Betingelser ej opfyldt

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. juli 2023 – EU – Primær bevægelighed – medfølgende familie – Betingelser ej opfyldt - Ej omfattet af personkredsen

    Dato: 28-07-2023

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Pakistan, som havde søgt om EU-opholdskort efter EU-opholdsbekendtgørelsen som medfølgende familiemedlem til en svensk statsborger, idet ansøgeren ikke var omfattet af persongruppen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 5 eller nr. 6.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    I juni 2021 indrejse ansøgeren i Danmark og indgav ansøgning om opholdsret som medfølgende familiemedlem til en herboende bror, der var unionsborger, og som havde ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen. SIRI meddelte i januar 2022 ansøgeren afslag på udstedelse af opholdskort, idet SIRI vurderede, at ansøgeren ikke havde været forsørget af eller optaget i sin brors husstand, og at der ikke forelå sådanne helbredsmæssige grunde, der gjorde det absolut nødvendigt, at unionsborgeren personligt plejede ansøgeren. Udlændingenævnet hjemviste sagen, idet der var indsendt ny dokumentation, som ikke var indgået i SIRI’s beslutningsgrundlag. Til sagen var bl.a. indsendt en ”Unmarried Certificate” udstedt i Pakistan i august 2020, en ”Investigation Report” udstedt i Pakistan indeholdende bl.a. et ’Dependent Certificate’ samt et 2-siders ’Family Registration Certificate’, og kvitteringer for unionsborgerens pengeoverførsler til ansøgeren i perioden fra marts 2020 til og med februar 2021. Unionsborgeren havde i alt foretaget 11 overførsler på mellem 1.000 kr. og 4.500 kr. Derudover var indsend dokumentation for unionsborgerens ægtefælles pengeoverførsler til ansøgeren. Ægtefællen havde foretaget 2 overførsler i 2015, 1 overførsel i 2017, 4 overførsler i 2018 og 3 overførsler i 2019. I oktober 2022 traf SIRI på ny afgørelse om at meddele ansøgeren afslag på opholdsret som medfølgende familiemedlem til en unionsborger.

    Følgende fremgik af SIRI’s afgørelse:

    ”Styrelsen for International Rekruttering og Integration har lagt til grund, at [unionsborgeren], som den EU-statsborger du ønsker at slutte dig til, opfylder betingelserne som hovedperson efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1, jf. § 2.

    Alligevel finder vi ikke, at du opfylder betingelserne for udstedelse af et opholdsdokument som familiemedlem til [unionsborgeren], idet vi finder, at du ikke er omfattet af personkredsen for familiemedlemmer i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 5 eller nr. 6.

    Vi har lagt vægt på, at du ikke opfylder betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 5 som familiemedlem til [unionsborgeren], idet vi ikke finder det tilstrækkelig dokumenteret, at du har været forsørget af [unionsborgeren] forinden din indrejse i Danmark, og at du ikke er i stand til at forsørge dig selv.

    Det forhold, at [unionsborgeren] har overført penge til dig ni gange i 2020 og 3 gange i 2021 udgør ikke tilstrækkelig dokumentation for, at der foreligger et reelt forsørgelsesforhold mellem dig og [unionsborgeren], eller at du har været økonomisk afhængig af ham.

    Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at den fremlagte dokumentation for pengeoverførsler fra [unionsborgeren] til dig er for en relativ kort periode, hvorfor vi ikke finder det tilstrækkeligt dokumenteret, at der forelå et materielt behov for forsørgelse på tidspunktet for din ansøgning om familiesammenføring i juni 2021.

    Vi har i den anledning lagt vægt på at din advokat i sin klage af den […] februar 2022 har henvist til EU Orienteringen nr. 2 261115, afsnit 4.2.4, jf. afsnit 4.2.3, side 37, hvortil SIRI skal bemærke, at dette afsnit vedrører familiemedlemmer i opstigende linje. Da [unionsborgeren] er din bror, er han derfor ikke omfattet af denne bestemmelse og vi kan derfor ikke tage overførslerne fra [unionsborgerens] ægtefælle med i vores vurdering, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk.1, nr. 5.

    Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at du fortsat ikke har fremlagt dokumentation for dine midler i dit hjemland, og du har ikke fremlagt yderligere dokumentation for dine familie- og boligforhold i dit hjemland, herunder hvorvidt dine øvrige familiemedlemmer forsørger dig. Det forhold, at du ikke er gift, dokumenterer ikke, at du ikke kan forsørge dig selv. Vi kan derfor ikke konstatere, hvorvidt der foreligger et materielt behov for forsørgelse, og at det udelukkende er [unionsborgeren], der kan dække dette behov.

    Det forhold, at din advokat til sagen har indsendt dokument ”Dependent Certificate” hvoraf det fremgår, at du er arbejdsløs og ikke har en indtægt og at du derfor udelukkende er økonomisk afhængig af [unionsborgeren], kan ikke føre til en ændret vurdering, da disse omstændigheder ikke alene er ensbetydende med, at du er økonomisk afhængig af [unionsborgeren].

    Den omstændighed at din advokat i sin klage til Udlændingenævnet den […] februar 2022 har gjort gældende, at [unionsborgeren] fremadrettet påtager sig at forsørge dig, dokumenterer ikke, at der foreligger et reelt forsørgelsesforhold for dig i relation til at være omfattet af personkredsen i § 3, stk. 1, nr. 5, idet der også stilles et krav om bagudrettet forsørgelse. Man kan således alene være omfattet, hvis man også i hjemlandet har været forsørget af hovedpersonen.

    Vi finder det heller ikke tilstrækkeligt dokumenteret, at du har været optaget i [unionsborgerens] husstand.

    Det forhold at din advokat den […] februar 2022 i sin anmodning om genoptagelse til SIRI har indsendt dokumentet ”Electricity Consumer Bill”, et brev fra ”Blue World City” sendt til [unionsborgeren] i Pakistan samt et brev fra MCB bank i dit navn, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet disse dokumenter ikke dokumenterer, at du er medlem af [unionsborgerens] husstand.

    Det forhold, at de førnævnte dokumenter er sendt til [unionsborgeren] adresse i Pakistan, hvor du angiveligt har boet, kan heller ikke føre til en ændret vurdering, idet [unionsborgeren] på tidspunktet for modtagelsen af de førnævnte dokumenter, havde bopælsadresse i Danmark.

    Det forhold at din advokat i en mail sendt til SIRI den […] november 2021 har oplyst, at du har boet alene i Pakistan, samt at du selv i din ansøgning af den […] juni 2021 har oplyst, at du er indrejst fra adressen, […], kan ikke føre til en ændret vurdering, idet du hverken til din ansøgning indgivet den […] juni 2021 eller i forbindelse med hjemvisningen fra Udlændingenævnet har indsendt dokumentation for, at du faktisk har boet på den oplyste adresse i Pakistan samt at denne adresse også tilhører [unionsborgeren].

    Det bemærkes, at der af Det Centrale Personregister (CPR) fremgår, at [unionsborgeren] indrejste i Danmark den […] oktober 2017 fra Sverige. Endvidere har du i dit ansøgningsskema oplyst, at du er indrejst den […] juni 2021.

    Vi finder, at disse oplysninger taler imod, at du var optaget i [unionsborgeren] husstand på tidspunktet for ansøgningens indgivelse den […] juni 2021.

    Vi har også vurderet, hvorvidt du kan opnå ret til ophold efter § 10, jf. § 3, stk. 1, nr. 6.

    Vi finder ikke, at du er omfattet af personkredsen som familiemedlem, jf. § 3, stk. 1, nr. 6, idet du ikke har dokumenteret, at der foreligger alvorlige helbredsmæssige grunde, der gør det nødvendigt, at [unionsborgeren] personligt plejer dig.

    Du er ikke fremkommet med bemærkninger, der kan føre til en anden afgørelse.”

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s af [...] oktober 2022 af de grunde, som SIRI har anført.

    Det betyder, at Udlændingenævnet er kommet til samme resultat som SIRI, og at Udlændingenævnet finder, at [ansøgeren] ikke har ret til ophold i Danmark som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 10, idet han ikke er omfattet af den personkreds i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 5-6, der kan aflede opholdsret i Danmark på baggrund af en familiemæssige relation til [unionsborgeren].

    Det til støtte for klagen anførte om, at dokumentet ”Dependant Certificate” er tilstrækkelig dokumentation for, at [ansøgeren] er afhængig af [unionsborgeren], og at SIRI ikke har hjemmel til at stille yderligere krav om dokumentation, samt henvisningen til opholdsdirektivets artikel 10, stk. 2 litra e, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke på baggrund af den til sagen indsendte dokumentation kan anses for godtgjort, at [ansøgeren] har været forsørget af [unionsborgeren], og at der har bestået et materielt forsørgelsesbehov. Der henvises til SIRI’s begrundelse.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at opholdsdirektivets artikel 10, stk. 2, litra e, ikke udtømmende oplister den dokumentation, der kan anses for tilstrækkelig til, at en person kan anses for forsørget af eller som del af en unionsborgers husstand. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af EU-Domstolens dom i sagen C-83/11, Rahman m.fl. præmis 26, at medlemsstaterne ikke er forpligtet til at efterkomme enhver ansøgning om indrejse eller ophold, der indgives af familiemedlemmer til en unionsborger, som ikke er omfattet af definitionen i nævnte direktivs artikel 2, nr. 2, selv om de i overensstemmelse med direktivets artikel 10, stk. 2, godtgør, at de forsørges af nævnte unionsborger, og at medlemsstaterne imidlertid skal sørge for, at deres lovgivning indeholder kriterier, som gør det muligt for de nævnte personer at opnå en afgørelse om deres ansøgning om indrejse og ophold, som er baseret på en grundig undersøgelse af deres personlige omstændigheder.

    Det anførte om, at det bestrides, at man ikke kan lægge [unionsborgerens] ægtefælles overførsler til grund ved vurderingen af forsørgelse, og at forsørgelseskravet vedr. familiemedlemmer omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 5, skal forstås på samme måde som anført på side 37 i Udlændingestyrelsens orientering til Statsforvaltningen om EU-opholdsbekendtgørelse, og at [unionsborgerens] ægtefælles pengeoverførsler til [ansøgeren] derfor også kan tages med i vurderingen af, om forsørgelseskravet er opfyldt, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår direkte af EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 5, at en hovedpersons andre familiemedlemmer, der forsørges af hovedpersonen kan være omfattet af begrebet ”familiemedlem” i EU-opholdsbekendtgørelsens forstand. Overførsler foretaget af [unionsborgerens] ægtefælles kan derfor ikke indgå i vurderingen, idet der ikke er oplysninger om, at overførslerne er foretaget på vegne af [unionsborgeren] og med hans midler, hvorfor de ikke kan anses for et udtryk for [unionsborgerens] forsørgelse.

    Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at uanset om [unionsborgerens] ægtefælles overførsler indgik i vurderingen, ville det på baggrund af sagens samlede omstændigheder fortsat ikke kunne anses for godtgjort, at [ansøgeren] har været forsørget af [unionsborgeren], og at der har bestået et materielt forsørgelsesbehov. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at der er tale om få og uregelmæssige overførsler.

    Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. august 2022 – EU – Primær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt

    Dato: 09-08-2022

    Udlændingenævnets afgørelse af 9. august 2022 – EU – Primær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2022 SIRIs afgørelse vedrørende en statsborger fra Pakistan, som havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til sin myndige søn, der var unionsborger.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren indrejste i Danmark i april 2017 og indgav i december samme år ansøgning om opholdsret som medfølgende familiemedlem til sin myndige søn, der havde opholdsret i Danmark. Ansøgeren fik afslag og i februar 2021 indgav ansøgeren på ny ansøgning om opholdsret til sin søn, der havde fået tidsubegrænset opholdsret. Ansøgeren og unionsborgeren havde efter det oplyste boet sammen i Italien frem til 2014, hvorefter ansøgeren udrejste til Pakistan sammen med sin nu afdøde ægtefælle. Unionsborgeren var indrejst i Danmark i februar 2016 med sin ægtefælle og børn. Der var til sagen bl.a. fremlagt kopi af unionsborgerens kontoudtog og det var oplyst, at ansøgeren var analfabet og ikke havde en bankkonto. Der var til sagen fremlagt en lægeudtalelse fra juni 2021, hvoraf det fremgik, at ansøgeren gennem flere år havde led af kronisk hepatitis HCV samt en yderligere række alderdomsrelaterede sygdomme som f.eks. demenssymptomer og var i behandling med PPI og riopan gel.
    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet har indledningsvist lagt til grund, at unionsborgeren opfylder betingelserne som hovedperson efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 2, som person med ret til tidsubegrænset opholdsret.

    Udlændingenævnet fastholder imidlertid SIRI’s afgørelse fra december 2021. Ansøgeren har således ikke ret til ophold i Danmark som medfølgende familiemedlem til en unionsborger efter EU-opholdsbekendtgørelsens §15, idet Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke er omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4, 5 eller 6.

    Vurdering efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4

    Udlændingenævnet finder på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren ikke er omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4, idet det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at unionsborgeren har forsørget ansøgeren i et omfang, der kan begrunde, at ansøgeren falder under bestemmelsens anvendelsesområde.

    Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det fremgår af ansøgningsskemaet, at unionsborgeren har forsørget ansøgeren siden 2001, og at partsrepræsentanten i forbindelse med ansøgningen fra december 2017 havde oplyst, at unionsborgeren hver anden til tredje måned via bekendte sendte penge til ansøgeren under hendes ophold i Pakistan, som efter det oplyste varede fra 2014 til april 2017.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation til støtte for, at der har fundet forsørgelse sted, herunder oplysninger om, til hvem, hvornår og hvordan de pågældende penge er blevet overleveret, hvilke beløb, der er tale om, hvad beløbet skulle dække samt dokumentation, der understøtter, at ansøgeren faktisk har modtaget pengene.

    Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten ved henvendelse i april 2018 oplyste, at ansøgeren ikke havde en bankkonto, at hun er analfabet, og at hun ikke selv kunne tage vare på sin egen økonomi eller være i stand til at afhente beløbene hos en transfer og veksle til hjemlandets valuta, idet det ikke alene på denne baggrund kan anses for godtgjort, at der har været et reelt forsørgelsesbehov mellem unionsborgeren og ansøgeren i perioden forud for ansøgeren indrejse i Danmark.

    Ligeledes kan det ikke føre til en ændret vurdering, at der i forbindelse med ansøgning i februar 2021 er et kontoudskrift af unionsborgerens konto i en dansk bank for perioden fra marts 2016 til marts 2017, idet det ikke heraf fremgår, at unionsborgeren har forsørget ansøgeren.

    Det til støtte for klagen anførte om, at det er dokumenteret, at ansøgeren har boet hos sin søn i de sidste par år, og at det dermed er underforstået, at hun er blevet forsørget af ham, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet det materielle behov for forsørgelse skal foreligge i familiemedlemmets hjemland eller i det land, hvor den pågældende kom fra, på det tidspunkt, hvor familiemedlemmet ansøger om at slutte sig til unionsborgeren.

    Udlændingenævnet henviser herved til, at der kan stilles krav om, at familiemedlemmet i en anseelig periode regelmæssigt skal have modtaget en sum penge fra unionsborgeren, og at denne sum skal være nødvendig for at sikre familiemedlemmets grundlæggende fornødenheder, jf. C-423/12, Reyes.

    Vurdering efter EU-opholdsbekendtgørelsens§ 3, stk.1, nr. 5

    Udlændingenævnet finder endvidere, at ansøgeren ikke har været optaget i unionsborgeren husstand forud for hendes indrejse i Danmark.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af CPR, at unionsborgeren indrejste i Danmark i februar 2016, at han i februar 2016 fik udstedt et registreringsbevis som arbejdstager, og at han i juli 2021 fik tidsubegrænset opholdsret, og at det derved må lægges til grund, at han har haft sin hustand i Danmark. Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det fremgår af ansøgerens ansøgning om opholdsret fra december 2017, at hun indrejste i Danmark i april 2017, og at det fremgår af ansøgning om opholdsret i februar 2021, at hun indrejste i Danmark i oktober 2017. Uanset om hun indrejste i april 2017 eller oktober 2017 fra Pakistan, må det lægges til grund, at hun ikke delte hustand med unionsborgeren umiddelbart forud for sin indrejse.

    Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det til sagen er oplyst, at ansøgeren boede sammen med unionsborgeren, hendes ægtefælle, og unionsborgeren ægtefælle og børn i Italien frem til 2014, hvor ansøgeren udrejste til Pakistan med sin ægtefælle, da hun efter det oplyste først indrejste i Danmark i oktober 2017. Uanset om de havde delt bopæl i Italien frem til 2014 ville ansøgeren således ikke kunne anses for at have været en del af unionsborgerens husstand i en længere periode umiddelbart forud for sin indrejse i Danmark.

    Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten har oplyst, at ansøgeren i januar 2017 vendte tilbage til Italien for at bo dér sammen med unionsborgeren, idet unionsborgeren på daværende tidspunkt boede i Danmark, og partsrepræsentanten i 2018 oplyste, at ansøgeren boede sammen med sin datter i Italien i 2017, før hendes indrejse i Danmark.

    Vurdering efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 6

    Udlændingenævnet finder endeligt, at der ikke er alvorlige helbredsmæssige grunde, der gør det absolut nødvendigt, at unionsborgeren personligt plejer ansøgeren.

    Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det fremgår af den til sagen indsendte lægeerklæring fra juni 2021 fra en dansk læge, at ansøgeren lider af helbredsmæssige problemer, herunder kronisk hepatitis HCV, gastrit, svimmelhed, faldtendens, og at hun er svagtseende og lider af inkontinenssymptomer, at hun er kronificeret og har klare demens-symptomer, og at hun er i behandling med PPI og riopan gel.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af sagens oplysninger, at ansøgeren har lidt af flere af de pågældende helbredsproblemer gennem flere år, idet det fremgår af den tidligere indsendte udtalelse fra maj 2017 fra ansøgerens læge i Italien, at hun led af kronisk hepatitis HCV og var i behandling med Interferon og Ribavirin, at hun havde behov for løbende blodprøver, undersøgelser og klinisk kontrol, og at hun også led af mavebrok og gastritis og var i behandling med Ranitidin og Riopan gel.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der efter det oplyste i perioden fra 2014, hvor hun udrejste af Italien, og indtil hendes indrejse i Danmark, har været andre personer, der har boet sammen med hende og efter det oplyste har kunnet give hende den nødvendige hjælp og pleje, herunder hendes ægtefælle, en hjemmehjælper i Pakistan, og hendes datter i Italien.

    Det til støtte for klagen anførte om, at ansøgeren er mere end 80 år og er begyndt at udvise demenslignende symptomer, og at hun ikke er blevet plejet af, eller modtaget økonomisk eller social hjælp fra andre personer end unionsborgeren, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet det ikke på denne baggrund kan anses for absolut nødvendigt, at unionsborgeren personligt plejer ansøgeren, idet hendes tidligere plejebehov har været tilgodeset via bl.a. en hjemmehjælper.

    Udlændingenævnet finder således, at oplysningerne om ansøgerens helbredsmæssige problemer ikke i sig selv kan føre til en antagelse om, at der er tale om helbredsmæssige forhold, som gør det absolut nødvendigt, at unionsborgeren personligt plejer hende.

    Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse

  • Udlændingenævnets afgørelse af 22. februar 2022 – EU – primær bevægelighed – familiemedlemmer – betingelser aldrig opfyldt

    Dato: 22-02-2022

    Udlændingenævnets afgørelse af 22. februar 2022 – EU – primær bevægelighed – familiemedlemmer – betingelser aldrig opfyldt

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Bangladesh, som tidligere havde fået udstedt EU-opholdskort som medfølgende familiemedlem, men som aldrig havde opfyldt betingelserne.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren fik i januar 2016 udstedt EU-opholdskort som familiemedlem til sin daværende ægtefælle, som havde fået udstedt registreringsbevis som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen. I november 2019 blev parret skilt. I december 2019 traf SIRI afgørelse om, at ansøgerens tidligere ægtefælle aldrig havde opfyldt betingelserne for et EU-retligt opholdsgrundlag i Danmark. Samtidig traf SIRI afgørelse om, at ansøgeren som konsekvens heraf heller aldrig haft en afledt opholdsret som familiemedlem. Da ansøgeren aldrig havde haft et opholdsgrundlag, var ansøgeren ikke omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens bestemmelser om bevarelse af opholdsret på baggrund af personlige forhold og tilknytning til Danmark.
    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra december 2019. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens regler.

    Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at ansøgeren i januar 2016 blev meddelt opholdsret her i landet som familiemedlem til sin daværende ægtefælle, som er unionsborger, og som havde fået udstedt registreringsbevis som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at det er en grundlæggende betingelse for ret til ophold som familiemedlem til en unionsborger, at unionsborgeren opfylder betingelserne for et opholdsgrundlag i EU-opholdsbekendtgørelsen.

    Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at SIRI ved afgørelse fra december 2019 konstaterede ud fra de foreliggende oplysninger, at ansøgerens tidligere ægtefælle aldrig havde opfyldt betingelserne som arbejdstager eller på andet grundlag havde opholdsret efter EU-retten.

    Desuden har Udlændingenævnet lagt vægt på, at ansøgerens tidligere ægtefælle ikke har klaget over SIRI’s afgørelse fra december 2019, og at ansøgerens tidligere ægtefælle ej heller som anmodet om har tilkendegivet eller fremlagt dokumentation for at på noget tidspunkt have opfyldt betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-opholdsbekendtgørelsen, herunder som person med tilstrækkelige midler.

    Udlændingenævnet lægger herefter til grund, at ansøgerens tidligere ægtefælle aldrig har opfyldt betingelserne for et opholdsgrundlag i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsen, og som følge heraf har ansøgeren heller aldrig haft et EU-retligt opholdsgrundlag.

    Det forhold, at ansøgeren i januar 2016 fik udstedt et EU-opholdskort, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet afgørelser truffet efter EU-opholdsbekendtgørelsen alene er konstaterende og således ikke i sig selv skaber et opholdsgrundlag.

    Idet ansøgeren således aldrig har opfyldt betingelserne for et opholdsgrundlag som medfølgende familiemedlem i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsen, kan ansøgeren heller ikke være omfattet af reglerne om bevarelse af opholdsret. EU-opholdsbekendtgørelsens bestemmelser om bevarelse af opholdsret efter ophør af ægteskab og bevarelse af opholdsret på baggrund af personlige forhold og tilknytning til Danmark, finder derfor ikke anvendelse.

    De fremlagte oplysninger om skilsmissen og om ansøgerens tilknytning til Danmark og det danske arbejdsmarked, kan således ikke tages i betragtning ved denne afgørelse.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”


  • Udlændingenævnets afgørelse af 02.09.2021 – EU – Primær bevægelighed – Familiemedlemmer – Hensynet til den offentlige orden og sikkerhed

    Dato: 02-09-2021

    Udlændingenævnet omgjorde i september 2021 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Tyrkiet, som havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en unionsborger, som havde udøvet retten til fri bevægelighed i Danmark.

    Sagens faktiske omstændigheder:
    Ansøgeren giftede sig i februar 2020 med sin svenske ægtefælle. Ansøgeren boede og arbejdede i Sverige ca. 5 år forud for sin indrejse i Danmark i marts 2020. I umiddelbar forlængelse af indrejsen i Danmark søgte ansøgeren om opholdsret som familiemedlem til sin ægtefælle. Ansøgeren var i 2011 blevet idømt 2 ½ års fængsel i Norge for hærværk ved brandstiftelse og havde i den forbindelse fået indrejseforbud i 5 år, som senest var blevet forlænget frem til september 2022, da ansøgeren ikke havde forladt schengenområdet. SIRI meddelte afslag på opholdsret med henvisning til hensynet til den offentlige orden.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre SIRIs afgørelse fra december 2020 vedrørende ansøgerens ophold i Danmark som familiemedlem til en unionsborger.
    Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt skal meddeles afslag på opholdsret i Danmark som familiemedlem til en unionsborger, jf. EU-opholdsbekendt¬gørelsens § 10, stk. 1, jf. § 35, stk. 1, med henvisning til hensynet til den offentlige orden, som følge af, at ansøgeren blev dømt for hærværk ved brandstiftelse i Norge i marts 2011 samt udvist med et indrejseforbud i 5 år i oktober 2012, og at ansøgeren i den forbindelse ikke overholdt indrejseforbuddet, hvorfor det blev forlænget til september 2022.
    Udlændingenævnet har lagt afgørende vægt på, at der er forløbet næsten 13 år, siden ansøgeren begik hærværk ved brandstiftelse i Norge, og at der er forløbet mere end 10 år, siden ansøgeren blev dømt for det pågældende forhold og i den forbindelse udvist i 5 år.
    Udlændingenævnet har ved vurderingen endvidere lagt vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i marts 2020, at ansøgeren således på nuværende tidspunkt har opholdt sig i Danmark i cirka 1 år og 5 måneder på baggrund af sit ægteskab med unionsborgeren, at ansøgeren ikke er blevet dømt for lovovertrædelser efter sin indrejse i Danmark, at ansøgeren har dokumenteret, at have arbejdet i Sverige som henholdsvis bager og restaurantassistent siden februar 2016 og frem til i hvert fald april 2019, og at der ikke foreligger andre oplysninger i den foreliggende sag, der taler for nægtelse af ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen.


    Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det fremgår af afgørelse fra EU-Domstolen, sag C-348/09, P.I., præmis 30, at ved vurderingen af hensynet til den offentlige orden, skal den pågældende person anses for at være tilbøjelig til fortsat at udvise en adfærd, der i fremtiden udgør en trussel af en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig karakter, der berører grundlæggende samfundsinteresser.
    I Højesteretsdom sag 19/2019, udtrykkes det endvidere, at det følger af fast retspraksis, at undtagelsesbestemmelsen om den offentlige orden, som udgør en fravigelse af opholdsretten for unionsborgere eller deres familiemedlemmer, skal fortolkes strengt, således at dens rækkevidde ikke kan bestemmes ensidigt af medlemsstaterne. Det fremgår derudover, at foranstaltninger som begrænser en unionsborgers eller dennes familiemedlemmers opholdsret, herunder foranstaltninger truffet af hensyn til den offentlige orden skal, for at være berettigede, være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og udelukkende være begrundet i vedkommendes personlige adfærd.
    Udlændingenævnet finder på baggrund af ovenstående, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren i fremtiden vil begå ligeartet kriminalitet, og at ansøgerens adfærd dermed ikke længere udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 35, stk. 1, og § 36.
    Det bemærkes i den forbindelse, at en tidligere straffedom ikke i sig selv kan begrunde en sådan afgørelse om afslag på opholdsret. Den personlige adfærd skal udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse.
    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til SIRI med henblik på, at SIRI kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for udstedelse af EU-opholdskort som familiemedlem til en unionsborger er opfyldt.”

  • EU - Primær bevægelighed - Familiemedlemmer

    Dato: 05-08-2021

    Udlændingenævnet omgjorde i august 2021 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende to mindreårige statsborgere fra Frankrig, som havde søgt om registreringsbeviser efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 15, som medfølgende familie til deres far.

    Sagens faktiske omstændigheder:
    Ansøgerne, som er tvillinger og franske statsborgere, blev født af en surrogatmor i USA i september 2017. I USA blev børnenes biologiske far, som havde tidsubegrænset EU-opholdsret i Danmark, og hans ægtefælle registreret som ansøgernes forældremyndighedsindehavere. I juli 2019 tog ansøgerne ophold i Danmark sammen med den biologiske far og hans ægtefælle. Efter dansk ret anerkendes surrogataftaler ikke, og Familieretshuset vurderede bl.a., at ansøgerens surrogatmor efter dansk ret havde forældremyndighed over ansøgerne sammen med den biologiske far. Efter fast praksis blev der i opholdssager vedrørende mindreårige børn anmodet om samtykke fra en forældemyndighedsindehaver, hvis denne ikke tog ophold i Danmark sammen med barnet. SIRI meddelte herefter ansøgerne afslag med henvisning til, at der ikke forelå samtykke fra surrogatmoren om, at ansøgerne måtte tage ophold i Danmark.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre SIRI’s afgørelse.
    Udlændingenævnet finder på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagen, at ansøgerne ikke kan nægtes udstedelse af registreringsbeviser som medfølgende familiemedlemmer til hovedpersonen alene med henvisning til, at ansøgernes surrogatmor ikke har givet samtykke til, at ansøgerne kan tage ophold i Danmark sammen med hovedpersonen.
    Udlændingenævnet bemærker indledningsvis, at opholdsdirektivet (direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004) og EU-opholdsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 1457 af 6. oktober 2020) ikke indeholder bestemmelser om, at der ved mindreårige børns ophold i Danmark skal foreligge samtykke fra den forældemyndighedsindehaver, der ikke tager ophold i Danmark.
    Udlændingenævnet bemærker videre, at det overordnede formål med et samtykke fra den for-ældremyndighedsindehaver, som ikke tager ophold i Danmark, bl.a. er at forhindre børnebortførelser og at beskytte barnets tarv og ret til familieliv, hvilke er tungtvejende og beskyttelsesværdige hensyn, som er beskyttet ved internationale konventioner.
    Udlændingenævnet finder herefter, at vurderingen af, om det vil være i overensstemmelse med EU-retten at indhente samtykke fra den anden forældremyndighedsindehaver, må bero på en konkret og individuel vurdering af sagens omstændigheder.
    Ved vurderingen af sagen har Udlændingenævnet lagt vægt på, at Familieretshuset har vurderet, at hovedpersonen er ansøgernes retlige far med forældremyndighed over ansøgerne, og at ansøgerne har boet sammen med hovedpersonen i Danmark siden juli 2019.
    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke er forhold i sagen, der taler for, at ansøgernes surrogatmor har indvendinger imod, at ansøgerne tager ophold i Danmark sammen med hovedpersonen. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at hun er ansøgernes surrogatmor, og at hun ifølge amerikansk ret ikke har forældremyndighed over ansøgerne, idet hun har valgt at overdrage forældremyndigheden til hovedpersonen og hovedpersonens ægtefælle.
    Udlændingenævnet skal bemærke, at Udlændingenævnet ikke herved har anfægtet Familieretshusets vurdering vedrørende anerkendelsen af det retlige forældreskab og forældremyndigheden over ansøgerne efter dansk ret.
    Udlændingenævnets afgørelse er således ikke ensbetydende med, at hovedpersonen efter dansk ret har den fulde forældremyndighed over ansøgerne, at hovedpersonens ægtefælle anerkendes som forældremyndighedsindehaver, eller at surrogatmoren ikke anses som ansøgernes retlige mor og forældre-myndighedsindehaver efter dansk ret.
    Udlængenævnet finder imidlertid, at de familieretlige forhold ikke er til hinder for, at ansøgerne opfylder de EU-retlige betingelser for ret til ophold.
    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til SIRI med henblik på udstedelse af registreringsbeviser til ansøgerne efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 15.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. december 2019 – EU – Primær bevægelighed – Familiemedlemmer – Betingelser ej opfyldt – Hensynet til den offentlige orden og sikkerhed

    Dato: 16-12-2019

    Udlændingenævnet omgjorde i december 2019 Statsforvaltningens afgørelse om afslag på ret til ophold som familiemedlem til en pakistansk statsborger, som af Statsforvaltningen var blevet meddelt afslag under henvisning til hensynet til den offentlige orden og sikkerhed, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 26, stk. 3, jf. §§ 8-12.

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Statsforvaltningens afgørelse fra juni 2018. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på ret til ophold som familiemedlem til en EU-borger, jf. herved en analogi af EU-opholdsbekendtgørelsens § 26, stk. 3, som følge af, at han i oktober 2015 på en adresse i Allerød udøvede vold mod sin tidligere ægtefælle, og at ansøgeren ved dom af september 2018 blev fundet skyldig i forholdet, jf. straffelovens § 244, stk. 1, for hvilket ansøgeren blev straffet med 50 dages betinget fængsel samt betinget udvisning, jf. udlændingelovens § 24 b, stk. 1. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at der ved det begåede forhold var tale om en enkeltstående voldsepisode af tilfældighedspræget karakter. Udlændingenævnet lagde ligeledes vægt på, at ansøgeren i øvrigt var ustraffet samt hans personlige forhold, hvor han var gift med en EU-borger med opholdsret i Danmark i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, med hvem han havde et fællesbarn, og hvor han under sit sidste lovlige ophold i Danmark ses at have været i beskæftigelse både i form af ansættelsesforhold og som selvstændig erhvervsdrivende. Udlændingenævnet fandt på baggrund af ovenstående, at der ikke var grundlag for at antage, at ansøgeren i fremtiden ville begå ligeartet kriminalitet, og at ansøgerens adfærd dermed ikke udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, jf. herved analogi af EU-opholdsbekendtgørelsens § 26, stk. 3, og § 35. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Styrelsen for International Rekruttering og Integration med henblik på, at styrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdsret i Danmark som familiemedlem til en EU-borger, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 1, var opfyldt. Udlændingenævnet havde ikke herved vurderet dette. EU/2019/17.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. november 2019 – EU – Primær bevægelighed – Familiemedlemmer – betingelser ej opfyldt – ej omfattet af personkredsen

    Dato: 18-11-2019

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2019 Statsforvaltningens afgørelse om afslag på ret til ophold for en russisk statsborger som familiemedlem til en EU-borger, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 8.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for ret til ophold i Danmark som familiemedlem til en unionsborger efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at ansøgerens registrerede partner, som var referencepersonen, var statsborger i Rusland og ikke var unionsborger, og at ansøgerens registrerede partner således ikke opfyldte betingelserne som hovedperson i EU-opholdsbekendtgørelsens § 1. Allerede af denne grund var ansøgeren ikke omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 2, jf. § 1. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens registrerede partner i september 2017 havde fået udstedt EU-opholdskort som familiemedlem til sin datter, som var en 15-årig britisk statsborger, og som i juli 2017 havde fået udstedt registreringsbevis som person med tilstrækkelige midler, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens registrerede partner havde afledt sin opholdsret fra sin datter, og at ansøgerens registrerede partners afledte opholdsret ikke kunne medføre en ret til ophold for andre familiemedlemmer. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren havde gjort gældende, at hun og hendes registrerede partner ikke kunne udøve et familieliv i ansøgerens hjemland, idet det i Rusland var imod loven at leve sammen med en person af samme køn. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var tale om et asylretligt forhold, som ikke kunne tages i betragtning ved vurderingen af, om betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 2 var opfyldt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for ret til ophold som familiemedlem til hendes registrerede partners datter, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 4-6. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke var omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 4, allerede fordi hun ikke var beslægtet i ret opstigende linje med den registrerede partners datter. Det forhold, at ansøgeren havde gjort gældende, at hun var i familie med hendes registrerede partners datter, uanset at hun ikke var blodsbeslægtet med hende, kunne ikke i sig selv føre til en ændret vurdering, idet betingelsen om at være beslægtet i ret opstigende linje efter Udlændingenævnets opfattelse skulle være opfyldt enten i form af slægtskab eller som følge af juridiske forpligtelser som f.eks. adoption. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke havde fremlagt dokumentation, der understøttede, at hun i Rusland var blevet forsørget af hendes registrerede partners datter eller havde været optaget i hendes husstand, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 5, og at ansøgeren ligeledes ikke havde fremlagt dokumentation, der understøttede, at alvorlige helbredsmæssige grunde gjorde det absolut nødvendigt, at den registrerede partners datter personligt plejede ansøgeren, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 6. Udlændingenævnet bemærkede afslutningsvis, at det fremgik af CPR, at den registrerede partners datter var udrejst af Danmark i august 2018. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren ikke havde ret til ophold i Danmark som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsen. EU/2019/19.

Senest opdateret: 09-01-2020
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen