Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på Schengenvisum til Danmark til en pakistansk statsborger. Udlændingestyrelsen havde fundet, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ansøgerens og den herboende ægtefælles ægteskab var, at ansøgeren kunne opnå et Schengenvisum med henblik på indrejse i Schengenområdet, jf. EU-opholdsdirektivet 2004/38/EC artikel 27 og 35, visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra a nr. vi, og artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 6, og § 8, stk. 2, nr. 9, jf. § 16. Den herboende ægtefælle var norsk statsborger.

Udlændingenævnet fandt ved afgørelsen, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med parrets ægteskab var, at ansøgeren kunne opnå et Schengenvisum med henblik på indrejse i Schengenområdet, og at meddelelse af visum til ansøgeren derfor ville stride mod hensynet til den offentlige orden. I vurderingen af parrets ægteskab lagde Udlændingenævnet vægt på, at både Den Danske Ambassade i Pakistan og Udlændingestyrelsen havde vejledt den herboende ægtefælle om, at der var brug for yderligere oplysninger til behandlingen af ansøgerens visumansøgning, og at den herboende ægtefælle ikke havde kontaktet Udlændingestyrelsen med henblik på at meddele de nødvendige oplysninger. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parrets ægteskab var et arrangeret ægteskab, at der var en aldersforskel på 42 år mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle, og at det var den herboende ægtefælles tredje ægteskab. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at ansøgeren havde oplyst, at hun på trods af aldersforskellen havde besluttet at indgå ægteskab med den herboende ægtefælle, fordi hun havde levet i fattigdom hele sin opvækst. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at parrets bryllup ikke var et traditionelt pakistansk bryllup, for så vidt angik bryllupsgæsterne og fotodokumentationen af brylluppet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren som pakistansk statsborger ikke var omfattet af persongruppen af pakistanske statsborgere, der kunne meddeles visum til Danmark, når parrets ægteskab ikke kunne tillægges vægt i vurderingen, da det måtte anses for at være indgået med det formål at opnå en opholdstilladelse eller et længerevarende ophold i Danmark eller Schengenområdet. Udlændingenævnet fandt ligeledes, at der var rimelig tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenområdet ved udløbet af et eventuelt visum. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var pakistansk statsborger, og at pakistanske statsborgere på ansøgningstidspunktet var placeret i hovedgruppe fire i bilag to til visumbekendtgørelsen, som omfatter statsborgere, der er vurderet at udgøre en høj risiko for illegal indvandring i Danmark og de øvrige Schengenlande. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde en begrænset tilknytning til sit hjemland, idet hun ikke i hjemlandet havde arbejde eller børn og var 32 år. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå ganske særlige omstændigheder i ansøgerens sag, der kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet fandt ligeledes, at humanitære hensyn, hensynet til nationale interesser eller Danmarks internationale forpligtelser ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at den herboende ægtefælle var syg og forvirret, men Udlændingenævnet fandt endelig, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, henset til at den herboende ægtefælle havde været i stand til at rejse til Pakistan for at indgå ægteskab med ansøgeren og efterfølgende bo sammen med hende i Pakistan. VIS/2017/15.

Senest opdateret: 01-06-2017
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen