Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en montenegrinsk statsborger i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren indrejste i 1971 i Danmark og blev i 1983 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren havde været registreret som forsvundet i Det Centrale Personregister siden maj 1998. Udlændingestyrelsen modtog i oktober 2013 ansøgerens ansøgning om dispensation fra bortfald af hans tidsubegrænsede opholdstilladelse. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark hos henholdsvis sin søster, broder, nevø og forskellige venner. Det fremgik endvidere af ansøgningen, at ansøgeren var blevet frameldt Det Centrale Personregister af politiet, fordi han var eftersøgt i en sag. Vedlagt ansøgningen var en kopi af siderne i ansøgerens pas, udstedt i Montenegro i juli 2013, hvoraf det fremgik, at ansøgeren indrejste i Schengen-området i juli 2013. I marts 2014 anmodede Udlændingestyrelsen ansøgeren om at indsende kopier af samtlige sider i hans tidligere og nuværende pas, dokumentation for hans ophold i Danmark i perioden fra 1998 og frem samt eventuel øvrig dokumentation. Brevet blev sendt til den adresse, som ansøgeren angav i ansøgningen som sin aktuelle opholdsadresse, men det kom retur til Udlændingestyrelsen. Brevet blev genfremsendt til ansøgerens søsters bopælsadresse og kom ikke herefter retur til Udlændingestyrelsen. Udlændingestyrelsen modtog ikke yderligere fra ansøgeren. Ved henvendelse til Udlændingenævnet i november 2014 påklagede ansøgeren Udlændingestyrelsens afgørelse, og ansøgeren oplyste i den forbindelse, at han ville indsende en uddybende klage i løbet af de næste par dage. Udlændingenævnet modtog ikke en uddybende klage fra ansøgeren.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, da det måtte lægges til grund, at ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingeloven § 17, stk. 1, 1. pkt., ligesom det måtte lægges til grund, at ansøgeren havde opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren havde været registreret som forsvundet siden maj 1998, og at det fremgik af ansøgerens pas, udstedt i Montenegro i juli 2013, at ansøgeren indrejste i Schengen-området i juli 2013. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren efter egne oplysninger var blevet frameldt Det Centrale Personregister af politiet, fordi han var eftersøgt i en sag, og at han efter egne oplysninger hele tiden havde opholdt sig i Danmark hos henholdsvis sin søster, broder, nevø og forskellige venner, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde indsendt de oplysninger, som Udlændingestyrelsen efterspurgte i marts 2014, og som Udlændingenævnet efterspurgte i februar 2015, og at det følger af udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til udlændingeloven kan gives, inddrages eller bortfalde. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke kunne dispenseres fra bortfald af ansøgerens tidsubegrænsede opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen først ca. 15 år efter, at ansøgeren blev registreret som forsvundet i Det Centrale Personregister, modtog ansøgerens ansøgning om dispensation fra bortfald af hans tidsubegrænsede opholdstilladelse, og at der ikke i øvrigt var oplyst om sådanne omstændigheder, der kunne føre til, at der kunne dispenseres fra bortfald af opholdstilladelsen. FAM/2015/42.

Senest opdateret: 26-03-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen