Primær Bevægelighed

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. august 2022 – EU – Person med tilstrækkelige midler (selvforsørgende)

    Dato: 25-10-2022

    Udlændingenævnets afgørelse af 16. august 2022 – EU – Person med tilstrækkelige midler

    Udlændingenævnet omgjorde i august 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Polen, som havde fået afslag på udstedelse af registreringsbevis som person med tilstrækkelige midler efter EU-retten, da midlerne stammede fra en juridisk person.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren søgte i oktober 2021 om ret til ophold som person med tilstrækkelige midler efter EU-retten. Ansøgeren skulle forsørges af en sognepræst fra et etableret trossamfund i Danmark, hvilket bl.a. var dokumenteret ved en forsørgelseserklæring underskrevet af sognepræsten på vegne af kirken, et kontoudskrift fra kirkens bankkonto, kirkens vedtægter, hvoraf det fremgik, at kirkens sognepræst som bestyrelsesmedlem kunne råde over kirkens formue og midler. Der var endvidere oplysninger om, at forsørgelse af en ordenssøster indebar, at kirken eller et ordensfællesskab i kirken påtog sig alle økonomiske forpligtelser i forhold til den forsørgede og dennes underhold her i landet – hertil udgifter til bl.a. kost og logi, transport, rejser, lægebesøg m.v.

    Udlændingenævnets vurdering:

    ”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre SIRI's afgørelse fra marts 2022.
    Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af alle sagens oplysninger, at ansøgeren råder over tilstrækkelige midler til sit underhold her i landet, og at hun dermed opfylder betingelserne i EU-opholdsbekendtgørelsens § 6, stk. 1.
    Udlændingenævnet har lagt vægt på det til sagen oplyste om, at ansøgeren skal opholde sig her i landet som ordenssøster i et etableret trossamfund i Danmark, og at kirkens sognepræst i den forbindelse og på vegne af kirken har erklæret at påtage sig forsørgelsen af hende.
    Ligeledes har Udlændingenævnet lagt vægt på den fremlagte dokumentation til sagen vedrørende forsørgelsen af ansøgeren. Således er der fremlagt kopi af bl.a. en forsørgelseserklæring underskrevet af kirkens sognepræst på vegne af kirken, et kontoudskrift fra kirkens danske bankkonto, hvoraf det fremgår, at kirken medio oktober 2021 havde et indestående beløb på 3.788.402,96 kr., et udskrift fra Erhvervsstyrelsen, hvoraf det fremgår, at kirkens sognepræst er en del af ledelsen i kirken, samt kirkens vedtægter hvoraf det fremgår, at kirkens sognepræst, som bestyrelsesmedlem kan råde over kirkens formue og midler.
    Det er i øvrigt Udlændingenævnets vurdering, at uanset, at midlerne, som kirkens sognepræst råder over til forsørgelsen af ansøgeren, tilhører kirken, så kan dette ikke i sig selv føre til, at midlerne ikke kan anvendes til ansøgerens forsørgelse.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det på baggrund af sagens konkrete omstændigheder, og med udgangspunkt i ansøgerens personlige situation, må antages at være sædvanligt inden for kirkens virke, at kirkens sognepræst på vegne af kirken, og ved brug af kirkens økonomiske midler, påtager sig forsørgelsen af en ordenssøster her i landet, ligesom det må være sædvanligt, at denne forsørgelse består i at sikre kost og logi samt dække udgifter til øvrige personlige fornødenheder.
    Hertil har Udlændingenævnet også lagt vægt på, at kirken i juli 2022 har oplyst til Udlændingenævnet, at forsørgelse i en katolsk ordenssammenhæng indebærer, at kirken eller et ordensfællesskab i kirken påtager sig alle økonomiske forpligtelser ift. den forsørgede og dennes underhold her i landet – hertil udgifter til bl.a. kost og logi, transport, rejser, lægebesøg m.v.
    På baggrund af ovenstående er det Udlændingenævnets vurdering, at midlerne til ansøgerens underhold, der som følge af ordenssamfundets indretning, stilles til rådighed af kirkens sognepræst, på vegne af kirken, er tilgængelige for ansøgeren i et sådan omfang, at det må antages, at ansøgeren ikke bliver en urimelig byrde for værtsmedlemsstatens sociale system.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. juni 2022 – EU – Primær bevægelighed – selvstændig erhvervsdrivende

    Dato: 17-08-2022

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2022 SIRI´s afgørelse om, at en statsborger fra Polen ikke opfyldte betingelserne for at opnå opholdsret som selvstændig erhvervsdrivende efter EU-retten.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren søgte i oktober 2021 om ret til ophold som selvstændig erhvervsdrivende efter EU-retten. Ansøgeren oplyste i den forbindelse, at han var medejer af en virksomhed sammen med en anden navngiven person her i landet. Som dokumentation for virksomhedens drift og aktiviteter samt ansøgerens involvering i virksomheden fremlagde ansøgeren bl.a. kopi af virksomhedens forretningsplan, driftsbudget og resultatopgørelse. Det var ikke til sagen indsendt dokumentation for at ansøgeren var involveret i udøvelsen af de økonomiske aktiviteter i virksomheden.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse fra januar 2022. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne for ret til ophold i Danmark som selvstændig erhvervsdrivende efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1.

    Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at ansøgeren ikke kan anses som selvstændig erhvervsdrivende i EU-rettens forstand, idet han ikke har sandsynliggjort, at han aktuelt udfører arbejde af faktisk og reel karakter i virksomheden i et ikke ubetydeligt omfang, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at ansøgeren på en stabil og vedvarende måde har involveret sig og foretaget regelmæssige økonomiske aktiviteter i virksomheden i et sådant omfang, at han kan anses som selvstændig erhvervsdrivende.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af den fremlagte forretningsplan for virksomheden, at det hovedsageligt er en anden navngiven person, som er ansvarlig for den regelmæssige drift af og de økonomiske aktiviteter i virksomheden.

    Det fremgår således af forretningsplanen, at den anden navngivne person i virksomheden er ansvarlig for bl.a. den digitale markedsføring, kundebesøg, telefonsalg, annoncering, tryksager, presse og PR, skiltning præsentationsmateriale, digitale bogføring, momsafregning, varebestilling m.v.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at ansøgerens aktiviteter i virksomheden alene består ved, at han sammen med den anden navngivne person er ansvarlig for forhandlingen i forhold til priser og rabatter, og at han i samråd med en rådgivningsvirksomhed og den anden navngivne person er med til at udarbejde virksomhedens regnskab.

    Udlændingenævnet finder, at disse oplysninger taler imod, at ansøgeren i en tilstrækkelig grad tager del i og involverer sig i udøvelsen af de økonomiske aktiviteter i virksomheden, ligesom oplysningerne ikke er dokumenteret.

    Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til sagen har fremlagt kopi af et internt driftsbudget for virksomheden i perioden fra november 2021 til oktober 2022, ligesom det ikke kan føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i forbindelse med klagen har fremlagt kopi af en resultatopgørelse for virksomhedens regnskabsår, hertil for perioden fra juni 2021 til december 2021.

    Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at driftsbudgettet og resultatopgørelsen for virksomheden ikke dokumenterer ansøgerens faktiske deltagelse i virksomheden, at der ikke herudover er fremlagt dokumentation for virksomhedens faktiske omsætning, den daglige drift og de regelmæssige økonomiske aktiviteter. Udlændingenævnet henviser herved til dokumentation i form af f.eks. fakturaer, kvitteringer eller lignende i forbindelse med udførelsen af arbejdsopgaverne i virksomheden, virksomhedens kontakt med kunder og eventuelle køb af produkter og øvrige arbejdsredskaber til brug for udførelsen af arbejdet m.v.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at der til sagen er fremlagt kopi af et kontoudskrift for perioden fra november 2021 til december 2021, hvorpå der i december 2021 er registreret posteringer vedrørende økonomiske aktiviteter i virksomheden.

    Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet henviser til, at det er den anden navngivne persons navn, der fremgår af udskriftet, og at de økonomiske aktiviteter således ikke kan henføres til ansøgeren.

    Det er endvidere indgået i vurderingen, at ansøgeren i forbindelse med klagen har fremlagt kopi af et udskrift fra januar 2022 fra banken, hvorpå ansøgerens navn fremgår. Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet der på udskriftet ikke fremgår oplysninger om posteringer vedrørende økonomiske aktiviteter i virksomheden.

    Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det ved opslag i www.virk.dk fremgår, at ansøgeren og den anden navngivne person begge er medejere af virksomheden. Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at der alene er tale om en registrering, som ikke i sig selv kan udgøre tilstrækkelig dokumentation for, at ansøgeren aktuelt udfører arbejde af faktisk og reel karakter i virksomheden i et ikke ubetydeligt omfang.

    Endelig kan det heller ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til sagen har fremlagt kopi af en lejekontrakt for beboelse gældende fra august 2021 beliggende på en dansk adresse, og hvorpå både ansøgeren og den anden navngivne person fremgår som lejere af lejligheden. Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at der er tale om en beboelseslejlighed, som ikke i sig selv kan tillægges vægt i vurderingen af, om ansøgeren kan anses som selvtænding erhvervsdrivende i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor på baggrund af ovenstående SIRI's afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. august 2022 – EU – Primær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt

    Dato: 09-08-2022

    Udlændingenævnets afgørelse af 9. august 2022 – EU – Primær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2022 SIRIs afgørelse vedrørende en statsborger fra Pakistan, som havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til sin myndige søn, der var unionsborger.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren indrejste i Danmark i april 2017 og indgav i december samme år ansøgning om opholdsret som medfølgende familiemedlem til sin myndige søn, der havde opholdsret i Danmark. Ansøgeren fik afslag og i februar 2021 indgav ansøgeren på ny ansøgning om opholdsret til sin søn, der havde fået tidsubegrænset opholdsret. Ansøgeren og unionsborgeren havde efter det oplyste boet sammen i Italien frem til 2014, hvorefter ansøgeren udrejste til Pakistan sammen med sin nu afdøde ægtefælle. Unionsborgeren var indrejst i Danmark i februar 2016 med sin ægtefælle og børn. Der var til sagen bl.a. fremlagt kopi af unionsborgerens kontoudtog og det var oplyst, at ansøgeren var analfabet og ikke havde en bankkonto. Der var til sagen fremlagt en lægeudtalelse fra juni 2021, hvoraf det fremgik, at ansøgeren gennem flere år havde led af kronisk hepatitis HCV samt en yderligere række alderdomsrelaterede sygdomme som f.eks. demenssymptomer og var i behandling med PPI og riopan gel.
    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet har indledningsvist lagt til grund, at unionsborgeren opfylder betingelserne som hovedperson efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 2, som person med ret til tidsubegrænset opholdsret.

    Udlændingenævnet fastholder imidlertid SIRI’s afgørelse fra december 2021. Ansøgeren har således ikke ret til ophold i Danmark som medfølgende familiemedlem til en unionsborger efter EU-opholdsbekendtgørelsens §15, idet Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke er omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4, 5 eller 6.

    Vurdering efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4

    Udlændingenævnet finder på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren ikke er omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4, idet det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at unionsborgeren har forsørget ansøgeren i et omfang, der kan begrunde, at ansøgeren falder under bestemmelsens anvendelsesområde.

    Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det fremgår af ansøgningsskemaet, at unionsborgeren har forsørget ansøgeren siden 2001, og at partsrepræsentanten i forbindelse med ansøgningen fra december 2017 havde oplyst, at unionsborgeren hver anden til tredje måned via bekendte sendte penge til ansøgeren under hendes ophold i Pakistan, som efter det oplyste varede fra 2014 til april 2017.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation til støtte for, at der har fundet forsørgelse sted, herunder oplysninger om, til hvem, hvornår og hvordan de pågældende penge er blevet overleveret, hvilke beløb, der er tale om, hvad beløbet skulle dække samt dokumentation, der understøtter, at ansøgeren faktisk har modtaget pengene.

    Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten ved henvendelse i april 2018 oplyste, at ansøgeren ikke havde en bankkonto, at hun er analfabet, og at hun ikke selv kunne tage vare på sin egen økonomi eller være i stand til at afhente beløbene hos en transfer og veksle til hjemlandets valuta, idet det ikke alene på denne baggrund kan anses for godtgjort, at der har været et reelt forsørgelsesbehov mellem unionsborgeren og ansøgeren i perioden forud for ansøgeren indrejse i Danmark.

    Ligeledes kan det ikke føre til en ændret vurdering, at der i forbindelse med ansøgning i februar 2021 er et kontoudskrift af unionsborgerens konto i en dansk bank for perioden fra marts 2016 til marts 2017, idet det ikke heraf fremgår, at unionsborgeren har forsørget ansøgeren.

    Det til støtte for klagen anførte om, at det er dokumenteret, at ansøgeren har boet hos sin søn i de sidste par år, og at det dermed er underforstået, at hun er blevet forsørget af ham, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet det materielle behov for forsørgelse skal foreligge i familiemedlemmets hjemland eller i det land, hvor den pågældende kom fra, på det tidspunkt, hvor familiemedlemmet ansøger om at slutte sig til unionsborgeren.

    Udlændingenævnet henviser herved til, at der kan stilles krav om, at familiemedlemmet i en anseelig periode regelmæssigt skal have modtaget en sum penge fra unionsborgeren, og at denne sum skal være nødvendig for at sikre familiemedlemmets grundlæggende fornødenheder, jf. C-423/12, Reyes.

    Vurdering efter EU-opholdsbekendtgørelsens§ 3, stk.1, nr. 5

    Udlændingenævnet finder endvidere, at ansøgeren ikke har været optaget i unionsborgeren husstand forud for hendes indrejse i Danmark.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af CPR, at unionsborgeren indrejste i Danmark i februar 2016, at han i februar 2016 fik udstedt et registreringsbevis som arbejdstager, og at han i juli 2021 fik tidsubegrænset opholdsret, og at det derved må lægges til grund, at han har haft sin hustand i Danmark. Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det fremgår af ansøgerens ansøgning om opholdsret fra december 2017, at hun indrejste i Danmark i april 2017, og at det fremgår af ansøgning om opholdsret i februar 2021, at hun indrejste i Danmark i oktober 2017. Uanset om hun indrejste i april 2017 eller oktober 2017 fra Pakistan, må det lægges til grund, at hun ikke delte hustand med unionsborgeren umiddelbart forud for sin indrejse.

    Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det til sagen er oplyst, at ansøgeren boede sammen med unionsborgeren, hendes ægtefælle, og unionsborgeren ægtefælle og børn i Italien frem til 2014, hvor ansøgeren udrejste til Pakistan med sin ægtefælle, da hun efter det oplyste først indrejste i Danmark i oktober 2017. Uanset om de havde delt bopæl i Italien frem til 2014 ville ansøgeren således ikke kunne anses for at have været en del af unionsborgerens husstand i en længere periode umiddelbart forud for sin indrejse i Danmark.

    Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten har oplyst, at ansøgeren i januar 2017 vendte tilbage til Italien for at bo dér sammen med unionsborgeren, idet unionsborgeren på daværende tidspunkt boede i Danmark, og partsrepræsentanten i 2018 oplyste, at ansøgeren boede sammen med sin datter i Italien i 2017, før hendes indrejse i Danmark.

    Vurdering efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 6

    Udlændingenævnet finder endeligt, at der ikke er alvorlige helbredsmæssige grunde, der gør det absolut nødvendigt, at unionsborgeren personligt plejer ansøgeren.

    Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det fremgår af den til sagen indsendte lægeerklæring fra juni 2021 fra en dansk læge, at ansøgeren lider af helbredsmæssige problemer, herunder kronisk hepatitis HCV, gastrit, svimmelhed, faldtendens, og at hun er svagtseende og lider af inkontinenssymptomer, at hun er kronificeret og har klare demens-symptomer, og at hun er i behandling med PPI og riopan gel.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af sagens oplysninger, at ansøgeren har lidt af flere af de pågældende helbredsproblemer gennem flere år, idet det fremgår af den tidligere indsendte udtalelse fra maj 2017 fra ansøgerens læge i Italien, at hun led af kronisk hepatitis HCV og var i behandling med Interferon og Ribavirin, at hun havde behov for løbende blodprøver, undersøgelser og klinisk kontrol, og at hun også led af mavebrok og gastritis og var i behandling med Ranitidin og Riopan gel.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der efter det oplyste i perioden fra 2014, hvor hun udrejste af Italien, og indtil hendes indrejse i Danmark, har været andre personer, der har boet sammen med hende og efter det oplyste har kunnet give hende den nødvendige hjælp og pleje, herunder hendes ægtefælle, en hjemmehjælper i Pakistan, og hendes datter i Italien.

    Det til støtte for klagen anførte om, at ansøgeren er mere end 80 år og er begyndt at udvise demenslignende symptomer, og at hun ikke er blevet plejet af, eller modtaget økonomisk eller social hjælp fra andre personer end unionsborgeren, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet det ikke på denne baggrund kan anses for absolut nødvendigt, at unionsborgeren personligt plejer ansøgeren, idet hendes tidligere plejebehov har været tilgodeset via bl.a. en hjemmehjælper.

    Udlændingenævnet finder således, at oplysningerne om ansøgerens helbredsmæssige problemer ikke i sig selv kan føre til en antagelse om, at der er tale om helbredsmæssige forhold, som gør det absolut nødvendigt, at unionsborgeren personligt plejer hende.

    Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16.06.2022 – Primær bevægelighed – Medfølgende familiemedlem – Samlevende

    Dato: 16-06-2022








    Udlændingenævnets afgørelse af 16.06.2022 – Primær bevægelighed – Medfølgende familiemedlem – Samlevende

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Kenya. Ansøgeren havde søgt om opholdskort som samlevende til en rumænsk statsborger.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren var efter det oplyste indrejst i Danmark i januar 2017. Unionsborgeren var i CPR registreret indrejst i februar 2020 og havde ophold i Danmark som arbejdstager efter EU-retten. Til ansøgningen om opholdsret som samlevende var vedlagt et antal billeder af parret og screenshots af whatsapp-samtaler mellem parret. Der var ingen dokumentation for at parret på noget tidspunkt havde haft fælles bopæl. I januar 2022 fødte ansøgeren parrets fællesbarn.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet har indledningsvis lagt til grund, at unionsborgeren opfylder betingelserne som hovedperson efter EU-opholdsbekendtgørelsen, idet han opfylder betingelserne på baggrund af sin opholdsret som arbejdstager, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1.

    Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke har ret til ophold i Danmark som medfølgende familiemedlem til unionsborgeren efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 10, idet ansøgeren ikke er omfattet af kredsen af familiemedlemmer i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, der kan få opholdsret i Danmark.

    Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at det ikke er behørigt dokumenteret, at ansøgeren og unionsborgeren kan anses som faste samlevende efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2, da der ikke foreligger tilstrækkelig dokumentation for, at der imellem dem består en varig tilknytning.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der som dokumentation for, at ansøgeren og unionsborgeren har været samlevende er indsendt et antal billeder og screenshots af whatsapp-samtaler. Udlændingenævnet finder imidlertid, at disse ikke dokumenterer, at ansøgeren og unionsborgeren har været samlevende, idet det indsendte alene dokumenterer, at ansøgeren og unionsborgeren har haft kontakt. Det kan på baggrund af de indsendte oplysninger således ikke lægges til grund, at der består en behørigt dokumenteret varig tilknytning mellem ansøgeren og unionsborgeren.

    Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at der ikke til sagen er fremlagt dokumentation for at ansøgeren og unionsborgeren har haft fælles bopæl, f.eks. i form at en lejekontrakt eller skøde, at der ikke er indsendt dokumentation for betaling af husleje, eller øvrige udgifter til fælles forbrug eller anden behørig dokumentation for, at ansøgeren og unionsborgeren har været samlevende.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at SIRI ved brev fra september 2021 oplyste, at førend ansøgeren kunne få et opholdsdokument som samlevende, var det nødvendigt, at det blev dokumenteret, at ansøgeren og unionsborgeren havde haft et længerevarende fast samlivsforhold med fælles bopæl i 1½ til 2 år, og at de oplysninger og dokumenter, som ansøgeren havde indleveret i forbindelse med ansøgningen ikke var tilstrækkelig dokumentation. SIRI oplyste herefter, at dokumentation f.eks. kunne være dokumentation for fælles bopælsregistrering, fælles lejekontrakt, fælles bankkonto, fælles lån, fælles regninger, fælles forsikringer, og breve sendt til ansøgeren og unionsborgeren til deres adresse, men at der ikke er indsendt sådan dokumentation.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren efter det oplyste indrejste i Danmark i januar 2017, at ansøgeren således efter det oplyste skulle have haft bopæl i Danmark i mere end 5 år, men at der ikke er fremlagt dokumentation for, at ansøgeren har foretaget dispositioner i Danmark i denne periode udover 1 undersøgelse i København i juli 2021 i forbindelse med ansøgerens graviditet.

    Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det fremgår af CPR, at unionsborgeren indrejste i Danmark i februar 2020, og at han samme dag fik opholdsbevis som arbejdstager efter EU-retten, og at ansøgeren og unionsborgeren, efter det oplyste, således begge skulle have opholdt sig i Danmark i mere end 2 år, da dette forhold ikke dokumenterer, at ansøgeren på noget tidspunkt har været samlevende med unionsborgeren.

    Det forhold, at det til sagen blev oplyst, at ansøgeren var gravid med ansøgeren og unionsborgerens fællesbarn, og at det fremgår CPR, at ansøgeren i januar 2022 fødte et barn og at unionsborgeren er registreret som far kan ikke føre til en ændret vurdering, da dette ikke i sig selv dokumenterer, at der består en varig tilknytning mellem ansøgeren og unionsborgeren, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2

    Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at der ikke er fremlagt anden dokumentation for, at ansøgeren og unionsborgeren på noget tidspunkt har været samlevende.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRIs afgørelse fra december 2021.”





  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. april 2022 – EU – arbejdstager – ophør

    Dato: 25-04-2022

    Udlændingenævnets afgørelse af 25.04.2022 – EU – arbejdstager – ophør

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om ophør af opholdsret som arbejdstager efter EU-reglerne vedrørende en statsborger fra Ungarn.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Klageren indrejste i Danmark i december 2016 og fik opholdsret som arbejdstager. I december 2020 søgte klageren om kontanthjælp, hvorfor SIRI iværksatte en kontrol af klagerens fortsatte opholdsret i Danmark. Klageren havde fremlagt én lønseddel fra oktober 2021 hvoraf fremgik, at klageren havde arbejdet 26,75 timer i oktober måned samt sin ansættelseskontrakt fra august 2017 hvoraf fremgik, at klageren var ansat uden at forpligte sig til, at tage et bestemt antal vagter, at arbejdsgiveren ikke var forpligtet til at tilbyde klageren arbejde i ansættelsesforholdet, at klageren ikke ville få løn under sygdom, barsel eller andet fravær, og at ansættelsen kunne opsiges uden varsel. Klageren havde siden april 2021 arbejdet mindre end 10-12 timer om ugen og havde fra marts 2021 modtaget kontanthjælp.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra november 2021. Klagerens ret til ophold som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 5, stk. 1, var ophørt på tidspunktet for SIRI’s afgørelse, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 29, stk. 1.

    Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det fremgår af eIndkomst, at klageren siden april 2021 ikke har arbejdet mere end 10-12 timer om ugen. Udlændingenævnet har ved vurderingen også lagt vægt på, at klageren har haft et sporadisk antal arbejdstimer om måneden siden april 2021, idet klageren har arbejdet fra 7,5 til 26,75 timer om måneden i perioden, og at klageren fra juli til og med september 2021 og i november 2021 har haft 0 løntimer og at klageren fra marts 2021 har modtaget kontanthjælp.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at klageren har fremsendt oplysninger om, at klageren mener, at klageren fortsat er i beskæftigelse i form af kopi af sin lønseddel fra oktober 2021. Udlændingenævnet finder fortsat, at klageren fra april 2021 ikke længere har været i beskæftigelse, og derfor ikke har opfyldt betingelserne i EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1. Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at klageren fortsat ikke har dokumenteret, at klageren har arbejdet mere end 10-12 timer om ugen, idet det også fremgår af den fremsendte lønseddel, at Klageren alene har arbejdet 26,75 løntimer i oktober.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det af klagerens ansættelseskontrakt fra august 2017 med sin arbejdsgiver fremgår, at klageren er ansat som sorteringsmedarbejder uden at forpligte sig til, at tage et bestemt antal vagter, ligesom arbejdsgiveren ikke er forpligtet til at tilbyde klageren arbejde i ansættelsesforholdet. Det fremgår i den forbindelse af ansættelseskontrakten, at det aftales løbende, hvor mange vagter klageren får. Det fremgår også af kontakten, at klageren ikke får løn under sygdom, barsel eller andet fravær og at der ikke gælder noget opsigelsesvarsel for ansættelsen. Der er således ikke tale om en kontrakt med sædvanlige ansættelsesvilkår for det danske arbejdsmarked, som indebærer en ret til løn under sygdom og barsel og med en relevant opsigelsesvarsel.

    Udlændingenævnet har på den baggrund vurderet, at klageren har været marginalt og løst tilknyttet arbejdsgiveren, idet omfanget af klagerens arbejde har varieret fra måned til måned, ligesom der også har været måneder, hvor klageren ingen vagter har haft. Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at klageren kun i ganske få måneder har haft nok timer til at anses som arbejdstager efter EU-retten.

    Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at det efter det EU-retlige arbejdstagerbegreb gælder, at et timetal under 10-12 timer om ugen, sammenholdt med sagens øvrige omstændigheder, herunder karakteren af ansættelsen, samlet set taler imod, at klageren har haft status som arbejdstager efter april 2021.

    Udlændingenævnet vurderer endvidere, på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger og dokumentation, at klageren ikke opfylder betingelserne for bevarelse af sin arbejdstagerstatus, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 2.

    Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at klageren ikke til sagen har dokumenteret, at klageren har været uforskyldt arbejdsløs siden april 2021, idet klageren fortsat i et sporadisk og meget begrænset omfang har arbejdet hos arbejdsgiveren og at der ikke er oplysninger om, at det skyldes, at arbejdsgiveren ikke længere har kunne tilbyde klageren vagter.

    Endelig vurderer Udlændingenævnet, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at ophør af klagerens opholdsret må antages at virke særligt belastende for klageren, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26, stk. 1.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren senest er indrejst i Danmark i december 2016, og dermed kun har opholdt sig i Danmark i 6 år og 4 måneder, og at Klageren i perioden i alt har været tilknyttet det danske arbejdsmarked i ca. 3 år og 3 måneder.

    Udlændingenævnet har ligeledes lagt vægt på, at klageren ikke har fremlagt oplysninger om helbredsmæssige eller personlige forhold, herunder om Klageren har familiemæssige relationer i Danmark, der kunne bevirke, at det må antages for, at være særligt belastende for Klageren, såfremt Klagerens opholdsret ophøres.

    Udlændingenævnet kan derudover konstatere, at klageren ved dom afsagt af Retten i Aarhus i maj 2021 blev udvist af Danmark, men at denne afgørelse er anket og forsat verserer.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”










  • Primær bevægelighed – Hensynet til den offentlige orden

    Dato: 17-03-2022






    Udlændingenævnets afgørelse af 9. februar 2022

    Emneord: EU – Primær bevægelighed – Hensynet til den offentlige orden

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Nigeria, der havde søgt om opholdsret som familiemedlem til en unionsborger efter EU-reglerne.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren indrejste i Danmark primo december 2020 og indgav i primo januar 2021 en ansøgning om opholdsret som familiemedlem til sin ægtefælle, som havde opholdsret som arbejdstager efter EU-retten her i landet. Ved ansøgerens personlige fremmøde hos SIRI, konstaterede SIRI, at ansøgeren havde legitimeret sig ved fremvisning et falsk nigeriansk pas. Primo marts 2021 orienterede politiet SIRI om, at byretten havde afsagt dom for dokumentfalsk, og at ansøgeren var idømt en fængselsstraf på 40 dage og udvisning af Danmark med indrejseforbud i 6 år.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse fra november 2021. Udlændingenævnet vurderer således, at hensynet til den offentlige orden tilsiger, at ansøgeren nægtes EU-opholdskort som familiemedlem til en unionsborger efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 10, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 35, stk. 1.
    Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt afgørende vægt på, at ansøgeren, ved byrettens dom fra marts 2021, blev kendt skyldig i dokumentfalsk efter straffelovens § 171, stk. 1, jf. stk. 3, jf. § 172, stk. 1, idet ansøgeren primo januar 2021 ved personligt fremmøde hos SIRI fremviste et falsk pas i forbindelse med, at han indgav ansøgning om opholdsret her i landet.
    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det er en grundlæggende samfundsinteresse, som er nødvendig for at beskytte hensynet til oprettelsen af den offentlige orden, at det søges forhindret, at udlændinge, der ansøger om opholdsret i Danmark, benytter sig af falske dokumenter.
    Ligeledes har Udlændingenævnet lagt vægt på karakteren af den begåede forbrydelse, og at forbrydelsen udgør en reelt, umiddelbar og alvorlig trussel mod en grundlæggende samfundsinteresse.
    Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at forbrydelsen, som ansøgeren er kendt skyldig i, vedrører misbrug af et falsk ID i forbindelse med en ansøgning om opholdsret her i landet, og at ansøgeren er idømt 40 dages fængsel og udvist af Danmark med et indrejseforbud i 6 år regnet fra tidspunktet fra ansøgerens udrejse eller udsendelse.
    Udlændingenævnet finder desuden, at nægtelse af opholdsdokument til ansøgeren er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 36.
    Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at ansøgeren primo januar 2021 har begået dokumentfalsk ved at være i besiddelse af et falsk pas for at opnå ophold i Danmark, og at ansøgerens personlige adfærd dermed aktuelt udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig trussel i Danmark, der berører en grundlæggende samfundsinteresse.
    I samme forbindelse har Udlændingenævnet lagt vægt på, at ansøgeren alene har haft ophold her i landet i ca. 1 år, hvortil ansøgeren i øvrigt har begået dokumentfalsk allerede i starten af sit ophold.
    Udlændingenævnet har i øvrigt lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælle, som ansøgeren ønsker at aflede en opholdsret fra, ikke siden sin indrejse her i landet primo januar 2021 faktisk har opfyldt betingelserne for sin opholdsret som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, hvilket er en grundlæggende betingelse for, at ansøgeren kan opnå ret til ophold som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 10.
    Udlændingenævnet henviser herved til, at det fremgår af eindkomst, at ansøgerens ægtefælle ikke på noget tidspunkt har modtaget lønindkomst her i landet og dermed har opfyldt betingelserne for en opholdsret som arbejdstager.
    Endelig har Udlændingenævnet lagt vægt på, at byretten primo marts 2021 har fundet, at der ikke var særlige forhold, der gjorde, at en udvisning af ansøgeren ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EU-retten.
    Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRIs afgørelse.”

  • Primær bevægelighed – Tidsubegrænset opholdstilladelse

    Dato: 17-03-2022

    Udlændingenævnets afgørelse af 17. marts 2022

    Emneord: EU – Primær bevægelighed – Tidsubegrænset ophold

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en britisk statsborger, der havde søgt om tidsubegrænset opholdsret efter EU-reglerne.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren indrejste i Danmark ultimo juli 2014, og fik samtidig udstedt et registreringsbevis som arbejdstager. Ansøgerens opholdsret ophørte herefter i december 2014 og i marts 2015 fik ansøgeren på ny opholdsret efter EU-retten. I 2015 havde ansøgeren 4 måneder uden beskæftigelse, mens ansøgeren i 2016 ikke havde været i beskæftigelse i ca. 10 måneder. I 2017 var der ikke registreret beskæftigelse, og i både 2018 og 2019 var ansøgeren uden beskæftigelse i 7 måneder. Der var til sagen indsendt kontoudtog for perioden fra primo marts 2016 til medio juli 2016, fra primo september 2016 til primo oktober 2016, og fra primo juni 2017 til ultimo december 2017, samt adskillige regninger, fakturaer, inkassohenvendelser, og andre henvendelser fra danske virksomheder, der alle var adresseret til ansøgerens danske adresse.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra oktober 2019. Ansøgeren har derfor ikke ret til tidsubegrænset ophold her i landet efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, stk. 1.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft lovligt ophold her i landet som arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende uafbrudt i 5 år.

    Det følger af EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, stk. 4, at midlertidige ophold uden for landet, der ikke tilsammen overstiger 6 måneder om året, fravær af længere varighed, som skyldes værnepligt eller ét fravær af højst 12 på hinanden følgende måneder, som skyldes vægtige grunde, ikke betragtes som afbrudte ophold uden for landet.

    Udlændingenævnet lægger til grund, at perioden, hvori ansøgeren potentielt kunne have erhvervet ret til tidsubegrænset ophold efter EU-retten, begyndte ultimo juli 2014, hvor ansøgeren i CPR er registreret indrejst i Danmark. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af Udlændingeinformationsportalen (UIP), at ansøgeren samme dag fik et registreringsbevis, at ansøgerens opholdsret i. december 2014 blev konstateret ophørt, og at ansøgeren på ny i marts 2015 fik konstateret opholdsret efter EU-retten.

    Udlændingenævnet vurderer herefter, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren har haft et uafbrudt ophold i Danmark i 5 på hinanden følgende år siden ansøgerens oprindelige indrejse i Danmark ultimo juli 2014.

    Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det fremgår af eIndkomst, at ansøgeren ikke var i beskæftigelse i omtrent 3,5 måned i perioden fra ultimo juli 2014 til ultimo december 2014. I 2015 havde ansøgeren 4 måneder uden beskæftigelse, mens ansøgeren i 2016 ikke var i beskæftigelse i omtrent 10 måneder. I 2017 er der ikke registreret beskæftigelse, og i både 2018 og 2019 var ansøgeren uden beskæftigelse i 7 måneder. EIndkomst sandsynliggør således alene, at ansøgeren har haft et lovligt ophold i Danmark i 2015, som ikke havde været afbrudt i mere end 6 måneder jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, stk. 4.

    Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at SIRI ved brev fra oktober 2019 oplyste ansøgeren om, at det fremgik af eIndkomst, at perioderne, hvor der ikke var registreret indkomst for ansøgeren, oversteg 6 måneder. SIRI anmodede samtidig ansøgeren om at indsende dokumentation for, at ansøgeren i perioden fra primo november 2016 havde været i Danmark, og at ansøgeren havde haft et dagligliv her i landet. SIRI oplyste, at den pågældende dokumentation f.eks. kunne være kontoudtog, der understøttede, at ansøgeren havde haft udgifter til almindelig husholdning og/eller forbrug i Danmark, dokumenter, der understøttede, at ansøgeren havde været ved lægen, tandlæge, i skole eller lignende, eller dokumentation for, at ansøgeren havde benyttet sit rejsekort eller periodekort.

    Udlændingenævnet finder herefter, at de til sagen indsendte kontoudtog vedrørende ansøgerens konto ikke dokumenterer, at ansøgeren har haft et uafbrudt ophold i Danmark i 2016 og 2017.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der for 2016 alene er indsendt kontoudtog for perioderne fra primo marts 2016 til medio juli 2016 og fra primo september 2016 til primo oktober 2016, og at Udlændingenævnet derfor ikke på denne baggrund kan lægge til grund, at ansøgeren har haft udgifter til almindelig hushold eller forbrug i Danmark i de øvrige måneder af 2016, hvilket svarer til 6 måneder. For så vidt angår perioderne omfattet af kontoudtogene fremgår det, at ansøgeren i en periode på henholdsvis 9 dage og 20 dage i september 2016 alene har haft udenlandske posteringer i valutaerne EUR og GBP. Kontoudtogene for denne periode sandsynliggør således ikke, at ansøgeren opholdt sig i Danmark i september 2016. Ansøgerens ophold uden for Danmark overstiger således 6 måneder.

    Udlændingenævnet finder endvidere, at kontoudtogene vedrørende 2017 ligeledes ikke sandsynliggør, at ansøgeren skulle have opholdt sig i Danmark uafbrudt. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at kontoudtogene alene vedrører perioden fra primo juni 2017 til ultimo december 2017. Udlændingenævnet kan ikke på denne baggrund lægge til grund, at ansøgeren har haft udgifter til almindelig hushold eller forbrug i Danmark i de øvrige måneder af 2017, hvilket svarer til 5 måneder. Derudover har ansøgeren alene i perioden fra medio juni 2017 til primo juli 2017, og fra primo december 2017 til primo december 2017, samt en enkelt dag i november 2017 haft posteringer for forbrug i Danmark. Kontoudtogene sandsynliggør således ikke, at ansøgeren har haft udgifter til normalt forbrug i Danmark i september, oktober og december 2017. Det er således Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren har haft ophold uden for Danmark, der svarer til 8 måneder i 2017.

    Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har indsendt adskillige regninger, fakturaer, inkassohenvendelser, og andre henvendelser fra danske virksomheder, der alle var adresseret til ansøgerens danske adresse, idet de pågældende korrespondancer ikke dokumenterer, at ansøgeren har haft et 5-årigt ophold i Danmark, der ikke har været afbrudt, men alene, at ansøgeren har oplyst en dansk adresse.

    Allerede fordi Udlændingenævnet finder, at ansøgeren havde været udrejst i mere end 6 måneder i både 2016 og 2017, og ansøgerens ophold i Danmark således måtte anses for afbrudt, har Udlændingenævnet ikke forholdt sig til, om ansøgeren har haft et uafbrudt ophold efter 2017.

    Udlændingenævnet har herefter vurderet, at der ikke er indsendt oplysninger om, at ansøgerens ophold uden for Danmark i 2016 og 2017 havde vægtige grunde, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, stk. 4, hvorfor ansøgerens ophold anses for afbrudt.

    Oplysningerne om, at ansøgeren var udrejst af Danmark i 2019 som følge af sin mors død, og at ansøgeren i forbindelse hermed havde problemer med sin sagsbehandler fra jobcenteret, kan således ikke føre til en ændret vurdering.

    Ligeledes kan det ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har indsendt dokumentation for, at ansøgeren etablerede en virksomhed i Danmark med startdato ultimo januar 2020, idet ansøgeren ikke herved har dokumenteret, at ansøgeren har opholdt sig i Danmark uafbrudt i 5 år.

    Idet Udlændingenævnet således har vurderet, at ansøgeren havde været udrejst i mere end 6 måneder i både 2016 og 2017, og udrejserne ikke kan anses for at have vægtige grunde, må ansøgerens ophold i Danmark således anses for afbrudt. ansøgeren kan derfor ikke gives tidsubegrænset ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 18.

    Udlændingenævnet skal afslutningsvist bemærke, at ansøgerens ansøgning om opholdsdokument på baggrund af udtrædelsesaftalen mellem EU og Storbritannien er under behandling hos SIRI, og at SIRI som 1. instans vil tage stilling til, hvorvidt ansøgeren har ret til tidsbegrænset ophold i Danmark. Oplysningerne om, at ansøgeren havde været i beskæftigelse, og at ansøgeren har etableret selvstændig virksomhed efter SIRI’s afgørelse om, at ansøgeren ikke havde ret til tidsubegrænset ophold, vil derfor kunne indgå i SIRI’s vurdering.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”


  • Udlændingenævnets afgørelse af 02.09.2021 – EU – Primær bevægelighed – Familiemedlemmer – Hensynet til den offentlige orden og sikkerhed

    Dato: 02-09-2021

    Udlændingenævnet omgjorde i september 2021 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Tyrkiet, som havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en unionsborger, som havde udøvet retten til fri bevægelighed i Danmark.

    Sagens faktiske omstændigheder:
    Ansøgeren giftede sig i februar 2020 med sin svenske ægtefælle. Ansøgeren boede og arbejdede i Sverige ca. 5 år forud for sin indrejse i Danmark i marts 2020. I umiddelbar forlængelse af indrejsen i Danmark søgte ansøgeren om opholdsret som familiemedlem til sin ægtefælle. Ansøgeren var i 2011 blevet idømt 2 ½ års fængsel i Norge for hærværk ved brandstiftelse og havde i den forbindelse fået indrejseforbud i 5 år, som senest var blevet forlænget frem til september 2022, da ansøgeren ikke havde forladt schengenområdet. SIRI meddelte afslag på opholdsret med henvisning til hensynet til den offentlige orden.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre SIRIs afgørelse fra december 2020 vedrørende ansøgerens ophold i Danmark som familiemedlem til en unionsborger.
    Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt skal meddeles afslag på opholdsret i Danmark som familiemedlem til en unionsborger, jf. EU-opholdsbekendt¬gørelsens § 10, stk. 1, jf. § 35, stk. 1, med henvisning til hensynet til den offentlige orden, som følge af, at ansøgeren blev dømt for hærværk ved brandstiftelse i Norge i marts 2011 samt udvist med et indrejseforbud i 5 år i oktober 2012, og at ansøgeren i den forbindelse ikke overholdt indrejseforbuddet, hvorfor det blev forlænget til september 2022.
    Udlændingenævnet har lagt afgørende vægt på, at der er forløbet næsten 13 år, siden ansøgeren begik hærværk ved brandstiftelse i Norge, og at der er forløbet mere end 10 år, siden ansøgeren blev dømt for det pågældende forhold og i den forbindelse udvist i 5 år.
    Udlændingenævnet har ved vurderingen endvidere lagt vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i marts 2020, at ansøgeren således på nuværende tidspunkt har opholdt sig i Danmark i cirka 1 år og 5 måneder på baggrund af sit ægteskab med unionsborgeren, at ansøgeren ikke er blevet dømt for lovovertrædelser efter sin indrejse i Danmark, at ansøgeren har dokumenteret, at have arbejdet i Sverige som henholdsvis bager og restaurantassistent siden februar 2016 og frem til i hvert fald april 2019, og at der ikke foreligger andre oplysninger i den foreliggende sag, der taler for nægtelse af ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen.


    Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det fremgår af afgørelse fra EU-Domstolen, sag C-348/09, P.I., præmis 30, at ved vurderingen af hensynet til den offentlige orden, skal den pågældende person anses for at være tilbøjelig til fortsat at udvise en adfærd, der i fremtiden udgør en trussel af en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig karakter, der berører grundlæggende samfundsinteresser.
    I Højesteretsdom sag 19/2019, udtrykkes det endvidere, at det følger af fast retspraksis, at undtagelsesbestemmelsen om den offentlige orden, som udgør en fravigelse af opholdsretten for unionsborgere eller deres familiemedlemmer, skal fortolkes strengt, således at dens rækkevidde ikke kan bestemmes ensidigt af medlemsstaterne. Det fremgår derudover, at foranstaltninger som begrænser en unionsborgers eller dennes familiemedlemmers opholdsret, herunder foranstaltninger truffet af hensyn til den offentlige orden skal, for at være berettigede, være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og udelukkende være begrundet i vedkommendes personlige adfærd.
    Udlændingenævnet finder på baggrund af ovenstående, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren i fremtiden vil begå ligeartet kriminalitet, og at ansøgerens adfærd dermed ikke længere udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 35, stk. 1, og § 36.
    Det bemærkes i den forbindelse, at en tidligere straffedom ikke i sig selv kan begrunde en sådan afgørelse om afslag på opholdsret. Den personlige adfærd skal udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse.
    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til SIRI med henblik på, at SIRI kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for udstedelse af EU-opholdskort som familiemedlem til en unionsborger er opfyldt.”

  • EU - Primær bevægelighed - Familiemedlemmer

    Dato: 05-08-2021

    Udlændingenævnet omgjorde i august 2021 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende to mindreårige statsborgere fra Frankrig, som havde søgt om registreringsbeviser efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 15, som medfølgende familie til deres far.

    Sagens faktiske omstændigheder:
    Ansøgerne, som er tvillinger og franske statsborgere, blev født af en surrogatmor i USA i september 2017. I USA blev børnenes biologiske far, som havde tidsubegrænset EU-opholdsret i Danmark, og hans ægtefælle registreret som ansøgernes forældremyndighedsindehavere. I juli 2019 tog ansøgerne ophold i Danmark sammen med den biologiske far og hans ægtefælle. Efter dansk ret anerkendes surrogataftaler ikke, og Familieretshuset vurderede bl.a., at ansøgerens surrogatmor efter dansk ret havde forældremyndighed over ansøgerne sammen med den biologiske far. Efter fast praksis blev der i opholdssager vedrørende mindreårige børn anmodet om samtykke fra en forældemyndighedsindehaver, hvis denne ikke tog ophold i Danmark sammen med barnet. SIRI meddelte herefter ansøgerne afslag med henvisning til, at der ikke forelå samtykke fra surrogatmoren om, at ansøgerne måtte tage ophold i Danmark.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre SIRI’s afgørelse.
    Udlændingenævnet finder på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagen, at ansøgerne ikke kan nægtes udstedelse af registreringsbeviser som medfølgende familiemedlemmer til hovedpersonen alene med henvisning til, at ansøgernes surrogatmor ikke har givet samtykke til, at ansøgerne kan tage ophold i Danmark sammen med hovedpersonen.
    Udlændingenævnet bemærker indledningsvis, at opholdsdirektivet (direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004) og EU-opholdsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 1457 af 6. oktober 2020) ikke indeholder bestemmelser om, at der ved mindreårige børns ophold i Danmark skal foreligge samtykke fra den forældemyndighedsindehaver, der ikke tager ophold i Danmark.
    Udlændingenævnet bemærker videre, at det overordnede formål med et samtykke fra den for-ældremyndighedsindehaver, som ikke tager ophold i Danmark, bl.a. er at forhindre børnebortførelser og at beskytte barnets tarv og ret til familieliv, hvilke er tungtvejende og beskyttelsesværdige hensyn, som er beskyttet ved internationale konventioner.
    Udlændingenævnet finder herefter, at vurderingen af, om det vil være i overensstemmelse med EU-retten at indhente samtykke fra den anden forældremyndighedsindehaver, må bero på en konkret og individuel vurdering af sagens omstændigheder.
    Ved vurderingen af sagen har Udlændingenævnet lagt vægt på, at Familieretshuset har vurderet, at hovedpersonen er ansøgernes retlige far med forældremyndighed over ansøgerne, og at ansøgerne har boet sammen med hovedpersonen i Danmark siden juli 2019.
    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke er forhold i sagen, der taler for, at ansøgernes surrogatmor har indvendinger imod, at ansøgerne tager ophold i Danmark sammen med hovedpersonen. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at hun er ansøgernes surrogatmor, og at hun ifølge amerikansk ret ikke har forældremyndighed over ansøgerne, idet hun har valgt at overdrage forældremyndigheden til hovedpersonen og hovedpersonens ægtefælle.
    Udlændingenævnet skal bemærke, at Udlændingenævnet ikke herved har anfægtet Familieretshusets vurdering vedrørende anerkendelsen af det retlige forældreskab og forældremyndigheden over ansøgerne efter dansk ret.
    Udlændingenævnets afgørelse er således ikke ensbetydende med, at hovedpersonen efter dansk ret har den fulde forældremyndighed over ansøgerne, at hovedpersonens ægtefælle anerkendes som forældremyndighedsindehaver, eller at surrogatmoren ikke anses som ansøgernes retlige mor og forældre-myndighedsindehaver efter dansk ret.
    Udlængenævnet finder imidlertid, at de familieretlige forhold ikke er til hinder for, at ansøgerne opfylder de EU-retlige betingelser for ret til ophold.
    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til SIRI med henblik på udstedelse af registreringsbeviser til ansøgerne efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 15.”

  • EU - Primær bevægelighed - Selvforsørgende - person med tilstrækkelige midler

    Dato: 21-06-2021

    Udlændingenævnet omgjorde i juni 2021 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Tyskland, som havde søgt om opholdsret i Danmark som person med tilstrækkelige midler efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 6.

Senest opdateret: 13-12-2019
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen