Udlændingenævnets afgørelse af 7. juni 2022 – EU – Primær bevægelighed – selvstændig erhvervsdrivende

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2022 SIRI´s afgørelse om, at en statsborger fra Polen ikke opfyldte betingelserne for at opnå opholdsret som selvstændig erhvervsdrivende efter EU-retten.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren søgte i oktober 2021 om ret til ophold som selvstændig erhvervsdrivende efter EU-retten. Ansøgeren oplyste i den forbindelse, at han var medejer af en virksomhed sammen med en anden navngiven person her i landet. Som dokumentation for virksomhedens drift og aktiviteter samt ansøgerens involvering i virksomheden fremlagde ansøgeren bl.a. kopi af virksomhedens forretningsplan, driftsbudget og resultatopgørelse. Det var ikke til sagen indsendt dokumentation for at ansøgeren var involveret i udøvelsen af de økonomiske aktiviteter i virksomheden.

Udlændingenævnets afgørelse: 

”Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse fra januar 2022. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne for ret til ophold i Danmark som selvstændig erhvervsdrivende efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1.

Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at ansøgeren ikke kan anses som selvstændig erhvervsdrivende i EU-rettens forstand, idet han ikke har sandsynliggjort, at han aktuelt udfører arbejde af faktisk og reel karakter i virksomheden i et ikke ubetydeligt omfang, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at ansøgeren på en stabil og vedvarende måde har involveret sig og foretaget regelmæssige økonomiske aktiviteter i virksomheden i et sådant omfang, at han kan anses som selvstændig erhvervsdrivende.

Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af den fremlagte forretningsplan for virksomheden, at det hovedsageligt er en anden navngiven person, som er ansvarlig for den regelmæssige drift af og de økonomiske aktiviteter i virksomheden.

Det fremgår således af forretningsplanen, at den anden navngivne person i virksomheden er ansvarlig for bl.a. den digitale markedsføring, kundebesøg, telefonsalg, annoncering, tryksager, presse og PR, skiltning præsentationsmateriale, digitale bogføring, momsafregning, varebestilling m.v.

Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at ansøgerens aktiviteter i virksomheden alene består ved, at han sammen med den anden navngivne person er ansvarlig for forhandlingen i forhold til priser og rabatter, og at han i samråd med en rådgivningsvirksomhed og den anden navngivne person er med til at udarbejde virksomhedens regnskab.

Udlændingenævnet finder, at disse oplysninger taler imod, at ansøgeren i en tilstrækkelig grad tager del i og involverer sig i udøvelsen af de økonomiske aktiviteter i virksomheden, ligesom oplysningerne ikke er dokumenteret.

Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til sagen har fremlagt kopi af et internt driftsbudget for virksomheden i perioden fra november 2021 til oktober 2022, ligesom det ikke kan føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i forbindelse med klagen har fremlagt kopi af en resultatopgørelse for virksomhedens regnskabsår, hertil for perioden fra juni 2021 til december 2021.

Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at driftsbudgettet og resultatopgørelsen for virksomheden ikke dokumenterer ansøgerens faktiske deltagelse i virksomheden, at der ikke herudover er fremlagt dokumentation for virksomhedens faktiske omsætning, den daglige drift og de regelmæssige økonomiske aktiviteter. Udlændingenævnet henviser herved til dokumentation i form af f.eks. fakturaer, kvitteringer eller lignende i forbindelse med udførelsen af arbejdsopgaverne i virksomheden, virksomhedens kontakt med kunder og eventuelle køb af produkter og øvrige arbejdsredskaber til brug for udførelsen af arbejdet m.v.

Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at der til sagen er fremlagt kopi af et kontoudskrift for perioden fra november 2021 til december 2021, hvorpå der i december 2021 er registreret posteringer vedrørende økonomiske aktiviteter i virksomheden.

Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet henviser til, at det er den anden navngivne persons navn, der fremgår af udskriftet, og at de økonomiske aktiviteter således ikke kan henføres til ansøgeren.

Det er endvidere indgået i vurderingen, at ansøgeren i forbindelse med klagen har fremlagt kopi af et udskrift fra januar 2022 fra banken, hvorpå ansøgerens navn fremgår. Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet der på udskriftet ikke fremgår oplysninger om posteringer vedrørende økonomiske aktiviteter i virksomheden. 

Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det ved opslag i www.virk.dk fremgår, at ansøgeren og den anden navngivne person begge er medejere af virksomheden. Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at der alene er tale om en registrering, som ikke i sig selv kan udgøre tilstrækkelig dokumentation for, at ansøgeren aktuelt udfører arbejde af faktisk og reel karakter i virksomheden i et ikke ubetydeligt omfang.

Endelig kan det heller ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til sagen har fremlagt kopi af en lejekontrakt for beboelse gældende fra august 2021 beliggende på en dansk adresse, og hvorpå både ansøgeren og den anden navngivne person fremgår som lejere af lejligheden. Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at der er tale om en beboelseslejlighed, som ikke i sig selv kan tillægges vægt i vurderingen af, om ansøgeren kan anses som selvtænding erhvervsdrivende i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1.

Udlændingenævnet stadfæster derfor på baggrund af ovenstående SIRI's afgørelse.”
EU/2022/35


Til toppen