Praksis

Forældre til herboende mindreårige børn

Forrige

Side 1 af 3

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 11. december 2024 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

Dato: 11-12-2024

Udlændingenævnet omgjorde i december 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en syrisk statsborger, der søgte om opholdstilladelse efter Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) artikel 20 om unionsborgerskabet under henvisning til sine herboende mindreårige danske statsborgerbørn.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren, der er syrisk statsborger med opholdstilladelse i Tyrkiet, søgte i oktober 2023 om familiesammenføring med sine herboende to mindreårige børn, der er danske statsborgere, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. TEUF art. 20. Udlændingestyrelsen meddelte i januar 2024 ansøgeren afslag på familiesammenføring med sine to danske statsborgerbørn, da Udlændingestyrelsen vurderede, at der ikke var tale om et reelt og stabilt familieliv, som kunne danne grundlag for en afledt opholdsret efter TEUF artikel 20. Ansøgeren klagede i januar 2024 over Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse.

EU-Domstolen afsagde den 5. maj 2022 dom i de forenede sager C-133/15, C-451/19 og C- 532/19, XU og QP. Dommen vedrører de situationer, hvor der efter EU-Domstolens praksis i henhold til artikel 20 i Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) om unionsborgerskabet undtagelsesvist skal meddeles opholdsret til en tredjelandsstatsborger efter EU-retten, hvis der mellem unionsborgeren og tredjelandsstatsborgeren består et afhængighedsforhold af en sådan karakter, at unionsborgeren vil være nødsaget til at forlade unionens område sammen med tredjelandsstatsborgeren, hvis tredjelandsstatsborgeren nægtes ret til ophold.

EU-Domstolen har i dommen angivet nogle kriterier for vurderingen af opholdsretten til en forælder til et mindreårigt unionsborgerbarn. Det følger heraf, at der - når et mindreårigt unionsborgerbarn har fast bopæl med begge sine forældre, og begge barnets forældre i det daglige er fælles om at tage sig af barnet og om at varetage den retlige, følelsesmæssige og økonomiske forsørgelse af dette barn – gælder en formodning for, at der er et afhængighedsforhold mellem barnet og dennes tredjelandsforælder, der kan danne grundlag for en afledt opholdsret i medfør af TEUF artikel 20 til tredjelandsforælderen.

Udlændingenævnet anser det efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger for stridende mod TEUF artikel 20, jf. C-133/15, C-451/19 og C-532/19, XU og QP, at meddele [ansøgeren] afslag på afledt opholdsret i Danmark med henvisning til, at der ikke foreligger et reelt og stabilt familieliv mellem [ansøgeren], [ansøgerens ægtefælle], og deres fællesbørn, som er danske statsborgere.

Udlændingenævnet har ved sagens afgørelse lagt afgørende vægt på, at [ansøgeren] og [ansøgerens ægtefælle] har indgået ægteskab i Tyrkiet, at parret fik deres første fællesbarn den […] juli 2021, at parret fik deres andet fællesbarn den […] juli 2022, at børnene siden fødslen regelmæssigt har besøgt deres far sammen med deres mor, idet det ved passtempler samt fotos er dokumenteret, at familien har opholdt sig i Tyrkiet hos [ansøgeren] flere gange om året i flere måneder forud for indgivelsen af ansøgningen om familiesammenføring indgivet den […] oktober 2023.

Det er herunder dokumenteret, at [ansøgerens ægtefælle] og børnene senest er indrejst i Tyrkiet den […] juni 2024, at de efter oplyste fortsat opholder sig i Tyrkiet, og at de således på nuværende tidspunkt sammenhængende har opholdt sig hos [ansøgeren] i omtrent 6 måneder, hvor de har levet sammen som en samlet familieenhed.

Udlændingenævnet har ved sagens afgørelse ligeledes lagt vægt på, at børnene er henholdsvis 3 og 2 år gamle, og at de således har levet som en del af en samlet familieenhed med begge deres forældre i Tyrkiet i størstedelen af deres liv.

Det forhold, at parret i nogle perioder har levet adskilt, udelukker ikke i sig selv, at der foreligger et kvalificeret afhængighedsforhold mellem [ansøgeren] og børnene, og nævnet lægger efter det anførte til grund, at [ansøgeren] har taget del i den retlige, økonomiske og følelsesmæssige forsørgelse af begge sine børn, herunder særligt under deres ophold i Tyrkiet.

Udlændingenævnet finder derfor, at der mellem [ansøgeren] og børnene foreligger et kvalificeret afhængighedsforhold, og at begge børn vil være nødsaget til at forlade Unionens område, hvis [ansøgeren] nægtes opholdsret i Danmark, og at han følgelig kan aflede en opholdsret fra sine børn i medfør af TEUF artikel 20 om unionsborgerskabet.

Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan meddele [ansøgeren] opholdstilladelse i Danmark på baggrund af TEUF artikel 20, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.”
Udlændingenævnets afgørelse af 30. august 2024 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

Dato: 30-08-2024

Udlændingenævnet omgjorde delvis i august 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Egypten, der søgte om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til sin herboende mindreårige datter, der var dansk statsborger. Udlændingenævnet stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse i forhold til Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) artikel 20, men omgjorde sagen efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til Børnekonventionens artikel 3 og 7 og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.

Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der er statsborger Egypten, indrejste i Danmark i oktober 2022 og søgte i november 2022 om familiesammenføring med sin mindreårige datter, referencen, efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren var i juli 2017 blevet gift med en kvinde med dansk statsborgerskab, og parret havde sammen fået 2 fælles børn, herunder referencen. Begge børn er danske statsborgere. Referencen var født i december 2018, og det andet fællesbarn var født i juli 2020. Ansøgeren blev skilt fra børnenes mor i december 2022. Under ægteskabet havde ansøgeren periodevis besøgt sin ægtefælle og børn i Danmark, og børnene og ægtefællen havde også besøgt ham i Egypten. Besøgene havde haft flere måneders varighed pr. gang. Efter skilsmissen havde ansøgeren samvær med referencen 3 dage inklusiv overnatninger på en uge. Udlændingestyrelsen meddelte i juni 2023 ansøgeren afslag på familiesammenføring, da Udlændingestyrelsen vurderede, at samværet fortsat kunne udøves på besøgsophold, og da ansøgeren ikke havde afledt opholdsret efter TEUF artikel 20, idet ansøgeren ikke boede sammen med referencen og referencens mor, og da han ikke var referencens primære omsorgsperson. Ansøgeren klagede i juli 2023 til Udlændingenævnet.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse.

Udlændingenævnet vurderer således, at [ansøgeren] ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke foreligger ganske særlige grunde, som taler for at give ham opholdstilladelse efter bestemmelsen, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.

Udlændingenævnet vurderer, at det er bedst overensstemmende med Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN's Konvention om barnets rettigheders (Børnekonventionen) artikel 3 og 7 og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om retten til familie- og privatliv, at [ansøgerens] samvær med sine mindreårige børn, [referencen] og [det andet fællesbarn], kan udøves i Danmark.

Udlændingenævnet vurderer i den forbindelse, at der mellem [ansøgeren] og [referencen] eksisterer et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det følger af EMD’s praksis, at et barn ”… har et beskyttelsesværdigt familieliv med både mor og far fra sit fødselstidspunkt”, jf. EMD-dommen Keegan v. Ireland (1994), EMD-dommen Kroon and Others v. The Netherlands (19535/91) og EMD-dommen Berrehab v. The Netherlands (10730/84).

Udlændingenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at [ansøgeren] og [børnenes mor] blev gift den [..] juli 2017, at de har 2 mindreårige fællesbørn, henholdsvis [referencen] på 5 år og [det andet fællesbarn] på 4 år, som er danske statsborgere, og at parret ifølge Det Centrale Personregister (CPR) er blevet skilt den [..] december 2022.

Udlændingenævnet har herved lagt afgørende vægt på intensiteten og karakteren af det aktuelle samvær mellem [ansøgeren] og [referencen] og [referencens] alder, idet det følger af sagens oplysninger, at [ansøgeren] har fælles forældremyndighed over [referencen], at hun opholder sig 3 dage på en uge hos sin far, [ansøgeren], og at hun i den forbindelse overnatter 3 nætter hos sin far, [ansøgeren], herunder henover weekenden, idet hun bliver hentet fredag og afleveret mandag.

Udlændingenævnet finder efter en konkret og individuel vurdering, at det vil være bedst stemmende med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, om retten til familieliv, at meddele [ansøgeren] opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen meddeler [ansøgeren] opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Stadfæstelse af vurderingen efter artikel 20 i Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

Udlændingestyrelsen har i afgørelsen samtidigt vurderet, at der ikke var ganske særlige grunde, som talte for, at [ansøgeren] kunne blive meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af en afledt opholdsret i henhold til TEUF art. 20.

Udlændingenævnet tiltræder denne del af Udlændingestyrelsens begrundelse for afgørelsen. Det vil sige, at [ansøgeren] ikke kan indrømmes en afledt opholdsret i Danmark efter artikel 20 i TEUF under henvisning til, at han er primær omsorgsperson til sine mindreårige børn, [referencen] og [det andet fællesbarn], der er danske statsborgere.

Udlændingenævnet anser det således ikke for uproportionalt og stridende mod Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) artikel 20, og EU-Domstolens domme i sagerne C-133/15 - Chavez-Vilchez, C-451/19 og C-532/19, XU og QP, at meddele [ansøgeren] afslag på afledt opholdsret i Danmark. Der henvises i det fulde til Udlændingestyrelsens vurdering.

Udlændingenævnet foretager herefter ikke videre i anledning af klagen.”
Udlændingenævnets afgørelse af 6. august 2024 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn – TEUF artikel 20

Dato: 06-08-2024

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Pakistan, der søgt om opholdstilladelse efter TEUF artikel 20, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, men som allerede havde en gyldig opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren, der er statsborger i Pakistan, søgte i maj 2023 Udlændingestyrelsen om familiesammenføring med sine mindreårige børn, der er danske statsborgere, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. TEUF art. 20. Ansøgeren var oprindelig kommet til Danmark i 2018, hvor hun havde fået opholdstilladelse af SIRI efter udlændingelovens § 9 m som medfølgende familie til hendes ægtefælle. Opholdstilladelsen efter § 9 m var gyldig til maj 2023, hvorfor ansøgeren inden udløbet ansøgte SIRI om forlængelse af § 9 m-opholdstilladelsen, og SIRI meddelte ansøgeren opsættende virkning under sagsbehandlingen. Der verserede således samtidig to opholdssager – en sag om forlængelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m hos SIRI og en sag om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, hos Udlændingestyrelsen. Udlændingestyrelsen meddelte i oktober 2023 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter TEUF art. 20, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da ansøgerens børn ikke ville være nødsaget til at forlade Unionens område, hvis ansøgeren fik afslag på opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 1, da ansøgeren havde en verserende sag om forlængelse af opholdstilladelsen efter § 9 m ved SIRI. Ansøgeren klagede i december 2023 over Udlændingestyrelsens afslag på familiesammenføring efter § 9 c, stk. 1. Under sagens behandling i Udlændingenævnet traf SIRI i april 2024 afgørelse om at forlænge ansøgerens opholdstilladelse efter § 9 m til april 2028.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] oktober 2023. [Ansøgeren] kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., jf. TEUF artikel 20.

Udlændingenævnet har ved vurderingen af sagen lagt særlig vægt på den efterfølgende omstændighed, at [ansøgeren] den […] april 2024 fik forlænget sin opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m af SIRI, og at hun således på nuværende tidspunkt har en gyldig opholdstilladelse i Danmark, hvorfor hun aktuelt har mulighed for at udøve sit familieliv med [ansøgerens ægtefælle] og jeres børn i Danmark, selvom hun meddeles afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.

Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at [ansøgerens ægtefælle] og jeres 3 fællesbørn er danske statsborgere, at [ansøgerens ægtefælle], [ansøgeren] og børnene har boet sammen som familie i Danmark siden 2018, og at [ansøgerens ægtefælle] og [ansøgeren] er fælles om at tage jer af børnene.

Udlændingenævnet vurderer som følge heraf, at [ansøgerens ægtefælle], [ansøgeren] og jeres børn har et beskyttelsesværdigt familieliv, der er omfattet af EMRK artikel 8, stk. 1, og nævnet vurderer også ligesom Udlændingestyrelsen, at I har et reelt og stabilt familieliv, hvorfor der i relation til TEUF artikel 20 foreligger et kvalificeret afhængighedsforhold mellem [ansøgeren] og børnene, jf. sager C-451/19 og C-532/19, XU og QP.

Udlændingenævnet finder imidlertid også, at der på grund af [ansøgerens] aktuelle opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m ikke aktuelt foreligger et indgreb i jeres ret til at udøve dette familieliv, jf. EMRK artikel 8, stk. 2, selv om [ansøgeren] gives afslag på sin ansøgning om familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.

Der foreligger således ikke aktuelt en ret til afledet opholdsret efter TEUF artikel 20, da jeres børn med dansk statsborgerskab – grundet [ansøgerens] gyldige opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m – ikke på nuværende tidspunkt ville blive tvunget til at forlade Unionens område, selv om [ansøgeren] meddeles afslag efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt, jf. dommen C-451/19.

Det forhold, at [ansøgerens] opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m var ophørt på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse af […] oktober 2023, og at [ansøgerens] ophold i Danmark på afgørelsestidspunktet var et processuelt ophold på bagrund af opsættende virkning, hvorfor det på afgørelsestidspunktet ikke var sikkert, at hun ville kunne blive i Danmark, kan ikke føre til et ændret resultat. Dette skyldes, at det på nuværende tidspunkt i hvert fald kan konstateres, at [ansøgeren] har en gyldig opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m.

Som følge af [ansøgerens] aktuelle opholdstilladelse har Udlændingenævnet ikke taget stilling til, om Udlændingestyrelsen på tidspunktet for styrelsens afgørelse den […] oktober 2023 kunne lægge til grund, at [ansøgerens] børn ikke ville være nødsaget til at forlade EU, hvis hun blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.

På baggrund af ovenstående, og idet der ikke i øvrigt er oplyst om ganske særlige grunde, finder Udlændingenævnet, at det ikke vil være uproportionalt eller stride mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8 og TEUF artikel 20, at meddele [ansøgeren] afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.

Udlændingenævnet stadfæster med den ovenfor nævnte begrundelse Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 26. januar 2024 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

Dato: 26-01-2024

Udlændingenævnet omgjorde i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Uganda, der søgte om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til sin herboende mindreårige søn.

Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der er statsborger i Uganda, havde i september 2022 søgt om familiesammenføring med sin mindreårige søn, referencen, efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgerens søn var født i september 2020. Ansøgeren havde i perioden fra april 2021 til maj 2022 boet sammen med sønnen og sønnens mor i Sverige, hvorefter sønnen og sønnens mor flyttede til Danmark. Efter flytningen havde ansøgeren regelmæssigt samvær med sønnen, idet ansøgeren rejste frem og tilbage mellem Danmark og Sverige. De svenske myndigheder havde i august 2022 partshørt ansøgeren om inddragelse af hans svenske opholdstilladelse. Ifølge ansøgerens opholdskort var hans opholdstilladelse i Sverige gyldig til marts 2023. Ansøgeren var under familiesammenføringsagens behandling indrejst i Danmark og havde fået processuelt ophold under sagens behandling. Udlændingestyrelsen meddelte i juni 2023 ansøgeren afslag på familiesammenføring, da Udlændingestyrelsen henviste ansøgeren til fortsat at udøve samvær med sønnen som hidtil ved at rejse frem og tilbage mellem Sverige og Danmark, da der ikke forelå oplysninger om, at hans svenske opholdstilladelse var blevet inddraget. Ansøgeren klagede i juni 2023 til Udlændingenævnet og oplyste i klagen, at hans svenske opholdstilladelse var udløbet, og at det ikke var muligt for ham at få forlænget opholdstilladelsen.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse.

Udlændingenævnet vurderer efter en konkret og individuel vurdering, at det vil være bedst stemmende med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, om retten til familieliv, at meddele [ansøgeren] opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Udlændingenævnet har lagt afgørende vægt på, at [ansøgerens] opholdstilladelse i Sverige udløb den [..] marts 2023, og at han derfor ikke længere kan udøve sit familieliv med [referencen] som hidtil via besøg mellem Sverige og Danmark

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på oplysningerne om, at [ansøgeren] har boet sammen med [referencen og referencens mor] i Sverige i perioden fra den [..] april 2021 til den [..] maj 2022, at [ansøgeren] herefter har haft regelmæssigt samvær med [referencen], da han, mens han fortsat havde bopæl i Sverige, rejste mellem Sverige og Danmark så ofte som muligt for at besøge [referencen], hvilket efter det oplyste var ca. 12 dage ud af en typisk 28-dages periode.

Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at [ansøgeren] efter sin indrejse i Danmark tidligere, ifølge den indsendte samværsaftale, havde samvær 3 timer hver tirsdag og torsdag i forbindelse med afhentning af [referencen] i børnehave, 7 timer hver søndag og sommetider ekstra timer, hvis [referencens mor] havde brug for hjælp, og at samværsaftalen var underskrevet af både [referencens mor] og [ansøgeren].

Det er endvidere indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgerens] samvær nu er reduceret, og at han aktuelt har samvær en halvanden time hver tirsdag og torsdag samt 7 timer hver søndag, og at han i øvrigt ikke biddrager økonomisk eller på anden vis til [referencens] behov.

Udlændingenævnet vurderer dog fortsat, at omfanget af samværet er en sådan grad, at det udgør et regelmæssigt og kontinuerligt samvær.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at [referencen] er født den [..] september 2020, og at det henset til hans alder må antages at være et sædvanligt samvær. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af Familieretshusets samværsguide til forældre bl.a., at det for et barn i alderen 0-1 år er optimalt, at barnet har en fast base, og at den anden forælder kan være sammen med barnet flere gange om ugen, mens det for et barn i alderen 1-3 år fremgår, at samværet kan udvides, når barnet bliver ældre, og at overnatning efterhånden også kan være en god løsning, men at barnet skal være modent nok til dette. Familieretshusets samværsguide til forældre kan læses via dette link: https://familieretshuset.dk/media/1576/samvaersguide_170321.pdf.

Afslutningsvist har Udlændingenævnet lagt vægt på, at [ansøgeren] er statsborger i Uganda, og at det på baggrund af den geografiske afstand fra Danmark til Uganda vil være vanskeligt for [ansøgeren] at opretholde samværet med [referencen]. Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at [referencens] unge alder, og at det som følge heraf ikke vil være muligt at gennemføre samværet via digitale medier.

Udlændingenævnet vurderer derfor, at afslag på opholdstilladelse til [ansøgeren] reelt vil afskære familielivet mellem [ansøgeren] og [referencen].

Udlændingenævnet vurderer på baggrund af en samlet vurdering af disse konkrete forhold, at det vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til familieliv at meddele [ansøgeren] afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen meddeler [ansøgeren] opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. ”
Udlændingenævnets afgørelse af 10.02.2022 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

Dato: 10-02-2022

Udlændingenævnets afgørelse af 10. februar 2022 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

Udlændingenævnet omgjorde i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en somalisk statsborger, der søgte om familiesammenføring med sin mindreårige datter.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren blev i februar 2012 meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning. I april 2017 inddrog Udlændingestyrelsen ansøgerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse og pålagde ansøgeren at udrejse af Danmark senest i april 2018. Ansøgeren udrejste imidlertid ikke og opholdt sig herefter ulovligt i Danmark. Ansøgeren fik i maj 2020 en datter, der er dansk statsborger og bosiddende i Danmark. Ansøgeren boede hos datterens mor sammen med datteren fra datterens fødsel og indtil hun var ca. 4 måneder, og ansøgeren havde herefter regelmæssigt samvær med datteren 3 gange om ugen af 2 timers varighed. Ansøgeren og datterens mors forhold ophørte i efteråret 2020. I juni 2021 søgte ansøgeren om familiesammenføring med datteren. I oktober 2021 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på familiesammenføring.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2021.

Udlændingenævnet vurderer således, at det vil være bedst stemmende med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, om retten til familieliv, at meddele ansøgeren opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Udlændingenævnet lægger til grund, at der består et beskyttelsesværdigt familieliv mellem ansøgeren og hans datter, som er omfattet af EMRK artikel 8, stk. 1.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på oplysningerne om, at ansøgeren har boet sammen med sin datter, siden hendes fødsel og indtil hun var ca. 4 måneder, at ansøgeren herefter har haft regelmæssigt samvær med datteren, at ansøgeren ifølge samværsaftale fra april 2021 har samvær med datteren 3 gange om ugen af 2 timers varighed, at samværsaftalen er underskrevet af ansøgeren og moderen til datteren og er forsynet med en tvangsfuldbyrdelsesklausul, og at samværsaftalen er anmeldt til Familieretshuset ved e-mail fra juni 2021.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at datteren er født i maj 2020, og at der henset til hendes alder må antages at være tale om sædvanligt samvær. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af Familieretshusets samværsguide til forældre bl.a., at det for et barn i alderen 0-1 år er optimalt, at barnet har en fast base, og at den anden forælder kan være sammen med barnet flere gange om ugen, mens det for et barn i alderen 1-3 år fremgår, at samværet kan udvides, når barnet bliver ældre, og at overnatning efterhånden også kan være en god løsning, men at barnet skal være modent nok til dette. Familieretshusets samværsguide til forældre kan læses via dette link: https://familieretshuset.dk/media/1576/samvaersguide_170321.pdf

Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at oplysningerne om ansøgerens samvær med datteren er bekræftet af datterens mor, og at datterens mor og ansøgeren ikke har fælles bopæl.

Det fremgår imidlertid af sagen, at Flygtningenævnet i marts 2018 stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af ansøgerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og i den forbindelse pålagde ham at udrejse af Danmark senest i april 2018. Ansøgeren har ikke efterfølgende haft opholdstilladelse i Danmark, og han opholdt sig således ulovligt i Danmark på tidspunktet for datterens fødsel.

Udlændingenævnet har på den baggrund vurderet, om det vil være proportionalt og i overensstemmelse med EMRK artikel 8, stk. 2, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse.

Reglerne om opholdstilladelse har hjemmel i udlændingeloven og varetager et anerkendelsesværdigt formål, herunder hensynet til immigrationskontrol og håndhævelse af udlændingemyndighedernes afgørelser, der kan begrunde indgreb i retten til familieliv, jf. EMRK artikel 8, stk. 2.

Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke vil være proportionalt i forhold til vurderingen efter EMRK artikel 8, stk. 2. Det fremgår i den forbindelse af dommen Nunez mod Norge, afsagt i juni 2011 af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, præmis 70, at

”Another important consideration is whether family life was created at a time when the persons involved were aware that the immigration status of one of them was such that the persistence of that family life within the host State would from the outset be precarious … Where this is the case the removal of the non-national family member would be incompatible with Article 8 only in exceptional circumstances…”

Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren er statsborger i Somalia, og at det på baggrund af den geografiske afstand fra Danmark til Somalia vil være vanskeligt for ansøgeren at opretholde samværet med datteren.

Udlændingenævnet har i den forbindelse også lagt vægt på, at Somalia er placeret i landegruppe 5 i forhold til udstedelse af visum, jf. visumbekendtgørelsens (bekendtgørelse nr.1287 af 14. juni 2021 om udlændinges adgang til Danmark på grundlag af visum) bilag 2, hvorefter en person i landegruppe 5 som udgangspunkt kun kan gives visum i ekstraordinære situationer.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på datterens unge alder, og at det som følge heraf ikke vil være muligt at udøve samværet via digitale medier, ligesom datteren heller ikke vil have mulighed for at rejse til Somalia for at besøge ansøgeren.

Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren reelt vil afskære familielivet mellem ansøgeren og datteren.

Udlændingenævnet vurderer på baggrund af en samlet vurdering af disse konkrete forhold, at det vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til familieliv, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.”
Udlændingenævnets afgørelse af 25.06.2021 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

Dato: 25-06-2021

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en nordmakedonsk statsborger, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin mindreårige søn.

Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren søgte i august 2016 om ægtefællesammenføring med sin herboende ægtefælle. Parret havde et fællesbarn (referencen), der var født i oktober 2004. Referencen fik i juni 2017 opholdstilladelse som familiesammenført til sin herboende far, og indrejste efterfølgende i juni 2017 i Danmark, hvor han boede hos sin far. I november 2017 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring. Ansøgeren søgte i november 2019 om familiesammenføring med referencen. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren var indrejst i Danmark i oktober 2019, og siden indrejsen havde opholdt sig hos referencen. Under sagen blev der fremlagt et certifikat, udstedt i november 2019 af et lokalt civilregister i Nordmakedonien, hvoraf det fremgik, at ansøgeren og referencens fars ægteskab blev ophævet ved dom i februar 2016, og at dommen var endelig i august 2016. Udlændingestyrelsen meddelt i oktober 2020 ansøgeren afslag på familiesammenføring.

Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren får således ikke opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.
Udlændingenævnet har lagt afgørende vægt på, at det er en forudsætning for, at der kan meddeles opholdstilladelse som følge af et herboende mindreårigt barn, at ansøgeren ikke udgør en familiemæssig enhed med barnets herboende anden forælder, og at forældrene ikke har opløst den familiemæssige enhed med det af gørende formål at opnå et bedre grundlag for meddelelse af opholdstilladelse til den ikke-herboende forælder.
Udlændingenævnet kan, i lighed med Udlændingestyrelsen, ikke lægge til grund, at den familiemæssige enhed mellem ansøgeren og referencens far reelt er opløst.
Det forhold, at partsrepræsentanten har anført, at ansøgeren blev skilt fra referencens far i 2016, idet referencens far havde indgået et nyt forhold, og at de ikke siden har levet sammen på en måde, som udgør et faktisk samliv, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er grund til at antage, at ansøgeren og referencens fars skilsmisse er indgået med det formål at opnå et bedre grundlag for meddelelse af opholdstilladelse i Danmark, idet skilsmisseforløbet fremstår usammenhængende, og dermed konstrueret til lejligheden.
Udlændingenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at det fremgår af den fremsendte dokumentation, som er udstedt november 2019 og således samme dag, som ansøgeren søgte om familiesammenføring til referencen, at ansøgeren blev skilt fra referencens far i februar 2016, og at skilsmissen trådte endelig i kraft i august 2016, men at ansøgeren i august 2016 søgte om familiesammenføring med referencens far på baggrund af deres ægteskab, ligesom det fremgår af ansøgningen, at ansøgeren siden sin indrejse i Danmark opholdte sig hos sin ægtefælle.
Ansøgeren indgav ikke under sagens behandling og frem til Udlændingestyrelsen traf en afgørelse i november 2017 oplysninger om, at hendes og referencens fars ægteskab var ophørt, men opholdte sig derimod på den fælles bopæl frem til modtagelsen af Udlændingestyrelsens afslag.
Udlændingenævnet kan på baggrund heraf ikke lægge til grund, at ansøgeren og referencens fars familiemæssige enhed faktisk er ophørt, som anført af partsrepræsentanten.
Udlændingenævnet finder dermed, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse skal vurderes på baggrund af forholdet til referencens far, og at den familiemæssige enhed som helhed, herunder i forhold til parrets fællesbørn, skal indgå i denne vurdering. Der skal således ikke laves en særskilt vurdering af ansøgerens forhold til referencen.
På den baggrund vurderer Udlændingenævnet, at det ikke vil være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at give ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er oplyst om hindringer for, at ansøgeren og referencen kan udøve familielivet ved besøgsophold som hidtil.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2019 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

Dato: 28-01-2019

Udlændingenævnet omgjorde i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Cameroun, som søgte om opholdstilladelse under henvisning til sit mindreårige barn, der havde bopæl hos sin mor i Danmark.

Udlændingenævnet fandt, at der var grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der forelå ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren i januar 2013 var blevet meddelt opholdstilladelse som studerende i Danmark, at denne opholdstilladelse var gyldig indtil december 2016, og at ansøgeren under sit lovlige ophold som studerende var blevet far til et barn. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på karakteren og omfanget af det samvær, som ansøgeren udøvede med barnet, herunder at ansøgeren udøvede samvær to gange om ugen, og at der netop var blevet etableret en samværsordning, hvor barnet skulle overnatte hos ansøgeren hver anden weekend fra fredag til lørdag. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at ansøgeren var statsborger i Cameroun. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse var opfyldt. FAM/2019/1.
Udlændingenævnets afgørelse af 23. oktober 2018 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn – Søskende – Herboendes statusændring

Dato: 23-10-2018

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til et syrisk forældrepar og deres mindreårige datter, som søgte familiesammenføring med deres herboende søn/bror. Den herboende søn var mindreårig på ansøgningstidspunktet, og han havde under klagesagens behandling i Udlændingenævnet fået ændret sit opholdsgrundlag som flygtning af Flygtningenævnet fra udlændingelovens § 7, stk. 3 til § 7, stk. 1.

Udlændingenævnet fandt, at referencens forældre og søster ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen i marts 2016 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at han ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end de sidste tre år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne lægges til grund, at det – selv om referencen på tidspunktet for ansøgningerne om opholdstilladelse til hans forældre og søster fortsat var mindreårig – fulgte af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at referencens forældre og søster kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen ikke havde boet sammen med sin familie siden september 2015, hvor han var udrejst af Syrien sammen med sin ældre broder. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen på tidspunktet for sin udrejse af Syrien var 16 år, at han havde haft en sådan alder og modenhed, at han sammen med sin tre år og otte måneder ældre broder havde kunnet foretage rejsen fra Syrien gennem Europa til Danmark, at han i forbindelse med sin asylsag blev vurderet moden til at gennemgå den asylretlige procedure, og at han ved sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen i december 2015 havde oplyst, at han ikke var tæt knyttet til sin broder og ikke ønskede at bo sammen med ham, men gerne tæt på ham. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om familiesammenføring var 17 år, og således havde en alder, hvor han i det daglige ikke var afhængig af, at en forældremyndighedsindehaver eller anden omsorgsperson bistod ham. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at referencen nu var 19 år og dermed myndig. Udlændingenævnet henviste tillige til, at referencen til sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen i december 2015 havde oplyst, at han – ud over sin ældre broder som han var indrejst i Danmark sammen med – havde tre fastre i Danmark, som alle havde opholdstilladelse her i landet, at han overnattede hos en af sine fastre i tre dage efter ankomsten til Danmark, og at denne faster også havde bidraget med penge til referencen og referencens broders rejse. Referencen havde efter samtalen skrevet under på, at han vedstod indholdet af sit samtalereferat. Udlændingenævnet henviste også til, at det af referencens forældres ansøgninger om opholdstilladelse i Danmark fremgik, at referencen havde nær familie i Danmark i form af tre fastre, hvoraf to var gift og havde børn, og at det af referencens søsters ansøgning om opholdstilladelse i Danmark fremgik, at hun havde nær familie i Danmark i form af to tanter, onkler og fætre og kusiner. Ansøgningsskemaerne var underskrevet på tro og love af referencen og dennes værge. Udlændingenævnet fandt på den baggrund ikke at kunne lægge til grund, at referencen ikke havde nær familie i Danmark, som kunne støtte ham i det omfang, det måtte være nødvendigt. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at Flygtningenævnet i maj 2018 havde ændret referencens opholdsgrundlag fra udlændingelovens § 7, stk. 3, til § 7, stk. 1. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet referencen på tidspunktet for statusændringen var fyldt 18 år, og at statusændringen var sket, fordi han var fyldt 18 år og dermed risikerede at blive indkaldt til militærtjeneste i Syrien. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at referencen på tidspunktet for statusændringen var myndig, og dermed som voksen også måtte antages at kunne tage vare på sig selv. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om referencen, referencens forældres eller referencens søsters personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at de blev givet opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at referencens fader led af forkalket legemspulsåre, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencens fader i juni 2016 havde fået foretaget en CT skanning, og at det derfor måtte lægges til grund, at der var adgang til lægeundersøgelse og eventuel behandling i Syrien. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, med henblik på at en ansøger skulle indrejse i Danmark for at modtage lægelig behandling, ligesom generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt tillige, at det forhold, at referencen efter det oplyste led af PTSD, at han var grådlabil, selvskadende, bange, havde søvnproblemer og fik rystelser, at han havde brug for sin nære familie, og at referencens ældre broder i juni 2018 var afgået ved døden, heller ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen havde mulighed for at modtage hjælp for sine psykiske problemer i Danmark, at det på baggrund af hans oplysninger i oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen i december 2015 og i hans forældres og søsters ansøgninger om opholdstilladelse måtte lægges til grund, at han havde nær familie i Danmark, og at han på tidspunktet for sin ældre broders dødsfald var fyldt 18 år, og således var myndig, og dermed måtte antages at kunne tage vare på sig selv. Udlændingenævnet fandt yderligere i relation til referencens mindreårige søster, at hun opholdt sig sammen med sine forældre i Syrien, og at hun således ikke var uden omsorgspersoner. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det heller ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencens forældre og søster i deres ansøgninger om familiesammenføring med referencen havde henvist til krigen i Syrien. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der i forbindelse med krigen i Syrien kunne være tale om forhold af asylretlig karakter, som ikke kunne føre til meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. På den baggrund, og da der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, fandt Udlændingenævnet endelig, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele referencens forældre og mindreårige søster afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. FAM/2018/74.
Udlændingenævnets afgørelse af 1. marts 2018 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

Dato: 01-03-2018

Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en afghansk statsborger, som senest havde boet sammen med sin herboende mindreårige datter, da datteren var omkring et år.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke fulgte af Danmarks internationale forpligtelser, jf. den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse under henvisning til sin datter, uanset at datteren på ansøgningstidspunktet var 14 år. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren og datteren ikke havde boet sammen siden 2002, hvor datteren var omkring et år. Udlændingenævnet fandt således, at en afgørelse om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren var rejst uden sin familie til Kasakhstan med henblik på at etablere sig, at ansøgerens ægtefælle efter ansøgerens udrejse var blevet dræbt, at ansøgerens børn som følge heraf var flygtet med ansøgerens ægtefælles fætter til Iran, og at ansøgeren skulle have været uden kontakt til sine børn indtil 2014. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ej heller kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren efter sin tilbagevenden til Afghanistan var rejst rundt og efter det oplyste ikke turde rejse ind i Iran, idet hun havde vurderet, at det var for farligt, og at hun stod uden økonomiske midler, idet hendes broder, som hun var rejst sammen med til Kasakhstan, var blevet dræbt, og det var ham, der havde alle pengene. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren mellem 2002 og 2008 havde klaret sig alene i Kasakhstan, og at ansøgeren først i 2008 var udrejst af Kasakhstan. Udlændingenævnet fandt herudover, at selvom ansøgeren ikke ved udrejsen til Kasakhstan oprindeligt kunne anses for at have afbrudt familielivet, havde hun efterfølgende accepteret, at omsorgen for hendes datter blev varetaget af andre omsorgspersoner. Udlændingenævnet lagde samtidig vægt på, at ansøgerens datter ikke havde boet sammen med ansøgeren siden 2002, at hun vedvarende havde boet sammen med familie, at ansøgeren og hendes datter først i oktober 2014 havde genetableret kontakten, og at ansøgeren først i juni 2015 havde søgt om familiesammenføring med sin datter. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens datter på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var 16 år, og at hun grundet sin alder ikke kunne antages at have samme behov for omsorg og pleje, som yngre børn har, samt at hendes voksne bror havde haft ansvaret for hende, siden hun var blevet familiesammenført i 2009. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt ydermere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse. Det forhold, at ansøgeren nu opholdt sig i Kabul, Afghanistan, under vanskelige forhold, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at eventuelle asylretlige forhold samt generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kan begrunde opholdstilladelse i Danmark efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. FAM/2018/11.
Udlændingenævnets afgørelse af 13. oktober 2017 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn – Zambrano-dommen

Dato: 13-10-2017

Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en filippinsk statsborger, som i 2013 havde født en datter i Danmark. Datteren var dansk statsborger, og ansøgeren var eneforsørger af barnet.

Udlændingenævnet fandt, at der var grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at hun ikke var omfattet af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, herunder i forhold til at hun som følge af Zambrano-dommen havde en afledt ret til ophold efter EU-reglerne, jf. EU-domstolens dom fra marts 2011 i Zambrano-sagen (C-34/09). I medfør af Zambrano-dommen kan en tredjelandsstatsborger, der er forælder til et mindreårigt unionsborgerbarn, som tredjelandsstatsborgeren forsørger, have en afledt ret til ophold efter Traktaten om Den Europæiske Funktionsmåde (TEUF) artikel 20, hvis tredjelandsstatsborgeren opholder sig i den medlemsstat, hvor barnet bor og er statsborger, og hvis en begrænsning i opholdsretten vil have den virkning, at det mindreårige unionsborgerbarn reelt fratages den effektive nydelse af kerneindholdet i unionsborgerskabet. Udlændingenævnet henviste i øvrigt til dommen i sagen C-133/15, Chavez-Vilchez. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren i april 2013 havde født en datter i Danmark, som var dansk statsborger, at ansøgeren var eneforsørger af barnet, idet faderskabet havde skullet fastslås ved dom på baggrund af en DNA-test, og da barnets fader ikke ønskede at have noget med barnet at gøre og efter det oplyste heller ingen kontakt havde haft med barnet. Udlændingenævnet fandt herefter på baggrund af en konkret vurdering af sagens oplysninger, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren reelt ville medføre, at datteren ville være nødsaget til at forlade Unionens område sammen med sin moder (ansøgeren), idet datteren var i et afhængighedsforhold til ansøgeren. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren opfyldte betingelserne for ret til ophold på baggrund af Zambrano-dommen. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne udstede en opholdstilladelse, medmindre de helt grundlæggende betingelser ikke var opfyldt. FAM/2017/110.

Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen