Udlændingenævnets afgørelse af 15. maj 2019 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af klage – Klagefrist

Udlændingenævnet afviste i maj 2019 at behandle en klage over en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen i december 2018 vedrørende en russisk statsborger, da klagefristen var udløbet, jf. udlændingelovens § 52 b, stk. 6. Det fremgik af sagen, at referencen to gange i januar 2019 havde talt med Udlændingestyrelsen, som havde vejledt om muligheden for at klage over afgørelsen til Udlændingenævnet. I februar 2019 skrev ansøgeren til Udlændingestyrelsens kontaktformular og oplyste i den forbindelse et SBID, som hun påførte betegnelsen ”Ankesag”. Ansøgeren stilede samtidig henvendelsen til Udlændingestyrelsens adresse samt redegjorde for, hvorfor afgørelsen efter parrets opfattelse havde været forkert, og afslutningsvis fremgik følgende: ”Vi beder jer om at revurdere jeres afgørelse på baggrund af de oplysninger vi her har uddybet.” I februar 2019 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på genoptagelse af sagen. Udlændingenævnet modtog i april 2019 en klage over Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2018. Det var til støtte for klagen anført, at ansøgerens henvendelse til Udlændingestyrelsen i februar 2019 burde betragtes som en klage over afgørelsen fra december 2018, hvorfor Udlændingestyrelsen burde have videresendt klagen til Udlændingenævnet.

Udlændingenævnet fandt, at klagen skulle afvises, idet klagen var indgivet efter klagefristens udløb. Udlændingenævnet lagde vægt på, at Udlændingestyrelsen i december 2018 havde fremsendt afgørelsen til referencens e-boks, og at Udlændingenævnet først i april 2019 havde modtaget klagen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik på både dansk og engelsk af Udlændingestyrelsens klagevejledning, at der senest skulle klages inden 8 uger efter, at afgørelsen blev modtaget. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at det var anført, at ansøgerens henvendelse til Udlændingestyrelsen i februar 2019 burde være betragtet som en klage. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgerens henvendelse fra februar 2019 til Udlændingestyrelsen efter Udlændingenævnets opfattelse måtte anses som en anmodning om, at styrelsen skulle genoptage sagen, og ikke som en klage til Udlændingenævnet over afgørelsen fra december 2018, uanset at ansøgeren havde brugt betegnelsen ”Ankesag”. Udlændingenævnet henviste til, at ansøgeren udtrykkeligt havde stilet henvendelsen til Udlændingestyrelsen samt anført, at ”vi beder jer om at revurdere jeres afgørelse på baggrund af de oplysninger vi her har uddybet”. Det måtte derfor lægges til grund, at ansøgeren havde bedt styrelsen om at revurdere deres egen afgørelse. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at der samtidig var blevet betalt et gebyr, ikke kunne føre til, at henvendelsen fra februar 2019 skulle betragtes som en klage, henset til at der også skal betales gebyr for at søge om genoptagelse. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke i denne sag forelå sådanne omstændigheder, at der var grundlag for at dispensere fra klagefristen. FAM/2019/5.

Senest opdateret: 15-05-2019
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | +45 6198 3800 |udln@udln.dk |Digital Post