Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til to syriske statsborgere, der søgte om familiesammenføring med deres herboende mindreårige søn (referencen), der i juni 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold i ét år.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at referencen ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end de sidste tre år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at selvom referencen var mindreårig og hidtil havde boet sammen med sine forældre, fulgte det ikke af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse, samtidig med at referencen har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var udrejst af Syrien med ansøgernes accept, herunder at referencen var rejst med andre mindreårige familiemedlemmer til Danmark, hvor referencens storebroder opholdt sig. Udlændingenævnet henviste herved til, at referencens fader (den ene af ansøgerne) efter referencens oplysninger havde solgt sin bil og lånt penge af venner for at betale for referencens rejse, og at referencen blandt andet var udrejst sammen med sin nevø, som var referencens herboende storebroders søn. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen aktuelt boede sammen med sin herboende storebroder. På den baggrund fandt Udlændingenævnet herudover, at referencens storebroder måtte anses for reelt at være trådt i forældremyndighedsindehaverens sted, og at dette var sket med ansøgernes accept. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at der til støtte for klagen var henvist til FN’s Børnekonventions artikel 3, og at referencen var mindreårig, da han endnu ikke var fyldt 18 år. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgernes ansøgninger om familiesammenføring med referencen, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps, ligesom referencen ikke sås at have haft et særligt pasnings- eller plejeforhold i forhold til ansøgerne. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen før sin udrejse havde arbejdet som møbelsnedker, og at han selvstændigt havde kunnet rejse uden ansøgernes ledsagelse sammen med andre mindreårige, samtidig med at han som den næstældste måtte anses for at have været pålagt et ansvar for sin mindreårige nevø, der var født i 2006. Den omstændighed, at ansøgerne efter referencens opfattelse sandsynligvis havde fået asyl i Danmark, såfremt de havde haft mulighed for at flygte sammen med referencen, kunne ikke føre til et andet resultat, idet der kunne være tale om asylretlige forhold, som ikke kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2016/44.

Senest opdateret: 27-06-2016
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen