EU
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
EU – Sekundær bevægelighed – Tidsmæssig kontinuitet
Dato: 25-10-2021Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2021 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en canadisk statsborger, som havde søgt om EU-familiesammenføring som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have gjort brug af reglerne om fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren var gift og havde fælles børn med en dansk statsborger, som havde boet og arbejdet i Italien siden 2011. I 2018 blev den danske statsborger udsendt af sin italienske arbejdsgiver for at arbejde i et tredjeland, hvor den danske statsborger og resten af familien herefter opholdt sig i ca. 18 måneder, før de vendte tilbage til Danmark. SIRI meddelte ansøgeren afslag på familiesammenføring efter EU-reglerne med henvisning til, at der som følge af opholdet i tredjelandet ikke var den fornødne tidsmæssige kontinuitet mellem den danske statsborgers udnyttelse af retten til fri bevægelighed i Italien og dennes tilbagevenden til Danmark.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre SIRIs afgørelse.
Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke bør meddeles afslag på ret til ophold efter EU-retten under henvisning til, at betingelsen om tidsmæssig kontinuitet ikke er opfyldt, fordi den danske statsborger efter sit ophold i Italien opholdt sig i et tredjeland i en periode på ca. 18 måneder, før sin tilbagevenden til Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger må anses for godtgjort, at der – uanset det længerevarende ophold i tredjelandet – var den fornødne tidsmæssige kontinuitet mellem den danske statsborgers udnyttelse af retten til fri bevægelighed i Italien og dennes tilbagevenden til Danmark.
Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt særlig vægt på, at det fremgår af den til klagesagen fremsendte dokumentation, at den danske statsborger under opholdet i tredjelandet var ansat og udsendt af sin italienske arbejdsgiver, og at der var tale om en midlertidig udstationering af en planlagt varighed på 4 år.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at den danske statsborger forinden opholdet i tredjelandet havde arbejdet for sin italienske arbejdsgiver i hvert fald i 7 år, og at den danske statsborger således forinden udrejsen havde etableret et langvarigt ophold som arbejdstager i en anden medlemsstat, hvor der sammen med ansøgeren var opbygget og konsolideret et familieliv.
Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at ansøgeren og parrets børn tog ophold i tredjelandet sammen med den danske statsborger, og at de således ikke har afbrudt deres familieliv i den pågældende periode.
Endelig har Udlændingenævnet lagt vægt på oplysningerne om, at den danske statsborger og dennes familie havde planlagt at vende tilbage til Italien efter udsendelsen til tredjelandet, men at de som følge af Covid-19-pandemien afbrød deres ophold i tredjelandet og valgte at vende tilbage til Danmark i stedet for at genoptage opholdet i Italien.
Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at ansøgeren opfylder betingelserne for at have opnået ret til ophold i Danmark som familiemedlem til en dansk statsborger, som vender tilbage til Danmark efter at have udnyttet sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.” -
EU – Brexit - Grænsearbejder
Dato: 07-09-2021Udlændingenævnet stadfæstede i september 2021 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en britisk statsborger, som havde søgt om udstedelse af grænsearbejder-dokument efter Brexit-bekendtgørelsen, jf. udtrædelsesaftalen mellem EU og Storbritannien.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, som boede i Storbritannien og var ansat i en virksomhed i Storbritannien, blev fra april 2020 til december 2022 udstationeret til en dansk virksomhed for at arbejde på et byggeprojekt i Danmark. Ansøgeren indrejste derfor jævnligt i Danmark, og efter overgangsperiodens udløb den 31. december 2020 søgte ansøgeren om udstedelse af et grænsearbejder-dokument efter Brexit-bekendtgørelsen. SIRI meddelte afslag under henvisning til, at ansøgeren ikke var arbejdstager i Danmark, men derimod omfattet af EUs regler om fri udveksling af tjenesteydelser.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRIs afgørelse. Ansøgeren har derfor ikke ret til at få udstedt et grænsearbejder-dokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 4, jf. udtrædelsesaftalens artikel 26.
Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren ikke kan anses som grænsearbejder i Danmark, idet ansøgeren ikke kan anses for at have udøvet økonomisk aktivitet i Danmark i medfør af TEUF artikel 45, inden den 31. december 2020.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af den fremlagte ansættelseskontrakt mellem ansøgeren og virksomheden i Storbritannien, at ansøgeren fra april 2020 til december 2022 udstationeres til en virksomhed i Danmark med henblik på at arbejde på et byggeprojekt.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt, at det fremgår af ansættelsesaftalen bl.a., at ansøgeren under udstationeringen er lønnet af den britiske virksomhed, at ansøgerens stilling, arbejdstid, løn, godtgørelser m.v. fremgår af ansættelseskontrakten med den britiske virksomhed, og at ansøgeren har ret til ferie i henhold til den danske lovgivning om udstationerede arbejdstagere og EUs direktiv om udstationering af arbejdstagere.
Det følger af udtrædelsesaftalens artikel 9, litra b) bl.a., at en grænsearbejder skal udøve økonomisk aktivitet i overensstemmelse med TEUF artikel 45.
Idet ansøgeren er udstationeret i Danmark, anses ansøgeren efter EU-retten ikke som en arbejdstager, som udøver økonomisk aktivitet i Danmark i overensstemmelse med TEUF artikel 45, og ansøgeren er således ikke omfattet af udtrædelsesaftalens regler om grænsearbejdere. Ansøgerens beskæftigelse i Danmark er derimod udledt af TEUF artikel 56 om fri udveksling af tjenesteydelser, idet ansøgeren efter EU-retten betragtes som en udstationeret arbejdstager, som på vegne af sin arbejdsgiver i en begrænset periode leverer tjenesteydelser til en dansk virksomhed.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at ansøgeren ikke leverer tjenesteydelser til den danske virksomhed, men at ansøgeren er arbejdstager i medfør af TEUF artikel 45, bl.a. fordi den danske virksomhed instruerer og påser ansøgerens arbejde, og ansøgeren rapporterer til den danske virksomhed.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke foreligger et reelt ansættelsesforhold mellem ansøgeren og den danske virksomhed, men at ansøgeren er udstationeret for at udføre arbejdsopgaver for den danske virksomhed. Som beskrevet ovenfor er ansøgeren derfor ikke omfattet af TEUF artikel 45, men af TEUF artikel 56 om fri udveksling af tjenesteydelser.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at ansøgeren er grænsearbejder i medfør af udtrædelsesaftalen, fordi ansøgeren udfører arbejde i Danmark og bor i Storbritannien, og at der ikke kan stilles krav om ansættelse ved en dansk arbejdsgiver, idet hverken Brexit-bekendtgørelsen eller udtrædelsesaftalen indeholder en sådan betingelse.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at netop fordi ansøgeren ikke er ansat ved en dansk arbejdsgiver, anses ansøgeren efter EU-retten som udstationeret arbejdstager og ikke som en arbejdstager i Danmark. Det ligger således implicit i arbejdstagerbegrebet – og således også i grænsearbejderbegrebet - at vedkommende skal være ansat i arbejdslandet. Som udstationeret arbejdstager er ansøgeren ikke omfattet af udtrædelsesaftalens anvendelsesområde, hvilket ligeledes fremgår af Europa-Kommissions meddelelse C 173/1 af 20. maj 2020.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRIs afgørelse”. -
Udlændingenævnets afgørelse af 02.09.2021 – EU – Primær bevægelighed – Familiemedlemmer – Hensynet til den offentlige orden og sikkerhed
Dato: 02-09-2021Udlændingenævnet omgjorde i september 2021 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Tyrkiet, som havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en unionsborger, som havde udøvet retten til fri bevægelighed i Danmark.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren giftede sig i februar 2020 med sin svenske ægtefælle. Ansøgeren boede og arbejdede i Sverige ca. 5 år forud for sin indrejse i Danmark i marts 2020. I umiddelbar forlængelse af indrejsen i Danmark søgte ansøgeren om opholdsret som familiemedlem til sin ægtefælle. Ansøgeren var i 2011 blevet idømt 2 ½ års fængsel i Norge for hærværk ved brandstiftelse og havde i den forbindelse fået indrejseforbud i 5 år, som senest var blevet forlænget frem til september 2022, da ansøgeren ikke havde forladt schengenområdet. SIRI meddelte afslag på opholdsret med henvisning til hensynet til den offentlige orden.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre SIRIs afgørelse fra december 2020 vedrørende ansøgerens ophold i Danmark som familiemedlem til en unionsborger.
Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt skal meddeles afslag på opholdsret i Danmark som familiemedlem til en unionsborger, jf. EU-opholdsbekendt¬gørelsens § 10, stk. 1, jf. § 35, stk. 1, med henvisning til hensynet til den offentlige orden, som følge af, at ansøgeren blev dømt for hærværk ved brandstiftelse i Norge i marts 2011 samt udvist med et indrejseforbud i 5 år i oktober 2012, og at ansøgeren i den forbindelse ikke overholdt indrejseforbuddet, hvorfor det blev forlænget til september 2022.
Udlændingenævnet har lagt afgørende vægt på, at der er forløbet næsten 13 år, siden ansøgeren begik hærværk ved brandstiftelse i Norge, og at der er forløbet mere end 10 år, siden ansøgeren blev dømt for det pågældende forhold og i den forbindelse udvist i 5 år.
Udlændingenævnet har ved vurderingen endvidere lagt vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i marts 2020, at ansøgeren således på nuværende tidspunkt har opholdt sig i Danmark i cirka 1 år og 5 måneder på baggrund af sit ægteskab med unionsborgeren, at ansøgeren ikke er blevet dømt for lovovertrædelser efter sin indrejse i Danmark, at ansøgeren har dokumenteret, at have arbejdet i Sverige som henholdsvis bager og restaurantassistent siden februar 2016 og frem til i hvert fald april 2019, og at der ikke foreligger andre oplysninger i den foreliggende sag, der taler for nægtelse af ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det fremgår af afgørelse fra EU-Domstolen, sag C-348/09, P.I., præmis 30, at ved vurderingen af hensynet til den offentlige orden, skal den pågældende person anses for at være tilbøjelig til fortsat at udvise en adfærd, der i fremtiden udgør en trussel af en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig karakter, der berører grundlæggende samfundsinteresser.
I Højesteretsdom sag 19/2019, udtrykkes det endvidere, at det følger af fast retspraksis, at undtagelsesbestemmelsen om den offentlige orden, som udgør en fravigelse af opholdsretten for unionsborgere eller deres familiemedlemmer, skal fortolkes strengt, således at dens rækkevidde ikke kan bestemmes ensidigt af medlemsstaterne. Det fremgår derudover, at foranstaltninger som begrænser en unionsborgers eller dennes familiemedlemmers opholdsret, herunder foranstaltninger truffet af hensyn til den offentlige orden skal, for at være berettigede, være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og udelukkende være begrundet i vedkommendes personlige adfærd.
Udlændingenævnet finder på baggrund af ovenstående, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren i fremtiden vil begå ligeartet kriminalitet, og at ansøgerens adfærd dermed ikke længere udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 35, stk. 1, og § 36.
Det bemærkes i den forbindelse, at en tidligere straffedom ikke i sig selv kan begrunde en sådan afgørelse om afslag på opholdsret. Den personlige adfærd skal udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til SIRI med henblik på, at SIRI kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for udstedelse af EU-opholdskort som familiemedlem til en unionsborger er opfyldt.”
-
EU - Primær bevægelighed - Familiemedlemmer
Dato: 05-08-2021Udlændingenævnet omgjorde i august 2021 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende to mindreårige statsborgere fra Frankrig, som havde søgt om registreringsbeviser efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 15, som medfølgende familie til deres far.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgerne, som er tvillinger og franske statsborgere, blev født af en surrogatmor i USA i september 2017. I USA blev børnenes biologiske far, som havde tidsubegrænset EU-opholdsret i Danmark, og hans ægtefælle registreret som ansøgernes forældremyndighedsindehavere. I juli 2019 tog ansøgerne ophold i Danmark sammen med den biologiske far og hans ægtefælle. Efter dansk ret anerkendes surrogataftaler ikke, og Familieretshuset vurderede bl.a., at ansøgerens surrogatmor efter dansk ret havde forældremyndighed over ansøgerne sammen med den biologiske far. Efter fast praksis blev der i opholdssager vedrørende mindreårige børn anmodet om samtykke fra en forældemyndighedsindehaver, hvis denne ikke tog ophold i Danmark sammen med barnet. SIRI meddelte herefter ansøgerne afslag med henvisning til, at der ikke forelå samtykke fra surrogatmoren om, at ansøgerne måtte tage ophold i Danmark.
Udlændingenævnets afgørelse:
Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre SIRI’s afgørelse.
Udlændingenævnet finder på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagen, at ansøgerne ikke kan nægtes udstedelse af registreringsbeviser som medfølgende familiemedlemmer til hovedpersonen alene med henvisning til, at ansøgernes surrogatmor ikke har givet samtykke til, at ansøgerne kan tage ophold i Danmark sammen med hovedpersonen.
Udlændingenævnet bemærker indledningsvis, at opholdsdirektivet (direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004) og EU-opholdsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 1457 af 6. oktober 2020) ikke indeholder bestemmelser om, at der ved mindreårige børns ophold i Danmark skal foreligge samtykke fra den forældemyndighedsindehaver, der ikke tager ophold i Danmark.
Udlændingenævnet bemærker videre, at det overordnede formål med et samtykke fra den for-ældremyndighedsindehaver, som ikke tager ophold i Danmark, bl.a. er at forhindre børnebortførelser og at beskytte barnets tarv og ret til familieliv, hvilke er tungtvejende og beskyttelsesværdige hensyn, som er beskyttet ved internationale konventioner.
Udlændingenævnet finder herefter, at vurderingen af, om det vil være i overensstemmelse med EU-retten at indhente samtykke fra den anden forældremyndighedsindehaver, må bero på en konkret og individuel vurdering af sagens omstændigheder.
Ved vurderingen af sagen har Udlændingenævnet lagt vægt på, at Familieretshuset har vurderet, at hovedpersonen er ansøgernes retlige far med forældremyndighed over ansøgerne, og at ansøgerne har boet sammen med hovedpersonen i Danmark siden juli 2019.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke er forhold i sagen, der taler for, at ansøgernes surrogatmor har indvendinger imod, at ansøgerne tager ophold i Danmark sammen med hovedpersonen. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at hun er ansøgernes surrogatmor, og at hun ifølge amerikansk ret ikke har forældremyndighed over ansøgerne, idet hun har valgt at overdrage forældremyndigheden til hovedpersonen og hovedpersonens ægtefælle.
Udlændingenævnet skal bemærke, at Udlændingenævnet ikke herved har anfægtet Familieretshusets vurdering vedrørende anerkendelsen af det retlige forældreskab og forældremyndigheden over ansøgerne efter dansk ret.
Udlændingenævnets afgørelse er således ikke ensbetydende med, at hovedpersonen efter dansk ret har den fulde forældremyndighed over ansøgerne, at hovedpersonens ægtefælle anerkendes som forældremyndighedsindehaver, eller at surrogatmoren ikke anses som ansøgernes retlige mor og forældre-myndighedsindehaver efter dansk ret.
Udlængenævnet finder imidlertid, at de familieretlige forhold ikke er til hinder for, at ansøgerne opfylder de EU-retlige betingelser for ret til ophold.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til SIRI med henblik på udstedelse af registreringsbeviser til ansøgerne efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 15.” -
EU - Primær bevægelighed - Selvforsørgende - person med tilstrækkelige midler
Dato: 21-06-2021Udlændingenævnet omgjorde i juni 2021 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Tyskland, som havde søgt om opholdsret i Danmark som person med tilstrækkelige midler efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 6.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. december 2019 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstagere – Ophør
Dato: 16-12-2019Udlændingenævnet stadfæstede i december 2019 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om ophør af en opholdsret som arbejdstager til en statsborger fra Rumænien.
Udlændingenævnet fandt, at klagerens ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen var ophørt på tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse den 14. maj 2019, jf. EU-opholdsbekendtgørelsen § 30, stk. 1. Udlændingenævnet lagde til grund, at klagerens midlertidige ansættelseskontrakt udløb i december 2018. Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke havde tilmeldt sig jobcenteret inden for rimelig tid efter ophøret af beskæftigelsen, hvilket er en betingelse for bevarelse af arbejdstagerstatus, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 3. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at klagerens tidsbegrænsede ansættelseskontrakt udløb i december 2018, hvilket også blev understøttet af oplysningerne fra eIndkomst, hvoraf det fremgik, at klageren ikke havde haft lønindkomst i perioden fra januar 2019 til marts 2019. Udlændingenævnet lagde også vægt på, at klageren først tilmeldte sig jobcenteret i marts 2019, hvor der således var forløbet næsten tre måneder fra klagerens ansættelse udløb. Udlændingenævnet fandt på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at klageren ikke efter december 2018, hvor klageren ophørte sin beskæftigelse hos arbejdsgiveren, bevarede sin arbejdstagerstatus, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2. Desuden fandt Udlændingenævnet, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at meddelelse om ophør af klagerens opholdsret måtte antages at virke særligt belastende for ham jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 36 og udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren fik udstedt sit registreringsbevis i september 2018, at han ifølge oplysningerne i CPR først var registeret indrejst i Danmark i september 2018, at han på tidpunktet for Styrelsen for International Rekrutterings afgørelse således alene havde været registeret indrejst i Danmark i mindre end ét år, og at han derfor ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at det måtte antages at virke særligt belastende for ham, at opholdsretten ophørte. Udlændingenævnet lagde også vægt på, at der til sagen ikke var oplyst om, at klageren havde nær familie i Danmark. Det indgik i grundlaget, at klageren på tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse havde været i beskæftigelse i cirka seks måneder, men Udlændingenævnet fandt ikke, at klageren herved havde opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at ophør af hans opholdsret kunne anses for at virke særligt belastende. EU/2019/18. -
Udlændingenævnets afgørelse af 16. december 2019 – EU – Primær bevægelighed – Familiemedlemmer – Betingelser ej opfyldt – Hensynet til den offentlige orden og sikkerhed
Dato: 16-12-2019Udlændingenævnet omgjorde i december 2019 Statsforvaltningens afgørelse om afslag på ret til ophold som familiemedlem til en pakistansk statsborger, som af Statsforvaltningen var blevet meddelt afslag under henvisning til hensynet til den offentlige orden og sikkerhed, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 26, stk. 3, jf. §§ 8-12.
Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Statsforvaltningens afgørelse fra juni 2018. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på ret til ophold som familiemedlem til en EU-borger, jf. herved en analogi af EU-opholdsbekendtgørelsens § 26, stk. 3, som følge af, at han i oktober 2015 på en adresse i Allerød udøvede vold mod sin tidligere ægtefælle, og at ansøgeren ved dom af september 2018 blev fundet skyldig i forholdet, jf. straffelovens § 244, stk. 1, for hvilket ansøgeren blev straffet med 50 dages betinget fængsel samt betinget udvisning, jf. udlændingelovens § 24 b, stk. 1. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at der ved det begåede forhold var tale om en enkeltstående voldsepisode af tilfældighedspræget karakter. Udlændingenævnet lagde ligeledes vægt på, at ansøgeren i øvrigt var ustraffet samt hans personlige forhold, hvor han var gift med en EU-borger med opholdsret i Danmark i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, med hvem han havde et fællesbarn, og hvor han under sit sidste lovlige ophold i Danmark ses at have været i beskæftigelse både i form af ansættelsesforhold og som selvstændig erhvervsdrivende. Udlændingenævnet fandt på baggrund af ovenstående, at der ikke var grundlag for at antage, at ansøgeren i fremtiden ville begå ligeartet kriminalitet, og at ansøgerens adfærd dermed ikke udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, jf. herved analogi af EU-opholdsbekendtgørelsens § 26, stk. 3, og § 35. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Styrelsen for International Rekruttering og Integration med henblik på, at styrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdsret i Danmark som familiemedlem til en EU-borger, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 1, var opfyldt. Udlændingenævnet havde ikke herved vurderet dette. EU/2019/17.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. november 2019 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt – Naturlig forlængelse
Dato: 21-11-2019Udlændingenævnet hjemviste i november 2019 Statsforvaltningens afgørelse om afslag på ret til ophold i Danmark efter reglerne om sekundær bevægelighed, hvor en unionsborger vender hjem efter at have udøvet den fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Udlændingenævnet fandt grundlag for at hjemvise sagen til fornyet vurdering i Styrelsen for International Rekruttering og Integration. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at EU-Domstolen i juni 2018 afsagde dom i den præjudicielle sag C-230/17, Deha Altiner og Ravn (Altiner-dommen) om dansk administrativ praksis for familiesammenføring efter EU-retten i situationer, hvor en dansk statsborger vender tilbage til Danmark efter at have udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat (såkaldt sekundær bevægelighed), og et familiemedlem, som påberåber sig en afledt opholdsret, først senere indrejser eller indgiver ansøgning om opholdsret. Udlændingenævnet bemærkede, at der som følge af dommen blev foretaget en præcisering af praksis i sager, hvor der forelå en tidsmæssig forskydning mellem unionsborgerens tilbagevenden og familiemedlemmets indrejse eller indgivelse af ansøgning, hvorefter der skulle foretages en trinvis gennemgang af en række betingelser. Disse betingelser sås ikke at være vurderet i ansøgerens sag. Udlændingenævnet henviste herved til, at det ikke fremgik udtrykkeligt af Statsforvaltningens afgørelse fra juni 2018, hvorvidt der var foretaget en konkret vurdering af, om ansøgerens ægtefælle havde haft et reelt og faktisk ophold i Grækenland, om ansøgerens og dennes ægtefælle havde opbygget eller konsolideret et familieliv i Grækenland, og om familielivet var ophørt eller afbrudt i tidsrummet fra ansøgerens ægtefælles tilbagevenden til Danmark til ansøgerens eller indgivelse af ansøgning om opholdsret. Udlændingenævnet henviste generelt til Udlændinge- og Integrationsministeriet fortolkningsnotat af 12. april 2019 vedrørende EU-Domstolens dom i Altiner-sagen. Udlændingenævnet tilbagesendte sagen til Styrelsen for International Rekruttering og Integration med henblik på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration kunne tage fornyet stilling til sagen på baggrund af praksis, herunder efter Altiner-dommen. EU/2019/35. -
Udlændingenævnets afgørelse af 18. november 2019 – EU – Primær bevægelighed – Familiemedlemmer – betingelser ej opfyldt – ej omfattet af personkredsen
Dato: 18-11-2019Udlændingenævnet stadfæstede i november 2019 Statsforvaltningens afgørelse om afslag på ret til ophold for en russisk statsborger som familiemedlem til en EU-borger, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 8.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for ret til ophold i Danmark som familiemedlem til en unionsborger efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at ansøgerens registrerede partner, som var referencepersonen, var statsborger i Rusland og ikke var unionsborger, og at ansøgerens registrerede partner således ikke opfyldte betingelserne som hovedperson i EU-opholdsbekendtgørelsens § 1. Allerede af denne grund var ansøgeren ikke omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 2, jf. § 1. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens registrerede partner i september 2017 havde fået udstedt EU-opholdskort som familiemedlem til sin datter, som var en 15-årig britisk statsborger, og som i juli 2017 havde fået udstedt registreringsbevis som person med tilstrækkelige midler, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens registrerede partner havde afledt sin opholdsret fra sin datter, og at ansøgerens registrerede partners afledte opholdsret ikke kunne medføre en ret til ophold for andre familiemedlemmer. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren havde gjort gældende, at hun og hendes registrerede partner ikke kunne udøve et familieliv i ansøgerens hjemland, idet det i Rusland var imod loven at leve sammen med en person af samme køn. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var tale om et asylretligt forhold, som ikke kunne tages i betragtning ved vurderingen af, om betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 2 var opfyldt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for ret til ophold som familiemedlem til hendes registrerede partners datter, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 4-6. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke var omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 4, allerede fordi hun ikke var beslægtet i ret opstigende linje med den registrerede partners datter. Det forhold, at ansøgeren havde gjort gældende, at hun var i familie med hendes registrerede partners datter, uanset at hun ikke var blodsbeslægtet med hende, kunne ikke i sig selv føre til en ændret vurdering, idet betingelsen om at være beslægtet i ret opstigende linje efter Udlændingenævnets opfattelse skulle være opfyldt enten i form af slægtskab eller som følge af juridiske forpligtelser som f.eks. adoption. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke havde fremlagt dokumentation, der understøttede, at hun i Rusland var blevet forsørget af hendes registrerede partners datter eller havde været optaget i hendes husstand, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 5, og at ansøgeren ligeledes ikke havde fremlagt dokumentation, der understøttede, at alvorlige helbredsmæssige grunde gjorde det absolut nødvendigt, at den registrerede partners datter personligt plejede ansøgeren, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 6. Udlændingenævnet bemærkede afslutningsvis, at det fremgik af CPR, at den registrerede partners datter var udrejst af Danmark i august 2018. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren ikke havde ret til ophold i Danmark som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsen. EU/2019/19. -
Udlændingenævnets afgørelse af 21. oktober 2019 – EU – Primær bevægelighed – Selvforsørgende (personer med tilstrækkelige midler) – Ophør
Dato: 21-10-2019Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2019 Statsforvaltningens afgørelse om ophør af ret til ophold som selvforsørgende efter EU-opholdsbekendtgørelsen til en statsborger fra Storbritannien, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 30, stk. 1.
Udlændingenævnet fandt, at klagerens ret til ophold i Danmark efter EU-retten var ophørt, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 30, stk. 1. Udlændingenævnet vurderede i den forbindelse, at klageren på baggrund af de offentlige ydelser, hun havde modtaget siden juli 2010, udgjorde en urimelig byrde for det offentlige. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at klageren i december 2008 fik udstedt registreringsbevis som selvforsørgende, og at hun siden juli 2010 – og således i mere end ni ud af de cirka 11 år, hun havde opholdt sig i Danmark – havde modtaget kontanthjælp, som i alt udgjorde 1.360.160 kr. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at klageren havde opholdt sig i Danmark siden december 2008, at hun havde været selvforsørgende frem til juli 2010, at hun led af endometriose og fibromyalgi og derfor havde modtaget kontanthjælp, at klageren og hendes søn havde boet sammen med klagerens danske samlever, siden klageren indrejste i Danmark, og at det fremgik af sagens oplysninger, at hun muligvis i fremtiden ville kunne komme i fleksjob, og at der således kunne være tale om midlertidige vanskeligheder, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ved en samlet konkret og individuel vurdering af de pågældende forhold, sammenholdt med sagens øvrige oplysninger, hvor varigheden og summen af de udbetalte offentlige ydelser vejede med betydelig vægt, måtte lægges til grund, at klageren udgjorde en urimelig byrde for det offentlige. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at meddelelse om ophør af klagerens opholdsret måtte antages at virke særligt belastende for hende, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 36 og udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at klageren indrejste i Danmark i december 2008 i en alder af 36 år, og hun havde en meget begrænset tilknytning til det danske arbejdsmarked, idet hun alene havde haft lønindkomst i to måneder i 2009. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde opholdt sig i Danmark i næsten 11 år, at hun havde bestået prøve i Dansk 3, at hendes søn havde tidsubegrænset opholdsret i Danmark, og at hun havde været samlevende med en dansk statsborger siden indrejsen. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at det ikke på baggrund af disse forhold kunne lægges til grund, at ophør af klagerens opholdsret kunne anses for at virke særligt belastende. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ophør af klagerens opholdsret ikke var i strid med retten til familieliv i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8, idet klageren og den danske statsborger måtte antages at kunne udøve familielivet i et andet land, herunder i klagerens hjemland, Storbritannien. Endvidere lagde Udlændingenævnet vægt på, at klagerens søn, som havde fået udstedt bevis for ret til tidsubegrænset ophold i Danmark efter EU-retten, var 19 år og således voksen, og at der ikke var oplysninger i sagen, der talte imod, at han kunne tage vare på sig selv ved klagerens udrejse af Danmark. Det forhold, at klageren var blevet diagnosticeret med endometriose og fibromyalgi, kunne ikke i sig selv føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet fandt endvidere, at klageren måtte antages at kunne få den nødvendige behandling i hjemlandet, Storbritannien. Endelig fandt Udlændingenævnet, at det ikke kunne ikke føre til en ændret vurdering, at klageren havde oplyst, at hun ikke havde været opmærksom på, at modtagelse af offentlige ydelser kunne have indflydelse på hendes opholdsret. Udlændingenævnet henviste til, at det fremgik af Statsforvaltningens afgørelse fra december 2008, at hun var blevet vejledt om betingelserne for hendes opholdsret, herunder at hendes opholdsret kunne ophøre, såfremt forudsætningerne ikke længere var opfyldt. EU/2019/36.
Senest opdateret: 05-12-2019
Udgiver: Udlændingenævnet