Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en iransk statsborger, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. 

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., da ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, og at ansøgeren ikke kunne meddeles dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke i sagen forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren frivilligt havde frafaldet sin opholdstilladelse her i landet, og at ansøgerens tilknytning til Danmark på baggrund af en samlet vurdering ikke kunne medføre, at der burde meddeles dispensation fra bortfald af hendes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren kom til Danmark som 61-årig og havde boet i Danmark i 20 år hos sin datter, hvorefter hun repatrierede, samt at hun ikke kunne dansk og aldrig havde haft arbejde i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at ansøgeren i klagen havde oplyst, at hun var blevet forkert vejledt af kommunen i anledning af sin beslutning om at repatriere i 2011. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren både generelt og individuelt var blevet vejledt af Dansk Flygtningehjælp om konsekvensen af repatrieringen, og at vejledningen var foregået telefonisk på en kommunal sagsbehandlers kontor med Dansk Flygtningehjælp i telefonen, hvor en tolk og ansøgerens datter var til stede. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af et brev fra juli 2011 fra Dansk Flygtningehjælp til kommunen, at det under vejledningssamtalen blev drøftet indgående med ansøgeren og hendes datter, at ansøgeren ikke havde fortrydelsesret, idet familien forud for vejledningssamtalen havde regnet med, at ansøgeren havde et års fortrydelsesret, og at ansøgeren til trods herfor var fast besluttet på at repatriere. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke til sagen var oplyst om sådanne omstændigheder, som kunne bevirke, at ansøgeren burde meddeles dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endelig, at de indsendte oplysninger om ansøgerens nedsatte syn, slidgigt og afhængighed af trygge omgivelser ikke havde en sådan karakter og omfang, at dette kunne begrunde dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3. FAM/2016/11.

Senest opdateret: 18-01-2016
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen