Bortfald
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. september 2013 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet
Dato: 23-09-2013Udlændingenævnet omgjorde i september 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på dispensation fra bortfald af opholdstilladelse i mere end fem år til en registreret partner til en dansk statsborger, der arbejdede for internationale organisationer i udlandet. Ansøgeren blev i december 2002 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., hvilken opholdstilladelse senest i februar 2007 blev forlænget som gyldig frem til november 2009. Ifølge Det Centrale Personregister udrejste ansøgeren herefter i februar 2008 til Mozambique i forbindelse med sin partners udstationering for forskellige internationale organisationer. Udlændingestyrelsen meddelte efterfølgende i januar 2008, i februar 2010 og i maj 2011 ansøgeren dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen i Danmark. Det fremgik af sagens akter, at Udlændingestyrelsens afgørelse fra maj 2011 om dispensation fra bortfald var betinget af, at ansøgeren fortsat skulle opholde sig i Schweiz, hvor parret opholdt sig på daværende tidspunkt, at ansøgerens partner fortsat skulle have ansættelse ved en international hjælpeorganisation i Schweiz, at ansøgeren skulle returnere til Danmark forinden dispensationsperiodens udløb i august 2011, såfremt ovennævnte grundlag for dispensationen ophørte, og at ansøgeren inden udløbet af dispensationsperioden skulle ansøge om yderligere dispensation, såfremt ansøgeren måtte ønske dette. Ansøgeren opholdt sig herefter i Den Centralafrikanske Republik i perioden fra august 2011 til december 2012, hvor han genindrejste i Danmark som led i sin partners ansættelse ved en international organisation. Ansøgeren indgav herpå i januar 2013 ansøgning om yderligere dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse. Det fremgik af ansøgningen blandt andet, at det ikke var ansøgerens hensigt at forblive så længe i udlandet, og at ansøgeren og dennes partner som følge af borgerkrig var blevet evakueret fra Den Centralafrikanske Republik. Ansøgeren gjorde under klagen gældende, at han i hele perioden fra sin udrejse og frem til 2011 løbende havde ansøgt om dispensation fra bortfald.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse i Danmark ikke skulle anses for bortfaldet, idet Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren forinden sin udrejse til Schweiz var blevet meddelt dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse grundet sin partners udstationering for en international organisation, og at ansøgerens yderligere ophold i Den Centralafrikanske Republik ligeledes skyldtes ansøgerens partners udstationering for en international organisation. Udlændingenævnet lagde derfor til grund, at ansøgeren – såfremt han havde ansøgt om yderligere dispensation fra bortfald – ville kunne være blevet meddelt dispensation, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde endvidere til grund, at grundlaget for dispensation fra bortfald – partneres udsendelse for en international organisation – fortsat bestod, indtil ansøgeren genindrejste i Danmark i december 2012. FAM/2013/115. -
Udlændingenævnets afgørelse af 8. august 2013 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark – Dispensation fra Bortfald
Dato: 08-08-2013Udlændingenævnet omgjorde i august 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på dispensation fra bortfald af opholdstilladelse i mere end fire år til en ægtefælle til en dansk statsborger, der arbejdede for en international børnehjælpsorganisation i udlandet. Ansøgeren blev i 1994 meddelt opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sin herboende ægtefælle, og ansøgeren blev i 1997 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. I maj 2008 blev ansøgeren meddelt dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen grundet ansøgerens ægtefælles arbejde i udlandet gældende fra den 1. april 2008 til den 31. december 2009. I august 2012 søgte ansøgeren på ny om dispensation fra bortfald indtil december 2014 under henvisning til sin ægtefælles fortsatte arbejde i udlandet. Ansøgerens ansøgning blev delvist imødekommet af Udlændingestyrelsen, idet dispensation blev meddelt frem til den 1. april 2013, således at den samlede dispensation gjaldt i fire år, da ansøgeren senest var udrejst af Danmark i marts 2009.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren kunne meddeles dispensation fra bortfald i mere end fire år under henvisning til ansøgerens ægtefælles arbejde for en international organisation i udlandet, hvorfor dispensationen fra bortfald blev gjort gældende frem til december 2014. Udlændingenævnet lagde vægt på, at udlandsopholdet skyldes et velbegrundet formål af arbejdsmæssig karakter. FAM/2013/35.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. august 2013 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet
Dato: 07-08-2013Udlændingenævnet stadfæstede i august 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en statsborger fra Serbien efter udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Ansøgeren, der er født i februar 1967 i Serbien, indrejste i Danmark i juni 1990, hvor han i januar 1992 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ifølge stemplerne i ansøgerens pas var han herefter i august 2009 udrejst af Danmark til Serbien sammen med sin familie. I januar 2013 genindrejste ansøgeren i Danmark, hvor han i februar 2013 indgav ansøgning om dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse i Danmark. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgerens længerevarende ophold i Serbien skyldtes, at han dér i perioden fra august 2009 til september 2012 havde siddet varetægtsfængslet og efterfølgende afsonet en fængselsstraf for et strafbart forhold, som ansøgeren efter eget udsagn ikke havde begået, og under hvilken fængsling og afsoning ansøgeren ikke havde haft mulighed for at kontakte de danske udlændingemyndigheder med henblik på ansøgning om dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse som udgangspunkt måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., idet Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde opholdt sig uden for Danmark i tre år og fem måneder. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at han var blevet uretmæssigt dømt, og at han derfor havde opholdt sig ufrivilligt uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger i sagen om, at ansøgeren i forbindelse med frihedsberøvelsen, straffesagen og den senere afsoning heraf i Serbien skulle have været forhindret i at kontakte de danske udlændingemyndigheder med henblik på ansøgning om dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse i Danmark, uagtet at begivenheden var uforudset for ansøgeren. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå sådanne særlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, at ansøgeren alligevel burde meddeles dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. FAM/2013/113. -
Udlændingenævnets afgørelse af 3. juli 2013 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark - Genopdragelsesrejser
Dato: 03-07-2013Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en somalisk statsborgers opholdstilladelse og afslag på genoptagelse af sagen. Ansøgeren blev i juli 2005 meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og indrejste som 12-årig i december 2005 i Danmark. I maj 2009 er ansøgeren registreret udrejst til Kenya. I august 2011 rettede ansøgeren henvendelse til den danske ambassade i Nairobi og indgav ansøgning om, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Ansøgeren anførte i den forbindelse, at udrejsen fra Danmark skyldtes, at ansøgeren skulle deltage i sin faders bryllup i Kenya, at det var ansøgerens eget valg at udrejse, at ansøgeren efter sin faders bryllup blev boende hos sin fader, at ansøgeren ikke tidligere havde forsøgt at kontakte myndighederne med henblik på, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, og at ansøgeren troede, at udløbsdatoen i ansøgerens pas var afgørende for, hvor længe opholdet uden for Danmark måtte vare. I oktober 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på dispensation fra bortfald, og i maj 2012 orienterede Udlændingestyrelsen ansøgerens herboende moder om muligheden for at anmode om genoptagelse af sagen på baggrund af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 14. juni 2011 i sagen Osman mod Danmark (appl. no. 38058/09). I november 2012 afslog Udlændingestyrelsen at genoptage ansøgerens sag.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 3. pkt., da ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark og havde opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder, og at der ikke var grundlag for at meddele dispensation fra bortfald. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det fremgik af ansøgerens opholdstilladelse, at denne kunne bortfalde ved ophold uden for Danmark i en længere periode, at ansøgeren udrejste af Danmark frivilligt og ikke før mere end to år efter sin udrejse tog kontakt til myndighederne med henblik på en tilbagevenden til Danmark, at ansøgeren ved sin udrejse havde opnået en alder, hvor det var muligt at overskue konsekvenserne af udrejsen, og at ansøgeren ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at opholdstilladelsen af den grund ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Udlændingestyrelsen med rette afviste at genoptage sagen, da der ikke var oplyst om forhold og omstændigheder, der i en sådan grad svarede til dem, der forelå i sagen Osman mod Danmark, at der var grundlag for at genoptage sagen. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at ansøgeren udrejste af Danmark efter kun cirka tre et halvt års ophold i landet, og at ansøgeren modsat tilfældet i Osman-sagen kun havde en lille del af sine formative år i Danmark. Udlændingenævnet hjemviste dog samtidig sagen grundet lov nr. 567 af 18. juni 2012, hvorved reglerne om børns generhvervelse af opholdstilladelse blev ændret således, at Udlændingestyrelsen i forbindelse med en afgørelse om, at en mindreårig udlændings opholdstilladelse skal anses for bortfaldet, i samme forbindelse skal vurdere, om den pågældende kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 17, § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17, eller § 9 c, stk. 1. FAM/2013/94.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. juni 2013 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark
Dato: 18-06-2013Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en statsborger fra Australien efter udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Ansøgeren blev født i 1993 i Danmark, men udrejste til Australien i november 1998. I marts 2003 indrejste ansøgeren på ny i Danmark, og han blev i maj 2003 meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og denne tidsbegrænsede opholdstilladelse blev i november 2006 forlænget gældende til juli 2011. Ansøgeren udrejste i februar 2008 af Danmark til Australien sammen med sin mor, stedfar og lillebror og indrejste i Danmark på ny i december 2009. Ansøgeren indgav i august 2012 ansøgning om, at hans tidligere opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, idet han havde opholdt sig i mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for landet. Udlændingenævnet lagde blandt andet vægt på, at hovedformålet med ansøgerens udrejse var at bosætte sig i Australien, hvorfor han opgav sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke under henvisning til udlændingelovens § 17, stk. 3, var grundlag for at bestemme, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet efter udlændingelovens § 17, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgerens tidsbegrænsede opholdstilladelse fra maj 2003 og af ansøgerens afgørelse om forlængelse af opholdstilladelse fra november 2006, at opholdstilladelsen ville bortfalde, såfremt ansøgeren opgav sin bopæl i Danmark, eller hvis ansøgeren havde et længerevarende ophold uden for Danmark. Det forhold, at det efter det oplyste var ansøgerens mor, som besluttede, at ansøgeren skulle udrejse og bosætte sig i Australien, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, da hverken ansøgeren eller hans mor havde været forhindret i at kontakte de danske udlændingemyndigheder med henblik på at søge om bevarelse af opholdstilladelsen. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren havde tilbragt en cirka lige så stor del af sine formative år i Danmark som i Australien, men at dette ikke kunne føre til en anden vurdering henset til længden og karakteren af ansøgerens ophold i Australien. Udlændingenævnet har samtidig med stadfæstelsen sendt sagen tilbage til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til, om ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2013/64.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 25. januar 2013 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark
Dato: 25-01-2013Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en statsborger fra Bosnien-Hercegovina efter udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Ansøgeren indgik i oktober 2004 ægteskab med en dansk statsborger i Bosnien-Hercegovina, hvor parret blev forældre til to fællesbørn. Ansøgeren blev herpå i januar 2008 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægtefællesammenføring, hvilken opholdstilladelse senest blev forlænget i december 2009 som gyldig frem til oktober 2011. Ansøgerens ægtefælle udrejste efterfølgende i september 2010 til Afghanistan, hvorefter parret blev skilt i november 2010, og ansøgeren i juni 2011 udrejste til Bosnien-Hercegovina med parrets fællesbørn. I november 2011 indgav ansøgeren ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse i Danmark. I februar 2012 vejledte Udlændingestyrelsen ansøgeren om, at hun skulle ansøge om dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse. I februar 2012 indgav ansøgeren en ansøgning om dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse i Danmark. Det fremgik af ansøgningen blandt andet, at hun i august 2011 var nedkommet med et barn i Bosnien-Hercegovina, hvorfor hun var forhindret i at returnere til Danmark, idet barnet ikke havde fået udstedt bosniske rejsedokumenter, og at formålet med rejsen til Bosnien-Hercegovina var at indgå ægteskab med en bosnisk statsborger og nedkomme med barnet i Bosnien-Hercegovina, hvor hendes nye ægtefælle var bosiddende, at det var planen at returnere til Danmark, og at hun forinden udrejsen opgav sit lejemål i Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet ex lege, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., idet hun havde opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i juni 2011 udrejste til Bosnien-Hercegovina, hvor hun forinden opsagde sit lejemål i Danmark, og at ansøgeren indrejste i Bosnien-Hercegovina sammen med sine to børn med det formål at indgå ægteskab med en bosnisk statsborger og nedkomme med sit tredje barn, hvormed Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren både etablerede og fortsat udøvede familieliv i Bosnien-Hercegovina og således frivilligt opgav sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet henviste herudover til, at grundlaget for ansøgerens opholdstilladelse i Danmark allerede ophørte i november 2011, da ansøgeren blev skilt fra sin tidligere ægtefælle. Det forhold, at ansøgeren efter eget udsagn var udrejsehindret på grund af sit tredje barns manglende rejsedokumenter, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, idet der ikke herved var tale om en for ansøgeren uforudset hindring. FAM/2013/114.
Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet