Opgivelse af bopæl i Danmark
-
Udlændingenævnets afgørelse af 25. juli 2016 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark
Dato: 25-07-2016Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en amerikansk statsborgers opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. og 3. pkt., da ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, ligesom han havde opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for landet, hvorfor der ikke var grundlag for at dispensere fra bortfald, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3, 1. pkt. Ansøgeren blev født i Frankrig i 1956 som amerikansk statsborger. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren fra 1978 til 2006 boede i Danmark – med undtagelse af et år, hvor han boede i USA – og at han i 2006 blev registreret som forsvundet. Ansøgeren oplyste i sit ansøgningsskema om bevarelse af sin opholdstilladelse, at han boede i Danmark fra 1967 til 2001, og at han ikke havde planlagt, at han skulle være udrejst så længe, men at han havde boet hos sine forældre i Frankrig og levet som musiker i Europa.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, da han havde opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren selv havde oplyst, at han var udrejst af Danmark i 2001 og efterfølgende kun havde haft besøgsophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet lagde herved blandt andet vægt på, at ansøgeren ikke før sin udrejse havde ansøgt om bevarelse af sin opholdstilladelse, og at det måtte have stået ansøgeren klart, at han opgav sin bopæl i Danmark ved sin udrejse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren havde oplyst, at han følte sig dansk, at han havde boet i Danmark i 40 år, at han læste og talte dansk, at han havde herboende familiemedlemmer, og at han havde besøgt Danmark i 2002, 2010, 2014 og 2015. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde været udrejst af Danmark i en længere årrække, og at ansøgeren i denne periode alene havde besøgt Danmark ganske få gange af få ugers varighed på baggrund af arbejde eller familiebesøg, hvorfor ansøgeren ikke kunne anses for at have bevaret en særlig stærk tilknytning til Danmark. FAM/2016/46.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. januar 2016 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark – Repatriering – Opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 2, nr. 4 – Ingen fortrydelsesret
Dato: 18-01-2016Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en iransk statsborger, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., da ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, og at ansøgeren ikke kunne meddeles dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke i sagen forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren frivilligt havde frafaldet sin opholdstilladelse her i landet, og at ansøgerens tilknytning til Danmark på baggrund af en samlet vurdering ikke kunne medføre, at der burde meddeles dispensation fra bortfald af hendes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren kom til Danmark som 61-årig og havde boet i Danmark i 20 år hos sin datter, hvorefter hun repatrierede, samt at hun ikke kunne dansk og aldrig havde haft arbejde i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at ansøgeren i klagen havde oplyst, at hun var blevet forkert vejledt af kommunen i anledning af sin beslutning om at repatriere i 2011. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren både generelt og individuelt var blevet vejledt af Dansk Flygtningehjælp om konsekvensen af repatrieringen, og at vejledningen var foregået telefonisk på en kommunal sagsbehandlers kontor med Dansk Flygtningehjælp i telefonen, hvor en tolk og ansøgerens datter var til stede. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af et brev fra juli 2011 fra Dansk Flygtningehjælp til kommunen, at det under vejledningssamtalen blev drøftet indgående med ansøgeren og hendes datter, at ansøgeren ikke havde fortrydelsesret, idet familien forud for vejledningssamtalen havde regnet med, at ansøgeren havde et års fortrydelsesret, og at ansøgeren til trods herfor var fast besluttet på at repatriere. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke til sagen var oplyst om sådanne omstændigheder, som kunne bevirke, at ansøgeren burde meddeles dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endelig, at de indsendte oplysninger om ansøgerens nedsatte syn, slidgigt og afhængighed af trygge omgivelser ikke havde en sådan karakter og omfang, at dette kunne begrunde dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3. FAM/2016/11.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. november 2015 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark
Dato: 03-11-2015Udlændingenævnet omgjorde i november 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på dispensation fra bortfald til en statsborger fra Cameroun, som i 2013 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1.
Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgerens opholdstilladelse ikke kunne anses for at være bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var udrejst af Danmark i et relativt kort tidsrum på en måned i perioden fra september 2014 til oktober 2014, samt at det var ansøgerens udlejer, som – uden ansøgerens vidende – havde frameldt ansøgeren hans adresse i Det Centrale Personregister. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren tilmeldte sig Det Centrale Personregister kort tid efter, at han indrejste i Danmark på ny og blev vidende om, at han var blevet frameldt registret. Udlændingenævnet tillagde det herudover en vis vægt, at det forhold, at en ansøger er udrejst, og at dette fremgår af Det Centrale Personregister, ikke er tilstrækkeligt til at fastslå, at udlændingen har opgivet sin bopæl i Danmark eller har ønsket dette. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at ansøgeren havde været beskæftiget i Danmark både før og efter sin udrejse, og at ansøgeren i forbindelse med sin klage havde fremlagt dokumentation for, at han i september 2014 købte en flybillet, og at han samtidig købte en returbillet til København. Udlændingenævnet fandt således, at det måtte antages, at ansøgeren ikke havde haft til hensigt at opgive sin bopæl i Danmark. ERH/2015/193.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. marts 2015 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark
Dato: 26-03-2015Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en montenegrinsk statsborger i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren indrejste i 1971 i Danmark og blev i 1983 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren havde været registreret som forsvundet i Det Centrale Personregister siden maj 1998. Udlændingestyrelsen modtog i oktober 2013 ansøgerens ansøgning om dispensation fra bortfald af hans tidsubegrænsede opholdstilladelse. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark hos henholdsvis sin søster, broder, nevø og forskellige venner. Det fremgik endvidere af ansøgningen, at ansøgeren var blevet frameldt Det Centrale Personregister af politiet, fordi han var eftersøgt i en sag. Vedlagt ansøgningen var en kopi af siderne i ansøgerens pas, udstedt i Montenegro i juli 2013, hvoraf det fremgik, at ansøgeren indrejste i Schengen-området i juli 2013. I marts 2014 anmodede Udlændingestyrelsen ansøgeren om at indsende kopier af samtlige sider i hans tidligere og nuværende pas, dokumentation for hans ophold i Danmark i perioden fra 1998 og frem samt eventuel øvrig dokumentation. Brevet blev sendt til den adresse, som ansøgeren angav i ansøgningen som sin aktuelle opholdsadresse, men det kom retur til Udlændingestyrelsen. Brevet blev genfremsendt til ansøgerens søsters bopælsadresse og kom ikke herefter retur til Udlændingestyrelsen. Udlændingestyrelsen modtog ikke yderligere fra ansøgeren. Ved henvendelse til Udlændingenævnet i november 2014 påklagede ansøgeren Udlændingestyrelsens afgørelse, og ansøgeren oplyste i den forbindelse, at han ville indsende en uddybende klage i løbet af de næste par dage. Udlændingenævnet modtog ikke en uddybende klage fra ansøgeren.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, da det måtte lægges til grund, at ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingeloven § 17, stk. 1, 1. pkt., ligesom det måtte lægges til grund, at ansøgeren havde opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren havde været registreret som forsvundet siden maj 1998, og at det fremgik af ansøgerens pas, udstedt i Montenegro i juli 2013, at ansøgeren indrejste i Schengen-området i juli 2013. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren efter egne oplysninger var blevet frameldt Det Centrale Personregister af politiet, fordi han var eftersøgt i en sag, og at han efter egne oplysninger hele tiden havde opholdt sig i Danmark hos henholdsvis sin søster, broder, nevø og forskellige venner, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde indsendt de oplysninger, som Udlændingestyrelsen efterspurgte i marts 2014, og som Udlændingenævnet efterspurgte i februar 2015, og at det følger af udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til udlændingeloven kan gives, inddrages eller bortfalde. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke kunne dispenseres fra bortfald af ansøgerens tidsubegrænsede opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen først ca. 15 år efter, at ansøgeren blev registreret som forsvundet i Det Centrale Personregister, modtog ansøgerens ansøgning om dispensation fra bortfald af hans tidsubegrænsede opholdstilladelse, og at der ikke i øvrigt var oplyst om sådanne omstændigheder, der kunne føre til, at der kunne dispenseres fra bortfald af opholdstilladelsen. FAM/2015/42.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 2. marts 2015 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark
Dato: 02-03-2015Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en serbisk statsborgers opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, nr. 1, da ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, og da der ikke var grundlag for at dispensere fra bortfald, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Ansøgeren blev i 1981 meddelt opholdstilladelse i Danmark, og i 1989 blev han meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. I oktober 2013 underskrev ansøgeren i forbindelse med sin repatrieringssag hos kommunen en erklæring om frivilligt frafald af hans opholdstilladelse, og ansøgeren blev i den forbindelse af Dansk Flygtningehjælp vejledt om konsekvenserne heraf. Ansøgeren blev registreret udrejst af Danmark i april 2014. Udlændingestyrelsen modtog i oktober 2014 ansøgerens ansøgning om, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet som følge af hans udrejse til Serbien. Det fremgik af ansøgningen blandt andet, at ansøgeren i perioden primo maj 2014 til ultimo maj 2014 opholdt sig i Serbien, at det var planlagt, at opholdet skulle være af denne varighed, at formålet med opholdet var repatriering, og at ansøgeren ved udrejsen fraflyttede sin lejlighed i Danmark. Det fremgik endvidere, at ansøgeren ikke havde arbejdet siden udrejsen til Serbien, at ansøgeren talte, læste og skrev dansk, at ansøgeren ikke havde gået i skole eller taget anden uddannelse i Danmark, og at ansøgerens eneste familie i Danmark var hans to herboende voksne børn. Vedlagt ansøgningen var udskrift fra ansøgerens læge, hvoraf det fremgik blandt andet, at ansøgeren var diagnosticeret med følgelidelser efter en formodet blodprop, sukkersyge, forhøjet blodtryk og forstyrrelser i lipidstofskiftet.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, da han havde opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren i oktober 2013 af Dansk Flygtningehjælp blev vejledt om, at han ikke havde fortrydelsesret ved en eventuel repatriering, at ansøgeren derefter underskrev en erklæring om frafald af opholdstilladelse, og at ansøgeren udrejste af Danmark i enten april 2014 eller maj 2014. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren til støtte for klagen havde anført, at ansøgeren havde boet i Danmark siden 1981, at ansøgeren havde børn og børnebørn i Danmark, at ansøgeren ikke var kommet til Danmark som flygtning, at ansøgeren havde en kæreste i Danmark, og at ansøgeren led af hjerteproblemer og sukkersyge samt havde haft hjerneblødning, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren, uanset hans familiemæssige og private forhold i øvrigt, frivilligt valgte at udrejse til Serbien, hvor ansøgeren hyppigt havde været på besøg. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren af Dansk Flygtningehjælp var blevet vejledt om konsekvensen heraf. FAM/2015/37.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. september 2014 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark – Genopdragelsesrejse
Dato: 03-09-2014Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om, at en somalisk ansøgers opholdstilladelse var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17. Ansøgeren blev i oktober 1997 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført til en flygtning her i landet i medfør af udlændingelovens dagældende § 9, stk. 1, nr. 3. Ansøgeren blev i Det Centrale Personregister registreret som udrejst af Danmark i perioden fra september 2012 til juli 2013. I september 2012 indberettede kommunen til Udlændingestyrelsen, at ansøgerens moder havde oplyst til kommunen, at hun agtede at sende ansøgeren på genopdragelsesrejse hos sin søster, idet ansøgeren var ude i noget kriminalitet, at ansøgeren var smidt ud af skolen, og at ansøgeren opførte sig dårligt. Ansøgerens kontaktperson i kommunen oplyste i oktober 2012, at ansøgeren var udrejst af Danmark med sin moder i oktober 2012, og at ansøgeren selv ønskede at tage tilbage til Somalia. I oktober 2013 ansøgte ansøgeren om dispensation fra bortfald af hans opholdstilladelse.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2, da ansøgeren havde opholdt sig mere end tre på hinanden følgende måneder på genopdragelsesrejse uden for Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren udrejste af Danmark i perioden fra september 2012 til juli 2013, at baggrunden for ansøgerens udrejse af Danmark efter ansøgerens egne oplysninger var, at ansøgerens moder og kommunen var nødsaget til at samarbejde for at få ansøgeren væk fra det kriminelle miljø, at kommunen i september 2012 indberettede til Udlændingestyrelsen, at ansøgerens moder til kommunen havde oplyst, at hun agtede at sende ansøgeren på genopdragelsesrejse, og at Udlændingestyrelsen ved brev i oktober 2012 vejledte ansøgerens moder om reglerne for bortfald af opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger om forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren udrejste frivilligt, at ansøgeren ikke havde søgt om dispensation forud for udrejsen, at ansøgerens moder ved brev fra Udlændingestyrelsen i oktober 2012 var blevet vejledt om reglerne for bortfald af opholdstilladelse, at ansøgeren først i oktober 2013 indgav ansøgning om, at opholdstilladelsen ikke skulle anses for bortfaldet, og at det ikke sås dokumenteret, at ansøgeren havde været forhindret i at kontakte de danske myndigheder med henblik på at søge om dispensation fra bortfald af opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det var anført, at det ikke var planlagt, at ansøgeren skulle have været afsted så længe, og at grunden til, at ansøgeren ikke vendte tilbage til Danmark før, var, at ansøgeren ikke havde en returbillet til Danmark. FAM/2014/229.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 4. august 2014 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark – Repatriering – Fortrydelsesret
Dato: 04-08-2014Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en iransk statsborger, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., da han havde opgivet sin bopæl i Danmark, og da der ikke var grundlag for at dispensere fra bortfald, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Ansøgeren blev i marts 1999 meddelt opholdstilladelse under henvisning til hans herboende børn, som var kommet til Danmark i 1995 som uledsagede mindreårige. Han udrejste af Danmark i juni 2012 uden sin familie. Ansøgeren havde ikke forud for udrejsen anmodet Udlændingestyrelsen om stillingtagen til sit opholdsgrundlag i forhold til repatrieringen. Det var under sagen påberåbt, at ansøgeren var omfattet af retten til repatriering og derfor havde fortrydelsesret i forhold til bortfald af hans opholdstilladelse.
Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren i 2012 underskrev en erklæring om frivilligt frafald af sin opholdstilladelse, selvom han blev vejledt om konsekvenserne heraf, og at han udrejste af Danmark i juni 2012. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren var meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 2, nr. 4, nu § 9 c, stk. 1 (familiemæssig tilknytning), at tilladelsen blev givet på grundlag af ansøgerens børn, der forinden var kommet til Danmark som uledsagede mindreårige, at det fremgik af udlændingelovens § 17 a, stk. 3, at en person, som var omfattet af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, kun var omfattet af fortrydelsesretten, hvis den pågældende vendte tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland sammen med den person, til hvem udlændingen havde den familiemæssige tilknytning, der havde dannet grundlag for opholdstilladelsen, og at det fremgik af Vejledning til repatrieringsloven af juni 2010, at en familiesammenført udlænding til en flygtning m.v., der var repatrieret til sit hjemland eller tidligere opholdsland uden referencen, ikke havde fortrydelsesret efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at ansøgeren udrejste til Iran uden sine børn, som oprindeligt gav ham grundlag for at få opholdstilladelse i Danmark, at ansøgeren ikke før udrejsen ansøgte om bevarelse af sin opholdstilladelse, og at han udrejste, før Udlændingestyrelsen havde mulighed for at tage stilling til spørgsmålet om bortfald ved repatriering, uanset at ansøgeren af Dansk Flygtningehjælp blev vejledt om konsekvenserne heraf. FAM/2014/110.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 8. august 2013 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark – Dispensation fra Bortfald
Dato: 08-08-2013Udlændingenævnet omgjorde i august 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på dispensation fra bortfald af opholdstilladelse i mere end fire år til en ægtefælle til en dansk statsborger, der arbejdede for en international børnehjælpsorganisation i udlandet. Ansøgeren blev i 1994 meddelt opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sin herboende ægtefælle, og ansøgeren blev i 1997 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. I maj 2008 blev ansøgeren meddelt dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen grundet ansøgerens ægtefælles arbejde i udlandet gældende fra den 1. april 2008 til den 31. december 2009. I august 2012 søgte ansøgeren på ny om dispensation fra bortfald indtil december 2014 under henvisning til sin ægtefælles fortsatte arbejde i udlandet. Ansøgerens ansøgning blev delvist imødekommet af Udlændingestyrelsen, idet dispensation blev meddelt frem til den 1. april 2013, således at den samlede dispensation gjaldt i fire år, da ansøgeren senest var udrejst af Danmark i marts 2009.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren kunne meddeles dispensation fra bortfald i mere end fire år under henvisning til ansøgerens ægtefælles arbejde for en international organisation i udlandet, hvorfor dispensationen fra bortfald blev gjort gældende frem til december 2014. Udlændingenævnet lagde vægt på, at udlandsopholdet skyldes et velbegrundet formål af arbejdsmæssig karakter. FAM/2013/35.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. juli 2013 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark - Genopdragelsesrejser
Dato: 03-07-2013Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en somalisk statsborgers opholdstilladelse og afslag på genoptagelse af sagen. Ansøgeren blev i juli 2005 meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og indrejste som 12-årig i december 2005 i Danmark. I maj 2009 er ansøgeren registreret udrejst til Kenya. I august 2011 rettede ansøgeren henvendelse til den danske ambassade i Nairobi og indgav ansøgning om, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Ansøgeren anførte i den forbindelse, at udrejsen fra Danmark skyldtes, at ansøgeren skulle deltage i sin faders bryllup i Kenya, at det var ansøgerens eget valg at udrejse, at ansøgeren efter sin faders bryllup blev boende hos sin fader, at ansøgeren ikke tidligere havde forsøgt at kontakte myndighederne med henblik på, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, og at ansøgeren troede, at udløbsdatoen i ansøgerens pas var afgørende for, hvor længe opholdet uden for Danmark måtte vare. I oktober 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på dispensation fra bortfald, og i maj 2012 orienterede Udlændingestyrelsen ansøgerens herboende moder om muligheden for at anmode om genoptagelse af sagen på baggrund af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 14. juni 2011 i sagen Osman mod Danmark (appl. no. 38058/09). I november 2012 afslog Udlændingestyrelsen at genoptage ansøgerens sag.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 3. pkt., da ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark og havde opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder, og at der ikke var grundlag for at meddele dispensation fra bortfald. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det fremgik af ansøgerens opholdstilladelse, at denne kunne bortfalde ved ophold uden for Danmark i en længere periode, at ansøgeren udrejste af Danmark frivilligt og ikke før mere end to år efter sin udrejse tog kontakt til myndighederne med henblik på en tilbagevenden til Danmark, at ansøgeren ved sin udrejse havde opnået en alder, hvor det var muligt at overskue konsekvenserne af udrejsen, og at ansøgeren ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at opholdstilladelsen af den grund ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Udlændingestyrelsen med rette afviste at genoptage sagen, da der ikke var oplyst om forhold og omstændigheder, der i en sådan grad svarede til dem, der forelå i sagen Osman mod Danmark, at der var grundlag for at genoptage sagen. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at ansøgeren udrejste af Danmark efter kun cirka tre et halvt års ophold i landet, og at ansøgeren modsat tilfældet i Osman-sagen kun havde en lille del af sine formative år i Danmark. Udlændingenævnet hjemviste dog samtidig sagen grundet lov nr. 567 af 18. juni 2012, hvorved reglerne om børns generhvervelse af opholdstilladelse blev ændret således, at Udlændingestyrelsen i forbindelse med en afgørelse om, at en mindreårig udlændings opholdstilladelse skal anses for bortfaldet, i samme forbindelse skal vurdere, om den pågældende kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 17, § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17, eller § 9 c, stk. 1. FAM/2013/94.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. juni 2013 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark
Dato: 18-06-2013Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en statsborger fra Australien efter udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Ansøgeren blev født i 1993 i Danmark, men udrejste til Australien i november 1998. I marts 2003 indrejste ansøgeren på ny i Danmark, og han blev i maj 2003 meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og denne tidsbegrænsede opholdstilladelse blev i november 2006 forlænget gældende til juli 2011. Ansøgeren udrejste i februar 2008 af Danmark til Australien sammen med sin mor, stedfar og lillebror og indrejste i Danmark på ny i december 2009. Ansøgeren indgav i august 2012 ansøgning om, at hans tidligere opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, idet han havde opholdt sig i mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for landet. Udlændingenævnet lagde blandt andet vægt på, at hovedformålet med ansøgerens udrejse var at bosætte sig i Australien, hvorfor han opgav sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke under henvisning til udlændingelovens § 17, stk. 3, var grundlag for at bestemme, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet efter udlændingelovens § 17, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgerens tidsbegrænsede opholdstilladelse fra maj 2003 og af ansøgerens afgørelse om forlængelse af opholdstilladelse fra november 2006, at opholdstilladelsen ville bortfalde, såfremt ansøgeren opgav sin bopæl i Danmark, eller hvis ansøgeren havde et længerevarende ophold uden for Danmark. Det forhold, at det efter det oplyste var ansøgerens mor, som besluttede, at ansøgeren skulle udrejse og bosætte sig i Australien, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, da hverken ansøgeren eller hans mor havde været forhindret i at kontakte de danske udlændingemyndigheder med henblik på at søge om bevarelse af opholdstilladelsen. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren havde tilbragt en cirka lige så stor del af sine formative år i Danmark som i Australien, men at dette ikke kunne føre til en anden vurdering henset til længden og karakteren af ansøgerens ophold i Australien. Udlændingenævnet har samtidig med stadfæstelsen sendt sagen tilbage til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til, om ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2013/64.
Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet