• Udlændingenævnets afgørelse af 02.09.2021 – EU – Primær bevægelighed – Familiemedlemmer – Hensynet til den offentlige orden og sikkerhed

    Dato: 02-09-2021

    Udlændingenævnet omgjorde i september 2021 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Tyrkiet, som havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en unionsborger, som havde udøvet retten til fri bevægelighed i Danmark.

    Sagens faktiske omstændigheder:
    Ansøgeren giftede sig i februar 2020 med sin svenske ægtefælle. Ansøgeren boede og arbejdede i Sverige ca. 5 år forud for sin indrejse i Danmark i marts 2020. I umiddelbar forlængelse af indrejsen i Danmark søgte ansøgeren om opholdsret som familiemedlem til sin ægtefælle. Ansøgeren var i 2011 blevet idømt 2 ½ års fængsel i Norge for hærværk ved brandstiftelse og havde i den forbindelse fået indrejseforbud i 5 år, som senest var blevet forlænget frem til september 2022, da ansøgeren ikke havde forladt schengenområdet. SIRI meddelte afslag på opholdsret med henvisning til hensynet til den offentlige orden.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre SIRIs afgørelse fra december 2020 vedrørende ansøgerens ophold i Danmark som familiemedlem til en unionsborger.
    Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt skal meddeles afslag på opholdsret i Danmark som familiemedlem til en unionsborger, jf. EU-opholdsbekendt¬gørelsens § 10, stk. 1, jf. § 35, stk. 1, med henvisning til hensynet til den offentlige orden, som følge af, at ansøgeren blev dømt for hærværk ved brandstiftelse i Norge i marts 2011 samt udvist med et indrejseforbud i 5 år i oktober 2012, og at ansøgeren i den forbindelse ikke overholdt indrejseforbuddet, hvorfor det blev forlænget til september 2022.
    Udlændingenævnet har lagt afgørende vægt på, at der er forløbet næsten 13 år, siden ansøgeren begik hærværk ved brandstiftelse i Norge, og at der er forløbet mere end 10 år, siden ansøgeren blev dømt for det pågældende forhold og i den forbindelse udvist i 5 år.
    Udlændingenævnet har ved vurderingen endvidere lagt vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i marts 2020, at ansøgeren således på nuværende tidspunkt har opholdt sig i Danmark i cirka 1 år og 5 måneder på baggrund af sit ægteskab med unionsborgeren, at ansøgeren ikke er blevet dømt for lovovertrædelser efter sin indrejse i Danmark, at ansøgeren har dokumenteret, at have arbejdet i Sverige som henholdsvis bager og restaurantassistent siden februar 2016 og frem til i hvert fald april 2019, og at der ikke foreligger andre oplysninger i den foreliggende sag, der taler for nægtelse af ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen.


    Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det fremgår af afgørelse fra EU-Domstolen, sag C-348/09, P.I., præmis 30, at ved vurderingen af hensynet til den offentlige orden, skal den pågældende person anses for at være tilbøjelig til fortsat at udvise en adfærd, der i fremtiden udgør en trussel af en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig karakter, der berører grundlæggende samfundsinteresser.
    I Højesteretsdom sag 19/2019, udtrykkes det endvidere, at det følger af fast retspraksis, at undtagelsesbestemmelsen om den offentlige orden, som udgør en fravigelse af opholdsretten for unionsborgere eller deres familiemedlemmer, skal fortolkes strengt, således at dens rækkevidde ikke kan bestemmes ensidigt af medlemsstaterne. Det fremgår derudover, at foranstaltninger som begrænser en unionsborgers eller dennes familiemedlemmers opholdsret, herunder foranstaltninger truffet af hensyn til den offentlige orden skal, for at være berettigede, være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og udelukkende være begrundet i vedkommendes personlige adfærd.
    Udlændingenævnet finder på baggrund af ovenstående, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren i fremtiden vil begå ligeartet kriminalitet, og at ansøgerens adfærd dermed ikke længere udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 35, stk. 1, og § 36.
    Det bemærkes i den forbindelse, at en tidligere straffedom ikke i sig selv kan begrunde en sådan afgørelse om afslag på opholdsret. Den personlige adfærd skal udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse.
    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til SIRI med henblik på, at SIRI kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for udstedelse af EU-opholdskort som familiemedlem til en unionsborger er opfyldt.”

  • EU - Primær bevægelighed - Familiemedlemmer

    Dato: 05-08-2021

    Udlændingenævnet omgjorde i august 2021 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende to mindreårige statsborgere fra Frankrig, som havde søgt om registreringsbeviser efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 15, som medfølgende familie til deres far.

    Sagens faktiske omstændigheder:
    Ansøgerne, som er tvillinger og franske statsborgere, blev født af en surrogatmor i USA i september 2017. I USA blev børnenes biologiske far, som havde tidsubegrænset EU-opholdsret i Danmark, og hans ægtefælle registreret som ansøgernes forældremyndighedsindehavere. I juli 2019 tog ansøgerne ophold i Danmark sammen med den biologiske far og hans ægtefælle. Efter dansk ret anerkendes surrogataftaler ikke, og Familieretshuset vurderede bl.a., at ansøgerens surrogatmor efter dansk ret havde forældremyndighed over ansøgerne sammen med den biologiske far. Efter fast praksis blev der i opholdssager vedrørende mindreårige børn anmodet om samtykke fra en forældemyndighedsindehaver, hvis denne ikke tog ophold i Danmark sammen med barnet. SIRI meddelte herefter ansøgerne afslag med henvisning til, at der ikke forelå samtykke fra surrogatmoren om, at ansøgerne måtte tage ophold i Danmark.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre SIRI’s afgørelse.
    Udlændingenævnet finder på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagen, at ansøgerne ikke kan nægtes udstedelse af registreringsbeviser som medfølgende familiemedlemmer til hovedpersonen alene med henvisning til, at ansøgernes surrogatmor ikke har givet samtykke til, at ansøgerne kan tage ophold i Danmark sammen med hovedpersonen.
    Udlændingenævnet bemærker indledningsvis, at opholdsdirektivet (direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004) og EU-opholdsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 1457 af 6. oktober 2020) ikke indeholder bestemmelser om, at der ved mindreårige børns ophold i Danmark skal foreligge samtykke fra den forældemyndighedsindehaver, der ikke tager ophold i Danmark.
    Udlændingenævnet bemærker videre, at det overordnede formål med et samtykke fra den for-ældremyndighedsindehaver, som ikke tager ophold i Danmark, bl.a. er at forhindre børnebortførelser og at beskytte barnets tarv og ret til familieliv, hvilke er tungtvejende og beskyttelsesværdige hensyn, som er beskyttet ved internationale konventioner.
    Udlændingenævnet finder herefter, at vurderingen af, om det vil være i overensstemmelse med EU-retten at indhente samtykke fra den anden forældremyndighedsindehaver, må bero på en konkret og individuel vurdering af sagens omstændigheder.
    Ved vurderingen af sagen har Udlændingenævnet lagt vægt på, at Familieretshuset har vurderet, at hovedpersonen er ansøgernes retlige far med forældremyndighed over ansøgerne, og at ansøgerne har boet sammen med hovedpersonen i Danmark siden juli 2019.
    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke er forhold i sagen, der taler for, at ansøgernes surrogatmor har indvendinger imod, at ansøgerne tager ophold i Danmark sammen med hovedpersonen. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at hun er ansøgernes surrogatmor, og at hun ifølge amerikansk ret ikke har forældremyndighed over ansøgerne, idet hun har valgt at overdrage forældremyndigheden til hovedpersonen og hovedpersonens ægtefælle.
    Udlændingenævnet skal bemærke, at Udlændingenævnet ikke herved har anfægtet Familieretshusets vurdering vedrørende anerkendelsen af det retlige forældreskab og forældremyndigheden over ansøgerne efter dansk ret.
    Udlændingenævnets afgørelse er således ikke ensbetydende med, at hovedpersonen efter dansk ret har den fulde forældremyndighed over ansøgerne, at hovedpersonens ægtefælle anerkendes som forældremyndighedsindehaver, eller at surrogatmoren ikke anses som ansøgernes retlige mor og forældre-myndighedsindehaver efter dansk ret.
    Udlængenævnet finder imidlertid, at de familieretlige forhold ikke er til hinder for, at ansøgerne opfylder de EU-retlige betingelser for ret til ophold.
    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til SIRI med henblik på udstedelse af registreringsbeviser til ansøgerne efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 15.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. december 2019 – EU – Primær bevægelighed – Familiemedlemmer – Betingelser ej opfyldt – Hensynet til den offentlige orden og sikkerhed

    Dato: 16-12-2019

    Udlændingenævnet omgjorde i december 2019 Statsforvaltningens afgørelse om afslag på ret til ophold som familiemedlem til en pakistansk statsborger, som af Statsforvaltningen var blevet meddelt afslag under henvisning til hensynet til den offentlige orden og sikkerhed, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 26, stk. 3, jf. §§ 8-12.

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Statsforvaltningens afgørelse fra juni 2018. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på ret til ophold som familiemedlem til en EU-borger, jf. herved en analogi af EU-opholdsbekendtgørelsens § 26, stk. 3, som følge af, at han i oktober 2015 på en adresse i Allerød udøvede vold mod sin tidligere ægtefælle, og at ansøgeren ved dom af september 2018 blev fundet skyldig i forholdet, jf. straffelovens § 244, stk. 1, for hvilket ansøgeren blev straffet med 50 dages betinget fængsel samt betinget udvisning, jf. udlændingelovens § 24 b, stk. 1. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at der ved det begåede forhold var tale om en enkeltstående voldsepisode af tilfældighedspræget karakter. Udlændingenævnet lagde ligeledes vægt på, at ansøgeren i øvrigt var ustraffet samt hans personlige forhold, hvor han var gift med en EU-borger med opholdsret i Danmark i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, med hvem han havde et fællesbarn, og hvor han under sit sidste lovlige ophold i Danmark ses at have været i beskæftigelse både i form af ansættelsesforhold og som selvstændig erhvervsdrivende. Udlændingenævnet fandt på baggrund af ovenstående, at der ikke var grundlag for at antage, at ansøgeren i fremtiden ville begå ligeartet kriminalitet, og at ansøgerens adfærd dermed ikke udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, jf. herved analogi af EU-opholdsbekendtgørelsens § 26, stk. 3, og § 35. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Styrelsen for International Rekruttering og Integration med henblik på, at styrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdsret i Danmark som familiemedlem til en EU-borger, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 1, var opfyldt. Udlændingenævnet havde ikke herved vurderet dette. EU/2019/17.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. november 2019 – EU – Primær bevægelighed – Familiemedlemmer – betingelser ej opfyldt – ej omfattet af personkredsen

    Dato: 18-11-2019

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2019 Statsforvaltningens afgørelse om afslag på ret til ophold for en russisk statsborger som familiemedlem til en EU-borger, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 8.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for ret til ophold i Danmark som familiemedlem til en unionsborger efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at ansøgerens registrerede partner, som var referencepersonen, var statsborger i Rusland og ikke var unionsborger, og at ansøgerens registrerede partner således ikke opfyldte betingelserne som hovedperson i EU-opholdsbekendtgørelsens § 1. Allerede af denne grund var ansøgeren ikke omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 2, jf. § 1. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens registrerede partner i september 2017 havde fået udstedt EU-opholdskort som familiemedlem til sin datter, som var en 15-årig britisk statsborger, og som i juli 2017 havde fået udstedt registreringsbevis som person med tilstrækkelige midler, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens registrerede partner havde afledt sin opholdsret fra sin datter, og at ansøgerens registrerede partners afledte opholdsret ikke kunne medføre en ret til ophold for andre familiemedlemmer. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren havde gjort gældende, at hun og hendes registrerede partner ikke kunne udøve et familieliv i ansøgerens hjemland, idet det i Rusland var imod loven at leve sammen med en person af samme køn. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var tale om et asylretligt forhold, som ikke kunne tages i betragtning ved vurderingen af, om betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 2 var opfyldt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for ret til ophold som familiemedlem til hendes registrerede partners datter, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 4-6. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke var omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 4, allerede fordi hun ikke var beslægtet i ret opstigende linje med den registrerede partners datter. Det forhold, at ansøgeren havde gjort gældende, at hun var i familie med hendes registrerede partners datter, uanset at hun ikke var blodsbeslægtet med hende, kunne ikke i sig selv føre til en ændret vurdering, idet betingelsen om at være beslægtet i ret opstigende linje efter Udlændingenævnets opfattelse skulle være opfyldt enten i form af slægtskab eller som følge af juridiske forpligtelser som f.eks. adoption. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke havde fremlagt dokumentation, der understøttede, at hun i Rusland var blevet forsørget af hendes registrerede partners datter eller havde været optaget i hendes husstand, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 5, og at ansøgeren ligeledes ikke havde fremlagt dokumentation, der understøttede, at alvorlige helbredsmæssige grunde gjorde det absolut nødvendigt, at den registrerede partners datter personligt plejede ansøgeren, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 6. Udlændingenævnet bemærkede afslutningsvis, at det fremgik af CPR, at den registrerede partners datter var udrejst af Danmark i august 2018. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren ikke havde ret til ophold i Danmark som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsen. EU/2019/19.

Senest opdateret: 13-12-2019
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen