Udlændingenævnets afgørelse af 25. april 2022 – EU – arbejdstager – ophør

 
 
Udlændingenævnets afgørelse af 25.04.2022 – EU – arbejdstager – ophør 

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om ophør af opholdsret som arbejdstager efter EU-reglerne vedrørende en statsborger fra Ungarn.

Sagens faktiske omstændigheder:

Klageren indrejste i Danmark i december 2016 og fik opholdsret som arbejdstager. I december 2020 søgte klageren om kontanthjælp, hvorfor SIRI iværksatte en kontrol af klagerens fortsatte opholdsret i Danmark. Klageren havde fremlagt én lønseddel fra oktober 2021 hvoraf fremgik, at klageren havde arbejdet 26,75 timer i oktober måned samt sin ansættelseskontrakt fra august 2017 hvoraf fremgik, at klageren var ansat uden at forpligte sig til, at tage et bestemt antal vagter, at arbejdsgiveren ikke var forpligtet til at tilbyde klageren arbejde i ansættelsesforholdet, at klageren ikke ville få løn under sygdom, barsel eller andet fravær, og at ansættelsen kunne opsiges uden varsel. Klageren havde siden april 2021 arbejdet mindre end 10-12 timer om ugen og havde fra marts 2021 modtaget kontanthjælp.

Udlændingenævnets afgørelse:  

”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra november 2021. Klagerens ret til ophold som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 5, stk. 1, var ophørt på tidspunktet for SIRI’s afgørelse, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 29, stk. 1.

Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det fremgår af eIndkomst, at klageren siden april 2021 ikke har arbejdet mere end 10-12 timer om ugen. Udlændingenævnet har ved vurderingen også lagt vægt på, at klageren har haft et sporadisk antal arbejdstimer om måneden siden april 2021, idet klageren har arbejdet fra 7,5 til 26,75 timer om måneden i perioden, og at klageren fra juli til og med september 2021 og i november 2021 har haft 0 løntimer og at klageren fra marts 2021 har modtaget kontanthjælp.

Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at klageren har fremsendt oplysninger om, at klageren mener, at klageren fortsat er i beskæftigelse i form af kopi af sin lønseddel fra oktober 2021. Udlændingenævnet finder fortsat, at klageren fra april 2021 ikke længere har været i beskæftigelse, og derfor ikke har opfyldt betingelserne i EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1. Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at klageren fortsat ikke har dokumenteret, at klageren har arbejdet mere end 10-12 timer om ugen, idet det også fremgår af den fremsendte lønseddel, at Klageren alene har arbejdet 26,75 løntimer i oktober.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det af klagerens ansættelseskontrakt fra august 2017 med sin arbejdsgiver fremgår, at klageren er ansat som sorteringsmedarbejder uden at forpligte sig til, at tage et bestemt antal vagter, ligesom arbejdsgiveren ikke er forpligtet til at tilbyde klageren arbejde i ansættelsesforholdet. Det fremgår i den forbindelse af ansættelseskontrakten, at det aftales løbende, hvor mange vagter klageren får. Det fremgår også af kontakten, at klageren ikke får løn under sygdom, barsel eller andet fravær og at der ikke gælder noget opsigelsesvarsel for ansættelsen. Der er således ikke tale om en kontrakt med sædvanlige ansættelsesvilkår for det danske arbejdsmarked, som indebærer en ret til løn under sygdom og barsel og med en relevant opsigelsesvarsel.

Udlændingenævnet har på den baggrund vurderet, at klageren har været marginalt og løst tilknyttet arbejdsgiveren, idet omfanget af klagerens arbejde har varieret fra måned til måned, ligesom der også har været måneder, hvor klageren ingen vagter har haft. Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at klageren kun i ganske få måneder har haft nok timer til at anses som arbejdstager efter EU-retten.

Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at det efter det EU-retlige arbejdstagerbegreb gælder, at et timetal under 10-12 timer om ugen, sammenholdt med sagens øvrige omstændigheder, herunder karakteren af ansættelsen, samlet set taler imod, at klageren har haft status som arbejdstager efter april 2021.

Udlændingenævnet vurderer endvidere, på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger og dokumentation, at klageren ikke opfylder betingelserne for bevarelse af sin arbejdstagerstatus, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 2.

Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at klageren ikke til sagen har dokumenteret, at klageren har været uforskyldt arbejdsløs siden april 2021, idet klageren fortsat i et sporadisk og meget begrænset omfang har arbejdet hos arbejdsgiveren og at der ikke er oplysninger om, at det skyldes, at arbejdsgiveren ikke længere har kunne tilbyde klageren vagter.

Endelig vurderer Udlændingenævnet, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at ophør af klagerens opholdsret må antages at virke særligt belastende for klageren, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26, stk. 1.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren senest er indrejst i Danmark i december 2016, og dermed kun har opholdt sig i Danmark i 6 år og 4 måneder, og at Klageren i perioden i alt har været tilknyttet det danske arbejdsmarked i ca. 3 år og 3 måneder.

Udlændingenævnet har ligeledes lagt vægt på, at klageren ikke har fremlagt oplysninger om helbredsmæssige eller personlige forhold, herunder om Klageren har familiemæssige relationer i Danmark, der kunne bevirke, at det må antages for, at være særligt belastende for Klageren, såfremt Klagerens opholdsret ophøres.

Udlændingenævnet kan derudover konstatere, at klageren ved dom afsagt af Retten i Aarhus i maj 2021 blev udvist af Danmark, men at denne afgørelse er anket og forsat verserer.

Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.” EU/2022/20



 


Til toppen