Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til syv syriske statsborgere, der søgte om familiesammenføring med deres herboende søn / broder (referencen), der i maj 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at referencen ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end de sidste tre år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at selvom referencen var mindreårig og forud for sin udrejse af Syrien havde boet sammen med ansøgerne, fulgte det ikke af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse, samtidig med at referencen havde haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, i under tre år. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen som 14-årig var udrejst af Syrien med sine ansøgende forældres accept og betaling af rejsen, og at referencen således efter sine forældres vurdering havde haft en modenhed og selvstændighed til at kunne rejse alene. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen efter det oplyste var rejst mod Danmark, hvor han havde fætre boende, og som han også efter indrejsen og meddelelsen af opholdstilladelsen i Danmark havde taget ophold hos. Udlændingenævnet fandt desuden, at det på den baggrund ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen i sin klage havde anført, at hans fætter ikke længere ønskede at have referencen boende. Udlændingenævnet bemærkede herudover, at referencens anden fætter – som referencen boede tæt på i Syrien – også i Danmark boede i samme by som referencen, hvorfor referencen ej heller var uden relativt nære familiemedlemmer i Danmark. Udlændingenævnet henviste således til, at referencen havde haft en alder og modenhed, der havde ført til, at referencen selv havde foretaget rejsen gennem Europa til Danmark, ligesom han havde en alder, hvor han i det daglige ikke var afhængig af, at en forældremyndighedsindehaver eller en anden omsorgsperson bistod ham. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det fremgik af referencens asylsag og nogle af ansøgernes ansøgninger, at referencens fader havde haft brækket begge sine ben og var 60 % handicappet, og at en af referencens mindreårige søskende led af cerebral parese. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da referencens fader og referencens mindreårige søskende ikke havde været afhængige af referencens pasning og pleje forud for referencens udrejse af Syrien. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der ved de nævnte helbredsmæssige forhold ikke var tale om sådanne helbredsmæssige oplysninger, der i sig selv kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk.1. Endelig fandt Udlændingenævnet, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at ansøgerne ikke længere boede i Tyrkiet, men nu boede i Grækenland, da der ikke herved var tale om sådanne oplysninger, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2016/74.

Senest opdateret: 03-10-2016
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen