Udlændingenævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 2. pkt., til en somalisk statsborger, da ansøgeren havde opholdt sig uden for landet i mere end seks på hinanden følgende måneder, og da der ikke var grundlag for at dispensere fra bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Ansøgeren var født i 1998 og blev i august 2014 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført med sin far frem til december 2017. Ifølge Det Centrale Personregister (CPR) udrejste ansøgeren til Somalia i november 2015.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, da hun havde opholdt sig uden for landet i mere end seks på hinanden følgende måneder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i november 2015 udrejste af Danmark en måned før hun fyldte 18 år, og at ansøgeren først i november 2017 genindrejste her i landet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke rettede henvendelse til de danske myndigheder under sit ophold i Somalia med henblik på bevarelse af opholdstilladelsen, og at hun først i november 2017 to år efter udrejsen af Danmark i en alder af næsten 20 år indgav ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at der i Udlændingestyrelsens afgørelse fra august 2014, hvor ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, blev vejledt om, at hendes opholdstilladelse kunne bortfalde, hvis hun opgav sin bopæl i Danmark, eller hvis hun tog længerevarende ophold uden for Danmark. Udlændingenævnet fandt ikke, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at partsrepræsentanten havde anført, at ansøgeren havde alle intentioner om at vende tilbage til Danmark hurtigst muligt, da hun udrejste, at hendes familie havde arrangeret et ægteskab for hende, som var mod hendes vilje, og som hun ikke havde mulighed for at modsætte sig, at hun ikke havde mulighed for at forlade Somalia efter ægteskabet, da familien og ægtefællen forhindrede dette, at hun først kunne udrejse af Somalia, da hendes ægtefælle ønskede at blive skilt, og at hun ikke kunne vende tilbage til Somalia af frygt for at blive dræbt af sin tidligere ægtefælle. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren efterlod alle sine ejendele i Danmark, da hun rejste, at hun på tidspunktet for udrejsen boede hos sin familie i Danmark, at hun ikke frameldte sig CPR, og at hun havde bestilt en returbillet, hvilket indikerede, at hun ønskede at vende tilbage til Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke herved var oplyst om sådanne omstændigheder der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren fyldte 18 år en måned efter udrejsen og dermed blev myndig, hvorfor det ikke kunne lægges til grund, at hendes kontakt til de danske myndigheder og eventuel tilbagevenden til Danmark var afhængig af en anden person. Udlændingenævnet fandt, at det hverken sås dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren havde været forhindret i at kontakte de danske myndigheder med henblik på at søge om dispensation fra bortfald af opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens familie i Danmark ikke rettede henvendelse til de danske myndigheder med henblik på at underrette om, at ansøgeren ikke kom hjem som planlagt fra sit ophold i udlandet, på trods af at ansøgerens herboende far efter det oplyste ikke var involveret i det planlagte arrangerede ægteskab. Det indgik endelig i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde studeret på en ungdomsskole, men ikke havde arbejdet i Danmark, at hun talte, skrev og læste dansk, og at hun godt kunne huske noget af sproget, men ikke det hele. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til et andet resultat henset til, at ansøgeren første gang indrejste i Danmark i oktober 2014, at ansøgeren udrejste i november 2015, at hun således alene havde boet i Danmark i cirka et år og to måneder, og at ansøgeren blev gift og havde fået barn uden for Danmark. Udlændingenævnet fandt, at det ikke var uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at anse ansøgerens opholdstilladelse i Danmark for bortfaldet. FAM/2019/14.

Senest opdateret: 13-08-2019
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen