Adoption og anden familie
-
Udlændingenævnets afgørelse af 28. april 2014 – Familiesammenføring med andre – Adoption og Anden familie
Dato: 28-04-2014Udlændingenævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af adoption, nærmeste familie og særlige grunde i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, § 9, stk. 1, nr. 3, og § 9 c, stk. 1, til to iranske statsborgere. Referencen er iransk statsborger og fik opholdstilladelse i Danmark i 2012 som flygtning. I forbindelse med sin asylsag oplyste den herboende reference, at hun havde taget sig af sin brors to børn, født i 2001 og 2004, idet børnenes forældre var døde. Referencen kunne ikke skaffe dokumentation for børnenes adoption. Børnene boede på tidspunktet for ansøgningen hos referencens mor og hos referencens ægtefælle, som også havde søgt om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til referencen.
Udlændingenævnet fandt, at referencen ikke havde dokumenteret, at referencen havde adopteret ansøgerne. Det til sagen oplyste om, at referencens hjem i Iran blev gennemsøgt af sikkerhedspolitiet, og at alle personlige papirer blev konfiskeret, hvorfor referencen var nødt til at flygte uden papirer, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at referencen havde kunnet fremskaffe og til Udlændingenævnet havde sendt kopi af ansøgernes fødselsattester og deres forældres dødsattester. Udlændingenævnet fandt endvidere, at referencen ikke kunne anses for at være ansøgernes nærmeste familie, uanset om referencens slægtskab med ansøgerne måtte lægges til grund, idet ansøgerne efter det oplyste havde andre familiemedlemmer i deres hjemland, herunder bedsteforældre, en onkel og to tanter. Samtidig fandt Udlændingenævnet, at der i sagen ikke forelå ganske særlige grunde til, at ansøgerne skulle have opholdstilladelse, idet der ikke var oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som kunne føre til opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgerne havde nære slægtninge i hjemlandet, som kunne varetage forældrerollen. FAM/2014/44.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. september 2013 – Familiesammenføring, andre – Adoption og anden familie
Dato: 23-09-2013Udlændingenævnet omgjorde i september 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, og § 9 c, stk. 1, til to mindreårige somaliske søskende. Den herboende reference, der i forbindelse med ansøgernes ansøgning om opholdstilladelse havde oplyst, at hun var ansøgernes moster, blev i juni 2010 meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning. Ansøgernes moder afgik ved døden i 2004, hvorefter referencen fik forældremyndigheden over ansøgerne. Ansøgernes fader var forsvundet og muligvis død, og ansøgerne havde ikke yderligere familie i hjemlandet. Retsgenetisk Afdeling på Rigshospitalet havde i forbindelse med sagen udtalt, at det ikke via en DNA-undersøgelse ville være muligt sikkert at fastslå familierelationen mellem ansøgerne og referencen.
Udlændingenævnet fandt, at referencen på baggrund af en konkret vurdering af sagens omstændigheder, herunder en troværdighedsvurdering, måtte anses for at være ansøgernes nærmeste familie, og at ansøgerne derfor ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at slægtskabet mellem ansøgerne og referencen ikke var dokumenteret. Udlændingenævnet lagde vægt på blandt andet, at referencen siden sin indrejse i Danmark kontinuerligt havde oplyst, at hun efter ansøgernes moders død i 2004 fik forældremyndigheden over ansøgerne, og at referencen havde forklaret troværdigt herom ved et mundtligt møde i Udlændingenævnet. FAM/2013/95.
Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet