Udlændingenævnets afgørelse af 12. juli 2024 – Medfølgende familie – Krav til fast samlivsforhold
Sagens faktiske omstændigheder:
[Ansøgeren] indrejste i Danmark i december 2022 og ansøgte om opholdstilladelse som medfølgende fast samlever til herboende [referencen]. Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) meddelte i juli 2023 [ansøgeren] afslag på opholdstilladelse i Danmark som medfølgende fast samlever, idet der ikke var fremlagt dokumentation for, at [ansøgeren] og [referencen] havde haft et fast samliv de seneste 1½ - 2 år forud for ansøgningstidspunktet.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder grundlag for at hjemvise sagen til fornyet vurdering i Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI).
Udlændingenævnet finder på baggrund af en samlet, konkret og individuel vurdering af alle sagens oplysninger, at [ansøgeren] ikke bør meddeles afslag på opholdstilladelse som medfølgende samlever til [referencen] under henvisning til, at de ikke har dokumenteret fast længerevarende samliv i mindst 1½ til 2 år.
Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at fast samlivsforhold af længere varighed sidestilles med ægteskab i udlændingelovens forstand. Der gælder ikke nogen bestemt tidsgrænse for samlivets varighed, men det antages i almindelighed, at et dokumenteret samliv i 1½ - 2 år på fælles bopæl vil kunne udgøre et så tilstrækkeligt fast og længerevarende samliv, at det kan give grundlag for opholdstilladelse. Ved vurderingen lægges der vægt på den samlede varighed af bekendtskabet, parrets kontakt i form af besøg, ferieophold, telefonsamtaler og korrespondance, fælles forsikring, anskaffelse af fælles bolig osv. Afbrudte samlivsperioder lægges sammen, medmindre der har været længere pauser i samlivet, og perioder med fælles bopæl i Danmark indgår med samme vægt som perioder med samliv i udlandet. Samlivet skal kunne dokumenteres. Samliv under ferie- og besøgsophold afbrudt af perioder uden fælles samliv kan ikke træde i stedet for et egentligt samlivsforhold, og det er som udgangspunkt en grundlæggende betingelse, at samlivet derudover har været uafbrudt.
I vurderingen af, hvorvidt [ansøgeren] og [referencen] har etableret et fast samlivsforhold af længere varighed i udlændingelovens forstand, har Udlændingenævnet lagt vægt på, at de i hvert fald siden januar 2022 boede sammen på en adresse i […], USA, hvor de begge var anført på lejekontrakten, og at de efter indrejsen i Danmark i december 2022 havde fælles bopæl i hvert fald frem til januar 2024, hvor [referencen] er registeret som udrejst til [et EU-land]. Det bemærkes, at [ansøgerens] processuelle ophold frem til SIRI's afgørelse i juli 2023 blev forlænget ved Udlændingenævnets afgørelse af […] juli 2023 om opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen.
Udlændingenævnet finder, modsat SIRI, at [ansøgerens] processuelle ophold i Danmark siden december 2022 skal medregnes i beregningen af samlivsforholdets varighed.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at [ansøgeren] og [referencen] har dokumenteret, at deres samlivsforhold har en sådan fasthed og varighed, at det kan danne grundlag for en opholdstilladelse som medfølgende familie, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1, såfremt parret fortsat bor sammen.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til SIRI med henblik på, at styrelsen kan tage stilling til, om [ansøgeren] opfylder de øvrige betingelser for opholdstilladelse i Danmark.”
ERH/2024/26