Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2013 Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter greencardordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1, under henvisning til, at ansøgeren højest ville kunne opnå i alt 95 point, herunder højest 60 point for uddannelsesniveau, hvis ansøgerens uddannelsesdokumenter havde været verificerede, 20 point for engelske sprogkundskaber, og 15 point for arbejdserfaring.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne tildeles yderligere point for uddannelsesniveau. Udlændingenævnet lagde vægt på, at Styrelsen for Universiteter og Internationalisering havde vurderet ansøgerens uddannelse ”Doctorate Degree in Medicine” fra Shahid Beheshti University of Medical Services, Iran, til i niveau at ville svare til en dansk kandidatuddannelse inden for det sundhedsvidenskabelige område, hvis ansøgerens uddannelsesdokumenter havde været verificerede. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren havde anført, at han på tidspunktet for klagen studerede en ”post graduate degree”. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke af sagen fremgik, at der var tale om en afsluttet og anerkendt uddannelse, at en ansøger – uanset antallet af uddannelser – alene kan opnå point for sit højeste uddannelsesniveau, samt at der ikke forelå dokumentation for, at ansøgerens ”post graduate degree” var på et højere uddannelsesniveau end hans uddannelse ”Doctorate Degree in Medicine”. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke kunne tildeles bonuspoint for uddannelsesretning. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der kræves en kandidatgrad og en dansk autorisation for at kunne bestride en stilling som læge, hvorved uddannelseskravet – som skal være opfyldt for at der kan tildeles bonuspoint for uddannelsesretning – ikke var opfyldt, da ansøger ikke besad en dansk autorisation. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at ansøger havde anført, at han havde været medforfatter på adskillige lægevidenskabelige artikler, at han havde været foredragsholder over en årrække på ca. 12 år, og havde modtaget forskellige priser. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøger ikke af de ovennævnte grunde kunne anses for forsker, da han sideløbende med sit forfatterskab og sin beskæftigelse som foredragsholder havde haft fuldtidsbeskæftigelse som professor ved et universitet og som læge. ERH/2013/57.

Senest opdateret: 10-10-2013
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen