Immigration

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. september 2018 – Familiesammenføring, andre – Immigration

    Dato: 25-09-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til to iranske statsborgere – en moder og dennes søn – efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at moderen siden sin indrejse i Danmark i november 2001 og at sønnen siden sin fødsel i Danmark i juni 2002 ikke havde haft et opholdsgrundlag i Danmark, og at de på den baggrund ikke kunne have haft en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at uanset at ansøgerne måtte have opholdt sig i Danmark siden henholdsvis november 2001 og juni 2002, kunne dette ikke i sig selv medføre, at de kunne meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen, idet ansøgerne udover perioder med processuelt ophold havde opholdt sig ulovligt i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at der efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke generelt kan meddeles opholdstilladelse til en udlænding, som har opholdt sig i Danmark uden opholdsgrundlag i en længere periode. Udlændingenævnet fandt endvidere – under henvisning til at ansøgerne adskillige gange i perioden fra 2001 til 2013 flere gange var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse i forbindelse med ansøgninger om blandt andet asyl, humanitær opholdstilladelse og opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1 – at længden af ansøgernes ophold i Danmark skyldtes moderens egne forhold og egne valg om ikke at udrejse. Udlændingenævnet fandt desuden, at det til støtte for ansøgningen og klagen anførte vedrørende ansøgernes psykiske helbredstilstande ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede herved, at ansøgerne i november 2005 var blevet meddelt afslag på genoptagelse af deres ansøgninger om humanitær opholdstilladelse, og at der ikke efterfølgende på baggrund af de foreliggende helbredsmæssige oplysninger sås at være blevet anmodet om genoptagelse af ansøgningerne. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at sønnen var født i Danmark, hvor han havde boet hele sit liv, at han efter det oplyste talte godt dansk og generelt klarede sig godt i skolen, at han i hjemmet talte farsi, at han ved en tilbagevenden til Iran ikke ville kunne opretholde sin nuværende positive sociale og faglige udvikling, og at hans trivselsmæssige og udviklingsmæssige udfordringer formentlig ville blive forværret ved en udsendelse til Iran, ikke kunne føre til, at ansøgerne kunne meddeles en opholdstilladelse, jf. Danmarks internationale forpligtelser, herunder blandt andet hensynet til barnets tarv. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at sønnen aldrig havde haft en opholdstilladelse i Danmark, og at moderen vedvarende ikke havde ønsket at medvirke til, at de kunne udsendes af Danmark. Det forhold, at familielivet siden 2002 var foregået i Danmark, kunne således ikke føre til opholdstilladelse, uanset at sønnens ophold i Danmark havde varet i over 16 år. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den praksis, hvorefter der som udgangspunkt kan meddeles opholdstilladelse til en forælder på baggrund af et herboende barn, der har opholdt sig uafbrudt i seks til syv år i Danmark, retter sig mod familier, hvor børnene har haft uafbrudt og sammenhængende lovligt ophold her i landet med opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at børns formative år som udgangspunkt først må antages at have sin begyndelse fra omkring barnets skolepligtige alder. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dom i Osman-sagen (appl. no. 38058/09, dom af 14. juni 2011), hvor det blev vurderet, at de formative år i den pågældende sag var fra barnets syvende leveår til barnets femtende leveår, hvor barnet havde haft opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt tillige, at der under henvisning til denne praksis og de konkrete omstændigheder i sagen ikke var grundlag for at meddele sønnen opholdstilladelse i Danmark og som konsekvens heraf meddele opholdstilladelse til moderen. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det forhold, at partsrepræsentanten havde anført, at sønnen ikke skulle pålægges et ansvar for, at moderen havde valgt ikke at samarbejde med politiet om deres udsendelse, og at det derfor ikke burde tillægges vægt, at sønnens ophold i Danmark havde været uden et opholdsgrundlag, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det følger af fast praksis fra EMD, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at FN’s børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end EMRK artikel 8, eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet henviste herved til FN’s børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre kan forblive sammen. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke kunne udledes en ret for et barn, der er født og opvokset i ét land, til at kunne forblive i opholdslandet, uanset at barnets forældre ikke ønsker at rejse til et andet land, jf. barnets tarv. Dette gælder uanset, om der måtte være umiddelbart dårlige økonomiske og sociale vilkår i børnenes og deres forældres hjemlande. Udlændingenævnet fandt ydermere, at en stat, som er midlertidigt opholdsland for et barn og dets forældre, ikke er forpligtet til at meddele opholdstilladelse, når ingen i familien har haft opholdstilladelse eller berettiget forventning herom, og når forældrene selv modarbejder familiens udrejse af Danmark og dermed etablering i et andet land. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke kunne udledes en positiv pligt for andre lande end statsborgerskabslandet til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for moderens søn, uanset at sønnen havde en vis tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt således, at sønnen ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til barnets tarv, eller at moderen dernæst som konsekvens heraf tillige burde meddeles opholdstilladelse for at undgå adskillelse af barn og forælder. Udlændingenævnet fandt supplerende, at det anførte om, at moderen ikke havde været i Iran siden 2002, og at hun som enlig mor uden familie og socialt netværk ville få særdeles vanskelige vilkår ved en udsendelse til Iran, ikke var forhold, som kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at det anførte om, at moderen og sønnen var konverteret til kristendommen, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at forhold, der eventuelt kan være asylretlige, ej heller kan danne grundlag for en opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og at moderen og sønnen måtte henvises til at indgive en ansøgning om asyl, såfremt de ønskede det angivne asylmotiv vurderet. FAM/2018/71.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. august 2018 – Familiesammenføring, andre – Immigration

    Dato: 16-08-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en argentinsk statsborger efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af dansk afstamning eller som tilhørende det danske mindretal i Argentina, og i medfør af udlændingelovens § 9 d, da ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af tidligere dansk indfødsret.

