Forældre til herboende voksne børn

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. marts 2023 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

    Dato: 15-05-2023

    Udlændingenævnets afgørelse af 7. marts 2023 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

    Udlændingenævnet omgjorde i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en amerikansk statsborger, der søgte om familiesammenføring med sin voksne datter og svigersøn.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren, der er født i november 1936, og som er amerikansk statsborger, søgte i marts 2021 Udlændingestyrelsen om opholdstilladelse under henvisning til sin datter og svigersøn. Ansøgeren var indrejst i Danmark i december 2020 sammen med datteren, svigersønnen og børnebørnene. Inden indrejsen boede ansøgeren på et værelse i datterens hus i USA. Svigersønnen og børnebørnene er danske statsborgere, og familien rejste til Danmark i forbindelse med, at svigersønnen havde fået et nyt jo i Danmark. Efter indrejsen i Danmark boede ansøgeren fortsat hos datteren, svigersønnen og børnebørnene, og ansøgeren og datteren søgte begge om opholdstilladelse i Danmark i marts 2021. Datteren fik i april 2021 opholdstilladelse som ægtefællesammenført, mens Udlændingestyrelsen i juni 2021 meddelte ansøgeren afslag på familiesammenføring.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet finder efter en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse fra juni 2021.

    Udlændingenævnet vurderer således, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren fra 2013 til 2020 har boet størstedelen af tiden hos sin datter, svigersøn og børnebørn i USA, at ansøgeren siden 2020 har haft permanent bopæl hos sin datter og svigersøn, at ansøgeren er indrejst i Danmark i december 2020 sammen med sin datter, svigersøn og børnebørn, at hun fortsat har boet sammen med sin datter, svigersøn og børnebørn i Danmark, at hun i marts 2021 har søgt om opholdstilladelse i Danmark samtidig med sin datter, og at hun ikke har anden familie i USA.

    Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet var 84 år, at hun lider af forhøjet blodtryk og kostbehandlet diabetes, at hun ikke selvstændigt kan klare sine dagligdags gøremål, hvorfor hun er afhængig af hjælp fra sin datter og svigersøn til indkøb, madlavning, rengøring, varetagelse af økonomi og kontakt/transport til læge.

    Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at ansøgeren allerede inden indrejsen i Danmark havde etableret et familieliv med sin datter, svigersøn og børnebørn, som involverede mere end, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv, da datteren og svigersønnen har taget sig af hende grundet hendes helbred, og at familien har fastholdt denne familierelation efter, at de sammen flyttede til Danmark.

    Udlændingenævnet vurderer således efter en samlet, konkret og individuel vurdering af varigheden, fastheden og intensiteten af ansøgerens familieliv med sin datter, svigersøn og børnebørn, at ansøgeren må anses for at have været en sådan integreret del af sin datter og svigersøns husstand i USA, at hun må anses for at være en del af en familiær enhed med dem, og at der dermed foreligger en fast og varig familiemæssig tilknytning mellem ansøgeren og hendes datter, svigersøn og børnebørn.

    Det er på den baggrund Udlændingenævnets vurdering, at der foreligger en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og hendes datter, svigersøn og børnebørn, der ligger udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv.

    Udlændingenævnet vurderer derfor, at det er bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, herunder den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at ansøgeren ikke meddeles afslag på sin ansøgning om familiesammenføring under henvisning til, at der ikke foreligger sådanne ganske særlige grunde, der taler for at give opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.”


  • Udlændingenævnets afgørelse af 13.februar 2023 – familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

    Dato: 13-02-2023

    Udlændingenævnets afgørelse af 13. februar 2023 – familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar måned 2023 Udlændingestyrelsen afgørelse fra maj 2021 der omhandlede afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Eritrea, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende mindreårige datter efter udlændingelovens § 9 c, stk.1, 1.pkt.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Referencen indrejste i juni 2019 sammen med sin stedmor og sine to brødre og søgte asyl. I august 2020 fik referencen opholdstilladelse som flygtning i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren søgte herefter om familiesammenføring med referencen i november 2020. Til sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen i november 2019 havde referencen bl.a. oplyst, at hun ikke vidste så meget om ansøgeren, da ansøgeren havde forladt referencen og hendes 2 år ældre brødre, da de var små, at de ikke havde meget kontakt, fordi ansøgeren ikke ringede så tit, at de først efter referencens indrejse i Danmark var begyndt at have kontakt med hinanden, at de havde talt kort sammen i telefon en enkelt gang for 4 måneder siden, men at referencen ikke vidste hvor ansøgeren befandt sig, ikke havde ansøgerens telefonnummer, og ikke vidste om ansøgeren var blevet gift igen, om ansøgeren havde fået flere børn eller hvad ansøgeren havde arbejdet med.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra maj 2021. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke foreligger sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark. Det er således Udlændingenævnets vurdering, at der ikke ses at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og referencen, der går ud over, hvad der følger af slægtskabet i sig selv.
    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren og referencen ikke har haft fælles husstand siden 2017, hvor ansøgeren efterlod referencen hos naboen i Saudi Arabien, idet ansøgeren ikke længere havde opholdstilladelse i Saudi Arabien og frygtede deportation.
    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at referencen til sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen i november 2019 oplyste bl.a., at hun ikke vidste så meget om ansøgeren, herunder om ansøgeren havde stiftet ny familie, at ansøgeren og referencen ikke havde meget kontakt, fordi ansøgeren ikke ringede så tit, og at ansøgeren og referencen først efter referencens indrejse i Danmark var begyndt at have kontakt med hinanden.
    Det er i den forbindelse indgået i Udlændingenævnets vurdering, at referencen på tidspunktet for oplysnings- og motivsamtalen var 13 år, hvilket har betydning for, hvilken vægt oplysningerne heri kan tillægges.
    Udlændingenævnet har dog i den forbindelse også inddraget det forhold, at referencen blev vurderet moden til at gennemgå asylproceduren, og Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at referencen oplyste, at hun ikke vidste så meget om ansøgeren, og at referencen og ansøgeren ikke havde så meget kontakt forud for indrejsen i Danmark.
    Udlændingenævnet finder, at ovenstående bør tillægges betydning i forhold til vurderingen af, i hvilket omfang der kan siges, at bestå en sådan relation mellem ansøgeren og referencen, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført med referencen. Udlændingenævnet vurderer således, at oplysningerne om ansøgerens og referencens relation forud for ansøgerens indrejse i Danmark i ansøgningen om familiesammenføring fremstår utroværdige og udbyggende med det formål, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse til Danmark.
    Det er indgået i vurderingen heraf, at det til klagen er oplyst, at ansøgeren blev ufrivilligt adskilt fra referencen og den øvrige familie i 2017, idet ansøgeren ikke længere havde opholdstilladelse i Saudi Arabien, og at ansøgeren er kritiker af regimet i Eritrea, og derfor ikke turde risikere at blive sendt tilbage til Eritrea, hvorfor ansøgeren så sig nødsaget til at gå under jorden
    Udlændingenævnet finder ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering af sagen.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at den omstændighed, at ansøgeren mistede sit daværende opholdsgrundlag i Saudi Arabien ikke bevirker, at familielivets afbrydelse kan anses for ufrivillig.
    Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren selv valgte at udrejse af Saudi Arabien uden referencen, og at ansøgeren på den baggrund må anses for at have accepteret, at omsorgen for referencen ikke længere blev varetaget af hende.
    Udlændingenævnet finder endvidere, at forhold af eventuel asylretlig karakter, for så vidt angår ansøgerens ophold i Etiopien, ikke kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse som familiesammenført til referencen efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
    Det er endvidere indgået i vurderingen heraf, at det til klagen er oplyst, at referencens relation til sin stedmor ikke er af en familiemæssig karakter, men derimod et praktisk arrangement for at skabe tryghed og sikkerhed for referencen under rejsen til Danmark, ligesom at referencens stedmor efter det oplyste ikke er en del af referencens fars husstand, da referencens far har stiftet familie med en ny kvinde, og at det altid har været planen, at referencen skulle genforenes med ansøgeren via familiesammenføring.
    Udlændingenævnet finder, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering af sagen.
    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at referencen indrejste sammen med sin stedmor i Danmark, at referencen ifølge klagen i forbindelse med asylsagen oplyste, at referencens stedmor gerne ville blive sammen med bl.a. referencen, at referencens stedmor og referencen har boet sammen under deres hidtidige ophold i Danmark, og at referencens stedmor har forældremyndigheden over referencen.
    Udlændingenævnet lægger herefter til grund, at referencens stedmor er referencens primære omsorgsperson, og at referencens stedmor har været dette også forud for deres fælles indrejse i Danmark, hvorfor referencen ikke vil være uden omsorgspersoner eller generel omsorg i Danmark.
    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har boet sammen med referencen i hvert fald siden 2017. Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at der ikke kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, med henblik på at etablere eller udvide samvær med et herboende barn.
    Udlændingenævnet finder således sammenfattende, at ansøgeren og referencen kan udøve familielivet, således som det har været udøvet hidtil, efter at ansøgeren forlod referencen i Saudi Arabien, via telefonopkald, og at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke vil udgøre et disproportionalt indgreb i referencens ret til privat- og familieliv, jf. EMRK artikel 8.
    På den baggrund kan det til klagen anførte om, at det er disproportionalt at give afslag på familiesammenføring i henhold til den EMRK artikel 8, ikke føre til en ændret vurdering af sagen.
    Udlændingenævnet vurderer endelig, at der ikke i øvrigt foreligger oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at ansøgeren gives opholdstilladelse.
    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. juni 2018 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

    Dato: 12-06-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en russisk statsborger, der var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til sin voksne herboende datter.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende datter, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke eksisterede eller var etableret et sådant ganske særligt afhængigheds- eller tilknytningsforhold mellem ansøgeren og den herboende datter, der kunne danne grundlag for opholdstilladelse i Danmark for ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende datter var indrejst i Danmark i 1992, at hun herefter i 1994 var blevet meddelt opholdstilladelse og senere indfødsret her i landet, og at hun havde etableret selvstændig bopæl og familie. Udlændingenævnet fandt desuden, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke ville stride imod hensynet til familiens enhed, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at beskyttelsen i EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie – det vil sige fader, moder og mindreårige børn – og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der mellem personer uden for kernefamiliebegrebet eksisterer en helt særlig tilknytning, der ligger udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at den herboende datter havde forsørget ansøgeren i forbindelse med ansøgerens visumophold i Danmark, at ansøgeren havde besøgt den herboende datter årligt i cirka 180 dage siden 1993, og at ansøgeren og den herboende datter efter egne beregninger havde boet sammen i 80 % af den herboende datters levetid, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke var tale om forhold, der i sig selv kunne føre til en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, idet den herboende datter havde etableret selvstændig bopæl og familie. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at den herboende datter kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgeren i samme omfang som hidtil. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det forhold, at den herboende datter var alvorligt og langvarigt syg af uhelbredelig brystkræft, at hun var blevet bevilliget helbredsbetinget førtidspension, at hendes restlevetid var estimeret til cirka halvandet år, og at hun havde behov for ansøgerens støtte og tilstedeværelse som følge af sin sygdom, herunder til at hjælpe sig i dagligdagen, ikke kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke efter praksis kan meddeles opholdstilladelse til en ansøger med henblik på at passe et herboende terminalt sygt familiemedlem. Dette gælder uanset den herboende references eventuelle pasningsbehov i forbindelse med sygdom og behandling. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse den herboende datter til at henvende sig til de sociale myndigheder, såfremt hun måtte have et pasningsbehov. Udlændingenævnet fandt endelig, at det anførte om, at den herboende datter havde haft fast arbejde i Danmark i over 22 år, at hun aldrig havde modtaget offentlige ydelser, at hun på trods af sin sygmelding klarede sig godt, idet hun havde tegnet private forsikringer, at hun havde fuld forældremyndighed over sin søn, og at hun og sønnen havde det godt sammen med ansøgeren, heller ikke kunne føre til et andet resultat, idet der ikke herved var tale om sådanne forhold, der kunne udgøre ganske særlige grunde. Udlændingenævnet fandt således, idet der ikke i øvrigt var oplyst om ganske særlige forhold, herunder alvorlige personlige og helbredsmæssige forhold, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2018/54.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. december 2017 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

    Dato: 11-12-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en armensk statsborger, der havde søgt om familiesammenføring med sin herboende voksne datter. Ansøgeren havde forskellige helbredsmæssige problemer, herunder hjerteproblemer og hukommelsesproblemer. Ansøgeren og ansøgerens herboende datter havde ikke boet sammen siden 1993.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke kunne gives opholdstilladelse til ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og hendes datter, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende datter var indrejst i Danmark i november 1993, at hun var blevet meddelt opholdstilladelse her i landet, at hun havde to børn født i henholdsvis september 1995 og november 2004, og at hun således havde etableret selvstændig bopæl og familie. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren havde boet sammen med sin datter indtil 1993, hvor datteren var 25 år, og at moder og datter herefter havde set hinanden under moderens tre besøgsophold i Danmark i 1997, 2001 og 2004 og under datterens årlige besøg i Armenien siden 2004. Udlændingenævnet fandt endvidere, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren og hendes datter ikke havde haft fælles husstand, siden datteren var rejst til Danmark, og at ansøgerens og datterens besøgsophold i henholdsvis Danmark og Armenien ikke medførte, at der herved var skabt en sådan særlig tilknytning, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens datter efter det oplyste ikke havde forsørget hende, og at ansøgeren ikke havde boet sammen med sin datter i Armenien i en periode forud for datterens udrejse til Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hun blev givet opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren led af blandt andet iskæmisk hjertesygdom, at hun dårligt kunne finde ud af at gå på toilettet selv, at hun var gangbesværet og med rollator kunne gå ganske kort, at hun formentlig led af demens og derfor ikke var i stand til at tage sin daglige medicin, foretage indkøb eller i øvrigt tage vare på sig selv, og at hun to gange havde befundet sig i en komalignende tilstand, hvor hun var ukontaktbar. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var under behandling i sit hjemland og havde været indlagt, når det var nødvendigt, at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren ikke fortsat ville kunne modtage den nødvendige behandling i hjemlandet, og at en udlænding ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, med henblik på, at udlændingen kunne omfattes af det danske sundhedssystem. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens datter til en læge havde oplyst, at der ikke var muligheder for offentlig pasning i nævneværdig grad i Armenien, at det fra lægelig side var oplyst, at ansøgeren ikke kunne klare sig selv, og at en læge havde vurderet, at det ville være lægeligt uforsvarligt at sende ansøgeren tilbage til Armenien og at lade hende klare flyrejsen alene, da ansøgeren i en længere periode frem til sin indrejse i Danmark i december 2016 havde været i stand til at bo og opholde sig i Armenien på trods af sine helbredsmæssige forhold. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at almindelig alderssvækkelse og dertilhørende følgesygdomme samt generelle sociale og økonomiske forhold i en ansøgers hjemland ikke kan danne grundlag for opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende datter havde mulighed for at følge sin moder hjem til Armenien, ligesom hun tidligere var rejst med hende i december 2016 og i juli og august 2017. I august 2017 var ansøgeren således sammen med sin datter rejst fra Armenien til Danmark umiddelbart efter en indlæggelse, hvor hun efter det oplyste havde befundet sig i en komalignende tilstand, hvor hun var ukontaktbar. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren havde haft og ville have adgang til lægelig hjælp og nødvendig pleje i sit hjemland – enten i offentligt eller privat regi, herunder at det ikke ville være umuligt for ansøgerens datter at skaffe pleje til sin moder på anden vis. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at der i sagen var henvist til, at der var tale om familiesammenføring af en forælder over 60 år til en herboende indvandrer, og at der var henvist til, at der forelå et beskyttelsesværdigt familieliv i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8´s forstand. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring. Det kan udledes af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie – det vil sige fader, moder og mindreårige børn – og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der eksisterer et særligt afhængighedsforhold mellem et voksent barn og dets forældre, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens datter ifølge sagens oplysninger siden 2004 havde været på årlige besøgsophold i Armenien, og at hun således ikke var forhindret i fortsat at bevare kontakten med sin moder via besøgsophold. På den baggrund fandt Udlændingenævnet endelig, at det ikke ville være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2017/122.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. december 2017 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

    Dato: 11-12-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en statsløs palæstinenser, der havde søgt om familiesammenføring med sin herboende voksne søn. Ansøgeren var efter det oplyste fysisk svækket blandt andet efter en blodprop i hjernen. Ansøgeren havde tidligere i perioden fra august 1991, til hun var udrejst i april 1993, haft opholdstilladelse i Danmark og havde i den forbindelse boet sammen med sine sønner i Danmark. Ansøgeren var imidlertid i 1993 rejst tilbage til Libanon.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og dennes søn eller hendes øvrige sønner i Danmark, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens søn siden 1995 havde været gift tre gange, at han havde to børn født i henholdsvis september 1996 og september 2001, og at han således efter ansøgerens udrejse af Danmark i 1993 havde etableret selvstændig bopæl og familie. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren tidligere havde haft en opholdstilladelse i Danmark i perioden fra cirka 1991 til 1993, og at hun i denne periode havde boet sammen med sin ægtefælle og sine sønner i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren i 1993 selv havde valgt at følge med sin ægtefælle tilbage til Libanon og dermed rejse fra sine børn, opgive sin opholdstilladelse i Danmark og afbryde familielivet. Udlændingenævnet fandt derudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i de efterfølgende år efter det oplyste cirka hvert andet år havde været i Danmark for at besøge sine børn og børnebørn og siden 2013 havde boet hos sine sønner i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i mere end 20 år ikke havde haft bopæl sammen med sine sønner, at hun siden 2013 enten havde opholdt sig på processuelt ophold eller havde opholdt sig ulovligt i Danmark, og at hun ikke herved kunne anses for at have etableret en sådan helt særlig tilknytning til sine sønner i Danmark, at dette kunne føre til meddelelse af en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens ophold i Danmark henset til karakteren heraf ikke i sig selv kunne føre til, at der mellem ansøgeren og dennes sønner var etableret et sådan familieliv, der kunne føre til opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at det i forbindelse med klagen var oplyst, at ansøgerens sønner havde forsørget ansøgeren, siden hun var rejst tilbage til Libanon i 1993. Udlændingenævnet fandt herudover, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen, idet der på intet tidspunkt tidligere i sagen havde været fremlagt oplysninger om eller dokumentation for, at ansøgeren var blevet forsørget af sine børn efter sin udrejse, ligesom ansøgeren i forbindelse med sin ansøgning om familiesammenføring med sin søn i august 2013 alene havde oplyst, at sønnen havde forsørget hende i perioden fra 1990 til 1992. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det – uanset om det måtte lægges til grund, at ansøgeren var blevet forsørget af sine børn som oplyst – ikke i sig selv kunne føre til et andet resultat, da der herved ikke var oplyst om en sådan helt særlig tilknytning, der gik udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, og da der ikke var oplyst om omstændigheder, som medførte, at ansøgerens børn ikke fortsat ville kunne forsørge ansøgeren i Libanon. Udlændingenævnet tillagde det også væsentlig vægt, at ansøgeren først cirka 20 år efter sin udrejse af Danmark igen havde søgt om opholdstilladelse i Danmark, at hun i alle disse år havde været bosiddende i Libanon sammen med sin ægtefælle, mens hendes tre sønner havde været bosiddende i Danmark, og at ansøgerens sønner, hvis de ønskede det, således havde mulighed for at forsørge ansøgeren under fortsat bopæl i Libanon. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren kunne gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren ifølge sagens lægelige oplysninger omkring 2006 formentlig havde haft en hjerneblødning/blodprop i hjernen, som hun efter det oplyste havde såvel fysiske som kognitive følger efter, at hun var kronisk svækket både fysisk og psykisk, at der ikke skulle være udsigt til bedring, at hun ikke skulle være i stand til at tage vare på sig selv, og at hun grundet sine lægelige forhold ikke kunne udrejse af Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens søn i ansøgningen fra august 2013 om opholdstilladelse til ansøgeren havde oplyst, at ansøgeren ikke var alvorligt syg eller handicappet, at ansøgeren efter det oplyste var blevet ramt af en blodprop/hjerneblødning, flere år før hun indrejste i Danmark i 2013, og at der således var tale om en helbredsmæssig tilstand, der allerede forelå forud for hendes indrejse i Danmark i 2013. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at ansøgeren i en årrække frem til sin indrejse i Danmark i 2013 havde været i stand til at bo i Libanon – med sine børns forsørgelse – på trods af sine helbredsmæssige forhold. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke forelå oplysninger om, at ansøgeren ikke ville kunne modtage korrekt medicinsk behandling i Libanon, og at en udlænding ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, med henblik på, at udlændingen kunne omfattes af det danske sundhedssystem. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren i Libanon ville være uden adgang til lægelig hjælp eller nødvendig pleje – enten i offentligt eller privat regi, herunder at det ville være umuligt i Libanon at skaffe pleje til ansøgeren på anden vis. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens helbredsforhold ikke i sig selv kunne begrunde, at der blev givet opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren også havde fået afslag på humanitær opholdstilladelse i november 2014 og afslag på genoptagelse af sin sag herom i juni 2015. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at udlændingelovens § 9 b må anses som en lex specialis regel i forhold til vurderingen af, om en udlænding, som tidligere har været asylansøger, kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af sine helbredsmæssige forhold. Udlændingenævnet fandt supplerende, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren ikke havde noget familienetværk i Libanon, og at der ikke var sociale myndigheder, som kunne tage sig af ansøgeren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og dennes herboende sønner havde levet adskilt fra hinanden i henholdsvis Libanon og Danmark i 20 år forud for ansøgerens indrejse i Danmark i 2013, at ansøgerens familie havde mulighed for at sørge for passende pasning og pleje af ansøgeren i Libanon, og at ansøgerens herboende familie havde mulighed for at tage på besøgsophold hos ansøgeren i Libanon. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at generelle sociale og økonomiske forhold i en ansøgers hjemland ikke kunne danne grundlag for opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at der var henvist til, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 også vedrører bedsteforældre og børnebørn. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring. Det kan udledes af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie – det vil sige fader, moder og mindreårige børn – og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der eksisterer et særligt afhængighedsforhold mellem et voksent barn og dets forældre, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. På den baggrund, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, herunder alvorlige personlige eller helbredsmæssige forhold, fandt Udlændingenævnet endelig, at det ikke ville være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2017/123.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. december 2017 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

    Dato: 11-12-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en iransk statsborger, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin voksne datter. Ansøgeren havde tidligere haft tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, men var i august 2011 udrejst til Iran med henblik på at tage permanent ophold. Ansøgeren havde i den forbindelse underskrevet en frafaldserklæring vedrørende sin opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende reference, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke eksisterede eller var etableret et sådant ganske særligt afhængigheds- eller tilknytningsforhold mellem ansøgeren og den herboende reference, der kunne danne grundlag for opholdstilladelse i Danmark for ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det forhold, at ansøgeren og den herboende reference havde boet sammen fra 1989 og indtil 2011, hvor ansøgeren frivilligt var repatrieret til Iran, kunne ikke føre til en anden vurdering, idet ansøgeren herved var ophørt med at være en del af sin datters husstand. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens forudgående ophold i Danmark i perioden fra 1991 til 2011 samt efterfølgende ophold siden hendes indrejse i Danmark på visum i december 2014 ikke kunne føre til, at der mellem ansøgeren og den herboende reference eksisterede eller var genetableret et sådant familieliv, der kunne føre til en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren siden udløbet af sit visum enten havde opholdt sig i Danmark på processuelt ophold eller ulovligt. Udlændingenævnet fandt desuden, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke ville stride imod hensynet til familiens enhed, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at beskyttelsen i EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie – det vil sige fader, moder og mindreårige børn – og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der mellem personer uden for kernefamiliebegrebet eksisterer en helt særlig tilknytning, der ligger udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Det oplyste om, at ansøgeren efter det oplyste skulle være uden familie og netværk i Iran, og at forholdene på plejehjem i Iran – efter den herboende references oplysninger – er både dyre og dårlige, kunne ikke føre til et andet udfald. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren i Iran ville være uden lægelig hjælp eller den nødvendige pleje enten i offentligt eller privat regi, herunder at det ville være umuligt at skaffe pleje til ansøgeren på anden vis. Det indgik tillige i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde nedsat syn, hørelse og bevægelse, at hun havde svært ved at begå sig, idet hun var analfabet, at hun havde svært ved at handle ind, tage til læge, lave mad og gå i bad, og at hendes helbred var væsentligt forværret inden for de seneste fire år. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke var oplyst om sådanne forhold, der kunne føre til en opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at generelle sociale og økonomiske forhold i en udlændings hjemland eller opholdsland ikke i sig selv kan begrunde en opholdstilladelse i Danmark, ligesom et manglende familienetværk, almindelig alderssvækkelse og dertilhørende følgesygdomme ikke i sig selv kan føre til en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet bemærkede i øvrigt, at der ikke kan meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen alene med henblik på at modtage lægelig eller medicinsk behandling her i landet. Det anførte om, at ansøgeren var udrejst fra Danmark som følge af, at hun havde en depression grundet et forløb med brystkræft, og at hun på daværende tidspunkt havde familie i Iran, at hun ikke kunne overskue konsekvenserne af at repatriere, at hendes langvarige ophold i Iran skyldtes ansøgerens depression i forbindelse med broderens død, og at ansøgeren var indstillet på at tilbagebetale repatrieringsydelsen, kunne ikke føre til et ændret udfald, idet der ikke var tale om forhold, der kunne føre til, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt endelig, idet der ikke i øvrigt var oplyst om ganske særlige forhold, herunder alvorlige personlige og helbredsmæssige forhold, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2017/136.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. december 2017 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

    Dato: 11-12-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en fader til en herboende voksen datter. Ansøgeren var født i 1929 i Indien og var pakistansk statsborger. Den herboende datter var født i 1963 i Pakistan og var indrejst i juni 1983 i Danmark, og hun var dansk statsborger.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og hans herboende datter, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende datter havde stiftet selvstændig familie, idet hun i april 1982 havde indgået ægteskab, at hun var indrejst i Danmark i 1983, og at hun havde boet i Danmark siden, og sammen med sin ægtefælle havde fået ti børn, som alle var født i Danmark. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren og hans herboende datter ikke havde været en del af samme husstand i hvert fald siden den herboende datters indrejse i Danmark i 1983. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren og hans herboende datter ikke havde etableret et sådant kvalificeret afhængigheds- eller tilknytningsforhold, der kunne danne grundlag for meddelelse af opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at den herboende datter til sagen havde oplyst, at ansøgeren var enkemand, at ansøgeren ikke havde familie eller netværk i hjemlandet, at den herboende datter havde forsørget ansøgeren siden marts 2016, på hvilket tidspunkt han var indrejst i Danmark, og at den herboende datter og dennes børn tidligere havde forsørget ansøgeren ved at give ham penge, når de besøgte ansøgeren i Pakistan, samt at den herboende datter og dennes ældste børn ville påtage sig at forsørge ansøgeren i Danmark. Udlændingenævnet fandt, at det oplyste herom ikke kunne føre til et andet udfald i sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde været enkemand i 20 år, at han havde boet alene i Pakistan frem til sin indrejse i Danmark i marts 2016, og at han således var i stand til – med den herboende datter og dennes børns forsørgelse – at bo og opholde sig alene i Pakistan på trods af sine helbredsmæssige forhold. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der ikke herved var oplyst om omstændigheder, som medførte, at den herboende datter ikke også fremover ville kunne forsørge ansøgeren i Pakistan. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det forhold, at der gives penge til forsørgelse til forældre i hjemlandet, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at etablere et beskyttelsesværdigt familieliv, som Danmark er nærmest til at beskytte, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende datter havde oplyst, at ansøgeren på grund af sin alder var blevet meget svagtseende, havde gangproblemer, balanceproblemer, ikke kunne være alene, havde Alzheimers sygdom og var dement, samt at det fremgik af lægelig dokumentation fra Pakistan, at ansøgeren havde behov for daglig pleje, da han ikke kunne tage vare på sig selv, at det var livstruende for ham at være alene, og at han havde behov for smertestillende medicin, havde hukommelsesproblemer på grund af tidligere blodpropper og konstante smerter efter en hofteoperation samt gigt. Det fremgik endvidere, at ansøgeren ikke kunne modtage den daglige pleje i Pakistan, da han ingen familie havde i landet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse oplysninger ikke kunne føre til et andet resultat. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende datter havde oplyst, at det var udelukket, at ansøgerens hjemlands sociale myndigheder kunne tilvejebringe pasning og pleje, og at ansøgeren ikke havde noget sted at bo. Udlændingenævnet fandt dog ikke, at dette kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren ville være uden adgang til lægelig hjælp eller nødvendig pleje – enten i offentligt eller privat regi – i Pakistan, herunder at det ikke ville være muligt for den herboende datter at skaffe pleje til ansøgeren på anden vis. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at manglende familiært netværk for myndige personer ikke i sig selv kunne føre til en opholdstilladelse efter bestemmelsen, samt at almindelig alderssvækkelse og dertil hørende følgesygdomme samt generelle sociale og økonomiske forhold i ansøgerens opholdsland eller hjemland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke mellem ansøgeren og hans herboende datter forelå et sådant beskyttelsesværdigt familieliv efter EMRK artikel 8, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ville stride imod hensynet til familiens enhed, således at Danmark ville være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring. Det kan udledes af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie – det vil sige fader, moder og mindreårige børn – og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der mellem personer uden for kernefamiliebegrebet eksisterer en særlig tilknytning, der ligger udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Udlændingenævnet fandt herefter, at det ikke ville være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2017/149.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. februar 2017 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

    Dato: 15-02-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en canadisk statsborger, der havde søgt om familiesammenføring med sin herboende søn. Det fremgik af sagen, at ansøgerens søn var født i juni 1959, at han var blevet meddelt dansk statsborgerskab i 1989, at han havde stiftet selvstændig familie i 1979, og at ansøgeren og den herboende søn ikke havde boet sammen i 35 år. Desuden fremgik det, at ansøgeren tidligere havde haft opholdstilladelse i Danmark mellem december 1989 og august 1991 og mellem oktober 2004 og oktober 2005, at hun havde opholdt sig i Danmark fra hendes opholdstilladelses udløb i oktober 2005 og frem til oktober 2006, at ansøgerens ægtefælle var afgået ved døden i maj 2015, at ansøgeren efter det oplyste ikke havde mulighed for at blive passet i Canada, og at den herboende søn havde forsørget ansøgeren ved pengeoverførsler, når dette var nødvendigt.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke kunne gives opholdstilladelse til ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til ansøgerens helbredstilstand, da ansøgeren ikke havde opnået en tilknytning til Danmark, der kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgeren havde opnået en vis tilknytning til Danmark, idet hun tidligere havde haft opholdstilladelse i Danmark mellem december 1989 og august 1991 og mellem oktober 2004 og oktober 2005 og havde opholdt sig i Danmark fra sin seneste opholdstilladelses udløb og frem til oktober 2006. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren havde en større tilknytning til Canada, idet hun begge gange havde valgt at afbryde sin tilknytning til Danmark for at flytte tilbage til Canada. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende søn, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende søn havde stiftet selvstændig familie i 1979, og at den herboende søn og ansøgeren ikke havde boet sammen de sidste 35 år. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at den herboende søn havde forsørget ansøgeren, når dette var nødvendigt, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren indtil maj 2015 havde boet sammen med sin ægtefælle i Canada og derfor ikke havde været en integreret del af den herboende søns husstand, og at den herboende søn fortsat ville kunne forsørge ansøgeren i samme omfang som hidtil, selv om ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, ligesom familielivet mellem ansøgeren og den herboende søn kunne udøves gennem besøgsophold. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke var etableret at sådant ganske særligt afhængigheds- eller tilknytningsforhold mellem ansøgeren og den herboende søn, at dette kunne danne grundlag for opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt yderligere, at et afslag på opholdstilladelse ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at beskyttelsen i EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie - det vil sige fader, moder og mindreårige børn - og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der mellem personer uden for kernefamiliebegrebet eksisterer en helt særlig tilknytning, der ligger udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren led af gigt- og hjertesygdomme, at hun modtog blodfortyndende, vanddrivende og blodtrykssænkende medicin, at hun var sengeliggende med rygsmerter som følge af et fald, og at hun ikke var selvhjulpen, idet der ikke var tale om sygdomme af så alvorlig karakter, at det kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at uanset, at ansøgerens generelle helbredsmæssige tilstand måtte antages at være blevet forværret under ansøgerens ophold i Danmark, og at ansøgeren var afhængig af personlig og praktisk hjælp, kunne dette ikke i sig selv begrunde, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at aldersbetingede lidelser samt generelle sociale og økonomiske forhold i hjemlandet eller opholdslandet ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde herved også vægt på, at ansøgeren måtte henvises til fortsat at modtage behandling i Canada, hvor ansøgeren var statsborger. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. FAM/2017/8.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. juli 2016 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

    Dato: 13-07-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til to syriske statsborgere, der havde søgt om familiesammenføring med deres herboende søn, som var født i januar 1997, og som var blevet meddelt asyl i Danmark i september 2014.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke kunne gives opholdstilladelse til ansøgerne i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgerne og deres herboende søn, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet fandt således, at et afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende søn udrejste af Egypten som 17-årig, at rejsen var planlagt, og at han udrejste af Egypten alene efter aftale med sine forældre. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at den herboende søn var 17 år på ansøgningstidspunktet, da familien sammen havde besluttet, at den herboende søn kunne udrejse alene. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende søn og ansøgerne frivilligt havde afbrudt familielivet, da den herboende søn udrejste af Egypten. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at den herboende søn forud for sin udrejse altid havde boet sammen med sine forældre. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende søn over for politiet i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at han efter ankomsten i Danmark skulle forsøge at få familiesammenføring til resten af familien. Udlændingenævnet fandt desuden, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen henset til, at familielivet blev afbrudt frivilligt. Udlændingenævnet fandt herudover på baggrund af sagens omstændigheder, at der ikke mellem den herboende søn og hans forældre eksisterede et sådant særligt pleje- og afhængighedsforhold, at ansøgerne på den baggrund kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt tillige, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen, at den herboende søn var knap 18 år på ansøgningstidspunktet, henset til at han som 17-årig udrejste af Egypten, og at han grundet sin alder på ansøgningstidspunktet ikke kunne antages at have haft det samme behov for omsorg og pleje, som yngre børn har. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at den herboende søn forud for sin frivillige udrejse af Egypten havde boet sammen med sine forældre. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at oplysningerne vedrørende en udlændings bopælsforhold ikke i sig selv har afgørende betydning for en sags udfald, men at det indgår som en del i vurderingen af sagens samlede omstændigheder. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelse. FAM/2016/76.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2016 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn – Ganske særlige grunde

    Dato: 28-01-2016

    Udlændingenævnets flertal omgjorde i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en afghansk statsborger.

    Udlændingenævnets flertal fandt, at ansøgeren efter en helt konkret og individuel vurdering ikke på afgørelsestidspunktet burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå ganske særlige grunde til, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnets flertal lagde vægt på, at ansøgeren efter sin indrejse i Danmark havde etableret et familieliv med sin herboende datter, som flertallet lagde til grund involverede mere, end hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnets flertal fandt det på den baggrund bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser at meddele opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnets flertal lagde desuden vægt på, at ansøgeren havde haft lovligt ophold i Danmark i perioden fra august 2011 til juli 2015, og det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren siden januar 2013 havde været registreret på den samme adresse som sin herboende datter. Udlændingenævnet lagde herunder til grund, at ansøgerens herboende datter havde draget omsorg for ansøgeren under dennes alvorlige sygdom, og at ansøgeren havde haft tilladelse til privat indkvartering hos sin herboende voksne datter i perioden fra maj 2012 til august 2012. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2016/20.

Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen