MULTI
Du er her: ForsidePraksisPraksis
 

Praksis






Vis pr. side:    25    50    Alle resultater

Emneord: Religiøse forhold,Privatretlige forhold
Land: Afghanistan
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra landsbyen [by], [provins], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive brændt ihjel af kommandanten, [A], som straf for beskyldninger om at have trådt på koranen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun forud for sin afrejse fra Afghanistan er blevet truet af ansøgerens datters tidligere ægtefælle samt af ansøgerens søns tidligere svigerfar. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at ansøgerens ægtefælle var politisk aktiv i organisationen SAMA, som var imod kommunisme og mujahadinere. Efter ægtefællen blev slået ihjel i 1982 af PDPA-tilhængere, har ansøgeren været udsat for chikane fra de andre beboere i ansøgerens landsby samt levet under trussel fra PDPA-sympatisører i landsbyen. Ansøgeren udrejste af Afghanistan efter en konkret episode, hvor ansøgeren blev beskyldt for at have trådt på koranen til en koran-læsning på sin morbrors søn bopæl. Den lokale kommandant, [A], ville brænde ansøgeren ihjel som straf herfor. [A] samarbejder både med Taliban og de afghanske myndigheder. Ansøgeren har endvidere anført, at hun er blevet truet med at blive slået ihjel af hendes tidligere svigersøn, idet svigersønnen ville, at ansøgeren skulle få sin datter og børnebørn til at tage tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet lægger den del af ansøgerens forklaring om sine asylmotiver, der vedrører ansøgerens frygt for ansøgerens tidligere svigersøn til grund. Nævnet kan derimod ikke lægge ansøgerens forklaring om sin frygt for at blive slået ihjel af kommandant [A] eller ansøgerens forklaring om sin frygt for at blive slået ihjel af sin søns tidligere svigerfar til grund, idet disse dele af ansøgerens forklaring fremstår som utroværdige og konstruerede med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark. For så vidt angår ansøgerens frygt for at blive slået ihjel af kommandant [A] lægger Flygtningenævnet vægt på, at forklaringen er udetaljeret og fremstår konstrueret. Det fremstår således ikke overbevisende, at kvinderne til koranlæsningen – på et øjeblik – skulle vende sig imod ansøgeren og anklage hende for at træde på et koranhæfte, fordi de så negativt på hende som følge af ansøgerens ægtefælles politiske tilhørsforhold. Det bemærkes herved, at ansøgerens ægtefælle ifølge ansøgerens forklaring havde været død i omkring 35 år, da episoden ved koranlæsningen angiveligt fandt sted, og at ansøgeren havde boet omkring 10 år i Afghanistan uden problemer forud for episoden. Ansøgerens forklaring om, at hun havde undgået problemer som følge af sin ægtefælles politiske tilhørsforhold ved ikke at komme ud med mindre, at det var højst nødvendigt, fremstår endvidere konstrueret blandt andet i lyset af, at ansøgeren valgte at deltage i koranlæsningen. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om episoden, hvor der blev trådt på et koranhæfte. Ansøgeren forklarede til oplysnings- og motivsamtalen [efteråret] 2016, at ansøgeren, da en pige gav hende et koranhæfte, kom til at slå hæftet ud af hånden på hende, idet ansøgeren ville vifte et insekt væk. Derefter trådte en anden pige, der var ved at servere te og derfor ikke havde set hæftet, på hæftet, hvorefter de øvrige kvinder begyndte at beskylde ansøgeren for at træde på hæftet. Til asylsamtalen [efteråret] 2017 forklarede ansøgeren indledningsvis på samme måde, idet ansøgeren dog udbyggede forklaringen med, at pigen, der servede te, tabte teen. Derefter forklarede ansøgeren, at det var pigen, der delte koranhæfterne ud, der trådte på hæftet. Sidstnævnte forklaring har ansøgeren gentaget for nævnet. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren har forklaret divergensen med, at der var problemer med tolkningen ved oplysnings- og motivsamtalen, men nævnet finder ikke, at dette kan føre til en anden vurdering henset til, at ansøgeren fik referatet oversat, og at ansøgeren ikke havde bemærkninger til tolkningen. Endvidere lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om baggrunden for, at ansøgeren ikke straks blev tilbageholdt i konsekvens af, at kommandant [A] – eller dennes søster – skulle have bestemt, at ansøgeren skulle brændes levende. Forespurgt, hvorfor ansøgeren ikke blev tilbageholdt, når det var besluttet, at hun skulle straffes med døden, forklarede ansøgeren, at ”de ikke kan gøre det lige med det samme, de er en gruppe der taler sammen og tager beslutningen”. Nævnet finder, at det fremstår utroværdigt, at [A] skulle kunne bestemme, at ansøgeren skulle brændes levende, men ikke at ansøgeren skulle tilbageholdes, og forklaringen fremstår konstrueret med det formål at give en forklaring på, hvorfor ansøgerens veninde [B] kunne nå at advare ansøgeren. For så vidt angår ansøgerens frygt for at blive slået ihjel af sin søns tidligere svigerfar, finder Flygtningenævnet, at forklaringen fremstår utroværdig. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret, at sønnen for omkring 18 år siden flyttede til Tyskland, hvor han fik asyl på grund af sine problemer i Afghanistan. Ansøgeren har videre forklaret, at sønnen var i Afghanistan for at blive gift for omkring syv år siden. Nævnet tillægger det endvidere betydning, at sønnens svigerfar er i familie med sønnen og som følge heraf var bekendt med ansøgerens søns forhold. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om, at ansøgerens søns svigerfar ikke ville give sin datter lov til at tage til Tyskland sammen med ansøgerens søn efter indgåelsen af ægteskabet, fremstår utroværdig. Ansøgerens forklaring om, at sønnens svigerfar skulle have opsøgt ansøgeren hos ansøgerens søster nogle måneder inden udrejsen, fremstår endvidere konstrueret i lyset af, at ansøgeren ikke har forklaret om problemer med sønnens svigerfar i den foregående periode på omkring fem til seks år. For så vidt angår ansøgerens frygt for sin tidligere svigersøn, kan Flygtningenævnet som anført lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren over en ukendt periode på op til to år inden sin udrejse af Afghanistan i 2016 blev opsøgt fire til fem gang i anledningen af, at ansøgerens tidligere svigersøn ønskede, at ansøgeren skulle få sin datter og børnebørn til at flytte fra Norge til Afghanistan, og at de sidste to til tre henvendelser blev foretaget af familiemedlemmer til ansøgerens tidligere svigersøn, som alligevel havde ærinde i området, hvor ansøgeren boede. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgeren modtog trusler i den forbindelse, men at der ikke skete yderligere, og at der ikke blev gjort alvor af truslerne. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet imidlertid, at forholdet ikke har en sådan karakter og intensitet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun som følge heraf vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan. For så vidt angår de generelle forhold i Afghanistan bemærkes, at den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse risikerer overgreb omfattet af Menneskerettighedskonventionens artikel 3. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved ophold i Afghanistan vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/68/CABV

 


Emneord: Religiøse forhold,Privatretlige forhold,Seksuelle forhold
Land: Afghanistan
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk hazara og agnostiker fra byen Jaghatu i Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har boet i Iran i cirka 13 til 14 år fra ansøgeren var cirka ti eller 11 år. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin morbror ved navn [A] som følge af ansøgerens konflikt med [B], idet ansøgeren indledte et udenomsægteskabeligt forhold med [B’s] ægtefælle ved navn [C] i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter befolkningen, idet ansøgeren ikke er troende og har taget afstand fra islam over for sin ældste morbror ved navn [B] og [B’s] ven. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at det er sandsynliggjort, at ansøgerens morbror har vilje og evne til at hævne sig på ansøgeren, såfremt ansøgeren vender tilbage til et andet område i Afghanistan end hjembyen. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at ansøgerens frafald fra islam indebærer, at ansøgeren risikerer forfølgelse, såfremt ansøgeren tager ophold i en større by i Afghanistan. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/43/GJEY

 


Emneord: Agents of Persecution,Religiøse forhold
Land: Afghanistan
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger samt medfølgende barn fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk tajik og oprindeligt shiamuslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiver henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel, idet hendes ægtefælle blev dræbt som følge af, at han var blevet kristen, og at hun i Danmark er konverteret til kristendommen. Til støtte for asylmotivet har ansøgeren forklaret, at hun og hendes tre børn blev døbt [i sommeren] 2016 i Danmark.  Endvidere har ansøgeren oplyst, at hendes afdøde ægtefælle blev introduceret til kristendommen i forbindelse med sit arbejde for en udenlandsk organisation. Ægtefællen havde fået en bibel, som han læste med stor interesse. Ægtefællen talte godt om kristendommen og havde ændret sig, således at han var mere kærlig og venlig mod børnene. En dag blev ægtefællens bibel fundet af ægtefællens farsbrors søns barn, da familien var på besøg hos ansøgeren. Farbrorens søn fortalte om denne episode til ansøgerens far og ægtefællens familiemedlemmer samt til andre bekendte. Omkring en måned efter episoden forsvandt ægtefællen. Ansøgerens ægtefælle blev meldt savnet. Farbrorens søn hentydede til, at ansøgeren skulle lede efter sin ægtefælle i Paghman, hvor politiet efterfølgende fandt ham dræbt. Flygtningenævnet har ved sin afgørelse været opmærksom på, at ansøgeren er analfabet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund trods en række mindre, indbyrdes divergenser mellem ansøgerens og hendes søn, [M’s], forklaringer. Flygtningenævnet har således lagt til grund, at ansøgerens ægtefælle blev dræbt som følge af, at han var blevet kristen, og at både ansøgerens og ægtefællens familier lagde afstand til ansøgeren og hendes børn, hvorfor hun frygtede, at også hun og hendes børn risikerede at blive dræbt som følge af, at det var blevet kendt i familierne, at ægtefællen var blevet kristen. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren med baggrund i, at ægtefællen var blevet kristen, selv fik interesse for kristendommen og er konverteret til kristendommen efter, at hun er kommet til Danmark. Flygtningenævnet finder på baggrund af ansøgerens forklaring, at der er tale om en reel konversion, som udspringer af en personlig, indre overbevisning hos ansøgeren, der har forklaret, at hun selv ved en tilbagevenden til Afghanistan ville forblive kristen og ville søge at udbrede det kristne budsskab til andre. Flygtningenævnet har i den forbindelse endvidere tillagt det betydning, at ansøgeren er blevet døbt, og at hun fortsat går i kirke og deltager i forskellige kirkelige aktiviteter i den menighed, som hun nu tilhører. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren samt medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2019/45/HZC

 


Emneord: Agents of Persecution,Religiøse forhold
Land: Afghanistan
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk tajik og oprindeligt shiamuslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren er konverteret til kristendommen i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiver henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel, idet hans far blev dræbt som følge af, at han var blevet kristen, og at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Til støtte for asylmotiverne har ansøgeren oplyst, at han er blevet døbt [i sommeren] 2016. Endvidere har ansøgeren oplyst, at hans far arbejdede for en udenlandsk organisation, hvorigennem han fik kendskab til kristendommen. Faren var interesseret i kristendommen og havde en bibel. En dag kom farens fætter på besøg i ansøgerens hjem og fandt farens bibel. Farens fætter mistænkte ansøgerens familie for at være konverteret til kristendommen. Efter denne episode forsvandt faren. Ansøgerens mor meldte faren savnet og ledte efter ham. Faren blev senere fundet dræbt. Hans mor har fortalt ham, at det formentlig er farens farbrors søn, [A W], der har slået ham ihjel som følge af, at faren var blevet kristen. Moren frygtede, at hun og hendes børn ville blive slået ihjel som følge af, at faren var blevet kristen, og at dette var blevet almindeligt kendt i familierne. En måned efter farens begravelse udrejste ansøgeren sammen med sin mor og to søskende fra Afghanistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund trods en række mindre, indbyrdes divergenser mellem ansøgerens og hans brors forklaringer. Flygtningenævnet har således lagt til grund, at ansøgerens far blev dræbt som følge af, at han var blevet kristen, og at både ansøgerens fars og mors familier lagde afstand til ansøgerens mor og hendes børn, hvorfor moren frygtede, at også hun og hendes børn risikerede at blive dræbt som følge af, at det var blevet kendt i familierne, at ansøgerens far var blevet kristen. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren selv fik interesse for kristendommen og er konverteret til kristendommen efter, at han er kommet til Danmark. Flygtningenævnet finder på baggrund af ansøgerens forklaring, at der er tale om en reel konversion, som udspringer af en personlig, indre overbevisning hos ansøgeren, der har forklaret, at han selv ved en tilbagevenden til Afghanistan ville forblive kristen og ville søge at udbrede det kristne budsskab til andre. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det betydning, at ansøgeren er blevet døbt, og at han fortsat går i kirke og deltager i forskellige kirkelige aktiviteter i den menighed, som han nu tilhører. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2019/47/HZC

 


Emneord: Etniske forhold,Religiøse forhold,Agents of Persecution
Land: Afghanistan
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøgeren fra Afghanistan. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren har oplyst, at han er etnisk sikh og sikh af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han og hans familie vil blive forfulgt af Taliban, da de betragter ansøgeren som vantro. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han og hans familie tilhører sikhbefolkningen i Kabul, og at Taliban gentagne gange har udsat dem for forfølgelse og overgreb som følge af deres religiøse tilhørsforhold. På et tidspunkt blev ansøgeren og hans familie tilbageholdt af Taliban. De var tilbageholdt i omkring to og en halv måned og blev udsat for voldelige overgreb, mens de var tilbageholdt. Efter løsladelsen opholdt familien sig i Kabul og blev der frem til udrejsen i 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens oplysninger om hans identitet må tilsidesættes. Det må tillægges væsentlig betydning, at ansøgeren har indfundet sig på en dansk repræsentation i udlandet og har ansøgt om visum til Danmark, herunder med afgivelse af fingeraftryk, og i den forbindelse har oplyst at være indisk statsborger og har oplyst andre generalia, end han har oplyst i forbindelse med hans ansøgning om asyl i Danmark. Ansøgeren har ikke forklaret selvstændigt om nogen asylbegrundende forhold i øvrigt. Ansøgerens ansøgning om asyl knytter sig i det hele til de oplysninger der er meddelt af hans far og i mindre omfang af hans mor. Disse oplysninger er ved Flygtningenævnets samtidige afgørelse ikke fundet asylbegrundende. Allerede fordi ansøgerens forklaring om hans identitet ikke kan lægges til grund findes det heller ikke godtgjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/49/CHA


Emneord: Seksuelle forhold
Land: Afghanistan
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk pashtun og sunni muslim fra [en by i] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin fasters svigerindes familie, sin faster nære familie og sin egen far og farbror, idet de vil slå ham ihjel. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter Taleban, idet de også vil slå ham ihjel. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter de afghanske myndigheder, idet de vil fængsle ansøgeren og udøve fysiske overgreb mod ham. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i begyndelsen af 2016 besluttede at besøge sin faster. Det var dog kun fasterens svigerinde, [R], der viste sig at være på bopælen. Hun inviterede ansøgeren indenfor til te. [R] forsøgte efterfølgende at indlede samleje med ansøgeren, idet hun ønskede et barn. Ansøgeren modsatte sig dette, hvorefter hun truede ham med at anmelde ham for voldtægt. Samtidig kom [R]s ægtefælle, [N], hjem fra bøn i den lokale moské. Da han så ansøgeren og [R], der havde taget noget af sit tøj af, sparkede og slog han ansøgeren. Ansøgeren skubbede [N] til side og flygtede væk fra bopælen. Under flugten hørte ansøgeren den lokale imam kundgøre, at ansøgeren skulle stenes, idet han havde voldtaget [R]. Ansøgeren skjulte sig derefter under en mindre bro, idet han ikke turde tage hjem. I den forbindelse besluttede ansøgeren sig for at udrejse af Afghanistan. Han sneg sig om bord på en lastbil, som transporterede ham til Herat, hvor han hævede sine sparepenge. Herefter udrejste han illegalt via Nimrouz til Pakistan, hvorfra han tog mod Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgerens forklaring om, at hans fætters ægtefælle forsøgte at tvinge ham til et seksuelt forhold i hendes eget hjem, der samtidig efter det oplyste var bopæl for i hvert fald 10 til 12 andre personer, og under omstændigheder, hvor hun måtte forudse risikoen for, at hendes ægtefælle kunne komme hjem efter fredagsbønnen, må således betegnes som usandsynlig. Det forekommer ligeledes usandsynligt, at hendes ægtefælle, ansøgerens fætter, efter at være kommet hjem og have fået at vide, at ansøgeren havde forsøgt at voldtage ægtefællen, forfulgte ansøgeren kortvarigt og derefter skyndte sig til den lokale moské, hvor han i løbet af få minutter formåede at overbevise den lokale imam om, at ansøgeren havde voldtaget hans ægtefælle. Det er endvidere påfaldende, at ansøgeren ifølge sin forklaring i adskillige timer derefter skjulte sig i et kloakrør, uden at han forsøgte at kontakte sin egen familie. Tværtimod smed han sin mobiltelefon væk, selvom han blot kunne have slukket den. Det forekommer i særlig grad usandsynligt, at ansøgeren end ikke ønskede at prøve at forklare sig for sin nærmeste familie, der efter det oplyste både omfatter ægtefælle samt hans far og farbror. Flygtningenævnet finder yderligere at ansøgerens forklaring om omstændighederne ved hans udrejse er usandsynlig. Ansøgeren har forklaret, at han midt om natten direkte fra sit skjulested tilfældigt formåede at komme med en dyretransport, der derefter kørte en strækning på mere end 700 kilometer til Herat, hvorefter ansøgeren dagen efter formåede at hæve 14.500 USD i banken og forlod Afghanistan fortsat uden overhovedet at have kontaktet sin familie. Beløbet var efter det af ansøgeren forklarede indsat på hans egen konto, men pengene tilhørte både ham og hans far. Endelig er det påfaldende, at ansøgeren efter flere år i Danmark efter sin egen forklaring ikke har haft kontakt til sin familie. Ovenstående må også ses i lyset af, at ansøgerens generelle troværdighed af andre årsager må betragtes som i væsentlig grad svækket. Ved asylsamtale [af efteråret] 2017 forklarede ansøgeren, at landsbyen som han kom fra bestod af omkring 130 familier, hvilket svarede til omkring 800 personer. Han forklarede endvidere, at man grundet landsbyens størrelse kendte alle af udseende. I hans advokats indlæg til Flygtningenævnet og ved hans forklaring i Flygtningenævnet har han imidlertid oplyst, at landsbyen var væsentlig større. Oplysningerne om, at landsbyen var større, fremkommer efter at Udlændingestyrelsen har gjort gældende, at ansøgeren har talt usandt om sit kendskab til en anden ansøger, [A]. Der er således tale om en udbyggende forklaring. På den baggrund er Flygtningenævnet enig med Udlændingestyrelsen i, at det svækker ansøgerens troværdighed, at han hævder ikke at have kendt [A]. Ansøger er ansat hos [A]s eneste familiemedlem i Danmark, de pågældende er indrejst i Grækenland på samme sted (Chios) og samme dag og de har endvidere efter deres forklaringer haft butik i samme bazar. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse..” afgh/2019/56/mme

 


Emneord: Privatretlige forhold
Land: Afghanistan
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk tadsjiker og sunnimuslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter de afghanske myndigheder. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter familierne til to kidnappede piger ved navn [A] og [B], fordi de har forbindelse til de afghanske myndigheder. Til støtte herfor, har ansøgeren oplyst, at hun arbejdede som idrætslærer på en skole, hvor hun også var leder for et pigekor. Efter pigekoret havde sunget til et arrangement ved Uddannelsesministeriet, blev ansøgeren ringet op af nogle ukendte personer, der bad ansøgeren om at udlevere nogle af pigerne, hvilket ansøgeren nægtede. Ansøgeren modtog yderligere seks til syv opringninger, men ansøgeren nægtede konsekvent at udlevere pigerne. Ansøgeren blev efterfølgende opsøgt et antal gange på skolen, og i ét tilfælde ventede tre uniformerede mænd på hende. De fortalte, at de stod bag opkaldende, og at de ville slå ansøgeren ihjel, hvis ikke hun gjorde, som de sagde. Ansøgeren blev også opsøgt på sin bopæl. På et senere tidspunkt var ansøgeren og pigekoret på vej hjem fra et arrangement, da bilen blev stoppet af to personer. De to personer sagde, at borgmesteren havde sendt dem med besked om, at de to piger, [A] og [B], skulle følge med mændene. Ansøgeren blev efterfølgende opsøgt af pigernes familier, ligesom hun blev afhørt på politistationen. Efter sin udrejse har ansøgeren fundet ud af, at hendes ægtefælle har været anholdt under mistanke for at hjælpe hende med at flygte. Pigernes familier har også truet ansøgerens ægtefælle. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen forekommer divergerende, ikke selvoplevet og dermed utroværdig.Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, der har 12 års skolegang og efterfølgende i 2 år har uddannet sig på universitetet inden for idræt, har forklaret divergerende om flere centrale dele af asylmotivet. Ansøgeren har herunder forklaret forskelligt om, hvornår kidnapningen af pigerne fandt sted. Hun har til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 forklaret, at kidnapningen fandt sted i [efteråret] 2015 og i sit asylskema [fra sommeren] 2016 oplyst, at kidnapningen fandt sted [senere i efteråret] 2015. Til asylsamtalen [i sommeren] 2017 har ansøgeren imidlertid forklaret først, at kidnapningen af pigerne fandt sted i forbindelse med et arrangement [i foråret] 2016 og efterfølgende, at kidnapningen fandt sted [senere i foråret] 2016. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om telefonopkaldene vedrørende pigerne. Ansøgeren har i asylskemaet oplyst, at hun første gang modtog opkald fra en person, der præsenterede sig som [C], i [starten af sommeren] 2015. Derefter ringede personer, der præsenterede sig som enten [D] eller [C], løbende med en til to ugers mellemrum. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren, at hun modtog to til tre opkald om, at hun skulle aflevere pigerne, omkring [foråret] 2015, og at det var [C] og [D], der ringede. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at den første gang, hun blev ringet op om, at hun skulle udlevere pigerne, var i [efteråret] 2015, og at det var ukendte personer, der ringede. Foreholdt at hun tidligere under samtalen havde forklaret, at kidnapningen fandt sted [i foråret] 2015, forklarede ansøgeren, at kidnapningen fandt sted efter opringningerne, og at kidnapningen fandt sted i [foråret] 2016. Foreholdt at ansøgeren i asylskemaet har oplyst, at mændene bag telefonopringningerne præsenterede sig som enten [D] eller [C], forklarede ansøgeren, at mændene aldrig præsenterede sig, og at hun ikke ved, hvorfor hun har skrevet det. Ansøgeren har heller ikke under nævnsmødet kunnet givet en troværdig forklaring på denne divergens. Ansøgeren har videre forklaret divergerende om hvem, der kom på hendes bopæl den aften, hvor den angivelige kidnapning fandt sted og om, hvem der kom morgenen efter. Ansøgeren har således i asylskemaet anført, at en af hendes elever kom sammen med [A’s] mor, da hun og hendes familie var ved at spise aftensmad, og at [A’s] brødre kom næste morgen kl. 7 og tog ansøgeren og hendes mand med på politistationen. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at det var [A’s] mor og [B’s] søster, der kom om aftenen, og at det var [A’s] mor og far og to af hendes brødre, der kom om morgenen, og at [B’s] familie kom på politistationen. Under nævnsmødet forklarede ansøgeren, at en af hendes tidligere elever, der vidste hvor hun boede, kom om aftenen sammen med [A’s] mor og [B’s] søster. [B’s] søster var også hendes elev, men det var kun den anden elev, der vidste, hvor ansøgeren boede. Om morgenen kom [A’s] mor og far, men ingen af hendes brødre samt en af [B’s] brødre, og de tog til politistationen sammen med ansøgeren og hendes mand. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om tilbageholdelsen hos politiet. Ansøgeren har således i asylskemaet oplyst, at hun var på politistationen i to dage og blev afhørt meget. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren ikke forklaret, at hun var på politistationen. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at hun ikke blev tilbageholdt på politistationen, men tog derhen dagen efter kidnapningen ca. kl. 7 og blev der til ca. kl. 12.30 samme dag. Nævnet finder ikke, at ansøgeren er fremkommet med en troværdig forklaring på disse divergenser, der som nævnt vedrører centrale dele af hendes asylmotiv. Flygtningenævnet finder hertil, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren skulle have udleveret de to piger til [D] og [C] henset til det forudgående forløb, hvorunder ansøgeren var blevet truet til at udlevere piger fra koret, ligesom det forekommer utroværdigt, at ansøgeren angiveligt ikke forbandt opkaldene med, at de to mænd ville bortføre pigerne. Flygtningenævnet finder det endeligt påfaldende, at ansøgeren ventede 1½ måned med at søge asyl henset til, at de begivenheder, der er årsag til, at hun søgte asyl, havde fundet sted, da hun indrejste i Danmark. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren hverken i sit asylskema eller til oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at hendes ægtefælle havde været fængslet i ti dage, og at hendes forklaring herom til asylsamtalen og under nævnsmødet således forekommer udbyggende.Nævnet tilsidesætter således i det hele ansøgerens forklaring, herunder at hun ikke har familie tilbage i Afghanistan. Sammenfattende finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/57/MAH

 


