Udlændingenævnet stadfæstede i april 2022 SIRI’s afgørelse om ophør af opholdsret til en statsborger fra Kenya, som havde haft opholdsret efter EU-retten som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.

Sagens faktiske omstændigheder:

Klageren fik i marts 2016 udstedt EU-opholdskort som familiemedlem til sin danske ægtefælle, som var vendt tilbage til Danmark efter at have udøvet sin ret til fri bevægelighed i Sverige sammen med klageren. Klagerens opholdsret i Danmark var afledt af den danske ægtefælle og betinget af, at den danske ægtefælle opfyldte betingelserne for opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsen, herunder at have ophold i Danmark. I august 2019 indgav klagerens myndige særbarn ligeledes ansøgning til SIRI om ret til ophold efter EU-retten med henvisning til, at klagerens danske ægtefælle på ny havde udøvet sin ret til fri bevægelighed i Sverige og altså var fraflyttet Danmark.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra november 2019. Klagerens ret til ophold som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, er derfor ophørt.
Udlændingenævnet har lagt til grund, at klageren i marts 2016 blev meddelt opholdsret efter EU-retten som familiemedlem til en dansk statsborger, som vendte tilbage til Danmark efter at have gjort brug af sin ret til fri bevægelighed i Sverige.
Klagerens ret til ophold som familiemedlem er en afledt opholdsret, og det er derfor en betingelse for opholdsretten, at den danske statsborger bor i Danmark, og at den danske statsborger alene opholder sig uden for Danmark i midlertidige perioder, som ikke tilsammen overstiger 6 måneder om året, samt i forbindelse med aftjening af værnepligt, eller i én periode af højst 12 på hinanden følgende måneder, som skyldes vægtige grunde.
Ved vurderingen har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det fremgår af CPR, at klagerens ægtefælle har været udrejst til Sverige fra oktober 2018 til februar 2020 – hvilket er en periode på ca. 1 år og 3 måneder – og at klagerens ægtefælle igen har været udrejst til Sverige siden februar 2020.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det i forbindelse med klagerens særbarns ansøgning om EU-opholdsret er blevet oplyst, at klagerens ægtefælle har boet i Sverige siden oktober 2018.
Det forhold, at klageren i skemaet om sine personlige forhold og tilknytning til Danmark har oplyst, at klagerens ægtefælle flyttede tilbage til Danmark allerede i maj 2019, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke som anmodet er fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at klagerens ægtefælle har haft ophold i Danmark efter oktober 2018.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at der er fremlagt en dansk lejekontrakt, hvoraf det fremgår, at klageren og klagerens ægtefælle fra februar 2019 lejede en bolig i Danmark. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at lejekontakten ikke i sig selv kan anses for at godtgøre, at klagerens ægtefælle faktisk har boet i boligen fra februar 2019. Udlændingenævnet henviser også i den forbindelse til de divergerende oplysninger, som klagerens ægtefælle har afgivet i klagerens særbarns ansøgningsskema, og at der ikke er fremlagt anden dokumentation for, at klagerens ægtefælle har opholdt sig i Danmark i perioden.
Endelig finder Udlændingenævnet, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at meddelelse om ophør af klagerens opholdsret må antages at virke særligt belastende, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren efter det oplyste indrejste i Danmark i 2015, og at klageren således var voksen på indrejsetidspunktet og havde levet størstedelen af sit liv uden for Danmark.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at klageren sammenlagt har boet i Danmark i under 5 år, idet klageren siden februar 2020 har boet i Sverige, hvilket endvidere svækker den tilknytning til Danmark, som klageren måtte have opnået forinden udrejsen. Endvidere foreligger der ikke i øvrigt oplysninger om personlige eller helbredsmæssige forhold, som taler for, at meddelelse af ophør af klagerens opholdsret bør undlades.
Det forhold, at klageren har oplyst, at klageren har gjort alt for at integrere sig i det danske samfund, at klageren har bestået modultest i Dansk 3, uddannet sig som vognmand i Danmark og har arbejdet i Danmark i flere perioder, aldrig modtaget offentlig forsørgelse og er medlem af en A-kasse, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at de pågældende forhold ikke i sig selv kan medføre, at en afgørelse om ophør af opholdsret må antages at virke særligt belastende for klageren. Udlændingenævnet bemærker også, at klagerens tilknytning til det danske arbejdsmarked hovedsageligt har fundet sted, mens klageren har boet i Sverige.
Udlændingenævnet finder endvidere, at klagerens mindreårige børn, som er født i henholdsvis 2011, 2015 2018, ikke har opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at meddelelse om ophør af klagerens opholdsret bør undlades.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at børnene født i 2011 og 2015 er registeret indrejst i Danmark i 2016 som henholdsvis 4-årig og 0-årig, at de herefter har været registreret udrejst til Sverige fra december 2018 til august 2019, at de igen har været udrejst til Sverige siden februar 2020, og at de således har opholdt sig uden for Danmark størstedelen af deres liv.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst, at barnet født i 2011 har gået i børnehave og påbegyndt skole i Danmark, at der er indsendt et skærmprint fra Aula samt en opkrævning for betaling af fritidsordning for oktober 2019, og at klageren har oplyst, at barnet har fået angstproblemer som følge af flytningen til Sverige og bare gerne vil hjem til Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset om barnet opholdt sig i Danmark, ved begyndelsen af sine formative år, så finder Udlændingenævnet, at barnet på baggrund af sit begrænsede samlede ophold i landet samt det forhold, at barnet på nuværende tidspunkt har opholdt sig i Sverige i mere end 2 år, ikke har opnået den fornødne selvstændige tilknytning til Danmark.
Ved vurderingen af klagerens yngste barns tilknytning til Danmark har Udlændingenævnet lagt vægt på, at barnet kun er 3 år og desuden har været udrejst til Sverige siden februar 2020, hvorfor barnet har boet størstedelen af sit liv i Sverige.
Endelig kan det ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst, at familien var nødt til at flytte til Sverige, fordi problemerne med klagerens opholdsret belastede hele familien, at flytningen har været hård for børnene, som er danske statsborgere og ønsker at vende tilbage til deres venner, og at klageren ønsker at leve med sin familie i Danmark.
Udlændingenævnet henviser herved til, at hverken klageren eller børnene har opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, og at der i øvrigt ikke foreligger oplysninger i sagen, der taler for, at det vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8 at henvise familien til at udøve deres familieliv i et andet land end Danmark, herunder i Sverige, hvor klageren og klagerens familie har boet siden februar 2020.” EU/2022/32

 

Til toppen