Udlændingenævnets afgørelse af 10. maj 2022 – Brexit – Familiemedlemmer – Forsørgelse
Udlændingenævnets afgørelse af 10. maj 2022 – Brexit – Familiemedlemmer – Forsørgelse
Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Storbritannien, som havde fået afslag på udstedelse af opholdsdokument som direkte efterkommer over 21 år til en britisk statsborger efter Brexit-bekendtgørelsen.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der er født i 1999, indrejste i Danmark i marts 2021 for at tage ophold sammen med sin herboende mor, som oplyste at have forsørget ansøgeren. Som dokumentation for forsørgelsesforholdet fremlagde ansøgeren kontoudskrifter, hvoraf der i perioden fra april 2020 til januar 2021 fremgik 4 overførsler af varierende størrelse.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra juni 2021. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne for at få udstedt et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 2 som familiemedlem til sin herboende mor, som er britisk statsborger.
Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgerens mor i februar 2021 fik udstedt et opholdsdokument på baggrund af Brexit-bekendtgørelsens § 2.
Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at der foreligger et reelt forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og ansøgerens mor. Det kan derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren opfylder betingelsen for at være omfattet af personkredsen i udtrædelsesaftalens artikel 10, stk. 1, litra e), nr. ii), jf. opholdsdirektivets artikel 2, nr. 2.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at der ikke har fremlagt nogen oplysninger eller dokumentation til støtte for, at ansøgeren ikke har tilstrækkelige midler til at sørge for sine grundlæggende fornødenheder. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse også, at størstedelen af posteringerne på de fremlagte kontoudskrifter fremstår overstreget.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerens materielle behov i hjemlandet var dækket af ansøgerens mor.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det følger af EU-domstolens dom af 16. januar 2014, sag C-423/12, Reyes, at en medlemsstat kan stille krav om bevis for, at der foreligger et reelt afhængighedsforhold mellem unionsborgeren og familiemedlemmet, herunder at unionsborgeren i en anseelig periode regelmæssigt har udbetalt en sum penge til familiemedlemmet, således at familiemedlemmets grundlæggende fornødenheder kan dækkes.
Det forhold, at ansøgerens mor har overført diverse beløb til ansøgeren i 2020 og 2021, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der alene er fremlagt dokumentation for 4 overførsler fra ansøgerens mor i henholdsvis april 2020, juni 2020, september 2020 og januar 2021, og at der er tale om overførsler af varierende størrelse. Overførslerne har således sporadisk karakter og dækker over en begrænset periode forud for ansøgerens indgivelse af ansøgningen.
I den forbindelse bemærker Udlændingenævnet, at der indtil slutningen af september 2020 alene er overført i alt 2000 britiske pund over en periode på 5½ måned, hvilket taler for, at der alene har været tale om et supplement til ansøgerens økonomi, som således ikke kan anses for at udgøre forsørgelse i EU-rettens forstand.
Udlændingenævnet bemærker videre, at den enkelte større overførsel på 11.000 britiske pund i slutningen af september 2020 ej heller kan føre til, at ansøgeren kan anses for at have været forsørget af sin mor. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på sagens øvrige begrænsede dokumentation for reel forsørgelse samt det forhold, at den pågældende overførsel fandt sted relativt kort tid inden ansøgningstidspunktet, hvorfor den – uanset beløbets størrelse – ikke kan antages at dække over en anseelig periode.
Udlændingenævnet finder således, at det ikke kan lægges til grund, at der på tidspunktet for ansøgerens ansøgning forelå det nødvendige økonomiske og materielle afhængighedsforhold mellem ansøgerens og ansøgerens herboende mor.
Endelig bemærker Udlændingenævnet, at det forhold, at ansøgerens mor påtager sig at forsørge ansøgeren i fremtiden, ikke i sig selv godtgør, at der foreligger et reelt forsørgelsesforhold mellem dem.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse”. EU/2022/31