Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 21, til en filippinsk statsborger, da hun på tidspunktet for ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark ikke havde lovligt ophold her i landet. Samtidig stadfæstede Udlændingenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af Danmark med indrejseforbud i to år*. Ansøgeren blev i februar 2009 meddelt opholdstilladelse i Danmark som au pair med gyldighed frem til august 2010. I december 2010 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring og pålagde i den forbindelse ansøgeren at udrejse senest 15 dage efter modtagelsen af afgørelsen. Det tidligere Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration meddelte i februar 2011 ansøgeren, at klagen ikke var tillagt opsættende virkning og pålagde i den forbindelse ansøgeren at udrejse straks. I juni 2011 stadfæstede det tidligere Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2010 og pålagde ansøgeren at udrejse straks. I juli 2013 søgte ansøgeren om humanitær opholdstilladelse i Danmark, og i august 2013 meddelte Justitsministeriet ansøgeren afslag på ansøgningen om humanitær opholdstilladelse. I februar 2014 indgav ansøgeren på ny ansøgning om ægtefællesammenføring i Danmark, hvor hun oplyste, at hun siden 2009 havde opholdt sig uafbrudt her i landet. I maj 2014 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om at afvise ansøgerens ansøgning om ægtefællesammenføring samt om at udvise ansøgeren med indrejseforbud i to år.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på tidspunktet for ansøgningen om ægtefællesammenføring i februar 2014 ikke havde lovligt ophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde modtaget afslag på familiesammenføring senest i juni 2011 og fået meddelt en udrejsefrist, hvorfor hun ikke kunne antages at have haft en berettiget forventning om at have lovligt ophold i Danmark efter denne dato. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Danmarks internationale forpligtelser ikke kunne tilsige, at ansøgerens ansøgning skulle tillades indgivet her i landet, da der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 kunne tilsige, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse burde tillades indgivet her i landet, samt at det ikke var dokumenteret, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke ville kunne udøve familielivet i Filippinerne, herunder at ansøgerens ægtefælle ikke ville kunne meddeles opholdstilladelse i Filippinerne, såfremt parret ønskede det. Det forhold, at ansøgeren i november 2011 fødte parrets fællesbarn i Danmark, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da Udlændingenævnet lagde vægt på, at parrets familieliv var etableret på et tidspunkt umiddelbart før udløbet af ansøgerens opholdstilladelse som au pair, og at hun dernæst ikke havde haft lovligt ophold her i landet. Ansøgeren kunne ikke have haft en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet i Danmark, uanset at hun senere under ulovligt ophold havde født et barn. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens barn ikke havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, idet børn først kan antages at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års ophold her i landet, hvor barnet skal have været tilknyttet dansk institution eller skole. FAM/2014/168.

*For resumé vedrørende afgørelsen om udvisning se her.

Senest opdateret: 04-09-2014
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen