholdt sig i Danmark og opfyldt betingelserne for et opholdsgrundlag.
Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke er oplyst om sådanne familiemæssige forhold, der kan begrunde, at en meddelelse om ophør af ansøgerens opholdsret må antages at virke særligt belastende. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og unionsborgerens fællesbarn efter det oplyste er udrejst til Cypern i juli 2021 sammen med unionsborgeren, og at barnet ifølge oplysningerne i CPR fortsat er udrejst.
Udlændingenævnet bemærker, at SIRI i december 2022 anmodede om yderligere oplysninger om ansøgerens personlige forhold og tilknytning til Danmark, men at der under SIRI’s såvel som Udlændingenævnets behandling af sagen alene er modtaget oplysninger om ansøgerens tilknytning til det danske arbejdsmarked.
Udlændingenævnet finder herefter, at det på det foreliggende grundlag ikke kan antages at virke særligt belastende for ansøgeren, at opholdsretten ophører.
Udlændingenævnets afgørelse vedrørende ansøgerens ret til tidsubegrænset ophold
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at ansøgeren ikke har ret til tidsubegrænset ophold her i landet efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, stk. 3, nr. 2, jf. stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft lovligt ophold her i landet som medfølgende familiemedlem til en unionsborger uafbrudt i 5 år, idet Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke har haft et opholdsgrundlag efter EU-opholdsbekendtgørelsen siden juli 2021. Der henvises til begrundelsen ovenfor.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i februar 2018 fik udstedt EU-opholdskort som familiemedlem til unionsborgeren.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at udstedelse af opholdskort efter EU-retten alene er konstaterende og således ikke i sig selv skaber et opholdsgrundlag.
Idet unionsborgeren er udrejst af Danmark i juli 2021, og ansøgeren herefter – som beskrevet ovenfor – ikke har bevaret sin opholdsret, har ansøgeren ikke haft lovligt ophold her i landet efter EU-opholdsbekendtgørelsen i 5 år.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 26. oktober 2023 – Ægtefællesammenføring – Proforma
Dato: 26-10-2023I oktober 2023 stadfæstede Udlændingenævnet Udlændingestyrelses afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en syrisk statsborger, der søgte om familiesammenføring til sin herboende ægtefælle.
Sagens faktiske omstændigheder
Referencen, der er statsborger i Syrien, fik i januar 2016 opholdstilladelse i Danmark som flygtning. I august 2022 indgik ansøgeren og referencen ægteskab i Irak og i november 2022 søgte ansøgeren opholdstilladelse under henvisning til ægteskabet. Det fremgik af ansøgningen, at parret mødte hinanden i 2014 hos en veninde, at de genetablerede kontakten i januar 2022, at de besluttede sig for at indgå ægteskab i maj 2022. I juli 2023 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring, da der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med indgåelsen af ægteskabet var at opnå en opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12.
I juli påklagede referencen Udlændingestyrelsens afgørelse til Udlændingenævnet. I forbindelse med klagen indsendte referencen dokumentation for online korrespondance i perioden fra marts 2022 til december 2022. Udlændingenævnet indkaldte referencen til et mundtligt nævnsmøde med henblik på, at referencen kunne afgive mundtlig forklaring om parrets bekendtskab til hinanden.
Under nævnsmødet forklarede referencen bl.a., at parret mødte hinanden første gang i 2014 i Syrien, at referencen efterfølgende fik kontakt til ansøgeren i januar 2022, at de talte sammen dagligt via Whatsapp, at de anså hinanden som værende kærester i februar 2022, hvorefter referencen foreslog ansøgeren at indgå ægteskab, og at deres samtaler omhandlede kærlighed og tiltrækning. Referencen forklarede videre, at ansøgerens familie kendte referencens familie inden, at de blev gift, og at referencen mødte ansøgerens familie over Whatsapp. Referencen forklarede endelig, at referencen og ansøgeren mødte hinanden første gang i august 2022 i Irak, at de var sammen én måned, og at referencen ikke kunne rejse til Irak så tit, da det var dyrt, samt at han ikke kunne få fri fra arbejde, hvilket også var årsagen til, at de indgik ægteskab så hurtigt, og at referencen og ansøgeren ikke havde set hinanden siden vielsen, samt at referencen støttede ansøgeren økonomisk, da han sendte penge til ansøgeren hver måned.
Udlændingenævnets afgørelse
Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse. [Ansøgeren] kan derfor ikke få opholdstilladelse som familiesammenført ægtefælle til [referencen] efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnet vurderer, at der er et sikkert grundlag for at antage, at ægteskabet mellem [ansøgeren] og [referencen] er indgået med det afgørende formål, at [ansøgeren] kan få en opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det alene kan lægges til grund, at [ansøgeren] og [referencen] er mødtes personligt første gang ved [referencens] indrejse i Irak i august 2022, hvorefter de indgik ægteskab i august 2022, efter 13 dages personligt kendskab.
Udlændingenævnet kan således ikke lægge oplysningerne om, at [ansøgeren] og [referencen] har haft et bekendtskab i Syrien i slutningen af 2014 til grund. Der henvises i det hele til Udlændingestyrelsens begrundelse herfor. Udlændingenævnet ses endvidere heller ikke efterfølgende at have modtaget konkret dokumentation, der understøtter denne oplysning.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at [ansøgeren] og [referencen] efter det oplyste alene havde kontakt via sociale medier forud for ægteskabets indgåelse.
Udlændingenævnet har inddraget, at der er en omfattende kommunikation via de sociale medier, men Udlændingenævnet har fundet, at dette i sig selv ikke fører til, at der derved er skabt et selvstændigt ægteskabeligt bånd mellem parret.
Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, [ansøgeren] og [referencen] har haft en meget begrænset mulighed for at lære hinanden at kende forud for indgåelsen af ægteskabet, og at de derfor ikke kan anses for at have opnået et sådan sædvanligt og personligt kendskab til hinanden, som almindeligvis må forventes forud for indgåelsen af et ægteskab. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det indgår som et kriterium i afvejningen af, om der foreligger et proforma-ægteskab, hvorvidt parret har haft et længerevarende og indgående, personligt bekendtskab forud for ægteskabets indgåelse. Der henvises til retsregelafsnittet ovenfor.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] og [referencen] efter ægteskabets indgåelse har opholdt sig sammen i Irak i 18 dage.
Det er også indgået i Udlændingenævnets vurdering, at der til sagen er indsendt online korrespondance i perioden marts 2002 [2022, red.] – december 2022, der efter det oplyste er korrespondance mellem [ansøgeren] og [referencen].
Det er desuden indgået i Udlændingenævnet vurdering, at [ansøgeren] og [referencen] taler samme sprog, at der ikke er stor aldersforskel mellem dem, og at de ikke har været gift før.
Det er Udlændingenævnets vurdering, at ovennævnte forhold i almindelighed vil kunne tale for, at myndighederne ikke ville kunne lægge til grund, at der er et sikkert grundlag for at antage, at ægteskabet mellem et par er indgået med det afgørende formål at opnå en opholdstilladelse til ansøgeren.
Udlændingenævnet har imidlertid tillagt det særligt vægt, at [referencen] under det mundtlige nævnsmøde dags dato ikke har kunne angive mere specifikke svar på spørgsmål om indholdet af online korrespondancen, hvad [referencen] og [ansøgeren] har foretaget sig under [referencens] besøg i Irak i forbindelse med ægteskabets indgåelse, hvem de har besøgt af familiemedlemmer mv., ligesom [ansøgeren] og [referencen], som anført ovenfor, efter nævnets vurdering ikke kan anses at for at have opnået et sådant sædvanligt og personligt kendskab til hinanden, som almindeligvis må forventes forud for indgåelsen af et ægteskab.
Udlændingenævnet finder herefter, at der på baggrund af en afvejning af sagens samlede objektive forhold, herunder de forhold, der forelå på tidspunktet for indgåelse af ægteskabet sammenholdt med de forhold, der er indtruffet efter ægteskabets indgåelse, er et sikkert grundlag for at antage, at ægteskabet mellem [ansøgeren] og [referencen] er indgået med det afgørende formål at opnå en opholdstilladelse til [ansøgeren], jf. udlændingelovens § 9, stk. 12.
Af samme grund har Udlændingenævnet vurderet, at [ansøgeren] og [referencen] ikke kan anses for at have etableret et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af EMRK artikel 8.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. -
Udlændingenævnets afgørelse af 26. oktober 2023 – medfølgende familiemedlem – nægtelse af forlængelse – vejledningspligt
Dato: 26-10-2023
Udlændingenævnets afgørelse af 26. oktober 2023 – medfølgende familiemedlem – vejledningspligt
Udlændingenævnet genoptog og ændrede i oktober 2023 Udlændingenævnets stadfæstelse af Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse til et medfølgende familiemedlem.
Sagens faktiske omstændigheder
Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem i medfør af udlændingelovens § 9 m, stk. 1, idet klageren i en periode havde modtaget uddannelseshjælp. Udlændingenævnet lagde ligesom Styrelsen for International Rekruttering og Integration vægt på, at det fremgik af klagerens opholdstilladelse, at han ikke måtte modtage ydelser efter lov om aktiv socialpolitik.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet finder, at [klageren] ikke bør meddeles afslag på sin ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1, under henvisning til, at han har modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik og at betingelserne for hans opholdstilladelse dermed ikke var overholdt.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at [klageren] i svar på partshøring til SIRI af [marts 2021] bl.a. har anført, at han perioden fra december 2018 frem til maj 2019 har modtaget uddannelseshjælp, idet han var blevet vejledt af sin lærer om at søge om ydelsen, og at han ikke var klar over de store konsekvenser det ville få for ham.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at [klageren] i klage til Udlændingenævnet af [marts 2021] vedrørende SIRI’s afgørelse af [marts 2023] har anført, at hverken [klagerens] uddannelsesvejleder, som rådgav [klageren] til at søge om uddannelseshjælp, eller hans [bopæls] kommune oplyste ham om, at ansøgningen drejede sig om kontanthjælp, og at det ville have alvorlige konsekvenser for hans opholdstilladelse at modtage denne ydelse.
Det er til sagen oplyst, at [klageren] modtog integrationsydelse i perioden fra december 2018 til maj 2019, og at ydelsen herefter stoppede, idet [klageren] påbegyndte sin uddannelse og var berettiget til at modtage uddannelsesstøtte (SU).
Der er i forbindelse med [klagerens] stævning af [september 2023] fremsendt en række bilag, herunder journalnotater fra [bopæls] kommunen, der er skrevet i perioden mellem [december 2018] og [maj 2020].
Det fremgår bl.a. af journalnotat af [december 2018] og af [december 2018], at klageren er statsborger i Vietnam, og at der ikke vurderes at være grundlag for indberetning til Udlændingestyrelsen eller statsforvaltningen.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at dette notat er skrevet i forbindelse med [klagerens] ansøgning om integrationsydelse.
Udlændingenævnet bemærker, at det fremgår af de fremsendte journalnotater fra [bopæls] kommunen, at [klageren] under sin ansøgning om uddannelseshjælp, ikke er blevet vejledt om konsekvenser heraf, herunder særligt, at det kan have opholdsretlige konsekvenser at modtage uddannelseshjælp eller integrationsydelse, idet disse ydelser gives efter lov om aktiv socialpolitik.
Det følger af forvaltningslovens § 7, stk. 1, at en forvaltningsmyndighed i fornødent omfang skal yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde. Vejledningspligten omfatter ifølge praksis også de tilfælde, hvor en borger henvender sig til en kommunal myndighed vedrørende forhold, der kan have betydning for borgerens opholdstilladelse eller hvor borgeren vejledes af myndigheden til at foretage skridt, der efterfølgende kan have opholdsretlige konsekvenser for borgeren.
Udlændingenævnet finder, efter en konkret og individuel vurdering, at [klageren] i forbindelse med sin ansøgning om uddannelseshjælp i [december 2018] og herefter i det efterfølgende forløb med [bopæls] kommunen, ikke er blevet vejledt behørigt om de opholdsretlige konsekvenser, det måtte have for ham, herunder for hans ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at [klageren] har handlet som følge af rådgivningen fra sin uddannelsesvejleder, og at han herefter, hverken ved sine [3] henvendelser til [bopæls] kommunen i [december 2018], eller da [bopæls] kommune genoptager [klagerens] ansøgning om hjælp til forsørgelse i [januar 2019] og herefter samme dato træffer afgørelse om, at han er berettiget til integrationsydelse samt engangshjælp, vejledes om, at disse ydelser gives efter lov om aktiv socialpolitik, og at modtagelsen af disse ydelser kan have opholdsretlige konsekvenser for ham.
Udlændingenævnet finder herefter, at den manglende vejledning har medført, at [klageren] har mistet sin opholdstilladelse, idet [klageren] i [marts 2021] fik afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1, med den begrundelse, at han har modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik i perioden fra december 2018 frem til maj 2019.
Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper samt af praksis, at vejledningsfejl, herunder myndigheders manglende vejledning, har den virkning, at borgeren stilles, som hvis vejledningen var givet korrekt.
Udlændingenævnet finder herefter, at der er særlige grunde til at fravige betingelsen om selvforsørgelse for så vidt angår perioden fra december 2018 til maj 2019 i [klagerens] sag.
Udlændingenævnet omgør på baggrund af ovenfor anførte grunde SIRI’s afgørelse af [marts 2021] og tilbagesender sagen til SIRI med henblik på, at SIRI tager fornyet stilling til sagen og udsteder en tilladelse til genindrejse til Danmark til [klageren], idet det fortsat fremgår af CPR-registret, at [klageren] er registreret udrejst af Danmark i [august 2021].
-
Udlændingenævnets afgørelse af 25. oktober 2023 – ægtefællesammenføring – integrationskrav – associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet
Dato: 25-10-2023Udlændingenævnets afgørelse af 25. oktober 2023 – ægtefællesammenføring – integrationskrav – associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet
Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Tyrkiet, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende tyrkiske ægtefælle.
Sagens faktiske omstændigheder:
Herboende reference fik i januar 1999 opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og blev i august 2003 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren og referencen var gift i perioden fra 1983 til 1998, hvorefter de blev skilt. Ansøgeren og referencen blev gift igen i juli 2020, hvorefter ansøgeren søgte om opholdstilladelse som familiesammenført til den herboende reference i oktober 2020. Udlændingestyrelsen meddelte i februar 2021 ansøgeren afslag på ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende reference inden for de seneste 3 år havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Afgørelsen blev påklaget til Udlændingenævnet, som i juni 2022 hjemviste sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen under henvisning til, at den herboende references modtagelse af offentlige ydelser, var et resultat af en arbejdsskade i 2009, og det derfor ville være imod FN’s Handikap-konvention at meddele afslag på familiesammenføring på baggrund heraf. Udlændingestyrelsen meddelte herefter på ny afslag på opholdstilladelse til ansøgeren under henvisning til udlændingelovens § 10, stk. 4, idet ansøgeren i november 2021, var blevet meddelt et indrejseforbud. Afgørelsen blev påklaget til Udlændingenævnet som på ny hjemviste sagen, idet Udlændingestyrelsen ikke havde inkluderet de forhold, som Udlændingenævnet havde lagt vægt på i sin hjemvisning af juni 2022. Udlændingestyrelsen meddelte herefter i juni måned 2023 på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse under henvisning til integrationskravet i udlændingelovens § 9, stk. 8. Afgørelsen blev påklaget til Udlændingenævnet i juli 2023.
Udlændingenævnets afgørelse:
Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.
Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført til referencen efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
Det til støtte for klagen anførte om, at anvendelsen af integrationskravene er forbudte i den konkrete sag, jf. EU-dommen C-279/21, X mod Udlændingenævnet kan ikke føre til en ændret vurdering heraf.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at EU-Domstolen i sag C-279/21, X mod Udlændingenævnet, bl.a. udtalte, at en ny begrænsning ikke kan begrundes i formålet om at sikre en vellykket integration af en ansøger, hvis lovgivningen ikke gør det muligt at tage hensyn til ansøgerens egen integrationsegnethed eller til andre faktorer, der godtgør, at den herboende ægtefælle faktisk er integreret i den pågældende medlemsstat, og dermed vedkommendes mulighed for at hjælpe sin ægtefælle med at integrere sig i denne medlemsstat.
Udlændingenævnet har herved endvidere lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse har foretaget en behørig vurdering af hvorvidt kravet om, at referencen skal have bestået prøve i Dansk 3, skal fraviges, under henvisning til dennes faktiske integration, og mulighed for at hjælpe sin ægtefælle med at integrere sig i Danmark, jf. også EU-dommen C-279/21, X mod Udlændingenævnet.
Udlændingenævnet har i den forbindelse supplerende foretaget en vurdering af, hvorvidt kravet om, at referencen skal have bestået prøve i Dansk 3, skal fraviges under henvisning til ansøgerens egen integrationsegnethed, men har ikke fundet grundlag herfor, idet det fremgår af det til Udlændingestyrelsen fremsendte ansøgningsskema bl.a., at ansøgeren ikke har taget en uddannelse, ikke har bestået Prøve i Dansk 1 eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, ikke har bestået en engelsk prøve på B1-niveau eller på et tilsvarende eller højere niveau, ikke har et arbejde og ikke tidligere har haft et arbejde med en arbejdstid på mindst 30 timer om ugen.
Af samme grund kan det til klagen anførte om, at ansøgeren og referencen er overordentlig velintegrerede og ressourcegivende for det danske samfund, ikke føre til en ændret vurdering heraf.
Udlændingenævnet har endvidere afslutningsvist foretaget en vurdering af hvorvidt betingelsen om, at den herboende person skal bestå Prøve i Dansk 3, jf. § 9, stk. 1, i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, skal fraviges under henvisning til FN's Handicapkonvention, idet det fremgår af oplysningerne i sagen, at referencen lider af et handicap og er omfattet af FN’s Handicapkonvention, herunder det forhold, at ansøgeren ifølge Jobcenter Københavns afgørelse om tilkendelse af førtidspension af marts 2021 siden 2007 har lidt af spinalstenose i ryggen med udstråling til højre ben samt følger efter traume i højre knæ siden 2009 med forværring siden 2018/2019, at referencens funktionsevne primært nedsættes af ryg- og knæproblematik, og at referencens erhvervsevne vurderes så nedsat, at han uanset mulighederne for støtte efter den sociale eller anden lovgivning ikke kan blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde, heller ikke i fleksjob.
Udlændingenævnet finder, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering af sagen.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Prøve i Dansk 3 kan tages med hjælpemidler, og at der ikke over for Udlændingestyrelsen eller Udlændingenævnet er fremsendt dokumentation for, at referencen har søgt om dispensation for prøven eller om fritagelse for aflæggelse af dele af prøven.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at der på baggrund af dokumenterede handicaps, kan anmodes om dispensation for aflæggelse af Prøve i Dansk 3, og at der i øvrigt kan træffes beslutning om, at prøvedeltageren vil kunne aflægge prøven under særlige vilkår, herunder at prøvedeltageren kan fritages for læse- og skrivedelen af prøven og tilbydes kompenserede IT-programmer.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.
Udlændingenævnet bemærker, at danskprøvekravet er et obligatorisk krav, hvorfor Udlændingenævnet ikke ved denne afgørelse har taget stilling til, hvorvidt ansøgeren og referencen opfylder de øvrige integrationsbetingelser i udlændingelovens § 9, stk. 8. -
Udlændingenævnets afgørelse af 25. oktober 2023 – EU – primær bevægelighed – Familiemedlemmer – Ophør – Betingelse om at ledsage eller slutte sig til unionsborgeren
Dato: 25-10-2023Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en mindreårig statsborger fra Rumænien, som var blevet meddelt ophør af sin opholdsret som medfølgende familiemedlem til sin herboende far.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren var født i Danmark i august 2018 og fik i april 2019 udstedt registreringsbevis som medfølgende familiemedlem til sin far, der var rumænsk statsborger og havde ret til ophold i Danmark som arbejdstager efter EU-retten. Ansøgerens mor var også rumænsk statsborger og fik i september 2019 udstedt registreringsbevis som arbejdstager, og fra oktober 2019 til og med marts 2020 modtog hun lønindkomst, hvorefter hun havde modtaget kontanthjælp. I september 2020 modtog SIRI en indberetning fra kommunen om, at ansøgerens mor havde fået bevilget hjælp til forsørgelse. SIRI iværksatte herefter en undersøgelse af, om ansøgerens mors opholdsgrundlag var ophørt. Til sagen blev bl.a. indsendt en byretsdom fra august 2022, hvorved ansøgerens mor blev tildelt den fulde forældremyndighed over ansøgeren, og der ikke blev fastsat samvær mellem ansøgeren og ansøgerens far. I juni 2023 traf SIRI afgørelser om, at ansøgerens mors opholdsret var ophørt som følge af, at hun ikke var arbejdstager eller havde tilstrækkelige midler, og at ansøgerens opholdsret ligeledes var ophørt. Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2023 begge afgørelser.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra juni 2023 vedrørende [ansøgeren].
Det betyder, at Udlændingenævnet således er kommet til samme resultat som SIRI, og at Udlændingenævnet finder, at [ansøgerens] ret til ophold som medfølgende familiemedlem til sin far efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 10, er ophørt, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 29, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, [ansøgeren] i april 2019 fik udstedt et registreringsbevis som medfølgende familiemedlem til sin far efter den dagældende EU-opholdsbekendtgørelsens § 9 (nu § 10).
Det følger af EU-opholdsbekendtgørelsens § 10, at familiemedlemmer, der ledsager eller slutter sig til en unionsborger, har en ret til ophold her i landet. EU-opholdsbekendtgørelsen implementerer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 (opholdsdirektivet).
Det følger således af bestemmelsens ordlyd, at et familiemedlem til en unionsborger ikke alene som følge af sin EU-retlige familierelation til unionsborgeren har en opholdsret i en medlemsstat, men at opholdsretten forudsætter, at vedkommende ledsager eller slutter sig til en unionsborger, der gør brug af sin ret til fri bevægelighed.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af opholdsdirektivets præambel (5), at ”for at unionsborgerne kan udøve deres ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område på objektive betingelser, der sikrer frihed og værdighed, bør denne ret også indrømmes familiemedlemmer uanset nationalitet”.
Familiemedlemmers ret ophold i en medlemsstat udspringer således af hensynet til at beskytte unionsborgernes ret til fri bevægelighed, hvorfor et familiemedlems opholdsret modsætningsvis må antages at ophøre, når vedkommende ikke længere kan anses for at ”ledsage eller slutte sig til” unionsborgeren.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at det fremgår af [byrettens] afgørelse af august 2022, at [ansøgerens] mor tildeles den fulde forældremyndighed over [ansøgeren], og at der ikke fastsættes samvær mellem [ansøgeren] og [ansøgerens] far.
Det er derfor Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] ikke efter august 2022 kan anses for at ledsage eller slutte sig til sin far, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 10, og at [ansøgerens] opholdsret som medfølgende familiemedlem til ham derfor er ophørt jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 29.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at [ansøgeren] ikke kan anses for, at have ret til ophold i Danmark efter EU-retten på andet grundlag, herunder som medfølgende familiemedlem til sin mor. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgerens] mors opholdsret som arbejdstager samme dag er konstateret ophørt fra marts 2020.
Udlændingenævnet finder herefter, at det ikke kan anses for særligt belastende for [ansøgeren] at anse hendes ret til ophold i Danmark for ophørt, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26. Der henvises til SIRI’s begrundelse.
Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse.”
Følgende fremgik af SIRI’s begrundelse vedrørende vurderingen af EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26:
”Det er endvidere vores vurdering, at en afgørelse om ophør ikke vil være særligt belastende for dig, fordi du ikke har særlig tilknytning til Danmark, blandt andet fordi du ikke har samvær med din far her i landet længere.
Du er ikke fremkommet med oplysninger, som vi har bedt dig om i brev af 9. december 2022, der kan godtgøre, at du opfylder betingelserne i Danmark, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § § 37, stk. 1, og udlændingelovens § 26, stk. 1.
Vi finder endvidere, at du ikke har oplyst om forhold, der kan begrunde, at du på andet grundlag har ret til at opholde dig i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsen.
Endelig finder vi, at der ikke ud fra sagens oplysninger foreligger særlige forhold, der kan begrunde, at meddelelse om ophør af din EU-opholdsret undlades, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26, stk. 1, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 31, stk. 2. Vi har i relation hertil lagt vægt på længden af dit ophold i Danmark, og det danske samfund.
Du er registreret indrejst i Danmark i april 2019, hvorfor du alene har opholdt dig i Danmark i cirka 4 år og 1 måned. Du kan derfor ikke anses at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ophør af din opholdsret vil virke særligt belastende for dig, ligesom du må anses at have bevaret en vis tilknytning til dit hjemland.
Det forhold, at du bor sammen med din mor kan ikke føre til en anden vurdering. Det skyldes, at der ikke er oplysninger om, at du og din mor ikke kan tage ophold udenfor Danmark, for dér at udøve jeres familieliv.
Vi har ikke i øvrigt kunnet lægge vægt på dine personlige forhold og tilknytning til Danmark. Dette skyldes, at du ikke har udfyldt og indsendt det til dig sendte skema vedrørende dine personlige forhold og tilknytning til Danmark, som vi anmodede dig om ved brev af 9. december 2022.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. oktober 2023 – administrativ udvisning med indrejseforbud i 2 år – ulovligt arbejde
Dato: 23-10-2023Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Haiti, som blev administrativt udvist for ulovligt arbejde og meddelt et indrejseforbud gældende for hele Schengenområdet på 2 år, jf. udlændingelovens §§ 25 a, stk. 2, nr. 1, og 32, stk. 4, nr. 1.
Sagens faktiske omstændigheder
Klageren blev i juni 2023 antruffet af politiet i forbindelse med afholdelse af en gadefest, idet klageren havde indrettet en plads med malerudstyr, hvor han malede ansigter på forbipasserende personer og tog betaling herfor. Klageren forklarede, at han var blevet inviteret til Danmark af en bekendt for at arbejde som kunstner under gadefesten. Klageren blev herefter anholdt og sigtet for ulovligt arbejde og vedtog den udenretlige bøde på 3.000 kr.
I juni 2023 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om administrativ udvisning med et indrejseforbud på 2 år, jf. udlændingelovens §§ 25 a, stk. 2, nr. 1, og 32, stk. 4, nr. 1
Følgende fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse:
”[Udlændingestyrelsen] har ved afgørelsen lagt til grund, at du er statsborger i Haiti, og at du [i maj 2023] indrejste i Danmark.
[Udlændingestyrelsen] har ved afgørelsen endvidere lagt til grund, at du [i juni 2023] blev sigtet og anholdt af [politiet] for ulovligt arbejde, idet du ved anholdelsen var i færd med at udføre arbejde som ansigtsmaler til [en gadefest], selvom du ikke var i besiddelse af [den] fornødne tilladelse.
[Udlændingestyrelsen] har endvidere lagt til grund, at du har erkendt forholdet og vedtaget en uden-retlig bøde på 3.000 kr. herfor.
[Udlændingestyrelsen] vurderer således, at du har arbejdet ulovligt i Danmark, idet du som statsborger i Haiti ikke kan arbejde i Danmark uden forudgående at være meddelt tilladelse hertil.
Det forhold, at du oplyser, at du og [person] ikke har aftalt løn og at du endnu ikke har fået udbetalt løn for det udførte arbejde, kan, henset til ovenstående, ikke føre til, at du ikke udvises, idet det er en aktivitets faktiske karakter og ikke alene det forhold, om der udbetales løn herfor, der er afgørende for vurderingen af, hvorvidt der er tale om (ulovligt) arbejde.
[Udlændingestyrelsen] har samtidig vurderet, at der i sagen ikke er oplyst om forhold som nævnt i udlændingelovens § 26, der kan føre til, at en afgørelse om udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.
Udlændingestyrelsen finder herudover, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler herfor.
Udlændingestyrelsen finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, der taler herfor.”
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse af [juni 2023] af de grunde som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at udlændinge, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, kan udvises, hvis der efter det, som er oplyst om udlændingens forhold, er grund til at antage, at udlændingen vil tage ophold eller arbejde her i landet uden fornøden tilladelse, jf. afsnittet retsregler ovenfor.
Det til støtte for klagen anførte om, at du [i juni 2023] hverken arbejdede som ansat eller som frivillig, men at der derimod var tale om en venlig gestus som tak for invitationen til [gadefesten], kan ikke føre til en anden vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at politiet observerede dig, mens du sad ved en bænk med malergrej foran dig, at du henvendte dig til forbipasserende personer, hvorefter du malede en person i ansigtet og modtog betaling herfor.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af udlændingelovens § 13, stk. 1, at udlændinge skal være i besiddelse af en gyldig arbejdstilladelse for at tage både lønnet og ulønnet beskæftigelse i Danmark, og at det er en aktivitets faktiske karakter og ikke f.eks. det forhold, at der er tale om en vennetjeneste, eller om der udbetales løn herfor, der er afgørende for vurderingen af, hvorvidt der er tale om arbejde.
Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at det påhviler en udlænding at gøre sig bekendt med, hvilke regler der gælder i forbindelse med at udføre arbejde i Danmark, herunder hvad der anses for arbejde.
Udlændingenævnet har supplerende til Udlændingestyrelsens vurdering af, hvorvidt udvisning må antages at virke særligt belastende for dig, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, lagt vægt på, at du er statsborger i Haiti, at du ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark eller det danske samfund i form af herboende familie, lovlig beskæftigelse, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.
Udlændingenævnet vurderer endelig, at der med henvisning til ovenstående ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud eller at indrejseforbuddet skulle have været fastsat for mindre end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3 og 5, idet der ikke er oplyst om sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, akut opstået sygdom eller andre konkrete grunde, der taler herfor.
Det til støtte for klagen anførte om, at du har en verserende sag vedrørende ansøgning om arbejdstilladelse i [Schengenland], hvorfor det har store negative konsekvenser for dig at have et indrejseforbud i Schengenområdet, kan på bagrund af overstående derfor ikke føre til en anden vurdering.
Udlændingenævnet skal bemærke, at du kan ansøge de relevante myndigheder om et territorialt begrænset visum til de lande, du ønsker at indrejse i. De relevante myndigheder vil vurdere, om der i din sag foreligger ganske særlige omstændigheder, der kan begrunde et visum til de pågældende lande.
Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 23. oktober 2023 – FAM - Gebyrafvisning af ansøgning om opholdstilladelse
Dato: 23-10-2023Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om at afvise en ansøgning om opholdstilladelse henset til, at der ikke var betalt et ansøgningsgebyr.
Sagens faktiske omstændigheder
Udlændingestyrelsen gebyrafviste i maj 2022 en statsløs kvindes ansøgning om familiesammenføring med sin herboende danske ægtefælle. Parret havde anført i ansøgningen, at de anså denne for værende gebyrfritaget henset til referencens sygdom og handicap.
Udlændingenævnets afgørelse
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke i forbindelse med indgivelse af [ansøgerens] ansøgning om familiesammenføring med [referencen] i marts 2022 samtidig blev indbetalt det påkrævede gebyr i Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet finder endvidere ikke, at Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, eller EU-reglerne, tilsiger, at der ikke skal indbetales et gebyr i forbindelse med ansøgningens indgivelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, jf. § 9 h, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om ægtefællesammenføring ikke var oplyst om sådanne forhold, herunder oplysninger om alvorlig sygdom eller alvorligt handicap, som kan medføre, at betingelsen om, at der betales et gebyr samtidig med indgivelse af ansøgningen, kan fraviges.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til klagen er anført, at [referencen] har en række væsentlige helbredsmæssige benspænd, der skal medføre, at de almindelige betingelser skal fraviges. Til sagen, herunder klagen, er der i den forbindelse indsendt diverse lægefaglige oplysninger. Det fremgår heraf bl.a., at [referencen] er kendt med en medfødt sjælden og arvelig nethindesygdom (Lebers Kongenitte Amaurose), der har medført et svært synshandicap, som er progressivt, og som vil medføre, at han inden for en periode på 10-15/20 år vil være praktisk blind, at han ofte har ondt i øjnene og hovedpine på grund af øjengener, samt at han tidligere er kendt med angst og skoliose. Det fremgår videre, at en neuropsykologisk undersøgelse fra april 2019 viste, at [referencen] havde et generelt intellektuelt funktionsniveau, der svarer til mental retardering af lettere grad med forbehold for en uhomogen testprofil, da undersøgelsen vurderes at have været kompromitteret af synshandicappet. Endvidere fremgår det af den indsendte dokumentation, at [referencen] generelt ses at have været meget påvirket af øjensygdommen over en lang periode, herunder i forbindelse med uddannelsesmuligheder og beskæftigelsestilbud, idet bl.a. de lægefaglige oplysninger også ses at have dannet grundlaget for, at [jobcenteret] har vurderet, at [referencen] fra juli 2020 skulle tilkendes førtidspension.
Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke fremgår af den indsendte dokumentation, at [referencen] aktuelt er under medicinsk behandling for sine lidelser. Udlændingenævnet har i den forbindelse videre lagt vægt på, at det fremgår af [indsendte lægeskrivelse] fra april 2019, at der ikke er nogen behandlingsform bortset fra optiske hjælpemidler.
Udlændingenævnet finder således, at det ikke er dokumenteret eller sandsynliggjort, at [referencens] helbredsmæssige forhold er af sådan alvorlig karakter, at Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, eller EU-reglerne, tilsiger, at gebyrkravet kan fraviges, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, jf. § 9 h, stk. 1.
Det forhold, at [referencen] fra juli 2020 er blevet tilkendt førtidspension, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet henviser herved til, at Danmarks internationale forpligtelser efter FN’s Handicapkonvention ifølge Udlændingenævnets vurdering ikke indebærer en adgang til fritagelse for gebyrkravet, som ligger ud over, hvad der følger af Danmarks internationale forpligtelser efter EMRK artikel 8.
Det kan endelig ikke føre til en ændret vurdering, at det til klagen er anført, at det at det vil få betydelige konsekvenser for parret, hvis [referencen] er nødsaget til at forlade sin trygge etablerede rammer herhjemme i Danmark, samt at det af [indsendte lægeskrivelse] fra januar 2023 fremgår, at [referencen] tidligere har haft det psykisk svært, men at han har det bedre med sin ægtefælle.
Udlændingenævnet finder i relation hertil, at de ovennævnte helbredsforhold ikke er af så alvorlig karakter, at en afvisning af ansøgningen grundet manglende gebyrbetaling vil medføre en reel risiko for, at familien afskæres fra at udøve deres beskyttelsesværdige familieliv.
Idet der ej heller i sagen foreligger oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold vedrørende [ansøgeren], som kan medføre, at betingelsen om, at der betales et gebyr samtidig med indgivelse af ansøgningen, kan fraviges, finder Udlændingenævnet således, at det ikke er uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser at henvise [ansøgeren] til indgive ansøgning ved en dansk repræsentation i hjemlandet og samtidig betale gebyr.
Det forhold, at det til klagen er anført, at [referencen] på grund af mentale helbredsforhold ikke kan færdiggøre 9. klasse og Prøve i Dansk 3, kan ikke føre ikke til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at dette er et forhold, der eventuelt ville kunne indgå i forbindelse med [ansøgerens] indgivelse af en ny ansøgning om familiesammenføring under henvisning til sit ægteskab med [referencen], såfremt parret nu er villig til at betale det påkrævede gebyr, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1.
Udlændingenævnet skal hertil gøre opmærksom på, at ansøgning om familiesammenføring behandles af Udlændingestyrelsen i 1. instans med klageadgang til Udlændingenævnet, at betingelsen om ansøgningsgebyr alene er en proceduremæssige forskrift, og at der herved ikke er taget stilling til, om en korrekt indgivet ansøgning med betalt gebyr vil kunne imødekommes, herunder om der vil kunne dispenseres for kravet om Prøve i Dansk 3, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, på baggrund af de foreliggende helbredsoplysninger.
Udlændingenævnet stadfæster på den baggrund Udlændingestyrelsens afgørelse. -
Udlændingenævnets afgørelse af 23. oktober 2023 – Erhverv – Særlige individuelle kvalifikationer
Dato: 23-10-2023Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse fra juli 2022 om afslag på opholds- og arbejdstilladelse som Chef de Partie, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 7, litra c, til en statsborger fra Mexico.
Sagens faktiske omstændigheder:
I juli 2022 meddelte SIRI ansøgeren afslag på ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse som Chef de Partie, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 7, litra c, begrundet i, at ansøgeren ikke er tilbudt beskæftigelse på baggrund af særlige individuelle kvalifikationer, idet den tilbudte ansættelse som Chef de Partie ikke er knyttet så tæt til ansøgeren, at andre ikke umiddelbart vil kunne varetage det pågældende arbejde.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer SIRI’s afgørelse af juli 2022.
Udlændingenævnet finder således efter en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at ansøgeren ikke bør meddeles afslag på sin ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse som Chef de Partie hos Restaurant A under henvisning til, at han ikke har sådanne særlige individuelle kvalifikationer, der er knyttet til ham som person, at andre ikke umiddelbart vil kunne varetage det tilbudte arbejde.
Udlændingenævnet henviser til lovbemærkningerne til udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 7, litra c, jf. lovforslag nr. L 151 fremsat den 6. februar 2019, hvoraf det bl.a. fremgår, at det afgørende kriterium med henblik på at meddele en opholds- og arbejdstilladelse efter bestemmelsen er en vurdering af udlændingens særlige individuelle kvalifikationer, bl.a. udlændingens uddannelsesmæssige baggrund, tidligere arbejdserfaring og relevante personlige egenskaber. Der kan blandt andet være tale om specialiserede kokke.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren er uddannet som kok i det etniske mexicanske køkken på universitet i Mexico, at han har dokumenteret deltagelsen i kokkekonkurrencer, hvor han vandt 1. plads i konditorkonkurrencen, og at han var semifinalist i mesterskabet ”Årets kok-2019” i Mexico, at han har 13 års arbejdserfaring inden for det mexicanske køkken samt 6 måneders praktikophold hos en 2-stjernet Michelin restaurant i Spanien, og at han i en periode på 7 måneder underviste i grundlæggende kulinariske færdigheder og teknikker inden for mexicansk gastronomi på universitet i Mexico.
Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på, at Restaurant A, som er optaget i Michelin-guiden og er omtalt som en af verdens bedste mexicanske restauranter uden for Mexico, hvis standarden skal være på Michelin-niveau, er på udkig efter en erfaren mexicansk kok med dyb viden om smag og teknikker i mexicansk madlavning, som løbende skal træne ca. 40 ansatte i mexicansk gastronomi. Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at arbejdsgiveren efter mange ansøgninger og flere samtaler ikke kunne finde en dygtig kandidat i Europa, og at ansøgeren efter en lang og grundig ansøgningsproces, der også involverede en praktisk prøve, er blevet tilbudt ansættelse.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren er i besiddelse af sådanne særlige kulinariske kompetencer, som medfører, at han kan anses for at være specialiseret kok inden for det mexicanske køkken, og at andre ikke umiddelbart kan varetage den stilling med tilknyttede arbejdsopgaver, som han er tilbudt hos Restaurant A.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til SIRI med henblik på, at styrelsen kan tage fornyet stilling til sagen. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til, om det ansøgte kan imødekommes.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 19. oktober 2023 - Fritagelse for gebyr under styrelsernes sagsbehandling - Gebyr for indgivelse af ansøgning om arbejds- og opholdstilladelse efter ordningen om flytbare arbejdspladser
Dato: 19-10-2023Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om, at en indonesisk statsborger ikke kunne få tilbagebetalt gebyret for en ansøgning om arbejds- og opholdstilladelse efter ordningen om flytbare arbejdspladser.
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren, der er indonesisk statsborger og ansat som pipeline operator hos en britisk virksomhed, søgte ultimo maj 2021 om arbejds- og opholdstilladelse efter ordningen om flytbare arbejdspladser. Ansøgeren skulle i ansættelsesperioden, der var gældende fra ultimo juni 2021 til medio august 2021, udføre arbejde for virksomheden på et boreskib eller et andet fartøj, der kortvarigt skulle befinde sig på dansk område. Ultimo september 2021 meddelte Styrelsen for International Rekruttering og Integration ansøgeren, at styrelsen ikke havde nået at færdigbehandle ansøgningen inden ansættelsesperiodens udløb, og at styrelsen ikke ville foretage sig yderligere i anledning af ansøgningen. I november 2021 anmodede ansøgerens partsrepræsentant om fuld eller delvis tilbagebetaling af ansøgningsgebyret. I februar 2022 meddelte Styrelsen for International Rekruttering og Integration ansøgeren afslag på tilbagebetaling af ansøgningsgebyret under henvisning til, at ansøgningen ikke var omfattet af den udtømmende bestemmelse i gebyrbekendtgørelsens § 8, stk. 1, nr. 1-4, og til, at der ifølge forarbejderne til udlændingelovens § 9 h, stk. 1, ikke sker tilbagebetaling af gebyret, hvis ansøgningen frafaldes, eller ansøgningen af anden grund ikke længere har betydning for ansøgeren.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer SIRI’s afgørelse.
Udlændingenævnet finder således, at det gebyr, som [ansøgeren] indbetalte i forbindelse med sin ansøgning om arbejds- og opholdstilladelse efter ordningen for flytbare arbejdspladser som pipeline welding operator hos virksomheden [A], filial af [A] Limited, United Kingdom, skal tilbagebetales.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at SIRI ved sin afgørelse i februar 2022 afslog at tilbagebetale ansøgningsgebyret på 4.295 kr. til [ansøgeren], idet SIRI vurderede, at ansøgningen ikke er omfattet af bestemmelsen i § 8, stk. 1, nr. 1 – 4, i dagældende bekendtgørelse nr. 2289 af 29. december 2020 om indbetaling og tilbagebetaling af gebyrer for at indgive ansøgninger og klager på studie- og erhvervsområdet.
SIRI henviste i den forbindelse til, at det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 9 h, lovforslag nr. L 66, fremsat den 17. november 2010, at der ikke sker tilbagebetaling af gebyret, hvis ansøgningen frafaldes, eller ansøgningen af anden grund ikke længere har betydning for ansøger.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at det fremgår af de ovenfor omtalte forarbejder, at gebyret skal dække omkostningerne ved myndighedernes behandling af ansøgningen, at gebyret ikke tilbagebetales, hvis resultatet af realitetsbehandlingen af ansøgningen bliver, at ansøgningen ikke kan imødekommes, og at SIRI ikke har realitetsbehandlet [ansøgerens] ansøgning af årsager, der skyldes myndighedens egne interne forhold.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det er uomtalt i forarbejderne til lovforslag nr. L 66, hvilken retsstilling en ansøger har i forhold til tilbagebetaling af ansøgningsgebyret, når ansøgeren ikke selv frafalder ansøgningen eller søger om og opnår opholdstilladelse på et andet grundlag, men når sagen afsluttes uden at der træffes afgørelse som følge af udlændingemyndighedernes lange sagsbehandlingstid.
Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at [ansøgerens] ansøgning blev indgivet ultimo maj 2021, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for sager vedrørende arbejds- og opholdstilladelse efter ordningen om flytbare arbejdspladser på daværende tidspunkt var ca. 1 måned, hvorfor [ansøgeren] må antages at have haft en berettiget forventning om at modtage en afgørelse inden ansættelsesforholdets udløb medio august 2021, og at ordningen er målrettet udlændinge, som er ansat på en boreplatform, et boreskib el.lign., og som kortvarigt kommer ind på dansk område.
Udlændingenævnet har tillige tillagt det vægt, at SIRI ud over at have oprettet sagen i sagsbehandlingssystemet ikke ses at have foretaget andre sagsbehandlingsskridt, herunder kvitteret for modtagelsen af ansøgningen eller udmeldt en forventet sagsbehandlingstid, og at SIRI først 4 måneder efter ansøgningens modtagelse orienterede [ansøgeren] om, at SIRI ikke havde nået at færdigbehandle ansøgningen inden ansættelsesperiodens udløb.
Udlændingenævnet finder det derfor under de foreliggende omstændigheder rettest, at der ikke opkræves ansøgningsgebyr for [ansøgerens] ansøgning.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til SIRI med henblik på, at SIRI kan tilbagebetale gebyret.
[…]
Udlændingenævnet finder det beklageligt, at det fremgår af klagevejledningen i SIRI’s afgørelse i februar 2022, at der skal betales et gebyr ved en eventuel klage til Udlændingenævnet, da en klage over afslag på tilbagebetaling af indbetalt gebyr ikke er gebyrpålagt. Udlændingenævnet har herved gjort SIRI bekendt hermed og foretager sig ikke yderligere i den anledning. Udlændingenævnet har i forbindelse med klagens modtagelse i maj 2022 tilbagebetalt det indbetalte klagegebyr til den i klageskrivelsen anførte bankkonto.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. oktober 2023 – Ganske særlige grunde – Eritrea – identitet og slægtskab via DNA-undersøgelse
Dato: 19-10-2023Udlændingenævnet hjemviste i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelser vedrørende statsborgere fra Eritrea, som havde indgivet ansøgning om familiesammenføring med herboende reference. Ansøgerne var efter det oplyste referencens mor, bonusfar og halvsøskende.
Sagens faktiske omstændigheder:
Herboende havde opholdstilladelse i Danmark som flygtning. Inden sin flugt fra Eritrea havde herboende boet sammen med sin mor, bonusfar og sine 2 halvsøskende. Herboende havde efter sin udrejse af Eritrea fået 2 yderligere halvsøskende på sin mors side. Der var under sagen indsendt morens og bonusfarens Id-kort, samt referencens og hans halvsøskendes dåbsattester. Udlændingestyrelsen med-delte afslag på familiesammenføring, idet styrelsen ikke havde modtaget de nødvendige oplysninger for at kunne vurdere ansøgernes identitet og slægtskab.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet hjemviser sagerne til fornyet vurdering i Udlændingestyrelsen, idet nævnet vurderer, at der forekommer sådanne mangler i styrelsens sagsbehandling og afgørelser af oktober 2022, at sagerne bør vurderes på ny.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i sine afgørelser anfører, at referencen til sin oplysnings- og motivsamtale i februar 2021 ikke har oplyst om sin mors nye partner, og om sine 4 halvsøskende.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at det fremgår af referatet af referencens oplysnings- og motivsamtale, at hans mor hedder X, og at hans far hedder Y, at hans forældre blev skilt, da han var lille, at begge hans forældre efterfølgende har fået nye partnere, som de har fået børn sammen med, at referencen indtil sin udrejse af Eritrea boede hos sin mor, at han havde fået 2 halvsøstre på sin mors side, imens han opholdt sig i Eritrea, og at hans mor havde fået 2 yderligere børn, 1 pige og 1 dreng, efter hans udrejse af hjemlandet.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at referencen til sin oplysnings- og motivsamtale har nævnt 3 af sine halvsøskende ved navn, og at han samtidig har oplyst, at hans halvsøskende hedder Y til efternavn, som er navnet på morens nye partner. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at børn i Eritrea normalvis får tildelt deres fars fornavn og mellemnavn (første efternavn) som mellemnavn (første efternavn) og efternavn (sidste efternavn).
Udlændingenævnet har ligeledes lagt vægt på, at der til sagen er indsendt kopi af morens og bonusfarens Id-kort fra de eritreiske myndigheder og kopi af referencens og hans halvsøskendes eritreiske dåbsattester, samt oversættelser heraf.
Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at du har oplyst, at moren ikke er i besiddelse af sine børns fødselsattester udstedt af de civile myndigheder i Eritrea, og at ingen af ansøgerne har et nationalitetspas.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagerne til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen iværksætter DNA-undersøgelser for at fastlægge ansøgernes identitet og slægtskab. Mere specifikt skal DNA-undersøgelserne iværksættes med henblik på at fastlægge, om moren er forælder til referencen og hans halvsøskende, og om referencens halvsøskende er børn af hans mor og bonusfar.
Hvis ansøgernes identitet og slægtskab bekræftes, skal Udlændingestyrelsen tage stilling til, om der foreligger et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, og om Danmark i givet fald er nærmest til at beskytte dette.
Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til udfaldet af sagerne.”
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet