Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en opholdstilladelse meddelt til en statsborger fra Paraguay, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 2. pkt. Klageren blev i juli 2007 meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført. I juni 2011 udrejste hun til Paraguay for efter det oplyste at passe sin døende moder. I januar 2014 døde klagerens herboende ægtefælle, og i april 2014 genindrejste klageren i Danmark.
 
Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, da hun havde opholdt sig mere end seks på hinanden følgende måneder uden for landet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i juni 2011 udrejste af Danmark, og at hun først i april 2014 genindrejste her i landet. Udlændingenævnet fandt ikke, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Det forhold, at klageren udrejste til Paraguay for at tage sig af sin moder, at klagerens moder levede længere, end lægerne troede, det var muligt, at klageren ikke kunne efterlade hende alene, hvorfor hun forblev i Paraguay, indtil moderen døde, at klageren havde et voksent barn samt et barnebarn her i landet, og at klageren havde haft opholdstilladelse i Danmark i fire år, kunne ikke føre til et andet udfald af sagen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ikke før udrejsen havde ansøgt om bevarelse af sin opholdstilladelse. Det bemærkedes, at klageren ej heller via hendes herboende ægtefælle eller voksne barn havde oplyst udlændingemyndighederne om, at hun havde været forhindret i at udrejse af Paraguay på et tidligere tidspunkt, ligesom klageren selv havde valgt at forblive i Paraguay for at tage sig af sin moder. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det oplyste om, at klagerens ophold i Paraguay i 2011, der var planlagt som et 3-måneders besøg, men blev til to år og ni måneder, udelukkende fordi klagerens moder blev syg og krævede massiv pleje, og at klageren ikke kunne forlade hende til en uvis skæbne, ikke kunne føre til et ændret vurdering. Det anførte om, at klageren i forbindelse med den lange plejeperiode kunne erkende, at hverken hendes ægtefælle eller hun var opmærksomme på de danske regler omkring hendes opholdstilladelse, og at denne kunne bortfalde ved et længere udenlandsophold, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af klagerens opholdstilladelse, at opholdstilladelsen var gyldig, så længe fast ophold i Danmark bevaredes, og at opholdstilladelsen ville bortfalde, hvis hun opgav sin bopæl i Danmark, eller hvis hun havde et længerevarende ophold uden for Danmark, hvorfor det måtte antages klageren bekendt, hvilke konsekvenser en udrejse af Danmark i en længerevarende periode kunne have. Det forhold, at det til sagen var oplyst, at klageren i Danmark hele tiden havde været i stand til at forsørge sig selv via arbejde, at hun var i stand til at finde en passende bolig, at hun havde gået på sprogskole siden april 2014, at hun gjorde rigtig meget for at integrere sig i det danske samfund, at hun perioden fra 1994 til 2006 havde været på hyppige besøg i Danmark, hvilket styrkede sammenholdet med hendes ægtefælle og parrets barn, fandt Udlændingenævnet desuden ikke i sig selv kunne føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var klagerens eget valg at udrejse af Danmark og opholde sig i en længerevarende periode i sit hjemland. Udlændingenævnet fandt herudover, at klageren kunne henvises til at udøve familielivet med sit voksne barn og barnebarn i det samme omfang, som hun hidtil havde gjort. For så vidt angik det af klageren anførte om, at familierelationerne til familie i Paraguay på klagetidspunktet kun bestod i få sporadiske telefonsamtaler 1-3 gange årligt med klagerens søskende, at begge klagerens forældre var døde, at hun ikke har andre børn, som kunne øge hendes tilknytning til Paraguay, og at arbejdsmarkedet i Paraguay var præget af stor arbejdsløshed, dårlige bolig forhold og dårlige almene økonomiske forhold, bemærkede Udlændingenævnet, at sociale og økonomiske forhold i hjemlandet ikke i sig selv kunne føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, og henviste til, at klageren i perioden fra juni 2011 til april 2014 havde opholdt sig i Paraguay. Det forhold, at klagerens ægtefælle døde ved en trafikulykke i Danmark i januar 2014, og at han lå begravet i Danmark, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen, da der herved ikke var oplyst om omstændigheder, der kunne føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. FAM/2016/21.

Senest opdateret: 28-01-2016
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen