Forældre til herboende mindreårige børn
-
Udlændingenævnets afgørelse af 10.02.2022 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn
Dato: 10-02-2022Udlændingenævnets afgørelse af 10. februar 2022 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn
Udlændingenævnet omgjorde i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en somalisk statsborger, der søgte om familiesammenføring med sin mindreårige datter.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren blev i februar 2012 meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning. I april 2017 inddrog Udlændingestyrelsen ansøgerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse og pålagde ansøgeren at udrejse af Danmark senest i april 2018. Ansøgeren udrejste imidlertid ikke og opholdt sig herefter ulovligt i Danmark. Ansøgeren fik i maj 2020 en datter, der er dansk statsborger og bosiddende i Danmark. Ansøgeren boede hos datterens mor sammen med datteren fra datterens fødsel og indtil hun var ca. 4 måneder, og ansøgeren havde herefter regelmæssigt samvær med datteren 3 gange om ugen af 2 timers varighed. Ansøgeren og datterens mors forhold ophørte i efteråret 2020. I juni 2021 søgte ansøgeren om familiesammenføring med datteren. I oktober 2021 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på familiesammenføring.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2021.
Udlændingenævnet vurderer således, at det vil være bedst stemmende med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, om retten til familieliv, at meddele ansøgeren opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet lægger til grund, at der består et beskyttelsesværdigt familieliv mellem ansøgeren og hans datter, som er omfattet af EMRK artikel 8, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på oplysningerne om, at ansøgeren har boet sammen med sin datter, siden hendes fødsel og indtil hun var ca. 4 måneder, at ansøgeren herefter har haft regelmæssigt samvær med datteren, at ansøgeren ifølge samværsaftale fra april 2021 har samvær med datteren 3 gange om ugen af 2 timers varighed, at samværsaftalen er underskrevet af ansøgeren og moderen til datteren og er forsynet med en tvangsfuldbyrdelsesklausul, og at samværsaftalen er anmeldt til Familieretshuset ved e-mail fra juni 2021.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at datteren er født i maj 2020, og at der henset til hendes alder må antages at være tale om sædvanligt samvær. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af Familieretshusets samværsguide til forældre bl.a., at det for et barn i alderen 0-1 år er optimalt, at barnet har en fast base, og at den anden forælder kan være sammen med barnet flere gange om ugen, mens det for et barn i alderen 1-3 år fremgår, at samværet kan udvides, når barnet bliver ældre, og at overnatning efterhånden også kan være en god løsning, men at barnet skal være modent nok til dette. Familieretshusets samværsguide til forældre kan læses via dette link: https://familieretshuset.dk/media/1576/samvaersguide_170321.pdf
Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at oplysningerne om ansøgerens samvær med datteren er bekræftet af datterens mor, og at datterens mor og ansøgeren ikke har fælles bopæl.
Det fremgår imidlertid af sagen, at Flygtningenævnet i marts 2018 stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af ansøgerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og i den forbindelse pålagde ham at udrejse af Danmark senest i april 2018. Ansøgeren har ikke efterfølgende haft opholdstilladelse i Danmark, og han opholdt sig således ulovligt i Danmark på tidspunktet for datterens fødsel.
Udlændingenævnet har på den baggrund vurderet, om det vil være proportionalt og i overensstemmelse med EMRK artikel 8, stk. 2, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse.
Reglerne om opholdstilladelse har hjemmel i udlændingeloven og varetager et anerkendelsesværdigt formål, herunder hensynet til immigrationskontrol og håndhævelse af udlændingemyndighedernes afgørelser, der kan begrunde indgreb i retten til familieliv, jf. EMRK artikel 8, stk. 2.
Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke vil være proportionalt i forhold til vurderingen efter EMRK artikel 8, stk. 2. Det fremgår i den forbindelse af dommen Nunez mod Norge, afsagt i juni 2011 af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, præmis 70, at
”Another important consideration is whether family life was created at a time when the persons involved were aware that the immigration status of one of them was such that the persistence of that family life within the host State would from the outset be precarious … Where this is the case the removal of the non-national family member would be incompatible with Article 8 only in exceptional circumstances…”
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren er statsborger i Somalia, og at det på baggrund af den geografiske afstand fra Danmark til Somalia vil være vanskeligt for ansøgeren at opretholde samværet med datteren.
Udlændingenævnet har i den forbindelse også lagt vægt på, at Somalia er placeret i landegruppe 5 i forhold til udstedelse af visum, jf. visumbekendtgørelsens (bekendtgørelse nr.1287 af 14. juni 2021 om udlændinges adgang til Danmark på grundlag af visum) bilag 2, hvorefter en person i landegruppe 5 som udgangspunkt kun kan gives visum i ekstraordinære situationer.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på datterens unge alder, og at det som følge heraf ikke vil være muligt at udøve samværet via digitale medier, ligesom datteren heller ikke vil have mulighed for at rejse til Somalia for at besøge ansøgeren.
Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren reelt vil afskære familielivet mellem ansøgeren og datteren.
Udlændingenævnet vurderer på baggrund af en samlet vurdering af disse konkrete forhold, at det vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til familieliv, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 25.06.2021 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn
Dato: 25-06-2021Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en nordmakedonsk statsborger, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin mindreårige søn.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren søgte i august 2016 om ægtefællesammenføring med sin herboende ægtefælle. Parret havde et fællesbarn (referencen), der var født i oktober 2004. Referencen fik i juni 2017 opholdstilladelse som familiesammenført til sin herboende far, og indrejste efterfølgende i juni 2017 i Danmark, hvor han boede hos sin far. I november 2017 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring. Ansøgeren søgte i november 2019 om familiesammenføring med referencen. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren var indrejst i Danmark i oktober 2019, og siden indrejsen havde opholdt sig hos referencen. Under sagen blev der fremlagt et certifikat, udstedt i november 2019 af et lokalt civilregister i Nordmakedonien, hvoraf det fremgik, at ansøgeren og referencens fars ægteskab blev ophævet ved dom i februar 2016, og at dommen var endelig i august 2016. Udlændingestyrelsen meddelt i oktober 2020 ansøgeren afslag på familiesammenføring.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren får således ikke opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.
Udlændingenævnet har lagt afgørende vægt på, at det er en forudsætning for, at der kan meddeles opholdstilladelse som følge af et herboende mindreårigt barn, at ansøgeren ikke udgør en familiemæssig enhed med barnets herboende anden forælder, og at forældrene ikke har opløst den familiemæssige enhed med det af gørende formål at opnå et bedre grundlag for meddelelse af opholdstilladelse til den ikke-herboende forælder.
Udlændingenævnet kan, i lighed med Udlændingestyrelsen, ikke lægge til grund, at den familiemæssige enhed mellem ansøgeren og referencens far reelt er opløst.
Det forhold, at partsrepræsentanten har anført, at ansøgeren blev skilt fra referencens far i 2016, idet referencens far havde indgået et nyt forhold, og at de ikke siden har levet sammen på en måde, som udgør et faktisk samliv, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er grund til at antage, at ansøgeren og referencens fars skilsmisse er indgået med det formål at opnå et bedre grundlag for meddelelse af opholdstilladelse i Danmark, idet skilsmisseforløbet fremstår usammenhængende, og dermed konstrueret til lejligheden.
Udlændingenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at det fremgår af den fremsendte dokumentation, som er udstedt november 2019 og således samme dag, som ansøgeren søgte om familiesammenføring til referencen, at ansøgeren blev skilt fra referencens far i februar 2016, og at skilsmissen trådte endelig i kraft i august 2016, men at ansøgeren i august 2016 søgte om familiesammenføring med referencens far på baggrund af deres ægteskab, ligesom det fremgår af ansøgningen, at ansøgeren siden sin indrejse i Danmark opholdte sig hos sin ægtefælle.
Ansøgeren indgav ikke under sagens behandling og frem til Udlændingestyrelsen traf en afgørelse i november 2017 oplysninger om, at hendes og referencens fars ægteskab var ophørt, men opholdte sig derimod på den fælles bopæl frem til modtagelsen af Udlændingestyrelsens afslag.
Udlændingenævnet kan på baggrund heraf ikke lægge til grund, at ansøgeren og referencens fars familiemæssige enhed faktisk er ophørt, som anført af partsrepræsentanten.
Udlændingenævnet finder dermed, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse skal vurderes på baggrund af forholdet til referencens far, og at den familiemæssige enhed som helhed, herunder i forhold til parrets fællesbørn, skal indgå i denne vurdering. Der skal således ikke laves en særskilt vurdering af ansøgerens forhold til referencen.
På den baggrund vurderer Udlændingenævnet, at det ikke vil være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at give ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er oplyst om hindringer for, at ansøgeren og referencen kan udøve familielivet ved besøgsophold som hidtil.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2019 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn
Dato: 28-01-2019Udlændingenævnet omgjorde i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Cameroun, som søgte om opholdstilladelse under henvisning til sit mindreårige barn, der havde bopæl hos sin mor i Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at der var grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der forelå ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren i januar 2013 var blevet meddelt opholdstilladelse som studerende i Danmark, at denne opholdstilladelse var gyldig indtil december 2016, og at ansøgeren under sit lovlige ophold som studerende var blevet far til et barn. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på karakteren og omfanget af det samvær, som ansøgeren udøvede med barnet, herunder at ansøgeren udøvede samvær to gange om ugen, og at der netop var blevet etableret en samværsordning, hvor barnet skulle overnatte hos ansøgeren hver anden weekend fra fredag til lørdag. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at ansøgeren var statsborger i Cameroun. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse var opfyldt. FAM/2019/1.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. oktober 2018 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn – Søskende – Herboendes statusændring
Dato: 23-10-2018Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til et syrisk forældrepar og deres mindreårige datter, som søgte familiesammenføring med deres herboende søn/bror. Den herboende søn var mindreårig på ansøgningstidspunktet, og han havde under klagesagens behandling i Udlændingenævnet fået ændret sit opholdsgrundlag som flygtning af Flygtningenævnet fra udlændingelovens § 7, stk. 3 til § 7, stk. 1.
Udlændingenævnet fandt, at referencens forældre og søster ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen i marts 2016 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at han ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end de sidste tre år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne lægges til grund, at det – selv om referencen på tidspunktet for ansøgningerne om opholdstilladelse til hans forældre og søster fortsat var mindreårig – fulgte af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at referencens forældre og søster kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen ikke havde boet sammen med sin familie siden september 2015, hvor han var udrejst af Syrien sammen med sin ældre broder. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen på tidspunktet for sin udrejse af Syrien var 16 år, at han havde haft en sådan alder og modenhed, at han sammen med sin tre år og otte måneder ældre broder havde kunnet foretage rejsen fra Syrien gennem Europa til Danmark, at han i forbindelse med sin asylsag blev vurderet moden til at gennemgå den asylretlige procedure, og at han ved sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen i december 2015 havde oplyst, at han ikke var tæt knyttet til sin broder og ikke ønskede at bo sammen med ham, men gerne tæt på ham. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om familiesammenføring var 17 år, og således havde en alder, hvor han i det daglige ikke var afhængig af, at en forældremyndighedsindehaver eller anden omsorgsperson bistod ham. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at referencen nu var 19 år og dermed myndig. Udlændingenævnet henviste tillige til, at referencen til sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen i december 2015 havde oplyst, at han – ud over sin ældre broder som han var indrejst i Danmark sammen med – havde tre fastre i Danmark, som alle havde opholdstilladelse her i landet, at han overnattede hos en af sine fastre i tre dage efter ankomsten til Danmark, og at denne faster også havde bidraget med penge til referencen og referencens broders rejse. Referencen havde efter samtalen skrevet under på, at han vedstod indholdet af sit samtalereferat. Udlændingenævnet henviste også til, at det af referencens forældres ansøgninger om opholdstilladelse i Danmark fremgik, at referencen havde nær familie i Danmark i form af tre fastre, hvoraf to var gift og havde børn, og at det af referencens søsters ansøgning om opholdstilladelse i Danmark fremgik, at hun havde nær familie i Danmark i form af to tanter, onkler og fætre og kusiner. Ansøgningsskemaerne var underskrevet på tro og love af referencen og dennes værge. Udlændingenævnet fandt på den baggrund ikke at kunne lægge til grund, at referencen ikke havde nær familie i Danmark, som kunne støtte ham i det omfang, det måtte være nødvendigt. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at Flygtningenævnet i maj 2018 havde ændret referencens opholdsgrundlag fra udlændingelovens § 7, stk. 3, til § 7, stk. 1. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet referencen på tidspunktet for statusændringen var fyldt 18 år, og at statusændringen var sket, fordi han var fyldt 18 år og dermed risikerede at blive indkaldt til militærtjeneste i Syrien. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at referencen på tidspunktet for statusændringen var myndig, og dermed som voksen også måtte antages at kunne tage vare på sig selv. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om referencen, referencens forældres eller referencens søsters personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at de blev givet opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at referencens fader led af forkalket legemspulsåre, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencens fader i juni 2016 havde fået foretaget en CT skanning, og at det derfor måtte lægges til grund, at der var adgang til lægeundersøgelse og eventuel behandling i Syrien. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, med henblik på at en ansøger skulle indrejse i Danmark for at modtage lægelig behandling, ligesom generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt tillige, at det forhold, at referencen efter det oplyste led af PTSD, at han var grådlabil, selvskadende, bange, havde søvnproblemer og fik rystelser, at han havde brug for sin nære familie, og at referencens ældre broder i juni 2018 var afgået ved døden, heller ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen havde mulighed for at modtage hjælp for sine psykiske problemer i Danmark, at det på baggrund af hans oplysninger i oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen i december 2015 og i hans forældres og søsters ansøgninger om opholdstilladelse måtte lægges til grund, at han havde nær familie i Danmark, og at han på tidspunktet for sin ældre broders dødsfald var fyldt 18 år, og således var myndig, og dermed måtte antages at kunne tage vare på sig selv. Udlændingenævnet fandt yderligere i relation til referencens mindreårige søster, at hun opholdt sig sammen med sine forældre i Syrien, og at hun således ikke var uden omsorgspersoner. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det heller ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencens forældre og søster i deres ansøgninger om familiesammenføring med referencen havde henvist til krigen i Syrien. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der i forbindelse med krigen i Syrien kunne være tale om forhold af asylretlig karakter, som ikke kunne føre til meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. På den baggrund, og da der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, fandt Udlændingenævnet endelig, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele referencens forældre og mindreårige søster afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. FAM/2018/74.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 1. marts 2018 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn
Dato: 01-03-2018Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en afghansk statsborger, som senest havde boet sammen med sin herboende mindreårige datter, da datteren var omkring et år.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke fulgte af Danmarks internationale forpligtelser, jf. den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse under henvisning til sin datter, uanset at datteren på ansøgningstidspunktet var 14 år. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren og datteren ikke havde boet sammen siden 2002, hvor datteren var omkring et år. Udlændingenævnet fandt således, at en afgørelse om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren var rejst uden sin familie til Kasakhstan med henblik på at etablere sig, at ansøgerens ægtefælle efter ansøgerens udrejse var blevet dræbt, at ansøgerens børn som følge heraf var flygtet med ansøgerens ægtefælles fætter til Iran, og at ansøgeren skulle have været uden kontakt til sine børn indtil 2014. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ej heller kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren efter sin tilbagevenden til Afghanistan var rejst rundt og efter det oplyste ikke turde rejse ind i Iran, idet hun havde vurderet, at det var for farligt, og at hun stod uden økonomiske midler, idet hendes broder, som hun var rejst sammen med til Kasakhstan, var blevet dræbt, og det var ham, der havde alle pengene. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren mellem 2002 og 2008 havde klaret sig alene i Kasakhstan, og at ansøgeren først i 2008 var udrejst af Kasakhstan. Udlændingenævnet fandt herudover, at selvom ansøgeren ikke ved udrejsen til Kasakhstan oprindeligt kunne anses for at have afbrudt familielivet, havde hun efterfølgende accepteret, at omsorgen for hendes datter blev varetaget af andre omsorgspersoner. Udlændingenævnet lagde samtidig vægt på, at ansøgerens datter ikke havde boet sammen med ansøgeren siden 2002, at hun vedvarende havde boet sammen med familie, at ansøgeren og hendes datter først i oktober 2014 havde genetableret kontakten, og at ansøgeren først i juni 2015 havde søgt om familiesammenføring med sin datter. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens datter på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var 16 år, og at hun grundet sin alder ikke kunne antages at have samme behov for omsorg og pleje, som yngre børn har, samt at hendes voksne bror havde haft ansvaret for hende, siden hun var blevet familiesammenført i 2009. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt ydermere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse. Det forhold, at ansøgeren nu opholdt sig i Kabul, Afghanistan, under vanskelige forhold, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at eventuelle asylretlige forhold samt generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kan begrunde opholdstilladelse i Danmark efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. FAM/2018/11.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13. oktober 2017 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn – Zambrano-dommen
Dato: 13-10-2017Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en filippinsk statsborger, som i 2013 havde født en datter i Danmark. Datteren var dansk statsborger, og ansøgeren var eneforsørger af barnet.
Udlændingenævnet fandt, at der var grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at hun ikke var omfattet af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, herunder i forhold til at hun som følge af Zambrano-dommen havde en afledt ret til ophold efter EU-reglerne, jf. EU-domstolens dom fra marts 2011 i Zambrano-sagen (C-34/09). I medfør af Zambrano-dommen kan en tredjelandsstatsborger, der er forælder til et mindreårigt unionsborgerbarn, som tredjelandsstatsborgeren forsørger, have en afledt ret til ophold efter Traktaten om Den Europæiske Funktionsmåde (TEUF) artikel 20, hvis tredjelandsstatsborgeren opholder sig i den medlemsstat, hvor barnet bor og er statsborger, og hvis en begrænsning i opholdsretten vil have den virkning, at det mindreårige unionsborgerbarn reelt fratages den effektive nydelse af kerneindholdet i unionsborgerskabet. Udlændingenævnet henviste i øvrigt til dommen i sagen C-133/15, Chavez-Vilchez. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren i april 2013 havde født en datter i Danmark, som var dansk statsborger, at ansøgeren var eneforsørger af barnet, idet faderskabet havde skullet fastslås ved dom på baggrund af en DNA-test, og da barnets fader ikke ønskede at have noget med barnet at gøre og efter det oplyste heller ingen kontakt havde haft med barnet. Udlændingenævnet fandt herefter på baggrund af en konkret vurdering af sagens oplysninger, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren reelt ville medføre, at datteren ville være nødsaget til at forlade Unionens område sammen med sin moder (ansøgeren), idet datteren var i et afhængighedsforhold til ansøgeren. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren opfyldte betingelserne for ret til ophold på baggrund af Zambrano-dommen. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne udstede en opholdstilladelse, medmindre de helt grundlæggende betingelser ikke var opfyldt. FAM/2017/110.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. august 2017 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn
Dato: 23-08-2017Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til et herboende mindreårigt barns moder og stedfader efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, som var statsborgere i Syrien. Udlændingenævnet hjemviste samtidig Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende det herboendes barns lillesøster til fornyet vurdering, idet Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen skulle have truffet afgørelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og ikke udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Det herboende mindreårige barn, som var født i september 2006 i Syrien, var indrejst i Danmark i april 2015 med sin morbroder og en fætter.
Udlændingenævnet fandt, at det herboendes barns moder ikke kunne meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde til grund, at det herboende barn og det herboende barns moder havde haft et familieliv, der var beskyttelsesværdigt i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet anså imidlertid familielivet for frivilligt afbrudt, idet det herboende barn havde boet hos sin fader, siden han var fem år, idet hans moder i januar 2015 havde valgt at udrejse til Tyrkiet alene, og idet han var udrejst af sit hjemland med sin morbroder. Det forhold, at klageren havde anført, at familielivet ikke var blevet frivilligt afbrudt, idet adskillelsen af familiemedlemmerne skyldtes borgerkrigen i Syrien, kunne således ikke føre til en anden vurdering. Klagerens henvisning til FN’s Børnekonvention og bemærkninger om, at der i den konkrete sag ikke var tvivl om, at barnets tarv tilsagde, at der burde meddeles opholdstilladelse til det herboende barns moder og stedfader, idet det herboende barn var meget påvirket af savnet til sin moder og mistrivedes, kunne heller ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet fandt endvidere, at et afslag på opholdstilladelse til det herboendes barns moder ikke udgjorde en krænkelse af FN’s børnekonvention, idet denne – efter Udlændingenævnets opfattelse – ikke medfører en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet henviste til, at det herboende barns moder ikke havde boet sammen med det herboende barn, siden han var cirka fem år, at han herefter havde boet hos sin fader, og at det herboende barns moder i januar 2015 var udrejst alene til Tyrkiet. Udlændingenævnet henviste endvidere til FN’s børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Udlændingenævnet henviste desuden til, at det herboende barn boede sammen med en værge (klageren), at han havde sin morbroder (værgens broder) og sin fætter i Danmark, og at det efter det oplyste var værgen, der var det herboende barns primære omsorgsperson, hvilket han havde været siden 2015. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det herboende barn havde et familiært netværk her i landet, som kunne tage vare på ham. På den baggrund, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, fandt Udlændingenævnet desuden, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele det herboendes barns moder afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke forelå oplysninger om det herboende barns moders personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hun skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke var særlige grunde til at meddele det herboende barns stedfader opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt således, at det herboende barn og det herboende barns stedfader ikke havde haft et familieliv, der var beskyttelsesværdigt i medfør af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet fandt derfor, at et afslag på opholdstilladelse til det herboende barns stedfader ikke ville stride imod hensynet til familiens enhed, jf. EMRK artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at beskyttelsen i EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie – det vil sige fader, moder og mindreårige børn – og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der mellem personer uden for kernefamiliebegrebet eksisterer en helt særlig tilknytning, der ligger udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå oplysninger om det herboende barns stedfaders personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at han fik opholdstilladelse. FAM/2017/97.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 12. december 2016 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn
Dato: 12-12-2016Udlændingenævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til fem syriske statsborgere, der søgte familiesammenføring med deres herboende søn/broder (referencen), som i januar 2015 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgerne og referencen var i november 2012 udrejst af Syrien til Libanon, hvor de havde opholdt sig i cirka seks måneder, hvorefter de rejste til Tyrkiet, hvor familien fik midlertidig opholdstilladelse.
Udlændingenævnet fandt, at referencens forældre ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at selvom referencen indtil sin udrejse af Tyrkiet havde boet sammen med sine forældre, og selvom han på tidspunktet for ansøgningernes indgivelse havde været cirka 16½ år og dermed mindreårig, fulgte det ikke af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at referencens forældre kunne meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af referencens asylsag, at han var rejst fra Tyrkiet sammen med sin farbroder, mens resten af familien var forblevet i Tyrkiet, idet det var blevet aftalt, at referencen og farbroderen skulle rejse alene og søge familiesammenføring efter ankomsten til Danmark, ligesom det fremgik af klagen, at beslutningen om, at referencen skulle tage af sted mod Danmark med sin onkel, var begrundet i, at der ikke var nogen til at beskytte og brødføde referencens moder og søstre. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det kunne lægges til grund, at referencen var udrejst af Tyrkiet med sine forældres accept og medvirken til planlægningen af udrejsen, og at han således også efter sine forældres vurdering havde haft en modenhed og selvstændighed til at kunne rejse uden sine forældre. Udlændingenævnet fandt desuden, at selv om referencen var rejst sammen med sin farbroder, og dette kunne anses som værende udtryk for, at forældrene fandt, at referencen skulle ledsages og ikke udrejse alene på baggrund af sin alder, måtte dette i så fald tages som udtryk for, at referencens forældre havde valgt, at farbroderen skulle træde i forældremyndighedsindehaverens sted, og at de fortsat frivilligt havde valgt, at referencen ikke skulle opholde sig sammen med dem. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen efter det oplyste var rejst mod Danmark sammen med sin farbroder og dernæst sin faders to fætre, og at referencen efter indrejsen i Danmark og meddelelse af opholdstilladelse havde boet enten på samme adresse eller i nærheden af sin farbroder. På den baggrund kunne det ikke føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen var anført, at referencen kom til Danmark for at hjælpe sin familie og ikke for at bo sammen med sin onkel. Det bemærkedes, at referencen fortsat havde relativt nære familiemedlemmer i Danmark. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen havde haft en alder og modenhed, der havde ført til, at han kunne udrejse af Tyrkiet sammen med sin farbroder, at han sammen med farbroderen havde foretaget rejsen gennem Europa til Danmark, ligesom referencen på ansøgningstidspunktet for familiesammenføring havde en alder, hvor han ikke i det daglige var afhængig af, at en forældremyndighedsindehaver eller en anden omsorgsperson bistod ham. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af disse faktiske forhold, at Danmark ikke kunne anses for forpligtet til at beskytte det familiemæssige samliv mellem referencen og hans forældre, jf. Danmarks internationale forpligtelser, således at der skulle meddeles opholdstilladelse til forældrene for at kunne sikre en genetablering af en familiemæssig enhed, mens referencen var mindreårig. Dette gjaldt, uanset at referencen som mindreårig var meddelt asyl i Danmark og derfor ikke af Danmark som mindreårig ville kunne henvises til at blive genforenet med sine forældre i Syrien eller forældrenes nuværende opholdsland. Udlændingenævnet lagde således afgørende vægt på, at forældrene selv havde valgt at sende referencen af sted som næsten 16-årig fra Tyrkiet, hvor den samlede familie sidst havde haft ophold. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om referencens forældres personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at referencens forældre skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen var anført, at referencens moder led under de dårlige tilstandsforhold i Tyrkiet og ønskede at komme til Danmark for at se sin søn, som hun havde mistet under krigen, og at familien boede i Tyrkiet under kummerlige forhold i en lejlighed, som var sundhedsskadelig. Udlændingenævnet fandt tillige, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det til støtte klagen var anført, at referencen var psykisk påvirket af sagen, og at savnet af hans moder forhindrede referencen i at deltage fuldt ud i at blive integreret i Danmark. Udlændingenævnet fandt således, at referencens savn af sin moder og den psykiske påvirkning, som sagen havde, ikke var helbredsmæssige problemer af en sådan karakter, at det kunne begrunde et andet resultat. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen selvstændigt havde kunnet rejse uden sine forældres ledsagelse, og at hans angivne sårbarhed efter det oplyste primært relaterede sig til et ønske om at bringe forældrene til Danmark, og ikke udsprang af et særligt behov for sine forældres pasning og pleje. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at referencen nu var fyldt 18 år og således var myndig. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at det var en forudsætning for, at referencens forældres mindreårige børn (de ansøgende børn/søskende) ville kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, at referencens forældre, som var forældremyndighedsindehavere, var fastboende her i landet på grundlag af en tidsubegrænset opholdstilladelse eller opholdstilladelse med henblik på varigt ophold. Da referencens forældre samtidig hermed var meddelt afslag på opholdstilladelse, var denne betingelse ikke opfyldt. De ansøgende børn/søskende kunne således ikke gives opholdstilladelse i Danmark under henvisning til deres forældre. FAM/2016/90.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. juni 2016 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn
Dato: 21-06-2016Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Syrien, der søgte om familiesammenføring med sin herboende søn. Den herboende søn, født i 2003, og hans fader blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtninge i oktober 2014. I januar 2015 modtog Udlændingestyrelsen en ansøgning om familiesammenføring med den herboende søn fra ansøgeren, hvoraf det fremgik, at ansøgeren og sønnens fader var blevet skilt i 2012, at faderen efterfølgende havde indgået et nyt ægteskab, og at den herboende søn havde boet sammen med ansøgeren i Egypten i perioden fra maj 2013, og indtil han udrejste af Egypten i august 2014. Til støtte for klagen over Udlændingestyrelsens afgørelse blev det anført, at ansøgeren og hendes herboende søn fortsat havde et familieliv, der var beskyttet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, idet de havde boet sammen, indtil den herboende søn var udrejst af Egypten. Det blev endvidere anført, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har slået fast, at et familiebånd mellem et barn og en forælder ikke ophører som følge af, at en forælder efterlader barnet og flygter til et andet land, hvor forælderen får asyl. Der blev i den forbindelse henvist til EMD’s dom af 12. oktober 2006 i sagen Mubilanzila Mayeka og Kaniki Kitunga mod Belgien (app no. 13178/03).
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøgeren kunne få opholdstilladelse i Danmark, idet ansøgeren og den herboende søn afbrød deres familieliv, da den herboende søn udrejste af Egypten med sin fader, hvor han indtil udrejsen i august 2014 boede med ansøgeren og sine søskende, og hvor ansøgeren og den herboendes søns søskende forblev boende efter den herboende søns udrejse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende søns fader insisterede på, at han skulle udrejse med faderen af Egypten, og at ansøgeren ikke samtidig ønskede at rejse fra Egypten. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens advokat havde anført, at ansøgeren og den herboende søn fortsat havde et etableret familieliv, som var beskyttet af EMRK artikel 8, idet de havde boet sammen, indtil den herboende søn rejste til Danmark, og at EMD har slået fast, at et familiebånd mellem et barn og en forælder ikke ophører som følge af, at en forælder efterlader barnet og flygter til et andet land, hvor forælderen får asyl. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Uanset at der mellem ansøgeren og den herboende søn eksisterede et beskyttelsesværdigt familieliv i medfør af EMRK artikel 8, fandt Udlændingenævnet endvidere, at ansøgeren havde valgt at udøve familielivet adskilt fra den herboende søn. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgeren og den herboende søn efter det oplyste havde valgt at blive adskilt fra hinanden i forbindelse med den herboende søns og hans faders udrejse af Egypten, og at den herboende søn fortsat boede med sin fader og faderens familie og derved var en del af faderens husstand. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det fulgte af EMD’s dom af 12. oktober 2006 i sagen Mubilanzila Mayeka og Kaniki Kitunga mod Belgien, præmisserne 85-87, at EMD havde fundet, at der i den konkrete sag var sket en krænkelse af EMRK artikel 8, idet ansøgeren var en uledsaget, udenlandsk mindreårig, hvorfor de belgiske myndigheder i dette konkrete tilfælde havde en forpligtelse til at sørge for familiens genforening. Det var derfor Udlændingenævnets vurdering, at EMD’s dom af 12. oktober 2006 i sagen Mubilanzila Mayeka og Kaniki Kitunga mod Belgien ikke kunne sammenlignes med denne sag, idet den herboende søn indrejste i Danmark og fortsat boede sammen med sin fader. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse. FAM/2016/75.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. januar 2016 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn – Ansøgeren udvist ved dom
Dato: 07-01-2016Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en iransk statsborger, som søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende datter, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 10, stk. 4. Ansøgeren indrejste første gang i Danmark i oktober 2007, hvor han søgte asyl, og han blev i december 2007 overført til Grækenland i medfør af Dublin-forordningen. Ansøgeren indrejste igen i Danmark i marts 2012. I samme måned traf Udlændingestyrelsen afgørelse om udvisning af ansøgeren med et indrejseforbud, som var gældende indtil maj 2014, idet ansøgeren blev udsendt til Spanien i april 2012. I september 2012 indrejste ansøgeren igen i Danmark, og ansøgeren blev ved dom i september 2012 udvist af Danmark i seks år ved at være genindrejst i Danmark, uanset at han var meddelt et indrejseforbud. Ansøgeren havde efterfølgende et længerevarende ophold i Iran, og han indrejste derefter i Danmark igen, hvor han på ny søgte om asyl. I forbindelse med asylsagen oplyste ansøgeren, at han havde et barn i Danmark. Udlændingestyrelsen traf i maj 2014 afgørelse om overførsel til Spanien i medfør af Dublin-forordningen, hvilket Flygtningenævnet stadfæstede i juli 2014. Det fremgik af Flygtningenævnets afgørelse, at Udlændingestyrelsen første gang fik kendskab til, at ansøgeren havde et barn i Danmark ved et partsindlæg fra juni 2014, og at ansøgeren var til stede ved fødslen af barnet. I juli 2014 indgav ansøgeren ansøgning om familiesammenføring i Danmark under henvisning til barnet, som var født i juni 2011. Det fremgik af sagen, at barnet i juni 2011 blev anbragt uden for hjemmet i Danmark, hvilket barnet skulle forblive i foreløbig i tre år. I juli 2014 samtykkede ansøgeren til, at barnet fortsat forblev anbragt uden for hjemmet. Endelig fremgik det af sagen, at ansøgeren og barnet havde samvær én gang om måneden af halvanden times varighed i et neutralt samværshus, og at ansøgeren havde fået fastsat støttet samvær to gange i oktober 2014, november 2014 og december 2014 af halvanden times varighed.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., under henvisning til samvær med barnet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at barnet var født i juni 2011, at ansøgeren i september 2012 udrejste af Danmark og oplyste politiet om, at ansøgeren ingen børn havde i Danmark, og at ansøgeren først blev registreret som fader til barnet i maj 2014. Udlændingenævnet lagde endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke tidligere havde ansøgt om familiesammenføring med barnet, at Udlændingestyrelsen først i juni 2014 var blevet bekendt med, at ansøgeren havde en datter i Danmark, og at ansøgeren således igennem flere år ikke sås at have været en del af barnets liv. Det forhold, at ansøgeren skulle have været med til barnets fødsel og hendes første fødselsdag, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der først i efteråret 2014 var etableret samvær én gang om måneden af halvanden times varighed mellem barnet og ansøgeren, og at ansøgeren ikke havde haft samvær siden januar 2015, hvorfor omfanget af og kontakten i forbindelse med det udøvede samvær ikke kunne føre til, at der mellem ansøgeren og barnet var etableret en særlig tilknytning, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Hertil bemærkede Udlændingenævnet, at kommunen til sagen havde oplyst, at ansøgeren var ”fremmed” for barnet. Udlændingenævnet fandt således, at et afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde et indgreb i ansøgerens ret til familieliv, uanset at barnet var anbragt uden for hjemmet. Det anførte om, at det var i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 og FN’s Børnekonvention, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse, og at det var i strid med disse konventioner at afskære barnet fra at have kontakt med ansøgeren, fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til et andet resultat i sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at barnet var født i juni 2011, at ansøgeren først var kommet ind i barnets liv i sommeren 2014, at Udlændingestyrelsen ikke før juni 2014 havde hørt om, at ansøgeren havde en datter i Danmark, og at ansøgeren siden efteråret 2014 og frem til januar 2015 havde haft samvær én gang om måneden med barnet. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at der var henvist til dom af 11. juli 2000, Ciliz mod Holland, (appl.no. 29192/95). Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Ciliz mod Holland ikke var sammenlignelig med ansøgerens sag. Ciliz mod Holland vedrørte myndighedernes pligt til at koordinere sager, som berører en families ret til et familieliv efter EMRK artikel 8, således at en afgørelse i den ene sag ikke foregriber eller udelukker en afgørelse i den anden sag med det resultat, at familielivet forhindres. Heroverfor vedrørte ansøgerens sag alene en opholdssag, og Udlændingenævnet fandt herudover – henset til omfanget og karakteren af det udøvede samvær – at dette kunne udøves gennem besøgsophold. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren blev udvist af Danmark på et tidspunkt, hvor barnet var født, men ikke anerkendt af ansøgeren som sit barn, og at ansøgeren først i maj 2014 – på et tidspunkt hvor ansøgeren allerede havde søgt om asyl i Danmark, og på trods af oplysninger i ansøgningen om, at ansøgeren tidligere havde været en del af barnets liv – anerkendte faderskabet. Udlændingenævnet fandt yderligere, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, da det samvær, som ansøgeren efter det oplyste havde ret til, efter Udlændingenævnets opfattelse kunne udøves via besøgsophold. Udlændingenævnet fandt endelig, at hensynet til barnets tarv i ansøgerens sag ikke kunne føre til en ændret vurdering, og at der ikke forelå ganske særlige forhold, der talte for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 10, stk. 4, idet ansøgeren var udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år gældende til oktober 2018. FAM/2016/2.
Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet