Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en somalisk statsborgers opholdstilladelse og afslag på genoptagelse af sagen. Ansøgeren blev i juli 2005 meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og indrejste som 12-årig i december 2005 i Danmark. I maj 2009 er ansøgeren registreret udrejst til Kenya. I august 2011 rettede ansøgeren henvendelse til den danske ambassade i Nairobi og indgav ansøgning om, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Ansøgeren anførte i den forbindelse, at udrejsen fra Danmark skyldtes, at ansøgeren skulle deltage i sin faders bryllup i Kenya, at det var ansøgerens eget valg at udrejse, at ansøgeren efter sin faders bryllup blev boende hos sin fader, at ansøgeren ikke tidligere havde forsøgt at kontakte myndighederne med henblik på, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, og at ansøgeren troede, at udløbsdatoen i ansøgerens pas var afgørende for, hvor længe opholdet uden for Danmark måtte vare. I oktober 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på dispensation fra bortfald, og i maj 2012 orienterede Udlændingestyrelsen ansøgerens herboende moder om muligheden for at anmode om genoptagelse af sagen på baggrund af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 14. juni 2011 i sagen Osman mod Danmark (appl. no. 38058/09). I november 2012 afslog Udlændingestyrelsen at genoptage ansøgerens sag.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 3. pkt., da ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark og havde opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder, og at der ikke var grundlag for at meddele dispensation fra bortfald. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det fremgik af ansøgerens opholdstilladelse, at denne kunne bortfalde ved ophold uden for Danmark i en længere periode, at ansøgeren udrejste af Danmark frivilligt og ikke før mere end to år efter sin udrejse tog kontakt til myndighederne med henblik på en tilbagevenden til Danmark, at ansøgeren ved sin udrejse havde opnået en alder, hvor det var muligt at overskue konsekvenserne af udrejsen, og at ansøgeren ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at opholdstilladelsen af den grund ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Udlændingestyrelsen med rette afviste at genoptage sagen, da der ikke var oplyst om forhold og omstændigheder, der i en sådan grad svarede til dem, der forelå i sagen Osman mod Danmark, at der var grundlag for at genoptage sagen. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at ansøgeren udrejste af Danmark efter kun cirka tre et halvt års ophold i landet, og at ansøgeren modsat tilfældet i Osman-sagen kun havde en lille del af sine formative år i Danmark. Udlændingenævnet hjemviste dog samtidig sagen grundet lov nr. 567 af 18. juni 2012, hvorved reglerne om børns generhvervelse af opholdstilladelse blev ændret således, at Udlændingestyrelsen i forbindelse med en afgørelse om, at en mindreårig udlændings opholdstilladelse skal anses for bortfaldet, i samme forbindelse skal vurdere, om den pågældende kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 17, § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17, eller § 9 c, stk. 1. FAM/2013/94.

Senest opdateret: 03-07-2013
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen