Primær Bevægelighed
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. marts 2023 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstager
Dato: 30-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afslag på opholdsret som arbejdstager til en bulgarsk statsborger.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i oktober 2022 ansøgning om opholdsret som arbejdstager. Ansøgeren havde til ansøgningen indsendt en ansættelseskontrakt, hvoraf det bl.a. fremgik, at ansøgeren var fastansat med et månedligt timeantal på 160,33 timer og en månedsløn på 13.000 kr., og at ansættelse ikke omfattede løn under sygdom, barselsordning, pensionsordning eller arbejdsgiverforsikring mv.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra november 2022. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at ansøgeren ikke kan anses som arbejdstager i EU-rettens forstand, idet ansøgeren ikke har sandsynliggjort at have beskæftigelse af reel og faktisk karakter.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af ansøgerens ansættelseskontrakt, at ansøgeren er fastansat med et månedligt timeantal på 160,33 timer, og at hans månedsløn er 13.000 kr. Det må således lægges til grund, at ansøgerens timeløn er 81,1 kr.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansættelseskontrakten ikke indeholder en stillingsbetegnelse, men at det fremgår af www.virk.dk, at virksomheden er en restaurant.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at en månedlig lønindkomst på 13.000 kr. har et sådan størrelsesmæssigt omfang, at der som udgangspunkt ikke vil være tale om et rent marginalt supplement.
Det er imidlertid Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens ansættelsesforhold, særlig den aftalte aflønning for omfanget af arbejdet, ikke kan anses at have en sådan karakter, at der er tale om reel og faktisk beskæftigelse.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens timeløn ikke kan anses for at være af sædvanlig karakter, da det fremgår af restaurantoverenskomst 2020-2023 indgået mellem Horesta og 3F, at timelønnen for medhjælpere over 18 år pr. den 1. marts 2022 er 132,24 kr.
Ansøgerens timeløn sammenholdt med det faktum, at ansøgeren er fastansat og har et månedligt timeantal på 160,33 timer, hvilket svarer til en fuldtidsansættelse, finder Udlændingenævnet taler imod, at ansøgerens beskæftigelse er reel og faktisk, da timelønnen er betydeligt lavere, end hvad der ville være forventeligt for beskæftigelse af den pågældende type.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det på baggrund af ansøgerens ansættelsesaftale må lægges til grund, at ansøgerens ansættelse ikke omfatter løn under sygdom, barselsordning, pensionsordning eller arbejdsgiverforsikring mv. Dette er forhold som efter Udlændingenævnets vurdering taler imod, at der er tale om sådan reel og faktisk beskæftigelse, at der kan meddeles en opholdsret som arbejdstager på denne baggrund.
Udlændingenævnet har endvidere tillagt det vægt, at medlemsstaterne skal sikre, at der ikke sker diskrimination eller udnyttelse af arbejdskraften, når der ansættes udenlandsk arbejdskraft, herunder sikre ligebehandling i henhold til national ret, praksis og kollektive overenskomster i forhold til den pågældende medlemsstats egne statsborgere, jf. retsreglerne ovenfor. Uanset at lønninger på arbejdsmarkedet ikke er lovmæssigt reguleret i Danmark, indgår lønforhold i vurderingen af, om en unionsborger kan anses for arbejdstager i EU-retlig forstand. I den forbindelse skal det vurderes, om aflønning sker i overensstemmelse med de lavest overenskomstmæssige takster for det givne fagområde.
Det af ansøgeren anførte om, at mange ansøgere har fået opholdstilladelse med en lignende arbejdskontrakt i 2022, at mange ansøgere har fået arbejdstilladelse for nylig med timeløn under 132,24 kr., og at kravet om en timeløn på 132,24 kr. kun er gældende for restauranter, der er medlem af overenskomsten, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet har foretaget en samlet og individuel vurdering på baggrund af de konkrete oplysninger, som fremgår af ansøgerens ansættelsesaftale. Andre personers ansættelsesforhold kan derfor ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 20. marts 2023 – EU – primær bevægelighed - udstationerede
Dato: 30-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2023 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Belarus (Hviderusland), som havde søgt om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indrejste i juli 2022 i Danmark og indgav ansøgning om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret tredjelandsstatsborger. Ansøgeren oplyste at være ansat i en polsk virksomhed, der havde indgået aftale med en dansk virksomhed om levering af tjenesteydelser i Danmark, og at ansøgeren i den forbindelse skulle levere gods i Danmark. SIRI fandt, at ansøgeren ikke var omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler som udstationeret.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra august 2022. Ansøgeren har derfor ikke opfyldt betingelserne for ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren ikke kan anses for at have været omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler om udstationerede tredjelandsstatsborgere, som er ansat i en virksomhed i anden medlemsstat, og som er sendt til Danmark for på vegne af sin arbejdsgiver at levere en tjenesteydelse i Danmark.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det er oplyst til sagen, at ansøgeren i juli 2022 indrejste i Danmark for på vegne af sin polske arbejdsgiver at levere en tjenesteydelse til en virksomhed i Danmark (modtager-virksomheden).
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det bl.a. er en betingelse for at få udstedt et opholdskort som udstationeret efter EU-reglerne, at der fremlægges dokumentation for, at der foreligger en aftale om levering af en tjenesteydelse i Danmark mellem en EU-virksomhed og den virksomhed, som skal modtage tjenesteydelsen i Danmark.
Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at der ikke er fremlagt nogen aftale om levering af tjenesteydelser i Danmark mellem på den ene side ansøgerens polske arbejdsgiver og på den anden side modtager-virksomheden i Danmark.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det fremgår af det fremlagte dokument ”Posting (Udstationering) Order” af 11. juli 2022, at ansøgeren fra den 11. juli 2022 til den 3. oktober 2022 udstationeres i Danmark for at levere 12.750 kg. gods, og at ansøgerens udstationering er baseret på en tjenesteydelsesaftale mellem ansøgerens polske arbejdsgiver og modtager-virksomheden i Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at henvisningen til tjenesteydelsesaftalen ikke i sig selv kan udgøre dokumentation for, at der faktisk foreligger en aftale mellem ansøgerens polske arbejdsgiver og den danske modtager-virksomhed om levering af en tjenesteydelse i Danmark.
Udlændingenævnet skal gøre opmærksom på, at Udlændingenævnet ikke herved har taget stilling til, om det vil kunne føre til en ændret vurdering, såfremt den omtalte tjenesteydelsesaftale mellem ansøgerens polske arbejdsgiver og den danske modtager-virksomhed blev fremlagt til sagen, idet Udlændingenævnet i så fald vil skulle vurdere, om der er tale om en aftale om levering af en konkret tjenesteydelse, som vil kunne danne grundlag for EU-opholdsret som udstationeret.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgerens polske arbejdsgiver er registreret i Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT) med ansøgeren som kontaktperson, og at det fremgår af RUT bl.a., at den polske virksomhed fra den 11. juli 2022 til den 3. oktober 2022 skal levere tjenesteydelser til den danske modtager-virksomhed.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at en registrering i RUT ikke i sig selv kan medføre, at betingelserne for at have ret til ophold som udstationeret efter EU-retten er opfyldt.
Udlændingenævnet finder herefter, at allerede fordi der ikke er fremlagt dokumentation for, at ansøgerens polske arbejdsgiver har indgået aftale om levering af en tjenesteydelse i Danmark, opfylder ansøgeren ikke betingelserne for udstedelse af opholdskort som udstationeret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Udlændingenævnet skal bemærke, at Udlændingenævnet ved denne afgørelse ikke har taget stilling til, om de øvrige betingelser for udstedelse af opholdskort som udstationeret er opfyldt, herunder om ansøgeren vil kunne anses for at have fast beskæftigelse hos den polske virksomhed i overensstemmelse med EU-rettens betingelser herom. Udlændingenævnet har således ikke taget nærmere stilling til den til Udlændingenævnet fremsendte dokumentation vedrørende ansøgerens indrejse i Danmark, indkøb i Polen og løn og arbejdstid for juni 2022.
Udlændingenævnet finder herefter på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af ovenstående forhold, at det ikke kan anses for godtgjort, at ansøgeren var omfattet af EU-opholdsreglerne som udstationeret.
Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13.12.2022 – EU – primær bevægelighed – personkreds
Dato: 16-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Rusland, der havde søgt om EU-opholdskort på grundlag af et lettisk fremmedpas.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren havde tidligere i henholdsvis 2008, 2012 og 2014 fået udstedt registreringsbevis i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsen på grundlag af sit lettiske fremmedpas. Efter at han i en periode have opholdt sig i sit hjemland indrejste han på ny i Danmark og søgte i august 2022 igen om ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen på grundlag af sit lettiske fremmedpas.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra august 2022. Ansøgeren har således ikke ret til ophold efter EU-retten.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at EU-opholdsbekendtgørelsens regler finder anvendelse på unionsborgere og deres familiemedlemmer, og at det er en forudsætning for at være omfattet som ”hovedperson”, herunder som arbejdstager, at man er unionsborger. Dette fremgår af EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 1, og § 2, stk. 1.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har dokumenteret til sagen, at pågældende er eller har været unionsborger.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ved indgivelsen af ansøgningen har indleveret sit lettiske fremmedpas, og at det fremgår at ansøgerens nationalitet er russisk.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har dokumenteret at være statsborger i et EU-land, hvorfor pågældende heller ikke har ret til ophold i Danmark som arbejdstager, efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1.
Det er indgået i vurderingen, at ansøgeren til støtte for klagen har anført, at Letland er sit hjemland, hvor ansøgeren bl.a. har haft sin skolegang, hvor ansøgeres forældre og søskende befinder sig, samt hvor ansøgeren har en lejlighed. Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet henviser til, at et lettisk fremmedpas ikke kan føre til, at ansøgeren er omfattet af EU-retten.
Det forhold, at ansøgeren til støtte for klagen har anført, at pågældende har arbejdet periodevis i Danmark de sidste 15 år, og at det fremgår af UIP, at ansøgeren tidligere er blevet meddelt opholdsret i Danmark som arbejdstager i medfør af EU-retten, samt at ansøgeren i december 2014 blev meddelt tidsubegrænset ophold her i landet på baggrund af EU-retten, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren i CPR er registeret som udrejst til Letland i februar 2015.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det fremgår af eIndkomst, at ansøgeren har haft en længerevarende tilknytning til det danske arbejdsmarked, at ansøgeren er samlevende med en unionsborger, og at pågældende har børn, som er bosiddende i Spanien og England.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at ansøgeren for nuværende ikke er unionsborger og aldrig har været dette og derfor ikke på noget tidspunkt har opfyldt betingelserne for en selvstændig opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsen.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 25. august 2022 – EU – primær bevægelighed - udstationerede
Dato: 28-02-2023Udlændingenævnets afgørelse af 25. august 2022 – EU – primær bevægelighed - udstationerede
Udlændingenævnet stadfæstede i august 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Serbien, som havde søgt om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indrejste i januar 2022 i Danmark og indgav ansøgning om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret tredjelandsstatsborger. Ansøgeren oplyste at være ansat i en slovensk virksomhed, der som underleverandør havde indgået aftale med en østrigsk virksomhed om at levere rørinstallationer på et byggeprojekt i Danmark. SIRI fandt, at ansøgeren ikke var omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler som udstationeret.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra marts 2022. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne for ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Udlændingenævnet finder således, at det på baggrund af de foreliggende oplysninger og dokumenter i sagen ikke kan lægges til grund, at ansøgeren er omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler som udstationeret tredjelandsstatsborger, som er ansat i en virksomhed i en anden medlemsstat, og som er sendt til Danmark for på vegne af sin arbejdsgiver at levere en tjenesteydelse i Danmark.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det er oplyst til sagen, at ansøgeren i januar 2022 indrejste i Danmark for på vegne af sin slovenske arbejdsgiver at levere en tjenesteydelse til en virksomhed i Danmark (modtager-virksomheden), idet den slovenske virksomhed som underleverandør har indgået aftale herom med en østrigsk virksomhed.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det bl.a. er en betingelse for at få udstedt et opholdskort som udstationeret efter EU-reglerne, at der fremlægges dokumentation for, at der foreligger en aftale om levering af en tjenesteydelse i Danmark mellem en EU-virksomhed og den virksomhed, som skal modtage tjenesteydelsen i Danmark.
Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at der til sagen ikke er fremlagt nogen aftale om levering af de pågældende tjenesteydelser i Danmark mellem på den ene side modtager-virksomheden i Danmark og på den anden side den slovenske eller østrigske virksomhed.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at der er fremlagt en tysk kontrakt (”Werkvertrag”) mellem den østrigske virksomhed og den slovenske virksomhed, som er underskrevet i november 2021, og hvor den danske modtager-virksomhed er angivet som den endelige kunde (”Final customer”).
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om en aftale, som alene fremstår indgået mellem den østrigske og den slovenske virksomhed, og den danske modtager-virksomhed er således ikke part i aftalen.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at den tyske kontrakt ikke som anmodet om, er blevet oversat til dansk eller engelsk, hvorfor de mere detaljerede oplysninger i dokumentet ikke har kunnet indgå i Udlændingenævnets vurdering.
Den fremlagte udtalelse fra den østrigske virksomhed, hvoraf det fremgår bl.a., at virksomheden har indgået aftale om levering af rørinstallationer på et byggeprojekt hos modtager-virksomheden i Danmark, og at den slovenske virksomhed er en vigtig underleverandør, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at udtalelsen fra den østrigske virksomhed ikke kan udgøre tilstrækkelig dokumentation for, at der er indgået en aftale mellem den østrigske virksomhed og modtager-virksomheden i Danmark om levering af en tjenesteydelse.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det bl.a. fremgår af det fremlagte dokument ”Annex no 5. to the employment contract”, som er underskrevet den 10. januar 2022, at ansøgeren og den slovenske virksomhed har indgået aftale om, at ansøgeren fra den 13. januar 2022 udstationeres til Danmark for at arbejde for modtager-virksomheden i projektets varighed eller formentlig indtil den 13. december 2022.
Udlændingenævnet har herved endnu engang lagt vægt på, at uanset at den danske modtager-virksomhed er nævnt i aftalen om udstationering, kan dette ikke udgøre dokumentation for, at den danske virksomhed faktisk har indgået en aftale om levering af den pågældende tjenesteydelse. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse også, at den fremlagte udstationeringsaftale fremstår meget ukonkret, idet det ikke er beskrevet, hvilket arbejdsopgaver ansøgeren skal udføre for modtager-virksomheden i Danmark.
Udlændingenævnet skal i forlængelse heraf også gøre opmærksom på, at det fremgår af udstationeringsaftalen, at den er et tillæg til ansøgerens ansættelseskontrakt af 16. juni 2021, som den 20. juni 2021 er indgået med tidsbegrænset varighed.
Udlændingenævnet lægger i den forbindelse til grund, at det fremlagte dokument med overskriften ”Pogodbo o zapostlitvi” er en slovensk ansættelseskontrakt indgået mellem ansøgeren og den slovenske virksomhed den 16. juni 2021. De nærmere vilkår for ansøgerens ansættelse kan imidlertid ikke indgå i Udlændingenævnets vurdering, idet dokumentet ikke som anmodet er blevet oversat til dansk eller engelsk.
Idet ansøgerens ansættelseskontrakt ikke er oversat, finder Udlændingenævnet i øvrigt, at det ikke på det foreliggende grundlag kan konstateres, om ansøgerens ansættelse hos den slovenske virksomhed vil kunne danne grundlag for udstedelse af et EU-opholdskort som udstationeret, herunder om ansøgeren vil kunne anses for at have fast beskæftigelse i overensstemmelse med EU-rettens betingelser herom.
Det anførte om, at ansøgeren er fastansat hos den slovenske virksomhed og har udført arbejde for den slovenske virksomhed forud for udstationeringen, og at ansøgeren efter udstationeringen i Danmark vil vende tilbage til virksomheden i Slovenien, kan således ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke er fremlagt tilstrækkelig dokumentation herfor.
På baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af ovenstående forhold, finder Udlændingenævnet således, at det ikke kan anses for godtgjort, at ansøgeren er omfattet af EU-opholdsreglerne som udstationeret. Udlændingenævnet har ved denne afgørelse ikke taget stilling til, om de øvrige betingelser for udstedelse af opholdskort som udstationeret efter EU-opholdsbekendtgørelsen er opfyldt.
Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 14. juni 2022 – EU – primær bevægelighed - udstationerede
Dato: 28-02-2023Udlændingenævnets afgørelse af 14. juni 2022 – EU – primær bevægelighed - udstationerede
Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Ukraine, som havde søgt om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren blev i januar 2021 anholdt og sigtet for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 3, fordi ansøgeren uden en gyldig opholds- og arbejdstilladelse var blevet antruffet i færd med at arbejde på en byggeplads i Kastrup. Ansøgeren havde forinden søgt om udstedelse af EU-opholdskort hos SIRI som udstationeret tredjelandsstatsborger, idet ansøgeren oplyste at være udstationeret i Danmark for at levere tjenesteydelser på vegne af sin polske arbejdsgiver. I februar 2021 traf SIRI afgørelse om, at ansøgeren ikke var omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler som udstationeret.
Udlændingenævnets afgørelse:
Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra februar 2021. Ansøgeren har derfor ikke opfyldt betingelserne for ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren ikke kan anses for at have været omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler som udstationeret tredjelandsstatsborger, som er ansat i en virksomhed i anden medlemsstat, og som er sendt til Danmark for på vegne af sin arbejdsgiver at levere en tjenesteydelse i Danmark.
Udlændingenævnet finder derimod, at de foreliggende oplysninger samlet set medfører en antagelse om, at formålet med ansøgerens udstationering til Danmark har været at opnå adgang til det danske arbejdsmarked og at omgå reglerne om arbejdstilladelse.
Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark den 16. december 2020, hvor ansøgeren efter det oplyste skulle udføre arbejdsopgaver på vegne af sin polske arbejdsgiver, som ifølge den fremlagte ansættelseskontrakt af 12. december 2020 havde ansat ansøgeren som fliselægger (”glazumik”) i en tidsbegrænset stilling indtil den 12. december 2021.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der er uoverensstemmelse mellem varigheden af ansøgerens udstationering til Danmark og varigheden af den tjenesteydelse, som den polske virksomhed skulle levere til den danske virksomhed (modtager-virksomheden), hvorefter ansøgeren skulle vende tilbage til Polen og udføre arbejde for den polske virksomhed i overensstemmelse med ansættelseskontrakten.
Det fremgår således af den fremlagte udstationeringsaftale af 15. december 2020 mellem ansøgeren og den polske virksomhed, at ansøgeren fra den 16. december 2020 til den 16. marts 2021 skulle udstationeres af den polske virksomhed for at udføre arbejdsopgaver i Danmark.
Derimod fremgår det af den fremlagte underentrepriseaftale af 4. januar 2021 mellem den polske virksomhed og den danske modtager-virksomhed, at aftalen alene omfatter perioden fra den 4. januar 2021 til den 30. januar 2021. Der er ikke fremlagt dokumentation for, at den polske virksomhed før den 4. januar 2021 eller efter den 30. januar 2021 havde en aftale om levering af tjenesteydelser i Danmark.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse også, at ansøgerens udstationeringsaftale ikke indeholder oplysninger om f.eks., hvilke konkrete arbejdsopgaver ansøgeren skulle udføre, hvor i Danmark eller til hvilken virksomhed, der skulle leveres tjenesteydelser, men at det alene er angivet i aftalen, at ansøgeren skulle udføre arbejdsopgaver relateret til byggeri og generelle renoveringsopgaver i Danmark.
Udlændingenævnet finder, at det forhold, at ansøgeren blev udstationeret til Danmark blot 4 dage efter sin ansættelse og inden underentrepriseaftalens indgåelse, og at arbejdsopgaverne i udstationeringsaftalen er meget bredt formuleret, taler for, at formålet med ansøgerens ansættelse og udstationering alene var at blive sendt til Danmark for at opnå adgang til arbejdsmarkedet.
Ved vurderingen af, om ansøgeren kan anses for at have opfyldt betingelserne som udstationeret i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsen, har Udlændingenævnet yderligere lagt vægt på, at det fremgår af underentrepriseaftalen, at den polske virksomheds arbejdsopgaver omfattede udjævning af gulve i badeværelser, vandtætning, montering af keramiske fliser på vægge og gulve i badeværelser, fugesømme, montering af døre samt montering af gipsplader til kloakrør til en samlet pris af 180.000 kr. ekskl. moms.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren den 27. januar 2021 blev antruffet af politiet på byggepladsen, mens ansøgeren var i gang med at udføre malerarbejde på en altan, hvilket er en arbejdsydelse, som ikke er omfattet af aftalen mellem den polske virksomhed og den danske modtager-virksomhed.
I forlængelse heraf har Udlændingenævnet videre lagt vægt på, at det fremgår af politiets rapport af 27. januar 2021, at ansøgeren bl.a. oplyste, at han var blevet forevist arbejde af andre udenlandske håndværkere på byggepladsen.
Det fremgår desuden af afhøringsrapporten, at ansøgeren ikke vidste, hvad ansøgeren skulle, når arbejdet i Danmark var afsluttet, men at ansøgeren formodede, at hans ansættelseskontrakt med den polske virksomhed udløb i slutningen af april 2021, hvor ansøgerens visum udløb, idet ansøgeren ikke ville have lovligt ophold i Polen derefter.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af ansøgerens ansættelseskontrakt, at ansættelsen udløber den 12. december 2021, mens det er anført i den fremlagte arbejdsgivererklæring, at ansøgerens ansættelse er tidsubegrænset. Hertil skal Udlændingenævnet også bemærke, at den fremlagte arbejdsgivererklæring er underskrevet af den polske virksomhed 7 uger inden ansøgerens ansættelsesdato.
Udlændingenævnet finder herefter, at det forhold, at ansøgeren blev antruffet i færd med at udføre arbejde, som ikke var omfattet af underentrepriseaftalen, at ansøgeren efter det oplyste blev anvist arbejde af andre udenlandske håndværkere, og at der er usikkerhed og divergerende oplysninger omkring varigheden af ansøgerens ansættelse hos den polske virksomhed, også samlet set taler imod, at ansøgeren var udstationeret for at levere en afgrænset og konkret tjenesteydelse på vegne af den polske virksomhed, hvorefter ansøgeren skulle vende tilbage til fast beskæftigelse hos virksomheden i Polen.
På baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af ovenstående forhold, finder Udlændingenævnet således, at det ikke kan anses for godtgjort, at ansøgeren var omfattet af EU-opholdsreglerne som udstationeret. Udlændingenævnet finder derimod, at forholdene i sagen taler for, at der er tale om misbrug af EU-reglerne om fri bevægelighed af tjenesteydelser med henblik på at opnå adgang til det danske arbejdsmarked og omgå reglerne om krav om arbejdstilladelse, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 35, stk. 1.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at den polske virksomhed er anmeldt i Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT) for perioden 5.-30. januar 2021, og at ansøgeren står angivet som kontaktperson i perioden 5.-9. januar 2021. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der alene er tale om en registrering, som ikke i sig selv kan medføre, at betingelserne for at have ret til ophold som udstationeret efter EU-retten er opfyldt.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at den polske virksomhed driver reel virksomhed i Polen, at samtlige medarbejdere udfører arbejde i Polen under deres ansættelse, og at der til støtte herfor er fremlagt en række dokumenter vedrørende stiftelsen af virksomheden, diverse entrepriseaftaler, køb af arbejdstøj, m.v. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at udstationeringen ikke har elementer af social dumping, og at den polske virksomhed er medlem af Dansk Industri og har tegnet overenskomst med 3F.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset den polske virksomheds aktiviteter i Polen og dens tilknytning til danske fagforeninger m.v., så kan det på baggrund af de foreliggende oplysninger i denne konkrete sag ikke anses for godtgjort, at ansøgerens udstationering har været omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Det anførte om, at der ved vurderingen af, om ansøgeren havde fast beskæftigelse i Polen, ikke kan stilles et krav om 30 dages anciennitet forinden udstationeringen, kan heller ikke i sig selv føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingenævnet ved denne afgørelse ikke har foretaget en særskilt vurdering af fastheden af ansøgerens beskæftigelse hos den polske virksomhed, og at ansættelsestidspunktet således ikke i sig selv har været afgørende for vurderingen. Udlændingenævnet henviser videre til, at ansættelsestidspunktet – som beskrevet ovenfor – er indgået som et element i den samlede vurdering af, om der var tale om en reel udstationering, eller om den havde karakter af misbrug.
Endelig kan det ikke føre til en ændret vurdering, at der er oplyst, at den polske virksomhed har udstationeret medarbejdere til Danmark siden 2019, og at 2 andre ukrainske statsborgere tidligere er blevet vurderet til at have lovligt ophold i Danmark som udstationeret for virksomheden.
Udlændingenævnet henviser herved igen til, at det på baggrund af de foreliggende oplysninger i denne konkrete sag må lægges til grund, at der er tale om forsøg på at omgå reglerne om krav om arbejdstilladelse, uanset om det tidligere er blevet vurderet, at medarbejdere fra den polske virksomhed kan have været omfattet af retten til ophold som udstationeret.
Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse”.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. maj 2022 – EU – primær bevægelighed - udstationerede
Dato: 28-02-2023
Udlændingenævnets afgørelse af 23. maj 2022 – EU – primær bevægelighed - udstationerede
Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Ukraine, som havde søgt om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren blev i juni 2020 anholdt og sigtet for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 3, fordi ansøgeren uden en gyldig opholds- og arbejdstilladelse var blevet antruffet i færd med at køre en varevogn tilhørende en dansk virksomhed, mens han bragte varer ud for en anden dansk virksomhed. Udlændingestyrelsen traf på den baggrund afgørelse om administrativ udvisning af ansøgeren. Ansøgeren indgav efterfølgende ansøgning til SIRI om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret tredjelandsstatsborger idet ansøgeren oplyste, at han var udstationeret i Danmark, for på vegne af sin polske arbejdsgiver, at levere tjenesteydelser i form af levering af gods.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra juni 2020. Ansøgeren har derfor ikke opfyldt betingelserne for ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren ikke kan anses for at have været omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler om udstationerede tredjelandsstatsborgere, som er ansat i en virksomhed i anden medlemsstat, og som er sendt til Danmark for på vegne af sin arbejdsgiver at levere en tjenesteydelse i Danmark.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det fremgår af ansøgningen, at ansøgeren i perioden fra den 1. juni 2020 til den 7. juni 2020 skulle levere tjenesteydelser i Danmark på vegne af sin polske arbejdsgiver, som havde indgået en aftale om levering af tjenesteydelser med en navngiven dansk virksomhed (modtager-virksomheden).
Ved vurderingen har Udlændingenævnet endvidere lagt vægt på, at ansøgeren den 4. juni 2020 blev antruffet og anholdt i Danmark i forbindelse med, at ansøgeren kørte en varevogn tilhørende en anden dansk virksomhed, mens ansøgeren bragte varer ud for en tredje dansk virksomhed.
Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at der ikke foreligger dokumentation, der forbinder ansøgerens polske arbejdsgiver med hverken den anden eller tredje danske virksomhed, ligesom der ikke er forhold i sagen, der dokumenterer, at ansøgeren faktisk har levereret tjenesteydelser fra sin polske arbejdsgiver til den danske modtager-virksomhed.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke til sagen er fremlagt en udstationeringsaftale mellem ansøgeren og den polske virksomhed, hvoraf det fremgår, hvilket arbejde ansøgeren skal udføre i Danmark og i hvilken periode, ligesom der ikke foreligger en ansættelseskontrakt, som afspejler de ansættelsesvilkår, som fremgår af aftalen mellem den polske virksomhed og den danske modtager-virksomhed, herunder fastsættelsen af minimumslønnen på 135 kr. i timen.
Det forhold, at der er fremlagt en ansættelseskontrakt fra februar 2020 mellem ansøgeren og den polske virksomhed, en ”Service Provision Contract” fra april 2020 mellem den polske virksomhed og modtagervirksomheden i Danmark, en ”Business trip order” fra maj 2020 samt en attest fra december 2019 fra arbejdsformidlingen i Polen vedrørende ansøgerens arbejdstilladelse, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet henviser herved til den manglende udstationeringsaftale, ligesom de øvrige forhold i sagen taler for, at der ikke er tale om udstationering i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsens regler.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at den danske modtager-virksomhed har registreret den polske virksomhed med ansøgeren som kontaktperson i Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT) for perioden fra den 1. juni 2020 til den 30. juni 2020. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at en sådan registrering ikke i sig selv kan medføre, at betingelserne for at have ret til ophold som udstationeret efter EU-retten er opfyldt.
I den forbindelse bemærker Udlændingenævnet også, at ansøgeren har oplyst til SIRI, at udstationeringen varede fra den 1. juni 2020 til den 7. juni 2020, mens det fremgår af RUT og politiets dokumenter, at ansøgeren skulle udstationeres fra den 1. juni 2020 til den 30. juni 2020.
Det forhold, at der til politiet desuden er fremlagt en række udenlandske dokumenter, som politiet har fået oversat til dansk, kan ej heller føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om diverse aftaledokumenter mellem den polske virksomhed og andre virksomheder i henholdsvis Polen og Litauen, samt en udskrift fra et register, som ikke ses at have relevans for sagen, og som derfor ikke understøtter en antagelse om, at ansøgeren var i Danmark som udstationeret i medfør af EU-opholdsreglerne.
Udlændingenævnet finder herefter på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af ovenstående forhold, at det ikke kan anses for godtgjort, at ansøgeren var omfattet af EU-opholdsreglerne som udstationeret. Udlændingenævnet finder derimod, at forholdene i sagen taler for, at der er tale om misbrug af EU-reglerne om fri bevægelighed af tjenesteydelser for at omgå reglerne om krav om arbejdstilladelse, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 35, stk. 1.
Det forhold, at det er anført, at der ikke kunne træffes afgørelse om udvisning, når SIRI ikke havde truffet afgørelse vedrørende EU-retten, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet henviser herved til, at SIRI har kompetencen til at udstede opholdsdokumenter i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsen, men at dette ikke fratager Udlændingestyrelsen kompetencen til at tage stilling til udstationering i forbindelse med en afgørelse om udvisning. Endvidere henviser Udlændingenævnet til, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse om udvisning også tog stilling til, om ansøgeren kunne antages at have EU-opholdsret som udstationeret, og at Udlændingenævnet med denne afgørelse ikke har fundet anledning til at ændre denne vurdering.
Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse fra juni 2020.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. februar 2023 – EU – Primær Bevægelighed – Arbejdstagere – Ophør
Dato: 03-02-2023Udlændingenævnet omgjorde i februar 2023 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Polen, som var blevet meddelt ophør af sin opholdsret som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren fik i juli 2019 udstedt registreringsbevis som arbejdstager. Med undtagelse af 5 måneders kontanthjælp i 2020 havde ansøgeren været i uafbrudt beskæftigelse indtil maj 2022, hvorefter ansøgeren modtog kontanthjælp i juni og juli 2022. I oktober 2022 traf SIRI afgørelse om ophør af opholdsret med henvisning til, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for at have bevaret sin arbejdstagerstatus og ikke havde dokumenteret at opfylde et andet EU-retligt opholdsgrundlag. Umiddelbart samtidig med SIRI’s afgørelse kom ansøgeren i arbejde igen og fik på den baggrund allerede i slutningen af oktober 2022 udstedt nyt registreringsbevis som arbejdstager.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre SIRI’s afgørelse fra oktober 2022.
Udlændingenævnet har ved behandlingen af klagen inddraget alle relevante faktiske forhold og argumenter, herunder den omstændighed, at SIRI i slutningen af oktober 2022 har truffet afgørelse om, at ansøgeren igen opfylder betingelserne som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1, og at det fremgår af eIndkomst, at ansøgeren har haft lønindkomst siden oktober 2022.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en samlet, konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at uanset at ansøgeren ikke har dokumenteret at opfylde betingelserne i EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 2, for bevarelse af arbejdstagerstatus efter ophøret af sin beskæftigelse i maj 2022, hvorefter ansøgeren modtog kontanthjælp, så ophørte ansøgerens lovlige ophold i Danmark efter EU-retten ikke i den forbindelse.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det følger af EU-opholdsbekendtgørelsens § 29, stk. 1, 2. pkt., at modtagelse af offentlig forsørgelse ikke automatisk medfører, at tidsbegrænset opholdsret ophører.
Endvidere har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det følger af opholdsdirektivets betragtning 16 og artikel 14, stk. 3, at en unionsborgers benyttelse af værtsmedlemsstatens sociale system ikke automatisk må medføre udsendelse, og at vedkommende skal udgøre en urimelig byrde for det sociale system, før der må træffes foranstaltninger til udsendelse. Værtsmedlemsstaten skal i den forbindelse vurdere, om der er tale om midlertidige vanskeligheder og tage hensyn til opholdets varighed, unionsborgernes personlige forhold og størrelsen af den ydede støtte.
Ved vurderingen af, om unionsborgeren udgør en urimelig byrde, kan der i den pågældende proportionalitetsafvejning også inddrages kriterier som f.eks. sandsynligheden for, at unionsborgeren snart vil gøre sig fri af de sociale ydelser, og om vedkommende tidligere har været stærkt afhængig af sociale ydelser eller selv har bidraget til at finansiere den sociale bistand i værtsmedlemsstaten. Der henvises til afsnit 2.3.1. i Kommissionens meddelelse ”KOM(2009) 313 endelig”, samt til EU-Domstolens praksis i bl.a. sag C-140/12, Brey og C-333/13, Dano.
Herefter har Udlændingenævnet, ved vurderingen af, om ansøgeren udgør en urimelig byrde, lagt afgørende vægt på, at ansøgeren kort tid efter modtagelsen af de sociale ydelser kom i beskæftigelse igen, idet ansøgeren til dels i juli/august 2022 og herefter siden oktober 2022 har haft lønindkomst, og at SIRI på den baggrund har udstedt et nyt registreringsbevis til ansøgeren. Endvidere har Udlændingenævnet lagt vægt på varigheden af ansøgeren ophold i Danmark, den begrænsede størrelse af den ydede støtte og det forhold, at ansøgeren tidligere har været arbejdstager i Danmark i en længere periode.
Udlændingenævnet finder således, at de offentlige ydelser, som ansøgeren modtog i juni 2022 og juli 2022, må anses som udtryk for midlertidige vanskeligheder, og at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har udgjort en urimelig byrde for det sociale system.
Udlændingenævnet ændrer på den baggrund SIRI’s afgørelse om, at ansøgerens EU-opholdsret var ophørt.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 03.11.2022 – EU – primær bevægelighed – familiemedlem
Dato: 03-11-2022Udlændingenævnets afgørelse af 3. november 2022
Emneord: EU, primær bevægelighed, familiemedlem, opholdsret ej været til stede
Udlændingenævnet stadfæstede i november 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse vedrørende en statsborger fra Tyrkiet, som tidligere havde fået udstedt EU-opholdskort som medfølgende familiemedlem til en unionsborger og derefter søgte om en selvstændig opholdsret efter EU-retten.
Sagens faktiske omstændigheder:
I oktober 2015 fik referencen udstedt et registreringsbevis som arbejdstager i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsen. Ansøgeren indrejste i Danmark i januar 2016 og fik i februar 2016 udstedt et EU-opholdskort som medfølgende familiemedlem til en unionsborger. Ansøgeren indgav i januar 2021 en ansøgning om selvstændig opholdsret i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsen. Det fremgik af sagens oplysninger, at ansøgeren og referencen var blevet skilt, og at referencen var registreret udrejst af Danmark i juli 2018. Ansøgeren var blevet i Danmark på baggrund af det tidligere udstedte opholdskort.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse. Ansøgeren har derfor ikke haft ret til ophold i Danmark som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsens regler.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at ansøgeren i januar 2016 fik udstedt et opholdskort efter EU-opholdsbekendtgørelsen som familiemedlem til en unionsborger, der havde fået udstedt registreringsbevis som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen, og at det er en grundlæggende betingelse for den konstaterede opholdsret, at unionsborgeren opfylder betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-opholdsbekendtgørelsen.
Udlændingenævnet her hertil lagt vægt på, at unionsborgeren ifølge oplysningerne i eIndkomst havde lønindkomst i perioden fra og med september 2015 til og med december 2015, at der ikke er fremlagt dokumentation for, at hun har været i beskæftigelse efter december 2015, og at der i øvrigt ikke er fremkommet oplysninger om, at hun skulle have bevaret sin opholdsret i Danmark efter arbejdsophøret.
Udlændingenævnet finder ligeledes, at der ikke foreligger dokumentation for, at unionsborgeren faktisk har opholdt sig her i landet efter december 2015.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren allerede på tidspunktet for udstedelsen af sit opholdskort i januar 2016 ikke havde en afledt opholdsret som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsen.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det fremgår af det ansøgningsskema, som er udfyldt og underskrevet af ansøgeren i januar 2021, at ansøgeren først indrejste i Danmark og følgelig tilsluttede sig unionsborgeren i 2016, hvilket bekræftes af oplysningen i CPR om, at han indrejste i januar 2016, hvor unionsborger ikke længere havde status som arbejdstager.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det i forbindelse med klagesagen er anført, at ansøgeren har haft lovligt ophold i Danmark i overensstemmelse med det opholdskort, han har fået udstedt.
Udlændingenævnet henviser i denne forbindelse til EU-Domstolens praksis, hvoraf det følger, at en myndigheds udstedelse af et opholdsbevis ikke skaber nogen ret, men blot er et udtryk for, at myndigheden konstaterer den pågældendes individuelle stilling, jf. dom af 14. september 2017 i sag C 184/16, præmis 32. Som følge af opholdsbevisets konstaterende karakter, kan ansøgerens ophold derfor ikke anses for lovligt alene med henvisning til det af SIRI udstedte opholdskort.
Henset til, at ansøgeren således ikke har haft en afledt opholdsret i Danmark i henhold til EU-reglerne, finder Udlændingenævnet, at det anførte om, at den ret til ophold, som et familiemedlem til en unionsborger har afledt af unionsborgeren, ikke kan erklæres ophørt med tilbagevirkende kraft, når unionsborgerens ret til ophold er ophørt, er uden betydning for vurderingen.
Udlændingenævnet bemærker i denne forbindelse, at selv såfremt Udlændingenævnet havde konstateret, at ansøgeren på et givent tidspunkt faktisk havde en afledt opholdsret som familiemedlem i henhold til EU-reglerne, ville denne ret, henset til opholdsbevisets konstaterende karakter, være ophørt samtidig med ophøret af unionsborgerens opholdsret, desuagtet om udlændingemyndighederne først måtte konstatere dette ophør på et senere tidspunkt.
Endelig finder Udlændingenævnet, at der i nærværende sag ikke er grundlag for at tage stilling til bibeholdelse af opholdsgrundlaget efter udlændingelovens § 26, stk. 1, og EU-opholdsbekendtgørelsens § 37, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 31, stk. 2, idet ansøgerens opholdsgrundlag ikke har været til stede.
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at ansøgeren ikke er omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens anvendelsesområde i egenskab af hovedperson, jf. § 1, stk. 1 og stk. 2, jf. § 2, idet han hverken er unionsborger, statsborger i et land, der er omfattet af EØS-aftalen, eller statsborger i Schweiz.
Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at det til sagen er oplyst og ved fremvisning af gyldigt nationalitetspas dokumenteret, at ansøgeren er statsborger i Tyrkiet.
Udlændingenævnet bemærker, at det anførte om, at ansøgeren har udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i Danmark i en årrække og derfor angiveligt har lovligt ophold i landet i henhold til Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet, er uden betydning for vurderingen, idet afgørelser om opholdstilladelse for selvstændigt erhvervsdrivende i henhold til nævnte aftale træffes efter udlændingeloven.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelser.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 16. august 2022 – EU – Person med tilstrækkelige midler (selvforsørgende)
Dato: 25-10-2022Udlændingenævnets afgørelse af 16. august 2022 – EU – Person med tilstrækkelige midler
Udlændingenævnet omgjorde i august 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Polen, som havde fået afslag på udstedelse af registreringsbevis som person med tilstrækkelige midler efter EU-retten, da midlerne stammede fra en juridisk person.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren søgte i oktober 2021 om ret til ophold som person med tilstrækkelige midler efter EU-retten. Ansøgeren skulle forsørges af en sognepræst fra et etableret trossamfund i Danmark, hvilket bl.a. var dokumenteret ved en forsørgelseserklæring underskrevet af sognepræsten på vegne af kirken, et kontoudskrift fra kirkens bankkonto, kirkens vedtægter, hvoraf det fremgik, at kirkens sognepræst som bestyrelsesmedlem kunne råde over kirkens formue og midler. Der var endvidere oplysninger om, at forsørgelse af en ordenssøster indebar, at kirken eller et ordensfællesskab i kirken påtog sig alle økonomiske forpligtelser i forhold til den forsørgede og dennes underhold her i landet – hertil udgifter til bl.a. kost og logi, transport, rejser, lægebesøg m.v.
Udlændingenævnets vurdering:
”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre SIRI's afgørelse fra marts 2022.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af alle sagens oplysninger, at ansøgeren råder over tilstrækkelige midler til sit underhold her i landet, og at hun dermed opfylder betingelserne i EU-opholdsbekendtgørelsens § 6, stk. 1.
Udlændingenævnet har lagt vægt på det til sagen oplyste om, at ansøgeren skal opholde sig her i landet som ordenssøster i et etableret trossamfund i Danmark, og at kirkens sognepræst i den forbindelse og på vegne af kirken har erklæret at påtage sig forsørgelsen af hende.
Ligeledes har Udlændingenævnet lagt vægt på den fremlagte dokumentation til sagen vedrørende forsørgelsen af ansøgeren. Således er der fremlagt kopi af bl.a. en forsørgelseserklæring underskrevet af kirkens sognepræst på vegne af kirken, et kontoudskrift fra kirkens danske bankkonto, hvoraf det fremgår, at kirken medio oktober 2021 havde et indestående beløb på 3.788.402,96 kr., et udskrift fra Erhvervsstyrelsen, hvoraf det fremgår, at kirkens sognepræst er en del af ledelsen i kirken, samt kirkens vedtægter hvoraf det fremgår, at kirkens sognepræst, som bestyrelsesmedlem kan råde over kirkens formue og midler.
Det er i øvrigt Udlændingenævnets vurdering, at uanset, at midlerne, som kirkens sognepræst råder over til forsørgelsen af ansøgeren, tilhører kirken, så kan dette ikke i sig selv føre til, at midlerne ikke kan anvendes til ansøgerens forsørgelse.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det på baggrund af sagens konkrete omstændigheder, og med udgangspunkt i ansøgerens personlige situation, må antages at være sædvanligt inden for kirkens virke, at kirkens sognepræst på vegne af kirken, og ved brug af kirkens økonomiske midler, påtager sig forsørgelsen af en ordenssøster her i landet, ligesom det må være sædvanligt, at denne forsørgelse består i at sikre kost og logi samt dække udgifter til øvrige personlige fornødenheder.
Hertil har Udlændingenævnet også lagt vægt på, at kirken i juli 2022 har oplyst til Udlændingenævnet, at forsørgelse i en katolsk ordenssammenhæng indebærer, at kirken eller et ordensfællesskab i kirken påtager sig alle økonomiske forpligtelser ift. den forsørgede og dennes underhold her i landet – hertil udgifter til bl.a. kost og logi, transport, rejser, lægebesøg m.v.
På baggrund af ovenstående er det Udlændingenævnets vurdering, at midlerne til ansøgerens underhold, der som følge af ordenssamfundets indretning, stilles til rådighed af kirkens sognepræst, på vegne af kirken, er tilgængelige for ansøgeren i et sådan omfang, at det må antages, at ansøgeren ikke bliver en urimelig byrde for værtsmedlemsstatens sociale system.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. oktober 2022 – EU – Primær bevægelighed – tidsubegrænset ophold - dispensation for ophør
Dato: 19-10-2022Udlændingenævnets afgørelse af 19. oktober 2022 – EU – Primær bevægelighed – tidsubegrænset ophold - dispensation for ophør
Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afslag på dispensation for ophør af tidsubegrænset opholdsret.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indrejste i Danmark i december 2008 og fik i februar 2014 ret til tidsubegrænset ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Ansøgeren udrejste herefter til USA fra november 2016 til maj 2018 og igen i februar 2019. Ansøgeren havde forinden udrejsen i 2019 indgivet ansøgning om dispensation for ophør af sin tidsubegrænsede opholdsret, hvilket SIRI imødekom. Ansøgeren havde i forbindelse med dispensationsansøgningen indsendt dokumentation for studieaktivitet frem til maj 2022. Ansøgerens ægtefælle og børn udrejste sammen med ansøgeren. Ansøgeren indgav i april 2022 ansøgning om yderligere dispensation for mindst 2 år og oplyste i den forbindelse bl.a., at ansøgeren havde fået ansættelse ved sin tidligere praktikplads for at opnå yderligere erfaring.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra maj 2022.
Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke kan meddeles yderligere dispensation for ophør af sin tidsubegrænsede opholdsret, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 31, stk. 3.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren ved sin anmodning om dispensation i 2019 oplyste, at ansøgeren ønskede dispensation for ophør med henblik på gennemførelse af uddannelse. Som dokumentation herfor havde ansøgeren indsendt et brev fra juli 2019 fra en amerikansk uddannelsesinstitution, hvoraf det fremgik, at det var forventet, at ansøgeren havde færdiggjort sine studier i maj 2022. SIRI gav ansøgeren dispensation for ophør frem til juli 2022.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt, på, at ansøgeren ved sin anmodning fra april 2022 oplyste, at ansøgeren ønskede dispensation for ophør af sin opholdstilladelse i Danmark i mindst yderligere 2 år. Ansøgeren oplyste i den forbindelse, at Covid-19 havde haft betydning for ansøgerens studier i USA, at ansøgeren havde afsluttet it-studie som planlagt, men at ansøgeren ikke havde været i stand til at gennemføre flere kliniske timer, som var nødvendige for ansøgerens uddannelse, og at ansøgeren var blevet tilbudt et job det samme sted, hvor ansøgeren havde været i praktik.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansættelsestilbuddet fra april 2022, som ansøgeren havde indsendt til SIRI, vedrørte en anden stilling, og at ansættelsen ikke var tidsbegrænset.
Derudover har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det fremgår af det til klagen indsendte brev fra juni 2022 fra den amerikanske uddannelsesinstitution, at ansøgeren færdiggjorde en uddannelse i maj 2022.
Den uddannelse, som dispensationen blev meddelt til, er således afsluttet som planlagt.
Udlændingenævnet finder på denne baggrund, at der ikke er grundlag for at give ansøgeren dispensation for ophør af tidsubegrænset opholdsret for en varighed på mindst yderligere 2 år med henblik på en ansættelse, som er uden tidsbegrænsning.
Udlændingenævnet finder således ikke, at deltagelse i yderligere kliniske timer udgør et velbegrundet formål, ligesom ansøgerens tidsubegrænsede ansættelse kan give anledning til tvivl om, hvorvidt ansøgeren reelt agter at vende tilbage til Danmark, selvom det er anført, at yderligere erfaring og en professionel licens vil være meget nyttig og et væsentligt aktiv ved ansøgerens tilbagevenden til Danmark.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at ansøgeren ikke har været i stand til at gennemføre flere kliniske timer, og at COVID-19 har haft betydning for ansøgerens studier. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på trods heraf har færdiggjort sin uddannelse.
Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen har oplyst, at ansøgerens status som international studerende er i færd med at blive forlænget, idet den opholdsretlige status i USA ikke har betydning for vurderingen af, om der kan meddeles dispensation for ophør.
Derudover kan det ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen har oplyst, at ansøgerens ægtefælles helbredstilstand er blevet forværret under COVID-19, og at deres økonomiske situation er blevet stærkt påvirket, idet ansøgeren ikke på denne baggrund kan få dispensation for ophør af tidsubegrænset opholdsret i Danmark.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren indrejste i Danmark i december 2008, og at ansøgeren således havde haft en opholdsret i Danmark i omtrent 10 år, da ansøgeren udrejste af Danmark i februar 2019. Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren var udrejst af Danmark sammen med sin ægtefælle og deres børn i perioden fra november 2016 til maj 2018, og at ansøgeren har opholdt sig uden for Danmark siden februar 2019. Ansøgeren har således samlet opholdt sig uden for Danmark i 5 år, hvorfor tilknytningen til Danmark ikke kan anses for at medføre, at det er særligt belastende for ansøgeren, såfremt ansøgerens tidsubegrænsede opholdsret ophører.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren selv valgte at forlade Danmark for at tage ophold i USA, og at der ikke er noget til hinder for, at ansøgeren kan genindrejse i Danmark på et senere tidspunkt.
Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke kan anses for at have bevaret en sådan tilknytning til Danmark, at det må anses for særligt belastende, at anse ansøgerens opholdsret for ophørt, jf. udlændingelovens § 26 og EU-opholdsbekendtgørelsens § 37.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”
Senest opdateret: 13-12-2019
Udgiver: Udlændingenævnet