Udlændingenævnet stadfæstede i august 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Tyrkiet, som havde søgt om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.

 

Sagens faktiske omstændigheder:

 

Ansøgeren indgav i oktober 2022 ansøgning om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret tredjelandsstatsborger. Indsendt til sagen var bl.a. en aftale mellem en svensk virksomhed og en dansk virksomhed om vikar- og arbejdsformidling, hvoraf det fremgik, at den svenske virksomhed var ansvarlig for at tilbyde bemandingsløsninger og/eller vikarydelser til den danske virksomhed, at ansøgeren var vikaren, der skulle udstationeres, og at det var den danske virksomhed, der havde instruktionsbeføjelse. Derudover var indsendt en ansættelsesaftale, hvoraf det fremgik, at ansøgeren var ansat i den svenske virksomhed fra juli 2022, og at ansøgerens løn varierede afhængigt af, om ansøgeren skulle arbejde i Sverige eller i Danmark, samt en udstationeringsaftale, mellem ansøgeren og den svenske virksomhed, hvoraf fremgik, at udstationeringsperioden var på 2 år, og at ansøgeren skulle vaske biler og gøre rent.

 

Udlændingenævnets vurdering:

 

”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af […] november 2022. [Ansøgeren] opfylder derfor ikke betingelserne for ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.

 

Udlændingenævnet finder således, at det på baggrund af de foreliggende oplysninger og dokumenter i sagen ikke kan lægges til grund, at [ansøgeren] er omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler som udstationeret tredjelandsstatsborger, som er ansat i en virksomhed i en anden medlemsstat, og som er sendt til Danmark for på vegne af sin arbejdsgiver at levere en tjenesteydelse i Danmark.

 

Det er Udlændingenævnets vurdering, at [den svenske virksomhed] er at anse for tjenesteyder i henhold til TEUF artikel 56, og at tjenesteydelsen består af tilrådighedsstillelse af arbejdskraft i form af vikarer.

 

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af aftalen af […] september 2022 mellem [den danske virksomhed] og [den svenske virksomhed] om vikar- og arbejdsformidling, at [den svenske virksomhed] er ansvarlig for at tilbyde bemandingsløsninger og/eller vikarydelser til [den danske virksomhed] i forbindelse med adhoc-opgaver, ferieafløsning, sygeafløsninger og/eller deltids- og fuldtidsstillinger.

 

Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det fremgår af aftalen, at [ansøgeren] fra den […] november 2022 til den […] oktober 2024 udstationeres til [den danske virksomhed], at det er [den danske virksomhed], der har den fulde instruktions- og ledelsesbeføjelse samt tilsyns- og kontrolmyndighed over [ansøgeren] under hans udstationering, og at [den svenske virksomhed] intet ansvar påtager sig for [ansøgerens] handlinger.

 

Det er herefter Udlændingenævnets vurdering, at der ikke er tale om levering af en konkret tjenesteydelse mellem [den svenske virksomhed] og [den danske virksomhed], men at udstationeringen af [ansøgeren] i Danmark udgør selve formålet med den tjenesteydelse, som [den svenske virksomhed] udfører for [den danske virksomhed], og at aftalen om leveringen af tjenesteydelsen således alene har til formål at opnå adgang til arbejdsmarkedet i Danmark.

 

Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det bl.a. fremgår af den fremlagte ”Agreement on Posting” af […] september 2022 mellem [ansøgeren] og CEO […], at [ansøgeren] skal yde bilvask- og rengøringsservice, og at hans timeløn er på 140 DKK. Derudover fremgår det, at hans opgaver er at udvikle og planlægge merchandise-strategier, analysere salgstal, kundereaktioner og markedstrends, samarbejde med købere, leverandører, og forhandlere for at forhandle priser, mængder og deadlines, maximere kundeinteresse og salg, monitorere aktiebevægelser, og at han skal skabe kundeforhold.

 

Det til støtte for klagen anførte om, at [den svenske virksomhed] skal ændre og organisere [den danske virksomheds] salg- og markedsføringsstrategi, at [ansøgeren] er den ekspert, der skal løse opgaven, og at [ansøgeren] kun vil modtage instruktioner vedrørende dansk lovgivning, men ikke vedrørende kernen af hans opgave, er ligeledes indgået i Udlændingenævnets vurdering.

 

Udlændingenævnet finder imidlertid, at disse forhold ikke kan føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset om [ansøgerens] beskæftigelse for [den danske virksomhed] skal bestå i salg eller rengøring af biler, så fremgår det af aftalen af […] september 2022 mellem [den danske virksomhed] og [den svenske virksomhed] om vikar- og arbejdsformidling, at det er [den danske virksomhed], der har den fulde instruktions- og ledelsesbeføjelse samt tilsyns- og kontrolmyndighed over [ansøgeren]. Det kan således ikke lægges til grund, at [den svenske virksomhed] skal levere en konkret tjenesteydelse i form af at ændre og organisere [den danske virksomheds] salg- og markedsføringsstrategi, og ikke alene stille arbejdskraft til rådighed.

 

Udlændingenævnet finder på denne baggrund, at udstationeringen af [ansøgeren] reelt indebærer, at [ansøgeren] skal udlånes til [den danske virksomhed] i en periode, og at udstationering til Danmark i sig selv udgør formålet med aftalen mellem [den danske virksomhed] og [den svenske virksomhed med det overordnede formål at bringe arbejdskraft til Danmark.

 

Det er derfor Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] ikke er omfattet af reglerne i EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2, som udstationeret.   

 

Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse.”

 

 

EU/2023/98

Til toppen