Emneord: Agents of Persecution,Privatretlige forhold,Internal Flight Alternative
Land: Afghanistan
Nævnet meddelte i marts 2019 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. 
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Videre har ansøgeren henvist til, at han frygter sin fars fætre og en mand ved navn [A]. Til støtte for sit asylmotiv om Taliban har ansøgeren oplyst, at hans far i en årrække arbejdede i politiet. Ansøgerens far blev udnævnt til politileder i [B] distriktet. Ansøgerens far modtog trusler fra Taliban, der ville have kontrolposterne i distriktet, ligesom de ønskede, at ansøgerens far ansatte Talibanere hos politiet. Seks måneder inde i farens ansættelse blev der to gange skudt mod familiens bopæl. Ansøgerens far var ikke hjemme, men det var ansøgeren, hans mor og hans søster. Ansøgerens far modtog to trusselsbreve, hvoraf blandt andet fremgik, at ansøgeren ville blive slået ihjel, hvis faren ikke gjorde som Taliban forlangte. Ansøgerens fars arbejdsplads blev på grund af truslerne fra Taliban flyttet til Ghazni, og familien flyttede dertil. Ansøgerens far modtog fortsat telefoniske trusler fra Taliban. I en periode kunne ansøgeren ikke forlade hjemmet. [I sommeren] 2015 blev ansøgeren på vej hjem fra et engelskkursus bortført af Taliban. Ansøgeren var tilbageholdt i nogle dage, hvor Taliban kontaktede ansøgerens far og genfremsatte deres krav. Ansøgerens far sporede opkaldet fra Taliban og politiet befriede ansøgeren.  I den forbindelse blev tre talebanere dræbt. Efter at være blevet befriet blev ansøgeren indlagt på basens hospital. Efter at være blevet udskrevet fra hospitalet opholdt ansøgeren sig på basen indtil sin udrejse. Ansøgerens far boede fortsat på basen og modtog trusler fra Taliban. Taliban truer med at slå ansøgerens familie ihjel, hvorfor ansøgerens mor og søster flytter fra sted til sted. Ansøgeren har til støtte for sit motiv om sin fars fætre oplyst, at hans fars fætre inviterede ansøgeren på æselhjerne. Efter at Taliban har fået kontrollen over området, har ansøgerens fars fætre bemægtiget sig familien jord. De anser ansøgeren som en trussel i forhold til at kunne beholde rådigheden over jorden. Endelig har ansøgeren til støtte for sit motiv om [A] oplyst, at ansøgerens far fik [A] tilbageholdt og fængslet, da [A] har samarbejdet med Taliban og sælger hazaraers jord. [A] har truet ansøgerens far med at slå ansøgerens far og hele ansøgerens familie ihjel. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om konflikten med Taliban til grund, idet ansøgeren har forklaret konsistent, sammenhængende og uden betydende divergenser. På grundlag af ansøgerens forklaring lægger nævnet til grund, at ansøgerens far var politiofficer, og at han i 2014/2015 blev udnævnt til en ledende stilling/kommandant hos politiet i [B]. Ansøgerens far, der var en velkendt person i Ghazni-området, blev efter udnævnelsen udsat for trusler fra Taliban, der krævede forskelligt af ansøgerens far og forsøgte at påvirke ansøgerens far blandt andet ved at true med at bortføre ansøgeren. Nævnet lægger endvidere til grund, at familiens hjem i [navn på landsby] to gange blev beskudt af Taliban, og at ansøgerens far flyttede familien til Ghazni. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om magtfordelingen i området og Talibans angreb stemmer overens med foreliggende baggrundsoplysninger. Efter familien var flyttet til Ghazni, blev ansøgerens far fortsat udsat for telefoniske trusler fra Taliban, og ansøgerens far besluttede, at det var nødvendigt, at ansøgerens ikke forlod bopælen i Ghazni. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgeren efter nogen tid fik lov til at følge et kursus, men at han blev ledsaget af to betjente. Desuagtet lykkedes det Taliban at bortføre ansøgeren, der var tilbageholdt i flere dage. Nævnet finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han blev befriet af politiet ved magt, og at politiet i den forbindelse dræbte nogle talebanere. Nævnet lægger på grundlag af ansøgerens forklaring til grund, at det var ansøgerens far, der især på grund af truslen fra Taliban besluttede, at ansøgeren ikke kunne forblive i Afghanistan. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemområdet vil være i en konkret og individuel risiko for asylbegrundende overgreb fra Taliban. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at konflikten vedrørende jorden og konflikten med [A] er af en sådan karakter, at det kan begrund, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Nævnet bemærker, at det ved IFA-vurderingen er afgørende, om det pågældende IFA er relevant i det konkrete tilfælde, og om det er rimeligt at forvente, at klageren tager ophold et andet sted i hjemlandet, jf. UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus, jf. pkt. 91. Ved afgørelsen af ovenstående bør der foretages en objektiv vurdering af, hvorvidt en del af hjemlandet kan udgøre et IFA. I vurderingen må de forhold, der førte til klagerens flugt fra hjemlandet, tages i betragtning, men det skal også tages i betragtning, om den del af hjemlandet, der kan antages at fungere som et IFA, udgør et meningsfuldt alternativ for fremtiden, herunder om området er vedvarende stabilt og sikkert, jf. UNHCR’s Guidelines on International Protection: ”Internal Flight or Relocation Alternative” within the Context of Article 1 A (2) of the 1951 Convention and/or 1967 Protocol relating to the Status of Refugees af 23. juli 2003. Endvidere skal klagerens personlige forhold indgå i den konkrete vurdering af, om klageren kan henvises til et bestemt område og dér leve et efter hjemlandets forhold relativt normalt liv uden for store besværligheder (”undue hardship”). Det fremhæves i de ovennævnte guidelines fra UNHCR, at alder, køn, helbredstilstand, familiemæssig situation, etnisk, kulturel eller religiøs gruppe, politisk eller social tilknytning til det pågældende område, sprog, uddannelse og profession samt tidligere forfølgelse og deraf følgende psykologiske problemer skal indgå i vurderingen. Disse forhold skal anskues kumulativt, jf. UNHCR’s håndbog, pkt. 53. Bevisbyrden for, at der foreligger et internt flugtalternativ, påhviler asylmyndighederne. Flygtningenævnet lægger efter baggrundsoplysningerne til grund, at Talibans magtposition i Afghanistan nu – i forhold til det tidspunkt, hvor ansøgeren udrejste i hvert fald ikke er svækket, jf. herved blandt andet UNHCR’s guidelines vedrørende Afghanistan udsendt den 29. august 2018. Flygtningenævnets finder, at ansøgeren i forhold til Taliban må anses for profileret, dels i kraft af ansøgers fars stilling i politiet, dels fordi ansøgeren selv har været bortført af Taliban og befriet, i hvilken forbindelse, der blev dræbt flere talebanere. Nævnet finder på denne baggrund ikke, at det er relevant at henvise ansøgeren til at tage ophold andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at der er grundlag for at meddele ham opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2019/61/SEL

 


Emneord: Agents of Persecution,Generelle forhold,Privatretlige forhold
Land: Afghanistan

Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i december 2015.  

Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk pashto og sunnimuslim fra Jalalabad, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin fars fætre ved navn [A] og [B]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter Taliban. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter ældrerådet i landsbyen og de afghanske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at hans familie gennem længere tid har haft en jordkonflikt med ansøgerens fars fætre, [A] og [B], der er tilknyttet partiet Hizb-i-Islami, som er allieret med Taliban. Ansøgerens storebror [C] arbejdede som livvagt for distriktslederen i politiet i [D] ved navn [E]. I 2014 fik ansøgeren ligeledes arbejde som tjener hos [E], og efter omkring tre måneders ansættelse blev ansøgerens storebror slået ihjel under et væbnet angreb mod Taliban. [E] fortalte, at ansøgeren skulle blive hos ham, fordi ansøgeren havde modtaget trusler fra Taliban. Ansøgeren opholdt sig herefter hos [E] i 12 dage, i hvilken periode ansøgerens bopæl blev opsøgt af Taliban to eller tre gange. Herefter fortalte [E], at de afghanske myndigheder også ledte efter ansøgeren og hans far. Kort herefter udrejste ansøgeren af Afghanistan. Efter udrejsen har ansøgeren fået at vide, at hans far er blevet slået ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende og utroværdigt om centrale punkter i sit asylmotiv, hvorfor forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet henviser herved til det, der er anført af Udlændingestyrelsen om, at ansøgeren har forklaret forskelligt og utroværdigt om, hvor længe han opholdt sig i Afghanistan efter brorens død. Uanset om drabet retteligt skete i slutningen af 2014 eller begyndelsen af 2015, har ansøgeren således opholdt sig langt længere i Afghanistan efter broderens død end de 12 dage, som han selv har forklaret om. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren indrejste i Danmark i [vinteren] 2015 efter ifølge sin egen forklaring at have været undervejs i tre til tre og en halv måneder. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvem der fortalte ham, at hans bror var blevet dræbt, idet ansøgeren til Udlændingestyrelsen har forklaret, at han først blev bekendt med drabet, da hans mor fortalte det, efter at ansøgeren var ankommet til hjemmet, mens han for Flygtningenævnet har forklaret, at arbejdsgiveren fortalte ansøgeren om drabet, mens de var hos arbejdsgiveren, og at han græd i bilen hele vejen hjem til familiens bopæl. Ansøgerens forklaring om navnlig broderens død fremstår i øvrigt heller ikke selvoplevet. Ansøgerens forklaring om jordkonflikten har endvidere været usikker og utroværdig, idet ansøgeren på den ene side har forklaret, at jorden var værdifuld, dels på grund af arealets størrelse, men navnlig på grund af en vandforsyning på arealet, mens han på den anden side har forklaret, at jorden har ligget brak siden faderens død, selv om faderens fætre, der ville have jorden, er magtfulde og har tilliggende jord, hvorfor de må antages blot at kunne tilrane sig jorden. Flygtningenævnet har været opmærksom på, at ansøgeren ved ankomsten til Danmark var analfabet, hvilket imidlertid henset til karakteren af ovenstående divergenser ikke kan føre til en ændret vurdering. Det bemærkes, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen i deltaljer har kunnet redegøre for sin rejserute, herunder hvor mange dage, han har opholdt sig de enkelte steder. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/40/LINB 

 


Emneord: Privatretlige forhold,Internal Flight Alternative
Land: Afghanistan
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim af trosretning. Ansøgeren er fra landsbyen [landsby] i Kunar-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel grundet en jordkonflikt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at ansøgerens to farbrødre blev slået ihjel af fem eller seks ukendte gerningsmænd som følge af konflikten, da ansøgeren var omkring 15-16 år gammel. De samme mænd truede ansøgeren og hans bror på livet. Herefter flygtede ansøgeren og ansøgerens bror til Pakistan, hvor de opholdt sig i omkring halvanden måned, indtil ansøgeren en dag på det lokale marked i Pakistan så tre mænd, hvoraf ansøgeren genkendte den ene som værende den, der havde slået hans farbrødre ihjel. Herefter flygtede ansøgerens bror til Danmark, hvor han fik asyl, mens ansøgeren flygtede til Iran, hvor han opholdt sig i omkring fire år, inden han indrejste i Danmark og indgav ansøgning om asyl. Flygtningenævnets flertal kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om jordkonflikten med de ukendte mænd til grund, men i lighed med Udlændinge¬styrelsen finder flertallet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for asylbegrundende overgreb, hvis han bosætter sig i Afghanistan uden for sit lokalområde. Flygtningenævnets flertal tiltræder således af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, idet det, der er fremkommet for nævnet, ikke kan føre til en anden vurdering, at ansøgerens konflikt er lokal, og at det må anses for relevant og rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold i f.eks. Kabul, Herat eller Maser-e-Sharif. For så vidt angår situationen i Kabul, Herat og Mazar-e-Sharif henviser Flygtningenævnets flertal bl.a. til EASO’s rapport ”Country Guidance: Afghanistan – Guidance note an common analysis” fra juni 2018. Flertallet er opmærksom på UNHCR’s rapport ”UNHCR ELIGIBILITY GUIDELINES ASSESSING THE INTER-NATIONAL PROTECTION NEEDS OF ASYLUMSEEKERS FROM AFGHANISTAN” fra den 30. august 2018, hvoraf fremgår bl.a.: ”UNHCR considers that given the current security, human rights and humanitarian situation in Kabul, an IFA/IRA is generally not available in the city”, men flertallet finder ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering i forhold til ansøgeren. Flertallet skal herved også henvise til Migrationsverkets retslige kommentar af 17. september 2018 angående Kabul som internt flugtalternativ. For så vidt angår ansøgerens frygt for de generelle forhold i Afghanistan bemærkes, at den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan er ikke af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse risikerer overgreb omfattet af Menneskerettighedskonventionens artikel 3. UNHCR’s rapport af 30. august 2018, ”Guidelines for Asylumseekers from Afghanistan”, kan ikke føre til et andet resultat. På denne baggrund finder Flygtningenævnets efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved ophold i Afghanistan vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/53/CABV

 


Emneord: Etniske forhold,Generelle forhold,Agents of Persecution
Land: Afghanistan
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra [en mindre by], Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han og hans familie vil blive slået ihjel af Taliban, og at han vil blive tvangsrekrutteret af Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at Taliban af tre omgange har opsøgt familiens bopæl og opført sig truende. På et tidspunkt opstod der kamphandlinger i byen, hvorefter ansøgeren tog hen til sin bekendt, som hjalp ansøgeren med at udrejse af landet. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren og hans familie er blevet chikaneret som følge af deres oprindelse som hazaraer. Nævnet finder imidlertid, at de generelle forhold for afghanere i distriktet og for hazaraer ikke i sig selv er asylbegrundende. Det afgørende i sagen er derfor, om det kan lægges til grund, at familien et antal gange er blevet opsøgt på deres bopæl af Taliban med henblik på, at Taliban ville tvangsrekruttere ansøgeren. Forklaringerne fra ansøgeren og hans forældre er på dette afgørende punkt væsentlig forskellige. Ansøgeren har under sin sag, der er sambehandlet med hans forældres sag, men hvor der er truffet en særskilt afgørelse, forklaret under sin oplysnings- og motivsamtale, at Taliban opsøgte familien hver eller hver anden dag det seneste år. Han har ikke forklaret om besøgene under sin samtale [i starten af] 2017. Han har for nævnet forklaret, at Taliban kom tre til fire gange til huset. Første gang var ca. fem år før udrejsen, hvor de kun var ved porten. Næstsidste gang var ca. to uger før ansøgerens udrejse. Taliban-medlemmerne var inde i gangen, snakkede med hans far og gik derefter igen. En uge senere kom to Taliban-medlemmer til huset, hvor den ene var inde i et værelse og den anden i gangen. De sparkede til familiens ting, råbte og slog ansøgerens far og forlod derefter huset uden at søge kontakt til ansøgeren. Ansøgeren er aldrig blevet slået af de Taliban-medlemmer, som har opsøgt huset. Ansøgerens far har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at familien blev opsøgt to gange. Første gang var for 12 år siden, og Taliban var alene på gårdspladsen. Anden gang familien blev opsøgt var i 2012/2013, og det ene Taliban-medlem var inde i huset. Ansøgerens far har ved samtalen [i efteråret] 2017 forklaret, at familien blev opsøgt to til tre gange ved bopælen. Taliban var kun inde i huset én gang, hvilket skete for omkring fem år siden. Ansøgerens far har for nævnet forklaret, at familien er blevet opsøgt to gange. Første gang var fem år før udrejsen, og Taliban-medlemmerne kom ikke ind i huset. Familien blev anden gang opsøgt to måneder før udrejsen af to personer, som var inde i huset. Ved den pågældende lejlighed var ansøgeren også til stede. Ansøgerens far har forklaret, at Taliban-medlemmerne sparkede til møbler og talte grimt, men var ikke voldelige. Ansøgerens mor har til oplysnings- og motivsamtalen fortalt, at familien blev opsøgt to gange. Første gang var ét år før udrejsen. Taliban-medlemmerne var inde i huset, hvor de slog ansøgeren og ansøgerens far. Den anden gang var en uge efter, hvor et Taliban-medlem var inde i huset, og hvor han blandt andet slog ansøgerens far. Ansøgerens mor har ved samtalen [i efteråret] 2017 forklaret, at Taliban opsøgte familien to gange. Første gang var Taliban inde i huset, hvor de blandt andet slog ansøgeren og ansøgerens far. Anden gang var en uge senere, hvor to Taliban-medlemmer trængte ind i huset, hvor de blandt andet slog ansøgeren og ansøgerens far. Ansøgerens mor har for nævnet forklaret, at Taliban havde været på bopælen tre gange. Første gang fem år før udrejsen, hvor Taliban-medlemmerne ikke var inde i huset. Anden og tredje gang var med en uges mellemrum, hvor Taliban-medlemmerne var inde i huset, sparkede på deres ting og slog ansøgerens far. Flygtningenævnet finder, at de tre ansøgere har forklaret væsentlig divergerende på de helt afgørende episoder, både for så vidt angår tidsangivelse, antallet af besøg, hvorvidt Taliban var inde i huset, og om de udøvede vold mod beboerne. Flygtningenævnet tilsidesætter som følge heraf ansøgernes forklaringer. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller konkrete og individuelle overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/28/CHHA


Emneord: Agents of Persecution
Land: Afghanistan
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er afghanske statsborgere, etniske noroozi og sunni muslim fra Herat, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive halshugget af sin fætter, som er medlem af Taleban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans lillebror, Seyed, og hans ægtefælles bror, Qassem, begge arbejdede for de afghanske myndigheder. Ansøgerens to fætre, Masoud og Moudod, har været en del af Taleban gennem mange år, og de har tidligere sendt et brev til Seyed om, at han skulle stoppe sit arbejde for de afghanske myndigheder. En aften blev politistationen, hvor Seyed arbejdede, angrebet af Taleban, i hvilken forbindelse Moudod blev slået ihjel. Masoud opsøgte efter angrebet ansøgeren, idet han anklagede Seyed for at have slået Moudod ihjel. Omkring 15 dage efter angrebet blev Qassem slået ihjel af Masoud, fordi han var i familie med ansøgeren. Omkring et halv år efter Qassem blev slået ihjel, opsøgte Masouds folk ansøgeren på hans bopæl, hvor de tilkendegav, at de ville slå Seyed ihjel. Noget tid derefter fandt ansøgeren en seddel på sin dør fra Masoud, hvoraf det fremgik, at Seyed og Seyeds bror var blevet slået ihjel, og at Masoud også ville slå resten af familien ihjel. Tre dage senere blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af fem af Masouds folk. Ansøgeren fik at vide, at han selv og hans ældste søn skulle kæmpe for Taleban, samt at hans to yngre sønner skulle være selvmodsbombere. Idet ansøgeren nægtede dette, blev han udsat for fysiske overgreb. Efter yderligere tre dage blev ansøgeren igen opsøgt på sin bopæl, og de samme krav blev fremført. Da ansøgeren stadig nægtede, blev han igen slået. Efter omkring 3 yderligere dage blev ansøgerens bopæl opsøgt igen, og denne gang accepterede ansøgeren kravene. Den næste morgen besluttede ansøgeren, hans ægtefælle, og deres to sønner, [B] og [F], at de skulle udrejse. Den kvindelige ansøger har henvist til sin mands asylmotiv. Flygtningenævnet finder, at i hvert fald dele af ansøgernes forklaring om deres baggrund for at søge asyl i Danmark ikke kan lægges til grund. Ansøgerne har således forklaret uoverensstemmende, udbyggende, usammenhængende og indbyrdes forskelligt om helt centrale forhold vedrørende asylmotivet. Ansøgerne har således forklaret indbyrdes forskelligt om forløbet af de episoder, hvor de blev opsøgt på deres bopæl af Masouds folk, og hvem der var til stede under disse opsøgninger. Den mandlige ansøger har forklaret, at deres bopæl kun blev opsøgt en gang forud for sønnens [N]s flytning til mosteren, og at [N] kun var til stede på bopælen under denne ene opsøgning, der fandt sted omkring seks måneder forud for den næste opsøgning. Sønnen [N] har imidlertid forklaret, at bopælen blev opsøgt flere gange forud for hans flytning til mosteren, og at han var til stede på bopælen under flere af disse opsøgninger. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret, at opsøgningerne stod på over en periode på omkring seks måneder, mens [N] har forklaret, at han vil tro, at perioden strakte sig omkring mere end et år. Ansøgerne har også forklaret forskelligt om, hvor den kvindelige ansøger og sønnerne gemte sig under opsøgningerne, idet den mandlige ansøger konsekvent har forklaret, at de gemte sig i stalden ved dyrene, mens den kvindelige ansøger først forklarede, at de gemte sig bag naboens hus. Den kvindelige ansøger ændrede imidlertid efterfølgende forklaring over for Udlændingestyrelsen, således at forklaringen kom til at stemme overens med den mandlige ansøgers forklaring, hvilket skete efter en kort pause, hvor ansøgerne havde mulighed for at tale sammen. Om baggrunden for opsøgningerne har ansøgerne også forklaret dels usammenhængende, dels forskelligt og udbyggende, idet ingen af ansøgerne under deres første samtaler med Udlændingestyrelsen (oplysnings- og motivsamtalerne) i 2015 nævnte noget om en specifik konflikt med Masoud. Først under senere samtaler har den mandlige ansøger og til dels de øvrige ansøgere forklaret, at opsøgningerne skyldtes, at Masoud ønskede hævn som følge af, at Masoud mente, at den mandlige ansøgers bror var ansvarlig for drabet på Masouds bror, og at Masoud ville have den mandlige ansøger og hans sønner til at tilslutte sig Taliban. Ansøgerne har også forklaret indbyrdes uoverensstemmende om indholdet af det brev, de angiveligt skulle have modtaget fra Masoud. Den mandlige ansøger har således forklaret, at der i brevet stod, at Masoud havde dræbt ansøgernes bror Seyed, mens sønnen [B] først har forklaret, at brevet alene omtalte drabet på Qassem og den kvindelige ansøger oprindeligt forklarede, at brevet omtalte drabene på både Qassem og Seyed. Såvel den kvindelige ansøger som [B] ændrede imidlertid over for Udlændingestyrelsen forklaring, således at forklaringerne kom til at stemme overens, hvilket skete efter en kort pause, hvor ansøgerne havde mulighed for at tale sammen. Allerede på baggrund heraf må nævnet tilsidesætte ansøgernes forklaring om konflikten med Masoud som utroværdig, hvorfor det ikke kan lægges til grund, at de som følge af en sådan konflikt er i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Heller ikke den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan kan begrunde opholdstilladelse efter Udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/21/mme


Emneord: Agents of Persecution
Land: Afghanistan
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra Tutikighahgyi, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han arbejdede som mekaniker i sin landsby. Taliban kom en dag forbi værkstedet, og spurgte ansøgerens chef om, en person kunne reparere deres biler. Ansøgerens chef henvendte sig herefter til ansøgeren, og ansøgeren tog med de pågældende personer. Ansøgeren og personerne fra Taliban kørte i cirka 20 minutter, hvorefter ansøgeren reparerede deres bil. Ansøgeren blev efterfølgende kørt tilbage til værkstedet. Da ansøgeren kom tilbage, sagde ansøgeren til sin chef, at han ikke ville arbejde for Taliban igen, da de havde våben i deres bil, hvilket gjorde ansøgeren utryg. Ansøgerens chef sagde, at deres arbejde bestod i at reparere biler. Den samme aften fortalte ansøgeren om episoden til sin far, som sagde, at han ikke måtte arbejde for dem. Ansøgerens far havde tidligere oplevet problemer med dem, og han ønskede ikke, at det samme skulle ske for ansøgeren. Nogle dage efter henvendte Taliban sig på ny på værkstedet. Ansøgerens chef bad ansøgeren om at tage med. Ansøgeren sagde, at han var blevet syg, og at han ikke ville med, hvorfor han blev på værkstedet. Et par dage efter henvendte Taliban sig igen, hvorefter ansøgerens chef igen henvendte sig til ansøgeren. Ansøgeren sagde til sin chef, at han ikke ville med, og ansøgerens chef lod ansøgeren slippe. Taliban sendte herefter et brev til ansøgeren, som blev afleveret på værkstedet. I brevet stod, at ansøgeren skulle arbejde for dem. Et par dage kom endnu et brev, hvor der også stod, at han skulle arbejde for dem, og såfremt ansøgeren nægtede, vidste de, hvor ansøgeren befandt sig. De truede med, at de ville bortføre ansøgeren og tvinge ansøgeren til at arbejde for dem. Ansøgerens chef anbefalede ham at flytte, og det blev arrangeret, at ansøgeren blev overflyttet til chefens brors værksted i Jalalabad. I Jalalabad modtog ansøgeren et tredje brev fra Taliban, hvoraf fremgik, at Taliban ville halshugge ansøgeren, hvis han ikke arbejdede for dem. Ansøgeren udrejste af Afghanistan efter en til halvanden måned. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens troværdighed taget hensyn til, at han angiveligt er analfabet, men finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den på centrale punkter indeholder betydelige divergenser. Han har således blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt han ved sin første møde med Taliban reparerede deres bil på værkstedet, eller om han tog med dem og foretog reparationen på et værksted hos Taliban. Han har endvidere forklaret divergerende om rækkefølgen mellem opsøgninger og trusselsbreve fra Taliban og om den tidsmæssige afstand mellem de forskellige episoder. Han har også for nævnet først forklaret, at han var blevet bedt om at montere bomber i biler for Taliban og senere, at han blot formodede, at en sådan anmodning ville fremkomme. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/18/GJEY 


Emneord: Agents of Persecution,Kriminelle forhold
Land: Afghanistan
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:  
”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Bakawel, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en kommandant ved navn B og andre fra Bs gruppering. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter, at de afghanske myndigheder vil henrette ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om B oplyst, at han arbejdede med køb og salg af biler i Afghanistan. En af de personer, som ansøgeren solgte biler til, hed C, som er vokset op i samme landsby som ansøgeren. De biler, som ansøgeren solgte til C, havde ikke de nødvendige papirer, og ansøgeren havde ikke betalt bilafgifterne. En dag kom politiet forbi ansøgerens arbejdsplads og anholdt ham. De gav ansøgeren håndjern på og en pose over hovedet, hvorefter de kørte ham til politistationen i Ghazni. På politistationen spurgte de ansøgeren om hans forbindelser til kommandant B og hans nevø C. Politiet sagde til ansøgeren, at B og hans nevø C var kriminelle, da de samarbejdede med mafiaen og Taliban. Ansøgeren nægtede at have kendskab til B og C, men efter at politiet udsatte ansøgeren for fysisk vold op til flere gange, indrømmede han til sidst at have kendskab til C som følge af, at ansøgeren havde solgt en bil ham. Ansøgeren sagde også til politiet, at han kendte B ved navn, men at ansøgeren ikke vidste mere om B. Politiet fortalte til ansøgeren, at en af de biler, som ansøgeren havde solgt til C, var blevet anvendt til en bilbombe. Politiet sagde til ansøgeren, hvis han samarbejdede med dem og hjalp med at anholde C, ville hans straf blive mildere, og ansøgeren ville ikke blive straffet for at have solgt ulovlige biler til C. Ansøgeren ville derimod blive betragtet som medskyldig, såfremt han nægtede at samarbejde med dem. Ansøgeren indvilligede i at indgå et samarbejde med politiet om at anholde C. Ansøgeren tog kontakt til C fra politistationen, og ansøgeren aftalte at mødes med ham samme aften i Naw Abad-området. Ansøgeren tog hen til det pågældende område, hvorefter politiet fulgte efter ansøgeren i en bil. Mens C var i gang med at tjekke bilen, som C skulle købe af ansøgeren, omringede politiet C og lagde ham i håndjern. C råbte efter ansøgeren og truede med, at han ville slå ansøgerens familie ihjel. Under anholdelsen af C, flygtede ansøgeren fra stedet, hvorefter politiet skød efter ansøgeren. De ramte dog ikke ansøgeren, hvorfor det lykkedes ansøgeren at flygte. Ansøgeren løb hen til sin ven ved navn A. Under ansøgerens ophold hos sin ven, modtog han et opkald. Vedkommende spurgte ansøgeren, hvorfor han havde udleveret C til politiet, og den pågældende person truede ansøgeren med, at de ville slå ham og ansøgerens familie ihjel, uanset hvor ansøgeren befandt sig. Ansøgerens ven, A, hentede ansøgerens familie til sin bopæl. Da ansøgerens familie ankom, modtog ansøgeren på ny et opkald, hvor den pågældende sagde næsten det samme som sidst. Ansøgeren tog samme aften til Kandahār og herefter til Herat, hvor ansøgerens familie ankom dagen efter. Ansøgeren udrejste alene fra Afghanistan. Efter ansøgerens udrejse af Afghanistan, er ansøgerens familie blevet opsøgt en gang af personer, der oplyste at være fra politiet. De ville have, at ansøgerens familie tog med hen til politistationen, men ejeren af bopælen, hvor ansøgerens familie befandt sig, tillod ikke politiet at komme ind. Ansøgerens familie rejste efter denne episode til Mazar-e Sharif. Ansøgeren ven, A, har modtaget et trusselsbrev efter ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet finder ikke, at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den på centrale punkter indeholder divergenser og udbygninger. Han har blandt andet forklaret til asylsamtalen, at den seneste bil solgt til C var registreret i ansøgerens navn, mens han i gensamtalen har forklaret, at bilen var uregistreret, og at han ikke havde papir på den. Ansøgeren har endvidere forklaret uklart og svævende om, hvorvidt han var bekendt med om, C købte biler kun af ham eller også fra andre. Ansøgeren har først for nævnet forklaret, at en i hvert fald medvirkende årsag til hans flugt fra politiet, var et forsøg på angreb fra Cs side. Ansøgeren har også forklaret divergerende om, hvorvidt han genkendte stemmen på den, der truede ham umiddelbart efter flugten. Flygtningenævnet finder endvidere ikke at kunne tillægge det fremlagte trusselsbrev angiveligt fra Taliban nogen betydning blandt andet under hensyn til en diskrepans mellem brevets udstedelsesdato og den i brevet indeholdte frist for at melde sig. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret eller individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, hverken i relation til myndigheder eller grupperinger. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/19/GJEY


Emneord: Ægteskabelige forhold,Agents of Persecution,Internal Flight Alternative
Land: Afghanistan
Nævnet meddelte i februar 2019 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. 
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk noroozi og sunni muslim fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taleban, som har forsøgt at tvangsrekruttere ham. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter sin kærestes far, [A], og gruppen Ghulam Yahya. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan, idet der er krig i landet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans farbror, [S], og morbror, [Q], arbejdede for de afghanske myndigheder, mens hans fars fætter, [M], var medlem af Taleban. [Q] havde deltaget i en kamp mellem myndighederne og Taleban, i hvilken forbindelse [M]s bror, [B], blev slået ihjel. Derefter blev ansøgerens families bopæl opsøgt af Taleban, i hvilken forbindelse de forsøgte at tvangsrekruttere ansøgeren, hans far og hans brødre. Efter [Q] blev slået ihjel af Taleban, flyttede ansøgeren hjem til sin fætter, som boede omkring én til halvanden times kørsel fra familiens bopæl, hvor han boede i omkring tre til fem måneder, inden han udrejste af Afghanistan. Under opholdet hos sin fætter mødte ansøgeren [F], som han fik følelser for, efter de havde talt lidt sammen. En dag opdagede [F]s far, [A], at de talte sammen udenfor [F]s hjem. [A] slog dem begge og trak [F] væk. [A] havde truet ansøgeren på livet og fortalte ham, at han ville aflevere ansøgeren til Ghulam Yahyas sønner, hvilket er en stor kriminel gruppe, som [A] havde forbindelser til og samarbejdede med. Ansøgerens fætre tog derefter ansøgeren med til et hus i [en landsby], hvor fætteren fortalte ansøgeren, at [F] ville mødes med ham. Ansøgerens fætter og kusine hjalp derefter ansøgeren med at arrangere en flugt ud af Afghanistan. Derefter mødtes ansøgeren og [F], hvorefter de flygtede. [F] er efterfølgende blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at en del af ansøgerens asylmotiv er sammenfaldende med hans forældres asylmotiv i den sambehandlede sag, hvori nævnet har udtalt følgende: ”Flygtningenævnet finder, at i hvert fald dele af ansøgernes forklaring om deres baggrund for at søge asyl i Danmark ikke kan lægges til grund. Ansøgerne har således forklaret uoverensstemmende, udbyggende, usammenhængende og indbyrdes forskelligt om helt centrale forhold vedrørende asylmotivet. Ansøgerne har således forklaret indbyrdes forskelligt om forløbet af de episoder, hvor de blev opsøgt på deres bopæl af [M]s folk, og hvem der var til stede under disse opsøgninger. Den mandlige ansøger har forklaret, at deres bopæl kun blev opsøgt en gang forud for sønnens [N]s flytning til mosteren, og at [N] kun var til stede på bopælen under denne ene opsøgning, der fandt sted omkring seks måneder forud for den næste opsøgning. Sønnen [N] har imidlertid forklaret, at bopælen blev opsøgt flere gange forud for hans flytning til mosteren, og at han var til stede på bopælen under flere af disse opsøgninger. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret, at opsøgningerne stod på over en periode på omkring seks måneder, mens [N] har forklaret, at han vil tro, at perioden strakte sig omkring mere end et år. Ansøgerne har også forklaret forskelligt om, hvor den kvindelige ansøger og sønnerne gemte sig under opsøgningerne, idet den mandlige ansøger konsekvent har forklaret, at de gemte sig i stalden ved dyrene, mens den kvindelige ansøger først forklarede, at de gemte sig bag naboens hus. Den kvindelige ansøger ændrede imidlertid efterfølgende forklaring over for Udlændingestyrelsen, således at forklaringen kom til at stemme overens med den mandlige ansøgers forklaring, hvilket skete efter en kort pause, hvor ansøgerne havde mulighed for at tale sammen. Om baggrunden for opsøgningerne har ansøgerne også forklaret dels usammenhængende, dels forskelligt og udbyggende, idet ingen af ansøgerne under deres første samtaler med Udlændingestyrelsen (oplysnings- og motivsamtalerne) i 2015 nævnte noget om en specifik konflikt med [M]. Først under senere samtaler har den mandlige ansøger og til dels de øvrige ansøgere forklaret, at opsøgningerne skyldtes, at [M] ønskede hævn som følge af, at [M] mente, at den mandlige ansøgers bror var ansvarlig for drabet på [M]s bror, og at [M] ville have den mandlige ansøger og hans sønner til at tilslutte sig Taliban. Ansøgerne har også forklaret indbyrdes uoverensstemmende om indholdet af det brev, de angiveligt skulle have modtaget fra [M]. Den mandlige ansøger har således forklaret, at der i brevet stod, at [M] havde dræbt ansøgernes bror [S], mens sønnen [B] først har forklaret, at brevet alene omtalte drabet på [Q] og den kvindelige ansøger oprindeligt forklarede, at brevet omtalte drabene på både [Q] og [S]. Såvel den kvindelige ansøger som [B] ændrede imidlertid over for Udlændingestyrelsen forklaring, således at forklaringerne kom til at stemme overens, hvilket skete efter en kort pause, hvor ansøgerne havde mulighed for at tale sammen. Allerede på baggrund heraf må nævnet tilsidesætte ansøgernes forklaring om konflikten med [M] som utroværdig, hvorfor det ikke kan lægges til grund, at de som følge af en sådan konflikt er i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Heller ikke den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan kan begrunde opholdstilladelse efter Udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Det kan herefter heller ikke vedrørende ansøgeren lægges til grund, at han hverken som følge af den angivelige konflikt med [M] eller som følge af den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Afghanistan. For så vidt angår ansøgerens selvstændige asylmotiv vedrørende en konflikt med navnlig [F]s far bemærker nævnet, at Udlændingestyrelsen i [F]s sag – hvorunder hun er blevet meddelt opholdstilladelse – har lagt [F]s forklaring om sit asylmotiv til grund, hvilken forklaring og asylmotiv i al væsentligt er identisk med ansøgerens. Der ses ikke i sagen at være holdepunkter for, at ansøgerens og [F]s asylsager skal vurderes forskelligt. Henset hertil og på baggrund af [ansøgerens] forklaring for nævnet lægges [N]s forklaring om denne del af asylmotivet til grund, ligesom det lægges til grund, at ansøgeren har en velbegrundet frygt for asylbegrundende overgreb fra [F]s fars side. Efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forhold, herunder personlige og helbredsmæssige forhold, finder nævnet, at det ikke vil være rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold noget andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2019/20/mme


Emneord: Etniske forhold,Generelle forhold,Agents of Persecution
Land: Afghanistan
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre medfølgende børn fra Afghanistan. Indrejst i 2017.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske hazaraer og shiamuslimer fra [en mindre by], Kunduz, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at de vil blive slået ihjel af Taliban, og at deres ældste søn vil blive tvangsrekrutteret af Taliban. Til støtte for deres asylmotiv har ansøgerne oplyst, at Taliban har opsøgt ansøgernes bopæl nogle gange, hvor de trængte ind i deres hus og sagde, at de skulle flytte fra området. Ansøgerne formoder, at Taliban ville have dem til at flytte, idet de er hazaraer. Den mandlige ansøger er også blevet opsøgt af Taliban i sin købmandsbutik, ligesom han igennem mange år er blevet chikaneret på gaden. Ansøgerne havde efterladt 2500-3000 USD på bopælen, som deres ældste søn kunne tage, når han ville og kunne udrejse. For så vidt angår ansøgernes frygt for, at deres ældste søn ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive tvangsrekrutteret af Taliban, har ansøgerne oplyst, at der var mange unge drenge, som blev taget af Taliban med tvang, men Taliban havde aldrig truet med at tage deres ældste søn. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgerne er blevet chikaneret som følge af deres oprindelse som hazaraer. Nævnet finder imidlertid, at de generelle forhold for afghanere i distriktet og for hazaraer ikke i sig selv er asylbegrundende. Det afgørende i sagen er derfor, om det kan lægges til grund, at familien et antal gange er blevet opsøgt på deres bopæl af Taliban med henblik på, at Taliban ville tvangsrekruttere deres ældste søn, [A]. Forklaringerne fra de to ansøgerne og [A] er på dette afgørende punkt væsentlig forskellige. Den mandlige ansøger har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at familien blev opsøgt to gange. Første gang var for 12 år siden, og Taliban var alene på gårdspladsen. Anden gang familien blev opsøgt var i 2012/2013, og det ene Taliban-medlem var inde i huset. Den mandlige ansøger har ved samtalen [i efteråret] 2017 forklaret, at familien blev opsøgt to til tre gange ved bopælen. Taliban var kun inde i huset én gang, hvilket skete for omkring fem år siden. Den mandlige ansøger har for nævnet forklaret, at familien er blevet opsøgt to gange. Første gang var fem år før udrejsen, og Taliban-medlemmerne kom ikke ind i huset. Familien blev anden gang opsøgt to måneder før udrejsen af to personer, som var inde i huset. Ved den pågældende lejlighed var [A] også til stede. Den mandlige ansøger har forklaret, at Taliban-medlemmerne sparkede til møbler og talte grimt, men var ikke voldelige. Den kvindelige ansøger har til oplysnings- og motivsamtalen fortalt, at familien blev opsøgt to gange. Første gang var ét år før udrejsen. Taliban-medlemmerne var inde i huset, hvor de slog den mandlige ansøger og [A]. Den anden gang var en uge efter, hvor et Taliban-medlem var inde i huset, og hvor han blandt andet slog ægtefællen. Den kvindelige ansøger har ved samtalen [i efteråret] 2017 forklaret, at Taliban opsøgte familien to gange. Første gang var Taliban inde i huset, hvor de blandt andet slog den mandlige ansøger og [A]. Anden gang var en uge senere, hvor to Taliban-medlemmer trængte ind i huset, hvor de blandt andet slog den mandlige ansøger og [A]. Den kvindelige ansøger har for nævnet forklaret, at Taliban havde været på bopælen tre gange. Første gang fem år før udrejsen, hvor Taliban-medlemmerne ikke var inde i huset. Anden og tredje gang var med en uges mellemrum, hvor Taliban-medlemmerne var inde i huset, sparkede på deres ting og slog den mandlige ansøger. [A] har under sin sag, der er sambehandlet med nærværende sag, men hvor der er truffet en særskilt afgørelse, forklaret under sin oplysnings- og motivsamtale, at Taliban opsøgte familien hver eller hver anden dag det seneste år. Han har ikke forklaret om besøgene under sin samtale [i starten af] 2017. Han har for nævnet forklaret, at Taliban kom tre til fire gange til huset. Første gang var ca. fem år før udrejsen, hvor de kun var ved porten. Næstsidste gang var ca. to uger før [A’s] udrejse. Taliban-medlemmerne var inde i gangen, snakkede med hans far og gik derefter igen. En uge senere kom to Taliban-medlemmer til huset, hvor den ene var inde i et værelse og den anden i gangen. De sparkede til familiens ting, råbte og slog den mandlige ansøger og forlod derefter huset uden at søge kontakt til [A]. [A] er aldrig blevet slået af de Taliban-medlemmer, som har opsøgt huset. Flygtningenævnet finder, at de tre ansøgere har forklaret væsentlig divergerende på de helt afgørende episoder, både for så vidt angår tidsangivelse, antallet af besøg, hvorvidt Taliban var inde i huset, og om de udøvede vold mod beboerne. Flygtningenævnet tilsidesætter som følge heraf ansøgernes forklaringer. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller konkrete og individuelle overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/27/CHHA


Emneord: Politiske forhold,Agents of Persecution
Land: Afghanistan
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er etnisk turkmener og sunnimuslim fra […], Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far arbejdede med myndighederne, hvorfor der var vagter ved ansøgerens bopæl. Ansøgerens far havde tidligere ført kandidatur til et lokalt råd. Faren var imidlertid ikke blevet valgt. I forbindelse med at Talibans magt i området blev større, blev vagterne ved ansøgerens bopæl slået ihjel i kamphandlinger med Taliban. Ansøgerens far flygtede derfor fra området. I den efterfølgende tid kom Taliban dagligt til ansøgerens bopæl for at spørge efter faren. Ansøgerens storebror forsvandt omkring tre måneder efter farens flugt. Ansøgeren fik at vide, at storebroren var blevet slået ihjel af Taliban. Få dage efter storebrorens forsvinden, kom Taliban til bopælen og tog ansøgeren med sig. Ansøgeren fik bind for øjnene, og hans hænder blev bundet, hvorefter han blev kørt til en politistation, der lå omkring en halv times kørsel fra bopælen. Ansøgeren blev herefter afhørt om sin far. Ansøgeren blev under afhøringerne sparket og slået med forskellige redskaber. Ansøgeren blev desuden udsat for fuldbyrdet voldtægt to gange. Efter to døgn blev ansøgeren flyttet til en træningslejr ved nabolandsbyen. På et tidspunkt forlod talebanerne stedet for at spise aftensmad. Én af talebanerne sagde til ansøgeren og en anden dreng, at de skulle gå med talebanerne over til [A], der er en af landsbyens ansvarlige. Efter, de havde været hos [A], løb ansøgeren om på den anden side af huset. Ansøgeren og drengen løb herefter væk fra huset. Da talebaneren skød efter dem, stoppede drengen med at løbe. Ansøgeren tog til Kunduz, hvorefter han udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet har vurderet ansøgerens forklaring under hensyn til oplysningerne om hans alder, uddannelsesmæssige baggrund og de lægelige oplysninger, hvorefter ansøgeren har mærker på ryggen, der kan hidrøre fra vold. Flygtningenævnet har endvidere ved vurderingen været opmærksom på ansøgerens angivelse af visse forståelsesmæssige problemer i forbindelse med tolkning under tidligere afhøringer. Flygtningenævnet finder desuagtet ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den på centrale punkter indeholder divergenser. Ansøgeren har således blandt andet forklaret divergerende om omstændighederne omkring brorens forsvinden, herunder om hvornår dette skete, og hvornår og fra hvem ansøgeren har hørt om det passerede. Han har ligeledes forklaret divergerende om, hvorvidt hans fætter stak af sammen med ham, om fætteren standsede med det samme eller om, hvorvidt han var med til at melde forholdet til lokalpolitiet. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være således profileret over for Taliban eller andre, at han vil være i konkret eller individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det tilføjes, at hverken de generelle forhold i Afghanistan eller forholdene for personer med ansøgerens etnicitet i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke grundlag for at imødekomme en mere subsidiær påstand om udsættelse af sagen med henblik på foretagelse af en torturundersøgelse, idet en sådan efter de foran anførte omstændigheder ikke findes af væsentlig betydning for sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2019/26/JHB


Emneord: Agents of Persecution,Militære forhold
Land: Afghanistan

Nævnet meddelte i februar 2019 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt fire børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er afghanske statsborgere, etniske pashtuner og sunni-muslimer af trosretning. Den mandlige ansøger er født og opvokset i Kunduz-provinsen, og den kvindelige ansøger er født og opvokset i Sheberghan-provinsen. Efter ansøgerne i 2013 blev gift, flyttede de til [en landsby] i provinsen Sar-e Pol, hvor de boede indtil deres udrejse. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive fængslet og slået ihjel af efterretningstjenesten, da han har begået kontraktbrud, idet han som led i sit arbejde har skrevet under på, at han aldrig vil forlade efterretningstjenesten på grund af de oplysninger, man får adgang til. Han har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af mullah [M1] og dennes bror […], som begge tilhører Taliban, samt af mullah [M2], som er fra sikkerhedsgruppen [S]. Han frygter også at blive slået ihjel af parlamentsmedlemmet [P] fra partiet […], og af kommandant [K], som også var medlem af [det samme parti som P]. Den kvindelige ansøger har i det hele henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han har arbejdet for efterretningstjenesten i Afghanistan fra 1389 (2010) til [en gang i efteråret] 2015. Ansøgeren blev ansat som løjtnant (Dohom Bridman) og var det i omkring fire år. Ansøgeren var premierløjtnant (Lomrai Bridman) i det sidste år af sin ansættelsesperiode. Ansøgerens konflikter startede, da han var med til at anholde mullah [M1]. Det skete [i sommeren] 2015. Mullah [M1] skulle arresteres, fordi efterretningstjenesten mente, at han var gruppeleder for Taliban i området, og fordi han var en vigtig og højtstående person i Taliban. Han havde omkring 70 bevæbnede mænd under sig, og hans gruppe blev støttet både økonomisk og med våben af gruppen [G]. Ansøgeren ledede aktionen, hvor mullah [M1] blev anholdt. Under aktionen satte ansøgeren håndjernene på mullah [M1], da denne blev anholdt. Efter aktionen modtog ansøgeren flere trusler fra mullah [M1]s bror, fra mullah [M2] og fra parlamentsmedlemmet [P], som alle truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis ikke han løslod mullah [M1]. Ansøgeren meldte de forskellige trusler til sin chef og dennes overordnede. Omkring 3-4 uger efter truslen fra [P] blev ansøgernes bopæl opsøgt af fire bevæbnede personer, der spurgte efter den mandlige ansøger og efterfølgende ransagede bopælen. Den kvindelige ansøger og den mandlige ansøgers bror, [B], og dennes ægtefælle var til stede under ransagningen. [B] fik at vide, at hvis den mandlige ansøger ikke samarbejdede med dem, så ville de slå ham ihjel. Den mandlige ansøger var ikke hjemme, idet han var på nattevagt. Han fik besked om opsøgningen fra [B], der ringede til ham og fortalte om opsøgningen på bopælen. Dagen efter opsøgningen kørte den mandlige ansøger sin ægtefælle og sine børn til den kvindelige ansøgers mors bopæl i byen Shebarghan. Ansøgeren tog herefter tilbage til sin arbejdsplads, hvor han også boede. Nogle dage inden ansøgernes udrejse af Afghanistan tog den mandlige ansøger til [en by i Kunduz-provinsen], da hans morbror skulle begraves. Den mandlige ansøger boede hos sin far, to brødre, søster og deres familier. Mens den mandlige ansøger var på besøg, var to personer en aften i færd med at klatre over muren til huset. Den mandlige ansøger affyrede skud, mændene skød tilbage og flygtede herefter, men de smed en bombe ind over muren, som resulterede i, at den mandlige ansøgers niece og nevø blev slået ihjel af bomben, da de begge lå og sov lige ved vinduet. Herefter valgte den mandlige ansøger at rejse til Kabul, hvor han opholdt sig i 3-4 dage. Under opholdet i Kabul ringede [B] til den mandlige ansøger og fortalte, at hans far var blevet opsøgt af kommandant [K], som ville vide, hvor han var. Kommandanten havde også truet faren på livet. Den mandlige ansøgers søster var blevet nervøs på vegne af faren, og hun havde derfor fortalt kommandanten, hvor den mandlige ansøger var og givet hans mobilnummer til [K]. Den mandlige ansøger rejste efter opholdet i Kabul videre til Nimruz, hvorfra han udrejste sammen med den kvindelige ansøger og deres børn. Efter ansøgernes udrejse fik den mandlige ansøger i sommeren 2017 telefonisk besked om, at en af hans tidligere kolleger, der var med i aktionen hos mullah [M1], og som var blevet forflyttet, er blevet slået ihjel af Taliban. Flygtningenævnet finder at kunne lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige ansøger har været ansat i efterretningstjenesten i Afghanistan, og at han som premierløjtnant i [efterretningstjenesten] havde ansvaret for anholdelsen af det højtstående medlem af Taliban, Mullah [M1], og at den mandlige ansøger og hans familie efterfølgende har modtaget trusler på livet fra Taliban og været udsat for et bombeangreb fra personer med tilknytning til Taliban. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret konsistent om hændelsesforløbet og de konkrete omstændigheder, at forklaringen har været detaljeret og fremstår troværdig og sammenhængende, og at den kvindelige ansøgers forklaring også fremstår troværdig. Flygtningenævnet finder det således efter en samlet vurdering sandsynliggjort, at den mandlige ansøger og den kvindelige ansøger, der har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv, har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere, at Taliban vil udsætte dem for asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at han som følge af sin desertering vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2019/25/MGO



Emneord: Agents of Persecution
Land: Afghanistan
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra byen [B], Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, idet hans far har arbejdet som chauffør for et transportfirma, der arbejdede for de udenlandske styrker. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans far, efter at have arbejdet for firmaet i omkring to til to og et halvt år, forsvandt. Efter halvandet år alene i [B] flyttede ansøgeren med sin mor og sine brødre hen til ansøgerens morbror i landsbyen [L]. Dagen efter, ansøgeren var flyttet til [L], kom fire medlemmer af Taliban på morbrorens bopæl og tog ansøgeren med til deres base, hvor han blev beskyldt for at være spion. Ansøgeren var tilbageholdt i omkring en halv dag, hvorefter han blev løsladt. På et tidspunkt tog ansøgeren med sin mor på hospitalet i [B]. De var på hospitalet i en dag, hvorefter de tog tilbage til [L]. Dagen efter, ansøgeren kom tilbage til [L], kom de samme fire Taliban-medlemmer igen til morbrorens bopæl og tog ham med til deres base i [L]. På basen blev ansøgeren fortalt, at hans far var chauffør for udlændinge. Taliban krævede derfor, at ansøgeren enten skulle deltage i krigen eller være selvmordsbomber. Efter tre-fire dages tilbageholdelse blev ansøgeren løsladt. Han fik at vide, at han ville blive hentet igen efter nogle dage. Ansøgeren opholdt sig efterfølgende i to-tre dage på morbrorens bopæl og udrejste herefter af Afghanistan. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens forklaring taget højde for, at han har gået i skole i to år. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvad hans far transporterede. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste ansøgeren, at hans far var chauffør for et stort firma i Kabul, at hans far kørte store biler, og at firmaet kørte udlændinges ting og sager til andre byer. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at hans far arbejdede som chauffør i et transportfirma, og at hans far transporterede varer til udlændige og transporterede våben til udenlandske styrker fra Kabul til andre steder i landet. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at ansøgerens far arbejdede i et firma, hvis navn ansøgeren ikke husker, og hans far kun transporede våben for amerikanerne. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvem han var sammen med, da Taliban første gang var på hans morbrors bopæl i [L] for at hente ansøgeren. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste ansøgeren, at han var sammen med sine morbrødre. Til asylsamtalen oplyste ansøgeren, at han var sammen med sin morbror, hans familie, hans mor og brødre. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvad Taliban sagde til ansøgeren første gang, ansøgeren blev tilbageholdt af Taliban. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste ansøgeren, at Taliban fortalte ham, at de godt vidste, at hans far arbejdede for udlændinge. Til asylsamtalen oplyste ansøgeren, at Taliban beskyldte ham for at være spion, og at Taliban ikke sagde andet end det, og at Taliban først den anden gang, hvor han var tilbageholdt af Taliban, sagde, at de havde oplysninger om ansøgerens far, og at han var chauffør for udlændinge. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han under den første tilbageholdelse fik at vide, at hans far havde arbejdet for myndighederne og for udlændinge, at han blev beskyldt for at være spion, og at Taliban bad ham om at samarbejde med dem. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvor lang tid der gik mellem Talibans to opsøgninger af ansøgeren. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste ansøgeren, at der gik omkring to måneder mellem de to opsøgninger. Til asylsamtalen oplyste ansøgeren, at der gik omkring 6-8 dage. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvor langt tid det tog at gå fra hans bopæl i [L] til Talibans hus. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste ansøgeren, at det var 20-25 minutter, til asylsamtalen oplyste ansøgeren, at det var 10-15 minutter og for Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at det var 5-6 minutter. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvor længe han boede i [L] i alt. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste, ansøgeren, at han flyttede til hjem til sine morbrødre, da han var 10-11 år gammel, hvor han boede til sin udrejse. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han boede i [L] i 5-6 måneder i alt. Flygtningenævnet finder endvidere, at det svækker ansøgerens generelle troværdighed, at han under nævnsmødet har oplyst, at han har trukket sin tidligere og meget detaljerede forklaring om et trusselsbrev fra Taliban tilbage. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/24/MGO


Emneord: Agents of Persecution
Land: Afghanistan
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk noroozi og sunni muslim fra Herat, Afghanistan. An-søgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin fars fætter, Masoud, som er medlem af Taleban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans farbror, Seyed, og morbror, Qassem, arbejdede for de afghanske myndigheder. Masoud havde været i et skænderi med Seyed, fordi han ikke ville have, at Seyed arbejdede for myndighederne. En nat blev Qassems arbejdsplads angrebet af Masoud og hans mænd. Masouds bror, Moudod, blev slået ihjel i angrebet, hvorefter Masoud sendte folk til ansø-gerens families bopæl med anklager om, at Qassem havde slået Moudod ihjel. Omkring et halvt år efter Moudod var blevet slået ihjel, blev Qassem slået ihjel af Masoud, da han var på vej til arbejde. Nogle dage efter dødsfaldet modtog familien et trusselsbrev, hvori der stod, at man hav-de dræbt Qassem, og at ansøgeren og hans ældre bror, [N], skulle tilslutte sig Taleban og udføre selvmordsangreb. Efter Seyed også var blevet slået ihjel, blev familiens bopæl opsøgt tre gange af Masouds folk, der truede med, at ansøgeren, hans to brødre og hans far skulle tilslutte sig Ta-leban, hvorefter familien valgte at udrejse af Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker, at ansø-gerens asylmotiv er sammenfaldende med hans forældres asylmotiv i den sambehandlede sag, hvori nævnet har udtalt følgende: ”Flygtningenævnet finder, at i hvert fald dele af ansøgernes forklaring om deres baggrund for at søge asyl i Danmark ikke kan lægges til grund. Ansøgerne har således forklaret uoverensstemmende, udbyggende, usammenhængende og indbyrdes for-skelligt om helt centrale forhold vedrørende asylmotivet. Ansøgerne har således forklaret ind-byrdes forskelligt om forløbet af de episoder, hvor de blev opsøgt på deres bopæl af Masouds folk, og hvem der var til stede under disse opsøgninger. Den mandlige ansøger har forklaret, at deres bopæl kun blev opsøgt en gang forud for sønnens [N]s flytning til mosteren, og at [N] kun var til stede på bopælen under denne ene opsøgning, der fandt sted omkring seks måneder forud for den næste opsøgning. Sønnen [N] har imidlertid forklaret, at bopælen blev opsøgt flere gange forud for hans flytning til mosteren, og at han var til stede på bopælen under flere af disse op-søgninger. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret, at opsøgningerne stod på over en peri-ode på omkring seks måneder, mens [N] har forklaret, at han vil tro, at perioden strakte sig om-kring mere end et år. Ansøgerne har også forklaret forskelligt om, hvor den kvindelige ansøger og sønnerne gemte sig under opsøgningerne, idet den mandlige ansøger konsekvent har forklaret, at de gemte sig i stalden ved dyrene, mens den kvindelige ansøger først forklarede, at de gemte sig bag naboens hus. Den kvindelige ansøger ændrede imidlertid efterfølgende forklaring over for Udlændingestyrelsen, således at forklaringen kom til at stemme overens med den mandlige ansøgers forklaring, hvilket skete efter en kort pause, hvor ansøgerne havde mulighed for at tale sammen. Om baggrunden for opsøgningerne har ansøgerne også forklaret dels usammenhæn-gende, dels forskelligt og udbyggende, idet ingen af ansøgerne under deres første samtaler med Udlændingestyrelsen (oplysnings- og motivsamtalerne) i 2015 nævnte noget om en specifik kon-flikt med Masoud. Først under senere samtaler har den mandlige ansøger og til dels de øvrige ansøgere forklaret, at opsøgningerne skyldtes, at Masoud ønskede hævn som følge af, at Masoud mente, at den mandlige ansøgers bror var ansvarlig for drabet på Masouds bror, og at Masoud ville have den mandlige ansøger og hans sønner til at tilslutte sig Taliban. Ansøgerne har også forklaret indbyrdes uoverensstemmende om indholdet af det brev, de angiveligt skulle have modtaget fra Masoud. Den mandlige ansøger har således forklaret, at der i brevet stod, at Masoud havde dræbt ansøgernes bror Seyed, mens sønnen [B] først har forklaret, at brevet alene omtalte drabet på Qassem og den kvindelige ansøger oprindeligt forklarede, at brevet omtalte drabene på både Qassem og Seyed. Såvel den kvindelige ansøger som [B] ændrede imidlertid over for Udlændingestyrelsen forklaring, således at forklaringerne kom til at stemme overens, hvilket skete efter en kort pause, hvor ansøgerne havde mulighed for at tale sammen. Allerede på baggrund heraf må nævnet tilsidesætte ansøgernes forklaring om konflikten med Masoud som utroværdig, hvorfor det ikke kan lægges til grund, at de som følge af en sådan konflikt er i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Heller ikke den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan kan begrunde opholdstilladelse efter Udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Det kan herefter heller ikke vedrørende ansøgeren lægges til grund, at han hverken som følge af den angivelige konflikt med Masoud eller som følge af den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/22/mme


Emneord: Agents of Persecution
Land: Afghanistan
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk noroozi og sunni muslim fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin fars fætter, som er medlem af Taleban, og han har henvist til sin fars asylmotiv i den sambehandlede sag. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens asylmotiv er sammenfaldende med hans forældres asylmotiv i den sambehandlede sag, hvori nævnet har udtalt følgende: ”Flygtningenævnet finder, at i hvert fald dele af ansøgernes forklaring om deres baggrund for at søge asyl i Danmark ikke kan lægges til grund. Ansøgerne har således forklaret uoverensstemmende, udbyggende, usammenhængende og indbyrdes forskelligt om helt centrale forhold vedrørende asylmotivet. Ansøgerne har således forklaret indbyrdes forskelligt om forløbet af de episoder, hvor de blev opsøgt på deres bopæl af Masouds folk, og hvem der var til stede under disse opsøgninger. Den mandlige ansøger har forklaret, at deres bopæl kun blev opsøgt en gang forud for sønnens [N]s flytning til mosteren, og at [N] kun var til stede på bopælen under denne ene opsøgning, der fandt sted omkring seks måneder forud for den næste opsøgning. Sønnen [N] har imidlertid forklaret, at bopælen blev opsøgt flere gange forud for hans flytning til mosteren, og at han var til stede på bopælen under flere af disse opsøgninger. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret, at opsøgningerne stod på over en periode på omkring seks måneder, mens [N] har forklaret, at han vil tro, at perioden strakte sig omkring mere end et år. Ansøgerne har også forklaret forskelligt om, hvor den kvindelige ansøger og sønnerne gemte sig under opsøgningerne, idet den mandlige ansøger konsekvent har forklaret, at de gemte sig i stalden ved dyrene, mens den kvindelige ansøger først forklarede, at de gemte sig bag naboens hus. Den kvindelige ansøger ændrede imidlertid efterfølgende forklaring over for Udlændingestyrelsen, således at forklaringen kom til at stemme overens med den mandlige ansøgers forklaring, hvilket skete efter en kort pause, hvor ansøgerne havde mulighed for at tale sammen. Om baggrunden for opsøgningerne har ansøgerne også forklaret dels usammenhængende, dels forskelligt og udbyggende, idet ingen af ansøgerne under deres første samtaler med Udlændingestyrelsen (oplysnings- og motivsamtalerne) i 2015 nævnte noget om en specifik konflikt med Masoud. Først under senere samtaler har den mandlige ansøger og til dels de øvrige ansøgere forklaret, at opsøgningerne skyldtes, at Masoud ønskede hævn som følge af, at Masoud mente, at den mandlige ansøgers bror var ansvarlig for drabet på Masouds bror, og at Masoud ville have den mandlige ansøger og hans sønner til at tilslutte sig Taliban. Ansøgerne har også forklaret indbyrdes uoverensstemmende om indholdet af det brev, de angiveligt skulle have modtaget fra Masoud. Den mandlige ansøger har således forklaret, at der i brevet stod, at Masoud havde dræbt ansøgernes bror Seyed, mens sønnen [B] først har forklaret, at brevet alene omtalte drabet på Qassem og den kvindelige ansøger oprindeligt forklarede, at brevet omtalte drabene på både Qassem og Seyed. Såvel den kvindelige ansøger som [B] ændrede imidlertid over for Udlændingestyrelsen forklaring, således at forklaringerne kom til at stemme overens, hvilket skete efter en kort pause, hvor ansøgerne havde mulighed for at tale sammen. Allerede på baggrund heraf må nævnet tilsidesætte ansøgernes forklaring om konflikten med Masoud som utroværdig, hvorfor det ikke kan lægges til grund, at de som følge af en sådan konflikt er i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Heller ikke den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan kan begrunde opholdstilladelse efter Udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Det kan herefter heller ikke vedrørende ansøgeren lægges til grund, at han hverken som følge af den angivelige konflikt med Masoud eller som følge af den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/23/mme


Emneord: Agents of Persecution
Land: Afghanistan
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra landsbyen […] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi han har arbejdet for de udenlandske styrker. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han arbejdede som tjener og bartender […] i [en bar] på den militære base […] i Kabul i perioden [sommer 2015] til [vinter 2016]. Efter at have været på arbejde [en nat i begyndelsen af 2015] tog ansøgeren hjem til sin farbror, [A]. [A] fortalte ansøgeren, at Taliban havde opsøgt hans forældres bopæl og slået hans far. [En morgen i begyndelsen af 2016] bragte [A] ansøgerens forældre til Kabul, hvor ansøgerens far fik hospitalsbehandling for de skader, som Taliban havde påført ham. Ansøgeren har oplyst, at hans mor fortalte ham, at talebanerne havde sagt, at de vidste, at ansøgeren arbejdede for de udenlandske styrker, at de ønskede, at han samarbejdede med dem, og at hvis han ikke indvilgede, ville de slå ham ihjel. Faren havde sagt til talebanerne, at ansøgeren ikke ville forråde sit hjemland, hvorefter han var blevet slået i hovedet med en geværkolbe. Talebanerne havde også givet faren et brev, hvori de truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis han ikke samarbejdede med dem. Herefter tog ansøgeren og hans forældre ophold hos [A] i Kabul, og de er ikke sidenhen blev opsøgt af Taliban.[Primo 2016] var ansøgeren vidne til tre bilbombeangreb i nærheden af hans arbejdsplads, og han blev lettere såret under det tredje angreb. Da ansøgeren vågnede på hospitalet senere samme aften, konstaterede han, at han havde fået en flænge i hagen og fraktioner i håndleddet. Ansøgeren blev udskrevet senere samme nat, fordi hans skader ikke var livstruende. Ansøgeren har oplyst, at kombinationen af trusselsbrevet fra Taliban og bilbombeangrebene [primo 2016], gjorde, at han besluttede sig for at udrejse fra Afghanistan. Ansøgeren forlod Kabul [vinteren 2016] og udrejste via Nimruz til Iran. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge til grund, at ansøgeren personligt er efterstræbt af Taliban. Der henvises til, at ansøgerens forklaring på centrale punkter fremstår divergerende, usammenhængende og udbyggende og derfor forekommer konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren i asylansøgningsskemaet alene har angivet Talibans henvendelse på familiens bopæl og Talibans trusselsbrev som baggrund for sin udrejse. Ansøgeren har efterfølgende under samtalerne med Udlændingestyrelsen og for nævnet udbyggende forklaret, at det var en kombination af trusselsbrevet og tre selvmordsbombeangreb, der førte til udrejsen. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [sommeren 2016] først har forklaret, at de tre selvmordsangreb fandt sted omtrent i slutningen af […] 2015, mens han senere under samtalen har forklaret, at angrebene fandt sted [senere] og omtrent en uge efter farens indlæggelse på hospitalet. Ansøgeren har hertil forklaret, at faren blev bragt til hospitalet [i begyndelsen af 2016]. Flygtningenævnet lægger i øvrigt vægt på, at ansøgerens forklaringer om ophøret af ansættelsen som tjener og bartender i […] Kabul fremstår divergerende og usammenhængende. Han har i ansøgningsskemaet anført, at han opsagde arbejdet, da han tog ind til […] kontoret og fortalte, at han ville opsige arbejdet. Under asylsamtalen har ansøgeren først forklaret, at han ikke opsagde sin stilling, idet han blot udrejste af Afghanistan uden at informere sin arbejdsgiver herom. Foreholdt divergensen har ansøgeren forklaret, at han opsagde sin stilling ved personlig henvendelse til sin chef, [B], da det var for farligt at arbejde på basen. Flygtningenævnet bemærker hertil, at Udlændingestyrelsen under sagens behandling har rettet henvendelse til ansøgerens arbejdsgiver i Kabul, og at arbejdsgiveren har oplyst, at ansøgeren blev fyret fra sin stilling på grund af uoverensstemmelser med hans chef. Flygtningenævnet henviser i øvrigt til, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han efter den tredje bilbombe havde svært ved at orientere sig, mens han udbyggende under asylsamtalen har forklaret, at han vågnede op på hospitalet senere den samme aften, efter at politiet havde taget fat i ansøgeren og havde hjulpet ham. Nævnet lægger i øvrigt vægt på, at ansøgeren først under nævnsmødet har forklaret, at han vil være i fare ved en tilbagevenden til Afghanistan, idet flere familiemedlemmer er medlemmer af et islamisk parti, der har relation til Taliban. Ansøgeren har også forklaret usammenhængende om delingen på Facebook af fotos af ansøgeren i baren i […] Kabul, herunder at ansøgeren selv har liket et sådant foto, selvom der var stor risiko forbundet med hans arbejde […]. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at de pågældende fotos er kommet til Talibans kendskab. Flygtningenævnet finder i øvrigt ikke, at ansøgerens forklaring under nævnsmødet om politiets mistanke om tyveri af en mobiltelefon i 2019 rettet mod ansøgerens bror og ansøgeren udgør et asylbegrundende forhold. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/31/thv


Emneord: Militære forhold,Generelle forhold,Agents of Persecution
Land: Afghanistan
Nævnet stadfæstede i februar måned Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Mihanjoy i Dand, Kandahār, Afghanistan. Ansøge-ren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, ISIL og lokalbefolkningen, idet ansøgeren har arbejdet for amerikanerne. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at ansøgeren frygter den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren i en periode på cirka seks til syv måneder tolkede for de amerikanske styrker i Afghanistan, hvilket var fra omkring [vinter] 2012 eller [vinter] 2013 indtil [forår] eller [sommer] 2013. Ansøgeren ud-rejste af Afghanistan i 2015, idet han frygtede, at Taliban på et tidspunkt ville opdage, at han havde arbejdet som tolk for de amerikanske styrker. Som følge af sin ansættelse hos de amerikanske styr-ker havde ansøgeren indtil sin udrejse ingen konflikter med Taliban, ISIL eller lokalbefolkningen. To af ansøgerens bedste venner ved navn [A] og [B] kendte til ansøgerens ansættelse som tolk for amerikanerne. [A] og [B] har formentlig fortalt om ansøgerens ansættelse til deres familie. Dette har medført, at andre personer fra ansøgerens lokalområde, efter ansøgerens udrejse, har fået kendskab til ansøgerens ansættelse hos de amerikanske styrker. Efter ansøgerens udrejse af Afghanistan, op-lyste ansøgerens farbror ham om, at farbroren var blevet opsøgt af personer, som beskyldte ansøge-ren for at arbejde for de amerikanske styrker. Informationer om ansøgerens ansættelse hos amerika-nerne var dermed blevet videregivet til Taliban og ISIL. Flygtningenævnet finder at kunne lægge til grund, at ansøgeren i seks til syv måneder frem til foråret 2013 har arbejdet som tolk for internatio-nale styrker i Afghanistan. Flygtningenævnet finder imidlertid at ansøgerens forklaring om årsagen til hans udrejse og om, hvorvidt kendskab til tolkearbejdet er udbredt i lokalområdet, må tilsidesæt-tes, idet den på centrale punkter indeholder divergenser, ligesom hans forklaring forekommer afgli-dende. Ansøgeren har således blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt han rejste til Iran for at søge arbejde eller fordi rygterne om tolkearbejdet var begyndt at cirkulere. Han har ligeledes afgivet divergerende oplysninger om, hvornår han blev bekendt med dette. I oplysnings- og motiv-samtalen har ansøgeren forklaret, at hans farbror allerede, mens han var i Tyrkiet, fortalte om ryg-terne, mens han i asylskemaet har oplyst, at ingen på daværende tidspunkt kendte til hans arbejde som tolk.  På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret eller individuel forfølgelse for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det tilføjes, at ansøgeren ifølge forkla-ringen til sin oplysnings- og motivsamtale har opholdt sig i hjemområdet i mere end to år efter at arbejdet som tolk ophørte, og at familien efter det oplyste fortsat ikke har været udsat for repressali-er, herunder heller ikke den farbror, der selv har arbejdet som tolk. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/30/GJEY


Emneord: Generelle forhold,Agents of Persecution,Privatretlige forhold,Internal Flight Alternative
Land: Afghanistan
Nævnet stadfæstede i februar måned Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter de generelle forhold som etnisk hazara. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at ansøge-ren frygter ansøgerens bror, idet han har udsat ansøgeren for fysisk vold. Ansøgeren har som asyl-motiv endelig henvist til, at han frygter [A’s] familie. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om, at han frygter de generelle forhold som etnisk hazara oplyst, at hazara-befolkningen i Afghanistan bliver undertrykt af blandt andre Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om, at han fryg-ter sin bror oplyst, at han har slået ansøgeren op til flere gange. Ansøgeren har til støtte for sit asyl-motiv om, at han frygter [A’s] familie oplyst, at ansøgeren hjalp [A] med at passe nogle dyr. Plud-selig faldt nogle sten ned fra en bakke, hvorefter [A] kom til skade. Ansøgeren bar herefter [A] til-bage til landsbyen, hvorefter [A] kort tid efter afgik ved døden som følge af skaderne. Ansøgerens fætter rådede ansøgeren til at udrejse, idet [A]s familie var etnisk pashtun, hvorfor de ikke kunne lide etniske hazaraer. Ansøgeren udrejste herefter fra Afghanistan. Efter ansøgerens udrejse og efter at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark i et år, fortalte ansøgerens fætter, [B], til ansøgeren, at [A’s] familie havde ledt efter ansøgeren hos sine søstre i ansøgerens landsby i Afghanistan. [A’s] familie holdt ansøgeren ansvarlig for [A’s] død. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens kon-flikt med broderen i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, hvorefter han ved en tilbagevenden til hjemmeområdet vil være i risiko for at blive udsat for blodhævn fra [A’s] familie. Ansøgeren er herefter isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 2, i forhold til sin hjemegn. Ansøgerens konflikt vurderes at være lokal, og ansøgeren findes ikke at være profileret i forhold til Taliban eller andre grupper. Her-til kommer, at konflikten ligger mere end tre år tilbage. Henset til, at ansøgeren er en enlig og ar-bejdsduelig mand, der tidligere har arbejdet i både Afghanistan og Iran, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren vil være i stand til at etablere sig på et rimeligt niveau et andet sted end sin hjemegn, her-under i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif.  Det tilføjes, at de generelle forhold i Afghanistan, her-under også for etniske hazaraer omend vanskelige, ikke er asylbegrundende. Flygtningenævnet fin-der derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/29/GJEY


Emneord: Privatretlige forhold,Kriminelle forhold
Land: Afghanistan
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunnimuslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af [A] og [B], som er to personer, der har afpresset ansøgeren. Videre har ansøgeren henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive retsforfulgt af de afghanske myndigheder, da ansøgeren har forfalsket regnskabsdokumenter på sit arbejde. Ende-lig har ansøgeren henvist til, at han skammer sig overfor sin klan, da ansøgerens fætter blev dræbt på grund af ansøgeren, hvorfor ansøgeren ikke ønsker at skulle konfronteres med sin klan. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han arbejdede i Indenrigsministeriet, hvor han blandt andet havde ansvaret for at udfylde formularer, som dannede grundlag for betalingen af ministeriets leverandører. Efter at have været ansat i Indenrigsministeriet i fire år blev ansøgeren kontaktet af en person ved navn [B], som var ansat hos en af ministeriets leverandører, [A]. [B] fortalte ansøgeren, at hvis ansøgeren var villig til at forfalske regnskaberne, så [A] fik flere penge udbetalt fra Indenrigsministeriet, så ville de sørge for, at ansøgeren blev forfremmet. Ansøgeren ønskede ikke at forfalske regnskaberne og afviste tilbuddet. [B] begyndte herefter at fremsætte trusler mod ansøgeren og dennes familie, hvorfor ansøgeren indvilligede i at forfalske regnskaberne. Ansøgeren nåede at forfalske tre til fire regnskaber, inden afdelingen fik kontrol-besøg af ministeriets revisorer, der opdagede dokumentforfalskningerne og videregav oplysnin-gerne om dokumentforfalskningerne til anklagemyndigheden. Ansøgeren blev indkaldt til at mø-de i retten. Ansøgeren stoppede med at arbejde og turde ikke tage hjem til sin egen bopæl efter at have modtaget indkaldelsen til retten. Ansøgeren tog ophold hos nogle familiemedlemmer. Om-kring en uge efter at være stoppet med at arbejde, besluttede ansøgeren og dennes fætter, at de ville gå hjem til ansøgerens bopæl. På vejen hjem blev de mødt af en bil, hvorfra der blev skudt mod dem. Ansøgerens fætter blev ramt og døde efterfølgende heraf. Ansøgeren opholdt sig her-efter hos sin moster i et par dage, hvorefter han udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynligt, at an-søgeren, uden instrukser herom, har ændret i mængden således at [A]s tilgodehavende beløb steg med 20 %, ligesom den angivende måde for bedrageriet forekommer nemt at opklare, hvorfor ansøgeren måtte være bekendt med, at den årlige revision med stor sandsynlighed ville opdage bedrageriet. Det findes påfaldende, at ansøgeren ikke kan erindre, hvornår bedrageriet startede eller hvor mange gange han lavede bedrageriet, særligt når der kun er tale om få gange. Det fin-des usandsynligt at revisionen ikke har opdaget bedrageriet i alle månederne, når de nu havde konstateret det i en måned. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt at [A] skulle have vilje til at begå drab i en sag, hvor ansøgeren er enig i, at myndighederne ville tro på [A]. Det beror alene på ansøgerens formodning, at det påståede attentat, hvor fætteren blev slået ihjel, var rettet mod ansøgeren. Det findes mindre troværdigt at eventuelle attentatmænd skulle gen-kende ansøgeren i mørke på 50 til 60 meters afstand, og derefter køre mod ansøgeren i stedet for blot at afvente, at ansøgeren kom tættere på bilen. Endelig lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerens familie ikke er blevet opsøgt, hverken af Rasas folk eller af myndighederne. Som følge af ovennævnte tilsidesættes ansøgerens forklaring som utroværdig. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort at han vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i en individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/32/CHA



Vis pr. side:    25    50    Alle resultater

Tips til søgning

Der kan søges på tværs af emneord ved at afkrydse flere emneord fra alle tre grupper.


Hvis du vil søge på fri tekst i praksis, kan du klikke på dette link og afgrænse søgning til ”Praksis”.

 

Flygtningenævnet | Adelgade 13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3700 | E-mail fln@fln.dk | Sikker Digital Post