Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på Schengenvisum til en statsborger fra Somalia, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9, jf. § 16. Det fremgik af sagen, at ansøgeren i juni 2015 var blevet meddelt afslag på ægtefællesammenføring med sin herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, at parrets fem fællesbørn i august 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, at ansøgeren i marts 2016 var blevet meddelt afslag på Schengenvisum til Danmark, og at Udlændingestyrelsen i maj 2016 havde meddelt ansøgeren afslag på genoptagelse af Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2016. Ansøgerens børn var indrejst i Danmark i februar 2016.

Udlændingenævnet fandt, at der var begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum. Ansøgeren kunne derfor ikke gives Schengenvisum til Danmark, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9, jf. § 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var somalisk statsborger og dermed fra et land, hvis statsborgere vurderedes at udgøre en særlig høj risiko for ulovlig indvandring i Danmark eller andre Schengenlande, og hvortil der kunne være udsendelsesvanskeligheder, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 4, og bilag 2. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet ikke havde dokumenteret, at hun ikke havde lovligt ophold i Kenya, hvor hun i øvrigt ikke havde været i beskæftigelse eller på anden måde havde sandsynliggjort en sådan fast og varig tilknytning, at det kunne lægges til grund, at hun frivilligt ville have udrejst dertil efter et eventuelt visumophold. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel kunne meddeles Schengenvisum til Danmark, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6, idet der ikke var oplyst om personlige eller helbredsmæssige forhold, som kunne begrunde et Schengenvisum. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at der alene burde meddeles visum, hvis der forelå ekstraordinære omstændigheder, f.eks. i tilfælde hvor ansøgningen var blevet indgivet med henblik på besøg hos et nærtstående familiemedlem, som led af en livstruende sygdom, eller hvis ansøgeren skulle deltage i et nært familiemedlems begravelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens ene herboende barn havde været involveret i et færdselsuheld, og at han i den forbindelse havde været indlagt i cirka to måneder. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet han efterfølgende havde været rask nok til at gå i skole. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser, der talte for, at der i sagen skulle meddeles et nationalt begrænset visum. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det kunne udledes af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), at familier ikke har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgeren i juni 2015 var blevet meddelt afslag på ægtefællesammenføring, idet ægteskabet ikke var retsgyldigt, og idet parret ikke havde etableret et familieliv omfattet af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at det var parrets eget valg at lade parrets fællesbørn indrejse og tage ophold i Danmark på et tidspunkt, hvor ansøgeren var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse, og at der ikke var oplyst om forhold, som bevirkede, at ansøgerens ægtefælle og parrets fællesbørn ikke kunne besøge ansøgeren i hendes opholdsland. VIS/2017/118.

Senest opdateret: 29-11-2017
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen