EU
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 30. september 2019 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyld – Reelt og faktisk ophold
Dato: 30-09-2019Udlændingenævnet stadfæstede i september 2019 Statsforvaltningens afgørelse om afslag på ret til ophold til en statsborger fra Brasilien som familiemedlem til en dansk statsborger.
Udlændingenævnet fandt på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at det ikke kunne lægges til grund, at ansøgerens danske ægtefælle havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland i perioden fra september 2016 til april 2017. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at der ikke i tilstrækkelig grad var fremlagt dokumentation, der understøttede, at han havde haft udgifter til et almindeligt forbrug i Tyskland, som ville kunne antages at være normalt, såfremt han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland i den pågældende periode. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at udskriften fra ansøgerens ægtefælles danske bankkonto talte imod, at han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. Således fremgik det af kontoudskriften, at der fra september 2016 frem til slutningen af oktober 2016 var foretaget færre end ti indkøb samt færre end fem kontanthævninger i Tyskland, og at der i samme periode var foretaget et større antal indkøb i Danmark, ligesom der var foretaget danske indbetalinger til bl.a. Fitness World, tandlæge, Fullrate, et fjernvarmeselskab og DR licens. Der fremgik ikke efter oktober 2016 udgifter til almindeligt forbrug i Tyskland. Derudover indikerede transaktionerne på kontoudskriften, at ansøgerens ægtefælle fra slutningen af oktober 2016 opholdt sig i Spanien, og at han fra begyndelsen af november 2016 opholdt sig i Brasilien. Desuden vedrørte kontoudskriften alene perioden til og med december 2016, og den omfattede således ikke perioden frem til hans oplyste indrejse i Danmark i april 2017. Udlændingenævnet havde ved vurderingen af, om ansøgerens ægtefælle havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland, ydermere lagt vægt på, at der ikke var fremlagt dokumentation til støtte for, at han havde haft udgifter til transport mellem Tyskland og Danmark i forbindelse med arbejdet i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, at der var fremlagt dokumentation for, at ansøgerens ægtefælle fra september 2016 lejede en bolig i Tyskland, og at han havde afholdt udgifter til depositum og husleje i den pågældende periode frem til april 2017. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det, sammenholdt med sagens øvrige oplysninger, ikke kunne lægges til grund, at han faktisk havde boet i boligen i den pågældende periode. Endvidere kunne det forhold, at ansøgerens ægtefælle i CPR-registeret havde været registreret som udrejst til Tyskland i perioden fra november 2016 til april 2017, og at han i Tyskland var blevet registreret som tilflyttet fra september 2016, ikke i sig selv føre til en antagelse om, han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der alene var tale om registreringer, som ikke i sig selv dokumenterede, at han faktisk var flyttet til Tyskland. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at udrejsedatoen i CPR-registeret i november 2016 ikke stemmer overens med ansøgerens ægtefælles egne oplysninger i ansøgningsskemaet og med registreringen i Tyskland fra september 2016. Udlændingenævnet fandt ligeledes, at det ej heller kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens ægtefælle fra november 2016 udlejede boligen i Danmark, idet udlejningen af boligen ikke i sig selv godtgjorde, at han var flyttet til Tyskland. Som anført ovenfor indikerede den fremlagte kontoudskrift desuden, at han fra slutningen af oktober 2016 opholdt sig i Spanien og fra begyndelsen af november 2016 opholdt sig i Brasilien. Udlændingenævnet fandt derudover, at det forhold, at der var fremlagt betalingsbekræftelser fra en dansk bank vedrørende ansøgerens ægtefælles betalinger til en tysk konto heller ikke i sig selv kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse til grund, at det fremgik af sagens oplysninger i øvrigt, at der var tale om en tysk sundhedsforsikring, som vedrørte ansøgeren og således ikke ansøgerens ægtefælle. Ligeledes kunne de fremlagte oplysninger om ansøgerens forhold i Tyskland, herunder hendes registrering i Tyskland, hendes tyske sundhedskort og EU-opholdskort og diverse tyske breve adresseret til hende, ikke føre til en ændret vurdering. Uanset, om ansøgeren opholdt sig i Tyskland i den pågældende periode, godtgjorde dette ikke i sig selv, at ansøgerens ægtefælle havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. Endelig fandt Udlændingenævnet, at de øvrige oplysninger i sagen ej heller i sig selv kunne føre til, at det kunne lægges til grund, at han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. EU/2019/21. -
Udlændingenævnets afgørelse af 30. september 2019 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt – Reelt og faktisk ophold
Dato: 30-09-2019Udlændingenævnet stadfæstede i september 2019 Statsforvaltningens afgørelse om afslag på ret til ophold til en statsborger fra Panama som familiemedlem til en dansk statsborger.
Udlændingenævnet fandt på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at det ikke kunne lægges til grund, at ansøgerens ægtefælle havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland, hvilket bl.a. er en betingelse for, at ansøgeren kunne opnå ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 13. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at der ikke i tilstrækkelig grad var fremlagt dokumentation, der understøttede, at ansøgerens ægtefælle havde haft udgifter til et almindeligt forbrug i Tyskland, som vil kunne antages at være normalt, såfremt han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det fremgik af kontoudskriften fra ægtefællens danske bankkonto, at langt størstedelen af transaktionerne i perioden fra november 2017 til april 2018, hvor han efter det oplyste vendte tilbage til Danmark, vedrørte køb foretaget i Danmark, og at der fremgik et meget lille forbrug i Tyskland. Således fremgik der cirka 150 køb i Danmark, mens der alene fremgik cirka 25 køb i Tyskland samt otte kontanthævninger i Tyskland på sammenlagt 1.500 euro til blandt andet husleje. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af bankkontoudskriften, at der i perioden fra januar 2018 til marts 2018 alene var foretaget 14 hævninger, som kunne henføres til almindeligt forbrug i Tyskland. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det fremgik af sagens oplysninger, at der var tale om ansøgeren og ægtefællens tyske fælleskonto, og at det fremgik af udskriften fra bankkontoen, at ægtefællen ved overførsel af penge til den tyske konto havde angivet ansøgeren som modtager. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at der var fremlagt kopi af cirka 100 kvitteringer for indkøb foretaget i Tyskland i den pågældende periode, hvoraf cirka 25 kunne henføres til ægtefællens danske konto eller til parrets tyske fælleskonto, mens de resterende kvitteringer vedrørte køb foretaget med kontanter, som således ikke kunne henføres til ansøgerens ægtefælle. Uanset, at ansøgerens ægtefælle havde anført, at man mange steder i Tyskland alene kunne betale med kontanter, fandt Udlændingenævnet, at de fremlagte kvitteringer, sammenholdt med sagens øvrige oplysninger, ikke i sig selv kunne føre til, at Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens ægtefælle havde haft udgifter til et almindeligt forbrug i Tyskland, som understøttede etableringen af et reelt og faktisk ophold. Udlændingenævnet havde yderligere tillagt det vægt, at det forhold, at ansøgerens ægtefælle havde bibeholdt boligen i Danmark, og at hans ældste søn, som på daværende tidspunkt var 17 år, blev boende i denne bolig, hvor ansøgerens ægtefælle i øvrigt havde sin daglige arbejdsgang i forbindelse med et dansk firma, talte imod, at han faktisk var flyttet fra Danmark og havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. Hertil kom, at det fremgik af kontoudskriften fra den danske sparekasse, at størstedelen af de indkøb, der var foretaget i Danmark i den pågældende periode, var foretaget i butikker i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke var fremlagt dokumentation, der understøttede, at ansøgerens ægtefælle havde haft udgifter til transport mellem Tyskland og Danmark, herunder kvitteringer for køb af benzin, idet han måtte antages at have haft et øget forbrug af benzin, såfremt han dagligt pendlede cirka 70 kilometer hver vej mellem de relevante byer i Danmark og Tyskland. Den fremlagte lejekontrakt og de medfølgende kvitteringer for betalt husleje kunne ikke i sig selv føre til, at det kunne lægges til grund, at han faktisk havde boet i boligen i Tyskland. Endvidere kunne det forhold, at han havde været registreret i CPR som udrejst til Tyskland i perioden fra november 2017 til april 2018, og at han i Tyskland var blevet registreret som bosiddende i november 2017, heller ikke i sig selv føre til en antagelse om, at han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der alene var tale om registreringer, som ikke i sig selv dokumenterede, at han faktisk var flyttet fra Danmark til Tyskland. Det forhold, at ansøgeren og ægtefællens yngste søn var blevet registreret som bosiddende i Tyskland, at ansøgeren havde fået udstedt et tysk opholdskort som familiemedlem til en EU-borger, og at der var fremlagt en udfyldt blanket vedrørende ansøgerens ægtefælles søns indmeldelse i en dansk skole i Tyskland, kunne heller ikke i sig selv føre til en ændret vurdering, idet det ikke i sig selv i tilstrækkelig grad sandsynliggjorde, at ansøgerens ægtefælle havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. Ydermere kunne det ikke føre til en ændret vurdering, at parret havde været gift siden 1998 og havde to fællesbørn, som var danske statsborgere, og at ansøgeren tidligere havde opnået permanent opholdstilladelse, talte dansk og havde eventuelle jobtilbud i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var tale om forhold, som kunne tages i betragtning ved vurderingen af, om betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 13 var opfyldt. Endelig fandt Udlændingenævnet, at de øvrige oplysninger i sagen ej heller i sig selv kunne føre til, at det kunne lægges til grund, at ansøgerens ægtefælle havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. EU/2019/22. -
Udlændingenævnets afgørelse af 16. september 2019 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstagere – Ophør
Dato: 16-09-2019Udlændingenævnet stadfæstede i september 2019 Statsforvaltningens afgørelse om ophør af ret til ophold som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen til en statsborger fra Bulgarien.
Udlændingenævnet fandt, at klagerens ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen var ophørt i februar 2017. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klagerens udbetaling af barselsdagpenge var ophørt i februar 2017, at der herefter ikke var registreret indkomst frem til tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse i maj 2018, og at klageren først i november 2017 havde tilmeldt sig jobcentret som ledig. Udlændingenævnet fandt derfor på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af alle sagens oplysninger, at det ikke kunne lægges til grund, at klageren opfyldte betingelserne for bevarelse af hendes arbejdstagerstatus efter EU-retten. Udlændingenævnet fandt således, at uanset, at klageren ved ophøret af sin ansættelse med sidste lønudbetaling i marts 2016, var at anse som uforskyldt arbejdsløs, idet hun umiddelbart derefter, i april 2016, fødte sit ældste barn og påbegyndte en periode med barselsdagpenge, havde hun ikke efter barselsorlovens ophør bevaret sin status som arbejdstager, idet hun ikke inden for rimeligt tid havde tilmeldt sig jobcentret som arbejdssøgende. Udlændingenævnet henviste herved til, at en unionsborger, som ophører med at arbejde eller med at søge arbejde som følge af fysiske begrænsninger i forbindelse med en graviditets sene stadier og eftervirkningerne af en fødsel, bevarer sin status som arbejdstager, forudsat at hun genoptager sit arbejde eller finder et andet arbejde inden for rimelig tid efter barnets fødsel. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at uanset, om klageren efter de nationale regler måtte have haft ret til afholdelse af barsel i en periode efter ophør af udbetaling af barselsdagpenge, havde klageren ikke inden rimelig tid tilmeldt sig jobcentret, idet der var forløbet ni måneder fra udbetalingernes ophør til klagerens tilmelding. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at klageren havde oplyst, at hun ikke søgte nyt job efter barselsorlovens ophør, idet hun blev gravid med sit yngste barn, ikke kunne føre til en anden vurdering, idet hun ikke på tidspunktet for ophøret af barselsdagpenge i februar 2017 kunne anses for at have befundet sig i graviditetens sene stadier, idet hun havde termin med sit yngste barn i november 2017, og idet barnet blev født i november 2017. For så vidt angik det af klageren anførte om, at hun ikke kunne finde pasning til det ældste barn, som hun derfor passede i hjemmet, henviste Udlændingenævnet til, at der ikke herved var tale om forhold, som kunne føre til, at hun ikke burde have tilmeldt sig jobcentret. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det navnligt vil være eftervirkningerne af en fødsel, der kan føre til, at en unionsborger, der står uden for arbejdsmarkedet, bevarer sin status som arbejdstager. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet, at klageren ikke efter ophøret af udbetaling af barselsdagpenge i februar 2017, bevarede sin arbejdstagerstatus. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger, der talte for, at klageren på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse opfyldte betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen på andet grundlag. Endelig fandt Udlændingenævnet, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at meddelelse om ophør af klagerens opholdsret måtte antages at virke særligt belastende for hende, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 36 og udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren indrejste første gang i Danmark i februar 2015 i en alder af 23 år, og at hun havde opholdt sig i Danmark i knap fem år. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren under sit ophold sammenlagt havde været i lønnet beskæftigelse i cirka halvandet år samt havde født to børn, hvilket medførte, at hun i perioder ikke havde stået til rådighed for arbejdsmarkedet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at klageren ikke på baggrund af sit ophold, herunder hendes beskæftigelse og barselsperioder, kunne antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at ophør af opholdsretten kunne anses for at virke særligt belastende. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at klageren, hendes ægtefælle og parrets fællesbørn ikke ville kunne indrejse og tage ophold i hjemlandet, for dér at udøve familielivet. Det indgik i Udlændingenævnets afgørelse, at parret havde to fællesbørn, født i henholdsvis april 2016 og november 2017. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet fællesbørn efter praksis først efter seks til syv års fast, lovligt ophold i Danmark i hvilken forbindelse barnet har gået i dansk institution og/eller skole, anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at klagerens opholdsret ikke skulle anses for ophørt under henvisning hertil. EU/2019/20. -
Udlændingenævnets afgørelse af 19. august 2019 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstagere – Ophør
Dato: 19-08-2019Udlændingenævnet stadfæstede i august 2019 Statsforvaltningens afgørelse om ophør af opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsen til en rumænsk statsborger.
Udlændingenævnet fandt, at klagerens ret til ophold som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen var ophørt ved afslutningen af hans beskæftigelse hos en restaurant i august 2018. Udlændingenævnet lagde vægt på, at klageren selv havde opsagt sin stilling som køkkenassistent hos restauranten, og at det fremgik af eIndkomst, at han senest havde haft lønindkomst i august 2018. Udlændingenævnet fandt på baggrund af en samlet og individuel vurdering af sagens oplysninger, at det ikke kunne lægges til grund, at klageren opfyldte betingelserne for bevarelse af sin arbejdstagerstatus. Det forhold, at klageren efter egne oplysninger var uforskyldt arbejdsløs, da arbejdsgiveren efter gentagne opfordringer ikke havde udbetalt den fulde løn i tre måneder, at der var uoverensstemmelser, idet arbejdsgiveren ville have haft klageren til at arbejde 60 til 66 timer ugentligt og med kun en søndag fri, i stedet for de 20 timer, der var aftalt i ansættelseskontrakten, at arbejdsgiveren havde taget fat i klagerens arm og fortalt ham, at han var færdig her i Danmark, hvis han ikke arbejdede de timer, som arbejdsgiveren ville have ham til at arbejde, og at klageren derfor havde valgt at forlade arbejdet, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde vægt på, at årsagen til ophøret af beskæftigelsen hos virksomheden var uoverensstemmelser, at dette forhold ikke kunne betragtes som dokumentation for uforskyldt ledighed, og at klageren ikke havde fremlagt dokumentation for eller godtgjort, at der var en verserende sag mod klagerens arbejdsgiver. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klageren ikke havde sandsynliggjort, at han ved sin opsigelse i august 2018 var uforskyldt arbejdsløs, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2-4. Udlændingenævnet havde desuden ved vurderingen af, om klageren havde bevaret sin arbejdstagerstatus efter beskæftigelsesophøret lagt vægt på, at klageren ikke havde dokumenteret at have tilmeldt sig jobcentret inden for rimelig tid efter ophøret af hans ansættelse i august 2018, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2-4. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet, at klageren ikke efter august 2018, hvor hans beskæftigelse hos arbejdsgiveren var ophørt, havde bevaret sin arbejdstagerstatus. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger, der talte for, at klageren på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse opfyldte betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen på andet grundlag. Endelig fandt Udlændingenævnet, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at meddelelse om ophør af klagerens opholdsret måtte antages at virke særligt belastende for ham, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 36, og udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at klageren første gang indrejste i Danmark i juli 2017 i en alder af 30 år, at klageren således sås at have opholdt sig i Danmark i cirka et år på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse, og at klageren under sit ophold i Danmark alene havde haft lønindkomst i sammenlagt ni måneder, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at klagerens tilknytning til arbejdsmarkedet havde været af løsere karakter. Det forhold, at klageren havde ret til at opholde sig her i landet i yderligere tre måneder, idet han var arbejdssøgende, og at klageren ikke forstod, hvorfor Statsforvaltningen tog stilling til, at han skulle forlade landet i oktober 2018, når klageren kunne bevise at han var arbejdssøgende, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det følger af EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, at en EU-borger, der er arbejdstager, har ret til ophold i Danmark ud over de tre måneder, såfremt EU-borgeren fortsat har bevaret sin arbejdstagerstatus. Endelig lagde Udlændingenævnet vægt på, at klageren ikke til sagen havde fremlagt oplysninger om personlige forhold, herunder om nogen familiemæssig tilknytning til Danmark eller helbredsmæssige forhold, der kunne bevirke, at det måtte antages at virke særligt belastende for ham, at hans opholdsret var ophørt. EU/2019/32. -
Udlændingenævnets afgørelse af 19. august 2019 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstagere – Ophør
Dato: 19-08-2019Udlændingenævnet stadfæstede i august 2019 Statsforvaltningens afgørelse om ophør af ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen til en statsborger fra Storbritannien.
Udlændingenævnet fandt, at klagerens ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen var ophørt i august 2015. Udlændingenævnet lagde vægt på, at klageren blev opsagt fra sin ansættelse med sidste arbejdsdag i december 2015, og at der ikke var registreret indkomst i perioden fra januar 2016 til og med april 2016. Yderligere lagde Udlændingenævnet vægt på, at klageren ikke havde sendt dokumentation for, at hun efter sit beskæftigelsesophør i december 2015 havde tilmeldt sig jobcentret som arbejdssøgende, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2-4. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at uanset om det blev lagt til grund, at klageren var omfattet af det EU-retlige arbejdstagerbegreb som følge af sine to ansættelser, bevarede hun ikke en eventuel arbejdstagerstatus efter beskæftigelsesophør i december 2015. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at klageren i perioden fra maj 2016 til og med juni 2016 var ansat hos en virksomhed, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger ikke kunne lægges til grund, at klageren under sin ansættelse havde opnået status som arbejdstager i EU-rettens forstand, idet den beskæftigelse, klageren udøvede, ikke kunne anses for at være af reel og faktisk karakter. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at klageren blev ansat hos virksomheden i maj 2016, og at klageren i juni 2016 blev opsagt med sidste arbejdsdag i juni 2016, og at hun således alene var i beskæftigelse i cirka syv uger. Udlændingenævnet fandt, at den meget begrænsede varighed af klagerens ansættelsesforhold i høj grad talte imod, at hun opfyldte det EU-retlige arbejdstagerbegreb. Endvidere lagde Udlændingenævnet vægt på det begrænsede omfang af klagerens beskæftigelse, hvor hun sammenlagt havde 72,5 arbejdstimer, hvilket svarede til, at hun i løbet af sine cirka syv ugers ansættelse havde en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på cirka 10,4 timer. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det begrænsede antal arbejdstimer talte for, at klagerens beskæftigelse var af så begrænset omfang, at det måtte anses for at være et rent marginalt supplement. Udlændingenævnet fandt herefter, at omfanget af klagerens ugentlige beskæftigelse sammenholdt med den begrænsede længde af sit ansættelsesforhold, samlet set talte imod, at hun opfyldte det EU-retlige arbejdstagerbegreb under sin ansættelse. Udlændingenævnet fandt desuden, at der på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens øvrige oplysninger vedrørende klageren og hendes ansættelsesforhold, ikke i øvrigt er holdepunkter for at anse hendes beskæftigelse som reel og faktisk. Idet Udlændingenævnet således fandt, at klageren på tidspunktet for ansættelsesophøret i juni 2016 ikke havde opnået status som arbejdstager, opfyldte klageren ikke betingelserne for bevarelse af arbejdstagerstatus i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 4, uanset at hun var uforskyldt arbejdsløs og tilmeldte sig jobcentret som arbejdssøgende. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger, der talte for, at klageren havde ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen på andet grundlag. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse til grund, at hun havde fået udbetalt kontanthjælp i perioden fra juni 2016 til maj 2018, og at hun ikke herefter havde haft indkomst. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at klageren havde undervist i en periode, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der var tale om ulønnet praktik, hvilket ikke er omfattet af det EU-retlige arbejdstagerbegreb. Endelig fandt Udlændingenævnet, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at meddelelse om ophør af klagerens opholdsret måtte antages at virke særligt belastende for hende, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 36 og udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren indrejste første gang i Danmark i juni 2015, at hun havde opholdt sig i Danmark i cirka fire år, og at hun under sit ophold sammenlagt havde været i lønnet beskæftigelse i cirka syv måneder. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren havde bestået prøve i Dansk 1, at hun havde været i praktik som underviser, og at hun var samlevende med en dansk statsborger. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at hun ikke på baggrund af sit ophold og aktiviteter i Danmark kunne antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at ophør af sin opholdsret kunne anses for at virke særligt belastende. Endelig fandt Udlændingenævnet, at det forhold, at klageren fremlagde dokumenter vedrørende udredning af sin sygdom, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det måtte antages, at klageren havde mulighed for at fortsætte udredningen og modtage eventuel behandling herfor i sit hjemland, Storbritannien. EU/2019/34. -
Udlændingenævnets afgørelse af 30. juli 2019 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstagere – Ophør
Dato: 30-07-2019Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2019 Statsforvaltningens afgørelse om ophør af ret til ophold som arbejdstager til en statsborger fra Litauen, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 30, stk. 1.
Udlændingenævnet fandt, at klagerens ret til ophold som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen var ophørt på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse i maj 2018. Udlændingenævnet lagde vægt på, at klageren i september 2017 var blevet opsagt fra en stilling som marketing consultant, og at det fremgik af eIndkomst, at klageren på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse fra maj 2018 ikke havde haft lønindtægt efter september 2017. Udlændingenævnet fandt derfor på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at det ikke kunne lægges til grund, at klageren opfyldte betingelserne for bevarelse af hans arbejdstagerstatus efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2-4. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde sandsynliggjort, at han ved sin opsigelse i september 2017 var uforskyldt arbejdsløs, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2-4. Ved vurderingen heraf lagde Udlændingenævnet vægt på oplysningerne i klagerens opsigelsesbrev af september 2017 fra arbejdsgiveren, hvoraf det fremgik, at klageren var blevet opsagt i september 2017 i løbet af en prøveperiode som følge af manglende salgskompetencer. Udlændingenævnet fandt, at en afskedigelse som følge af manglende kompetencer til at varetage stillingen som marketing consultant, ikke var en omstændighed, som lå uden for klagerens kontrol, og at klagerens arbejdsløshed derfor ikke kunne anses for at være uforskyldt. Udlændingenævnet havde ved vurderingen lagt vægt på, at klageren ikke havde sandsynliggjort, at han tilmeldte sig jobcentret inden for rimelig tid efter ophøret af ansættelsen i september 2017, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2-4. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at det fremgik af oplysningerne fra kommunen, at klageren ikke havde tilmeldt sig som ledig på Jobnet. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet, at klageren ikke efter ophøret af beskæftigelsen i september 2017, havde bevaret sin arbejdstagerstatus. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger, der talte for, at klageren på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse opfyldte betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen på andet grundlag. Endelig fandt Udlændingenævnet, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at meddelelse om ophør af klagerens opholdsret måtte antages at virke særligt belastende for ham, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 36 og udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren indrejste første gang i Danmark i 2011 i en alder af cirka 18 år, og at han havde været udrejst af Danmark fra 2012 til 2015. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren på tidspunktet for Statsforvaltningen afgørelse havde arbejdet i Danmark i cirka to år, at han havde bestået modul 1 i Prøve i Dansk 3, at hans tante og onkel var bosiddende i Danmark og at han havde en samlever. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at klageren ikke på baggrund af sit ophold i Danmark, herunder opholdets relativt korte varighed, hans danskkundskaber eller beskæftigelse, kunne antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at ophør af hans opholdsret kunne anses for at virke særligt belastende. Det forhold, at klageren efter det oplyste havde en samlever, kunne heller ikke føre til, at det måtte anses for særligt belastende for ham, at hans opholdsret ophørte, idet han ikke havde oplyst yderligere om perioden for samlivet eller om karakteren af forholdet. EU/2019/27. -
Udlændingenævnets afgørelse af 30. juli 2019 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstagere – Ophør
Dato: 30-07-2019Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2019 Statsforvaltningens afgørelse vedrørende ophør af ret til ophold som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk.1, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 30, stk. 1.
Udlændingenævnet fandt, at klagerens ret til ophold som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen var ophørt ved ophøret af klagerens beskæftigelse i november 2017. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at klagerens senest havde haft lønindkomst i november 2017, og at han havde fået udbetalt kontanthjælp siden januar 2018. Udlændingenævnet fandt på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at det ikke kunne lægges til grund, at klageren opfyldte betingelserne for bevarelse af sin arbejdstagerstatus. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde fremlagt dokumenter eller oplysninger om årsagen til beskæftigelsesophøret i november 2017, herunder til støtte for, at klageren var uforskyldt arbejdsløs, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2-4. Endvidere lagde Udlændingenævnet vægt på, at klageren ikke havde fremlagt dokumenter eller oplysninger til støtte for, at han havde tilmeldt sig jobcentret som arbejdssøgende inden for rimelig tid efter ophøret af sit arbejde, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2-4. Det forhold, at der til sagen var fremlagt kopi af et brev fra maj 2018 til klageren fra Jobcenter København, hvoraf det fremgik, at klageren var indkaldt til samtale i maj 2018 med henblik på at finde beskæftigelse, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at brevet fra Jobcenter København var dateret mere end fem måneder efter klagerens beskæftigelsesophør i november 2017 og således ikke i sig selv kunne anses som dokumentation for, at han havde tilmeldt sig jobcentret som arbejdssøgende umiddelbart efter ophør af klagerens beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger, der talte for, at klageren på andet grundlag opfyldte betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Endelig fandt Udlændingenævnet, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at en afgørelse om ophør af klagerens opholdsret måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 36 og udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var indrejst første gang i Danmark i maj 2010 i en alder af 40 år, og at klageren i CPR-registreret var registreret som udrejst af Danmark fra juli 2013 til marts 2015, og at han efter det oplyste talte og læste meget dårligt dansk. Uanset om det var blevet lagt til grund, at klageren var genindrejst i Danmark allerede i august 2014, hvor han senest fik udstedt EU-registreringsbevis, ses han alene at have opholdt sig i Danmark i sammenlagt cirka syv år på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse. Endvidere lagde Udlændingenævnet vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at klageren på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse havde fået udbetalt kontanthjælp i sammenlagt cirka et år og ti måneder, og at klageren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse havde fået udbetalt kontanthjælp i yderligere et år. Desuden fremgik det, at klageren under sit ophold i Danmark alene havde haft lønindkomst i sammenlagt cirka fire år og fire måneder, og at klagerens lønindkomst var udbetalt fra seks forskellige arbejdsgivere, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at klagerens tilknytning til arbejdsmarkedet havde været af løsere karakter. Endelig lagde Udlændingenævnet vægt på, at klageren ikke til sagen havde fremlagt oplysninger om personlige forhold, herunder om nogen familiemæssig tilknytning til Danmark eller helbredsmæssige forhold, der kunne bevirke, at det måtte antages at virke særligt belastende for ham, at hans opholdsret var ophørt. EU/2019/28. -
Udlændingenævnets afgørelse af 9. juli 2019 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstagere – Betingelser ej opfyldt
Dato: 09-07-2019Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2019 Statsforvaltningens afgørelse om afslag på ret til ophold som arbejdstager i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsen til en statsborger fra Letland.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse fra maj 2018 ikke havde ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse ikke kunne anses som arbejdstager i EU-rettens forstand, idet han ikke havde sandsynliggjort, at hans beskæftigelse var af reel og faktisk karakter. Udlændingenævnet lagde herved vægt på det begrænsede omfang af ansøgerens beskæftigelse, herunder at han fra februar 2018 blev ansat hos en arbejdsgiver, og at han i februar 2018 havde 8,94 arbejdstimer, i marts 2018 havde 35,99 arbejdstimer og i april 2018 havde 51,28 arbejdstimer, hvilket svarede til, at han havde en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på cirka 8,11 timer i perioden fra februar 2018 til april 2018. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgerens beskæftigelse var af så ringe omfang, at det måtte anses for at være et rent marginalt supplement. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at der ikke i øvrigt var holdepunkter for at anse den beskæftigelse, som ansøgeren udøvede på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse, som reel og faktisk. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i april 2018 havde et øget antal arbejdstimer, som svarede til 11,97 timers ugentlig beskæftigelse samt en tilsvarende øget indtægt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at en øget beskæftigelse i en enkelt måned ikke i sig selv kunne føre til, at ansøgeren var omfattet af det EU-retlige arbejdstagerbegreb på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse. Det kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i juli 2018 havde fået udstedt et registreringsbevis som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen, idet dette ikke i sig selv sandsynliggjorde, at ansøgeren opfyldte betingelserne som arbejdstager på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse i maj 2018. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren havde gjort gældende, at begrebet arbejdstager omfattede enhver, som udøvede reelt og effektivt arbejde og blev betalt under en anden persons ledelse, kunne på baggrund af ovennævnte vurdering af ansøgerens udøvede beskæftigelse, heller ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren havde gjort gældende, at ansøgeren faktisk levede af den pågældende indtægt, og at beskæftigelsen således ikke kunne betragtes som et rent marginalt supplement. Udlændingenævnet fandt således, at uanset om ansøgeren kunne leve af den pågældende indtægt, kunne det ud fra en samlet vurdering af beskæftigelsen ikke lægges til grund, at ansøgeren var omfattet af det EU-retlige arbejdstagerbegreb. EU/2019/30. -
Udlændingenævnets afgørelse af 9. juli 2019 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstagere – Betingelser ej opfyldt
Dato: 09-07-2019Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2019 Statsforvaltningens afgørelse om afslag på ret til ophold i Danmark som arbejdstager til en polsk statsborger, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1.
Udlændingenævnet fandt på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse ikke kunne anses som arbejdstager i EU-rettens forstand, idet hun ikke havde sandsynliggjort, at beskæftigelsen var af reel og faktisk karakter. Udlændingenævnet lagde vægt på ansøgerens begrænsede omfang af sin beskæftigelse, herunder at hun blev ansat i juli 2018, og at hun i perioden fra juli 2018 til august 2018 havde 18,75 arbejdstimer og fra august 2018 til september 2018 havde 39,62 arbejdstimer, hvilket svarede til, at hun i perioden havde en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 6,59 timer. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgerens beskæftigelse var af så begrænset omfang, at det måtte anses for at være et rent marginalt supplement. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren i oktober 2018 alene fik løn for 19,18 arbejdstimer hos virksomheden, og at hun herefter ikke havde haft indkomst fra virksomheden. Udlændingenævnet fandt, at dette forhold talte imod, at ansøgeren på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse opfyldte det EU-retlige arbejdstagerbegreb, idet hun ikke var i færd med at øge sin beskæftigelse til et niveau, som kunne være omfattet af det EU-retlige arbejdstagerbegreb. Udlændingenævnet havde endvidere lagt vægt på varigheden af ansøgerens arbejdsforhold. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren tidligst var i beskæftigelse fra juli 2018, idet første lønseddel omfattede denne dato, og at ansættelsen ophørte senest i oktober 2018, idet ansøgeren ikke havde fået udbetalt løn efter oktober 2018. Udlændingenævnet lagde derfor til grund, at ansøgerens samlede ansættelse varede højst i tre måneder. Udlændingenævnet fandt, at den begrænsede samlede varighed af ansøgerens ansættelsesforhold og ansøgerens antal arbejdstimer på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse samlet set talte imod, at ansøgeren opfyldte det EU-retlige arbejdstagerbegreb. Endelig lagde Udlændingenævnet vægt på, at der på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens øvrige oplysninger vedrørende ansøgeren og ansøgerens ansættelsesforhold, herunder oplysningerne vedrørende størrelsen af ansøgerens vederlag, overenskomstdækning, pension, feriepenge og løn under sygdom, ikke i øvrigt var holdepunkter for at anse beskæftigelsen, som ansøgeren udøvede på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse, som reel og faktisk. Det forhold, at ansøgeren havde gjort gældende, at hun ikke kunne fremlægge en lønseddel med et tilstrækkeligt antal arbejdstimer, fordi ansøgeren havde modtaget sit ”tax number” meget sent, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde fremlagt dokumenter, der understøttede, at ansøgeren ikke havde mulighed for at påbegynde sin ansættelse tidligere eller at oppebære et større antal arbejdstimer. EU/2019/31. -
Udlændingenævnets afgørelse af 4. juli 2019 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstagere – Betingelser ej opfyldt
Dato: 04-07-2019Udlændingenævnet hjemviste i juli 2019 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 3, stk. 1.
Udlændingenævnet fandt grundlag for at hjemvise Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse for så vidt angik vurderingen af, om ansøgeren havde ret til ophold som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 3, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var taget stilling til det forhold, at ansøgerens arbejdsmæssige aktiviteter var en del af et religiøst fællesskab. Udlændingenævnet henviste herved til, at det fremgik af EU-Domstolens sag C-196/87, Steymann, at det i sager, hvor personer påberåber sig at være arbejdstagere på baggrund af beskæftigelse hos et religiøst fællesskab, er relevant at foretage en vurdering af, om det pågældende arbejde er et væsentligt led i deltagelsen af det religiøse fællesskab, samt om – og på hvilken måde – det pågældende arbejde er med til at sikre det religiøse fællesskab økonomisk uafhængighed. Udlændingenævnet fandt det på den baggrund relevant at få belyst, hvilke konkrete arbejdsopgaver ansøgerens ansættelse omfattede, om arbejdsopgaverne var et væsentligt led i deltagelsen af det religiøse fællesskab, samt om de pågældende arbejdsopgaver bidrog til det religiøse fællesskab som økonomisk virksomhed. EU/2019/33.
Senest opdateret: 05-12-2019
Udgiver: Udlændingenævnet