Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en afghansk statsborger, som senest havde boet sammen med sin herboende mindreårige datter, da datteren var omkring et år. 

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke fulgte af Danmarks internationale forpligtelser, jf. den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse under henvisning til sin datter, uanset at datteren på ansøgningstidspunktet var 14 år. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren og datteren ikke havde boet sammen siden 2002, hvor datteren var omkring et år. Udlændingenævnet fandt således, at en afgørelse om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren var rejst uden sin familie til Kasakhstan med henblik på at etablere sig, at ansøgerens ægtefælle efter ansøgerens udrejse var blevet dræbt, at ansøgerens børn som følge heraf var flygtet med ansøgerens ægtefælles fætter til Iran, og at ansøgeren skulle have været uden kontakt til sine børn indtil 2014. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ej heller kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren efter sin tilbagevenden til Afghanistan var rejst rundt og efter det oplyste ikke turde rejse ind i Iran, idet hun havde vurderet, at det var for farligt, og at hun stod uden økonomiske midler, idet hendes broder, som hun var rejst sammen med til Kasakhstan, var blevet dræbt, og det var ham, der havde alle pengene. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren mellem 2002 og 2008 havde klaret sig alene i Kasakhstan, og at ansøgeren først i 2008 var udrejst af Kasakhstan. Udlændingenævnet fandt herudover, at selvom ansøgeren ikke ved udrejsen til Kasakhstan oprindeligt kunne anses for at have afbrudt familielivet, havde hun efterfølgende accepteret, at omsorgen for hendes datter blev varetaget af andre omsorgspersoner. Udlændingenævnet lagde samtidig vægt på, at ansøgerens datter ikke havde boet sammen med ansøgeren siden 2002, at hun vedvarende havde boet sammen med familie, at ansøgeren og hendes datter først i oktober 2014 havde genetableret kontakten, og at ansøgeren først i juni 2015 havde søgt om familiesammenføring med sin datter. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens datter på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var 16 år, og at hun grundet sin alder ikke kunne antages at have samme behov for omsorg og pleje, som yngre børn har, samt at hendes voksne bror havde haft ansvaret for hende, siden hun var blevet familiesammenført i 2009. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt ydermere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse. Det forhold, at ansøgeren nu opholdt sig i Kabul, Afghanistan, under vanskelige forhold, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at eventuelle asylretlige forhold samt generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kan begrunde opholdstilladelse i Danmark efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. FAM/2018/11.

Senest opdateret: 01-03-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen