Opgivelse af bopæl i Danmark

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. januar 2013 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

    Dato: 25-01-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en statsborger fra Bosnien-Hercegovina efter udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Ansøgeren indgik i oktober 2004 ægteskab med en dansk statsborger i Bosnien-Hercegovina, hvor parret blev forældre til to fællesbørn. Ansøgeren blev herpå i januar 2008 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægtefællesammenføring, hvilken opholdstilladelse senest blev forlænget i december 2009 som gyldig frem til oktober 2011. Ansøgerens ægtefælle udrejste efterfølgende i september 2010 til Afghanistan, hvorefter parret blev skilt i november 2010, og ansøgeren i juni 2011 udrejste til Bosnien-Hercegovina med parrets fællesbørn. I november 2011 indgav ansøgeren ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse i Danmark. I februar 2012 vejledte Udlændingestyrelsen ansøgeren om, at hun skulle ansøge om dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse. I februar 2012 indgav ansøgeren en ansøgning om dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse i Danmark. Det fremgik af ansøgningen blandt andet, at hun i august 2011 var nedkommet med et barn i Bosnien-Hercegovina, hvorfor hun var forhindret i at returnere til Danmark, idet barnet ikke havde fået udstedt bosniske rejsedokumenter, og at formålet med rejsen til Bosnien-Hercegovina var at indgå ægteskab med en bosnisk statsborger og nedkomme med barnet i Bosnien-Hercegovina, hvor hendes nye ægtefælle var bosiddende, at det var planen at returnere til Danmark, og at hun forinden udrejsen opgav sit lejemål i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet ex lege, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., idet hun havde opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i juni 2011 udrejste til Bosnien-Hercegovina, hvor hun forinden opsagde sit lejemål i Danmark, og at ansøgeren indrejste i Bosnien-Hercegovina sammen med sine to børn med det formål at indgå ægteskab med en bosnisk statsborger og nedkomme med sit tredje barn, hvormed Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren både etablerede og fortsat udøvede familieliv i Bosnien-Hercegovina og således frivilligt opgav sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet henviste herudover til, at grundlaget for ansøgerens opholdstilladelse i Danmark allerede ophørte i november 2011, da ansøgeren blev skilt fra sin tidligere ægtefælle. Det forhold, at ansøgeren efter eget udsagn var udrejsehindret på grund af sit tredje barns manglende rejsedokumenter, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, idet der ikke herved var tale om en for ansøgeren uforudset hindring. FAM/2013/114.

Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen