Udlændingenævnets afgørelse af 25. april 2014 – Erhverv – Greencardordningen – Forsker
Udlændingenævnet stadfæstede i april 2014 Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse fra september 2013 om afslag på opholdstilladelse efter greencardordningen til en pakistansk statsborger, jf. greencardbekendtgørelsens § 1, stk. 2, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1, under henvisning til, at ansøgeren samlet højst kunne opnå 90 point.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren kunne tildeles 50 point for uddannelsesniveau, 20 point for sprogkundskaber, 5 point for tilpasningsevne og 15 point for alder. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne tildeles bonuspoint for uddannelsesretning omfattet af positivlisten henset til, at ansøgerens Bachelor of Science in Agriculture og Master of Science in Enterprise in Biotechnology ikke åbenbart lagde op til de konkrete stillingsbetegnelser, der var anført på den positivliste, der var gældende på ansøgningstidspunktet eller efterfølgende gældende positivlister. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det forhold, at ansøgeren i klagen havde anført, at en stor del af bacheloruddannelsen omhandlede Food Science and Technology, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgerens bacheloruddannelse ikke direkte knyttede sig til konkrete stillingsbetegnelser på positivlisten. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke kunne tildeles point for arbejdserfaring som researcher (forsker) under henvisning til, at ansøgerens forskningsarbejde ikke kunne sidestilles med det forskerbegreb, som ifølge praksis lægges til grund i greencardordningens pointsystem. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det er en forudsætning for at opnå point for arbejdserfaring som forsker, at ansøgeren har haft en ledende rolle i forskningsarbejdet, og at det ikke kan anses for tilstrækkeligt at have deltaget i forskning eller have arbejdet med forskning. Udlændingenævnet lagde vægt på sagens oplysninger om, at ansøgeren skulle præsentere sin forskning for virksomhedens research manager, hvorfor det blev lagt til grund i afgørelsen, at ansøgeren ikke havde haft en ledende rolle. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at ansøgeren på tidspunktet for forskningsarbejdet alene besad en bachelorgrad, hvilket i virksomheden var tilstrækkeligt til at kvalificere ansøgeren til at forske, men som ud fra en samlet vurdering måtte antages ikke at give ansøgeren den akademiske baggrund, som i praksis lægges til grund ved vurderingen af forskerstillinger inden for greencardordningen. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgeren ikke kunne tildeles yderligere point for tilpasningsevne. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde gennemført en etårig videregående uddannelse i Storbritannien, og at det var den normerede varighed af uddannelsen, som lægges til grund i vurderingen. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgerens udokumenterede oplysninger om at have deltaget i et kursusforløb på 12 måneder i Storbritannien ikke kunne føre til et ændret resultat, da det for at kunne tildeles 10 point for tilpasningsevne er en betingelse, at ansøgeren havde gennemført mindst tre års videregående uddannelse i et EU/EØS-land eller Schweiz. Såfremt ansøgeren kunne dokumentere at have gennemført kursusforløbet i Storbritannien, ville ansøgeren samlet have gennemført to års videregående uddannelse, hvilket svarede til fem point. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke kunne opnå point for tilpasningsevne for den beskæftigelse, ansøgeren havde haft i Storbritannien, idet ansøgeren under hele opholdet i Storbritannien havde haft opholdstilladelse som studerende med begrænset arbejdstilladelse. ERH/2014/16.
Senest opdateret: 25-04-2014
Udgiver: Udlændingenævnet