    Udlændingenævnet fandt for det første, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det alene var ansøgerens farmoder og fader, som havde været statsborgere i Danmark, og at ansøgeren som udgangspunkt kun kunne meddeles opholdstilladelse, hvis begge hendes forældre eller alle fire bedsteforældre havde haft dansk indfødsret fra fødslen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå helt særlige grunde til, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af dansk afstamning som følge af, at hun havde en dansk fader. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde besøgt Danmark, før hun var indrejst i 2017, og at hun dermed ikke havde opnået en sådan særlig stærk tilknytning, der svarede til den tilknytning, som hun ville have opnået, hvis begge ansøgerens forældre havde haft dansk indfødsret fra fødslen. Udlændingenævnet fandt desuden, at det anførte om, at det var dyrt at rejse fra Argentina til Danmark, ikke kunne føre til et andet udfald, da generelle sociale og økonomiske forhold i en udlændings hjemland eller opholdslandet ikke i sig selv kan begrunde en opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren havde god kontakt til sine slægtninge, der var bosat i Danmark, og at hun i forbindelse med sin ansøgning om opholdstilladelse havde boet hos et familiemedlem i Danmark, ikke kunne føre til, at ansøgeren havde en sådan tilknytning til Danmark, som hun ville have opnået, hvis begge hendes forældre eller alle fire bedsteforældre havde haft dansk indfødsret fra fødslen. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det anførte om, at ansøgeren var opvokset hos sin farmoder, at hendes opvækst var blevet præget af danske værdier, og at ansøgerens farmoders venner og kusine havde bekræftet, at ansøgeren havde en stærk tilknytning til Danmark og danske værdier, ikke kunne føre til en anden vurdering, da dette ikke kunne ændre på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret, at begge hendes forældre eller hendes bedsteforældre havde dansk indfødsret fra fødslen eller havde opnået en sådan særlig stærk tilknytning, der svarede til den tilknytning, som hun ville have opnået, hvis begge ansøgerens forældre havde haft dansk indfødsret fra fødslen. Udlændingenævnet fandt for det andet, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse som tilhørende det danske mindretal i Argentina. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret, at hun havde været medlem af en af de kristne menigheder i Argentina. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at der til klagesagen var indsendt en udtalelse fra en dansk protestantisk menighed i Argentina, hvoraf det fremgik, at ansøgeren tilhørte den danske koloni i Argentina, at hendes bedstemoder var dansk statsborger, og at bedstemoderens holdninger var danske og var blevet videregivet til hendes børn og børnebørn, ikke kunne føre til et andet udfald, da udtalelsen ikke dokumenterede, at ansøgeren havde været medlem af de kristne menigheder i Argentina. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren havde deltaget sammen med sin farmoder til arrangementer i den danske kirke, men at hun var for ung til at blive registreret, at der således kun kunne fremlægges dokumentation for farmoderens tilhørsforhold, og at ansøgerens farmoders kusine havde oplyst, at ansøgeren havde været med til nogle af møderne i kirken af forskellig art, men kun de af møderne, hvor børn var tilladt at deltage. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens farmoder var et meget engageret medlem af den danske kirke i den by, hvor hun boede i Argentina, hvor hun og ansøgeren havde været faste hjælpere, og at det var partsrepræsentantens opfattelse, at eftersom ansøgeren havde boet sammen med sin farmoder i flere perioder, måtte dette kunne godtgøre ansøgerens medlemskab af den danske menighed. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at disse forhold i sig selv ikke dokumenterede, at ansøgeren havde været medlem af en af de kristne menigheder i Argentina. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse på baggrund af dansk afstamning eller som tilhørende det danske mindretal i Argentina. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hun i øvrigt skulle gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at ansøgeren havde en kæreste i Danmark, og at hun og hendes kæreste planlagde at indgå ægteskab, ikke udgjorde sådanne særlige forhold, at der kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt for det tredje, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 d. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren aldrig havde haft dansk indfødsret, og at ansøgerens forældre ikke var gift, da hun blev født. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at ansøgerens forældre havde været samboende, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da et barn, som har en forælder med dansk indfødsret, først som udgangspunkt efter den 1. juli 2014 automatisk kan erhverve dansk indfødsret fra fødslen. FAM/2018/88.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. april 2018 – Familiesammenføring, andre – Immigration

    Dato: 06-04-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til to statsborgere fra Albanien og disses to fællesbørn, født i henholdsvis 2002 og 2005, efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgerne var indrejst i Danmark i juni 2012 og havde søgt asyl. Ansøgerne var i juli 2012 blevet meddelt afslag på asyl, og denne afgørelse kunne ikke påklages, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1. I juli 2013 havde Justitsministeriet meddelt ansøgerne afslag på humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1. I juli og december 2013 havde Justitsministeriet afslået at genoptage ansøgernes sag om humanitær opholdstilladelse. I december 2015 havde FN’s Menneskerettighedskomité afvist at behandle en klage indgivet af ansøgernes partsrepræsentant i februar 2014. I januar 2016 indgav ansøgernes partsrepræsentant på ansøgernes vegne ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Partsrepræsentanten henviste til fællesbørnenes tarv og ansøgernes tilknytning til Danmark samt i den forbindelse FN’s Børnekonvention. Udlændingestyrelsen meddelte i juli 2017 ansøgerne afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne ikke ved eller siden deres indrejse i Danmark i juni 2012 havde haft et opholdsgrundlag i Danmark og dermed ikke kunne have haft en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at partsrepræsentanten til støtte for klagen havde anført, at ansøgernes fællesbørn havde opholdt sig i Danmark siden juni 2012, at fællesbørnene talte dansk, og at børnene gik i dansk folkeskole, var værdsat af deres kammerater, samt at der til sagen var vedlagt skoleudtalelser vedrørende fællesbørnene, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at uanset at fællesbørnene måtte have opnået en vis tilknytning til Danmark i kraft af, at de havde gået i skole i Danmark, at de skrev og læste dansk, samt at ansøgerne måtte have opnået en vis tilknytning til Danmark gennem danskundervisning, praktikforløb og sociale arrangementer, kunne dette ikke i sig selv medføre, at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, henset til at familien alene havde opholdt sig i Danmark på processuelt ophold siden deres indrejse, og at længden af det processuelle ophold skyldtes egne forhold. Udlændingenævnet henviste desuden til, at der efter Udlændingenævnets praksis som udgangspunkt først vil kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af herboende børns forhold, hvis de har haft seks til syv års sammenhængende fast og lovligt ophold med opholdstilladelse i Danmark, og at børnene vedvarende har gået i danske institutioner og/eller skoler. Udlændingenævnet fandt desuden, at der under henvisning til denne praksis og de konkrete omstændigheder i sagen ikke var grundlag for at meddele opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke stred mod Danmarks internationale forpligtelser at henvise ansøgerne til at tage ophold i hjemlandet. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for sin klage havde anført, at henvisning af fællesbørnene til at tage ophold i hjemlandet ville være i strid med FN’s Børnekonventions artikel 3, da børnene var angste for at vende tilbage Albanien, og da børnene ikke havde opholdt sig i hjemlandet siden 2012, og at det ville være i strid med FN’s Børnekonventions artikel 27, da det ville betyde en belastning for børnene at skulle tilbage til et land, som de var flygtet fra. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for sin klage havde anført, at henvisning af ansøgerne til at tage ophold i hjemlandet yderligere ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, idet familien ikke ville kunne leve sammen af frygt for blodhævn, og idet et internt flugtalternativ ikke var en mulighed i forhold til den frygt, børnene følte i forhold til at skulle tilbage til Albanien. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var tale om asylretlige forhold, som ikke kunne indgå i vurderingen om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og som der var gjort op med ved Udlændingestyrelsens afgørelse i juli 2012, og at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt tillige, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til opholdstilladelse end EMRK artikel 8 eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet fandt således, at det hverken kan udledes af national praksis eller af Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Børnekonvention, at børn, som har opholdt sig i mindre end seks år i et andet land uden opholdstilladelse til dette land, har et selvstændigt afledt krav på opholdstilladelse på baggrund af egne forhold, og at børnenes forældre som følge deraf også skal meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til FN’s Børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s Børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre kan forblive sammen. Udlændingenævnet fandt herefter, at der ikke forelå oplysninger eller dokumentation for forhold, som gjorde, at fællesbørnene og deres forældre ikke kunne opholde sig sammen i deres hjemland. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke kunne udledes en positiv pligt for andre lande end børnenes statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for børnene, herunder at der kunne udledes en selvstændig immigrationsret for børnene til at kunne få bedre levevilkår i et andet land uanset en vis tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland. Udlændingenævnet fandt således endelig, at fællesbørnene ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til børnenes tarv, og at deres forældre dernæst som konsekvens heraf tillige burde meddeles opholdstilladelse for at undgå adskillelse af børnene og forældrene. FAM/2018/28.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. november 2017 – Familiesammenføring, andre – Immigration

    Dato: 27-11-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en pakistansk statsborger under henvisning til, at der ikke forelå ganske særlige grunde til, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren var i marts 2014 blevet meddelt opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle til en udlænding med opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen. I august 2016 indgav klageren en ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til, at hun og hendes tidligere ægtefælle havde ophævet samlivet grundet vold.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren siden sin indrejse i Danmark i maj 2014 alene havde haft opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, indtil opholdstilladelsen var udløbet i maj 2016, og at ansøgeren efterfølgende havde ophævet samlivet med sin tidligere ægtefælle og dermed ikke kunne have haft en berettiget forventning om at kunne blive i Danmark efterfølgende. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren havde ophævet samlivet med sin tidligere ægtefælle som følge af vold, og at der som dokumentation for volden var blevet fremlagt en anmeldelseskvittering fra politiet og et brev fra et krisecenter. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette forhold ikke kunne føre til, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den særlige bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 8, vedrørende bevarelse af opholdstilladelse efter samlivsophævelse som følge af vold alene fandt anvendelse for udlændinge, der var familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, eller § 9 c, stk. 1, med henblik på varigt ophold, og således ikke for udlændinge, der havde opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle til en udlænding med opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen. Uanset at ansøgerens samliv var ophørt på grund af vold, fandt Udlændingenævnet således, at der ikke herved – henset til karakteren og længden af ansøgerens forudgående ophold i Danmark – var sådanne særlige grunde til at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hun skulle gives opholdstilladelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark fra maj 2014 – dels med opholdstilladelse og dels på processuelt ophold – til og med april 2017. Det indgik ligeledes i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde haft arbejde 10 til 20 timer ugentligt siden maj 2015, og at hun havde gennemført Prøve i Dansk 3, men Udlændingenævnet fandt desuden, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at uanset at ansøgeren måtte have opnået en vis tilknytning til Danmark i kraft af, at hun havde arbejdet og efter det oplyste talte og læste dansk, kunne dette ikke i sig selv medføre, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen, henset til at ansøgeren alene havde opholdt sig i Danmark i to år med en opholdstilladelse meddelt med henblik på midlertidigt ophold og på processuelt ophold. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren led af synsnedsættelse på det ene øje, polycystisk ovariesyndrom og infertilitet, og at hun havde haft en ufrivillig abort. Udlændingenævnet fandt herudover, at disse forhold ej heller kunne føre til, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, idet der ikke herved var oplyst om så alvorlige helbredsmæssige forhold, at de kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det forhold, at ansøgeren på ny havde giftet sig i Danmark, kunne ligeledes ikke føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren måtte henvises til at søge om opholdstilladelse på dette grundlag, såfremt hun ønskede dette. Det indgik desuden i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren efter det oplyste ikke havde nogen familie i Pakistan, og at hun ikke havde mulighed for at tage ophold med sine forældre, der boede i et land i Mellemøsten. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren var myndig og dermed måtte antages at kunne tage vare på sig selv. Udlændingenævnet bemærkede tillige, at der var oplyst divergerende om ansøgerens familiemedlemmers opholdssteder, idet det dels var oplyst, at ansøgerens søster var studerende i Pakistan, og dels at ansøgeren ikke havde familie i Pakistan. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. FAM/2017/135.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. juli 2017 – Familiesammenføring, andre – Immigration

    Dato: 06-07-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en amerikansk statsborger, som var meddelt afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå ganske særlige grunde til, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren efter en helt konkret og individuel vurdering ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå ganske særlige grunde til, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på længden og karakteren af ansøgerens ophold i Danmark, herunder at ansøgeren uafbrudt havde opholdt sig i Danmark i 30 år som udstationeret diplomat, hvor ansøgeren tillige havde været tilknyttet dansk foreningsliv i flere år som aktivt medlem i flere foreninger, herunder blandt andet som formand, og hvor arbejdssproget i flere af foreningerne blandt andet var dansk. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren gennem sit langvarige ophold i Danmark havde haft undervisningsforløb i dansk og også havde bestået en danskprøve. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at Danmark igennem alle årene havde været ansøgerens bopæls- og opholdsland. FAM/2017/22.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. november 2016 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

    Dato: 09-11-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Kina, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren var i marts 2015 blevet meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark under henvisning til udlændingelovens § 9, stk. 4, idet ansøgerens herboende ægtefælle ikke havde stillet økonomisk sikkerhed. Udlændingestyrelsen havde i forbindelse med afslaget anmodet om yderligere helbredsoplysninger vedrørende ansøgeren, idet ansøgeren i sin ansøgning havde angivet, at hun var alvorligt syg af kræft, men Udlændingestyrelsen havde i december 2015 meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var fremlagt dokumentation for, at ansøgeren led af en sådan alvorlig sygdom eller et sådant alvorligt handicap, at dette kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens herboende ægtefælle havde oplyst, at ansøgeren ikke længere var i behandling på hospitalet, idet ansøgerens sygdom ikke længere var livstruende eller behandlingskrævende. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens herboende ægtefælle havde oplyst, at ansøgeren ikke måtte flyve grundet tinnitus og væske i ørerne, da dette i sig selv ikke kunne føre til opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgerens herboende ægtefælle havde oplyst, at ansøgeren var udrejst af Danmark med fly til Kina. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle ikke havde fremlagt dokumentation for, at der forelå sådanne ganske særlige grunde, der gjorde, at ansøgeren ikke fortsat kunne opholde sig i sit hjemland Kina, hvor hun var født, opvokset og havde levet hele sit liv. Endelig fandt Udlændingenævnet, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen var anført, at ansøgeren ikke havde et familienetværk i Kina, idet hendes familiemedlemmer var gået bort eller forsvundet, at hendes moder var senil og derfor blev passet, og at ansøgeren ikke kunne arbejde grundet sin sygdom, idet disse oplysninger ikke i sig selv kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede, at generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2016/93.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. september 2016 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

    Dato: 28-09-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Peru efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren havde tidligere haft opholdstilladelse som au pair og studerende samt humanitær opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke var sådanne ganske særlige grunde, som talte for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på længden og karakteren af ansøgerens ophold i Danmark, herunder at ansøgeren havde været au-pair i Danmark i perioden fra november 2000 til december 2002, at ansøgeren havde haft opholdstilladelse som studerende fra januar 2003 til december 2003, at ansøgeren igennem flere år havde haft processuelt ophold forud for meddelelse af humanitær opholdstilladelse i april 2012, og at ansøgeren havde forsøgt efter evne at integrere sig og havde fået stærkere tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde bestået Prøve i Dansk 2, at ansøgeren i marts 2015 havde gennemført social- og sundhedshjælperuddannelsen, at ansøgeren siden maj 2015 havde været ansat i en tidsbegrænset stilling som social- og sundhedsassistent i en kommune, og at ansøgeren i august 2016 havde fået tilbudt fastansættelse i kommunen fra oktober 2016, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for meddelelse af en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1 var opfyldt. FAM/2016/100.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. november 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

    Dato: 23-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ganske særlige grunde til en irakisk statsborger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren indrejste i december 2009 til Danmark. I juni 2010 meddelte det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration ansøgeren midlertidig humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1. I december 2014 meddelte Justitsministeriet ansøgeren afslag på forlængelse af hans humanitære opholdstilladelse. Ministeriet lagde i sin afgørelse vægt på, at ansøgeren led af paranoid skizofreni, som var en sådan alvorlig sygdom, at den efter praksis kunne begrunde en humanitær opholdstilladelse, men at ansøgeren blev behandlet med et præparat, som var tilgængeligt i Irak, og at ansøgeren således havde behandlingsmuligheder i hjemlandet. I april 2015 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, idet ansøgeren ikke havde opnået en samlet tilknytning til Danmark, der kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. I oktober 2015 blev ansøgeren meddelt afslag på genoptagelse af ansøgerens sag om forlængelse af humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren først blev meddelt opholdstilladelse i 2010 og alene havde haft opholdstilladelse i Danmark i ca. tre år med henblik på midlertidigt ophold. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgeren henset til karakteren af hans ophold her i landet ikke kunne antages at have opnået en ganske særlig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren led af en alvorlig paranoid skizofreni, at ansøgeren var i ambulant behandling, at ansøgeren dagligt modtog hjælp fra en hjemmesygeplejerske, og at ansøgeren tre gange dagligt tog medicin og var i diabetesbehandling. Udlændingenævnet henviste herved til, at Justitsministeriet i december 2014 havde meddelt ansøgeren afslag på forlængelse af hans humanitære opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, idet ministeriet lagde til grund, at den medicin, som ansøgeren anvendte, var tilgængelig i hjemlandet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at udlændingelovens § 9 b, stk. 1, må anses som en lex specialis regel i forhold til vurdering af, om en udlænding, som tidligere har været asylansøger, kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af sine helbredsmæssige forhold. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet i oktober 2015 havde meddelt ansøgeren afslag på genoptagelse af hans ansøgning om humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Udlændingenævnet fandt det desuden ikke godtgjort eller sandsynliggjort, at ansøgeren ikke ville kunne få behandling for diabetes i sit hjemland. Udlændingenævnet fandt herudover, at ansøgeren på baggrund af karakteren og længden af hans ophold i Danmark ikke burde meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet henviste til, at ansøgeren indrejste i Danmark ultimo 2009 som 45-årig, at ansøgeren alene i perioden fra juni 2010 til juni 2012 havde haft en midlertidig humanitær opholdstilladelse, og at ansøgeren herefter alene havde haft processuelt ophold i Danmark i forbindelse med ansøgningerne om henholdsvis forlængelse af humanitær opholdstilladelse, genoptagelse heraf, ansøgning om asyl og ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold eller tilknytning til Danmark, der kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren havde to herboende søskende, der hjalp ansøgeren med praktiske gøremål, og at ansøgeren dagligt havde besøg af en hjemmesygeplejerske, der sørgede for, at ansøgeren tog sin medicin. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren fra 2013 til 2014 havde gået på en specialskole for voksne, at ansøgeren ikke havde arbejdet i Danmark, at ansøgeren modtog kontanthjælp, og at ansøgeren talte, læste og forstod dansk. Det af partsrepræsentanten anførte om, at en udvisning ville stride imod Danmarks internationale forpligtelser i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, idet ansøgerens psykiske tilstand ville blive forværret, og at forholdene i Irak ikke var blevet bedre, siden ansøgeren udrejste i 2009, indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse. Udlændingenævnet fandt samtidig, at der ikke forelå en sådan helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og hans herboende søskende, at der på den baggrund kunne meddeles opholdstilladelse til ansøgeren. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke ville være uproportionalt og stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at henvise ansøgeren til at tage ophold i hjemlandet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i en alder af 45 år, at ansøgeren alene havde opholdt sig i Danmark siden ultimo 2009, og at ansøgerens herboende søskende ikke bidrog i væsentlig grad til ansøgerens pleje, hvorfor ansøgeren ikke kunne anses for at have en så stærk tilknytning til Danmark, at det måtte antages for uforholdsmæssigt at henvise ansøgeren til at tage ophold i sit hjemland. Udlændingenævnet bemærkede, at tre af ansøgerens søskende efter det oplyste opholdt sig i hjemlandet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv, og at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, ikke giver en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet bemærkede, at generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt således, at det hverken kan udledes af national praksis eller Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, at en udlænding, der har opholdt sig i et andet land med en midlertidig opholdstilladelse eller processuelt ophold, har et selvstændigt afledt krav på opholdstilladelse på baggrund af egne forhold. Det gælder uanset økonomiske eller sociale vilkår i ansøgerens hjemland. Udlændingenævnet fandt endelig henset til, at ansøgeren først indrejste i Danmark i en alder af 45 år, og at ansøgeren havde adgang til behandling i hjemlandet, at der ikke kunne udledes en positiv pligt for andre lande end statsborgerlandet til at sikre ophold og de fortsatte behandlingsvilkår for ansøgeren, herunder at der ikke kunne udledes en selvstændig immigrationsret for, at ansøgeren kunne få bedre levevilkår i et andet land uanset tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland. På den baggrund fandt Udlændingenævnet, at partsrepræsentantens henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Bensaid mod Storbritannien (app. no. 44599/98) ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2015/194.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. november 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

    Dato: 12-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ganske særlige grunde til en afghansk statsborger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren, som var indrejst i Danmark i 2009 som 15-årig, var tidligere meddelt afslag på humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1, afslag på asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, afslag på opholdstilladelse som uledsaget mindreårig i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2, samt afslag på genoptagelse af behandlingen af ansøgningen om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2. Ansøgeren havde i forbindelse med en samtale med Udlændingestyrelsen oplyst, at han ikke havde slægtninge eller familie i Danmark, at han ikke havde det godt psykisk, og at han fysisk var sund og rask. Ansøgeren havde endvidere oplyst, at han ikke tidligere havde gået i skole i sit hjemland, at han ikke kunne læse eller skrive dari, men at han talte sit modersmål flydende, at han ikke havde været uden for Danmark siden sin indrejse, at han ikke havde haft kontakt med sine forældre eller sine søskende siden sin udrejse af Afghanistan, at han tidligere uden held havde forsøgt at eftersøge sin familie ved hjælp af Dansk Røde Kors, og at han ikke udover sine forældre og søskende havde slægtninge i Afghanistan. Ansøgerens partrepræsentant oplyste, at ansøgeren var indrejst i Danmark som 16-årig, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark i fem år og seks måneder, og at ansøgerens manglende kontakt med sin familie var blevet bekræftet af IOM, der tidligere havde forsøgt at lede efter ansøgerens familie i hjemlandet.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for at kunne blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren tidligere var meddelt endeligt afslag på humanitær opholdstilladelse og asyl, at han ikke siden sin indrejse i Danmark i september 2009 havde haft et opholdsgrundlag i Danmark og dermed ikke kunne have haft en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde en opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren var født i Afghanistan af afghanske forældre, at han var opvokset i Afghanistan, til han var 15 år, at han talte sit modersmål flydende, og at han dermed havde en sådan tilknytning til Afghanistan, at han måtte antages at kunne indgå i det afghanske samfund ved tilbagevenden dertil. Det forhold, at ansøgeren havde opnået en vis tilknytning til Danmark, kunne ikke føre til en ændret afgørelse henset til, at han alene havde opholdt sig i Danmark på til dels processuelt ophold siden sin indrejse, og at længden af det processuelle ophold skyldtes egne forhold i forbindelse med ansøgninger om humanitær opholdstilladelse, asyl og senere i forbindelse med ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede, at der efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke generelt kan meddeles opholdstilladelse til en udlænding, der har opholdt sig i Danmark uden opholdstilladelse i en længere periode. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren havde accepteret at medvirke til forberedt udsendelse til Afghanistan siden maj 2011, og at han på den baggrund ikke kunne have haft en berettiget forventning om opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at modtagelsesforholdene i forbindelse med en udrejse af Danmark ikke i sig selv kunne føre til, at der meddeltes opholdstilladelse i Danmark, når selve længden og karakteren af opholdet i Danmark ikke fandtes at kunne føre til opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste til, at ansøgeren tidligere var meddelt afslag på humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, og afslag på asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at udlændingelovens § 9 b, må anses som en lex specialis regel i forhold til vurderingen af, om en udlænding, som tidligere har været asylansøger, kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af sine helbredsmæssige forhold, og at generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde et uproportionalt indgreb i ansøgerens rettigheder i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN’s Børnekonvention, da Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver enkeltpersoner eller familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv, og at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet fandt således, at det hverken kan udledes af national praksis eller af Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Børnekonvention, at et barn, som har opholdt sig i fire og et halvt år i et andet land uden opholdstilladelse, har et selvstændigt afledt krav på opholdstilladelse på baggrund af egne forhold. Dette gælder uanset, om der måtte være umiddelbare dårlige økonomiske og sociale vilkår i barnets hjemland. Udlændingenævnet henviste til FN’s Børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dets trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre eller anden med juridisk ansvar for barnet, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s Børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre eller personen med juridisk ansvar kan forblive sammen. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke kan udledes en positiv pligt for andre lande end barnets statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for et barn, herunder at der ikke kan udledes en selvstændig immigrationsret for barnet til at kunne få bedre levevilkår i et andet land uanset en vis tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland. Udlændingenævnet fandt herefter, at ansøgeren ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til barnets tarv. FAM/2015/182.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. oktober 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

    Dato: 21-10-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til to statsborgere fra Bosnien-Hercegovina og disses to fællesbørn, født i henholdsvis 1997 og 2002, efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgerne indrejste i Danmark i maj 2012 og søgte asyl. Ansøgerne blev i maj 2012 meddelt afslag på asyl, og denne afgørelse kunne ikke påklages, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1. I oktober 2012 meddelte Justitsministeriet ansøgerne afslag på humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1. I december 2013 meddelte Justitsministeriet på ny ansøgerne afslag på humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1, idet den ene ansøger ganske vist led af en sådan alvorlig psykisk sygdom, som efter Justitsministeriets praksis ville kunne begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse, men som ansøgeren ville kunne blive behandlet for i hjemlandet. I november 2014 meddelte Justitsministeriet på ny ansøgerne afslag på humanitær opholdstilladelse, idet det var muligt for den ansøger, der led af psykisk sygdom, at blive behandlet i Bosnien-Hercegovina. I december 2014 indgav ansøgernes partsrepræsentant på ansøgernes vegne ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Partsrepræsentanten henviste i den forbindelse til FN’s børnekonvention. I januar 2015 afslog Justitsministeriet at genoptage ansøgernes sag om humanitær opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen meddelte i august 2015 ansøgerne afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne ikke ved eller siden deres indrejse i Danmark i maj 2012 havde haft et opholdsgrundlag i Danmark og dermed ikke havde haft en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at de kunne gives opholdstilladelse i Danmark. Det forhold, at den ene ansøger var psykisk syg, havde været indlagt og modtog medicin herfor, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste til, at Justitsministeriet i sine afgørelser fra oktober 2012, december 2013 og november 2014 havde meddelt ansøgerne afslag på humanitær opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 b, stk. 1, og at Justitsministeriet i januar 2015 havde afvist at genoptage sagen. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at udlændingelovens § 9 b, måtte anses som en lex specialis regel i forhold til vurderingen af, om en udlænding, som tidligere har været asylansøger, kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af sine helbredsmæssige forhold, og at Justitsministeriet havde vurderet, at den fornødne medicin kunne fås i hjemlandet. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet ikke havde tillagt en genoptagelsesanmodning fra oktober 2015 vedrørende ansøgernes sag om humanitær opholdstilladelse opsættende virkning. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at partsrepræsentanten til støtte for klagen havde anført, at ansøgernes fællesbørn havde opholdt sig i Danmark siden maj 2012, at fællesbørnene talte dansk og indgik i hverdagen i det danske samfund, og at de var knyttet til deres respektive skoler og lokalsamfundet, samt at der til sagen var vedlagt skoleudtalelser vedrørende fællesbørnene, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at uanset at fællesbørnene måtte have opnået en vis tilknytning til Danmark i kraft af, at de havde gået i skole i Danmark og havde fået et socialt netværk og venner i blandt andet gymnasiet, skolen og til fritidsaktiviteter, kunne dette ikke i sig selv medføre, at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, henset til, at familien alene havde opholdt sig i Danmark på til dels processuelt ophold siden deres indrejse, og at længden af det processuelle ophold skyldtes egne forhold. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at der efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke generelt kan meddeles opholdstilladelse til en udlænding, som har opholdt sig i Danmark uden opholdstilladelse i en længere periode. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at der ikke efter praksis kan meddeles opholdstilladelse i Danmark alene under henvisning til, at en ansøger taler dansk og kan gå i skole eller på gymnasiet på almindelige vilkår. Udlændingenævnet henviste desuden til, at der efter Udlændingenævnets praksis som udgangspunkt først vil kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af herboende børns forhold, hvis de har haft seks til syv års sammenhængende fast ophold med opholdstilladelse i Danmark, og at børnene vedvarende har gået i danske institutioner og/eller skoler. Udlændingenævnet fandt herudover, at der under henvisning til denne praksis og de konkrete omstændigheder i sagen – herunder at familien ikke havde haft opholdsgrundlag i Danmark, længden og karakteren af familiens ophold og børnenes faktiske tilknytning til deres forældre, som de var indrejst sammen med – ikke var grundlag for at meddele opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke stred mod Danmarks internationale forpligtelser at henvise ansøgerne til at tage ophold i hjemlandet, hvor de udrejste fra i 2012. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for sin klage havde anført, at fællesbørnenes sociale og følelsesmæssige udvikling i høj grad var afhængig af, at de havde minimum én forælder, som kunne støtte dem økonomisk, socialt og følelsesmæssigt. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og at børnene var indrejst sammen med deres forældre. Uanset at den ene forælder måtte have været den primære omsorgsperson både før og efter familiens indrejse i Danmark, fandt Udlændingenævnet, at dette i sig selv ikke kunne føre til opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at et afslag på opholdstilladelse til fællesbørnene ikke efter Udlændingenævnets opfattelse udgjorde et uproportionalt indgreb i fællesbørnenes rettigheder i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN’s Børnekonvention. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt tillige, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til opholdstilladelse end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet fandt således, at det hverken kan udledes af national praksis eller af Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Børnekonvention, at børn, som har opholdt sig i cirka tre år og fem måneder i et andet land uden opholdstilladelse til dette land, har et selvstændigt afledt krav på opholdstilladelse på baggrund af egne forhold, og at børnenes forældre som følge deraf også skal meddeles opholdstilladelse. Dette gælder uanset, om der måtte være dårlige økonomiske og sociale vilkår i børnenes og deres forældres hjemland. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til FN’s børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre kan forblive sammen. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der ikke kan udledes en positiv pligt for andre lande end børnenes statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for børnene, herunder at der kan udledes en selvstændig immigrationsret for børnene til at kunne få bedre levevilkår i et andet land uanset en vis tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland. Udlændingenævnet fandt således, at fællesbørnene ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til barnets tarv, og at deres forældre dernæst som konsekvens heraf tillige burde meddeles opholdstilladelse for at undgå adskillelse af børnene og forældrene. Det forhold, at det ene af fællesbørnene på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, var mindreårig, og at fællesbarnet efter Udlændingestyrelsens afgørelse i august 2015 var blevet myndig, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet fællesbarnet ej heller som myndig ville kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til familiens forhold eller på baggrund af egne selvstændige forhold. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, at den ene forælder arbejdede frivilligt i en genbrugsbutik to gange ugentligt, og at det ene fællesbarn havde arbejdet frivilligt i forbindelse med afholdelsen af en festival. FAM/2015/169.

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | +45 6198 3800 |udln@udln.dk |Digital Post