EU
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 10. maj 2022 – Brexit – Familiemedlemmer – Forsørgelse
Dato: 10-05-2022
Udlændingenævnets afgørelse af 10. maj 2022 – Brexit – Familiemedlemmer – Forsørgelse
Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Storbritannien, som havde fået afslag på udstedelse af opholdsdokument som direkte efterkommer over 21 år til en britisk statsborger efter Brexit-bekendtgørelsen.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der er født i 1999, indrejste i Danmark i marts 2021 for at tage ophold sammen med sin herboende mor, som oplyste at have forsørget ansøgeren. Som dokumentation for forsørgelsesforholdet fremlagde ansøgeren kontoudskrifter, hvoraf der i perioden fra april 2020 til januar 2021 fremgik 4 overførsler af varierende størrelse.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra juni 2021. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne for at få udstedt et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 2 som familiemedlem til sin herboende mor, som er britisk statsborger.
Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgerens mor i februar 2021 fik udstedt et opholdsdokument på baggrund af Brexit-bekendtgørelsens § 2.
Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at der foreligger et reelt forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og ansøgerens mor. Det kan derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren opfylder betingelsen for at være omfattet af personkredsen i udtrædelsesaftalens artikel 10, stk. 1, litra e), nr. ii), jf. opholdsdirektivets artikel 2, nr. 2.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at der ikke har fremlagt nogen oplysninger eller dokumentation til støtte for, at ansøgeren ikke har tilstrækkelige midler til at sørge for sine grundlæggende fornødenheder. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse også, at størstedelen af posteringerne på de fremlagte kontoudskrifter fremstår overstreget.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerens materielle behov i hjemlandet var dækket af ansøgerens mor.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det følger af EU-domstolens dom af 16. januar 2014, sag C-423/12, Reyes, at en medlemsstat kan stille krav om bevis for, at der foreligger et reelt afhængighedsforhold mellem unionsborgeren og familiemedlemmet, herunder at unionsborgeren i en anseelig periode regelmæssigt har udbetalt en sum penge til familiemedlemmet, således at familiemedlemmets grundlæggende fornødenheder kan dækkes.
Det forhold, at ansøgerens mor har overført diverse beløb til ansøgeren i 2020 og 2021, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der alene er fremlagt dokumentation for 4 overførsler fra ansøgerens mor i henholdsvis april 2020, juni 2020, september 2020 og januar 2021, og at der er tale om overførsler af varierende størrelse. Overførslerne har således sporadisk karakter og dækker over en begrænset periode forud for ansøgerens indgivelse af ansøgningen.
I den forbindelse bemærker Udlændingenævnet, at der indtil slutningen af september 2020 alene er overført i alt 2000 britiske pund over en periode på 5½ måned, hvilket taler for, at der alene har været tale om et supplement til ansøgerens økonomi, som således ikke kan anses for at udgøre forsørgelse i EU-rettens forstand.
Udlændingenævnet bemærker videre, at den enkelte større overførsel på 11.000 britiske pund i slutningen af september 2020 ej heller kan føre til, at ansøgeren kan anses for at have været forsørget af sin mor. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på sagens øvrige begrænsede dokumentation for reel forsørgelse samt det forhold, at den pågældende overførsel fandt sted relativt kort tid inden ansøgningstidspunktet, hvorfor den – uanset beløbets størrelse – ikke kan antages at dække over en anseelig periode.
Udlændingenævnet finder således, at det ikke kan lægges til grund, at der på tidspunktet for ansøgerens ansøgning forelå det nødvendige økonomiske og materielle afhængighedsforhold mellem ansøgerens og ansøgerens herboende mor.
Endelig bemærker Udlændingenævnet, at det forhold, at ansøgerens mor påtager sig at forsørge ansøgeren i fremtiden, ikke i sig selv godtgør, at der foreligger et reelt forsørgelsesforhold mellem dem.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse”. -
Udlændingenævnets afgørelse af 03.05.2022 – EU – sekundær bevægelighed – tidsmæssig kontinuitet
Dato: 03-05-2022
Udlændingenævnets afgørelse af 03.05.2022 – EU – sekundær bevægelighed – tidsmæssig kontinuitet
Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Zimbabwe, som havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren havde boet sammen med den danske statsborger i Cypern i perioden fra primo marts 2017 til ultimo januar 2018. Herefter rejste parret til Sydafrika, hvor de opholdte sig i 1 år og 9 måneder, inden de i november 2019 indrejste i Danmark, og ansøgeren indgav ansøgning om opholdsret efter EU-reglerne. Til ansøgningen var vedlagt flybilletter og passtempler for deres rejseaktivitet, deres vielsesattest fra Sydafrika fra medio oktober 2019 og ansøgerens midlertidige opholdstilladelse i forbindelse med studie i Sydafrika, der udløb ultimo oktober 2019. Der var ikke oplysninger om årsagen til den danske statsborgers ophold i Sydafrika.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra september 2020. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet har indledningsvist lagt til grund, at den danske statsborger og ansøgeren havde etableret et reelt og faktisk ophold i Cypern i perioden fra primo marts 2017 til ultimo januar 2018. Udlændingenævnet har også lagt til grund, at den danske statsborger under sit ophold i Cypern har været henholdsvis arbejdstager og person med tilstrækkelige midler.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at der ikke har været den fornødne tidsmæssige kontinuitet mellem udnyttelsen af den danske statsborgers ret til fri bevægelighed i Cypern i perioden fra primo marts 2017 til ultimo januar 2018 og frem til sin tilbagevenden til Danmark primo november 2019.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at den danske statsborger efter det oplyste udrejste fra Cypern ultimo januar 2018, og at den danske statsborger først vendte tilbage til Danmark primo november 2019. Den danske statsborg har dermed opholdt sig i alt 1 år og 9 måneder uden for Cypern før sin tilbagevenden til Danmark.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at anvendelse af reglerne om ophold for familiemedlemmer til en dansk statsborger, der har udøvet sin ret til fri bevægelighed i et andet EU-land, er betinget af, at der er en vis tidsmæssig kontinuitet mellem den danske statsborgers benyttelse af sin ret til fri bevægelighed, og udøvelsen af denne rettighed, jf. afsnittet om retsregler, herunder EU-Domstolens dom i sagen C-138/02, Collins.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at parrets vielsesattest fra Sydafrika er fra medio oktober 2019, at ansøgeren i sit pas har en midlertidig opholdstilladelse i forbindelse med studie i Sydafrika, der udløber ultimo oktober 2019 og at der til sagen er fremlagt dokumentation for udrejse fra Cypern til Sydafrika ultimo januar 2018. Udlændingenævnet vurderer, at disse forhold, sammenholdt med sagens øvrige oplysninger, taler for, at den danske statsborgers ophold i Cypern må anses for, at være varigt ophørt ultimo januar 2018, og at den danske statsborger ikke har udøvet rettigheder på unionens område fra denne dato og indtil sin indrejse i Danmark.
Udlændingenævnet har desuden ved vurderingen lagt vægt på, at ansøgeren, på trods af SIRI’s anmodning herom i juli 2021 eller i forbindelse med sin klage sendt til Udlændingenævnet i september 2021, ikke har oplyst årsagen til sit ophold på 1 år og 9 måneder uden for Cypern, inden parrets tilbagevenden til Danmark.
Det til klagen fremførte om, at parret har boet og været sammen i 5 år, at den danske statsborger har været økonomisk afhængig af ansøgeren og at det ikke har været muligt for ansøgeren, at fremskaffe alle de nødvendige dokumenter til sagen, at den danske statsborger ikke fik fraflyttet alt fra Danmark ifm. sin udrejse og at det altid har været parrets plan at flytte til Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har i den forbindeles lagt vægt på, at ansøgeren ved disse forhold ikke har begrundet eller dokumenteret årsagen til, at den danske statsborger har opholdt sig 1 år og 9 måneder uden for Cypern og uden for unionens område, forud for sin tilbagevenden til Danmark.
Oplysningerne om, at parret venter barn sammen, at de påtænker at bo sammen i Danmark, og at det i den forbindelse er en hindring, at ansøgeren ikke har et CPR eller kan arbejde, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om forhold, som ikke kan tages i betragtning ved vurderingen af, om betingelserne for ret til ophold efter EU-retten er opfyldt.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 25. april 2022 – EU – arbejdstager – ophør
Dato: 25-04-2022Udlændingenævnets afgørelse af 25.04.2022 – EU – arbejdstager – ophør
Udlændingenævnet stadfæstede i april 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om ophør af opholdsret som arbejdstager efter EU-reglerne vedrørende en statsborger fra Ungarn.
Sagens faktiske omstændigheder:
Klageren indrejste i Danmark i december 2016 og fik opholdsret som arbejdstager. I december 2020 søgte klageren om kontanthjælp, hvorfor SIRI iværksatte en kontrol af klagerens fortsatte opholdsret i Danmark. Klageren havde fremlagt én lønseddel fra oktober 2021 hvoraf fremgik, at klageren havde arbejdet 26,75 timer i oktober måned samt sin ansættelseskontrakt fra august 2017 hvoraf fremgik, at klageren var ansat uden at forpligte sig til, at tage et bestemt antal vagter, at arbejdsgiveren ikke var forpligtet til at tilbyde klageren arbejde i ansættelsesforholdet, at klageren ikke ville få løn under sygdom, barsel eller andet fravær, og at ansættelsen kunne opsiges uden varsel. Klageren havde siden april 2021 arbejdet mindre end 10-12 timer om ugen og havde fra marts 2021 modtaget kontanthjælp.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra november 2021. Klagerens ret til ophold som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 5, stk. 1, var ophørt på tidspunktet for SIRI’s afgørelse, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 29, stk. 1.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det fremgår af eIndkomst, at klageren siden april 2021 ikke har arbejdet mere end 10-12 timer om ugen. Udlændingenævnet har ved vurderingen også lagt vægt på, at klageren har haft et sporadisk antal arbejdstimer om måneden siden april 2021, idet klageren har arbejdet fra 7,5 til 26,75 timer om måneden i perioden, og at klageren fra juli til og med september 2021 og i november 2021 har haft 0 løntimer og at klageren fra marts 2021 har modtaget kontanthjælp.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at klageren har fremsendt oplysninger om, at klageren mener, at klageren fortsat er i beskæftigelse i form af kopi af sin lønseddel fra oktober 2021. Udlændingenævnet finder fortsat, at klageren fra april 2021 ikke længere har været i beskæftigelse, og derfor ikke har opfyldt betingelserne i EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1. Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at klageren fortsat ikke har dokumenteret, at klageren har arbejdet mere end 10-12 timer om ugen, idet det også fremgår af den fremsendte lønseddel, at Klageren alene har arbejdet 26,75 løntimer i oktober.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det af klagerens ansættelseskontrakt fra august 2017 med sin arbejdsgiver fremgår, at klageren er ansat som sorteringsmedarbejder uden at forpligte sig til, at tage et bestemt antal vagter, ligesom arbejdsgiveren ikke er forpligtet til at tilbyde klageren arbejde i ansættelsesforholdet. Det fremgår i den forbindelse af ansættelseskontrakten, at det aftales løbende, hvor mange vagter klageren får. Det fremgår også af kontakten, at klageren ikke får løn under sygdom, barsel eller andet fravær og at der ikke gælder noget opsigelsesvarsel for ansættelsen. Der er således ikke tale om en kontrakt med sædvanlige ansættelsesvilkår for det danske arbejdsmarked, som indebærer en ret til løn under sygdom og barsel og med en relevant opsigelsesvarsel.
Udlændingenævnet har på den baggrund vurderet, at klageren har været marginalt og løst tilknyttet arbejdsgiveren, idet omfanget af klagerens arbejde har varieret fra måned til måned, ligesom der også har været måneder, hvor klageren ingen vagter har haft. Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at klageren kun i ganske få måneder har haft nok timer til at anses som arbejdstager efter EU-retten.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at det efter det EU-retlige arbejdstagerbegreb gælder, at et timetal under 10-12 timer om ugen, sammenholdt med sagens øvrige omstændigheder, herunder karakteren af ansættelsen, samlet set taler imod, at klageren har haft status som arbejdstager efter april 2021.
Udlændingenævnet vurderer endvidere, på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger og dokumentation, at klageren ikke opfylder betingelserne for bevarelse af sin arbejdstagerstatus, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 2.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at klageren ikke til sagen har dokumenteret, at klageren har været uforskyldt arbejdsløs siden april 2021, idet klageren fortsat i et sporadisk og meget begrænset omfang har arbejdet hos arbejdsgiveren og at der ikke er oplysninger om, at det skyldes, at arbejdsgiveren ikke længere har kunne tilbyde klageren vagter.
Endelig vurderer Udlændingenævnet, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at ophør af klagerens opholdsret må antages at virke særligt belastende for klageren, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren senest er indrejst i Danmark i december 2016, og dermed kun har opholdt sig i Danmark i 6 år og 4 måneder, og at Klageren i perioden i alt har været tilknyttet det danske arbejdsmarked i ca. 3 år og 3 måneder.
Udlændingenævnet har ligeledes lagt vægt på, at klageren ikke har fremlagt oplysninger om helbredsmæssige eller personlige forhold, herunder om Klageren har familiemæssige relationer i Danmark, der kunne bevirke, at det må antages for, at være særligt belastende for Klageren, såfremt Klagerens opholdsret ophøres.
Udlændingenævnet kan derudover konstatere, at klageren ved dom afsagt af Retten i Aarhus i maj 2021 blev udvist af Danmark, men at denne afgørelse er anket og forsat verserer.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. april 2022 – Sekundær bevægelighed – Carpenter-dommen og S-dommen
Dato: 19-04-2022Udlændingenævnet stadfæstede i april 2022 SIRI¨s afgørelse om afslag vedrørende en statsborger fra Ukraine, som havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren var gift med en dansk statsborger, og indgav i juli 2019 ansøgning om opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger efter principperne i Carpenter-dommen og S-dommen. Det var til sagen oplyst bl.a., at ansøgeren havde en dansk virksomhed og anvendte cirka en tredjedel af sin arbejdstid på rejser i nabolande og EU. SIRI meddelte ansøgeren afslag i november 2019 med henvisning til, at den danske statsborger ikke havde dokumenteret at have leveret grænseoverskridende tjenesteydelser. I en anmodning om genoptagelse af SIRI’s afgørelse blev det oplyst, at den danske statsborger var medejer af et polsk anpartsselskab, som beskæftigede sig med fragt og salg af svin i Polen, og derfor ofte deltog i rådgivnings- og forretningsmøder i Polen. SIRI genoptog sagen og meddelte i marts 2020 på ny ansøgeren afslag på opholdsret efter EU-retten.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse fra marts 2020. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten.
Udlændingenævnet finder på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren opfylder betingelserne for ret til ophold i Danmark som familiemedlem til den danske statsborger efter principperne i Carpenter-dommen og S-dommen.
For at principperne i Carpenter-dommen og S-dommen finder anvendelse, skal der dels være tale om levering af tjenesteydelser fra Danmark, og dels tale om forretningsrejser til øvrige medlemslande. Derudover skal familiesammenføring være nødvendig for at sikre, at en unionsborger ikke afskrækkes fra faktisk at udøve sine grundlæggende rettigheder i henhold til traktaten.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke kan lægges til grund, at den danske statsborger med den danske virksomhed og det polske selskab har leveret grænseoverskridende tjenesteydelser til andre medlemsstater og i den forbindelse regelmæssigt har foretaget forretningsrejser til andre medlemsstater i et omfang, som kan henføres til principperne i Carpenter-dommen og S-dommen.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at der til sagen er fremsendt kopi af registreringsbevis fra september 2018 for den danske virksomhed, udskrifter fra www.virk.dk, hvoraf det fremgår, at en unavngivet virksomhed i perioden fra januar 2013 til juni 2019 har foretaget diverse indberetninger vedrørende ”export”, og hvor størstedelen af indberetningerne har indberetningstype ”kombineret”, årsrapport for 2017 for den danske virksomhed, hvoraf det fremgår, at virksomhedens hovedaktivitet er handel med levende dyr og kød, og udskrift fra www.skat.dk, hvoraf det fremgår, at der for den danske virksomhed er indrettet moms i Danmark i perioden fra august 2015 til august 2018.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet det ikke af disse dokumenter fremgår, at den danske statsborger reelt har leveret grænseoverskridende tjenesteydelser eller foretaget forretningsrejser i andre medlemsstater, men alene at den danske virksomhed beskæftiger sig med handel med levende dyr og kød, og i den forbindelse har indberettet moms i Danmark.
Det er endvidere indgået i Udlændingenævnets vurdering, at der til sagen er fremsendt en oversættelse af et polsk dokument. Det fremgår af oversættelsen, at dokumentet er et notarial dokument fra juni 2013 vedrørende stiftelse af et anpartsselskab, hvor den danske statsborger og en anden person var anpartshaverne. Endvidere var vedlagt en årsrapport for perioden fra januar 2018 til december 2018 for en polsk virksomhed, der var omfattet af branchen ”Engroshandel med levende dyr”.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at det ikke kan føre til en ændret vurdering, at den danske statsborger er medejer af en polsk virksomhed, der beskæftiger sig med engroshandel med levende dyr, idet der ikke er indsendt dokumentation for, i hvilket omfang den danske statsborger angiveligt har leveret grænseoverskridende tjenesteydelser, herunder for eksempel virksomhedsbeskrivelser, samarbejdsaftaler, projektbeskrivelser, medarbejderoversigter, stillingsbetegnelse, og kundeaftaler. Udlændingenævnet finder således, at alene det faktum, at den danske statsborger har etableret en virksomhed i en anden medlemsstat ikke medfører, at det kan lægges til grund, at den danske statsborger faktisk har leveret grænseoverskridende tjenesteydelser og foretaget forretningsrejser samt omfanget heraf.
Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at der til sagen er indsendt 33 fakturaer fra polske hoteller i perioden fra januar 2018 til december 2018 faktureret til den polske virksomhed, og 41 kvitteringer fra tankstationer for perioden fra januar 2018 til december 2018. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke fremgår af fakturaerne, hvem der har overnattet på de pågældende hoteller eller købt brændstof.
Uanset om det måtte lægges til grund, at alle fakturaerne vedrører dispositioner foretaget af den danske statsborger, finder Udlændingenævnet alligevel, at det ikke kan føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at flere af hotelfakturaerne vedrører sammenhængende dage, og således må kunne anses for at kunne henføres til samme forretningsrejser. Det må således antages, at såfremt det måtte lægges til grund, at alle fakturaerne vedrører dispositioner foretaget af den danske statsborger, så havde den danske statsborger i 2018 have foretaget 25 forretningsrejser, hvilket svarer til omtrent 2 forretningsrejser månedlig.
Det kan derudover ikke føre til en ændret vurdering, at det i forbindelse med ansøgningen er oplyst, at levering af tjenesteydelser i Danmark udgør 5 % af den danske statsborger erhvervsmæssige aktivitet, mens levering af tjenesteydelser til andre EU-lande udgør de resterende 95 % af den danske statsborgers erhvervsmæssige aktivitet, og at forretningsrejser i andre EU-lande udgør ca. en tredjedel af den danske statsborgers arbejdstid. Partsrepræsentanten har derudover oplyst, at den danske statsborger leverede grænseoverskridende tjenesteydelser, herunder fragt og salg af levende svin til bl.a. Polen, konsulentvirksomhed omkring opdræt af svin, at den danske statsborger ofte rejste til Polen og deltog i rådgivnings- og forretningsmøder, oplæg, og kvalitetsinspektioner, og at ca. 80 % af det polske selskabs omsætning omfatter selvstændig konsulentydelser, hvor den danske statsborger er tilknyttet en stor leverandør i Danmark som konsulent på dennes leveringer til Polen. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at de nævnte oplysninger ikke er dokumenteret, jf. ovenstående afsnit.
Oplysningerne om, at SKAT har tilladt den danske statsborger brug af polsk registreret bil i Danmark kan ikke føre til en ændret vurdering, idet skatteretlige vurderinger ikke har betydning for Udlændingenævnets vurdering af, om den danske statsborger har leveret grænseoverskridende tjenesteydelser i et omfang, der gør, at principperne i Carpenter-dommen og S-dommen finder anvendelse.
Idet Udlændingenævnet finder, at den danske statsborgers arbejdsmæssige aktiviteter ikke opfylder de betingelser, der kan udledes af artikel 45 og 56 TEUF samt EU-Domstolens praksis, og den danske statsborger derfor ikke anses for hverken tjenesteyder eller arbejdstager omfattet af EU-retten, har Udlændingenævnet ikke taget stilling til, om de øvrige betingelser for ret til ophold efter principperne i Carpenter-dommen og S-dommen er opfyldt, herunder om familiesammenføringen er nødvendig for at sikre, at den danske statsborger faktisk kan udøve den grundlæggende frihed, som er sikret ved TEUF artikel 45 eller 56.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren har opholdstilladelse i Danmark på baggrund af et andet retsgrundlag end EU-retten, hvorfor ansøgeren allerede har (lovligt) ophold og familieliv med den danske statsborger i Danmark, og som derfor ikke sætter hindringer for, at den danske statsborger ville kunne udøve sin ret til fri bevægelighed efter EU-retten.
Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 7. april 2022 – EU – Sekundær bevægelighed - Ophør
Dato: 07-04-2022Udlændingenævnet stadfæstede i april 2022 SIRI’s afgørelse om ophør af opholdsret til en statsborger fra Kenya, som havde haft opholdsret efter EU-retten som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder:
Klageren fik i marts 2016 udstedt EU-opholdskort som familiemedlem til sin danske ægtefælle, som var vendt tilbage til Danmark efter at have udøvet sin ret til fri bevægelighed i Sverige sammen med klageren. Klagerens opholdsret i Danmark var afledt af den danske ægtefælle og betinget af, at den danske ægtefælle opfyldte betingelserne for opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsen, herunder at have ophold i Danmark. I august 2019 indgav klagerens myndige særbarn ligeledes ansøgning til SIRI om ret til ophold efter EU-retten med henvisning til, at klagerens danske ægtefælle på ny havde udøvet sin ret til fri bevægelighed i Sverige og altså var fraflyttet Danmark.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra november 2019. Klagerens ret til ophold som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, er derfor ophørt.
Udlændingenævnet har lagt til grund, at klageren i marts 2016 blev meddelt opholdsret efter EU-retten som familiemedlem til en dansk statsborger, som vendte tilbage til Danmark efter at have gjort brug af sin ret til fri bevægelighed i Sverige.
Klagerens ret til ophold som familiemedlem er en afledt opholdsret, og det er derfor en betingelse for opholdsretten, at den danske statsborger bor i Danmark, og at den danske statsborger alene opholder sig uden for Danmark i midlertidige perioder, som ikke tilsammen overstiger 6 måneder om året, samt i forbindelse med aftjening af værnepligt, eller i én periode af højst 12 på hinanden følgende måneder, som skyldes vægtige grunde.
Ved vurderingen har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det fremgår af CPR, at klagerens ægtefælle har været udrejst til Sverige fra oktober 2018 til februar 2020 – hvilket er en periode på ca. 1 år og 3 måneder – og at klagerens ægtefælle igen har været udrejst til Sverige siden februar 2020.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det i forbindelse med klagerens særbarns ansøgning om EU-opholdsret er blevet oplyst, at klagerens ægtefælle har boet i Sverige siden oktober 2018.
Det forhold, at klageren i skemaet om sine personlige forhold og tilknytning til Danmark har oplyst, at klagerens ægtefælle flyttede tilbage til Danmark allerede i maj 2019, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke som anmodet er fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at klagerens ægtefælle har haft ophold i Danmark efter oktober 2018.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at der er fremlagt en dansk lejekontrakt, hvoraf det fremgår, at klageren og klagerens ægtefælle fra februar 2019 lejede en bolig i Danmark. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at lejekontakten ikke i sig selv kan anses for at godtgøre, at klagerens ægtefælle faktisk har boet i boligen fra februar 2019. Udlændingenævnet henviser også i den forbindelse til de divergerende oplysninger, som klagerens ægtefælle har afgivet i klagerens særbarns ansøgningsskema, og at der ikke er fremlagt anden dokumentation for, at klagerens ægtefælle har opholdt sig i Danmark i perioden.
Endelig finder Udlændingenævnet, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at meddelelse om ophør af klagerens opholdsret må antages at virke særligt belastende, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren efter det oplyste indrejste i Danmark i 2015, og at klageren således var voksen på indrejsetidspunktet og havde levet størstedelen af sit liv uden for Danmark.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at klageren sammenlagt har boet i Danmark i under 5 år, idet klageren siden februar 2020 har boet i Sverige, hvilket endvidere svækker den tilknytning til Danmark, som klageren måtte have opnået forinden udrejsen. Endvidere foreligger der ikke i øvrigt oplysninger om personlige eller helbredsmæssige forhold, som taler for, at meddelelse af ophør af klagerens opholdsret bør undlades.
Det forhold, at klageren har oplyst, at klageren har gjort alt for at integrere sig i det danske samfund, at klageren har bestået modultest i Dansk 3, uddannet sig som vognmand i Danmark og har arbejdet i Danmark i flere perioder, aldrig modtaget offentlig forsørgelse og er medlem af en A-kasse, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at de pågældende forhold ikke i sig selv kan medføre, at en afgørelse om ophør af opholdsret må antages at virke særligt belastende for klageren. Udlændingenævnet bemærker også, at klagerens tilknytning til det danske arbejdsmarked hovedsageligt har fundet sted, mens klageren har boet i Sverige.
Udlændingenævnet finder endvidere, at klagerens mindreårige børn, som er født i henholdsvis 2011, 2015 2018, ikke har opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at meddelelse om ophør af klagerens opholdsret bør undlades.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at børnene født i 2011 og 2015 er registeret indrejst i Danmark i 2016 som henholdsvis 4-årig og 0-årig, at de herefter har været registreret udrejst til Sverige fra december 2018 til august 2019, at de igen har været udrejst til Sverige siden februar 2020, og at de således har opholdt sig uden for Danmark størstedelen af deres liv.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst, at barnet født i 2011 har gået i børnehave og påbegyndt skole i Danmark, at der er indsendt et skærmprint fra Aula samt en opkrævning for betaling af fritidsordning for oktober 2019, og at klageren har oplyst, at barnet har fået angstproblemer som følge af flytningen til Sverige og bare gerne vil hjem til Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset om barnet opholdt sig i Danmark, ved begyndelsen af sine formative år, så finder Udlændingenævnet, at barnet på baggrund af sit begrænsede samlede ophold i landet samt det forhold, at barnet på nuværende tidspunkt har opholdt sig i Sverige i mere end 2 år, ikke har opnået den fornødne selvstændige tilknytning til Danmark.
Ved vurderingen af klagerens yngste barns tilknytning til Danmark har Udlændingenævnet lagt vægt på, at barnet kun er 3 år og desuden har været udrejst til Sverige siden februar 2020, hvorfor barnet har boet størstedelen af sit liv i Sverige.
Endelig kan det ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst, at familien var nødt til at flytte til Sverige, fordi problemerne med klagerens opholdsret belastede hele familien, at flytningen har været hård for børnene, som er danske statsborgere og ønsker at vende tilbage til deres venner, og at klageren ønsker at leve med sin familie i Danmark.
Udlændingenævnet henviser herved til, at hverken klageren eller børnene har opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, og at der i øvrigt ikke foreligger oplysninger i sagen, der taler for, at det vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8 at henvise familien til at udøve deres familieliv i et andet land end Danmark, herunder i Sverige, hvor klageren og klagerens familie har boet siden februar 2020.” -
Primær bevægelighed – Hensynet til den offentlige orden
Dato: 17-03-2022
Udlændingenævnets afgørelse af 9. februar 2022
Emneord: EU – Primær bevægelighed – Hensynet til den offentlige orden
Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Nigeria, der havde søgt om opholdsret som familiemedlem til en unionsborger efter EU-reglerne.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indrejste i Danmark primo december 2020 og indgav i primo januar 2021 en ansøgning om opholdsret som familiemedlem til sin ægtefælle, som havde opholdsret som arbejdstager efter EU-retten her i landet. Ved ansøgerens personlige fremmøde hos SIRI, konstaterede SIRI, at ansøgeren havde legitimeret sig ved fremvisning et falsk nigeriansk pas. Primo marts 2021 orienterede politiet SIRI om, at byretten havde afsagt dom for dokumentfalsk, og at ansøgeren var idømt en fængselsstraf på 40 dage og udvisning af Danmark med indrejseforbud i 6 år.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse fra november 2021. Udlændingenævnet vurderer således, at hensynet til den offentlige orden tilsiger, at ansøgeren nægtes EU-opholdskort som familiemedlem til en unionsborger efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 10, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 35, stk. 1.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt afgørende vægt på, at ansøgeren, ved byrettens dom fra marts 2021, blev kendt skyldig i dokumentfalsk efter straffelovens § 171, stk. 1, jf. stk. 3, jf. § 172, stk. 1, idet ansøgeren primo januar 2021 ved personligt fremmøde hos SIRI fremviste et falsk pas i forbindelse med, at han indgav ansøgning om opholdsret her i landet.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det er en grundlæggende samfundsinteresse, som er nødvendig for at beskytte hensynet til oprettelsen af den offentlige orden, at det søges forhindret, at udlændinge, der ansøger om opholdsret i Danmark, benytter sig af falske dokumenter.
Ligeledes har Udlændingenævnet lagt vægt på karakteren af den begåede forbrydelse, og at forbrydelsen udgør en reelt, umiddelbar og alvorlig trussel mod en grundlæggende samfundsinteresse.
Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at forbrydelsen, som ansøgeren er kendt skyldig i, vedrører misbrug af et falsk ID i forbindelse med en ansøgning om opholdsret her i landet, og at ansøgeren er idømt 40 dages fængsel og udvist af Danmark med et indrejseforbud i 6 år regnet fra tidspunktet fra ansøgerens udrejse eller udsendelse.
Udlændingenævnet finder desuden, at nægtelse af opholdsdokument til ansøgeren er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 36.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at ansøgeren primo januar 2021 har begået dokumentfalsk ved at være i besiddelse af et falsk pas for at opnå ophold i Danmark, og at ansøgerens personlige adfærd dermed aktuelt udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig trussel i Danmark, der berører en grundlæggende samfundsinteresse.
I samme forbindelse har Udlændingenævnet lagt vægt på, at ansøgeren alene har haft ophold her i landet i ca. 1 år, hvortil ansøgeren i øvrigt har begået dokumentfalsk allerede i starten af sit ophold.
Udlændingenævnet har i øvrigt lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælle, som ansøgeren ønsker at aflede en opholdsret fra, ikke siden sin indrejse her i landet primo januar 2021 faktisk har opfyldt betingelserne for sin opholdsret som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, hvilket er en grundlæggende betingelse for, at ansøgeren kan opnå ret til ophold som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 10.
Udlændingenævnet henviser herved til, at det fremgår af eindkomst, at ansøgerens ægtefælle ikke på noget tidspunkt har modtaget lønindkomst her i landet og dermed har opfyldt betingelserne for en opholdsret som arbejdstager.
Endelig har Udlændingenævnet lagt vægt på, at byretten primo marts 2021 har fundet, at der ikke var særlige forhold, der gjorde, at en udvisning af ansøgeren ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EU-retten.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRIs afgørelse.” -
Primær bevægelighed – Tidsubegrænset opholdstilladelse
Dato: 17-03-2022Udlændingenævnets afgørelse af 17. marts 2022
Emneord: EU – Primær bevægelighed – Tidsubegrænset ophold
Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en britisk statsborger, der havde søgt om tidsubegrænset opholdsret efter EU-reglerne.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indrejste i Danmark ultimo juli 2014, og fik samtidig udstedt et registreringsbevis som arbejdstager. Ansøgerens opholdsret ophørte herefter i december 2014 og i marts 2015 fik ansøgeren på ny opholdsret efter EU-retten. I 2015 havde ansøgeren 4 måneder uden beskæftigelse, mens ansøgeren i 2016 ikke havde været i beskæftigelse i ca. 10 måneder. I 2017 var der ikke registreret beskæftigelse, og i både 2018 og 2019 var ansøgeren uden beskæftigelse i 7 måneder. Der var til sagen indsendt kontoudtog for perioden fra primo marts 2016 til medio juli 2016, fra primo september 2016 til primo oktober 2016, og fra primo juni 2017 til ultimo december 2017, samt adskillige regninger, fakturaer, inkassohenvendelser, og andre henvendelser fra danske virksomheder, der alle var adresseret til ansøgerens danske adresse.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra oktober 2019. Ansøgeren har derfor ikke ret til tidsubegrænset ophold her i landet efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft lovligt ophold her i landet som arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende uafbrudt i 5 år.
Det følger af EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, stk. 4, at midlertidige ophold uden for landet, der ikke tilsammen overstiger 6 måneder om året, fravær af længere varighed, som skyldes værnepligt eller ét fravær af højst 12 på hinanden følgende måneder, som skyldes vægtige grunde, ikke betragtes som afbrudte ophold uden for landet.
Udlændingenævnet lægger til grund, at perioden, hvori ansøgeren potentielt kunne have erhvervet ret til tidsubegrænset ophold efter EU-retten, begyndte ultimo juli 2014, hvor ansøgeren i CPR er registreret indrejst i Danmark. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af Udlændingeinformationsportalen (UIP), at ansøgeren samme dag fik et registreringsbevis, at ansøgerens opholdsret i. december 2014 blev konstateret ophørt, og at ansøgeren på ny i marts 2015 fik konstateret opholdsret efter EU-retten.
Udlændingenævnet vurderer herefter, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren har haft et uafbrudt ophold i Danmark i 5 på hinanden følgende år siden ansøgerens oprindelige indrejse i Danmark ultimo juli 2014.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det fremgår af eIndkomst, at ansøgeren ikke var i beskæftigelse i omtrent 3,5 måned i perioden fra ultimo juli 2014 til ultimo december 2014. I 2015 havde ansøgeren 4 måneder uden beskæftigelse, mens ansøgeren i 2016 ikke var i beskæftigelse i omtrent 10 måneder. I 2017 er der ikke registreret beskæftigelse, og i både 2018 og 2019 var ansøgeren uden beskæftigelse i 7 måneder. EIndkomst sandsynliggør således alene, at ansøgeren har haft et lovligt ophold i Danmark i 2015, som ikke havde været afbrudt i mere end 6 måneder jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, stk. 4.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at SIRI ved brev fra oktober 2019 oplyste ansøgeren om, at det fremgik af eIndkomst, at perioderne, hvor der ikke var registreret indkomst for ansøgeren, oversteg 6 måneder. SIRI anmodede samtidig ansøgeren om at indsende dokumentation for, at ansøgeren i perioden fra primo november 2016 havde været i Danmark, og at ansøgeren havde haft et dagligliv her i landet. SIRI oplyste, at den pågældende dokumentation f.eks. kunne være kontoudtog, der understøttede, at ansøgeren havde haft udgifter til almindelig husholdning og/eller forbrug i Danmark, dokumenter, der understøttede, at ansøgeren havde været ved lægen, tandlæge, i skole eller lignende, eller dokumentation for, at ansøgeren havde benyttet sit rejsekort eller periodekort.
Udlændingenævnet finder herefter, at de til sagen indsendte kontoudtog vedrørende ansøgerens konto ikke dokumenterer, at ansøgeren har haft et uafbrudt ophold i Danmark i 2016 og 2017.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der for 2016 alene er indsendt kontoudtog for perioderne fra primo marts 2016 til medio juli 2016 og fra primo september 2016 til primo oktober 2016, og at Udlændingenævnet derfor ikke på denne baggrund kan lægge til grund, at ansøgeren har haft udgifter til almindelig hushold eller forbrug i Danmark i de øvrige måneder af 2016, hvilket svarer til 6 måneder. For så vidt angår perioderne omfattet af kontoudtogene fremgår det, at ansøgeren i en periode på henholdsvis 9 dage og 20 dage i september 2016 alene har haft udenlandske posteringer i valutaerne EUR og GBP. Kontoudtogene for denne periode sandsynliggør således ikke, at ansøgeren opholdt sig i Danmark i september 2016. Ansøgerens ophold uden for Danmark overstiger således 6 måneder.
Udlændingenævnet finder endvidere, at kontoudtogene vedrørende 2017 ligeledes ikke sandsynliggør, at ansøgeren skulle have opholdt sig i Danmark uafbrudt. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at kontoudtogene alene vedrører perioden fra primo juni 2017 til ultimo december 2017. Udlændingenævnet kan ikke på denne baggrund lægge til grund, at ansøgeren har haft udgifter til almindelig hushold eller forbrug i Danmark i de øvrige måneder af 2017, hvilket svarer til 5 måneder. Derudover har ansøgeren alene i perioden fra medio juni 2017 til primo juli 2017, og fra primo december 2017 til primo december 2017, samt en enkelt dag i november 2017 haft posteringer for forbrug i Danmark. Kontoudtogene sandsynliggør således ikke, at ansøgeren har haft udgifter til normalt forbrug i Danmark i september, oktober og december 2017. Det er således Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren har haft ophold uden for Danmark, der svarer til 8 måneder i 2017.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har indsendt adskillige regninger, fakturaer, inkassohenvendelser, og andre henvendelser fra danske virksomheder, der alle var adresseret til ansøgerens danske adresse, idet de pågældende korrespondancer ikke dokumenterer, at ansøgeren har haft et 5-årigt ophold i Danmark, der ikke har været afbrudt, men alene, at ansøgeren har oplyst en dansk adresse.
Allerede fordi Udlændingenævnet finder, at ansøgeren havde været udrejst i mere end 6 måneder i både 2016 og 2017, og ansøgerens ophold i Danmark således måtte anses for afbrudt, har Udlændingenævnet ikke forholdt sig til, om ansøgeren har haft et uafbrudt ophold efter 2017.
Udlændingenævnet har herefter vurderet, at der ikke er indsendt oplysninger om, at ansøgerens ophold uden for Danmark i 2016 og 2017 havde vægtige grunde, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, stk. 4, hvorfor ansøgerens ophold anses for afbrudt.
Oplysningerne om, at ansøgeren var udrejst af Danmark i 2019 som følge af sin mors død, og at ansøgeren i forbindelse hermed havde problemer med sin sagsbehandler fra jobcenteret, kan således ikke føre til en ændret vurdering.
Ligeledes kan det ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har indsendt dokumentation for, at ansøgeren etablerede en virksomhed i Danmark med startdato ultimo januar 2020, idet ansøgeren ikke herved har dokumenteret, at ansøgeren har opholdt sig i Danmark uafbrudt i 5 år.
Idet Udlændingenævnet således har vurderet, at ansøgeren havde været udrejst i mere end 6 måneder i både 2016 og 2017, og udrejserne ikke kan anses for at have vægtige grunde, må ansøgerens ophold i Danmark således anses for afbrudt. ansøgeren kan derfor ikke gives tidsubegrænset ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 18.
Udlændingenævnet skal afslutningsvist bemærke, at ansøgerens ansøgning om opholdsdokument på baggrund af udtrædelsesaftalen mellem EU og Storbritannien er under behandling hos SIRI, og at SIRI som 1. instans vil tage stilling til, hvorvidt ansøgeren har ret til tidsbegrænset ophold i Danmark. Oplysningerne om, at ansøgeren havde været i beskæftigelse, og at ansøgeren har etableret selvstændig virksomhed efter SIRI’s afgørelse om, at ansøgeren ikke havde ret til tidsubegrænset ophold, vil derfor kunne indgå i SIRI’s vurdering.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 22. februar 2022 – EU – primær bevægelighed – familiemedlemmer – betingelser aldrig opfyldt
Dato: 22-02-2022Udlændingenævnets afgørelse af 22. februar 2022 – EU – primær bevægelighed – familiemedlemmer – betingelser aldrig opfyldt
Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Bangladesh, som tidligere havde fået udstedt EU-opholdskort som medfølgende familiemedlem, men som aldrig havde opfyldt betingelserne.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren fik i januar 2016 udstedt EU-opholdskort som familiemedlem til sin daværende ægtefælle, som havde fået udstedt registreringsbevis som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen. I november 2019 blev parret skilt. I december 2019 traf SIRI afgørelse om, at ansøgerens tidligere ægtefælle aldrig havde opfyldt betingelserne for et EU-retligt opholdsgrundlag i Danmark. Samtidig traf SIRI afgørelse om, at ansøgeren som konsekvens heraf heller aldrig haft en afledt opholdsret som familiemedlem. Da ansøgeren aldrig havde haft et opholdsgrundlag, var ansøgeren ikke omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens bestemmelser om bevarelse af opholdsret på baggrund af personlige forhold og tilknytning til Danmark.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra december 2019. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens regler.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at ansøgeren i januar 2016 blev meddelt opholdsret her i landet som familiemedlem til sin daværende ægtefælle, som er unionsborger, og som havde fået udstedt registreringsbevis som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at det er en grundlæggende betingelse for ret til ophold som familiemedlem til en unionsborger, at unionsborgeren opfylder betingelserne for et opholdsgrundlag i EU-opholdsbekendtgørelsen.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at SIRI ved afgørelse fra december 2019 konstaterede ud fra de foreliggende oplysninger, at ansøgerens tidligere ægtefælle aldrig havde opfyldt betingelserne som arbejdstager eller på andet grundlag havde opholdsret efter EU-retten.
Desuden har Udlændingenævnet lagt vægt på, at ansøgerens tidligere ægtefælle ikke har klaget over SIRI’s afgørelse fra december 2019, og at ansøgerens tidligere ægtefælle ej heller som anmodet om har tilkendegivet eller fremlagt dokumentation for at på noget tidspunkt have opfyldt betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-opholdsbekendtgørelsen, herunder som person med tilstrækkelige midler.
Udlændingenævnet lægger herefter til grund, at ansøgerens tidligere ægtefælle aldrig har opfyldt betingelserne for et opholdsgrundlag i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsen, og som følge heraf har ansøgeren heller aldrig haft et EU-retligt opholdsgrundlag.
Det forhold, at ansøgeren i januar 2016 fik udstedt et EU-opholdskort, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet afgørelser truffet efter EU-opholdsbekendtgørelsen alene er konstaterende og således ikke i sig selv skaber et opholdsgrundlag.
Idet ansøgeren således aldrig har opfyldt betingelserne for et opholdsgrundlag som medfølgende familiemedlem i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsen, kan ansøgeren heller ikke være omfattet af reglerne om bevarelse af opholdsret. EU-opholdsbekendtgørelsens bestemmelser om bevarelse af opholdsret efter ophør af ægteskab og bevarelse af opholdsret på baggrund af personlige forhold og tilknytning til Danmark, finder derfor ikke anvendelse.
De fremlagte oplysninger om skilsmissen og om ansøgerens tilknytning til Danmark og det danske arbejdsmarked, kan således ikke tages i betragtning ved denne afgørelse.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 10. februar 2022 - EU – sekundær bevægelighed – reelt og faktisk ophold
Dato: 10-02-2022Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Austra-lien, som havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udø-vet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren havde været samlever med den danske statsborger siden 2017. Ansøgeren havde fra 2018 til 2019 haft opholdstilladelse i Danmark og flyttede herefter til Norge, hvor ansøgerens danske samle-ver sluttede sig til i marts 2020. Parret indrejste i Danmark i juli 2021, hvorefter ansøgeren indgav an-søgning om opholdsret efter EU-reglerne. Parret havde til sagen bl.a. fremlagt kopi af flybilletter for deres jævnlige rejseaktivitet mellem Norge og Danmark, den danske samlevers kontoudskrifter samt kvitteringer for den danske samlevers tilmelding til et fitnesscenter i Norge. Den danske samlever fremgik ikke på lejekontrakten for boligen i Norge og kunne ikke dokumentere at have afholdt udgifter til forbrug m.m. under sit ophold. Den danske samlever havde under sit ophold i Norge, bibeholdt sin danske bopæl, været fjernstuderende på et dansk universitet, og havde ikke på noget tidspunkt regi-streret sin udrejse i CPR.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra juli 2021. Ansøgerens danske samlever har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet vurderer, at det ikke kan lægges til grund, at den danske samlever havde etableret et reelt og faktisk ophold i Norge, som er en betingelse for, at den danske samlever kan få ret til op-hold.
Udlændingenævnet har ved en konkret og individuel vurdering lagt vægt på, at der ikke i tilstrækkelig grad er fremlagt dokumentation, der understøtter, at den danske samlever har haft udgifter til et almin-deligt forbrug i Norge, som vil kunne antages at være normalt, hvis den danske samlever havde etable-ret et reelt og faktisk ophold i Norge.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at der er fremlagt kopi af kontoudskrifter fra den dan-ske samlevers bankkonto hos Danske Bank for perioden fra januar 2020 til marts 2020. Dette kan imid-lertid ikke føre til en ændret vurdering, idet det heraf fremgår, at den danske samlever kun har foretaget 1 enkelt køb til almindeligt forbrug i Norge efter, at den danske samlever indrejste i landet den i marts 2020.
Udlændingenævnet har også vurderet de fremlagte kontoudskrifter for perioden fra oktober 2020 til december 2020. Selvom det af disse fremgår, at den danske samlever har foretaget i alt 26 køb til et almindeligt forbrug i Norge i perioden, så finder Udlændingenævnet, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet købene er foretaget over en periode på 3 måneder og at de fleste køb er foretaget over enkelte sammenhængende perioder. Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at der ikke i øvrigt er fremlagt kopi af den danske samlevers kontoudskrifter for perioden fra april 2020 til september 2020 eller fra januar 2021 og frem til den danske samlevers indrejse i Danmark i juli 2021.
Henset til, at der alene er fremlagt kontoudskrifter fra den danske samlevers bankkonto for en spora-disk periode, kan de fremlagte kontoudskrifter derfor ikke tillægges nogen afgørende vægt i vurderin-gen af, hvorvidt den danske samlever under sit ophold i Norge havde etableret et reelt og faktisk op-hold.
Udlændingenævnet har i samme forbindelse lagt vægt på, at der ikke i øvrigt er fremsendt dokumenta-tion for, at den danske samlever har haft en dagligdag i Norge i form af f.eks. norske kvitteringer og dokumentation for udgifter til internet, tv, elforsyning telefonforbrug, læge- eller tandlægebesøg eller andre forhold i Norge, som vil kunne antages at være normalt, såfremt den danske samlever havde etableret et reelt og faktisk ophold.
Udlændingenævnet har derudover lagt vægt på, at der ikke i tilstrækkelig grad er fremlagt dokumenta-tion, der understøtter, at den danske samlever i forbindelse med sin udrejse til Norge i marts 2020 op-gav sin bopæl i Danmark og dermed drog de nødvendige konsekvenser, der fulgte af at være flyttet.
Udlændingenævnet henviser herved til, at det fremgår af CPR, at den danske samlever ikke på noget tidspunkt har været registreret som udrejst til Norge, og at det endvidere fremgår, at hun har været registreret på en dansk adresse indtil juli 2021.
Udlændingenævnet henviser i øvrigt til, at det fremgår af de fremlagte kontoudskrifter, at den danske samlever i oktober 2020 har haft udgifter til varme i forbindelse med sin husførelse i Danmark.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at der i den forbindelse ikke er fremlagt dokumentation for, at den danske samlever, som følge af sin flytning til Norge, udlejede eller opsagde sin lejebolig i peri-oden.
Udlændingenævnet har derudover lagt vægt på, at det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at den dan-ske samlever har boet hos ansøgeren i lejlighederne beliggende på de norske adresser i Oslo i Norge i perioden fra hendes indrejse i landet i marts 2020 og frem til, at de efter det oplyste fra november 2020 boede på en anden norsk adresse.
De fremlagte norske lejekontrakter kan ikke i sig selv føre til, at det kan lægges til grund, at den dan-ske samlever faktisk har boet i og rådet over boligerne på de 2 adresser. Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at den danske samlevers navn ikke fremgår af lejekontrakterne, og at det i øvrigt ikke fremgår af de fremlagte kontoudskrifter, at den danske samlever har bidraget til afholdelsen af udgifter til bl.a. husleje og andre løbende udgifter i forbindelse med lejemålene.
Det forhold, at det i klagen er anført, at den danske samlever bibeholdte både sin bolig og bankkonto i Danmark på grund af uforudsigelige omstændigheder omkring CoVID-19-situationen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har lagt vægt på, at CoVID-19-situationen ikke i sig selv und-tager den danske samlever for at opfylde betingelserne efter EU-reglerne.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at der er fremlagt kopi af 1 kvittering for køb af 12 måneders medlemskab til SATS fitnesscenter i Oslo fra september 2020, og at der er fremlagt et antal billeder visende ansøgeren og den danske samlever sammen. Ligeledes er det indgået, at der er frem-lagt kopi af flybilletter i den danske samlever navn, hvoraf det fremgår, at den danske samlever ofte har opholdt sig i Norge, og kopi af e-mailkorrespondancer mellem den danske samlever og Danske Bank samt erklæringer fra ansøgerens og den danske samlevers forældre vedrørende jeres samliv.
Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet finder, at uanset at den danske samlever har haft flere længerevarende besøgsophold hos ansøgeren i Norge, så er det på baggrund af sagens samlede oplysninger ikke godtgjort, at den danske samlever ud fra objektivt kon-staterbare faktorer har indrettet sig i Norge på en måde, som viser, at den danske samlever har haft til hensigt at etablere en reel tilværelse dér, og har draget de nødvendige konsekvenser af at være flyttet til et andet land.
De fremlagte danske lejekontrakter kan desuden ikke tillægges væsentlig vægt i vurderingen, da de ikke vedrører den danske samlevers ophold i Norge.
Endelig kan ansøgerens forhold i Norge, herunder ansøgerens norske opholdskort, ansøgerens ansæt-telseskontrakt, lønsedler og kontoudtog, ansøgerens formueforhold i Australien og ansøgerens flybil-letter, ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet henviser herved til, at uanset om ansøgeren har opholdt sig i Norge i den pågæl-dende periode, godtgør dette ikke i sig selv, at den danske samlever havde etableret et reelt og faktisk ophold i Norge.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 1. februar 2022 - EU – sekundær bevægelighed – reelt og faktisk ophold
Dato: 01-02-2022Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2022 SIRI’s afgørelser vedrørende en statsborger fra Thailand, og hendes barn, som havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgik ægteskab med den danske statsborger i 2016, og var samlevende med den danske statsborger i Danmark, hvor hun havde opholdstilladelse. I november 2018 flyttede parret efter det oplyste til Sverige i 3,5 måned og genindrejste i Danmark i februar2019. Ansøgeren og ansøgerens særbarn indgav herefter ansøgning om opholdsret efter EU-reglerne. Parret havde til sagen fremlagt bl.a. kopi af en oversigt over rejser via Øresundsbroen, kopi af kontooversigt vedrørende en fælleskonto, kvitteringer for køb foretaget i Sverige, samt en tidsbegrænset lejekontrakt. Den danske statsborger havde under sit ophold i Sverige bibeholdt sin danske bolig, og sit arbejde i Danmark.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelser fra september 2019. Ansøgeren og ansøgerens særbarn har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at den danske statsborgers ophold i Sverige ikke objektivt kvalificerer sig til, at ansøgeren og ansøgerens særbarn kan aflede opholdsret fra ham.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at den danske statsborger ikke har indrettet sig i Sverige på en måde, som viser, at han har haft til hensigt at etablere en reel tilværelse dér, og har draget de nødvendige konsekvenser af at være flyttet til et andet land.
Udlændingenævnet har særligt lagt vægt på, at den danske statsborger efter det oplyste alene har haft bopæl i Sverige sammen med ansøgeren og ansøgerens særbarn i perioden fra november 2018 til februar 2019, dvs. en kort periode på ca. 3,5 måned, og at han i denne periode ligeledes havde flere ophold i Danmark samt at han under opholdet fortsat arbejdede og havde det meste af sin dag i Danmark.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at der til sagen er fremsendt en oversigt over rejser via Øresundsbroen for perioden fra november 2018 til februar 2019, hvoraf det fremgår, at den danske statsborger i perioden fra medio november til ultimo november 2018 opholdte sig i Danmark i 4 dage, at han i december 2018 opholdte sig i Danmark i 11 dage, at han i januar 2019 opholdte sig i Danmark i 14 dage, og at han i februar 2019 opholdte sig i Danmark i 7 dage. Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at den danske statsborger har indsendt dokumentation for, at han var på ferie i Hamborg 2 dage i februar 2019, og at han var på forretningsrejse i samlet set 14 dage. Udlændingenævnet kan derfor lægge til grund, at den danske statsborger har opholdt sig i Danmark, svarende til i alt 20 dage. Den danske statsborger har således samlet set opholdt sig i Sverige i mindre end 3 måneder.
Derudover er der lagt vægt på, at der ikke i tilstrækkelig grad er fremlagt dokumentation, der understøtter, at den danske statsborger har haft udgifter til et almindeligt forbrug i Sverige, som vil kunne antages at være normalt, hvis han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Sverige i den pågældende periode. Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at der ikke er dokumentation for almindelige udgifter til husholdning og forbrug som for eksempel udgifter til internet, telefon eller lignende. Udlændingenævnet finder således, at disse forhold underbygger en antagelse om, at den danske statsborger ikke havde etableret et reelt og faktisk ophold i Sverige i den angivne periode.
Den til sagerne indsendte kontooversigt fra februar 2019 for perioden fra november 2018 til februar 2019 kan ikke føre til en ændret vurdering, uanset at det fremgår af konto-oversigten, at der er valgt etiket ”Köp i Sverige”. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ligeledes fremgår af oversigten, at der er tale om en fælleskonto. Udlændingenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at det er den danske statsborger, der har foretaget købene. Ligeledes kan de 24 kvitteringer, der blev indsendt under SIRI´s behandling, og de 24 billeder af transaktioner, der blev indsendt til Udlændingenævnet, ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet vurderer således, at selvom der er foretaget betalinger i Sverige i den pågældende periode, kan disse betalinger, sammenholdt med sagens øvrige omstændigheder, ikke stå alene i forhold til vurderingen af, om opholdet i Sverige har været af reel og faktisk karakter.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at der til sagen er indsendt en tidsbegrænset lejekontrakt af november 2018 for en møbleret lejlighed på 69 kvm beliggende på en svensk adresse for perioden fra november 2018 til november 2019, og den danske statsborger havde orienteret sin arbejdsgiver, om at han havde skiftet adresse. Udlændingenævnet finder imidlertid ikke at dette kan føre til en ændret vurdering, idet der er tale om en tidsbegrænset lejekontrakt vedrørende en møbleret bolig. Hertil har Udlændingenævnet tillagt det betydning, at lejligheden, hvor de alle 3 skulle bo var 69 kvm og at den danske statsborger sammen med ansøgeren og ansøgerens særbarn i et år forud for flytningen til Sverige, havde boet sammen i Danmark i en bolig på 308 kvm.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at den danske statsborger har beholdt boligen på den danske adresse i Danmark, hvilket ligeledes taler imod, at han faktisk har draget konsekvenserne af at være flyttet fra Danmark til Sverige og etableret et faktisk og reelt ophold der. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at han angiveligt forsøgte at udleje huset til en månedlig husleje på 54.000 kr., idet dette ikke skete, hvorfor han fortsat havde rådighed over huset. Ligeledes kan det ikke føre til en ændret vurdering, at hans søn i CPR blev bopælsregistreret på adressen, og at han tegnede en indboforsikring, idet der er tale om et familieforhold, hvorfor den danske statsborger må formodes fortsat at have haft råderet over boligen.
Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har været registreret i CPR som udrejst til Sverige i perioden fra november 2018 til februar 2019, og at Skatteverket i Sverige i januar 2019 registrerede den danske statsborger som indrejst i landet, idet der er alene er tale om registreringer, der sammenholdt med sagens øvrige oplysninger ikke i tilstrækkelig grad dokumenterer en faktisk flytning til Sverige.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at der til sagen er indsendt kopi af mail fra november 2018, hvoraf det fremgår, at den danske statsborger anmodede om, at hans indbo/familie- og rejseforsikring blev slettet ifm. med flytning til Sverige, at han siden januar 2019 har haft en parkeringstilladelse som beboer i Malmö, og at han har indsendt dokumentation for, at der er betalt for parkering i Malmø, idet dette forhold ikke i sig selv dokumenterer, at opholdet har været reelt og faktisk.
Ansøgeren og ansøgerens særbarns forhold i Sverige, herunder, at de i november 2018 indgav ansøgning om opholdskort i Sverige, at ansøgeren i februar 2019 modtog tandlægebehandling i Malmö, og at ansøgerens særbarn i januar 2019 modtog behandling på et privat sundhedscenter i Malmø kan heller ikke føre til en ændret vurdering.
Uanset, om ansøgeren og ansøgerens særbarn har opholdt sig i Sverige i den pågældende periode, godtgør dette ikke i sig selv, at den danske statsborger havde etableret et reelt og faktisk ophold i Sverige.
Senest opdateret: 05-12-2019
Udgiver: Udlændingenævnet