Udlændingenævnets afgørelse af 4. april 2019 – Medfølgende familie – Til personer med opholdstilladelse på baggrund af erhverv – Forældre

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2019 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem i medfør af udlændingelovens § 9 m, stk. 1, til en honduransk statsborger, under henvisning til ansøgerens voksne herboende datter, der i januar 2018 blev meddelt opholds- og arbejdstilladelse i Danmark efter beløbsordningen.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse som medfølgende familie under henvisning til sin datter i medfør af udlændingelovens § 9 m, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, ansøgeren ikke var omfattet af den persongruppe, som efter praksis kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne særlige hensyn i forhold til ansøgerens datter, at det kunne begrunde, at ansøgeren undtagelsesvis skulle meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at ansøgerens datter havde oplyst, at ansøgeren var 67 år, at ansøgeren var pensioneret lærer, at ansøgeren altid havde levet sammen med hende, at ansøgeren tidligere havde boet sammen med hende under hendes ophold i Mexico, at ansøgeren var hendes og hendes børns emotionelle støtte, at ansøgeren var en nøgleperson i pasningen af sit barnebarn, da ansøgerens datter på grund af sit arbejde rejste meget og havde lange arbejdsdage, at hun som ansøgerens eneste datter var ansvarlig for ansøgeren, at hun havde støttet ansøgeren med husly, mad, transport, tøj med videre, og at ansøgeren ikke havde nogen familiemedlemmer, der kunne tage vare på ansøgeren i hjemlandet, og at hun var ansøgerens eneste familiemedlem i første led. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at der ikke herved var oplyst om sådanne forhold, at det kunne begrunde, at ansøgeren alligevel skulle meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke kunne danne grundlag for meddelelse af opholdstilladelse, at ansøgeren skulle passe sit barnebarn på 13 år, da ansøgerens datter på grund af sit arbejde rejste meget og havde lange arbejdsdage. Det forhold, at ansøgerens datter havde oplyst, at ansøgeren altid havde boet sammen med hende, også under sin udstationering til Mexico, at hun var ansvarlig for ansøgeren, herunder støtte til husly, mad med videre, at ansøgeren ikke havde nogen familiemedlemmer, der kunne tage vare på ansøgeren i hjemlandet, og at datteren var ansøgerens eneste familiemedlem i første led, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens datter havde oplyst, at ansøgeren var rask og uden handicap, og at det måtte antages, at ansøgeren kunne tage vare på sig selv, sådan som det måtte antages, at ansøgeren havde gjort hidtil, selvom ansøgeren havde boet sammen med sin datter. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens datter fortsat ville kunne støtte ansøgeren økonomisk, selvom ansøgeren ikke boede sammen med hende. Det forhold, at ansøgerens datter til støtte for klagen havde oplyst, at hun som migrantarbejder var omfattet af FN’s Konvention om Vandrende Arbejdstageres Rettigheder, hvorfor ansøgeren herigennem havde et retskrav på at bo med hende, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet Danmark ikke havde tiltrådt FN’s Konvention om Vandrende Arbejdstageres Rettigheder. ERH/2019/26.

Senest opdateret: 04-04-2019
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | +45 6198 3800 |udln@udln.dk |Digital Post