Udlændingenævnets afgørelse af 23. april 2024 – EU – primær bevægelighed –familiemedlemmer
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, som er cubansk statsborger, indrejste i Danmark i februar 2022 og søgte i marts 2022 om EU-opholdsret som medfølgende familie til sin datters tyske samlever (hovedpersonen), som havde haft bopæl i Danmark siden 1985 og tidsubegrænset opholdsret i Danmark siden 1989.
Ansøgeren oplyste til sagen, at hun forud for sin indrejse i Danmark var blevet forsørget af sine 3 børn – herunder hovedpersonens samlever – igennem mange år, at hun fra juni 2021 til sin indrejse i Danmark havde haft fælles bopæl med sin datter og hovedpersonen i Spanien, og at der i øvrigt var særlige helbredsmæssige forhold, som gjorde, at hun skulle plejes af hovedpersonen.
I oktober 2023 traf SIRI afgørelse om afslag på opholdsret til ansøgeren, idet SIRI fandt, at ansøgeren ikke havde fremsendt tilstrækkelig dokumentation for, at hun var omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4-6.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af [..] oktober 2023.
Det betyder, at Udlændingenævnet på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, er kommet til samme resultat som SIRI, og at [ansøgeren] derfor ikke har ret til ophold i Danmark som familiemedlem til [hovedpersonen] efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 15, idet [ansøgeren] ikke er omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4-6.
Vurdering efter § 3, stk. 1, nr. 4
Udlændingenævnet finder, at [ansøgeren] ikke opfylder betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke i tilstrækkelig grad er dokumenteret, at [hovedpersonen] eller [ansøgerens datter] har forsørget [ansøgeren] forud for [ansøgerens] indrejse i Danmark i et omfang, der kan begrunde, at [ansøgeren] falder under bestemmelsens anvendelsesområde.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at der til sagen er fremsendt dokumentation for, at [ansøgerens barn X] den [..] april 2021 og den [..] maj 2021 foretog pengeoverførsler på samlet 100 EUR til [ansøgerens eksmand], samt at [ansøgerens datter] den [..] maj 2021 foretog en pengeoverførsel på 100 EUR til [ansøgeren]. Udlændingenævnet finder imidlertid, at det ikke på den baggrund kan anses for godtgjort, at [hovedpersonen] eller [ansøgerens datter] har forsørget [ansøgeren].
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at pengeoverførslerne af [..] april 2021 og [..] maj 2021 ikke kan henføres til hverken [ansøgerens datter] eller [ansøgeren], idet hverken deres navne eller øvrige identitetsoplysninger fremgår heraf.
Det kan i den forbindelse ikke føre til en ændret vurdering, at det i klagen er oplyst, at [ansøgerens] døtre har været nødt til at overføre pengene til [ansøgerens eksmand], idet [ansøgeren] ikke selv havde mulighed for at hæve pengene i en bank, idet beløbene ikke kan henføres til [ansøgeren]. Det kan derfor ikke lægges til grund, at overførslerne er sket med henblik på forsørgelse af [ansøgeren].
Udlændingenævnet finder endvidere, at uanset om det måtte anses for tilstrækkelig godtgjort, at [ansøgerens datter] den [..] april 2021 og den [..] maj 2021 sammen med [ansøgerens barn X] foretog pengeoverførsler på samlet 100 EUR til [ansøgeren], ville dette ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der fortsat ville være tale om enkeltstående overførsler foretaget over en kortere periode, hvorfor dette ikke i sig selv ville kunne anses for dokumentation for, at [ansøgeren] forud for sin indrejse i Danmark i en anseelig periode regelmæssigt havde modtaget en sum penge fra [hovedpersonen] eller [ansøgerens datter] i et reelt forsørgelsesforhold.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det i klagen er oplyst, at [ansøgeren] har været økonomisk afhængig af [ansøgerens barn Y], [ansøgerens barn X] og [ansøgerens datter] i årene efter, at [ansøgerens] ægtefælle afgik ved døden i 2021, og at [ansøgeren] således foruden sin pension på 1.600 CUP er blevet forsørget af sine 3 børn.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgerens] eventuelle økonomiske afhængighed af sine børn, [ansøgerens barn Y] og [ansøgerens barn X], ikke kan indgå i vurderingen af, om [ansøgeren] har været forsøget af [hovedpersonen] eller [ansøgerens datter]. Et generelt forsørgelsesbehov kan således ikke i sig selv føre til, at [ansøgeren] kan aflede ret til ophold efter EU-retten, idet det er en betingelse, at [ansøgeren] har været forsørget af [hovedpersonen] eller [ansøgerens datter] forud for sin indrejse i Danmark, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af principperne i EU-domstolens dom i sagen C-423/12, at familiemedlemmet i en anseelig periode regelmæssigt skal have modtaget en sum penge fra unionsborgeren, og denne sum skal være nødvendig for at sikre familiemedlemmets grundlæggende fornødenheder.
Det kan endelig ikke føre til en ændret vurdering, at der til klagen er fremsendt et billede af [ansøgerens] cubanske hævekort, et billede af [ansøgerens] kontoudtog og skærmbilleder af cubanske priser på diverse varer, idet der ikke herved er indsendt yderligere oplysninger eller dokumentation for, at [hovedpersonen] eller [ansøgerens datter] har forsørget [ansøgeren].
Vurdering efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 5
Udlændingenævnet finder endvidere, at [ansøgeren] ikke opfylder betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 5.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke i tilstrækkelig grad er dokumenteret, at [hovedpersonen] har boet med [ansøgeren], og at [ansøgeren] har været optaget i [hovedpersonens] hustand, forud for [ansøgerens] indrejse i Danmark.
Udlændingenævnet henviser i denne forbindelse til, at det er en betingelse for opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 5, at familiemedlemmet har været optaget i husstanden i det land, hvor vedkommende ankommer fra.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at der til klagen er indsendt et udskrift af [..] januar 2022 fra folkeregisteret i Alicante, hvoraf det fremgår, at [hovedpersonen] og [ansøgeren] har været registreret på samme bopæl i Spanien.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke fremgår af det fremsendte udskrift, hvornår henholdsvis [hovedpersonen] og [ansøgeren] er blevet registreret på adressen, og at der alene er tale om en bopælsregistrering, hvilket ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at sandsynliggøre, at [ansøgeren] har været optaget i [hovedpersonens] hustand.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af EU-domstolens dom i sagen C-22/21, at det ikke i sig selv er tilstrækkeligt for at være omfattet af begrebet ”hustand”, at man har været registreret på samme adresse, men at det endvidere skal dokumenteres, at der foreligger et reelt afhængighedsforhold mellem familiemedlemmet og unionsborgeren, før betingelsen i opholdsdirektivets artikel 3, stk. 2, litra a (EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 5), kan anses for at være opfyldt.
Vurdering efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 6
Udlændingenævnet finder endelig, at [ansøgeren] ikke opfylder betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 6.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen er oplyst, at [ansøgeren] ikke i Cuba kan få sin medicin, herunder medicin vedrørende forhøjet blodtryk, kolesterol og kræft.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at der ikke herved er tale om forhold, der gør det absolut nødvendigt, at [hovedpersonen] personligt plejer [ansøgeren], men derimod oplysninger om [ansøgerens] behov for medicin.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der for at bestemmelsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 6, kan finde anvendelse, aktuelt skal være tale om alvorlige helbredsmæssige grunde, som gør det absolut nødvendigt, at unionsborgeren personligt plejer familiemedlemmet.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det i klagen er oplyst, at [ansøgeren] den [..] oktober 2023 havde en planlagt sundhedsundersøgelse ved [en læge], idet der ikke herved er oplyst om sådanne alvorlige helbredsmæssige grunde, at [ansøgeren] kan anses for omfattet af persongruppen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 6.
Udlændingenævnet finder således, at der ikke til sagen er fremkommet oplysninger, der kan sandsynliggøre, at [ansøgeren] har alvorlige helbredsmæssige grunde, der gør det absolut nødvendigt, at [hovedpersonen] personligt plejer [ansøgeren].
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse af [..] oktober 2023
EU/2024/52