Udlændingenævnets afgørelse af 15. august 2024 – Afvisning ved grænsen – Krav om arbejdstilladelse

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2024 politiets afgørelse om at afvise en statsborger fra Storbritannien ved indrejsen til Danmark.

Sagens faktiske omstændigheder

Klageren blev i maj 2024 afvist på grænsen i forbindelse med indrejse fra Dublin, Irland. Klageren blev afvist, idet hun over for politiet oplyste, hun skulle lave hår og makeup på deltagere i Eurovision i Sverige. Hun oplyste videre, at hun skulle arbejde ulønnet, men at hun ville få rejseudgifter og ophold betalt. Klageren havde ingen arbejdstilladelse i Sverige. 

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet har vurderet, at Københavns Politi med rette afviste dig ved grænsen til Danmark i medfør af udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 4.

Udlændingenævnet har lagt vægt på, at du ved indrejsen i Danmark til politiet oplyste, at formålet med indrejsen i landet var at rejse videre til Sverige for at arbejde. 

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at politiet ved henvendelse til de svenske udlændingemyndigheder konstaterede, at du ikke kunne arbejde i Sverige uden en arbejdstilladelse, og at du ikke kunne fremvise en gyldig arbejdstilladelse dertil.

Udlændingenævnet skal hertil henvise til Schengengrænsekodeksens artikel 6, stk. 1, litra c, hvoraf det fremgår, at tredjelandsstatsborgere skal opfylde en række indrejsebetingelser, herunder at kunne dokumentere formålet med og vilkårene for det påtænkte ophold. Udlændingenævnet skal desuden henvise til kodeksens artikel 8, stk. 3, litra a, hvoraf det fremgår, at tredjelandsstatsborgere ved indrejse underkastes kontrol af indrejsebetingelser efter artikel 6, stk. 1, herunder i forhold til eventuelle påkrævede opholds- og arbejdstilladelser.

Betingelserne for at afvise dig var således til stede, da du blev antruffet af politiet den 4. maj 2024.”

VAU/2024/76

Senest opdateret: 15-08-2024
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen