Udlændingenævnet stadfæstede i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om konstatering af bortfald af tidsbegrænset opholdstilladelse og afslag på ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen til en statsborger fra Tyrkiet. 

Sagens faktiske omstændigheder:

Klageren havde siden august 2006 haft opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført ægtefælle i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. I januar 2024 meddelte Udlændingestyrelsen klageren afslag på ansøgning om dispensation fra bortfald af hendes tidsbegrænsede opholdstilladelsen, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 2, begrundet i, at klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark, og at hun havde været udrejst af Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] januar 2024. 

Udlændingenævnet finder forsat, at [klagerens] tidsbegrænsede opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, er bortfaldet, fordi [klageren] ved sine egne handlinger har vist, at hun ønskede at opgive sin bopæl i Danmark og frivilligt flyttede til Tyrkiet sammen med sine 4 børn, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. 

Ligeledes er [klagerens] opholdstilladelse bortfaldet, fordi [klageren] har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, da hun ifølge CPR-registret og sine egne oplysninger udrejste af Danmark til Tyrkiet den […] august 2017.

Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at [klageren] selv anmeldte sin flytning til udlandet, og at hun i 2017 bevidst valgte at flytte til Tyrkiet uden sin ægtefælle, men sammen med deres 4 børn, som på udrejsetidspunktet var henholdsvis 11, 8, 4 og 3 år gamle, for at børnene kunne lære deres modersmål.  

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det udtrykkeligt fremgik i Udlændingestyrelsens afgørelse om forlængelse af [klagerens] tidsbegrænsede opholdstilladelse af november 2015, at tilladelsen var gyldig til den […] oktober 2020, at [klageren] skulle ansøge om forlængelse af opholdstilladelsen inden den udløb, og at tilladelsen ville bortfalde, hvis hun opgav sin bopæl i Danmark, eller hvis hun har længerevarende ophold uden for Danmark.

På den baggrund må det derfor have stået [klageren] klart, at det kunne få konsekvenser for hendes opholdsgrundlag i Danmark, hvis hun ikke ansøgte om forlængelse af opholdstilladelsen, inden den […] oktober 2020, og/eller hvis hun opgav sin bopæl i Danmark og havde længerevarende ophold i udlandet.

Udlændingenævnet har også tillagt det vægt, at Udlændingestyrelsen ved afgørelsen af […] november 2018 besluttede, at [klagerens] opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, kunne bevares, hvis [klageren] senest den […] december 2018 indrejste og tilmeldte sig folkeregisteret, at hun ikke indrejste i Danmark i forbindelse med afgørelsen, at hun selv valgte at blive i Tyrkiet, og at hun havde opholdt sig uden for Danmark i knap 6 år. 

I forhold til oplysningerne om, at [klageren] på grund af covid-19 pandemien ikke kunne komme til Danmark, skal Udlændingenævnet henvise til, at de første tilfælde af covid-19 blev registreret i januar 2020, hvorfor [klageren] ikke var forhindret i at indrejse i Danmark i november-december 2018.

Yderligere har Udlændingenævnet lagt vægt på den af [klageren] udviste passivitet i form af den tid, der forløb mellem Udlændingestyrelsens afgørelse af […] november 2018, [klagerens] henvendelse til Udlændingestyrelsen i oktober 2021 vedrørende vejledning om en ny ansøgning om familiesammenføring og [klagerens] ansøgning om turistvisum i juli 2022.

Udlændingenævnet finder, at da [klageren] ikke har søgt om forlængelse af sin opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, inden den udløb, er [klagerens] opholdstilladelse i Danmark ikke længere gyldig, og at hun derfor ikke kan få dispensation fra bortfald af denne, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2.

Uanset om [klagerens] opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, stadig måtte være gyldig, finder Udlændingenævnet stadig ikke, at opholdstilladelsen ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [klageren] ikke har dokumenteret eller er kommet med oplysninger om sådanne forhold, der kan føre til, at hendes tidsbegrænsede opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. 

Udlændingenævnet finder desuden, at [klageren] ikke kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at der er grundlag for at meddele dispensation fra bortfald af hendes opholdstilladelse på baggrund heraf.

Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at [klageren], som er tyrkisk statsborger, i august 2006 fik opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført, at hun har opholdt dig i Danmark i ca. 11 år, at hun ikke var i beskæftigelse i Danmark forud for udrejsen til Tyrkiet, da hun modtog sociale ydelser, og at på trods af, at hun i 2011 tog Prøve i Dansk 2, har deres børn efter det oplyste i visumansøgningen næsten glemt dansk. 

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der til sagen ikke er oplyst om helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at [klagerens] opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet.

Udlændingenævnet har også vurderet, om bortfald af [klagerens] opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Udlændingenævnet har ikke vurderet, om det vil være en overtrædelse af Danmarks internationale forpligtelser i relation til EU-retten at anse [klagerens] opholdstilladelse for bortfaldet, fordi hun allerede er meddelt en afledt opholdsret efter EU-retten på grundlag af TEUF artikel 20.

Udlændingenævnet finder endvidere, at bortfald af [klagerens] opholdstilladelse ikke er i strid med retten til familieliv, som følger af EMRK artikel 8, idet hun er meddelt en afledt opholdsret, og dermed kan hun opholde dig lovligt i Danmark sammen med sine 4 børn.

Udlændingenævnet finder endelig, at bortfald af [klagerens] opholdstilladelse ikke er et indgreb i udøvelsen af hendes ret til privatliv i Danmark efter artikel 8, stk. 1, idet hun på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke har skabt den personlige, sociale og økonomiske tilknytning til Danmark, som udgør beskyttet privatliv i konventionens forstand.

Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at reglerne i udlændingeloven har til formål at sikre og opretholde en effektiv immigrationskontrol for de danske myndigheder, og at hensynet til en effektiv immigrationskontrol, samt hensynet til den offentlige orden er omfattet af de hensyn, der er nævnt i EMRK artikel 8, stk. 2. 

På den baggrund vurderer Udlændingenævnet, at reglerne om bortfald af opholdstilladelse har lovhjemmel og varetager et anerkendelsesværdigt formål, der kan begrunde indgreb i retten til privatliv, jf. EMRK artikel 8, stk. 2.

Efter en samlet konkret vurdering af alle omstændigheder i sagen finder Udlændingenævnet, at bortfald af [klagerens] opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, ikke vil medføre et indgreb i retten til privatliv, og at bortfaldet af opholdstilladelsen er legitim og tjener et anerkendelsesværdigt formål, som kan begrunde indgrebet. Derfor vil det ikke være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, eller mod hensyn af humanitær karakter at anse [klagerens] opholdstilladelse i Danmark for bortfaldet.

Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.”

ERH/2024/57

Senest opdateret: 04-11-2024
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen