Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Tyrkiet, der havde søgt om tidsubegrænset opholdsret efter EU-retten.

Sagens faktiske omstændigheder:

Referencen indrejste i Danmark i september 2015 og fik udstedt et opholdsdokument som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Ansøgeren var blevet gift med referencen i juli 2015, og indrejste herefter  i Danmark i november 2015, hvor han fik udstedt et EU-opholdskort som familiemedlem. Ansøgeren indgav i november 2020 en ansøgning om tidsubegrænset opholdsret i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsen. Det fremgik af sagen, at referencen ikke havde fået indberettet løn siden januar 2016, at hun var udrejst af landet i oktober 2017, og at parret blev skilt i januar 2022. 

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse. Ansøgeren har derfor ikke ret til tidsubegrænset ophold her i landet efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, stk. 3, nr. 2.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft lovligt ophold her i landet som medfølgende familiemedlem uafbrudt i 5 år. 
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgerens daværende ægtefælle i marts 2015 fik udstedt et registreringsbevis som arbejdstager. Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det af CPR fremgår, at hun i oktober 2017 udrejste af Danmark, ligesom det ikke er dokumenteret, at hun efter denne dato faktisk har opholdt sig i Danmark. 
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke siden oktober 2017 har haft opholdsret som medfølgende familiemedlem til en unionsborger, som har opholdsret i Danmark i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsens bestemmelser. Ansøgeren har således ikke haft lovligt ophold her i landet uafbrudt i 5 år i henhold til EU-retten, jf. også begrundelsen nedenfor. 
Ansøgeren kan derfor ikke gives ret til tidsubegrænset ophold i Danmark, uanset at han måtte have opholdt sig i landet i mere end 5 år. 
Udlændingenævnet finder endvidere, at ansøgerens ret til ophold i Danmark ophørte i oktober 2017, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 29, stk. 1. 
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren i november 2015 blev meddelt ret til ophold i Danmark som medfølgende familiemedlem til dennes daværende ægtefælle, der havde ret til ophold i Danmark som arbejdstager, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 1 (nu § 10, stk. 1). Det er derfor en betingelse for ansøgerens ret til ophold, at den daværende ægtefælle opholder sig her i landet samt opfylder betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-opholdsbekendtgørelsen.
Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det af CPR fremgår, at den daværende ægtefælle i oktober 2017 udrejste af Danmark, og at der ikke til sagen er fremlagt dokumentation for, at hun efterfølgende faktisk har opholdt sig i Danmark. Udlændingenævnet finder på den baggrund ikke, at ansøgeren har haft en afledt opholdsret siden oktober 2017, hvor ansøgeren daværende ægtefælle udrejste af Danmark. 
Det forhold, at der til sagen er fremlagt kopi af Familieretshuset bekræftelse fra december 2019 på ansøgerens ansøgning om direkte skilsmisse, og at det samtidigt er oplyst, at ansøgeren grundet samlivets ophævelse ikke har haft mulighed for at give oplysninger om sin daværende ægtefælles forhold, kan ikke føre til en ændret vurdering. 
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det ikke kan konstateres, at ansøgerens daværende ægtefælle efter oktober 2017 har haft en lønindtægt i Danmark eller at der ikke på anden vis er fremlagt dokumentation for, at hun har opholdt sig i Danmark.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke kan bevare sin opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 17, stk. 2, om besvarelse af familiemedlemmers opholdsret efter ophør af ægteskab, idet det til sagen er dokumenteret, at ansøgeren først indledte en skilsmissesag efter, at den daværende ægtefælle udrejste. Udlændingenævnet henviser herved til, at hvis unionsborgeren er udrejst af værtsmedlemsstaten inden proceduren til skilsmisse er begyndt, kan en tredjelandsstatsborger ikke besvare sin ret til ophold i værtsstaten efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, nr. 1, jf. § 16, stk. 1 og stk. 2, samt EU-domstolens dom i sagen C-218/14, Singh.
Udlændingenævnet finder endvidere, at uanset om skilsmisseproceduren mellem ansøgeren og dennes daværende ægtefællen blev indledt før oktober 2017, hvor ægtefællen udrejste, vil ansøgeren ikke være omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, nr. 1, idet ansøgeren og den daværende ægtefælle på daværende tidspunkt ikke havde været gift i mindst 3 år. Udlændingenævnet henviser herved til, at det af CPR fremgår, at de blev gift i juli 2015.
Det forhold, at det til klagen er oplyst, at ansøgerens ret til ophold ikke kan tilbagekaldes med bagudrettet virkning, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at reglerne om ret til ophold efter EU-retten er konstaterende og ikke retsstiftende, hvorfor ansøgerens opholdsret ophører, når betingelserne for udstedelsen ikke længere er opfyldt. Udlændingenævnet finder, at betingelserne ikke har været opfyldt siden ansøgerens daværende ægtefællen udrejste. 
Desuden har Udlændingenævnet lagt vægt på, at udstedelsen af et opholdskort efter EU-opholdsbekendtgørelsen ikke i sig selv skaber en opholdsret, men i stedet er et udtryk for at myndighederne på tidspunktet for udstedelsen har konstateret den individuelle retsstilling. Det følger bl.a. af EU-domstolens dom af 14. september 2017 i sag C-184/16, Petrea. Udlændingenævnet finder på den baggrund ikke, at ansøgerens ret til ophold kan bevares, selvom udlændingemyndighederne først ved ansøgerens ansøgning om tidsubegrænset opholdsret konstaterer, at hans ret til ophold allerede ophørte i oktober 2017, idet et opholdskort ikke alene kan bevise et lovligt ophold. 
Udlændingenævnet finder desuden, at der ikke foreligger oplysninger, der taler for, at ansøgeren har ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen på andet grundlag.
Endelig finder Udlændingenævnet, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at meddelelse om ophør af ansøgerens opholdsret må antages at virke særligt belastende for ham, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i november 2015 i en alder af 26 år, hvorfor han har haft ophold uden for Danmark i størstedelen af sit liv. Det kan derfor ikke antages, at ansøgeren har opnået sådan en særlig tilknytning til Danmark, at hans opholdsret alene kan besvares på den baggrund. 
Det forhold, at ansøgeren på nuværende tidspunkt har opholdt sig i Danmark i ca. 7 år, og at han har haft en tilknytning til arbejdsmarkedet i næsten hele perioden, kan ikke føre til en ændret vurdering. 
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens daværende ægtefælle i oktober 2017 udrejste fra Danmark, hvorfor ansøgeren ikke på den baggrund har haft en afledt opholdsret i Danmark som medfølgende familiemedlem i størstedelen af den periode, hvor han har opbygget sin tilknytning til det danske arbejdsmarked. 
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har bestået i Prøve i Dansk 2, og at han efter det oplyste har familie, som er bosiddende her i Danmark. 
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke på anden vis har opnået en særlig tilknytning til Danmark, samt at det ligeledes er oplyst, at ansøgerens far, moster og kusiner forsat bor i Tyrkiet, hvorfor han forsat har en familiemæssig tilknytning til sit hjemland. 
Udlændingenævnet har afslutningsvist lagt vægt på, at ansøgeren til SIRI har oplyst, at han ikke lider at helbredsmæssige problemer, og at der i øvrigt ikke foreligger oplysninger om personlige forhold, som bevirker, at ophør ansøgerens ret til ophold må anses for særligt belastende. 
På den baggrund finder Udlændingenævnet, at ansøgeren ikke kan antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ophør af ansøgerens ret til ophold i Danmark efter EU-retten vil virke særlig belastende for ham. 
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”
EU/2022/97

Til toppen