Udlændingenævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en irakisk statsborgers indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 21. Ansøgeren blev i september 2002 meddelt afslag på familiesammenføring med den herboende ægtefælle, der i 1995 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark og i 2002 blev tildelt dansk statsborgerskab. Derudover blev ansøgeren meddelt afslag på asyl i Danmark i maj 2004 og igen i januar 2014. Ansøgeren var senest indrejst i Danmark i januar 2013, og hun fik i forbindelse med, at Flygtningenævnet meddelte hende endeligt afslag på asyl, fastsat en udrejsefrist til medio februar 2014. I starten af februar 2014, før udrejsefristen udløb, søgte ansøgeren at indgive ansøgning om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sit ægteskab med den herboende ægtefælle. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren og dennes ægtefælle havde to på afgørelsestidspunktet herboende fællesbørn, som var født i henholdsvis 2005 og 2009 i Irak. Børnene var begge danske statsborgere. Det blev herudover anført i ansøgningen, at ansøgerens ægtefælle frygtede for ansøgerens liv, såfremt hun måtte returnere til Irak. I marts 2014 afviste Udlændingestyrelsen at behandle ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse, og senere samme måned klagede ansøgerens ægtefælle over afgørelsen til Udlændingenævnet. Til støtte for klagen anførte ansøgerens ægtefælle, at parrets herboende fællesbørn behøvede ansøgeren, at parret begge var forfulgt af Al Qaeda i Irak, at der ikke længere var nogen dansk ambassade i Irak, at parret ikke havde råd til flybilletter, at parrets fællesbørn var påvirket af børnenes tidligere ophold i Irak, at ægtefællen havde været ude for et trafikuheld, hvorved hans hukommelse var påvirket, og at han led af nyre- og lungesygdomme. I april 2014 modtog Udlændingenævnet oplysninger fra den herboende ægtefælles bopælskommune om, at parrets fællesbørn var tæt knyttet til ansøgeren, at ansøgerens tilstedeværelse i familien vurderedes af stor betydning med henblik på børnenes trivsel og udvikling i Danmark, og at kommunen i tilfælde af ansøgerens udvisning af Danmark ville være nødt til at overveje eventuel anbringelse af børnene uden for hjemmet. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at parrets fællesbørn begge var indrejst i Danmark i februar 2012, og at de havde været udrejst til Irak i alt fem gange i sammenlagt næsten 7 år sammen med den herboende ægtefælle i perioden 2004-2012.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde kunne indgive sin ansøgning om opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i forbindelse med Flygtningenævnets afgørelse i januar 2014 fik fastsat en udrejsefrist medio februar 2014. Ansøgeren indgav således sin ansøgning om opholdstilladelse i Danmark under en fastsat udrejsefrist. Udlændingenævnet fandt, at der ikke var oplyst om ganske særlige forhold, der kunne danne grundlag for fravigelse af udgangspunktet i udlændingelovens § 9, stk. 21. Udlændingenævnet henviste herved til, at økonomiske vanskeligheder vedrørende fremskaffelse af flybilletter ikke indgår i vurderingen efter udlændingelovens § 9, stk. 21. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende ægtefælle senest havde besøgt ansøgeren i Irak i perioden mellem juni 2012 og november 2012. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplyst om forhold, der bevirkede, at det måtte anses for forbundet med uoverstigelige hindringer for ansøgeren at indgive ansøgning fra hjemlandet Irak eller et andet land end Danmark, hvor ansøgeren havde haft fast ophold de sidste tre måneder. Udlændingenævnet henviste herved til, at der ikke forelå oplysninger om, at den herboende ægtefælles lidelser var akut behandlingskrævende, at hans lidelser ikke var dokumenteret, og at han havde haft flere længerevarende ophold i Irak. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at der ikke længere var en dansk ambassade i Irak, og at parrets fællesbørn havde boet i Danmark siden februar 2012, ikke i sig selv kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren kunne indgive ansøgning fra sit hjemland Irak ved det danske konsulat i Erbil, og at parrets fællesbørn henset til deres alder og kortvarige ophold i Danmark ikke havde etableret en så væsentlig tilknytning til Danmark, at ansøgningen under henvisning hertil burde tillades indgivet i Danmark. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at kommunen havde oplyst, at denne i tilfælde af ansøgerens udvisning af Danmark ville være nødt til at overveje en eventuel anbringelse af parrets fællesbørn uden for hjemmet, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at børnene frem til februar 2012 boede sammen med ansøgeren i Irak, hvorfor ansøgeren kunne henvises til at tage børnene med til Irak, såfremt den herboende ægtefælle ikke var i stand til at varetage børnenes trivsel og udvikling. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, at det ikke ville være uproportionalt stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at nægte ansøgerens ansøgning indgivet i Danmark og henvise ansøgeren til at indgive ansøgningen fra hjemlandet Irak. FAM/2014/194.

Senest opdateret: 23-04-2014
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen