Erhverv
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. april 2019 – Erhverv – Beløbsordningen
Dato: 16-04-2019Udlændingenævnet stadfæstede i april 2019 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse til en kinesisk statsborger om afslag på ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse til at arbejde som køkkenchef, jf. udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2. Ansøgeren søgte i juli 2015 om studietilladelse i Danmark. Ansøgeren oplyste under et interview i forbindelse med sin ansøgning, at hendes eneste erhvervserfaring havde været som klaverlærer. I juli 2015 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse i Danmark som studerende. I oktober 2017 indgav partsrepræsentanten en ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse i Danmark på baggrund af beløbsordningen. Det fremgik af ansøgningsskemaet og et vedlagt Recommendation letter, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet befandt sig i Kina, at ansøgeren havde gennemført en bachelor i Preschool Education i 2015, at ansøgeren havde gennemført seks måneders Cook Qualification i 2017, at ansøgeren fra juli 2012 til august 2015 havde arbejdet deltid som sushichef assistent i Kina, og at ansøgeren fra januar 2017 til oktober 2017 havde arbejdet fuldtid som sushichef ved den samme restaurant.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af beløbsordningen efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2, jf. § 10, stk. 2, nr. 2, idet der var alvorlig grund til at antage, at ansøgeren uden for landet havde begået en lovovertrædelse, som efter dansk ret kunne medføre udvisning efter udlændingelovens § 24, og idet der i øvrigt forelå omstændigheder, som ville kunne medføre udvisning, jf. kapitel 4, ved over for en dansk myndighed at have fremlagt en falsk arbejdsgivererklæring med henblik på at opnå opholdstilladelse her i landet. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren i forbindelse med sin ansøgning om studietilladelse i juli 2015 ikke havde oplyst at have arbejdet som kok, men at ansøgeren alene havde oplyst om erhvervserfaring som klaverlærer. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i forbindelse med sin ansøgning fra oktober 2017 havde indleveret et Recommendation letter, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde arbejdet fuldtid i restauranten i sommer- og vinterferier, mens ansøgeren studerede, i perioden fra juli 2012 til august 2015, at ansøgeren havde arbejdet i restauranten igen fra januar 2017, og at ansøgerens ansættelse i restauranten ikke kunne verificeres. Udlændingenævnet lagde hertil vægt på, at Det Danske Generalkonsulat havde ringet til restauranten på det telefonnummer, som var registreret på internettet, hvor konsulatet talte med en kvinde, som ikke kendte ansøgeren som værende køkkenchef, at konsulatet derefter havde ringet til det telefonnummer, som fremgik af arbejdsgivererklæringen, hvor konsulatet havde talt med en mand, der hævdede at være manager på hotellet, og som oplyste, at ansøgeren havde arbejdet som køkkenchef på hotellet fra 2012 til 2016, og at ansøgeren ikke arbejdede der længere. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren havde anført, at hun ikke oplyste om sin tidligere erhvervserfaring i forbindelse med studieansøgningen, idet ansøgeren ikke havde fundet det relevant på det tidspunkt, henset til at ansøgeren, direkte adspurgt under interviewet, havde oplyst, at hendes eneste erhvervserfaring havde været som klaverlærer. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, at der efterfølgende var modtaget et brev fra ejeren af restauranten, hvori det var oplyst, at ansøgeren var restaurantens sushichef, at konsulatet havde talt med ejerens ægtefælle, som ikke var involveret i den daglige drift af restauranten og dermed ikke vidste, hvem der var ansat, at ansøgeren havde arbejdet som sushichef assistent fra 2012 til 2015, og at ansøgeren fra januar 2017 havde arbejdet fuldtid som sushichef, idet disse oplysninger ikke kunne verificeres mundtligt. Udlændingenævnet lagde hertil vægt på, at den kvinde, som konsulatet havde talt med, oplyste, at managerens navn havde været et andet, end det som ansøgeren oplyste, og at det måtte være forventeligt, at ejerens ægtefælle, som besvarede virksomhedens telefon, kendte navnet på manageren, som stod for den daglige drift. Det kunne heller ikke føre til en ændret vurdering af sagen, at det var anført, at ejerens ægtefælle ikke havde haft et overblik over, hvilket personale, der var ansat i restauranten, og at ægtefællen var gået i panik og derfor havde svaret afvigende. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der var oplyst divergerende om ansøgerens ansættelse i henholdsvis ansøgningsskemaet, det vedlagte Recommendation letter, de telefoniske oplysninger og det efterfølgende brev fra ejeren af restauranten. Udlændingenævnet fandt på baggrund heraf, at der var alvorlig grund til at antage, at ansøgeren havde fremlagt en falsk arbejdsgivererklæring over for en dansk myndighed med henblik på at opnå opholdstilladelse her i landet. Udlændingenævnet lagde endvidere ved afgørelsen vægt på, at der ikke var oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøgeren ikke skulle meddeles afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2, jf. § 10, stk. 2, nr. 2, idet ansøgeren ikke havde boet i Danmark i en længere årrække, og da ansøgeren ikke havde familiemæssig tilknytning her til landet. ERH/2019/4.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 11. april 2019 – Erhverv – Beløbsordningen
Dato: 11-04-2019Udlændingenævnet stadfæstede i april 2019 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse til en kinesisk statsborger om afslag på opholdstilladelse med henblik på jobsøgning efter uforskyldt ledighed og afgørelse om inddragelse af opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse med henblik på jobsøgningsophold efter uforskyldt ledighed efter udlændingelovens § 9 a, stk. 11. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgningen om opholdstilladelse med henblik på jobsøgningsophold efter uforskyldt ledighed hos den tidligere, nu konkursramte, arbejdsgiver ikke var indgivet rettidigt. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at ansøgeren havde modtaget løn fra den konkursramte arbejdsgiver via Lønmodtagernes Garantifond frem til ultimo september 2017, at ansøgeren ifølge sin kontrakt med den nye arbejdsgiver og eIndkomst var påbegyndt arbejdet hos den nye arbejdsgiver i august 2017, at ansøgeren i november 2017 havde oplyst til Styrelsen for International Rekruttering og Integration, at ansøgeren var påbegyndt arbejdet hos den nye arbejdsgiver, hvorfor det måtte antages, at ansøgeren havde været ansat hos den konkursramte arbejdsgiver senest frem til ultimo september 2017, men at ansøgeren først havde indgivet sin ansøgning om opholdstilladelse med henblik på jobsøgningsophold efter uforskyldt ledighed til Styrelsen for International Rekruttering og Integration primo december 2017. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren ikke havde indgivet sin ansøgning om jobsøgningsophold efter uforskyldt ledighed senest umiddelbart efter, at ansættelsesforholdet hos den konkursramte arbejdsgiver var ophørt. Udlændingenævnet bemærkede, at det fremgik af bemærkningerne til dagældende udlændingelovs § 9 a, stk. 8, at umiddelbart efter ansættelsesforholdets ophør normalt måtte anses for at være en til to dage efter ansættelsesforholdets ophør. Det forhold, at ansøgerens partsrepræsentant til støtte for klagen havde anført, at ansøgeren søgte om opholdstilladelse med henblik på jobsøgningsophold efter uforskyldt ledighed på baggrund af sin ansættelse hos den nye arbejdsgiver, og hertil havde vedlagt sin opsigelse fra ultimo oktober 2017 fra den nye arbejdsgiver, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der efter Udlændingenævnets opfattelse alene kunne meddeles opholdstilladelse med henblik på jobsøgningsophold efter uforskyldt ledighed på baggrund af en allerede stedfæstet opholds- og arbejdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a stk. 2, nr. 1 eller 2 eller nr. 12, litra a-c, eller stk. 3, som i ansøgerens tilfælde var opholds- og arbejdstilladelsen som kok hos den konkursramte arbejdsgiver. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke, med henvisning til sin ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen som sushichef hos den nye arbejdsgiver, kunne meddeles opholdstilladelse med henblik på jobsøgningsophold efter uforskyldt ledighed, allerede fordi ansøgeren ikke havde haft en stedfæstet opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen på baggrund af sit job som sushichef hos den nye arbejdsgiver. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det fremgik af lovbemærkninger om jobsøgningsophold efter uforskyldt ledighed, at en ansøgning herom skulle indgives senest umiddelbart efter, at udlændingens hidtidige ansættelsesforhold ophørte, men at Udlændingenævnet fandt, at en udlændings hidtidige ansættelsesforhold måtte forstås som en allerede stedfæstet opholds- og arbejdstilladelse omfattet af jobsøgningsbestemmelsen. Udlændingenævnet bemærkede i øvrigt, at partsrepræsentanten havde oplyst til Udlændingenævnet, at ansøgeren søgte opholdstilladelse med henblik på jobsøgningsophold efter uforskyldt ledighed på baggrund af sin ansættelse hos den nye arbejdsgiver, men at ansøgeren i december 2017 i forbindelse med indgivelsen af ansøgningen om jobsøgningsophold til Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde vedlagt en skrivelse fra partsrepræsentanten fra juni 2017, hvoraf det fremgik, at den tidligere arbejdsgiver var under konkurs, således at det måtte antages af Styrelsen for International Rekruttering og Integration, at ansøgningen om jobsøgningsophold efter uforskyldt ledighed var på baggrund af ansættelsen hos den konkursramte arbejdsgiver. Udlændingenævnet fandt herudover, at ansøgerens opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen på baggrund af ansættelse som kok hos den tidligere, nu konkursramte arbejdsgiver, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2, med rette var blevet inddraget, idet grundlaget for opholds- og arbejdstilladelsen ikke længere var til stede, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 a, stk. 2, nr. 2, jf. § 26, stk. 1. ERH/2019/25. -
Udlændingenævnets afgørelse af 17. december 2018 – Erhverv – Praktikanter
Dato: 17-12-2018Udlændingenævnet omgjorde i december 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra august 2017 om afslag på opholdstilladelse som praktikant til en tyrkisk statsborger. Ansøgeren havde i oktober 2016 gennemført en bachelor i arkitektur i sit hjemland. I juni 2017 havde ansøgeren indgivet ansøgning om opholdstilladelse som praktikant hos en virksomhed, hvor ansøgeren blandt andet skulle beskæftige sig med kunstnerisk research, design og udvikling. Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse som praktikant, da styrelsen havde vurderet, at der ikke var en faglig sammenhæng mellem ansøgerens uddannelse og det tilbudte praktikophold hos virksomheden, jf. udlændingelovens § 9 k, og § 1, stk. 1, nr. 3 og 4 i bekendtgørelse nr. 1512 af 23. december 2014 om meddelelse af opholds- og arbejdstilladelse til praktikanter og volontører (praktikantbekendtgørelsen).
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at praktikopholdet ikke havde faglig sammenhæng med ansøgerens uddannelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at arbejdsopgaverne hos virksomheden sås at være i overensstemmelse med ansøgerens akademiske profil, idet virksomheden forestod kunstneriske installationer, hvori arkitektoniske elementer blandt andet indgik, samt at det fremgik af virksomhedens hjemmeside, at virksomheden løbende søgte praktikanter med arkitektbaggrund til at bistå virksomheden med tekniske tegninger, planlægning og konceptudvikling. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at virksomheden ved et brev til Udlændingenævnet havde oplyst, at ansøgeren var blevet tilbudt en praktikplads ved virksomheden på baggrund af ansøgerens bachelorgrad i arkitektur, ligesom virksomheden også havde oplyst, at virksomheden beskæftigede sig med arkitektoniske kommissioner. ERH/2018/84.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. november 2018 – Erhverv – Positivlisten
Dato: 15-11-2018Udlændingenævnet stadfæstede i november 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en kinesisk statsborger med henblik på beskæftigelse i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1 (positivlisten) som kvalitetsingeniør.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte uddannelseskravet til stillingen som kvalitetsingeniør, som fremgik af den underliggende klassifikation på positivlisten for kategorien 214900 under kategorien ”ingeniør, medicin og teknologi”, idet det fremgår af positivlisten, at uddannelsen mindst skal svare til stillingen på positivlisten, samt at alle stillinger på listen forudsætter en uddannelse på bachelorniveau eller højere. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde en kandidatgrad i ”agronomi” fra Københavns Universitet, og at ansøgeren dermed ikke opfyldte uddannelseskravet for stillingsbetegnelsen ”kvalitetsingeniør”, da ansøgeren ikke havde en uddannelse på bachelorniveau eller højere som ingeniør inden for medicin eller teknologi. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, ansøgeren til støtte for klagen havde anført, at en kandidatgrad i agronomi kvalificerer til beskæftigelse på højt niveau inden for det bioteknologiske område, at agronomi-uddannelsen giver et voksende udbud af job inden for en række arbejdsområder, at man ved agronomi-uddannelsen opnår kompetencer svarende til det, som man får inden for traditionelle ingeniøruddannelser, og at ledigheden for jordbrugsakademikere er lav, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet betingelsen for at blive meddelt opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelse som ”kvalitetsingeniør” i medfør af positivlisten forudsætter, at ansøgeren har en ingeniøruddannelse på bachelorniveau eller højere inden for medicin eller teknologi. ERH/2018/78.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. juli 2018 – Erhverv – Beløbsordningen – Sygedagpenge
Dato: 18-07-2018Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af opholdstilladelse efter beløbsordningen til en tyrkisk statsborger, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3, om, at det var en betingelse for opholdstilladelse givet i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3, at ansøgeren i sin ansættelse havde en årlig indtægt på 375.000 kr. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren i 2015 og 2016 ikke havde en årlig lønindtjening på 375.000 kr.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ifølge oplysninger fra e-Indkomst ikke havde en lønindtægt i januar og februar 2015, hvor han havde modtaget sygedagpenge i en periode fra medio januar 2015 til medio marts 2015, at ansøgeren havde modtaget en halv løn i marts 2015, ingen løn havde modtaget i maj 2016 på trods af, at der kun blev udbetalt sygedagpenge for en periode ultimo maj 2016, og kun havde modtaget en halv løn i juni 2016 på trods af, at der ikke var blevet udbetalt sygedagpenge i juni 2016. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren således i 2015 alene havde haft en lønindtægt svarende til 303.100 kr. og i 2016 svarende til 334.958 kr. Inklusive sygedagpenge havde ansøgeren i 2015 haft et indtægtsgrundlag på 339.888 kr. og i 2016 på 337.434 kr. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i en periode havde været uarbejdsdygtig og havde modtaget sygedagpenge, idet det fremgik af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3, at der skulle være tale om en ansættelse, som indebar en årlig aflønning på et fastsat mindstebeløb, at dette mindstebeløb var på 375.000 kr., og at denne beløbsgrænse var ufravigelig og skulle overholdes uafhængigt af ansættelsesvilkårene. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at selv hvis de modtagne sygedagpenge blev sidestillet med en lønindtægt og blev indregnet som en del af ansøgerens indtægt for 2015 og 2016, ville beløbsgrænsen på 375.000 kr. ikke være opfyldt. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren i 2015 og 2016 ikke havde haft den nødvendige indtægt svarende til mindst 375.000 kr. årligt, og som følge heraf var betingelsen for opholdstilladelsen ikke længere til stede, og tilladelsen kunne inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 3, jf. 9 a, stk. 2, nr. 3. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at der i klagen var henvist til ansøgerens rettigheder efter Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet i forhold til inddragelsen af ansøgerens opholdstilladelse fra ultimo juli 2014. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens opholdstilladelse var blevet inddraget, idet ansøgeren ikke opfyldte de betingelser, der var knyttet til opholdstilladelsen. Udlændingenævnet henviste til, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration i afgørelsen om inddragelse havde vejledt ansøgeren om muligheden for at søge om opholdstilladelse efter Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet eller stand still-klausulen, og at ansøgeren primo september 2017 var blevet meddelt opholdstilladelse i henhold til stand still-klausulen. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. ERH/2018/21. -
Udlændingenævnets afgørelse af 27. juni 2018 – Erhverv – Greencardordningen – Feriepenge
Dato: 27-06-2018Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på forlængelse af en indisk statsborgers opholdstilladelse i Danmark på baggrund af greencardordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 12, 2. pkt., jf. stk. 2, nr. 1.
Udlændingenævnets flertal fandt, at ansøgeren ikke som foreskrevet i udlændingelovens § 9 a, stk. 12, 2. pkt., havde oppebåret en lønindtægt, der minimum svarede til den gennemsnitlige startløn for nyuddannede bachelorer på det offentlige og private arbejdsmarked i det seneste år, før ansøgningen om forlængelse var indgivet. Udlændingenævnets flertal fandt endvidere, at optjente, men ikke udbetalte, feriepenge, i overensstemmelse med Styrelsen for International Rekruttering og Integrations praksis ikke skulle medregnes ved opgørelsen af lønindtægten. Da ansøgeren oprindeligt var meddelt opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen i maj 2014, skulle han således i de seneste 12 måneder, før ansøgningen om forlængelse var indgivet, have oppebåret en lønindtægt på 309.334 kr. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret at have haft en lønindtægt, der minimum svarede til den gennemsnitlige startløn for nyuddannede bachelorer på det offentlige og private arbejdsmarked i det seneste år, før ansøgningen om forlængelse var indgivet. Udlændingenævnets flertal lagde i den forbindelse vægt på, at det fremgik af de til sagen fremlagte lønsedler, at ansøgeren havde haft en samlet lønindtægt på 301.615,13 kr. inkl. ATP og udbetalte feriepenge. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets flertals vurdering, at ansøgerens partrepræsentant havde anført, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde ændret praksis, og at ansøgerens feriepenge rettelig skulle have været medregnet. Udlændingenævnets flertal fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da Styrelsen for International Rekruttering og Integration var blevet hørt herom, hvortil Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde oplyst, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration ikke havde ændret praksis. Der blev endvidere henvist til besvarelserne af Folketingsspørgsmålene nr. S 286 af 6. december 2017 og nr. S 294 af 9. januar 2018, hvoraf det fremgik, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration ikke havde ændret praksis. ERH/2018/57.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. maj 2018 – Erhverv – Working Holiday
Dato: 03-05-2018Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af Working Holiday Agreement til en statsborger fra Sydkorea, jf. udlændingelovens § 9 l, stk. 1, jf. § 45. Ansøgeren havde tidligere i perioden fra august 2014 til februar 2015 haft opholdstilladelse i Danmark som gæstestuderende, hvor ansøgeren måtte arbejde 15 timer om ugen, undtagen fra juni til august, hvor ansøgeren måtte arbejde på fuld tid. Ansøgeren havde endvidere haft opholds- og arbejdstilladelse som praktikant i perioden fra august 2015 til september 2016.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse på grundlag af Working Holiday Agreement, idet ansøgerens primære formål med opholdet i Danmark ikke kunne anses for at være ferie, jf. udlændingelovens § 9 l, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren forud for sin ansøgning om opholdstilladelse på grundlag af Working Holiday Agreement havde haft to længerevarende ophold i Danmark som henholdsvis gæstestuderende og efterfølgende som praktikant. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark udover de pågældende to perioder, idet Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering i april 2016 havde afvist ansøgerens første ansøgning om opholdstilladelse som praktikant under henvisning til ansøgerens ulovlige ophold i Danmark på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren i sin ansøgning om opholdstilladelse på grundlag af Working Holiday Agreement havde oplyst, at ansøgeren søgte efter jobmuligheder i Danmark, der relaterede sig til ansøgerens uddannelse, og at ansøgeren havde en kæreste, der boede i Danmark. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at ansøgeren i ansøgningsinterviewet med den norske ambassade ligeledes havde oplyst, at ansøgerens hovedformål med rejsen til Danmark var arbejde og ferie, og at ansøgeren ville forsøge at få et job på baggrund af sin uddannelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren havde anført, at hun huskede, at hun til ansøgningsinterviewet havde oplyst, at hendes formål med ansøgningen var ferie, at det ikke var ulovligt at arbejde eller at bo sammen med sin kæreste under en opholdstilladelse på grundlag af Working Holiday Agreement, at ansøgeren ikke forventede at finde permanent fuldtidsarbejde i Danmark, at ansøgeren ville lede efter et deltidsjob, idet ansøgeren var bevidst om, at hun kun måtte arbejde ni måneder under en opholdstilladelse på grundlag af Working Holiday Agreement, samt at ansøgeren ønskede at lære sproget og kulturen bedre at kende i Danmark frem for at arbejde, ikke kunne føre til en anden vurdering, idet ansøgerens ansøgningsmønster indikerede, at hovedformålet ikke var ferieophold, men at ansøgeren ønskede et længerevarende ophold i Danmark. ERH/2018/53.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 2. maj 2018 – Erhverv – Praktikanter – Fortolkning af kravet til land, hvor uddannelsen er afsluttet
Dato: 02-05-2018Udlændingenævnet hjemviste i maj 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra juni 2017 om afslag på opholdstilladelse som praktikant til en costaricansk statsborger. Ansøgeren havde i januar 2017 færdiggjort en professionsbachelor i Danmark. I april 2017 indgav ansøgeren ansøgning om opholdstilladelse som praktikant hos en navngiven virksomhed. Styrelsen for International Rekruttering og Integration meddelte ansøgeren afslag på opholdstilladelse som praktikant, da der efter styrelsens praksis ikke kunne meddeles opholdstilladelse som praktikant på baggrund af en uddannelse, som var påbegyndt eller afsluttet i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 k, stk. 1, og § 1 i bekendtgørelse nr. 1512 af 23. december 2014 om meddelelse af opholds- og arbejdstilladelse til praktikanter og volontører (praktikantbekendtgørelsen).
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at praktikopholdet skulle supplere en uddannelse, som ansøgeren havde afsluttet i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det hverken af ordlyden af udlændingelovens § 9 k, af relevante lovforarbejder (herunder bemærkningerne til udlændingelovens § 9 k, som blev indsat ved lov nr. 104 af 2. marts 2012, eller bemærkningerne til udlændingelovens dagældende § 9 c, stk. 1, som blev indsat ved lov nr. 365 af 6. juni 2002), eller af ordlyden af § 1, stk. 1, nr. 3, i praktikantbekendtgørelsen kunne udledes, at en ansøger ikke kunne meddeles opholdstilladelse som praktikant som supplement til en uddannelse afsluttet i Danmark. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Styrelsen for International Rekruttering og Integration med henblik på, at styrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. ERH/2018/31. -
Udlændingenævnets afgørelse af 5. marts 2018 – Erhverv – Beløbsordningen – Proforma
Dato: 05-03-2018Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra april 2017 om afslag på opholdstilladelse efter beløbsordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2, eller som følge af Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 9 p, stk. 1, til en statsborger fra Tyrkiet.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren hverken kunne meddeles opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2, eller som følge af Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 9 p, stk. 1. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse efter en samlet vurdering af alle sagens omstændigheder grund til at antage, at ansøgerens tilbudte ansættelse som ”pizzabager” hos en navngivet virksomhed måtte anses for proforma, og at det afgørende formål med hans ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af beskæftigelse måtte anses for at være med henblik på at opnå et længerevarende ophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens og virksomhedsejerens egne oplysninger om, at ansøgeren i 1982 havde afsluttet fem års grundskole, at han herudover ikke havde nogen uddannelse, at han i perioden fra september 2014 til og med juni 2015 havde arbejdet som kok i Tyrkiet, at han i perioden fra juli 2015 til og med oktober 2015 havde arbejdet som pizzabager i Tyrkiet, at ansøgeren var virksomhedsejerens onkel eller broder, at virksomhedsejeren siden oktober 2016 havde været sygemeldt, at han i samme periode havde haft flere pizzabagere ansat, som havde skuffet ham, at virksomhedsejeren håbede, at ansøgeren kunne være en stabil pizzabager, og at virksomhedsejeren derfor var villig til at betale mere end det sædvanlige. Udlændingenævnet lagde herefter til grund, at ansøgeren hverken havde dokumenteret en uddannelse eller erhvervserfaring, som kunne begrunde en ansættelse med en månedsløn på 34.500 kr., og at ansøgeren var tilbudt ansættelse hos nær familie. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der på baggrund af den omhandlede virksomheds regnskabstal og virksomhedens karakter ikke var grundlag for en ansættelse af den pågældende karakter, hvilket understøttedes af årsresultatet for 2016. Udlændingenævnet fandt derfor, at der var en formodning for, at ansøgeren alene var blevet tilbudt ansættelsen med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark efter beløbsordningen, og at ansøgeren og virksomhedsejeren dermed havde forsøgt at omgå reglerne for opholds- og arbejdstilladelse i Danmark. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for klagen havde anført, at virksomhedsejeren havde haft sin virksomhed i over tyve år, at hvis han havde haft til hensigt at hente ansøgeren til Danmark, ville han have gjort det mange år tidligere, da reglerne om arbejdstilladelse i Danmark var mere lempelige, og at ansøgeren havde de grundlæggende egenskaber for en pizzabager. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det følger af udlændingemyndighedernes administrative praksis, at uanset, at de formelle krav – herunder kravet om årlig aflønning på et fastsat mindstebeløb – er opfyldt, vil der kunne meddeles afslag på opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen, såfremt det afgørende formål med ansøgningen om opholdstilladelse må antages at være at opnå et opholdsgrundlag i Danmark. ERH/2018/13.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 1. februar 2018 – Erhverv – Greencardordningen – Point for anerkendt universitet
Dato: 01-02-2018Udlændingenævnet hjemviste i februar 2018 en afgørelse truffet af Styrelsen for International Rekruttering og Integration om afslag på opholdstilladelse efter greencardordningen til en ansøger fra Albanien, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 412 af 9. maj 2016, under henvisning til, at ansøgeren ikke havde opnået 100 point.
Udlændingenævnet fandt ikke grundlag for at stadfæste Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse, hvorved ansøgeren var blevet meddelt afslag på hendes ansøgning om opholdstilladelse efter greencardordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1, under henvisning til, at ansøgeren ikke havde opnået 100 point. Udlændingenævnet lagde herved vægt på Styrelsen for Videregående Uddannelsers supplerende vurdering fra oktober 2016. Udlændingenævnet tillagde det i den forbindelse betydning, at Styrelsen for Videregående Uddannelsers vurdering konkret var foranlediget af Styrelsen for International Rekruttering og Integrations anmodning om at få vurderet, på hvilket universitet ansøgeren havde afsluttet sin Master of Science in Environmental Sciences and Policy, og at Styrelsen for Videregående Uddannelser i den forbindelse havde oplyst, at ansøgerens Master of Science in Environmental Sciences and Policy var en fællesuddannelse udbudt i fællesskab mellem flere anerkendte universiteter, at der var udstedt et eksamensbevis fra både Central European University i Budapest, Ungarn, og The University of Manchester, Storbritannien, og at ansøgeren således havde anerkendte masteruddannelser fra begge disse universiteter. Ved Udlændingenævnets opslag på, www.topuniversities.com/university-rankings/world-university-rankings/2018, fremgik det, at The University of Manchester, Storbritannien, lå nr. 34 på QS World University Rankings seneste liste. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren – ud over 80 point for uddannelse, som styrelsen havde tildelt ansøgeren – burde tildeles yderligere 20 point for, at ansøgeren havde afsluttet en uddannelse på et universitet, der lå nr. 34 på QS World University Rankings seneste liste, og at hun således havde opnået i alt 100 point efter greencardordningen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration ved sin afgørelse havde lagt vægt på, at ansøgeren udelukkende havde gennemført sin Master of Science in Environmental Sciences and Policy på Central European University i Budapest, Ungarn, at ansøgeren ikke havde gennemført en del af uddannelsen på The University of Manchester, Storbritannien, at Styrelsen for Videregående Uddannelser ved sin vurdering i maj 2017 alene havde angivet, at eksamensbeviset var udstedt af Central European University i Budapest, Ungarn, og at styrelsen på den baggrund havde fundet, at ansøgeren ikke kunne tildeles bonuspoint for at have afsluttet en uddannelse på et anerkendt universitet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at tildelingen af point for uddannelse afsluttet på et anerkendt universitet beror på en konkret og individuel vurdering, hvori indgår, om det universitet, som har udstedt eksamensbeviset, er omfattet af QS World University Rankings liste, og at point for anerkendt universitet kunne tildeles, desuagtet at ansøgeren ikke reelt og faktisk havde studeret på det universitet, der var omfattet af QS World University Rankings liste. Udlændingenævnet fandt endelig, at ansøgeren i forbindelse med gennemførelsen af sin Master of Science in Environmental Sciences and Policy på Central European University i Budapest, Ungarn, ikke havde fremsendt dokumentation for lovligt ophold med tilladelse til at studere i Ungarn. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Styrelsen for International Rekruttering og Integration med henblik på, at styrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark var opfyldt, herunder at indhente dokumentation for ansøgerens ret til ophold og tilladelse til at studere i Ungarn i hele studieperioden. ERH/2018/39.
Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet