Udlændingenævnets afgørelse af 3. november 2022

Emneord: EU, primær bevægelighed, familiemedlem, opholdsret ej været til stede

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse vedrørende en statsborger fra Tyrkiet, som tidligere havde fået udstedt EU-opholdskort som medfølgende familiemedlem til en unionsborger og derefter søgte om en selvstændig opholdsret efter EU-retten.

Sagens faktiske omstændigheder:

I oktober 2015 fik referencen udstedt et registreringsbevis som arbejdstager i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsen. Ansøgeren indrejste i Danmark i januar 2016 og fik i februar 2016 udstedt et EU-opholdskort som medfølgende familiemedlem til en unionsborger. Ansøgeren indgav i januar 2021 en ansøgning om selvstændig opholdsret i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsen. Det fremgik af sagens oplysninger, at ansøgeren og referencen var blevet skilt, og at referencen var registreret udrejst af Danmark i juli 2018. Ansøgeren var blevet i Danmark på baggrund af det tidligere udstedte opholdskort. 
Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse. Ansøgeren har derfor ikke haft ret til ophold i Danmark som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsens regler.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at ansøgeren i januar 2016 fik udstedt et opholdskort efter EU-opholdsbekendtgørelsen som familiemedlem til en unionsborger, der havde fået udstedt registreringsbevis som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen, og at det er en grundlæggende betingelse for den konstaterede opholdsret, at unionsborgeren opfylder betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-opholdsbekendtgørelsen. 
Udlændingenævnet her hertil lagt vægt på, at unionsborgeren ifølge oplysningerne i eIndkomst havde lønindkomst i perioden fra og med september 2015 til og med december 2015, at der ikke er fremlagt dokumentation for, at hun har været i beskæftigelse efter december 2015, og at der i øvrigt ikke er fremkommet oplysninger om, at hun skulle have bevaret sin opholdsret i Danmark efter arbejdsophøret. 
Udlændingenævnet finder ligeledes, at der ikke foreligger dokumentation for, at unionsborgeren faktisk har opholdt sig her i landet efter december 2015. 
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren allerede på tidspunktet for udstedelsen af sit opholdskort i januar 2016 ikke havde en afledt opholdsret som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsen. 
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det fremgår af det ansøgningsskema, som er udfyldt og underskrevet af ansøgeren i januar 2021, at ansøgeren først indrejste i Danmark og følgelig tilsluttede sig unionsborgeren i 2016, hvilket bekræftes af oplysningen i CPR om, at han indrejste i januar 2016, hvor unionsborger ikke længere havde status som arbejdstager.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det i forbindelse med klagesagen er anført, at ansøgeren har haft lovligt ophold i Danmark i overensstemmelse med det opholdskort, han har fået udstedt. 
Udlændingenævnet henviser i denne forbindelse til EU-Domstolens praksis, hvoraf det følger, at en myndigheds udstedelse af et opholdsbevis ikke skaber nogen ret, men blot er et udtryk for, at myndigheden konstaterer den pågældendes individuelle stilling, jf. dom af 14. september 2017 i sag C 184/16, præmis 32. Som følge af opholdsbevisets konstaterende karakter, kan ansøgerens ophold derfor ikke anses for lovligt alene med henvisning til det af SIRI udstedte opholdskort.
Henset til, at ansøgeren således ikke har haft en afledt opholdsret i Danmark i henhold til EU-reglerne, finder Udlændingenævnet, at det anførte om, at den ret til ophold, som et familiemedlem til en unionsborger har afledt af unionsborgeren, ikke kan erklæres ophørt med tilbagevirkende kraft, når unionsborgerens ret til ophold er ophørt, er uden betydning for vurderingen.
Udlændingenævnet bemærker i denne forbindelse, at selv såfremt Udlændingenævnet havde konstateret, at ansøgeren på et givent tidspunkt faktisk havde en afledt opholdsret som familiemedlem i henhold til EU-reglerne, ville denne ret, henset til opholdsbevisets konstaterende karakter, være ophørt samtidig med ophøret af unionsborgerens opholdsret, desuagtet om udlændingemyndighederne først måtte konstatere dette ophør på et senere tidspunkt.
Endelig finder Udlændingenævnet, at der i nærværende sag ikke er grundlag for at tage stilling til bibeholdelse af opholdsgrundlaget efter udlændingelovens § 26, stk. 1, og EU-opholdsbekendtgørelsens § 37, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 31, stk. 2, idet ansøgerens opholdsgrundlag ikke har været til stede.
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at ansøgeren ikke er omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens anvendelsesområde i egenskab af hovedperson, jf. § 1, stk. 1 og stk. 2, jf. § 2, idet han hverken er unionsborger, statsborger i et land, der er omfattet af EØS-aftalen, eller statsborger i Schweiz. 
Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at det til sagen er oplyst og ved fremvisning af gyldigt nationalitetspas dokumenteret, at ansøgeren er statsborger i Tyrkiet.
Udlændingenævnet bemærker, at det anførte om, at ansøgeren har udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i Danmark i en årrække og derfor angiveligt har lovligt ophold i landet i henhold til Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet, er uden betydning for vurderingen, idet afgørelser om opholdstilladelse for selvstændigt erhvervsdrivende i henhold til nævnte aftale træffes efter udlændingeloven.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelser.” EU/2023/4

 

 

Til toppen