-
Udlændingenævnets afgørelse af 03.11.2022 – EU – primær bevægelighed – familiemedlem
Dato: 03-11-2022Udlændingenævnets afgørelse af 3. november 2022
Emneord: EU, primær bevægelighed, familiemedlem, opholdsret ej været til stede
Udlændingenævnet stadfæstede i november 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse vedrørende en statsborger fra Tyrkiet, som tidligere havde fået udstedt EU-opholdskort som medfølgende familiemedlem til en unionsborger og derefter søgte om en selvstændig opholdsret efter EU-retten.
Sagens faktiske omstændigheder:
I oktober 2015 fik referencen udstedt et registreringsbevis som arbejdstager i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsen. Ansøgeren indrejste i Danmark i januar 2016 og fik i februar 2016 udstedt et EU-opholdskort som medfølgende familiemedlem til en unionsborger. Ansøgeren indgav i januar 2021 en ansøgning om selvstændig opholdsret i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsen. Det fremgik af sagens oplysninger, at ansøgeren og referencen var blevet skilt, og at referencen var registreret udrejst af Danmark i juli 2018. Ansøgeren var blevet i Danmark på baggrund af det tidligere udstedte opholdskort.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse. Ansøgeren har derfor ikke haft ret til ophold i Danmark som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsens regler.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at ansøgeren i januar 2016 fik udstedt et opholdskort efter EU-opholdsbekendtgørelsen som familiemedlem til en unionsborger, der havde fået udstedt registreringsbevis som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen, og at det er en grundlæggende betingelse for den konstaterede opholdsret, at unionsborgeren opfylder betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-opholdsbekendtgørelsen.
Udlændingenævnet her hertil lagt vægt på, at unionsborgeren ifølge oplysningerne i eIndkomst havde lønindkomst i perioden fra og med september 2015 til og med december 2015, at der ikke er fremlagt dokumentation for, at hun har været i beskæftigelse efter december 2015, og at der i øvrigt ikke er fremkommet oplysninger om, at hun skulle have bevaret sin opholdsret i Danmark efter arbejdsophøret.
Udlændingenævnet finder ligeledes, at der ikke foreligger dokumentation for, at unionsborgeren faktisk har opholdt sig her i landet efter december 2015.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren allerede på tidspunktet for udstedelsen af sit opholdskort i januar 2016 ikke havde en afledt opholdsret som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsen.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det fremgår af det ansøgningsskema, som er udfyldt og underskrevet af ansøgeren i januar 2021, at ansøgeren først indrejste i Danmark og følgelig tilsluttede sig unionsborgeren i 2016, hvilket bekræftes af oplysningen i CPR om, at han indrejste i januar 2016, hvor unionsborger ikke længere havde status som arbejdstager.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det i forbindelse med klagesagen er anført, at ansøgeren har haft lovligt ophold i Danmark i overensstemmelse med det opholdskort, han har fået udstedt.
Udlændingenævnet henviser i denne forbindelse til EU-Domstolens praksis, hvoraf det følger, at en myndigheds udstedelse af et opholdsbevis ikke skaber nogen ret, men blot er et udtryk for, at myndigheden konstaterer den pågældendes individuelle stilling, jf. dom af 14. september 2017 i sag C 184/16, præmis 32. Som følge af opholdsbevisets konstaterende karakter, kan ansøgerens ophold derfor ikke anses for lovligt alene med henvisning til det af SIRI udstedte opholdskort.
Henset til, at ansøgeren således ikke har haft en afledt opholdsret i Danmark i henhold til EU-reglerne, finder Udlændingenævnet, at det anførte om, at den ret til ophold, som et familiemedlem til en unionsborger har afledt af unionsborgeren, ikke kan erklæres ophørt med tilbagevirkende kraft, når unionsborgerens ret til ophold er ophørt, er uden betydning for vurderingen.
Udlændingenævnet bemærker i denne forbindelse, at selv såfremt Udlændingenævnet havde konstateret, at ansøgeren på et givent tidspunkt faktisk havde en afledt opholdsret som familiemedlem i henhold til EU-reglerne, ville denne ret, henset til opholdsbevisets konstaterende karakter, være ophørt samtidig med ophøret af unionsborgerens opholdsret, desuagtet om udlændingemyndighederne først måtte konstatere dette ophør på et senere tidspunkt.
Endelig finder Udlændingenævnet, at der i nærværende sag ikke er grundlag for at tage stilling til bibeholdelse af opholdsgrundlaget efter udlændingelovens § 26, stk. 1, og EU-opholdsbekendtgørelsens § 37, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 31, stk. 2, idet ansøgerens opholdsgrundlag ikke har været til stede.
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at ansøgeren ikke er omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens anvendelsesområde i egenskab af hovedperson, jf. § 1, stk. 1 og stk. 2, jf. § 2, idet han hverken er unionsborger, statsborger i et land, der er omfattet af EØS-aftalen, eller statsborger i Schweiz.
Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at det til sagen er oplyst og ved fremvisning af gyldigt nationalitetspas dokumenteret, at ansøgeren er statsborger i Tyrkiet.
Udlændingenævnet bemærker, at det anførte om, at ansøgeren har udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i Danmark i en årrække og derfor angiveligt har lovligt ophold i landet i henhold til Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet, er uden betydning for vurderingen, idet afgørelser om opholdstilladelse for selvstændigt erhvervsdrivende i henhold til nævnte aftale træffes efter udlændingeloven.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelser.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 03. oktober 2022 – EU – primær bevægelighed – familiemedlem
Dato: 03-10-2022Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Tyrkiet, der havde søgt om tidsubegrænset opholdsret efter EU-retten.
Sagens faktiske omstændigheder:
Referencen indrejste i Danmark i september 2015 og fik udstedt et opholdsdokument som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Ansøgeren var blevet gift med referencen i juli 2015, og indrejste herefter i Danmark i november 2015, hvor han fik udstedt et EU-opholdskort som familiemedlem. Ansøgeren indgav i november 2020 en ansøgning om tidsubegrænset opholdsret i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsen. Det fremgik af sagen, at referencen ikke havde fået indberettet løn siden januar 2016, at hun var udrejst af landet i oktober 2017, og at parret blev skilt i januar 2022.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse. Ansøgeren har derfor ikke ret til tidsubegrænset ophold her i landet efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, stk. 3, nr. 2.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft lovligt ophold her i landet som medfølgende familiemedlem uafbrudt i 5 år.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgerens daværende ægtefælle i marts 2015 fik udstedt et registreringsbevis som arbejdstager. Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det af CPR fremgår, at hun i oktober 2017 udrejste af Danmark, ligesom det ikke er dokumenteret, at hun efter denne dato faktisk har opholdt sig i Danmark.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke siden oktober 2017 har haft opholdsret som medfølgende familiemedlem til en unionsborger, som har opholdsret i Danmark i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsens bestemmelser. Ansøgeren har således ikke haft lovligt ophold her i landet uafbrudt i 5 år i henhold til EU-retten, jf. også begrundelsen nedenfor.
Ansøgeren kan derfor ikke gives ret til tidsubegrænset ophold i Danmark, uanset at han måtte have opholdt sig i landet i mere end 5 år.
Udlændingenævnet finder endvidere, at ansøgerens ret til ophold i Danmark ophørte i oktober 2017, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 29, stk. 1.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren i november 2015 blev meddelt ret til ophold i Danmark som medfølgende familiemedlem til dennes daværende ægtefælle, der havde ret til ophold i Danmark som arbejdstager, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 1 (nu § 10, stk. 1). Det er derfor en betingelse for ansøgerens ret til ophold, at den daværende ægtefælle opholder sig her i landet samt opfylder betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-opholdsbekendtgørelsen.
Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det af CPR fremgår, at den daværende ægtefælle i oktober 2017 udrejste af Danmark, og at der ikke til sagen er fremlagt dokumentation for, at hun efterfølgende faktisk har opholdt sig i Danmark. Udlændingenævnet finder på den baggrund ikke, at ansøgeren har haft en afledt opholdsret siden oktober 2017, hvor ansøgeren daværende ægtefælle udrejste af Danmark.
Det forhold, at der til sagen er fremlagt kopi af Familieretshuset bekræftelse fra december 2019 på ansøgerens ansøgning om direkte skilsmisse, og at det samtidigt er oplyst, at ansøgeren grundet samlivets ophævelse ikke har haft mulighed for at give oplysninger om sin daværende ægtefælles forhold, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det ikke kan konstateres, at ansøgerens daværende ægtefælle efter oktober 2017 har haft en lønindtægt i Danmark eller at der ikke på anden vis er fremlagt dokumentation for, at hun har opholdt sig i Danmark.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke kan bevare sin opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 17, stk. 2, om besvarelse af familiemedlemmers opholdsret efter ophør af ægteskab, idet det til sagen er dokumenteret, at ansøgeren først indledte en skilsmissesag efter, at den daværende ægtefælle udrejste. Udlændingenævnet henviser herved til, at hvis unionsborgeren er udrejst af værtsmedlemsstaten inden proceduren til skilsmisse er begyndt, kan en tredjelandsstatsborger ikke besvare sin ret til ophold i værtsstaten efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, nr. 1, jf. § 16, stk. 1 og stk. 2, samt EU-domstolens dom i sagen C-218/14, Singh.
Udlændingenævnet finder endvidere, at uanset om skilsmisseproceduren mellem ansøgeren og dennes daværende ægtefællen blev indledt før oktober 2017, hvor ægtefællen udrejste, vil ansøgeren ikke være omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, nr. 1, idet ansøgeren og den daværende ægtefælle på daværende tidspunkt ikke havde været gift i mindst 3 år. Udlændingenævnet henviser herved til, at det af CPR fremgår, at de blev gift i juli 2015.
Det forhold, at det til klagen er oplyst, at ansøgerens ret til ophold ikke kan tilbagekaldes med bagudrettet virkning, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at reglerne om ret til ophold efter EU-retten er konstaterende og ikke retsstiftende, hvorfor ansøgerens opholdsret ophører, når betingelserne for udstedelsen ikke længere er opfyldt. Udlændingenævnet finder, at betingelserne ikke har været opfyldt siden ansøgerens daværende ægtefællen udrejste.
Desuden har Udlændingenævnet lagt vægt på, at udstedelsen af et opholdskort efter EU-opholdsbekendtgørelsen ikke i sig selv skaber en opholdsret, men i stedet er et udtryk for at myndighederne på tidspunktet for udstedelsen har konstateret den individuelle retsstilling. Det følger bl.a. af EU-domstolens dom af 14. september 2017 i sag C-184/16, Petrea. Udlændingenævnet finder på den baggrund ikke, at ansøgerens ret til ophold kan bevares, selvom udlændingemyndighederne først ved ansøgerens ansøgning om tidsubegrænset opholdsret konstaterer, at hans ret til ophold allerede ophørte i oktober 2017, idet et opholdskort ikke alene kan bevise et lovligt ophold.
Udlændingenævnet finder desuden, at der ikke foreligger oplysninger, der taler for, at ansøgeren har ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen på andet grundlag.
Endelig finder Udlændingenævnet, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at meddelelse om ophør af ansøgerens opholdsret må antages at virke særligt belastende for ham, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i november 2015 i en alder af 26 år, hvorfor han har haft ophold uden for Danmark i størstedelen af sit liv. Det kan derfor ikke antages, at ansøgeren har opnået sådan en særlig tilknytning til Danmark, at hans opholdsret alene kan besvares på den baggrund.
Det forhold, at ansøgeren på nuværende tidspunkt har opholdt sig i Danmark i ca. 7 år, og at han har haft en tilknytning til arbejdsmarkedet i næsten hele perioden, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens daværende ægtefælle i oktober 2017 udrejste fra Danmark, hvorfor ansøgeren ikke på den baggrund har haft en afledt opholdsret i Danmark som medfølgende familiemedlem i størstedelen af den periode, hvor han har opbygget sin tilknytning til det danske arbejdsmarked.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har bestået i Prøve i Dansk 2, og at han efter det oplyste har familie, som er bosiddende her i Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke på anden vis har opnået en særlig tilknytning til Danmark, samt at det ligeledes er oplyst, at ansøgerens far, moster og kusiner forsat bor i Tyrkiet, hvorfor han forsat har en familiemæssig tilknytning til sit hjemland.
Udlændingenævnet har afslutningsvist lagt vægt på, at ansøgeren til SIRI har oplyst, at han ikke lider at helbredsmæssige problemer, og at der i øvrigt ikke foreligger oplysninger om personlige forhold, som bevirker, at ophør ansøgerens ret til ophold må anses for særligt belastende.
På den baggrund finder Udlændingenævnet, at ansøgeren ikke kan antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ophør af ansøgerens ret til ophold i Danmark efter EU-retten vil virke særlig belastende for ham.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 8. august 2022 – EU – Primær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt
Dato: 09-08-2022Udlændingenævnets afgørelse af 9. august 2022 – EU – Primær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt
Udlændingenævnet stadfæstede i august 2022 SIRIs afgørelse vedrørende en statsborger fra Pakistan, som havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til sin myndige søn, der var unionsborger.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indrejste i Danmark i april 2017 og indgav i december samme år ansøgning om opholdsret som medfølgende familiemedlem til sin myndige søn, der havde opholdsret i Danmark. Ansøgeren fik afslag og i februar 2021 indgav ansøgeren på ny ansøgning om opholdsret til sin søn, der havde fået tidsubegrænset opholdsret. Ansøgeren og unionsborgeren havde efter det oplyste boet sammen i Italien frem til 2014, hvorefter ansøgeren udrejste til Pakistan sammen med sin nu afdøde ægtefælle. Unionsborgeren var indrejst i Danmark i februar 2016 med sin ægtefælle og børn. Der var til sagen bl.a. fremlagt kopi af unionsborgerens kontoudtog og det var oplyst, at ansøgeren var analfabet og ikke havde en bankkonto. Der var til sagen fremlagt en lægeudtalelse fra juni 2021, hvoraf det fremgik, at ansøgeren gennem flere år havde led af kronisk hepatitis HCV samt en yderligere række alderdomsrelaterede sygdomme som f.eks. demenssymptomer og var i behandling med PPI og riopan gel.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet har indledningsvist lagt til grund, at unionsborgeren opfylder betingelserne som hovedperson efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 2, som person med ret til tidsubegrænset opholdsret.
Udlændingenævnet fastholder imidlertid SIRI’s afgørelse fra december 2021. Ansøgeren har således ikke ret til ophold i Danmark som medfølgende familiemedlem til en unionsborger efter EU-opholdsbekendtgørelsens §15, idet Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke er omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4, 5 eller 6.
Vurdering efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4
Udlændingenævnet finder på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren ikke er omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4, idet det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at unionsborgeren har forsørget ansøgeren i et omfang, der kan begrunde, at ansøgeren falder under bestemmelsens anvendelsesområde.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det fremgår af ansøgningsskemaet, at unionsborgeren har forsørget ansøgeren siden 2001, og at partsrepræsentanten i forbindelse med ansøgningen fra december 2017 havde oplyst, at unionsborgeren hver anden til tredje måned via bekendte sendte penge til ansøgeren under hendes ophold i Pakistan, som efter det oplyste varede fra 2014 til april 2017.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation til støtte for, at der har fundet forsørgelse sted, herunder oplysninger om, til hvem, hvornår og hvordan de pågældende penge er blevet overleveret, hvilke beløb, der er tale om, hvad beløbet skulle dække samt dokumentation, der understøtter, at ansøgeren faktisk har modtaget pengene.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten ved henvendelse i april 2018 oplyste, at ansøgeren ikke havde en bankkonto, at hun er analfabet, og at hun ikke selv kunne tage vare på sin egen økonomi eller være i stand til at afhente beløbene hos en transfer og veksle til hjemlandets valuta, idet det ikke alene på denne baggrund kan anses for godtgjort, at der har været et reelt forsørgelsesbehov mellem unionsborgeren og ansøgeren i perioden forud for ansøgeren indrejse i Danmark.
Ligeledes kan det ikke føre til en ændret vurdering, at der i forbindelse med ansøgning i februar 2021 er et kontoudskrift af unionsborgerens konto i en dansk bank for perioden fra marts 2016 til marts 2017, idet det ikke heraf fremgår, at unionsborgeren har forsørget ansøgeren.
Det til støtte for klagen anførte om, at det er dokumenteret, at ansøgeren har boet hos sin søn i de sidste par år, og at det dermed er underforstået, at hun er blevet forsørget af ham, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet det materielle behov for forsørgelse skal foreligge i familiemedlemmets hjemland eller i det land, hvor den pågældende kom fra, på det tidspunkt, hvor familiemedlemmet ansøger om at slutte sig til unionsborgeren.
Udlændingenævnet henviser herved til, at der kan stilles krav om, at familiemedlemmet i en anseelig periode regelmæssigt skal have modtaget en sum penge fra unionsborgeren, og at denne sum skal være nødvendig for at sikre familiemedlemmets grundlæggende fornødenheder, jf. C-423/12, Reyes.
Vurdering efter EU-opholdsbekendtgørelsens§ 3, stk.1, nr. 5
Udlændingenævnet finder endvidere, at ansøgeren ikke har været optaget i unionsborgeren husstand forud for hendes indrejse i Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af CPR, at unionsborgeren indrejste i Danmark i februar 2016, at han i februar 2016 fik udstedt et registreringsbevis som arbejdstager, og at han i juli 2021 fik tidsubegrænset opholdsret, og at det derved må lægges til grund, at han har haft sin hustand i Danmark. Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det fremgår af ansøgerens ansøgning om opholdsret fra december 2017, at hun indrejste i Danmark i april 2017, og at det fremgår af ansøgning om opholdsret i februar 2021, at hun indrejste i Danmark i oktober 2017. Uanset om hun indrejste i april 2017 eller oktober 2017 fra Pakistan, må det lægges til grund, at hun ikke delte hustand med unionsborgeren umiddelbart forud for sin indrejse.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det til sagen er oplyst, at ansøgeren boede sammen med unionsborgeren, hendes ægtefælle, og unionsborgeren ægtefælle og børn i Italien frem til 2014, hvor ansøgeren udrejste til Pakistan med sin ægtefælle, da hun efter det oplyste først indrejste i Danmark i oktober 2017. Uanset om de havde delt bopæl i Italien frem til 2014 ville ansøgeren således ikke kunne anses for at have været en del af unionsborgerens husstand i en længere periode umiddelbart forud for sin indrejse i Danmark.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten har oplyst, at ansøgeren i januar 2017 vendte tilbage til Italien for at bo dér sammen med unionsborgeren, idet unionsborgeren på daværende tidspunkt boede i Danmark, og partsrepræsentanten i 2018 oplyste, at ansøgeren boede sammen med sin datter i Italien i 2017, før hendes indrejse i Danmark.
Vurdering efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 6
Udlændingenævnet finder endeligt, at der ikke er alvorlige helbredsmæssige grunde, der gør det absolut nødvendigt, at unionsborgeren personligt plejer ansøgeren.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det fremgår af den til sagen indsendte lægeerklæring fra juni 2021 fra en dansk læge, at ansøgeren lider af helbredsmæssige problemer, herunder kronisk hepatitis HCV, gastrit, svimmelhed, faldtendens, og at hun er svagtseende og lider af inkontinenssymptomer, at hun er kronificeret og har klare demens-symptomer, og at hun er i behandling med PPI og riopan gel.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af sagens oplysninger, at ansøgeren har lidt af flere af de pågældende helbredsproblemer gennem flere år, idet det fremgår af den tidligere indsendte udtalelse fra maj 2017 fra ansøgerens læge i Italien, at hun led af kronisk hepatitis HCV og var i behandling med Interferon og Ribavirin, at hun havde behov for løbende blodprøver, undersøgelser og klinisk kontrol, og at hun også led af mavebrok og gastritis og var i behandling med Ranitidin og Riopan gel.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der efter det oplyste i perioden fra 2014, hvor hun udrejste af Italien, og indtil hendes indrejse i Danmark, har været andre personer, der har boet sammen med hende og efter det oplyste har kunnet give hende den nødvendige hjælp og pleje, herunder hendes ægtefælle, en hjemmehjælper i Pakistan, og hendes datter i Italien.
Det til støtte for klagen anførte om, at ansøgeren er mere end 80 år og er begyndt at udvise demenslignende symptomer, og at hun ikke er blevet plejet af, eller modtaget økonomisk eller social hjælp fra andre personer end unionsborgeren, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet det ikke på denne baggrund kan anses for absolut nødvendigt, at unionsborgeren personligt plejer ansøgeren, idet hendes tidligere plejebehov har været tilgodeset via bl.a. en hjemmehjælper.
Udlændingenævnet finder således, at oplysningerne om ansøgerens helbredsmæssige problemer ikke i sig selv kan føre til en antagelse om, at der er tale om helbredsmæssige forhold, som gør det absolut nødvendigt, at unionsborgeren personligt plejer hende.
Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16.06.2022 – Primær bevægelighed – Medfølgende familiemedlem – Samlevende
Dato: 16-06-2022
Udlændingenævnets afgørelse af 16.06.2022 – Primær bevægelighed – Medfølgende familiemedlem – Samlevende
Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Kenya. Ansøgeren havde søgt om opholdskort som samlevende til en rumænsk statsborger.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren var efter det oplyste indrejst i Danmark i januar 2017. Unionsborgeren var i CPR registreret indrejst i februar 2020 og havde ophold i Danmark som arbejdstager efter EU-retten. Til ansøgningen om opholdsret som samlevende var vedlagt et antal billeder af parret og screenshots af whatsapp-samtaler mellem parret. Der var ingen dokumentation for at parret på noget tidspunkt havde haft fælles bopæl. I januar 2022 fødte ansøgeren parrets fællesbarn.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet har indledningsvis lagt til grund, at unionsborgeren opfylder betingelserne som hovedperson efter EU-opholdsbekendtgørelsen, idet han opfylder betingelserne på baggrund af sin opholdsret som arbejdstager, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1.
Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke har ret til ophold i Danmark som medfølgende familiemedlem til unionsborgeren efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 10, idet ansøgeren ikke er omfattet af kredsen af familiemedlemmer i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, der kan få opholdsret i Danmark.
Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at det ikke er behørigt dokumenteret, at ansøgeren og unionsborgeren kan anses som faste samlevende efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2, da der ikke foreligger tilstrækkelig dokumentation for, at der imellem dem består en varig tilknytning.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der som dokumentation for, at ansøgeren og unionsborgeren har været samlevende er indsendt et antal billeder og screenshots af whatsapp-samtaler. Udlændingenævnet finder imidlertid, at disse ikke dokumenterer, at ansøgeren og unionsborgeren har været samlevende, idet det indsendte alene dokumenterer, at ansøgeren og unionsborgeren har haft kontakt. Det kan på baggrund af de indsendte oplysninger således ikke lægges til grund, at der består en behørigt dokumenteret varig tilknytning mellem ansøgeren og unionsborgeren.
Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at der ikke til sagen er fremlagt dokumentation for at ansøgeren og unionsborgeren har haft fælles bopæl, f.eks. i form at en lejekontrakt eller skøde, at der ikke er indsendt dokumentation for betaling af husleje, eller øvrige udgifter til fælles forbrug eller anden behørig dokumentation for, at ansøgeren og unionsborgeren har været samlevende.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at SIRI ved brev fra september 2021 oplyste, at førend ansøgeren kunne få et opholdsdokument som samlevende, var det nødvendigt, at det blev dokumenteret, at ansøgeren og unionsborgeren havde haft et længerevarende fast samlivsforhold med fælles bopæl i 1½ til 2 år, og at de oplysninger og dokumenter, som ansøgeren havde indleveret i forbindelse med ansøgningen ikke var tilstrækkelig dokumentation. SIRI oplyste herefter, at dokumentation f.eks. kunne være dokumentation for fælles bopælsregistrering, fælles lejekontrakt, fælles bankkonto, fælles lån, fælles regninger, fælles forsikringer, og breve sendt til ansøgeren og unionsborgeren til deres adresse, men at der ikke er indsendt sådan dokumentation.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren efter det oplyste indrejste i Danmark i januar 2017, at ansøgeren således efter det oplyste skulle have haft bopæl i Danmark i mere end 5 år, men at der ikke er fremlagt dokumentation for, at ansøgeren har foretaget dispositioner i Danmark i denne periode udover 1 undersøgelse i København i juli 2021 i forbindelse med ansøgerens graviditet.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det fremgår af CPR, at unionsborgeren indrejste i Danmark i februar 2020, og at han samme dag fik opholdsbevis som arbejdstager efter EU-retten, og at ansøgeren og unionsborgeren, efter det oplyste, således begge skulle have opholdt sig i Danmark i mere end 2 år, da dette forhold ikke dokumenterer, at ansøgeren på noget tidspunkt har været samlevende med unionsborgeren.
Det forhold, at det til sagen blev oplyst, at ansøgeren var gravid med ansøgeren og unionsborgerens fællesbarn, og at det fremgår CPR, at ansøgeren i januar 2022 fødte et barn og at unionsborgeren er registreret som far kan ikke føre til en ændret vurdering, da dette ikke i sig selv dokumenterer, at der består en varig tilknytning mellem ansøgeren og unionsborgeren, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at der ikke er fremlagt anden dokumentation for, at ansøgeren og unionsborgeren på noget tidspunkt har været samlevende.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRIs afgørelse fra december 2021.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 22. februar 2022 – EU – primær bevægelighed – familiemedlemmer – betingelser aldrig opfyldt
Dato: 22-02-2022Udlændingenævnets afgørelse af 22. februar 2022 – EU – primær bevægelighed – familiemedlemmer – betingelser aldrig opfyldt
Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Bangladesh, som tidligere havde fået udstedt EU-opholdskort som medfølgende familiemedlem, men som aldrig havde opfyldt betingelserne.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren fik i januar 2016 udstedt EU-opholdskort som familiemedlem til sin daværende ægtefælle, som havde fået udstedt registreringsbevis som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen. I november 2019 blev parret skilt. I december 2019 traf SIRI afgørelse om, at ansøgerens tidligere ægtefælle aldrig havde opfyldt betingelserne for et EU-retligt opholdsgrundlag i Danmark. Samtidig traf SIRI afgørelse om, at ansøgeren som konsekvens heraf heller aldrig haft en afledt opholdsret som familiemedlem. Da ansøgeren aldrig havde haft et opholdsgrundlag, var ansøgeren ikke omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens bestemmelser om bevarelse af opholdsret på baggrund af personlige forhold og tilknytning til Danmark.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra december 2019. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens regler.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at ansøgeren i januar 2016 blev meddelt opholdsret her i landet som familiemedlem til sin daværende ægtefælle, som er unionsborger, og som havde fået udstedt registreringsbevis som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at det er en grundlæggende betingelse for ret til ophold som familiemedlem til en unionsborger, at unionsborgeren opfylder betingelserne for et opholdsgrundlag i EU-opholdsbekendtgørelsen.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at SIRI ved afgørelse fra december 2019 konstaterede ud fra de foreliggende oplysninger, at ansøgerens tidligere ægtefælle aldrig havde opfyldt betingelserne som arbejdstager eller på andet grundlag havde opholdsret efter EU-retten.
Desuden har Udlændingenævnet lagt vægt på, at ansøgerens tidligere ægtefælle ikke har klaget over SIRI’s afgørelse fra december 2019, og at ansøgerens tidligere ægtefælle ej heller som anmodet om har tilkendegivet eller fremlagt dokumentation for at på noget tidspunkt have opfyldt betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-opholdsbekendtgørelsen, herunder som person med tilstrækkelige midler.
Udlændingenævnet lægger herefter til grund, at ansøgerens tidligere ægtefælle aldrig har opfyldt betingelserne for et opholdsgrundlag i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsen, og som følge heraf har ansøgeren heller aldrig haft et EU-retligt opholdsgrundlag.
Det forhold, at ansøgeren i januar 2016 fik udstedt et EU-opholdskort, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet afgørelser truffet efter EU-opholdsbekendtgørelsen alene er konstaterende og således ikke i sig selv skaber et opholdsgrundlag.
Idet ansøgeren således aldrig har opfyldt betingelserne for et opholdsgrundlag som medfølgende familiemedlem i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsen, kan ansøgeren heller ikke være omfattet af reglerne om bevarelse af opholdsret. EU-opholdsbekendtgørelsens bestemmelser om bevarelse af opholdsret efter ophør af ægteskab og bevarelse af opholdsret på baggrund af personlige forhold og tilknytning til Danmark, finder derfor ikke anvendelse.
De fremlagte oplysninger om skilsmissen og om ansøgerens tilknytning til Danmark og det danske arbejdsmarked, kan således ikke tages i betragtning ved denne afgørelse.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 02.09.2021 – EU – Primær bevægelighed – Familiemedlemmer – Hensynet til den offentlige orden og sikkerhed
Dato: 02-09-2021Udlændingenævnet omgjorde i september 2021 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Tyrkiet, som havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en unionsborger, som havde udøvet retten til fri bevægelighed i Danmark.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren giftede sig i februar 2020 med sin svenske ægtefælle. Ansøgeren boede og arbejdede i Sverige ca. 5 år forud for sin indrejse i Danmark i marts 2020. I umiddelbar forlængelse af indrejsen i Danmark søgte ansøgeren om opholdsret som familiemedlem til sin ægtefælle. Ansøgeren var i 2011 blevet idømt 2 ½ års fængsel i Norge for hærværk ved brandstiftelse og havde i den forbindelse fået indrejseforbud i 5 år, som senest var blevet forlænget frem til september 2022, da ansøgeren ikke havde forladt schengenområdet. SIRI meddelte afslag på opholdsret med henvisning til hensynet til den offentlige orden.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre SIRIs afgørelse fra december 2020 vedrørende ansøgerens ophold i Danmark som familiemedlem til en unionsborger.
Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt skal meddeles afslag på opholdsret i Danmark som familiemedlem til en unionsborger, jf. EU-opholdsbekendt¬gørelsens § 10, stk. 1, jf. § 35, stk. 1, med henvisning til hensynet til den offentlige orden, som følge af, at ansøgeren blev dømt for hærværk ved brandstiftelse i Norge i marts 2011 samt udvist med et indrejseforbud i 5 år i oktober 2012, og at ansøgeren i den forbindelse ikke overholdt indrejseforbuddet, hvorfor det blev forlænget til september 2022.
Udlændingenævnet har lagt afgørende vægt på, at der er forløbet næsten 13 år, siden ansøgeren begik hærværk ved brandstiftelse i Norge, og at der er forløbet mere end 10 år, siden ansøgeren blev dømt for det pågældende forhold og i den forbindelse udvist i 5 år.
Udlændingenævnet har ved vurderingen endvidere lagt vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i marts 2020, at ansøgeren således på nuværende tidspunkt har opholdt sig i Danmark i cirka 1 år og 5 måneder på baggrund af sit ægteskab med unionsborgeren, at ansøgeren ikke er blevet dømt for lovovertrædelser efter sin indrejse i Danmark, at ansøgeren har dokumenteret, at have arbejdet i Sverige som henholdsvis bager og restaurantassistent siden februar 2016 og frem til i hvert fald april 2019, og at der ikke foreligger andre oplysninger i den foreliggende sag, der taler for nægtelse af ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det fremgår af afgørelse fra EU-Domstolen, sag C-348/09, P.I., præmis 30, at ved vurderingen af hensynet til den offentlige orden, skal den pågældende person anses for at være tilbøjelig til fortsat at udvise en adfærd, der i fremtiden udgør en trussel af en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig karakter, der berører grundlæggende samfundsinteresser.
I Højesteretsdom sag 19/2019, udtrykkes det endvidere, at det følger af fast retspraksis, at undtagelsesbestemmelsen om den offentlige orden, som udgør en fravigelse af opholdsretten for unionsborgere eller deres familiemedlemmer, skal fortolkes strengt, således at dens rækkevidde ikke kan bestemmes ensidigt af medlemsstaterne. Det fremgår derudover, at foranstaltninger som begrænser en unionsborgers eller dennes familiemedlemmers opholdsret, herunder foranstaltninger truffet af hensyn til den offentlige orden skal, for at være berettigede, være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og udelukkende være begrundet i vedkommendes personlige adfærd.
Udlændingenævnet finder på baggrund af ovenstående, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren i fremtiden vil begå ligeartet kriminalitet, og at ansøgerens adfærd dermed ikke længere udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 35, stk. 1, og § 36.
Det bemærkes i den forbindelse, at en tidligere straffedom ikke i sig selv kan begrunde en sådan afgørelse om afslag på opholdsret. Den personlige adfærd skal udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til SIRI med henblik på, at SIRI kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for udstedelse af EU-opholdskort som familiemedlem til en unionsborger er opfyldt.”
-
EU - Primær bevægelighed - Familiemedlemmer
Dato: 05-08-2021Udlændingenævnet omgjorde i august 2021 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende to mindreårige statsborgere fra Frankrig, som havde søgt om registreringsbeviser efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 15, som medfølgende familie til deres far.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgerne, som er tvillinger og franske statsborgere, blev født af en surrogatmor i USA i september 2017. I USA blev børnenes biologiske far, som havde tidsubegrænset EU-opholdsret i Danmark, og hans ægtefælle registreret som ansøgernes forældremyndighedsindehavere. I juli 2019 tog ansøgerne ophold i Danmark sammen med den biologiske far og hans ægtefælle. Efter dansk ret anerkendes surrogataftaler ikke, og Familieretshuset vurderede bl.a., at ansøgerens surrogatmor efter dansk ret havde forældremyndighed over ansøgerne sammen med den biologiske far. Efter fast praksis blev der i opholdssager vedrørende mindreårige børn anmodet om samtykke fra en forældemyndighedsindehaver, hvis denne ikke tog ophold i Danmark sammen med barnet. SIRI meddelte herefter ansøgerne afslag med henvisning til, at der ikke forelå samtykke fra surrogatmoren om, at ansøgerne måtte tage ophold i Danmark.
Udlændingenævnets afgørelse:
Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre SIRI’s afgørelse.
Udlændingenævnet finder på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagen, at ansøgerne ikke kan nægtes udstedelse af registreringsbeviser som medfølgende familiemedlemmer til hovedpersonen alene med henvisning til, at ansøgernes surrogatmor ikke har givet samtykke til, at ansøgerne kan tage ophold i Danmark sammen med hovedpersonen.
Udlændingenævnet bemærker indledningsvis, at opholdsdirektivet (direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004) og EU-opholdsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 1457 af 6. oktober 2020) ikke indeholder bestemmelser om, at der ved mindreårige børns ophold i Danmark skal foreligge samtykke fra den forældemyndighedsindehaver, der ikke tager ophold i Danmark.
Udlændingenævnet bemærker videre, at det overordnede formål med et samtykke fra den for-ældremyndighedsindehaver, som ikke tager ophold i Danmark, bl.a. er at forhindre børnebortførelser og at beskytte barnets tarv og ret til familieliv, hvilke er tungtvejende og beskyttelsesværdige hensyn, som er beskyttet ved internationale konventioner.
Udlændingenævnet finder herefter, at vurderingen af, om det vil være i overensstemmelse med EU-retten at indhente samtykke fra den anden forældremyndighedsindehaver, må bero på en konkret og individuel vurdering af sagens omstændigheder.
Ved vurderingen af sagen har Udlændingenævnet lagt vægt på, at Familieretshuset har vurderet, at hovedpersonen er ansøgernes retlige far med forældremyndighed over ansøgerne, og at ansøgerne har boet sammen med hovedpersonen i Danmark siden juli 2019.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke er forhold i sagen, der taler for, at ansøgernes surrogatmor har indvendinger imod, at ansøgerne tager ophold i Danmark sammen med hovedpersonen. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at hun er ansøgernes surrogatmor, og at hun ifølge amerikansk ret ikke har forældremyndighed over ansøgerne, idet hun har valgt at overdrage forældremyndigheden til hovedpersonen og hovedpersonens ægtefælle.
Udlændingenævnet skal bemærke, at Udlændingenævnet ikke herved har anfægtet Familieretshusets vurdering vedrørende anerkendelsen af det retlige forældreskab og forældremyndigheden over ansøgerne efter dansk ret.
Udlændingenævnets afgørelse er således ikke ensbetydende med, at hovedpersonen efter dansk ret har den fulde forældremyndighed over ansøgerne, at hovedpersonens ægtefælle anerkendes som forældremyndighedsindehaver, eller at surrogatmoren ikke anses som ansøgernes retlige mor og forældre-myndighedsindehaver efter dansk ret.
Udlængenævnet finder imidlertid, at de familieretlige forhold ikke er til hinder for, at ansøgerne opfylder de EU-retlige betingelser for ret til ophold.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til SIRI med henblik på udstedelse af registreringsbeviser til ansøgerne efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 15.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 16. december 2019 – EU – Primær bevægelighed – Familiemedlemmer – Betingelser ej opfyldt – Hensynet til den offentlige orden og sikkerhed
Dato: 16-12-2019Udlændingenævnet omgjorde i december 2019 Statsforvaltningens afgørelse om afslag på ret til ophold som familiemedlem til en pakistansk statsborger, som af Statsforvaltningen var blevet meddelt afslag under henvisning til hensynet til den offentlige orden og sikkerhed, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 26, stk. 3, jf. §§ 8-12.
Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Statsforvaltningens afgørelse fra juni 2018. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på ret til ophold som familiemedlem til en EU-borger, jf. herved en analogi af EU-opholdsbekendtgørelsens § 26, stk. 3, som følge af, at han i oktober 2015 på en adresse i Allerød udøvede vold mod sin tidligere ægtefælle, og at ansøgeren ved dom af september 2018 blev fundet skyldig i forholdet, jf. straffelovens § 244, stk. 1, for hvilket ansøgeren blev straffet med 50 dages betinget fængsel samt betinget udvisning, jf. udlændingelovens § 24 b, stk. 1. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at der ved det begåede forhold var tale om en enkeltstående voldsepisode af tilfældighedspræget karakter. Udlændingenævnet lagde ligeledes vægt på, at ansøgeren i øvrigt var ustraffet samt hans personlige forhold, hvor han var gift med en EU-borger med opholdsret i Danmark i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, med hvem han havde et fællesbarn, og hvor han under sit sidste lovlige ophold i Danmark ses at have været i beskæftigelse både i form af ansættelsesforhold og som selvstændig erhvervsdrivende. Udlændingenævnet fandt på baggrund af ovenstående, at der ikke var grundlag for at antage, at ansøgeren i fremtiden ville begå ligeartet kriminalitet, og at ansøgerens adfærd dermed ikke udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, jf. herved analogi af EU-opholdsbekendtgørelsens § 26, stk. 3, og § 35. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Styrelsen for International Rekruttering og Integration med henblik på, at styrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdsret i Danmark som familiemedlem til en EU-borger, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 1, var opfyldt. Udlændingenævnet havde ikke herved vurderet dette. EU/2019/17.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. november 2019 – EU – Primær bevægelighed – Familiemedlemmer – betingelser ej opfyldt – ej omfattet af personkredsen
Dato: 18-11-2019Udlændingenævnet stadfæstede i november 2019 Statsforvaltningens afgørelse om afslag på ret til ophold for en russisk statsborger som familiemedlem til en EU-borger, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 8.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for ret til ophold i Danmark som familiemedlem til en unionsborger efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at ansøgerens registrerede partner, som var referencepersonen, var statsborger i Rusland og ikke var unionsborger, og at ansøgerens registrerede partner således ikke opfyldte betingelserne som hovedperson i EU-opholdsbekendtgørelsens § 1. Allerede af denne grund var ansøgeren ikke omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 2, jf. § 1. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens registrerede partner i september 2017 havde fået udstedt EU-opholdskort som familiemedlem til sin datter, som var en 15-årig britisk statsborger, og som i juli 2017 havde fået udstedt registreringsbevis som person med tilstrækkelige midler, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens registrerede partner havde afledt sin opholdsret fra sin datter, og at ansøgerens registrerede partners afledte opholdsret ikke kunne medføre en ret til ophold for andre familiemedlemmer. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren havde gjort gældende, at hun og hendes registrerede partner ikke kunne udøve et familieliv i ansøgerens hjemland, idet det i Rusland var imod loven at leve sammen med en person af samme køn. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var tale om et asylretligt forhold, som ikke kunne tages i betragtning ved vurderingen af, om betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 2 var opfyldt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for ret til ophold som familiemedlem til hendes registrerede partners datter, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 4-6. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke var omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 4, allerede fordi hun ikke var beslægtet i ret opstigende linje med den registrerede partners datter. Det forhold, at ansøgeren havde gjort gældende, at hun var i familie med hendes registrerede partners datter, uanset at hun ikke var blodsbeslægtet med hende, kunne ikke i sig selv føre til en ændret vurdering, idet betingelsen om at være beslægtet i ret opstigende linje efter Udlændingenævnets opfattelse skulle være opfyldt enten i form af slægtskab eller som følge af juridiske forpligtelser som f.eks. adoption. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke havde fremlagt dokumentation, der understøttede, at hun i Rusland var blevet forsørget af hendes registrerede partners datter eller havde været optaget i hendes husstand, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 5, og at ansøgeren ligeledes ikke havde fremlagt dokumentation, der understøttede, at alvorlige helbredsmæssige grunde gjorde det absolut nødvendigt, at den registrerede partners datter personligt plejede ansøgeren, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 6. Udlændingenævnet bemærkede afslutningsvis, at det fremgik af CPR, at den registrerede partners datter var udrejst af Danmark i august 2018. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren ikke havde ret til ophold i Danmark som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsen. EU/2019/19.
Senest opdateret: 13-12-2019
Udgiver: Udlændingenævnet