Praksis

Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

Forrige

Side 1 af 2

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 9. august 2017 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

Dato: 09-08-2017

Udlændingenævnet omgjorde i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Syrien, der søgte om familiesammenføring med sin herboende søn under 15 år (referencen), som i november 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold. Udlændingestyrelsen havde i december 2016 meddelt referencens moder opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til referencen. Moderen var indrejst i Danmark i februar 2017. Udlændingestyrelsen havde i afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren var blevet i Syrien, mens resten af familien i 2013 var flygtet til henholdsvis EU og Tyrkiet, at familien havde været i Syrien i 2014, og at ansøgeren ikke var taget med til Tyrkiet, da familien igen udrejste. Udlændingestyrelsen havde vurderet, at familielivet var blevet afbrudt. Udlændingenævnet indkaldte referencens moder til at afgive mundtlig forklaring for nævnet. Moderen forklarede under nævnsmødet, at familien oprindeligt flygtede samlet til et andet område af Syrien, at en af sønnerne blev fritaget for militærtjeneste, mens en anden søn var nødt til at melde sig til militærtjeneste. Sønnen blev efterfølgende dræbt. Familien besluttede herefter at flygte, og man flygtede enkeltvis. Familien havde ingen planer for, hvor og hvornår man skulle mødes igen – familien tænkte alene på at komme væk. Ansøgeren ville ikke tro på, at sønnen var dræbt, før han havde set et lig, hvorfor han blev i Syrien for at få liget udleveret. Ansøgeren fik liget udleveret cirka syv måneder inden nævnsmødet i august 2017. Moderen forklarede endvidere, at referencen talte med ansøgeren næsten hver dag, enten telefonisk eller via Skype, og at ansøgeren ved ankomst til Danmark skulle bo sammen med resten af familien.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens ansøgning om familiesammenføring burde imødekommes efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da det vurderedes at være bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, idet Udlændingenævnet fandt, at familielivet mellem ansøgeren og referencen ikke var afbrudt frivilligt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren forblev i Syrien, da resten af familien udrejste, med henblik på at sørge for udleveringen og bisættelsen af sin søn, og at da dette lykkedes, var udrejsen fra Syrien til Tyrkiet forhindret af tilstedeværelsen af oprørsgrupper og ISIS i Syrien. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og referencen havde vedligeholdt kontakten telefonisk i hele perioden, at referencen besøgte ansøgeren i Syrien i en måned i 2014, og at referencen søgte om familiesammenføring samtidigt med både sin fader og sin moder, efter han blev meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at referencen var 14 år, og at referencen inden flugten fra Syrien boede sammen med begge sine forældre og sine fire brødre. FAM/2017/54.
Udlændingenævnets afgørelse af 13. marts 2017 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

Dato: 13-03-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til to syriske statsborgere, der søgte om familiesammenføring med deres herboende mindreårige barn (referencen), som i december 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold. Ansøgerne og referencen var udrejst af Syrien i 2012 til Libanon, hvor de opholdt sig i tre og et halvt år, indtil de rejste til Tyrkiet. Referencen var 14 år på tidspunktet for ansøgernes indgivelse af ansøgningen om familiesammenføring med referencen, og referencen fyldte 15 år dagen efter Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til ansøgerne.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at han ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end de sidste tre år. Udlændingenævnet fandt således, at selvom referencen fortsat var mindreårig og indtil sin udrejse af Tyrkiet havde boet sammen med ansøgerne i henholdsvis Syrien, Libanon og Tyrkiet, fulgte det ikke af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse, samtidig med at referencen havde haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, i mindre end tre år. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at referencen uanset sin alder var udrejst af Tyrkiet med ansøgernes accept og planlægning af udrejsen, herunder at referencen var rejst sammen med sin dengang mindreårige fætter til Danmark, og at referencen efter det oplyste således efter ansøgernes vurdering havde haft en modenhed og selvstændighed til at kunne rejse uden ansøgerne. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerne efter referencens egne oplysninger havde betalt for referencens rejse, og at referencen efter det oplyste var rejst mod Danmark, hvor hans broder allerede dengang boede og var blevet meddelt opholdstilladelse cirka tre måneder forud for referencens ansøgning om asyl. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencens anden broder efterfølgende var indrejst i Danmark, og at der således sås at være en sammenhæng mellem de tre brødres samlede indrejse i Danmark. Udlændingenævnet henviste desuden til, at ansøgerne rejste tilbage til Libanon, efter at de havde sendt referencen og referencens fætter af sted fra Tyrkiet mod Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at de kunne gives opholdstilladelse under henvisning til referencen. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at hans herboende storebrødre var flygtninge og travlt optagede med deres eget liv og deres egen undervisning, og at han ikke kunne lave aftaler med sine storebrødre, som han kunne med ansøgerne, hvilket betød, at der var dage, hvor han ikke så storebrødrene, og hvor han således var overladt til sig selv, hvorfor han havde svært ved at passe sin skole og ofte var forkølet eller havde influenza. Udlændingenævnet fandt således, at referencens helbredsmæssige problemer ikke var af en sådan karakter, at han på den baggrund havde særligt behov for ansøgernes pasning og pleje. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen selvstændigt havde kunnet rejse uden ansøgernes ledsagelse, og at referencens angivne sårbarhed efter det oplyste primært relaterede sig til et ønske om at bringe ansøgerne til Danmark. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen havde henvist til sit tarv og sine behov, herunder at han manglede ansøgerne til at passe på ham. Udlændingenævnet lagde herved en vis vægt på, at referencens brødre boede i Danmark, at referencen havde fået tildelt en midlertidig forældremyndighedsindehaver, og at referencen boede sammen med sin ene storebroder og på den samme vej som sin anden storebroder. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen havde haft en alder og modenhed, der havde ført til, at han var rejst fra Tyrkiet til Danmark med ansøgernes accept, ligesom han nu havde en alder, hvor han ikke var afhængig af, at forældremyndighedsindehaveren eller en anden omsorgsperson bistod ham i det daglige. Udlændingenævnet bemærkede, at FN’s Børnekonvention ikke gav en videre ret til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2017/7.
Udlændingenævnets afgørelse af 1. december 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

Dato: 01-12-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til tre syriske statsborgere, der søgte familiesammenføring med deres herboende fader (referencen), der i september 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold. Et af de ansøgende børn var under 15 år, mens de to øvrige børn var mellem 15 og 18 år på ansøgningstidspunktet.

Udlændingenævnet fandt, at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for det ansøgende barn, som var under 15 år, som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra d. Udlændingenævnet fandt desuden, at den yngste ansøger ikke var omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra d, uanset at han var under 15 år, idet referencen i september 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, og at opholdstilladelsen alene var blevet forlænget én gang i august 2016. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at de skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgernes ansøgninger, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps, og at de som følge heraf ikke var afhængige af en anden persons pasning og pleje. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at det var urimeligt, at ansøgerne skulle vokse op uden en far og mor, og at der skulle gå tre år, før referencen igen kunne søge om familiesammenføring med ansøgerne. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af referencens asylsag og ansøgernes ansøgningsskemaer, at referencen og ansøgerne forud for flugten til Danmark boede i samme hus som referencens moder/ansøgernes farmoder, at ansøgerne nu boede hos deres farmoder, og at de således altid havde boet hos eller i samme hus som deres farmoder. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgerne efter det oplyste havde to farbrødre og tre fastre i Syrien, hvorfor børnene tillige ikke var uden andre omsorgspersoner i hjemlandet. Udlændingenævnet fandt således på denne baggrund, at referencens moder/ansøgernes farmoder på tidspunktet for referencens udrejse af Syrien de facto måtte anses for at være trådt i forældremyndighedsindehaverens sted, og at dette var sket med referencens accept og viden. På samme baggrund kunne det ikke føre til en ændret vurdering, at det til sagen var oplyst, at ansøgernes farmoder var gammel og syg og derfor ikke længere kunne tage sig af børnene. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at referencens moder var født i 1951, og at referencen på tidspunktet for sin udrejse selv havde valgt, at ansøgerne kunne overlades til referencens moders omsorg. På samme baggrund kunne det heller ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgernes moder og referencen havde ophævet samlivet, og at ansøgernes moder havde været forsvundet i to til fem år. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i forhold til ansøgerne på afgørelsestidspunktet ikke kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet ansøgerne ikke herved var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med referencen på et senere tidspunkt, såfremt betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt. Udlændingenævnet henviste herved til, at referencen aktuelt ikke havde opholdt sig i Danmark i mindst tre år med en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. FAM/2016/89.
Udlændingenævnets afgørelse af 28. november 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

Dato: 28-11-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til fire syriske statsborgere, der søgte familiesammenføring med deres herboende ægtefælle/fader (referencen), der i september 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.

Udlændingenævnet fandt, at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for ansøgerne som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d (for så vidt angik den ansøgende ægtefælle), og § 9, stk. 1, nr. 2, litra d (for så vidt angik de ansøgende mindreårige fællesbørn under 15 år). Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerne ikke var omfattet af de persongrupper, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, og § 9, stk. 1, nr. 2, litra d, idet referencen i september 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, og at opholdstilladelsen alene var blevet forlænget én gang i august 2016. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at de skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgernes ansøgninger, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps, og at de ikke var afhængige af en anden persons pasning og pleje. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen var paraplegiker og sad i kørestol, og at partsrepræsentanten til støtte for sin klage havde anført, at referencen var dybt afhængig af sin hustru, da han ikke kunne klare sig selv og skulle have hjælp til toiletbesøg, bad, medicindosering, personlig pleje, anretning af mad og drikke og transport, samt at referencen havde fået hjælp af kommunen til boligindretning, el-kørestol, el-scooter og hjælpemidler i forhold til inkontinens/kateterisering samt hjemmesygepleje til kateterpleje. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af sagens akter, at referencen i hjemlandet selvstændigt havde arbejdet først som restauratør og senest som taxachauffør og selv havde foretaget rejsen fra Syrien til Danmark. Referencen måtte derfor anses for – uanset sit handicap som han pådrog sig før sit ægteskab – at være hovedsagelig selvhjulpen, og med mulighed for at agere selvstændigt og kunne håndtere personlig pleje. Udlændingenævnet henviste herved til, at en læge ved referencens ankomst til Danmark havde skrevet, at referencen klarede sig selv ved hjælp af kateter, at han selv kunne kateterisere (aftappe urin ved hjælp af et kateter), hvis det var nødvendigt, og at han vedrørende afføring kunne komme over på badestol og kunne gøre sig ren. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af et lægehus’ korrespondancemeddelelse fra september 2016, at referencen havde frasagt sig madordning, og at han var i stand til selv at købe ind. Udlændingenævnet fandt således, at referencen i dagligdagen i det væsentligste kunne anses for selvhjulpen, og at han havde mulighed for at kunne klare sig uanset sin helbredstilstand, og uanset at han efter sin ankomst til Danmark var berettiget til at modtage hjælp og hjælpemidler. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i forhold til ansøgerne på afgørelsestidspunktet ikke kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet ansøgerne ikke herved var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med referencen på et senere tidspunkt, såfremt betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt. Udlændingenævnet henviste herved til, at referencen aktuelt ikke havde opholdt sig i Danmark i mindst tre år med en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. FAM/2016/88.
Udlændingenævnets afgørelse af 16. november 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

Dato: 16-11-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til fem syriske statsborgere, der søgte familiesammenføring med deres herboende datter/søster (referencen), der i juli 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at referencen ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end de sidste tre år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at selvom referencen var mindreårig og forud for sin udrejse af Syrien havde boet sammen med ansøgerne, fulgte det ikke af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse, samtidig med at referencen havde haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, i under tre år. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen som 15-årig var udrejst af Syrien med sine ansøgende forældres accept og betaling af rejsen, og at referencen efter det oplyste således efter ansøgernes vurdering havde haft en modenhed og selvstændighed til at kunne rejse alene. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen efter det oplyste var rejst mod Danmark, hvor hendes fætre boede, og at den sidste del af rejsen mod Danmark var foregået alene. Udlændingenævnet henviste således til, at referencen havde haft en alder og modenhed, der havde ført til, at hun selv havde foretaget rejsen gennem Europa til Danmark, ligesom referencen havde en alder, hvor hun i det daglige ikke var afhængig af, at en forældremyndighedsindehaver eller en anden omsorgsperson bistod hende. Udlændingenævnet bemærkede, at referencen havde oplyst, at hun havde tre herboende fætre, hvorfor hun ikke var uden familienetværk i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke i sig selv kunne føre til et andet udfald af sagen, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at hun så en stor forskel på at have tre fætre i Danmark imod at skulle undvære og leve uden sine forældre og søskende i mange år frem, idet referencens ansøgende forældre selv havde valgt at sende referencen mod Danmark. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at hendes ansøgende fader havde hjerteproblemer, og at hun havde indsendt en lægeerklæring fra november 2014, hvor at det fremgik, at en person med et navn, der ikke var identisk med den ansøgende faders navn, led af iskæmi, og at han havde brug for en operation i hjertet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at lægeerklæringen var dateret i november 2014 og vedrørte en person, hvis navn ikke var identisk med den ansøgende faders navn. Udlændingenævnet fandt herudover, at uanset om lægeerklæringen måtte vedrøre referencens fader, kunne dette ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen ikke i forbindelse med sin asylansøgning havde fortalt om sin faders helbred, at det fremgik af referencens ansøgende faders ansøgning om familiesammenføring, at han ikke var alvorligt syg eller handicappet, at referencens ansøgende fader arbejdede som embedsmand, og at lægeerklæringen var dateret i november 2014. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at referencens ansøgende fader ikke havde været afhængig af referencens pasning og pleje, og at han havde forsørget referencen frem til referencens udrejse. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der efter de foreliggende oplysninger ikke var tale om sådanne helbredsmæssige forhold, at dette i sig selv kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at hendes familie befandt sig i det værste krigsområde i Syrien, idet der herved kunne være tale om asylretlige forhold, der ikke kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgerens hjemland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2016/87.
Udlændingenævnets afgørelse af 14. november 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

Dato: 14-11-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til to syriske statsborgere, der søgte om familiesammenføring med deres herboende søn (referencen), der i august 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerene ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at referencen ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end de sidste tre år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at selvom referencen var mindreårig og forud for sin udrejse af Syrien havde boet sammen med ansøgerne, fulgte det ikke af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse, samtidig med at referencen havde haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, i under tre år. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var udrejst af Syrien med sine ansøgende forældres accept, herunder at han havde foretaget rejsen alene, at ansøgerne efter referencens egne oplysninger havde solgt deres hus for at betale for referencens rejse, og at referencen efter det oplyste således efter ansøgernes vurdering havde haft en modenhed og selvstændighed til at kunne rejse alene. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen efter det oplyste var rejst mod Danmark, hvor hans søster boede og umiddelbart efter, at søsteren var meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det fremgik af ansøgernes ansøgninger, at ansøgerne led af henholdsvis en leversygdom og en stofskiftesygdom, og at det fremgik af sagens akter, at referencen led af migræne og dårligt syn, ligesom referencens kommune havde oplyst, at referencen var særligt sårbar, fordi han bekymrede sig om sine forældres situation i Syrien. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgerne ikke havde været afhængige af referencens pasning og pleje forud for referencens udrejse af Syrien. Udlændingenævnet fandt yderligere, at referencens helbredsmæssige problemer ikke var af en sådan karakter, at han havde behov for ansøgernes pasning og pleje. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen selvstændigt havde kunnet rejse uden side forældres ledsagelse, og at hans sårbarhed efter det oplyste primært relaterede sig til et ønske om at bringe ansøgerne til Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ved de nævnte helbredsmæssige forhold ikke var tale om sådanne helbredsmæssige oplysninger, der i sig selv kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgerens hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at lovgrundlaget, som afslagene var truffet ud fra, ikke stemte overens med centrale bestemmelser på området, hvor de danske myndigheder grundet sine internationale forpligtelser skulle udvise respekt for retten til familieliv og tage hensyn til familiens enhed og barnets tarv, ligesom referencen havde henvist til FN’s Børnekonventions artikel 3 (1) og anført, at myndighederne som minimum var forpligtet til at foretage en individuel vurdering af hensynet til barnets tarv, hvor der skulle tages højde for det enkelte barns konkrete situation. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved en vis vægt på, at referencens søster og dennes familie boede i Danmark, at referencen havde fået tildelt en midlertidig forældremyndighedsindehaver, og at referencen boede på en socialpædagogisk døgninstitution, fordi kommunen havde vurderet, at referencen ville profitere af at opholde sig dér. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen havde haft en alder og modenhed, der havde ført til, at han selv valgte at afbryde sit familieliv med ansøgerne i Syrien, at han var rejst alene fra Syrien til Danmark med ansøgernes accept, ligesom han havde en alder, hvor han ikke var afhængig af, og at forældremyndighedsindehaveren eller en anden omsorgsperson bistod ham i det daglige. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Herudover indgik det i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at referencen til støtte for klagen havde anført, at hvis referencen skulle vente tre år på at kunne søge om familiesammenføring, ville han være fyldt 18 år, hvorefter han ville være helt afskåret fra at søge om familiesammenføring med ansøgerene, da han herefter ville være myndig og ikke længere ville have et beskyttelsesværdigt familieliv i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt endelig, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der aktuelt ikke fandtes grundlag for, at der skulle meddeles opholdstilladelse til ansøgerne. FAM/2016/84.
Udlændingenævnets afgørelse af 3. oktober 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

Dato: 03-10-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til syv syriske statsborgere, der søgte om familiesammenføring med deres herboende søn / broder (referencen), der i maj 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at referencen ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end de sidste tre år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at selvom referencen var mindreårig og forud for sin udrejse af Syrien havde boet sammen med ansøgerne, fulgte det ikke af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse, samtidig med at referencen havde haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, i under tre år. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen som 14-årig var udrejst af Syrien med sine ansøgende forældres accept og betaling af rejsen, og at referencen således efter sine forældres vurdering havde haft en modenhed og selvstændighed til at kunne rejse alene. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen efter det oplyste var rejst mod Danmark, hvor han havde fætre boende, og som han også efter indrejsen og meddelelsen af opholdstilladelsen i Danmark havde taget ophold hos. Udlændingenævnet fandt desuden, at det på den baggrund ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen i sin klage havde anført, at hans fætter ikke længere ønskede at have referencen boende. Udlændingenævnet bemærkede herudover, at referencens anden fætter – som referencen boede tæt på i Syrien – også i Danmark boede i samme by som referencen, hvorfor referencen ej heller var uden relativt nære familiemedlemmer i Danmark. Udlændingenævnet henviste således til, at referencen havde haft en alder og modenhed, der havde ført til, at referencen selv havde foretaget rejsen gennem Europa til Danmark, ligesom han havde en alder, hvor han i det daglige ikke var afhængig af, at en forældremyndighedsindehaver eller en anden omsorgsperson bistod ham. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det fremgik af referencens asylsag og nogle af ansøgernes ansøgninger, at referencens fader havde haft brækket begge sine ben og var 60 % handicappet, og at en af referencens mindreårige søskende led af cerebral parese. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da referencens fader og referencens mindreårige søskende ikke havde været afhængige af referencens pasning og pleje forud for referencens udrejse af Syrien. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der ved de nævnte helbredsmæssige forhold ikke var tale om sådanne helbredsmæssige oplysninger, der i sig selv kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk.1. Endelig fandt Udlændingenævnet, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at ansøgerne ikke længere boede i Tyrkiet, men nu boede i Grækenland, da der ikke herved var tale om sådanne oplysninger, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2016/74.
Udlændingenævnets afgørelse af 10. august 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

Dato: 10-08-2016

Udlændingenævnet omgjorde i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en statsløs palæstinenser fra Syrien, der søgte om familiesammenføring med sin herboende ægtefælle (referencen), som i september 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold. Udlændingenævnet omgjorde samtidig ligeledes Udlændingestyrelsens afgørelser vedrørende ansøgerens og referencens tre fællesbørns ansøgninger om familiesammenføring med deres herboende forælder (referencen). To af ansøgerens og referencens børn var under 15 år, og et barn var over 15 år, men under 18 år. Det ældste barn led af epilepsivarianten ”tonisk-klonisk anfald”.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgernes ansøgninger om familiesammenføring burde imødekommes efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da dette vurderedes at være bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, idet ansøgerens og referencens ældste barn havde en sådan alvorlig sygdom, at det ville være særligt indgribende at afskære familiesammenføring frem til det tidspunkt, hvor referencen havde haft opholdstilladelse i tre år og eventuelt havde fået opholdstilladelsen forlænget. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at hans ældste barn var sygt, at det fremgik af ansøgerens og fællesbørnenes ansøgninger, at ansøgerens og referencens ældste fællesbarn led af epilepsivarianten ”tonisk-klonisk anfald”, der blev behandlet med medicin, og at det til klagen var oplyst, at det ældste fællesbarn havde lidt af sygdommen, siden hun var fem år. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af www.sundhed.dk (det offentlige sundhedsvæsen i Danmarks webportal), at tonisk-kloniske anfald er en epilepsivariant, der tidligere blev kaldt ”grand mal anfald”, at et anfald starter med, at personen pludseligt mister bevidstheden og falder om, mens alle kroppens muskler stivner, hvorefter musklerne skiftes mellem at trække sig sammen og slappe af, så der opstår trækninger og rykninger i arme og ben, og at vejrtrækningen påvirkes, ligesom tungebid og spontan afgang af urin og afføring er almindeligt. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at det fremgik af www.sundhed.dk, at det ofte tager et stykke tid efter et tonisk-klonisk anfald, før personen kommer til sig selv igen, og at ekstrem træthed og desorientering/forvirring er hyppig. Herudover lagde Udlændingenævnet vægt på, at referencen i sin klage havde anført, at den medicin, som det ældste fællesbarn anvendte, ikke længere var tilgængelig i Syrien, og at det ældste fællesbarn derfor havde mange kramper og stærke anfald, således at hun ikke kunne kontrollere sin krop. Udlændingenævnet lagde yderligere vægt på, at Syrian Medical Association i en erklæring fra maj 2016 havde oplyst, at ansøgerens og referencens ældste fællesbarn var udsat for anfald, fordi hun var afskåret fra medicin. Udlændingenævnet fandt endelig ud fra de aktuelle generelle baggrundsoplysninger fra World Health Organization (WHO) om Syrien ikke grund til at betvivle det oplyste om manglende tilgængelighed af medicinen i Syrien. FAM/2016/47.
Udlændingenævnets afgørelse af 19. juli 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

Dato: 19-07-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til syv syriske statsborgere, der søgte om familiesammenføring med deres herboende søn / broder (referencen), der i august 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at referencen ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end de sidste tre år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at selvom referencen var mindreårig og forud for sin udrejse af Syrien havde boet sammen med ansøgerne, fulgte det ikke af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse, samtidig med at referencen havde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var udrejst af Syrien med sine forældres accept og på referencens eget initiativ, herunder at referencen var rejst sammen med sin storesøster og sine bedsteforældre til Danmark, hvor en del af referencens øvrige familiemedlemmer opholdt sig. Udlændingenævnet henviste herved til, at referencen i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at hans fader (en af ansøgerne) havde lånt penge, således at referencen og dennes storesøster kunne blive sendt ud af Syrien med sine bedsteforældre. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at bedsteforældrene måtte anses for at være trådt i forældremyndighedsindehaverens sted i forbindelse med udrejsen fra Syrien, og at dette var sket med forældrenes accept. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen efter sin egen og sine bedsteforældres respektive indrejser i Danmark selv havde frasagt sig at bo sammen med sine bedsteforældre. På den baggrund kunne det ikke føre til en ændret vurdering, at der til støtte for klagen var henvist til FN’s Børnekonventions artikel 3, og at referencen var mindreårig. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der ikke forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at referencen ikke var uden omsorgspersoner, idet referencens storesøster nu var myndig, og idet referencens bedsteforældre samt andre familiemedlemmer boede i Danmark og således kunne tage vare på referencen. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen havde haft en alder og modenhed, der havde ført til, at han selv havde besluttet sig for at udrejse af Syrien, ligesom han aktuelt havde en alder, hvor han i det daglige ikke var afhængig af, at forældremyndighedsindehaveren eller en anden omsorgsperson bistod ham i det daglige. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at FN’s Børnekonvention ikke gav en videre ret til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til FN’s Børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for barnets trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre eller en anden med juridisk ansvar for barnet, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s Børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre eller personen med juridisk ansvar kan forblive sammen. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at referencen var udrejst af Syrien med sine bedsteforældre og storesøster med sine forældres accept, og at referencen selv havde oplyst til de danske myndigheder, at han ikke ønskede at bo sammen med sine bedsteforældre, men at han ønskede at bo i nærheden af sin fætter, der havde boet i Danmark i cirka syv år og gerne ville tage ansvar for referencen. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for klagen havde anført, at ansøgerne led af angst og PTSD, samt at de ansøgende forældre led af henholdsvis en diskusprolaps og sukkersyge, nedsat bevægelighed samt en stofskiftesygdom. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det fremgik af ansøgernes ansøgningsskemaer om familiesammenføring med referencen, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps, og uanset om det måtte lægges til grund, at ansøgerne havde de anførte helbredsmæssige problemer, fandt Udlændingenævnet samtidig, at det kunne lægges til grund, at ansøgerne ikke havde været afhængige af referencens pasning og pleje forud for referencens udrejse af Syrien. Udlændingenævnet fandt ydermere, at der ved de nævnte helbredsmæssige forhold ikke var tale om sådanne helbredsmæssige oplysninger, der i sig selv kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2016/45.
Udlændingenævnets afgørelse af 27. juni 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

Dato: 27-06-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til to syriske statsborgere, der søgte om familiesammenføring med deres herboende mindreårige søn (referencen), der i juni 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold i ét år.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at referencen ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end de sidste tre år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at selvom referencen var mindreårig og hidtil havde boet sammen med sine forældre, fulgte det ikke af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse, samtidig med at referencen har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var udrejst af Syrien med ansøgernes accept, herunder at referencen var rejst med andre mindreårige familiemedlemmer til Danmark, hvor referencens storebroder opholdt sig. Udlændingenævnet henviste herved til, at referencens fader (den ene af ansøgerne) efter referencens oplysninger havde solgt sin bil og lånt penge af venner for at betale for referencens rejse, og at referencen blandt andet var udrejst sammen med sin nevø, som var referencens herboende storebroders søn. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen aktuelt boede sammen med sin herboende storebroder. På den baggrund fandt Udlændingenævnet herudover, at referencens storebroder måtte anses for reelt at være trådt i forældremyndighedsindehaverens sted, og at dette var sket med ansøgernes accept. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at der til støtte for klagen var henvist til FN’s Børnekonventions artikel 3, og at referencen var mindreårig, da han endnu ikke var fyldt 18 år. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgernes ansøgninger om familiesammenføring med referencen, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps, ligesom referencen ikke sås at have haft et særligt pasnings- eller plejeforhold i forhold til ansøgerne. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen før sin udrejse havde arbejdet som møbelsnedker, og at han selvstændigt havde kunnet rejse uden ansøgernes ledsagelse sammen med andre mindreårige, samtidig med at han som den næstældste måtte anses for at have været pålagt et ansvar for sin mindreårige nevø, der var født i 2006. Den omstændighed, at ansøgerne efter referencens opfattelse sandsynligvis havde fået asyl i Danmark, såfremt de havde haft mulighed for at flygte sammen med referencen, kunne ikke føre til et andet resultat, idet der kunne være tale om asylretlige forhold, som ikke kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2016/44.

Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen