EU
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. marts 2023 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstager
Dato: 30-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afslag på opholdsret som arbejdstager til en bulgarsk statsborger.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i oktober 2022 ansøgning om opholdsret som arbejdstager. Ansøgeren havde til ansøgningen indsendt en ansættelseskontrakt, hvoraf det bl.a. fremgik, at ansøgeren var fastansat med et månedligt timeantal på 160,33 timer og en månedsløn på 13.000 kr., og at ansættelse ikke omfattede løn under sygdom, barselsordning, pensionsordning eller arbejdsgiverforsikring mv.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra november 2022. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at ansøgeren ikke kan anses som arbejdstager i EU-rettens forstand, idet ansøgeren ikke har sandsynliggjort at have beskæftigelse af reel og faktisk karakter.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af ansøgerens ansættelseskontrakt, at ansøgeren er fastansat med et månedligt timeantal på 160,33 timer, og at hans månedsløn er 13.000 kr. Det må således lægges til grund, at ansøgerens timeløn er 81,1 kr.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansættelseskontrakten ikke indeholder en stillingsbetegnelse, men at det fremgår af www.virk.dk, at virksomheden er en restaurant.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at en månedlig lønindkomst på 13.000 kr. har et sådan størrelsesmæssigt omfang, at der som udgangspunkt ikke vil være tale om et rent marginalt supplement.
Det er imidlertid Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens ansættelsesforhold, særlig den aftalte aflønning for omfanget af arbejdet, ikke kan anses at have en sådan karakter, at der er tale om reel og faktisk beskæftigelse.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens timeløn ikke kan anses for at være af sædvanlig karakter, da det fremgår af restaurantoverenskomst 2020-2023 indgået mellem Horesta og 3F, at timelønnen for medhjælpere over 18 år pr. den 1. marts 2022 er 132,24 kr.
Ansøgerens timeløn sammenholdt med det faktum, at ansøgeren er fastansat og har et månedligt timeantal på 160,33 timer, hvilket svarer til en fuldtidsansættelse, finder Udlændingenævnet taler imod, at ansøgerens beskæftigelse er reel og faktisk, da timelønnen er betydeligt lavere, end hvad der ville være forventeligt for beskæftigelse af den pågældende type.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det på baggrund af ansøgerens ansættelsesaftale må lægges til grund, at ansøgerens ansættelse ikke omfatter løn under sygdom, barselsordning, pensionsordning eller arbejdsgiverforsikring mv. Dette er forhold som efter Udlændingenævnets vurdering taler imod, at der er tale om sådan reel og faktisk beskæftigelse, at der kan meddeles en opholdsret som arbejdstager på denne baggrund.
Udlændingenævnet har endvidere tillagt det vægt, at medlemsstaterne skal sikre, at der ikke sker diskrimination eller udnyttelse af arbejdskraften, når der ansættes udenlandsk arbejdskraft, herunder sikre ligebehandling i henhold til national ret, praksis og kollektive overenskomster i forhold til den pågældende medlemsstats egne statsborgere, jf. retsreglerne ovenfor. Uanset at lønninger på arbejdsmarkedet ikke er lovmæssigt reguleret i Danmark, indgår lønforhold i vurderingen af, om en unionsborger kan anses for arbejdstager i EU-retlig forstand. I den forbindelse skal det vurderes, om aflønning sker i overensstemmelse med de lavest overenskomstmæssige takster for det givne fagområde.
Det af ansøgeren anførte om, at mange ansøgere har fået opholdstilladelse med en lignende arbejdskontrakt i 2022, at mange ansøgere har fået arbejdstilladelse for nylig med timeløn under 132,24 kr., og at kravet om en timeløn på 132,24 kr. kun er gældende for restauranter, der er medlem af overenskomsten, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet har foretaget en samlet og individuel vurdering på baggrund af de konkrete oplysninger, som fremgår af ansøgerens ansættelsesaftale. Andre personers ansættelsesforhold kan derfor ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 29. juni 2022 – Brexit – Familiemedlem – Familiemedlem indrejst inden overgangsperiodens udløb – Forsørgelse, husstand og helbredsmæssige forhold
Dato: 17-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Aserbajdsjan, som havde fået afslag på udstedelse af opholdsdokument som forælder til en herboende britisk statsborger efter Brexit-bekendtgørelsen.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indrejste i Danmark i december 2020 for at tage ophold hos sin herboende datter, som oplyste at have forsørget ansøgeren. Til støtte for forsørgelsesforholdet var det oplyst, at ansøgerens datter havde hævet kontanter, som ansøgeren enten selv havde fået under besøgsophold i Danmark, eller som bekendte havde medbragt til ansøgeren i Aserbajdsjan. Endvidere var det anført, at datteren havde betalt for ansøgerens rejser til Danmark og for ansøgerens medicin. Endelig var det anført, at ansøgeren var fraskilt og pensionist og udgjorde en væsentlig del af datterens familie i Danmark. Der var ikke til sagen fremlagt dokumentation for hverken kontanthævninger, køb af rejser eller medicin eller for ansøgerens helbredsproblemer.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra august 2021. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne for at få udstedt et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 2 som familiemedlem til sin datter, som er britisk statsborger.
Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgerens datter har fået udstedt et opholdsdokument på baggrund af Brexit-bekendtgørelsens § 2.
Udlændingenævnet har endvidere lagt til grund, at ansøgeren i december 2020 indrejste i Danmark og indgav ansøgning om ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens regler.
Endelig har Udlændingenævnet lagt til grund, at SIRI i april 2021 orienterede ansøgeren om, at ansøgningen ville blive behandlet efter udtrædelsesaftalens regler. Ansøgeren blev i den forbindelse anmodet om at fremlægge dokumentation for, at ansøgeren inden overgangsperiodens udløb havde opfyldt et opholdsgrundlag i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsens regler, herunder dokumentation for, at der enten forelå et forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og ansøgerens datter, at ansøgeren havde været optaget i ansøgerens datters husstand, eller for at alvorlige helbredsmæssige grunde gjorde det absolut nødvendigt, at ansøgerens datter personligt plejede ansøgeren.
Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at der ikke kan lægges til grund, at ansøgeren er omfattet af personkredsen i udtrædelsesaftalens artikel 10, stk. 1, litra e), nr. i), jf. opholdsdirektivets artikel 2, nr. 2, litra d).
Udlændingenævnet finder således, at det ikke kan lægges til grund, der foreligger et reelt forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og ansøgerens datter.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det følger af EU-domstolens dom af 16. januar 2014, sag C-423/12, Reyes, at en medlemsstat kan stille krav om bevis for, at der foreligger et reelt afhængighedsforhold mellem unionsborgeren og familiemedlemmet, herunder at unionsborgeren i en anseelig periode regelmæssigt har udbetalt en sum penge til familiemedlemmet, således at familiemedlemmets grundlæggende fornødenheder kan dækkes.
Det anførte om, at ansøgeren har haft et forsørgelsesbehov, siden ansøgeren nåede pensionsalderen i 2018, og at ansøgerens datter og dennes ægtefælle har hævet kontanter til ansøgeren, når ansøgeren har været i Danmark, hvorefter ansøgeren har medbragt pengene til sin forsørgelse i Aserbajdsjan, kan ikke i sig selv føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation for de pågældende kontanthævninger.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det er oplyst, at ansøgerens datter og dennes ægtefælle 10 gange i perioden fra august 2015 til august 2019 har hævet kontanter, som deres bekendte herefter har medbragt til Aserbajdsjan og overbragt til ansøgeren til brug for ansøgerens forsørgelse. Udlændingenævnet har herved igen lagt vægt på, at der ikke er fremlagt nogen dokumentation til støtte herfor. Det fremlagte skema med anførte datoer og kontaktoplysninger på de pågældende bekendte, kan ikke i sig selv udgøre tilstrækkelig dokumentation i denne sammenhæng.
Det forhold, at ansøgerens datter og dennes ægtefælle har oplyst, at de ikke kan fremlægge kontoudskrifter, der dokumenterer kontanthævningerne, fordi de i mellemtiden har skiftet bank, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviser herved til, at det efter EU-Domstolens praksis kan stilles krav om bevis for, at der har fundet en reel forsørgelse sted.
Det forhold, at ansøgeren fratrådte sin fuldtidsstilling i maj 2018, og at ansøgeren efter det oplyste var nødt til at have deltidsarbejde indtil 2020 og på nuværende tidspunkt ikke kan leve af sin pension, kan ikke i sig selv føre til, at det kan lægges til grund, at der foreligger et reelt forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og ansøgerens datter.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse også, at ansøgeren har indkomst i form af pension i Aserbajdsjan, at pensionen udgør 439 manat om måneden, og at det fremgår af den fremlagte arbejdsgivererklæring fra marts 2021, at ansøgerens månedsløn var 480 manat. Der er således ikke tale om en meget markant nedgang i ansøgerens indkomst.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen, at det er anført, at ansøgeren er skilt, og at ansøgerens datter er ansøgerens eneste barn og nære familiemedlem, at det bl.a. har været nødvendigt at forsørge ansøgeren ved at betale for ansøgerens rejser til Danmark, så ansøgeren kunne udøve samvær med sin eneste familie, at ansøgerens datter og dennes ægtefælle har behov for at have ansøgeren i Danmark, fordi de begge har krævende fuldtidsarbejde, og at ansøgeren udgør en væsentlig del af familien, hvorfor et afslag på opholdsret vil gribe uproportionalt ind i familiens liv.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at retten til familieliv, som er beskyttet ved Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, som udgangspunkt alene beskytter den traditionelle familiestruktur, herunder ægtefæller og mindreårige børn. Det forhold, at det er ønskværdigt for ansøgeren og ansøgerens datter at være sammen i Danmark, kan ikke i sig selv udgøre et beskyttelsesværdigt familieliv i EMRK artikel 8’s forstand.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse også til, at det forhold, at ansøgerens datter vil påtage sig at forsørge ansøgeren fremover, ikke i sig selv medfører, at der foreligger et reelt forsørgelsesforhold mellem dem i EU-rettens forstand.
Udlændingenævnet finder herefter, at det ikke kan lægges til grund, at der har foreligget det nødvendige økonomiske og materielle afhængighedsforhold mellem ansøgeren og ansøgerens datter.
Udlændingenævnet finder endvidere, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren opfylder betingelsen for at være omfattet af den udvidede personkreds i udtrædelsesaftalens artikel 10, stk. 2 eller 3, jf. opholdsdirektivets artikel 3, stk. 2, litra a).
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke som anmodet er fremlagt oplysninger eller dokumentation til støtte for, at ansøgeren har været optaget i sin datters husstand, eller at ansøgeren lider af alvorlige helbredsmæssige problemer, som gør det absolut nødvendigt, at ansøgerens datter personligt plejer ansøgeren.
Udlændingenævnet skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at det er beklageligt, at der ikke i SIRI’s afgørelse af 17. august 2021 er taget stilling til, om ansøgeren er omfattet af udtrædelsesaftalens artikel 10, stk. 2 eller 3.
Udlændingenævnet finder imidlertid ikke grundlag for alene af denne grund at hjemvise sagen til fornyet vurdering i SIRI. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at SIRI – som før nævnt – har vejledt om at indsende den relevante dokumentation, men at det hverken er dokumenteret eller anført, at ansøgeren har været optaget i sin datters husstand, eller at det er absolut nødvendigt med personlig pleje af ansøgeren.
Oplysningerne om, at ansøgeren har problemer med sin skjoldbruskkirtel, at det er vanskeligt og dyrt at finde behandling i Aserbajdsjan, og at ansøgerens datter derfor også har forsørget ansøgeren ved at betale for medicin, kan ikke tages i betragtning i denne forbindelse. Udlændingenævnet bemærker i øvrigt, at der hverken er fremlagt dokumentation for ansøgerens helbredsproblemer eller for køb af medicin.
Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 20. september 2022 – Brexit – Familiemedlem indrejst inden overgangsperiodens udløb – Forsørgelse, husstand og helbredsmæssige forhold
Dato: 17-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i september 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Pakistan, som havde fået afslag på udstedelse af opholdsdokument som forælder til en herboende britisk statsborger efter Brexit-bekendtgørelsen.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indrejste i Danmark i oktober 2020 for at tage ophold hos sin herboende søn, som oplyste at have forsørget ansøgeren. Som dokumentation for forsørgelsesforholdet var fremlagt kvitteringer for 6 pengeoverførsler fra ansøgerens søn i løbet af de sidste 5 måneder op til ansøgerens indrejse i Danmark. Endvidere var der fremlagt dokumentation for en række overførsler, som ikke kunne henføres til ansøgeren, men bl.a. til 2 navngivne personer, som efter det oplyste havde videregivet pengene til ansøgeren i Pakistan. Det var desuden oplyst, at ansøgerens helbred gradvist var blevet forværret, så ansøgeren nu havde behov for mere pleje end tidligere.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra juli 2021. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for at få udstedt et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 2 som familiemedlem til sin søn, som er britisk statsborger.
Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgerens søn i juni 2020 fik udstedt registreringsbevis efter EU-opholdsbekendtgørelsens regler og i marts 2021 fik udstedt opholdsdokument på baggrund af Brexit-bekendtgørelsens § 2.
Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren opfylder betingelserne for at være omfattet af udtrædelsesaftalen som familiemedlem til sin søn.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det ikke kan anses for godtgjort, at ansøgeren er omfattet af personkredsen i opholdsdirektivets artikel 2, nr. 2, idet det ikke kan lægges til grund, at der foreligger et reelt forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og ansøgerens søn.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det følger af EU-domstolens dom af 16. januar 2014, sag C-423/12, Reyes, at en medlemsstat kan stille krav om bevis for, at der foreligger et reelt afhængighedsforhold mellem unionsborgeren og familiemedlemmet, herunder at unionsborgeren i en anseelig periode regelmæssigt har udbetalt en sum penge til familiemedlemmet, således at familiemedlemmets grundlæggende fornødenheder kan dækkes.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at der er fremlagt dokumentation for overførsler fra ansøgerens søn til ansøgeren på henholdsvis 500 britiske pund i juni 2017, 524 britiske pund i maj 2020, 2.255 kr. i juli 2020, 1.955 kr. i august 2020, 1.855 kr. i september 2020 og 2.955 kr. i oktober 2020.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der – bortset fra den enkeltstående overførsel i 2017 – er tale om en periode på mindre end 5 måneder op til ansøgerens indrejse i Danmark i oktober 2020, hvilket ikke kan anses for at være en anseelig periode.
De fremlagte kontoudskrifter kan ikke føre til en ændret vurdering, idet de fremhævede overførsler på henholdsvis 112 britiske pund i december 2017, 130 britiske pund i marts 2018, 116 britiske pund i januar 2019 og 207 britiske pund i november 2019, ikke lader sig henføre til ansøgeren.
Udlændingenævnet bemærker i øvrigt, at uanset om overførslerne kunne henføres til ansøgeren, ville de fortsat ikke i sig selv være tilstrækkelige til at godtgøre et reelt forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og ansøgerens søn, henset til overførslernes begrænsede omfang.
Endvidere kan det ikke føre til en ændret vurdering, at der er fremlagt dokumentation for, at ansøgerens søn 7 gange i perioden fra maj 2015 til juni 2016 samt i april 2020, har overført penge til 2 navngivne personer, som har erklæret på tro og love, at de har videregivet pengene til ansøgeren i Pakistan.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at den pågældende dokumentation og tro og love-erklæringer ikke kan udgøre tilstrækkelig dokumentation for, at overførslerne til de 2 navngivne personer faktisk er blevet brugt til at forsørge ansøgeren, således at ansøgerens materielle behov i hjemlandet har været dækket af ansøgerens søn.
Ved vurderingen af, om der foreligger et reelt forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og ansøgerens søn, har Udlændingenævnet videre lagt vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation til støtte for, at ansøgeren ikke har tilstrækkelige midler til at sørge for sine grundlæggende fornødenheder.
Det anførte om, at ansøgeren altid har været hjemmegående og ingen pension har, og at ansøgeren alene har været forsørget af sin herboende søn og ikke af sine 5 andre børn, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet det ikke i sig selv kan medføre en antagelse om, at der har foreligget det nødvendige økonomiske og materielle afhængighedsforhold mellem ansøgeren og ansøgerens søn.
Endelig bemærker Udlændingenævnet, at uanset om ansøgeren er blevet forsørget af sin herboende søn under opholdet i Danmark, og at ansøgerens søn påtager sig at forsørge ansøgeren i fremtiden, kan det ikke føre til en ændret vurdering, idet forsørgelsesforholdet skal have været til stede allerede ved overgangsperiodens udløb.
Ved vurderingen af, om ansøgeren er omfattet af udtrædelsesaftalen som familiemedlem til sin herboende søn, har Udlændingenævnet endvidere lagt vægt på, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren er omfattet af personkredsen i opholdsdirektivets artikel 3, stk. 2.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at idet ansøgerens søn ikke har boet sammen med ansøgeren i Pakistan forud for ansøgerens indrejse i Danmark, opfylder ansøgeren ikke betingelsen om at have været optaget i sin søns husstand.
Det anførte om, at ansøgeren og ansøgerens søn har boet sammen i forbindelse med besøg hos hinanden i henholdsvis Pakistan, Storbritannien og Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviser herved til, at de midlertidige besøgsophold ikke udgør en fælles husstand i EU-rettens forstand, og at der ligeledes skal være tale om en husstand i ansøgerens hjemland.
Endvidere har Udlændingenævnet lagt vægt på, at de fremlagte oplysninger og dokumentation vedrørende ansøgerens helbredsproblemer, herunder diabetes, forhøjet blodtryk og øjenrelaterede sygdomme, ikke har en sådan karakter, at det kan anses for absolut nødvendigt, at ansøgeren plejes personligt af sin herboende søn.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse også til det oplyste om, at ansøgeren indtil indrejsen i Danmark har boet alene og har haft hushjælp i Pakistan til at hjælpe med madlavning, rengøring og personlig pleje, og at det således må antages, at ansøgerens personlige pleje også fremadrettet kan varetages af andre end ansøgerens søn, uanset at ansøgerens syn er blevet forværret.
Udlændingenævnet finder således, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren opfyldte betingelserne for et opholdsgrundlag som familiemedlem efter EU-reglerne inden overgangsperiodens udløb, og at ansøgeren derfor ikke kan opnå opholdsret i Danmark på baggrund af udtrædelsesaftalen.
På baggrund af ovenstående stadfæster Udlændingenævnet herefter SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13.12.2022 – EU – primær bevægelighed – personkreds
Dato: 16-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Rusland, der havde søgt om EU-opholdskort på grundlag af et lettisk fremmedpas.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren havde tidligere i henholdsvis 2008, 2012 og 2014 fået udstedt registreringsbevis i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsen på grundlag af sit lettiske fremmedpas. Efter at han i en periode have opholdt sig i sit hjemland indrejste han på ny i Danmark og søgte i august 2022 igen om ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen på grundlag af sit lettiske fremmedpas.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra august 2022. Ansøgeren har således ikke ret til ophold efter EU-retten.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at EU-opholdsbekendtgørelsens regler finder anvendelse på unionsborgere og deres familiemedlemmer, og at det er en forudsætning for at være omfattet som ”hovedperson”, herunder som arbejdstager, at man er unionsborger. Dette fremgår af EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 1, og § 2, stk. 1.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har dokumenteret til sagen, at pågældende er eller har været unionsborger.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ved indgivelsen af ansøgningen har indleveret sit lettiske fremmedpas, og at det fremgår at ansøgerens nationalitet er russisk.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har dokumenteret at være statsborger i et EU-land, hvorfor pågældende heller ikke har ret til ophold i Danmark som arbejdstager, efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1.
Det er indgået i vurderingen, at ansøgeren til støtte for klagen har anført, at Letland er sit hjemland, hvor ansøgeren bl.a. har haft sin skolegang, hvor ansøgeres forældre og søskende befinder sig, samt hvor ansøgeren har en lejlighed. Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet henviser til, at et lettisk fremmedpas ikke kan føre til, at ansøgeren er omfattet af EU-retten.
Det forhold, at ansøgeren til støtte for klagen har anført, at pågældende har arbejdet periodevis i Danmark de sidste 15 år, og at det fremgår af UIP, at ansøgeren tidligere er blevet meddelt opholdsret i Danmark som arbejdstager i medfør af EU-retten, samt at ansøgeren i december 2014 blev meddelt tidsubegrænset ophold her i landet på baggrund af EU-retten, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren i CPR er registeret som udrejst til Letland i februar 2015.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det fremgår af eIndkomst, at ansøgeren har haft en længerevarende tilknytning til det danske arbejdsmarked, at ansøgeren er samlevende med en unionsborger, og at pågældende har børn, som er bosiddende i Spanien og England.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at ansøgeren for nuværende ikke er unionsborger og aldrig har været dette og derfor ikke på noget tidspunkt har opfyldt betingelserne for en selvstændig opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsen.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 9. december 2022 – Brexit – Ej omfattet af personkredsen i udtrædelsesaftalen (British overseas citizen)
Dato: 16-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en ansøger med nationalitet "British overseas citizen”, som havde søgt om udstedelse af opholdsdokument som britisk statsborger efter Brexit-bekendtgørelsen.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, som er ”British overseas citizen”, fik i 2004 ved en fejl udstedt EF/EØS-opholdsbevis som britisk statsborger og blev på den baggrund i 2009 meddelt tidsubegrænset opholdsret efter EU-reglerne. I april 2022 fik ansøgeren af SIRI udstedt opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsen som britisk statsborger, men få uger senere annullerede SIRI afgørelsen med henvisning til, at ansøgeren som ”British overseas citizen” ikke var omfattet af udtrædelsesaftalen. Ansøgeren fik i juni 2022 opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens regler.
Udlændingenævnets afgørelse:
Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra maj 2022. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter Brexit-bekendtgørelsen og udtrædelsesaftalen.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det er en betingelse bl.a. for at være omfattet af Brexit-bekendtgørelsens anvendelsesområde, at man er britisk statsborger, som er omfattet af udtrædelsesaftalen, eller familiemedlem til en britisk statsborger, som er omfattet af udtrædelsesaftalen. Dette fremgår af Brexit-bekendtgørelsens § 1, stk. 4, som henviser til udtrædelsesaftalens personkreds.
Udtrædelsesaftalens personelle anvendelsesområde fremgår af udtrædelsesaftalens artikel 10. Omfattet heraf er bl.a. britiske statsborgere, som udøvede deres ret til ophold i en medlemsstat i overensstemmelse med EU-retten inden overgangsperiodens udløb og derefter fortsat opholder sig der, jf. artikel 10, stk. 1, litra b) og familiemedlemmer til britiske statsborgere, sådan som de er defineret i artikel 10, stk. 1, litra e) og f) og artikel 10, stk. 2-4.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at det på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke kan lægges til grund, at ansøgeren er eller har været britisk statsborger. Som dokumentation for ansøgerens nationalitet er således fremlagt dokumentation i form af ansøgerens britiske pas, hvori nationaliteten er angivet som ”British overseas citizen”.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation for, at ansøgeren er omfattet af udtrædelsesaftalen som familiemedlem.
Allerede fordi, at ansøgeren hverken er britisk statsborger eller familiemedlem til en britisk statsborger, er ansøgeren ikke omfattet af personkredsen i udtrædelsesaftalen og Brexit-bekendtgørelsen.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren er registreret som britisk statsborger i CPR-registret, og at SIRI fejlagtigt udstedte et opholdsdokument til ansøgeren efter Brexit-bekendtgørelsen.
Udlændingenævnet henviser herved til, at det er en grundlæggende betingelse for at være omfattet af Brexit-bekendtgørelsen og udtrædelsesaftalen, at man er britisk statsborger eller familiemedlem til en britisk statsborger, som er omfattet af udtrædelsesaftalen.
Ved vurderingen skal Udlændingenævnet også bemærke, at ansøgeren heller ikke opfylder udtrædelsesaftalens betingelser om at have udøvet sin ret til ophold i en medlemsstat i overensstemmelse med EU-retten inden overgangsperiodens udløb. Som ”British overseas citizen” anses ansøgeren således ikke som unionsborger, og ansøgeren kan derfor ikke have rettigheder som hovedperson efter EU-opholdsbekendtgørelsens regler.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren tidligere har fået udstedt opholdsdokumenter som britisk statsborger i medfør af EU-reglerne og på den baggrund har opholdt sig i Danmark siden 2004. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at afgørelser truffet efter EU-opholdsbekendtgørelsen alene er konstaterende, og at udstedelsen af opholdsdokumenter derfor ikke i sig selv skaber et EU-retligt opholdsgrundlag.
Oplysningerne om ansøgerens personlige forhold og tilknytning til Danmark, herunder ansøgerens langvarige ophold i Danmark, danskkundskaber, uddannelse og arbejdsforhold, kan heller ikke føre til en ændret vurdering, idet der ligeledes er tale om forhold, som ikke kan indgå ved vurderingen af, om ansøgeren er omfattet af personkredsen i Brexit-bekendtgørelsen og udtrædelsesaftalen.
Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 20. marts 2023 – EU – primær bevægelighed - udstationerede
Dato: 20-03-2023Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2023 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Belarus (Hviderusland), som havde søgt om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indrejste i juli 2022 i Danmark og indgav ansøgning om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret tredjelandsstatsborger. Ansøgeren oplyste at være ansat i en polsk virksomhed, der havde indgået aftale med en dansk virksomhed om levering af tjenesteydelser i Danmark, og at ansøgeren i den forbindelse skulle levere gods i Danmark. SIRI fandt, at ansøgeren ikke var omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler som udstationeret.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra august 2022. Ansøgeren har derfor ikke opfyldt betingelserne for ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren ikke kan anses for at have været omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler om udstationerede tredjelandsstatsborgere, som er ansat i en virksomhed i anden medlemsstat, og som er sendt til Danmark for på vegne af sin arbejdsgiver at levere en tjenesteydelse i Danmark.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det er oplyst til sagen, at ansøgeren i juli 2022 indrejste i Danmark for på vegne af sin polske arbejdsgiver at levere en tjenesteydelse til en virksomhed i Danmark (modtager-virksomheden).
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det bl.a. er en betingelse for at få udstedt et opholdskort som udstationeret efter EU-reglerne, at der fremlægges dokumentation for, at der foreligger en aftale om levering af en tjenesteydelse i Danmark mellem en EU-virksomhed og den virksomhed, som skal modtage tjenesteydelsen i Danmark.
Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at der ikke er fremlagt nogen aftale om levering af tjenesteydelser i Danmark mellem på den ene side ansøgerens polske arbejdsgiver og på den anden side modtager-virksomheden i Danmark.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det fremgår af det fremlagte dokument ”Posting (Udstationering) Order” af 11. juli 2022, at ansøgeren fra den 11. juli 2022 til den 3. oktober 2022 udstationeres i Danmark for at levere 12.750 kg. gods, og at ansøgerens udstationering er baseret på en tjenesteydelsesaftale mellem ansøgerens polske arbejdsgiver og modtager-virksomheden i Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at henvisningen til tjenesteydelsesaftalen ikke i sig selv kan udgøre dokumentation for, at der faktisk foreligger en aftale mellem ansøgerens polske arbejdsgiver og den danske modtager-virksomhed om levering af en tjenesteydelse i Danmark.
Udlændingenævnet skal gøre opmærksom på, at Udlændingenævnet ikke herved har taget stilling til, om det vil kunne føre til en ændret vurdering, såfremt den omtalte tjenesteydelsesaftale mellem ansøgerens polske arbejdsgiver og den danske modtager-virksomhed blev fremlagt til sagen, idet Udlændingenævnet i så fald vil skulle vurdere, om der er tale om en aftale om levering af en konkret tjenesteydelse, som vil kunne danne grundlag for EU-opholdsret som udstationeret.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgerens polske arbejdsgiver er registreret i Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT) med ansøgeren som kontaktperson, og at det fremgår af RUT bl.a., at den polske virksomhed fra den 11. juli 2022 til den 3. oktober 2022 skal levere tjenesteydelser til den danske modtager-virksomhed.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at en registrering i RUT ikke i sig selv kan medføre, at betingelserne for at have ret til ophold som udstationeret efter EU-retten er opfyldt.
Udlændingenævnet finder herefter, at allerede fordi der ikke er fremlagt dokumentation for, at ansøgerens polske arbejdsgiver har indgået aftale om levering af en tjenesteydelse i Danmark, opfylder ansøgeren ikke betingelserne for udstedelse af opholdskort som udstationeret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Udlændingenævnet skal bemærke, at Udlændingenævnet ved denne afgørelse ikke har taget stilling til, om de øvrige betingelser for udstedelse af opholdskort som udstationeret er opfyldt, herunder om ansøgeren vil kunne anses for at have fast beskæftigelse hos den polske virksomhed i overensstemmelse med EU-rettens betingelser herom. Udlændingenævnet har således ikke taget nærmere stilling til den til Udlændingenævnet fremsendte dokumentation vedrørende ansøgerens indrejse i Danmark, indkøb i Polen og løn og arbejdstid for juni 2022.
Udlændingenævnet finder herefter på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af ovenstående forhold, at det ikke kan anses for godtgjort, at ansøgeren var omfattet af EU-opholdsreglerne som udstationeret.
Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. marts 2023 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt – Reelt og faktisk ophold
Dato: 15-03-2023
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren var gift med en dansk statsborger og ægteparret havde opholdt sig i Bulgarien i 83 dage i perioden fra april 2022 til juni 2022. I juni 2022 indrejste ansøgeren og den danske ægtefælle i Danmark, og ansøgeren søgte om opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have udøvet sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat. Under opholdet i Bulgarien havde ansøgeren og den danske ægtefælle opholdt sig på ægtefællens båd, som var oplagt på land i en havn i Bulgarien.
Udlændingenævnets afgørelse:
Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra august 2022. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet har indledningsvist lagt til grund, at den danske ægtefælle har opholdt sig i Bulgarien i perioden fra april 2022 til juni 2022, idet den indsendte dokumentation i form af referencens kontoudskrifter, referencens udgifter til telefoni og tandlæge/lægebesøg, samt udskrifter fra Google Timeline understøtter dette ophold.
Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at den danske ægtefælles ophold i Bulgarien ikke fører til, at ansøgeren kan aflede opholdsret fra ægtefællen.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det fremgår af EU-Domstolens dom i C-456/12, O og B, at ikke ethvert tilfælde, hvor en unionsborger opholder sig sammen med et tredjelandsfamiliemedlem i en værtsmedlemsstat, nødvendigvis indebærer, at familiemedlemmet opnår en afledt opholdsret ved tilbagevenden til unionsborgerens medlemsstat, og at det kræves, at unionsborgerens ophold i værtsmedlemsstaten reelt har kunnet sætte den pågældende i stand til at opbygge eller konsolidere et familieliv i denne medlemsstat.
Udlændingenævnet har lagt til grund, at sagens oplysninger ikke understøtter, at den danske ægtefælle i perioden fra april 2022 til juni 2022 havde etableret et faktisk og reelt ophold i Bulgarien, som er egnet til at opbygge eller konsolidere et familieliv, og at sagens oplysninger ikke understøtter, at ægtefællen havde indrettet sig på en sådan måde, som viser, at han havde til hensigt at etablere en reel tilstedeværelse i Bulgarien og drage de konsekvenser, der følger af at være flyttet til et andet land.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af sagens oplysninger, at den danske ægtefælle alene har opholdt sig i Bulgarien i en periode på 83 dage, og at han i denne periode har opholdt sig på en båd.
Udlændingenævnet finder, at det ikke kan føre til en anden afgørelse, at den danske ægtefælle har anført, at hans båd bør kunne sidestilles med en lejlighed med tidsubegrænset lejekontrakt.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ophold på en almindelig båd, der bruges til sejlads og ikke en husbåd, ikke kan antages at udgøre grundlaget for et fast bolig, og den danske ægtefælles ophold i Bulgarien på en båd taler imod, at han har haft et reelt og faktisk ophold i Bulgarien, som er egnet til at opbygge eller konsolidere et familieliv.
Udlændingenævnet finder på baggrund af den danske ægtefælles opholds begrænsede varighed sammenholdt med omstændighederne for ægtefællens ophold, at opholdet i Bulgarien alene havde karakter af et ferielignende ophold.
Udlændingenævnet har derudover lagt vægt på, at EU-Domstolen i præmis 52 i sagen C456/12, O og B, har udtalt, at:
”I denne henseende bemærkes, at en unionsborger, som udøver sine rettigheder i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 2004/38, ikke har til hensigt at slå sig ned i værtsmedlemsstaten på en sådan måde, at det er gunstigt for at opbygge eller konsolidere et familieliv i denne medlemsstat. Det vil derfor ikke afskrække en unionsborger fra at udøve sine rettigheder i henhold til den nævnte artikel 6, at unionsborgerens familiemedlemmer, som er tredjelandsstatsborgere, ved unionsborgerens tilbagevenden til sin oprindelsesmedlemsstat nægtes en afledt opholdsret”
Udlændingenævnet har dermed lagt vægt på, at de samlede omstændigheder vedrørende den danske ægtefælles ophold i Bulgarien taler for, at opholdet må betragtes som et ophold efter opholdsdirektivets artikel 6, og at et sådant kortvarigt ophold på under 3 måneder, ikke kan antages at udgøre et faktisk og reelt ophold, som er egnet til at opbygge eller konsolidere et familieliv.
Udlændingenævnet finder ikke, at det kan føre til en anden afgørelse, at den danske ægtefælle har anført, at SIRI ikke har forholdt sig til, hvorvidt de øvrige betingelser for familiesammenføring med en dansk statsborger efter EU-retten er opfyldt.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det er i overensstemmelse med praksis, at der foretages en trinvis gennemgang af opfyldelsen af betingelserne for familiesammenføring med en dansk statsborger efter EU-reglerne, jf. fortolkningsnotatet vedrørende EU-Domstolens dom i den præjudicielle sag C-230/17, Deha Altiner og Ravn (Altiner-dommen).
Udlændingenævnet finder ydermere, at det ikke kan føre til en anden afgørelse, at den danske ægtefælle har anført, at SIRI ikke har anmodet om yderligere dokumentation til brug for sagsbehandlingen, og at SIRI ikke har vejledt referencen om, hvordan han kan dokumentere tilstedeværelse i et andet EU-land og derfor ikke har levet op til vejledningspligten i forvaltningslovens § 7, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at sagen ses at være tilstrækkeligt oplyst, hvorfor der ikke har været et behov for at indhente yderligere dokumentation, idet den danske ægtefælle allerede havde dokumenteret forholdene omkring sit ophold i Bulgarien. Derudover vejleder SIRI på deres hjemmeside om betingelserne for at kunne opnå opholdsret, bl.a. med en oversigt over eksempler på dokumentation for det danske familiemedlems faktiske og reelle ophold i et andet EU-land.
Udlændingenævnet finder endelig, at det ikke kan føre til en anden afgørelse, at den danske ægtefælle har anført, at han mener, at SIRI’s afgørelse krænker ægtefællens og ansøgerens ret til et almindeligt familieliv og at ægtefællen er forundret over, at SIRI ikke har inddraget ansøgerens kvalifikationer, idet Danmark har behov for kvalificeret arbejdskraft.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om forhold, som ikke har betydning ved vurderingen af, om betingelserne for ret til ophold med henvisning til EU-opholdsbekendtgørelsen er opfyldt.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. maj 2022 – EU – primær bevægelighed - udstationerede
Dato: 28-02-2023
Udlændingenævnets afgørelse af 23. maj 2022 – EU – primær bevægelighed - udstationerede
Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Ukraine, som havde søgt om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren blev i juni 2020 anholdt og sigtet for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 3, fordi ansøgeren uden en gyldig opholds- og arbejdstilladelse var blevet antruffet i færd med at køre en varevogn tilhørende en dansk virksomhed, mens han bragte varer ud for en anden dansk virksomhed. Udlændingestyrelsen traf på den baggrund afgørelse om administrativ udvisning af ansøgeren. Ansøgeren indgav efterfølgende ansøgning til SIRI om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret tredjelandsstatsborger idet ansøgeren oplyste, at han var udstationeret i Danmark, for på vegne af sin polske arbejdsgiver, at levere tjenesteydelser i form af levering af gods.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra juni 2020. Ansøgeren har derfor ikke opfyldt betingelserne for ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren ikke kan anses for at have været omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler om udstationerede tredjelandsstatsborgere, som er ansat i en virksomhed i anden medlemsstat, og som er sendt til Danmark for på vegne af sin arbejdsgiver at levere en tjenesteydelse i Danmark.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det fremgår af ansøgningen, at ansøgeren i perioden fra den 1. juni 2020 til den 7. juni 2020 skulle levere tjenesteydelser i Danmark på vegne af sin polske arbejdsgiver, som havde indgået en aftale om levering af tjenesteydelser med en navngiven dansk virksomhed (modtager-virksomheden).
Ved vurderingen har Udlændingenævnet endvidere lagt vægt på, at ansøgeren den 4. juni 2020 blev antruffet og anholdt i Danmark i forbindelse med, at ansøgeren kørte en varevogn tilhørende en anden dansk virksomhed, mens ansøgeren bragte varer ud for en tredje dansk virksomhed.
Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at der ikke foreligger dokumentation, der forbinder ansøgerens polske arbejdsgiver med hverken den anden eller tredje danske virksomhed, ligesom der ikke er forhold i sagen, der dokumenterer, at ansøgeren faktisk har levereret tjenesteydelser fra sin polske arbejdsgiver til den danske modtager-virksomhed.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke til sagen er fremlagt en udstationeringsaftale mellem ansøgeren og den polske virksomhed, hvoraf det fremgår, hvilket arbejde ansøgeren skal udføre i Danmark og i hvilken periode, ligesom der ikke foreligger en ansættelseskontrakt, som afspejler de ansættelsesvilkår, som fremgår af aftalen mellem den polske virksomhed og den danske modtager-virksomhed, herunder fastsættelsen af minimumslønnen på 135 kr. i timen.
Det forhold, at der er fremlagt en ansættelseskontrakt fra februar 2020 mellem ansøgeren og den polske virksomhed, en ”Service Provision Contract” fra april 2020 mellem den polske virksomhed og modtagervirksomheden i Danmark, en ”Business trip order” fra maj 2020 samt en attest fra december 2019 fra arbejdsformidlingen i Polen vedrørende ansøgerens arbejdstilladelse, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet henviser herved til den manglende udstationeringsaftale, ligesom de øvrige forhold i sagen taler for, at der ikke er tale om udstationering i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsens regler.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at den danske modtager-virksomhed har registreret den polske virksomhed med ansøgeren som kontaktperson i Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT) for perioden fra den 1. juni 2020 til den 30. juni 2020. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at en sådan registrering ikke i sig selv kan medføre, at betingelserne for at have ret til ophold som udstationeret efter EU-retten er opfyldt.
I den forbindelse bemærker Udlændingenævnet også, at ansøgeren har oplyst til SIRI, at udstationeringen varede fra den 1. juni 2020 til den 7. juni 2020, mens det fremgår af RUT og politiets dokumenter, at ansøgeren skulle udstationeres fra den 1. juni 2020 til den 30. juni 2020.
Det forhold, at der til politiet desuden er fremlagt en række udenlandske dokumenter, som politiet har fået oversat til dansk, kan ej heller føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om diverse aftaledokumenter mellem den polske virksomhed og andre virksomheder i henholdsvis Polen og Litauen, samt en udskrift fra et register, som ikke ses at have relevans for sagen, og som derfor ikke understøtter en antagelse om, at ansøgeren var i Danmark som udstationeret i medfør af EU-opholdsreglerne.
Udlændingenævnet finder herefter på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af ovenstående forhold, at det ikke kan anses for godtgjort, at ansøgeren var omfattet af EU-opholdsreglerne som udstationeret. Udlændingenævnet finder derimod, at forholdene i sagen taler for, at der er tale om misbrug af EU-reglerne om fri bevægelighed af tjenesteydelser for at omgå reglerne om krav om arbejdstilladelse, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 35, stk. 1.
Det forhold, at det er anført, at der ikke kunne træffes afgørelse om udvisning, når SIRI ikke havde truffet afgørelse vedrørende EU-retten, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet henviser herved til, at SIRI har kompetencen til at udstede opholdsdokumenter i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsen, men at dette ikke fratager Udlændingestyrelsen kompetencen til at tage stilling til udstationering i forbindelse med en afgørelse om udvisning. Endvidere henviser Udlændingenævnet til, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse om udvisning også tog stilling til, om ansøgeren kunne antages at have EU-opholdsret som udstationeret, og at Udlændingenævnet med denne afgørelse ikke har fundet anledning til at ændre denne vurdering.
Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse fra juni 2020.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. februar 2023 – EU – Primær Bevægelighed – Arbejdstagere – Ophør
Dato: 03-02-2023Udlændingenævnet omgjorde i februar 2023 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Polen, som var blevet meddelt ophør af sin opholdsret som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren fik i juli 2019 udstedt registreringsbevis som arbejdstager. Med undtagelse af 5 måneders kontanthjælp i 2020 havde ansøgeren været i uafbrudt beskæftigelse indtil maj 2022, hvorefter ansøgeren modtog kontanthjælp i juni og juli 2022. I oktober 2022 traf SIRI afgørelse om ophør af opholdsret med henvisning til, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for at have bevaret sin arbejdstagerstatus og ikke havde dokumenteret at opfylde et andet EU-retligt opholdsgrundlag. Umiddelbart samtidig med SIRI’s afgørelse kom ansøgeren i arbejde igen og fik på den baggrund allerede i slutningen af oktober 2022 udstedt nyt registreringsbevis som arbejdstager.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre SIRI’s afgørelse fra oktober 2022.
Udlændingenævnet har ved behandlingen af klagen inddraget alle relevante faktiske forhold og argumenter, herunder den omstændighed, at SIRI i slutningen af oktober 2022 har truffet afgørelse om, at ansøgeren igen opfylder betingelserne som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1, og at det fremgår af eIndkomst, at ansøgeren har haft lønindkomst siden oktober 2022.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en samlet, konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at uanset at ansøgeren ikke har dokumenteret at opfylde betingelserne i EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 2, for bevarelse af arbejdstagerstatus efter ophøret af sin beskæftigelse i maj 2022, hvorefter ansøgeren modtog kontanthjælp, så ophørte ansøgerens lovlige ophold i Danmark efter EU-retten ikke i den forbindelse.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det følger af EU-opholdsbekendtgørelsens § 29, stk. 1, 2. pkt., at modtagelse af offentlig forsørgelse ikke automatisk medfører, at tidsbegrænset opholdsret ophører.
Endvidere har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det følger af opholdsdirektivets betragtning 16 og artikel 14, stk. 3, at en unionsborgers benyttelse af værtsmedlemsstatens sociale system ikke automatisk må medføre udsendelse, og at vedkommende skal udgøre en urimelig byrde for det sociale system, før der må træffes foranstaltninger til udsendelse. Værtsmedlemsstaten skal i den forbindelse vurdere, om der er tale om midlertidige vanskeligheder og tage hensyn til opholdets varighed, unionsborgernes personlige forhold og størrelsen af den ydede støtte.
Ved vurderingen af, om unionsborgeren udgør en urimelig byrde, kan der i den pågældende proportionalitetsafvejning også inddrages kriterier som f.eks. sandsynligheden for, at unionsborgeren snart vil gøre sig fri af de sociale ydelser, og om vedkommende tidligere har været stærkt afhængig af sociale ydelser eller selv har bidraget til at finansiere den sociale bistand i værtsmedlemsstaten. Der henvises til afsnit 2.3.1. i Kommissionens meddelelse ”KOM(2009) 313 endelig”, samt til EU-Domstolens praksis i bl.a. sag C-140/12, Brey og C-333/13, Dano.
Herefter har Udlændingenævnet, ved vurderingen af, om ansøgeren udgør en urimelig byrde, lagt afgørende vægt på, at ansøgeren kort tid efter modtagelsen af de sociale ydelser kom i beskæftigelse igen, idet ansøgeren til dels i juli/august 2022 og herefter siden oktober 2022 har haft lønindkomst, og at SIRI på den baggrund har udstedt et nyt registreringsbevis til ansøgeren. Endvidere har Udlændingenævnet lagt vægt på varigheden af ansøgeren ophold i Danmark, den begrænsede størrelse af den ydede støtte og det forhold, at ansøgeren tidligere har været arbejdstager i Danmark i en længere periode.
Udlændingenævnet finder således, at de offentlige ydelser, som ansøgeren modtog i juni 2022 og juli 2022, må anses som udtryk for midlertidige vanskeligheder, og at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har udgjort en urimelig byrde for det sociale system.
Udlændingenævnet ændrer på den baggrund SIRI’s afgørelse om, at ansøgerens EU-opholdsret var ophørt.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 30. januar 2023 – EU – Primær bevægelighed – Familiemedlemmer - Proforma
Dato: 30-01-2023Udlændingenævnets afgørelse af 30. januar 2023 – EU – Primær bevægelighed – Familiemedlemmer – Proforma
Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Ghana, som havde søgt om EU-opholdskort som medfølgende familiemedlem (ægtefælle) til en statsborger fra Sverige.
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren indgav i februar 2022 ansøgning om opholdsret som medfølgende ægtefælle til en svensk statsborger (referencen). I forbindelse med indgivelsen af ansøgningen oplyste ansøgeren og referencen bl.a., at de mødtes første gang i Malmø i 2020 og talte engelsk sammen, at ansøgeren havde opholdstilladelse i Sverige, at parret havde boet sammen siden sommeren 2020 i Malmø, og at de blev gift i januar 2022. Ansøgeren oplyste endvidere, at han havde tre børn i Ghana, og at børnene var født i 2007, 2009 og 2021.
SIRI anmodede herefter om dokumentation for og oplysninger om ansøgeren og referencens kendskab og kontakt med hinanden forud for indgåelsen af ægteskabet i januar 2022, samt dokumentation for, at de havde et sædvanligt familieliv efter indgåelsen af ægteskabet. SIRI anmodede endvidere om ansøgerens bemærkninger til, at han havde fået et barn i Ghana i juli 2021.
Det blev hertil oplyst, at ansøgeren og referencen ikke havde boet sammen siden sommeren 2020, men at de har besøgt hinanden, og at de først flyttede sammen i juli 2021. Det blev videre oplyst, at ansøgeren ved en fejl havde angivet, at hans barn var født i juli 2021, men at barnet reelt blev født i juli 2001. Hertil blev fremlagt bl.a. ansøgerens børns fødselsattester, 4 billeder af ansøgeren og referencen, samt skærmprint af en række chatbeskeder.
SIRI traf i august 2022 afgørelse om afslag på opholdsret, idet SIRI fandt, at der var grund til at antage, at ægteskabet mellem ansøgeren og referencen var indgået med det ene formål at opnå et selvstændigt opholdsgrundlag for ansøgeren, og at ansøgningen dermed er udtryk for misbrug af EU-rettens regler, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 35, stk. 1.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af [..] august 2022. Udlændingenævnet vurderer således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at formålet med ægteskabet alene er at opnå et selvstændigt opholdsgrundlag for [ansøgeren] (proformaægteskab), jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 35, stk. 1. [Ansøgeren] har derfor ikke ret til ophold i Danmark som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 10, stk. 1.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det ud fra sagens oplysninger ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at [ansøgeren] og [referencen] i perioden forinden ægteskabets indgåelse den [..] januar 2022 havde haft et forudgående samliv eller et indgående personligt kendskab til hinanden, som må antages at være normalt ved indgåelsen af et ægteskab.
Det er herved indgået i Udlændingenævnet vurdering, at det fremgår af den til sagen indsendte personattest af [..] februar 2022 fra Skatteverket, at [referencen] siden den [..] oktober 2018 havde været registreret på adressen [..] Malmø, og at [ansøgeren] siden den [..] juli 2021 havde været registreret på samme adresse.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at det ikke på den baggrund kan anses for tilstrækkeligt dokumenteret, at [ansøgeren] og [referencen] har haft et forudgående samliv. Udlændingenævnet henviser herved til, at registreringer ikke i sig selv dokumenterer, at [ansøgeren] og [referencen] faktisk har haft samliv på fælles adresse.
Det er endvidere indgået i Udlændingenævnet vurdering, at [ansøgeren] og [referencen] i forbindelse med indgivelsen af [ansøgerens] ansøgning om opholdsret til SIRI oplyste, at parret mødte hinanden for første gang i Folkets Park i Malmø i 2020, og at de besøgte hinanden efterfølgende. Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet dette ikke på nogen måde er dokumenteret.
Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at det ikke kan anses for godtgjort, at [ansøgeren] og [referencen] havde haft et forudgående samliv, idet der ikke er fremlagt dokumentation til sagen herfor.
Udlændingenævnet har herudover lagt vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation, som understøtter, at [ansøgeren] og [referencen] faktisk har boet sammen i Danmark efter [ansøgerens] indrejse i Danmark.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at hverken [ansøgeren] eller [referencen] har fremlagt dokumentation for, at de har etableret et ægteskabeligt samliv efter ægteskabets indgåelse, herunder f.eks. dokumentation for fællesudgifter, såsom husleje, varmeregninger.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at SIRI ved brev af [..] maj 2022 anmodede om dokumentation herfor, og i den forbindelse oplyste, at dokumentation bl.a. kunne være en lejekontrakt, bopælsregistrering, samt dokumentation for, at [ansøgeren] og [referencen] havde kommunikeret skriftligt, eller flybilletter, kopi af passtempler eller hotelbooking.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at der til støtte for ansøgningen om opholdsret er vedlagt skærmbilleder af kvitteringer for booking af togbilletter i Sverige for rejser henholdsvis den [..] december 2021 og den [..] januar 2022. Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret afgørelse, idet det alene er på togbilletten for den [..] januar 2022, at både [ansøgeren] og [referencens] navne er påført. Det er derfor Udlændingenævnets vurdering, at det ikke på den baggrund kan anse for tilstrækkeligt dokumenteret, at [ansøgeren] og [referencen] havde haft et forudgående samliv eller etableret et ægteskabeligt samliv efter ægteskabets indgåelse.
De fremsendte billeder af [ansøgeren] og [referencen] sammen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at billederne ikke i sig selv kan udgøre tilstrækkelig dokumentation for, at [ansøgeren] og [referencen] har haft et personligt og indgående kendskab til hinanden forud for og efter ægteskabets indgåelse.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at der alene er fremsendt 4 billeder af [ansøgeren] og [referencen] sammen, hvoraf 2 af billederne er dateret henholdsvis den […] januar og […] januar et ukendt år, mens de 2 andre billeder er dateret henholdsvis den […] december 2021 og den […] december 2021. Billederne dokumenterer således ikke et forudgående samliv. Udlændingenævnet finder det påfaldende, at alle 4 billeder viser [ansøgeren] og [referencen] siddende i et tog, og at billederne fremstår som om, de er taget på samme lokation og tidspunkt, selvom datoerne på billederne er forskellige.
Den indsendte dokumentation i form af chatsamtaler på WhatsApp, der angiveligt er mellem [ansøgeren] og [referencen] for perioden fra oktober 2021 til april 2022, kan ligeledes ikke føre til en ændret afgørelse, idet chatsamtalerne ikke er personhenførbare.
Uanset om det kan dokumenteres, at korrespondancen på WhatsApp faktisk er foregået mellem [ansøgeren] og [referencen], vil dette imidlertid ikke i sig selv godtgøre parrests personlige kendskab til hinanden henset til den sporadiske og overfladiske karakter af samtalernes indhold. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at chatbeskederne primært er sendt fra den ene part, hvorfor det fremstår som om, parret alene har haft en ensidig og begrænset kommunikation.
Udlændingenævnet finder herefter, at [ansøgeren] må antages at have en særlig interesse i at opnå et opholdsgrundlag i Danmark, herunder som følge af, at han har andre familiemedlemmer i Danmark, herunder [ansøgerens bror]. Dette understøtter en formodning for, at [ansøgeren] har indgået ægteskab med [referencen] med henblik herpå.
Det til støtte for klagen anførte om, at [ansøgeren] ikke har en fortid, der kan begrunde, at en formodning om, at hans ægteskab er indgået med henblik på at opnå et selvstændigt opholdsgrundlag, at [ansøgeren] og [referencen] har indgået et ægteskab i overensstemmelse med de danske retsprincipper, samt at vielsen blev bevidnet af [referencens] mor og moster, samt [ansøgerens] bror, der alle har underskrevet en vidneerklæring, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der fortsat ikke findes at være tilstrækkelig dokumentation for, at der mellem [ansøgeren] og [referencen] er etableret et fast samliv forud for og efter ægteskabets indgåelse.
Udlændingenævnet bemærker herved, at det til støtte for sagen oplyste om, at [ansøgeren] og [referencen] havde inviteret 11 personer til vielsen, ikke kan føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der alene er fremsendt et billede, hvor man alene kan se [ansøgerens] brors deltagelse i vielsen.
Udlændingenævnet finder således efter en samlet vurdering, at formålet med ægteskabet mellem [ansøgeren] og [referencen] alene er at opnå et selvstændigt opholdsgrundlag for [ansøgeren]. Af samme grund finder Udlændingenævnet, at [ansøgeren] og [referencen] ikke kan anses for have etableret et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI's afgørelse"
Senest opdateret: 05-12-2019
Udgiver: Udlændingenævnet